Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 7-13, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 22. dec. 2008
Udvalget af artikler, taler, udkast osv. i dette bind er hentet fra Lenins Samlede Værker bd. 35-36. Det omfatter tiden 7. november 1917-5. maj 1918. Teksterne fra dette tidsrum tæller i Samlede Værker tilsammen 726 sider. Heraf bringes to femtedele i det foreliggende udvalg. Alle tekster gengives uforkortet.
Stoffet i den tidligere udgave (Forlaget Tiden 1948) er medtaget i dette bind, men udvalget er udvidet med 21 tekster, tilsammen 44. De bringes i kronologisk orden.
Den 1. (14.) februar 1918 gik Sovjetrusland bort fra den gamle tidsregning over til den nye. Efter den 14. februar 1918 er datoerne altså angivet efter den nye tidsregning alene.
Dette bind indledes med et opråb til befolkningen, skrevet af Lenin umiddelbart efter opstandens sejr i hovedstaden Petrograd den 25. oktober (7. november) 1917, samt Lenins taler på den 2. alrussiske sovjetkongres i dagene derefter.
Opråbet og talerne markerede den verdenshistoriske omvæltning, som var sket i et af verdens store lande. De redegjorde for karakteren af sovjetternes statsmagt, sovjetmagten, sovjetstyret, og klarlagde formålet med revolutionen: fred mellem folkene, jord til bønderne, opbygning af socialismen til afløsning af godsejernes og kapitalisternes samfundssystem.
Derpå følger Udkast Til Dekret Om Arbejderkontrol. Det indeholdt sovjetmagtens første administrative bestemmelser om arbejder- og bondestatens funktion og arbejdernes rettigheder.
Talerne på den 2. alrussiske sovjetkongres, udkastet om arbejderkontrol og kongressens dekreter om fred og jord blev til under et uhyre arbejdspres. Affattelsen foregik i kampens hede den 8. og 9. november, til dels i nattetimer mellem stormende møder.
Samtidig begyndte Lenins virksomhed som statsleder. Mange af hans direktiver om store og små anliggender kan være gået tabt, i hvert fald er adskillige endnu ikke fundet. Historikere har klarlagt, at han f.eks. den 8. november måtte sørge for, at statsbanken stillede midler til rådighed for lønudbetalinger til en stor fabriks arbejdere, at beskeden herom kom den udpegede, men endnu ikke stadfæstede finanskommissær V. R. Mensjinskij i hænde, at der blev skaffet mel til bagerierne, og at møllerierne kom i gang og blev behørigt bevogtet. Han afså tid til at give et interview til et mensjevikisk blad og deltog i et møde i partiets centralkomité om regeringsdannelsen, derpå i et nyt møde med bolsjevikkernes fraktion på sovjetkongressen, så et møde i sovjetkongressen fra kl. 21 den 8. november til næste morgen kl. 5, hvor sovjetregeringens sammensætning blev godkendt, med Lenin som regeringschef. Dagen efter skrev Lenin dekretet om arbejderkontrol, som blev overgivet til fagforeningernes ledelse til videre behandling.
Den 8. november havde Lenin desuden drøftet ledelsen af de militære anliggender med tre militært ansvarlige bolsjevikker, Antonov-Ovsejenko, Dybenko og Krylenko.
De følgende dage, uger og måneder fik et lige så hektisk forløb.
I partiets centralkomité opstod en opposition mod Lenins kurs. Oppositionen udgjorde et mindretal, men den måtte kaldes til orden. Stridsspørgsmålet drejede sig i det øjeblik om regeringens sammensætning, men den indvarslede jævnlige kontroverser med oppositionelle grupper i partiets ledelse. I dette bind drejer teksterne Resolution Fra RSDAP(b)s Centralkomité og Ultimatum Fra Flertallet i RSDAP(b)s Centralkomite Til Mindretallet sig om denne divergens. Sagen behandles også i henvendelsen Fra RSDAP’s Centralkomité Til Alle Medlemmer Af Partiet Og Til Alle Arbejdende Klasser I Rusland, i talen på den ekstraordinære kongres af bondesovjetter november 1917 og i brevet til Pravdas redaktion om arbejdernes forbund med de arbejdende og udbyttede bønder.
Det drejede sig bl.a. om forholdet til de socialrevolutionæres småborgerlige parti. Det havde en betydelig tilslutning blandt bønderne, men opfyldte ikke i sommeren 1917 deres forventninger. Partiet spaltedes derfor i to, i venstre og højre.
De venstre-socialrevolutionære samarbejdede i væsentlige spørgsmål med bolsjevikkerne, Lenins parti. At Lenin tog afgørende hensyn til dem fremgår af talen om jordspørgsmålet på 2. alrussiske sovjetkongres.
Dernæst drejede det sig om mensjevikkerne. De havde en vis tilslutning blandt dele af arbejderklassen og i småborgerlige kredse, men stillede sig afvisende over for samarbejde med bolsjevikkerne, medmindre bolsjevikkerne ville lade sig tvinge tilbage til det borgerlige demokratis politiske praksis.
De højre-socialrevolutionære og mensjevikkerne forlangte, at der skulle dannes en »fælles-socialistisk« regering, og at sovjetregeringen skulle holde sig til det borgerlige demokratis spilleregler.
Lenin og med ham flertallet i centralkomiteen holdt fast ved, at der ikke i Rusland måtte dannes nogen anden regering end en sovjetregering, som kun var ansvarlig over for sovjetternes centrale eksekutivkomité (TsIK), men flertallet opfordrede samtidig de venstre-socialrevolutionære til at deltage i regeringen. Se artiklen Fra Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis (bolsjevikkernes) Centralkomité Til Alle Partiets medlemmer Og Til Alle Arbejdende Klasser I Rusland. Efter først at have vægret sig indtrådte senere i november fire venstre-socialrevolutionære i sovjetregeringen. De trådte ud den 15. marts 1918 i protest mod, at sovjetregeringen undertegnede Brest-freden med det imperialistiske Tyskland. De gik derefter over til kontrarevolutionær og terroristisk virksomhed, som bl.a. førte til et attentat mod Lenin den 30. august 1918.
Spørgsmålet om stillingen til Den Konstituerende (dvs. grundlovgivende) Forsamling indgik snart efter i disse diskussioner.
Kravet om en sådan folkevalgt forsamling var opstået umiddelbart efter februar-marts revolutionen 1917. Bolsjevikkerne gik ind for tanken. Der blev opstillet kandidater landet over, men kandidatlisterne blev stort set lavet i tiden før det politiske omsving i september-november. De afspejlede altså ikke spaltningen af de socialrevolutionæres parti i to partier, højre og venstre, eller de ændringer der foregik i sovjetterne og i hær og flåde. Den Konstituerende Forsamlings sammensætning blev derfor helt anderledes end sovjetternes.
To tekster i dette udvalg behandler den divergens, som derved måtte opstå mellem sovjetmagten og Den Konstituerende Forsamling: Teser Om Den Konstituerende Forsamling (fra 12. (25.) december 1917) og Udkast Til Dekret Om Opløsning Af Den Konstituerende Forsamling (fra 6. (19.) januar 1918).
I alle disse diskussioner påviste Lenin på grundlag af omsvinget i sovjetterne september-november 1917, at flertallet af den arbejdende befolkning, også af bønderne og soldaterne, stod bag sovjetregeringen. Lenins modstandere pukkede dengang ligesom i dag på udfaldet af valgene til Den Konstituerende Forsamling. I en artikel fra december 1919, Valgene Til Den Konstituerende Forsamling Og Proletariatets Diktatur, gjorde Lenin stemmetallene fra 54 valgkredse af 79 til genstand for en analyse. (Artiklen findes i Samlede Værker, 5. udgave bd. 40 og i den russiske, den tyske og den engelske 4. udgave bd. 30.) Lenin anførte her bl.a. disse samlede tal :
Stemmer for bolsjevikkernes parti 9,02 millioner, dvs. 25 pct.
Stemmer for socialrevolutionære, mensjevikker og andre småborgerlige partier 22,62 millioner, dvs. 62 pct. Stemmer for godsejer- og borgerlige partier 4,62 millioner, dvs. 13 pct.
Som det fremgår af opstillingen forelå der ikke særskilte lister for højre- og for venstre-socialrevolutionære.
I hæren og flåden og i hovedstæderne Petrograd og Moskva var stemmetallene endda gunstigere for bolsjevikkerne. Det bekræftedes også ved valgene til sovjetterne efter at valgene til Den Konstituerende Forsamling var afholdt.
Den næste afgørende sag for landets fremtid var fredsslutningen i Brest-Litovsk i marts 1918. I bolsjevikkernes centralkomité opstod der omkring nytår 1917-18 en oppositionel gruppe, »venstrekommunisterne«, som argumenterede for, at Rusland skulle føre »revolutionær krig« og ikke slutte fred med det imperialistiske Tyskland. Gruppens mest kendte medlem var Nikolaj Bukharin. Næsten halvdelen af artiklerne i dette bind handler om dette problem. Lenin påpegede, at fred var blevet et spørgsmål om sovjetrepublikkens beståen, om den socialistiske opbygnings mulighed, om bevarelsen af proletariatets diktatur og om eksemplets magt i den internationale revolutionære bevægelses interesse.
Lenin havde ikke straks flertal i centralkomiteen for sin fredspolitik. »Venstrekommunisternes« optræden nødvendiggjorde en forhalende taktik. Også Lev Trotskij (ikke medlem af »venstrekommunisternes« gruppe), som var sovjetisk forhandlingsleder i Brest, skabte vanskeligheder. Han erklærede den 28. januar (10.) februar over for den tyske forhandlingsdelegation, at sovjetregeringen ikke ville undertegne en fredstraktat på de tyske betingelser, men at sovjetregeringen ville ophøre med at føre krig, og at hæren skulle hjemsendes. Det var i direkte strid med Lenins telegram til den sovjetiske forhandlingsdelegation samme dag. Følgen var, at den tyske hær på ny gik til offensiv, og at den tyske regering nu stillede langt hårdere fredsbetingelser end før. Se artiklen: Det Socialistiske Fædreland I Fare!
Den tyske offensiv medførte, at den røde hær blev dannet. Den 23. februar fejres som dens fødselsdag.
Den 23. februar fik Lenin flertal for sin fredspolitik i partiets centralkomité. Den 4. marts undertegnedes Brest-freden. Den 4. alrussiske sovjetkongres, 14.-16. marts 1918, ratificerede traktaten – hvad der som nævnt medførte, at de venstre-socialrevolutionære ministre i protest udtrådte af regeringen.
En uge før havde den 7. ekstraordinære partikongres godkendt Lenins politik.
Indtil da havde partiet beholdt betegnelsen Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, forkortet RSDAP, men med ordet bolsjevikkerne tilføjet i parentes, for at markere adskillelsen fra mensjevikkerne, som også brugte det gamle navn, RSDAP. Den 7. partikongres i 1918 ændrede navnet til Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), forkortet RKP(b).
Den 14. partikongres, 1925, ændrede navnet til Unionens Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), forkortet VKP(b). Parentesen (b) bortfaldt i 1952, på beslutning af den 19. partikongres, og samtidig blev partiets navn ændret til: Sovjetunionens Kommunistiske Parti, forkortet på russisk til KPSS, på dansk til SUKP.
Brest-traktaten gav Sovjetrusland et pusterum. Det fremhævede Lenin i artiklen Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver, der begynder sådan:
»Takket være den fred, vi har opnået – trods hele dens tynge og ustabilitet – får den russiske sovjetrepublik en vis tid mulighed for at koncentrere sine kræfter om den vigtigste og vanskeligste side af den socialistiske revolution, nemlig den organisatoriske opgave.
Denne opgave blev klart og præcist stillet alle arbejdende og undertrykte masser i 4. afsnit (4. del) af den resolution, der blev vedtaget 16. marts på sovjetternes ekstraordinære kongres i Moskva, i samme afsnit, hvor der tales om de arbejdendes selvdisciplin og om skånselsløs kamp mod kaos og desorganisation.«
Artiklen er både en fremhævelse af den socialistiske opbygnings opgaver i det udpinte land og et opgør med småborgerlige og anarkistiske strømninger – mere eller mindre indirekte også med »venstrekommunisternes« forstyrrende optræden. Betegnende for atmosfæren er artiklens afsluttende linjer:
»Vi har ikke brug for hysteriske krampetilfælde. Vi har brug for de proletariske jernbataljoners afmålte skridt.«
Vigtigste stridsspørgsmål var sovjetmagtens anvendelse af borgerlige specialister (eksperter, officerer, borgerligt uddannede folk) som ledere i industrien, hæren osv., overhovedet anvendelsen af enkeltpersoner som ledere med selvstændig kompetence til forskel fra det kollektive princip (kollegieprincippet), tilladeligheden af kapitalistisk drevne virksomheder under sovjetstatens kontrol osv.
Dette bind indeholder de første skitser og planer for nyordningen i landet: Indlæg Om Dannelse Af Et øverste Råd For Samfundsøkonomien, Tale Om Nationalisering Af Bankerne, Udkast Til Dekret Om Gennemførelsen Af Bankernes Nationalisering, Deklaration Om Det Arbejdende Og Udbyttede Folks Rettigheder (faktisk sovjetstatens første forfatning), Vore Dages Hovedopgave, Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver, Udkast Til Plan For Videnskabelige Og Tekniske Opgaver, Seks Teser Om Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver m.m.
Et åbent opgør med superrevolutionære tendenser kom i den afsluttende artikel i dette bind: Om »Venstre« Barnagtighed Og Om Småborgerlighed. Med barnagtigheden sigtede Lenin især til »venstrekommunisterne«, med småborgerligheden til de socialrevolutionære og mensjevikkerne.
I denne artikel kommenterede Lenin atter Brest-fredens nødvendighed og sovjetrepublikkens militære afmagt, men samtidig nødvendigheden af et militært forsvar: »Vi er forsvarsvenner siden den 25. oktober (7. november) 1917.« »Venstrekommunisternes« krav om forstærket »socialisering« blev skarpt afvist. I den sammenhæng forklarede Lenin indgående, hvad statskapitalismen under sovjetstatens kontrol og med sigte på overgang til socialistisk økonomi betød, til forskel fra statskapitalisme f.eks. i det imperialistiske Tyskland.
I denne artikel opregnede Lenin de fem økonomiske strukturer, som på det tidspunkt kendetegnede Sovjetruslands økonomi:
Overvindelsen af de tre førstnævnte strukturer krævede udvikling ikke mindst af statskapitalisme for derefter at kunne overvinde denne struktur og opbygge socialismen.
Det var også i denne artikel, at Lenin kommenterede Marx’ udtalelse om, at det under visse betingelser er mest fordelagtigt for arbejderklassen »at købe hele banden ud«, dvs. købe kapitalistbanden ud, og på ny behandlede spørgsmålet om anvendelsen af borgerlige specialister.
I det tidsrum, dette bind omfatter, var den første verdenskrig endnu ikke afsluttet. Tyskland var ikke besejret. Store dele af Sovjetruslands territorium, først og fremmest Ukraine, var besat af tyske tropper. I Kaukasus stod der engelske og franske tropper. Faren for udenlandsk intervention mod sovjetmagten var voksende. I landet selv måtte opstande her og der nedkæmpes, og sabotage fra sovjetfjendtlige kredse modvirkes.
Endnu større prøvelser skulle melde sig i den kommende tid.
Sidst opdateret 1.1.2009