Skrevet mellem 13. og 26. april 1918. Trykt 28. april 1918 i avisen Pravda nr. 83 og i tillæg til avisen Isvestija VTsIK nr. 85.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 205-241, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. jan. 2009
Takket være den fred, vi har opnået – trods hele dens tyngde og ustabilitet – får Den Russiske Sovjetrepublik en vis tid mulighed for at koncentrere sine kræfter om den vigtigste og vanskeligste side af den socialistiske revolution, nemlig den organisatoriske opgave.
Denne opgave er klart og præcist blevet stillet alle arbejdende og undertrykte masser i 4. afsnit (4. del) af den resolution, [1] der blev vedtaget den 15. marts 1918 på sovjetternes ekstraordinære kongres i Moskva – i samme afsnit (eller samme del) af resolutionen, hvor der tales om de arbejdendes selvdisciplin og om skånselsløs kamp mod kaos og desorganisation.
Når den fred, som Den Russiske Sovjetrepublik har opnået, er ustabil, skyldes det naturligvis ikke, at sovjetrepublikken nu overvejer at genoptage krigshandlingerne; udover borgerlige kontrarevolutionære og deres efterplaprere (mensjevikkerne og lignende) tænker ikke én eneste tilregnelig politiker på noget sådant. Fredens ustabilitet skyldes, at militærpartiet i de imperialistiske stater, der grænser til Rusland mod vest og øst, og som råder over en vældig krigsmagt, hvert minut kan vinde overhånd, fristet af Ruslands øjeblikkelige svaghed og skubbet frem af kapitalisterne, der hader socialismen og jager efter rov.
Når tingene ligger sådan, er der for os kun én reel, håndgribelig garanti for freden, og det er spliden mellem de imperialistiske magter, en splid, der er skærpet til det yderste og giver sig udslag på den ene side i genoptagelsen af det imperialistiske blodbad mod vest og på den anden side i den yderst tilspidsede imperialistiske kappestrid mellem Japan og Amerika om herredømmet over Stillehavet og dets kyster.
Det er klart, at vor socialistiske sovjetrepublik, beskyttet af et så skrøbeligt skjold, befinder sig i en overordentlig ustabil, absolut kritisk international situation. Det er nødvendigt at anspænde alle vore kræfter til det yderste for at udnytte det pusterum, som et sammenfald af omstændigheder har givet os, til at hele de dybe sår, krigen har tilføjet hele den russiske samfundsorganisme, og til at højne landet økonomisk, uden hvilket der slet ikke kan være tale om en betydelig forøgelse af forsvarsevnen.
Det er ligeledes klart, at vi kun kan yde den socialistiske revolution i Vesteuropa, der af en række grunde er forsinket, alvorlig støtte i samme grad, som vi er i stand til at løse den organisatoriske opgave, der er stillet os.
Den vigtigste betingelse for en heldig løsning af den organisatoriske opgave, vi i første række står overfor, er, at folkets politiske førere, dvs. medlemmerne af Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) og tillige alle bevidste repræsentanter for de arbejdende masser gør sig fuldstændig klart, hvad der i denne henseende er den grundlæggende forskel mellem de tidligere, borgerlige revolutioner og den nuværende, socialistiske revolution.
I de borgerlige revolutioner bestod de arbejdende massers hovedopgave i at udføre et negativt eller ødelæggende arbejde, nemlig at tilintetgøre feudalismen, monarkiet, middelalderen. Det positive eller skabende arbejde med at organisere det nye samfund blev udført af det besiddende, borgerlige mindretal af befolkningen. Og det løste forholdsvis let denne opgave, trods arbejdernes og de fattige bønders modstand, ikke blot fordi de af kapitalen udbyttede massers modstand dengang på grund af deres splittethed og ringe udvikling var yderst svag, men også fordi den vigtigste organiserende kraft i det anarkisk opbyggede kapitalistiske samfund er det spontant, til alle sider voksende, nationale og internationale marked.
Derimod er hovedopgaven for proletariatet og de fattige bønder, der ledes af proletariatet, i enhver socialistisk revolution – følgelig også i den socialistiske revolution i Rusland, som vi påbegyndte den 25. oktober 1917 – et positivt og skabende arbejde for at opbygge et yderst indviklet og fint net af nye organisatoriske forbindelser, der omfatter en planmæssig produktion og fordeling af de produkter, der er nødvendige for snese af millioner menneskers eksistens. En sådan revolution kan kun føres igennem til sejr ved hjælp af befolkningsflertallets, først og fremmest det arbejdende flertals selvstændige, historisk skabende arbejde. Først når proletariatet og de fattige bønder formår at finde tilstrækkelig målbevidsthed, idékraft, selvopofrelse og udholdenhed hos sig selv, vil den socialistiske revolutions sejr være sikret. Ved at skabe den nye statstype, sovjetstaten, der åbner de arbejdende og undertrykte masser mulighed for at tage aktiv del i den selvstændige opbygning af det nye samfund, har vi kun løst en lille del af den vanskelige opgave. Hovedvanskeligheden ligger på det økonomiske område: at etablere den strengeste, altomfattende regnskabsføring og kontrol med produktionen og varefordelingen, at højne arbejdsproduktiviteten, at gøre produktionen samfundsmæssig i praksis.
Udviklingen af bolsjevikkernes parti, der i dag er regeringsparti i Rusland, viser særlig anskueligt, hvori det historiske omsving består, som vi oplever, og som er det karakteristiske for dette politiske øjeblik, et omsving som kræver en ny orientering af sovjetmagten, en ny formulering af nye opgaver.
Den første opgave for ethvert fremtidens parti består i at overbevise folkets flertal om dets programs og taktiks rigtighed. Denne opgave stod i første række både under tsarismen og i den periode, da folk som Tjernov og Tsereteli samarbejdede med folk som Kerenskij og Kisjkin. Nu er denne opgave, der naturligvis langtfra er løst endnu (og som aldrig kan løses fuldt ud), dog løst i hovedsagen, thi flertallet af Ruslands arbejdere og bønder står vitterligt på bolsjevikkernes side, hvad den sidste sovjetkongres i Moskva uigendriveligt har bevist.
Vort partis anden opgave var at erobre den politiske magt og undertrykke udbytternes modstand. Heller ikke denne opgave er på nogen måde løst fuldt ud, og det er umuligt at ignorere den, da dels monarkisterne og kadetterne, dels deres efterplaprere og følgesvende, mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære, stadig væk søger at forene sig for at styrte sovjetmagten. Men i hoved-sagen er den opgave at undertrykke udbytternes modstand allerede løst i perioden fra den 25. oktober 1917 til (omtrentlig) februar 1918 eller til Bogajevskijs kapitulation.
På dagsordenen stilles nu den tredje opgave, som står nærmest for og er karakteristisk for det nuværende tidspunkt: organisere administrationen af Rusland. Naturligvis stillede vi denne opgave og gik i gang med at løse den allerede dagen efter den 25. oktober 1917, men så længe udbytternes modstand endnu antog form af åben borgerkrig kunne den opgave, at administrere landet, ikke bliver det vigtigste, det centrale.
Nu er den blevet det. Vi, det bolsjevikiske parti, har overbevist Rusland. Vi har erobret Rusland – fra de rige til de fattige, fra udbytterne til de arbejdende. Vi må nu administrere Rusland. Og det karakteristiske ved det nuværende tidspunkt, hele vanskeligheden er, at man må forstå det særegne ved overgangen fra den hovedopgave at overbevise folket og undertrykke udbytterne militært til den hovedopgave at administrere.
For første gang i verdenshistorien er det lykkedes et socialistisk parti i hovedtrækkene at afslutte erobringen af magten og undertrykkelsen af udbytterne og nå direkte frem til den opgave at administrere. Vi må vise os værdige til at gennemføre den socialistiske omvæltnings vanskeligste (og taknemligste) opgave. Man må gøre sig klart, at for at administrere med held er det nødvendigt at kunne organisere praktisk – foruden at kunne overbevise og foruden at kunne sejre i borgerkrigen. Dette er den vanskeligste opgave, da det drejer sig om at organisere det mest livsvigtige, økonomiske grundlag for snese af millioner menneskers liv på en ny måde, og det er den taknemligste opgave, for først efter at den er løst (i hovedtrækkene) vil man kunne sige, at Rusland er blevet ikke blot en sovjetrepublik, men også en socialistisk republik.
Den ovenfor skitserede objektive situation, der er fremgået af en frygtelig hård og ustabil fred, af det smerteligste forfald, af arbejdsløshed og hungersnød, forhold vi har arvet efter krigen og bourgeoisiets herredømme (repræsenteret ved Kerenskij og mensjevikker og de højre-socialrevolutionære, der støttede ham), alt dette har uundgåeligt trættet, ja udmattet de brede arbejdende massers kræfter til det yderste. De kræver på det bestemteste og må absolut kræve en vis hvilepause. Det, der nu sættes på dagsordenen, er genopbygningen af de produktivkræfter, der er blevet ødelagt af krigen og bourgeoisiets regimente; helbredelse af de sår, der er slået af krigen, nederlaget i krigen, spekulationerne og bourgeoisiets forsøg på at genoprette udbytternes styrtede magt; en økonomisk genrejsning af landet; en fast beskyttelse af den elementære orden. Det kan synes at være et paradoks, men i virkeligheden er der i kraft af de nævnte objektive betingelser overhovedet ingen tvivl om, at sovjetmagten kan sikre Ruslands overgang til socialismen, såfremt den trods bourgeoisiets, mensjevikkernes og de højre-socialrevolutionæres modstand praktisk løser netop disse yderst elementære opgaver for at bevare samfundslivet. Den praktiske løsning af disse ganske elementære opgaver og overvindelsen af de organisatoriske vanskeligheder ved de første skridt henimod socialismen er i dag to sider af samme sag i kraft af den givne situations konkrete betingelser og på basis af sovjetmagten med dens love om socialisering af jorden, arbejderkontrol osv.
Før nøjagtigt og samvittighedsfuldt regnskab med pengene, administrer økonomisk, driv ikke, stjæl ikke, over-hold den strengeste disciplin under arbejdet – netop sådanne paroler, som de revolutionære proletarer med rette latterliggjorde dengang, da bourgeoisiet dækkede sit herredømme som udbytterklasse med den slags taler, bliver nu, efter at bourgeoisiet er styrtet, øjeblikkets nærmeste og vigtigste paroler. Og de arbejdende massers praktiske gennemførelse af disse paroler er på den ene side den eneste betingelse for at redde landet, der næsten er pint til døde af den imperialistiske krig og de imperialistiske røvere (med Kerenskij i spidsen), og på den anden side er den praktiske gennemførelse af disse paroler gennem sovjetmagten, med dens metoder, på grundlag af dens love, nødvendig og tilstrækkelig for socialismens endelige sejr. Dette her er der folk, der ikke kan forstå, de ser med foragt på, at så »fortærskede« og »trivielle« paroler stilles i første række. I et småbondeland, der for kun et år siden styrtede tsarismen og for mindre end et halvt år siden befriede sig for Kerenskij-folkene, er der selvfølgelig blevet ikke så lidt elementær anarkisme tilbage, forstærket af den brutalitet og vildskab, som følger med enhver langvarig og reaktionær krig, og der er opstået en ikke ringe stemning af fortvivlelse og genstandsløs forbitrelse; når man dertil føjer den provokatoriske politik, som bourgeoisiets lakajer (mensjevikkerne, de højre-socialrevolutionære og lignende) fører, bliver det fuldt ud forståeligt, hvilke langvarige og hårdnakkede anstrengelser de bedste og mest målbevidste arbejdere og bønder må gøre sig for at tilvejebringe et fuldstændigt omsving i massernes stemning og få dem til at vende sig til det regelmæssige, vedholdende og disciplinerede arbejde. Kun en sådan vending, gennemført af de fattiges masser (proletarerne og halvproletarerne) er i stand til at hidføre sejren over bourgeoisiet og i særdeleshed over det yderst stædige og talrige bondebourgeoisi.
Bourgeoisiet er besejret hos os, men det er endnu ikke revet op med rode, ikke afskaffet og ikke engang slået definitivt til jorden. Det er derfor en ny, højere form for kamp mod bourgeoisiet, der sættes på dagsordenen, en overgang fra den yderst simple opgave fortsat at ekspropriere kapitalisterne til den langt mere indviklede og vanskelige opgave at skabe sådanne betingelser, under hvilke bourgeoisiet hverken kan eksistere eller opstå på ny. Det er klart, at dette er en langt, langt højere opgave, og at der ikke findes nogen socialisme, så længe denne opgave ikke er løst.
Hvis vi tager de vesteuropæiske revolutioner som målestok, står vi i dag tilnærmelsesvis på det niveau, som blev nået i 1793 og i 1871. Vi kan med fuld ret være stolte over, at vi har hævet os til dette niveau og i én henseende utvivlsomt er gået noget længere, nemlig derved, at vi har dekreteret og i hele Rusland indført den højeste statstype – sovjetmagten. Men vi kan under ingen omstændigheder slå os til tåls med det opnåede, for vi har kun lige påbegyndt overgangen til socialismen, men har endnu ikke realiseret noget afgørende i denne henseende.
Det afgørende er at organisere den strengeste, landsomfattende regnskabsføring og kontrol med produktionen og varefordelingen. Imidlertid er vi i de foretagender, i de grene og sider af samfundsøkonomien, som vi har taget fra bourgeoisiet, endnu ikke nået til regnskabsføring og kontrol, og uden dette kan der end ikke være tale om den anden, lige så væsentlige, materielle betingelser for gennemførelsen af socialismen, nemlig højnelsen af arbejdsproduktiviteten i national målestok.
Derfor var det ikke muligt på det nuværende tidspunkt at bestemme opgaven med den simple formel: fortsætte offensiven mod kapitalen. Til trods for, at vi utvivlsomt ikke har gjort det af med kapitalen, og at det er ubetinget nødvendigt at fortsætte offensiven mod denne de arbejdendes fjende, ville en sådan definition ikke være præcis, ikke være konkret, der ville heri ikke være taget hensyn til det karakteristiske ved det givne øjeblik, hvor det af hensyn til den heldige gennemførelse af offensiven fremefter er nødvendigt at »indstille« offensiven i dag.
Man kan forklare dette ved at sammenligne vor situation i krigen mod kapitalen med den situation, der opstår for sejrrige tropper, der har taget skal vi sige halvdelen eller to tredjedele af fjendens territorium og bliver tvunget til at standse offensiven for at samle styrkerne, skaffe mere krigsmateriel, udbedre og forstærke forbindelseslinjerne, bygge nye depoter, føre nye reserver frem osv. Indstillingen af de sejrrige troppers offensiv under sådanne betingelser er nødvendig netop for at erobre resten af fjendens territorium, dvs. for at vinde den fuldstændige sejr. Den, der ikke har forstået, at det netop drejer sig om en sådan »indstilling« af offensiven mod kapitalen, dikteret af den objektive situation i dette øjeblik, han har ikke forstået noget som helst af det politiske øjeblik, vi gennemlever.
Det er en selvfølge, at man kun kan tale om en »indstilling« af offensiven mod kapitalen, når man sætter ordet i gåseøjne, dvs. bruger det i overført betydning. I den sædvanlige krig kan man give en generel ordre om indstilling af offensiven, dér kan man faktisk standse bevægelsen fremad. I krigen mod kapitalen kan man ikke standse bevægelsen fremad, og der kan slet ikke være tale om, at vi skulle give afkald på en fortsat ekspropriering af kapitalen. Sagen drejer sig om at forlægge tyngdepunktet for vort økonomiske og politiske arbejde. Hidtil har foranstaltningerne til direkte ekspropriering af ekspropriatørerne stået i forgrunden. Det, der nu stilles i forgrunden, er organiseringen af regnskabsføring og kontrol såvel i de foretagender, hvor kapitalisterne allerede er eksproprieret, som i alle andre foretagender.
Hvis vi nu ville fortsætte med at ekspropriere kapitalen i det hidtidige tempo, ville vi sikkert lide nederlag, for vort arbejde på at organisere proletarisk regnskabsføring og kontrol holder ikke trit med den direkte »ekspropriation af ekspropriatørerne«. Dette er klart og tydeligt for ethvert tænkende menneske. Hvis vi nu af alle kræfter går i gang med arbejdet på at organisere regnskabsføring og kontrol, da kan vi løse denne opgave, indhente det forsømte og vinde hele vor »kampagne« mod kapitalen.
Men når vi anerkender, at vi må indhente det forsømte, er det så ikke ensbetydende med, at vi indrømmer, vi har begået en fejl? På ingen måde. Lad os igen anføre en militær sammenligning. Hvis man kan slå fjenden og drive ham tilbage med det lette kavalleris afdelinger alene, så skal man gøre det. Men hvis det kun kan gøres med held indtil en vis linje, er det fuldt ud tænkeligt, at det bliver nødvendigt bag denne linje at køre det svære artilleri frem. Idet vi indrømmer, at man nu må indhente det forsømte ved at køre det svære artilleri frem, indrømmer vi aldeles ikke, at det sejrrige kavalleriangreb var en fejl.
Bourgeoisiets lakajer har ofte bebrejdet os, at vi har ført et »rødgardistisk« angreb på kapitalen. Det er en urimelig bebrejdelse, der netop er pengesækkens lakajer værdig. For det »rødgardistiske« angreb på kapitalen var dengang absolut dikteret af forholdene: for det første ydede kapitalen dengang militær modstand ved personer som Kerenskij og Krasnov, Savinkov og Gots, Dutov og Bogajevskij (Gegetjkori yder stadigvæk en sådan modstand). Militær modstand kan ikke brydes på anden måde end ved militære midler, og rødgardisterne har fuldbyrdet en af de ærefuldeste og største gerninger i historien ved at befri de arbejdende og udbyttede for udbytternes åg.
For det andet kunne vi ikke dengang stille administrationsmetoden i forgrunden i stedet for undertrykkelsesmetoderne, også fordi kunsten at forvalte ikke er en medfødt egenskab hos menneskene, men læres gennem erfaring. Dengang havde vi ikke den erfaring. Nu har vi den. For det tredje kunne vi dengang ikke have specialister fra videnskabens og teknikkens forskellige grene til vor rådighed, for enten kæmpede de i Bogajevskijs rækker, eller også havde de endnu mulighed for at yde systematisk og hårdnakket passiv modstand ved sabotage. Men nu har vi brudt sabotagen. Det »rødarmistiske« angreb på kapitalen blev gennemført med held, det var sejrrigt, thi vi besejrede både kapitalens militære modstand og kapitalens modstand i form af sabotage.
Betyder det da, at det »rødgardistiske« angreb på kapitalen altid er på sin plads, under alle omstændigheder er på sin plads, og at vi ikke har andre metoder i kampen mod kapitalen? Det ville være barnligt at tænke sådan. Vi har sejret med det lette kavalleri, men vi har også svært artilleri. Vi har sejret ved hjælp af undertrykkelsesmetoderne, vi vil også vide at sejre ved hjælp af administrationsmetoderne. Man må forstå at forandre metoderne i kampen mod fjenden, når omstændighederne forandrer sig. Vi vil ikke et minut give afkald på den »rødgardistiske« undertrykkelse af herrer som Savinkov og Gegetjkori eller nogen som helst anden kontrarevolutionær blandt godsejerne og bourgeoisiet. Men vi vil ikke være så dumme at stille de »rødgardistiske« metoder i første række på en tid, hvor den epoke, da rødgardistiske angreb var nødvendige, i hovedsagen er afsluttet (og afsluttet med sejr), og hvor den epoke står for døren, da den proletariske statsmagt må udnytte de borgerlige specialister til en sådan ompløjning af jorden, at intet bourgeoisi overhovedet kan trives der.
Det er en særlig epoke, eller rettere udviklingsfase, og for at sejre endeligt over kapitalen må vi kunne tilpasse vore kampformer til denne fases særlige betingelser.
Uden ledelse af specialister fra de forskellige grene af videnskaben, teknikken og erfaringen er en overgang til socialismen umulig; thi socialismen kræver en bevidst massebevægelse fremad til en højere arbejdsproduktivitet i sammenligning med kapitalismen og på basis af det, som kapitalismen har nået. Socialismen skal på sine måder, med sine metoder – lad os udtrykke det mere konkret, med sovjetmetoder – foretage denne bevægelse fremad. Men den store masse af specialister er uundgåeligt borgerlige i kraft af hele strukturen i det samfundsliv, der gjorde dem til specialister. Hvis vort proletariat, efter at have taget hele magten, hurtigt havde løst den opgave at indføre regnskab, kontrol og organisation i lands-målestok (dette var uigennemførligt på grund af krigen og Ruslands tilbageståenhed), da ville vi efter at have brudt sabotagen fuldstændig have fået herredømmet over de borgerlige specialister ved hjælp af en altomfattende regnskabsføring og kontrol. På grund af, at denne regnskabsføring og kontrol i det hele taget er blevet betydeligt »forsinket«, har vi, skønt det er lykkedes os at overvinde sabotagen, endnu ikke skabt forhold, der stiller de borgerlige specialister til vor rådighed; sabotørernes masse »stiller til tjeneste«, men de bedste organisatorer og største specialister kan udnyttes af staten enten på den gamle måde, på den borgerlige måde (dvs. for høj betaling), eller på en ny måde, en proletarisk måde (dvs. ved at skabe et sådant system af almindelig regnskabsføring og kontrol nedefra, at det uundgåeligt af sig selv ville underordne og inddrage specialisterne).
Vi har måttet gribe til det gamle borgerlige middel og gå med til en meget høj betaling for de største borgerlige specialisters »tjenester«. Alle, der kender sagerne, ser dette, men ikke alle gør sig klart, hvad en sådan foranstaltning fra den proletariske stats side betyder. Det er klart, at en sådan foranstaltning er et kompromis, en afvigelse fra Pariserkommunens og enhver proletarisk magts principper, der kræver, at gagerne tilpasses gennemsnitsarbejderens lønniveau, og at der føres kamp, ikke i ord, men i gerning, mod karrierejagten.
Ikke alene det. Det er klart, at en sådan foranstaltning ikke blot – på et vist område og til en vis grad – er en indstilling af offensiven mod kapitalen (thi kapitalen er ikke en sum penge, men et bestemt samfundsforhold), men også et skridt tilbage for vor socialistiske, sovjetiske statsmagt, der fra begyndelsen har proklameret og gennemført en politik, der gik ud på at nedsætte de høje gager til gennemsnitsarbejderens løn. [2]
Naturligvis vil bourgeoisiets lakajer, særlig de af mindre format, som mensjevikkerne, tilhængerne af Novaja Sjisn og de højre-socialrevolutionære, hovere over den indrømmelse, at vi gør et skridt tilbage. Men vi behøver ikke at skænke denne hoveren nogen opmærksomhed. Vi må studere de særlige træk ved den overordentlig vanskelige og nye vej til socialismen og må ikke dække over vore fejl og svagheder, men må bestræbe os for i tide at fuldende det ufuldendte. At skjule for masserne, at vi ved at drage de borgerlige specialister ind i arbejdet ved hjælp af ekstraordinært høje lønninger gør en afvigelse fra Kommunens principper, ville betyde, at vi sank ned på de borgerlige politikeres niveau og bedrog masserne. Åbent at forklare, hvorledes og hvorfor vi gjorde dette skridt tilbage, og derefter offentligt at diskutere, hvilke midler der findes til at indhente det forsømte – det vil sige at opdrage masserne og sammen med dem gennem erfaring lære at opbygge socialismen. Der har vel ikke været noget sejrrigt felttog i historien, i hvilket sejrherrerne ikke har begået enkelte fejl, har lidt delvise nederlag og nu og da har måttet trække sig tilbage for en tid. Men det »felttog«, som vi fører mod kapitalismen, er millioner gange vanskeligere end det vanskeligste militære felttog, og det ville være dumt og skændigt at falde i fortvivlelse over et isoleret og delvist tilbagetog.
Lad os tage praktisk på spørgsmålet. Lad os antage, at den russiske sovjetrepublik behøver 1.000 førsteklasses videnskabsmænd og specialister fra videnskabens, teknikkens og den praktiske erfarings forskellige områder til at lede folkets arbejde for hurtigst muligt at hidføre et økonomisk opsving i landet. Lad os antage, at vi må betale disse »stjerner af første rang« hver 25.000 rubler om året – de fleste af disse folk er naturligvis des mere demoraliseret af de borgerlige skikke, jo mere de råber op om arbejdernes demoralisering. Lad os antage, at denne sum (25 millioner rubler) må fordobles (idet vi antager, at vi udbetaler præmier for særlig heldig og hurtig opfyldelse af de vigtigste organisatorisk-tekniske opgaver) eller endog firedobles (idet vi antager, at vi må tilkalde nogle hundrede mere fordringsfulde udenlandske specialister). Nu er spørgsmålet: kan man anse en udgift på halvtreds eller hundrede millioner rubler om året til en gennemorganisering af folkets arbejde i overensstemmelse med videnskabens og teknikkens sidste ord, kan man anse det for overdrevent eller uoverkommeligt for sovjetrepublikken? Selvfølgelig ikke. Det overvældende flertal af bevidste arbejdere og bønder godkender en sådan udgift, de ved fra det praktiske liv, at vi på grund af vor tilbageståenhed taber milliarder, og at vi endnu ikke har nået en sådan organiserthed, regnskabsføring og kontrol, at det får den borgerlige intelligens’ »stjerner« til som helhed frivilligt at deltage i vort arbejde.
Naturligvis har spørgsmålet også en anden side. De høje gager har ubestrideligt en demoraliserende virkning – både på sovjetmagten (så meget mere som den hurtige omvæltning bevirkede, at et vist antal eventyrere og slyngler naturligvis tilsluttede sig denne magt og nu sammen med alle hånde ubegavede eller samvittighedsløse kommissærer nok kunne tænke sig at komme med som »stjerner« ... blandt kassebedrøverne) og på arbejdermassen. Men alle tænkende og ærlige mennesker blandt arbejderne og de fattige bønder er enige med os og vil anerkende, at vi ikke er i stand til med ét slag af skaffe os af med kapitalismens elendige arv, at vi ikke kan befri sovjetrepublikken for denne »tribut« på 50 eller 100 millioner rubler (en tribut for vor egen tilbageståenhed, når talen er om at organisere en landsomfattende regnskabsføring og kontrol nedefra) på anden måde end ved at organisere, højne disciplinen blandt os selv og rense vore rækker for alle, der »vogter kapitalismens arv« og »vedligeholder kapitalismens traditioner«, dvs. driverter, dovenkroppe og statskassebedrøvere (al jord, alle fabrikker, alle jernbaner er nu sovjetrepublikkens »kasse«). Hvis de klassebevidste arbejderes og fattige bønders fortrop med sovjetinstitutionernes hjælp i løbet af et år formår at organisere sig, disciplinere sig, tage sig sammen, skabe en fast arbejdsdisciplin, da vil vi i løbet af et år befri os for denne »tribut«, og vi kan nedsætte den endnu før ... alt efter vore resultater, når det gælder arbejdernes og bøndernes arbejdsdisciplin og organiserthed. Jo hurtigere vi selv, arbejderne og bønderne, tilegner os en bedre arbejdsdisciplin og en højere teknik og til dette formål udnytter borgerlige specialisters kunnen, des hurtigere vil vi skaffe os af med enhver »tribut« til disse specialister.
Vort arbejde på at organisere en landsomfattende regnskabsføring og kontrol med produktionen og varefordelingen under proletariatets ledelse holder langtfra trit med vort arbejde på direkte at ekspropriere ekspropriatørerne. Denne omstændighed er af fundamental betydning for forståelsen af ejendommelighederne ved den øjeblikkelige situation og de opgaver, der heraf opstår for sovjetmagten. Tyngdepunktet i kampen mod bourgeoisiet flyttes over på organiseringen af en sådan regnskabsføring og kontrol. Kun når man går ud herfra, kan man på rigtig måde fastlægge den økonomiske og finansielle politiks nærmeste opgaver på områder som bankernes nationalisering, udenrigshandelens monopolisering, statskontrol med pengecirkulationen, indførelse af en fra et proletarisk synspunkt tilfredsstillende formue- og indkomstskat, indførelse af arbejdspligt.
Vi er meget langt tilbage med de socialistiske omformninger på disse områder (det er meget, meget vigtige områder), og vi er tilbage med dem, netop fordi regnskabsføringen og kontrollen i det hele taget er utilstrækkeligt organiseret. Det siger sig selv, at denne opgave er en af de allervanskeligste, at den med det kaos, der er fremkaldt af krigen, kun lader sig løse i løbet af et længere tidsrum, men det går ikke an at glemme, at bourgeoisiet – særlig da det talstærke småbourgeoisi og bonde-bourgeoisi – netop her leverer os den alvorligste kamp, idet det undergraver den begyndende kontrol, undergraver f.eks. kornmonopolet og erobrer positioner for spekulationen og spekulationshandelen. Det, vi allerede har dekreteret, har vi slet ikke endnu i tilstrækkelig grad ført ud i livet, og tidens hovedopgave består netop i at koncentrere alle kræfter om den saglige, praktiske realisering af grundlaget for de omformninger, der allerede er blevet til lov (men endnu ikke er blevet til virkelighed).
For at kunne videreføre nationaliseringen af bankerne og støt forvandle dem til knudepunkter for samfundets bogføring under socialismen er det først og fremmest nødvendigt at opnå reelle resultater med hensyn til at forøge antallet af Folkebankens filialer, at trække indskud til, at lette publikum ind- og udbetalinger af penge, at fjerne »kø’erne«, at pågribe og skyde bestikkelige elementer og slyngler osv. Først må det simpleste virkelig gennemføres, det forhåndenværende organiseres godt – og først derefter kan det mere komplicerede forberedes.
De allerede indførte statsmonopoler (på korn, læder osv.) må konsolideres og bringes i orden – ad den vej må man forberede statens monopolisering af udenrigshandelen; uden en sådan monopolisering vil vi ikke kunne »frigøre« os for den udenlandske kapital ved at betale en »tribut«. Muligheden for overhovedet at opbygge socialismen afhænger imidlertid af, om vi i løbet af en vis overgangstid vil være i stand til at forsvare vor indre økonomiske selvstændighed ved at betale den udenlandske kapital en vis tribut.
Også med udskrivning af skatter i almindelighed og af formue- og indkomstskat i særdeleshed er vi overordentlig langt tilbage. Den omstændighed, at man pålægger bourgeoisiet krigsskat – en foranstaltning, der principielt er ubetinget tilladelig og fortjener proletariatets billigelse – viser, at vi endnu i denne henseende står de metoder nærmere, med hvilke vi erobrede (Rusland) fra de rige til de fattige, end forvaltningsmetoderne. Men for at stå stærkere og få fast grund under fødderne må vi gå over til disse sidste metoder, vi må erstatte de på bourgeoisiet pålagte krigsskatter med en stadig og regelmæssig udskrevet formue- og indkomstskat, som giver den proletariske stat mere, og som navnlig kræver af os, at vi organiserer os bedre og sætter regnskabsføring og kontrol i system.
Vor forsinkelse med indførelsen af arbejdspligten viser endnu engang, at det, der nu kommer på dagsordenen, netop er det forberedende organisatoriske arbejde, der på den ene side endeligt skal forankre det erobrede og på den anden side er nødvendigt for at forberede den operation, der skal »omringe« kapitalen og tvinge den til at »overgive« sig. Vi burde øjeblikkelig indføre arbejdspligten, men indføre den ganske gradvis og med stor forsigtighed, idet vi kontrollerer hver skridt gennem den praktiske erfaring og naturligvis som et første skridt indfører arbejdspligt for de rige. Indførelse af en arbejds- og forbrugsbog (budgetbog) for enhver bourgeois, også på landet, ville være et betydeligt skridt fremad til fuldstændig »omringelse« af fjenden og til indførelse af en virkelig landsomfattende regnskabsføring og kontrol med produktionen og varefordelingen.
Staten, der i århundreder har været organ for undertrykkelse og udplyndring af folket, har givet os i arv det uendelige had og den mistillid, som masserne nærer til alt, hvad der har med staten at gøre. At overvinde dette er en meget vanskelig opgave, som kun sovjetmagten evner, men også den behøver længere tid og udholdenhed til det. Denne »arv« gør sig særlig stærkt gældende, hvor det drejer sig om regnskabsføring og kontrol – dette væsentlige spørgsmål for den socialistiske revolution dagen efter, at den har styrtet bourgeoisiet. Der vil uundgåeligt hengå en vis tid, inden masserne, der efter godsejernes og bourgeoisiets fald for første gang føler sig frie, forstår – ikke ved at læse bøger, men gennem egen erfaring, sovjetternes erfaring – forstår og føler, at uden alsidig regnskabsføring og kontrol fra statens side med produktionen og varefordelingen kan de arbejdendes magt, de arbejdendes frihed ikke opretholdes og en tilbagevenden til kapitalismens åg ikke undgås.
Alle bourgeoisiets, og da særlig småbourgeoisiets, vaner og traditioner taler ligeledes imod statskontrol og for den »hellige privatejendomsrets«, det »hellige« privat-foretagendes ukrænkelighed. Vi ser nu særdeles anskueligt, i hvor høj grad det marxistiske standpunkt, at anarkismen og anarkosyndikalismen er borgerlige retninger, er rigtigt, i hvilken uforsonlig modsætning de står til socialismen, proletariatets diktatur og kommunismen. Kampen for at indpode masserne ideen om, at sovjetterne som stat må føre kontrol og regnskab, kampen for at føre denne idé ud i livet, kampen for et brud med den forbandede fortid, der lærte folk at betragte erhvervelsen af brød og klæder som en »privatsag«, køb og salg som en handel, der »kun angår mig« – det er netop den socialistiske bevidstheds vældige, verdenshistoriske kamp mod den borgerlig-anarkistiske spontaneitet.
Arbejderkontrol er indført som lov hos os, men den er knap nok begyndt at vinde indpas i livet eller blot i de brede proletariske massers bevidsthed. At mangel på regnskab med produktionen og varefordelingen betyder undergang for spirerne til socialismen, betyder tyveri fra statskassen, (thi al ejendom tilhører statskassen, og statskassen, det er netop sovjetmagten, det arbejdende flertals magt), at forsømmelighed med regnskabsføring og kontrol er direkte hjælp til de tyske og russiske Kornilov’er, som kun kan styrte de arbejdendes magt, såfremt vi ikke formår at beherske de opgaver, regnskabsføringen og kontrollen stiller os – og som med hele bondebourgeoisiets hjælp, med kadetternes, mensjevikkernes og de højre-socialrevolutionæres hjælp »ligger på lur efter os« og venter på et passende øjeblik – det taler vi for lidt om i vor agitation, det taler de fremskredne arbejdere og bønder for lidt om, det tænker de for lidt på. Men så længe arbejderkontrollen ikke er blevet en kendsgerning, så længe de fremskredne arbejdere ikke har tilrettelagt og gennemført et sejrrigt og skånselsløst felttog mod dem, der forbryder sig mod denne kontrol eller ikke bekymrer sig om den – så længe kommer vi ikke ud over det første skridt (arbejderkontrollen), så længe kan vi ikke tage det næste skridt henimod socialismen, dvs. gå over til arbejdernes regulering af produktionen.
Den socialistiske stat kan kun opstå som et net af produktions- og forbrugskommuner, der samvittighedsfuldt beregner deres produktion og forbrug, økonomiserer med arbejdet, uophørligt forøger dets produktivitet og derved opnår mulighed for at forkorte arbejdstiden til syv, til seks timer i døgnet og endnu mindre. Uden at indføre den strengeste, altomfattende regnskabsføring og kontrol fra hele folkets side med kornet og kornfremskaffelsen (og derefter med alle andre nødvendige produkter) kommer vi her ingen vegne. Kapitalismen har efterladt os masse-organisationer, der er i stand til at lette os overgangen til regnskabsføring og kontrol fra massernes side med vare-fordeling – nemlig brugsforeningerne. I Rusland er de svagere udviklet end i de fremskredne lande, men omfatter dog over ti millioner medlemmer. Det dekret om brugsforeningerne, [3] der er udstedt i disse dage, er i sig selv en overordentlig betydningsfuld foreteelse, der anskueligt viser situationens særegne karakter og den socialistiske sovjetrepubliks nuværende opgaver.
Dekretet er en overenskomst med de borgerlige kooperativer og arbejderkooperativerne, der holder fast ved det borgerlige standpunkt. Overenskomsten eller kompromis’et består for det første i, at repræsentanterne for de nævnte institutioner ikke blot deltog i diskussionen om dekretet, men faktisk også fik den afgørende stemme, idet de dele af dekretet, der mødte afgjort opposition fra disse institutioners side, blev opgivet. For det andet består kompromis’et hovedsagelig i, at sovjetmagten afstod fra princippet om gratis indmeldelse i kooperativet (det eneste konsekvent proletariske princip), ligesom den afstod fra at sammenslutte hele befolkningen på et bestemt sted i ét kooperativ. Som en afvigelse fra dette, det eneste socialistiske princip, der svarer til den opgave at tilintetgøre klasserne, fik »arbejdernes klassekooperativer« (der i dette tilfælde kun kaldes »klasse«kooperativer, fordi de indordner sig under bourgeoisiets klasseinteresser) ret til fortsat eksistens. Endelig blev sovjetmagtens forslag om fuldstændigt at udelukke bourgeoisiet fra kooperativernes ledelse ligeledes stærkt svækket, og forbudet mod at indtræde i ledelserne blev kun udstrakt til at gælde indehavere af handels- og industriforetagender af privatkapitalistisk karakter.
Hvis det var lykkedes proletariatet gennem sovjetmagten at tilvejebringe en regnskabsføring og kontrol i lands-målestok, eller blot tilvejebringe grundlaget for en sådan kontrol, da ville sådanne kompromis’er ikke have været nødvendige. Gennem sovjetternes levnedsmiddelafdelinger, gennem forsyningsorganerne ved sovjetterne kunne vi have sammensluttet befolkningen i et enkelt, proletarisk ledet kooperativ, uden de borgerlige kooperativers medvirken, uden indrømmelser til det rent borgerlige princip, der foranlediger arbejderkooperativet til at forblive arbejderkooperativ side om side med det borgerlige i stedet for helt og holdent at lægge dette borgerlige kooperativ under sig ved at sammensmelte dem begge og tage hele forvaltningen og kontrollen med de riges forbrug i egne hænder.
Ved at slutte denne overenskomst med de borgerlige kooperativer har sovjetmagten konkret fastlagt sine taktiske opgaver og de særlige metoder for sin virksomhed i den givne udviklingsfase, nemlig: ved at lede de borgerlige elementer, udnytte dem, gøre dem visse delvise indrømmelser, skaber vi betingelserne for en bevægelse fremad, der bliver langsommere, end vi fra første færd antog, men som samtidig mere varigt, mere solidt sikrer vor basis og vore forbindelseslinjer og bedre befæster de erobrede positioner. Sovjetterne kan (og skal) i øvrigt nu måle deres resultater på den socialistiske opbygnings område med en yderst klar, simpel og praktisk målestok, nemlig efter i hvor mange områder (kommuner eller bebyggelser, bykvarterer osv.) og i hvor høj grad kooperativernes udvikling nærmer sig til at omfatte hele befolkningen.
I enhver socialistisk revolution går det sådan, at når proletariatet har løst den opgave at erobre magten, og efterhånden som den opgave at ekspropriere ekspropriatørerne og at undertrykke deres modstand i det store og hele løses, kommer man nødvendigvis til i første række at beskæftige sig med det, der er den fundamentale opgave, når man vil skabe en højere samfundsform end kapitalismen, nemlig: at forøge arbejdsproduktiviteten og i forbindelse hermed (og til dette formål) at organisere arbejdet bedre. Vor sovjetmagt befinder sig netop i en situation, hvor den takket være sejrene over udbytterne, fra Kerenskij til Kornilov, har fået mulighed for direkte at gå i gang med denne opgave og tage grundigt fat på den. Og her bliver det straks klart, at mens man i løbet af nogle dage kan bemægtige sig den centrale statsmagt, og mens man i løbet af nogle uger kan undertrykke udbytternes militære modstand – og sabotage – selv i alle udkanter af et stort land, så kræves der til en grundig løsning af den opgave at højne arbejdsproduktiviteten i hvert fald flere år – især efter en usigelig grufuld og ødelæggende krig. Arbejdets langvarige karakter bestemmes her ubetinget af de objektive omstændigheder.
Et opsving i arbejdsproduktiviteten kræver først og fremmest, at storindustriens materielle basis sikres ved at udvikle brændstof- og jernproduktionen, maskinbygningsindustrien og den kemiske industri. Den Russiske Sovjetrepublik har for så vidt gunstige betingelser, som den – selv efter Brestfreden – råder over vældige malm-forekomster (Ural), brændsel i Vestsibirien (stenkul), i Kaukasus og i de sydøstlige egne (olie), i det centrale Rusland (tørv), vældige rigdomme af træ, vandkraft, råstoffer til den kemiske industri (Karabugas-egnen) osv. Udnyttelsen af disse naturlige rigdomme med de nyeste tekniske metoder giver grundlag for en uhørt vækst i produktivkræfterne.
En anden betingelse for at forøge arbejdsproduktiviteten er for det første højnelsen af folkemassernes oplysning og kulturelle niveau. Denne højnelse foregår nu overmåde hurtigt, men de folk, som den borgerlige vane-tilværelse har blindet, ser det ikke, og de er ikke i stand til at forstå, i hvor høj grad folk fra »dybet« takket være sovjetorganisationen stræber mod lyset og udfolder initiativ. For det andet er det også en betingelse for det økonomiske opsving at forøge det arbejdende folks disciplin, evnen til at arbejde, effektiviteten, arbejdsintensiteten, og at organisere arbejdet bedre.
I denne henseende står det særlig slemt, ja ligefrem håbløst til hos os, hvis man skal tro de folk, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet, eller dets egennyttige tjenere. Disse folk forstår ikke, at der aldrig har været og ikke kan være nogen revolution, hvor tilhængerne af det gamle ikke har hylet op om sammenbrud, om anarki osv. Det er naturligt, at det gærer og bryder voldsomt i de brede masser, der først for nylig har afkastet et uhørt barbarisk åg – at det er en meget langvarig proces at udforme de nye principper for arbejdsdisciplinen – og at man ikke engang kunne begynde på at udforme den, før den fuldstændige sejr over godsejerne og bourgeoisiet var vundet.
Men selv om vi ikke i mindste måde bliver smittet af den ofte hyklede fortvivlelse, som bourgeoisiet og borgerlige intellektuelle udbreder (de er fortvivlede med hensyn til opretholdelsen af deres gamle privilegier), må vi på ingen måde dække over et åbenbart onde. Tværtimod, vi vil afsløre det og skærpe sovjetmetoderne i kampen mod det, for socialismens triumf er utænkelig uden den bevidste proletariske disciplins sejr over det spontane, småborgerlige anarki, dette sikre pant på muligheden for en genoprettelse af Kerenskij- og Kornilovfolkenes herredømme.
Det russiske proletariats mest bevidste fortrop har allerede sat sig som opgave at forøge arbejdsdisciplinen. Således er man i Metalarbejderforbundets hovedbestyrelse og i Fagforeningernes Centralråd begyndt på at udarbejde foranstaltninger og udkast til dekreter [4] herom. Dette arbejde må støttes og fremmes af alle kræfter. Man må stille akkordlønnen på dagsordenen, anvende den praktisk og gennemprøve den, ligeledes anvende meget af det, der er videnskabeligt og fremskridtsvenligt i Taylor-systemet, afpasse fortjenesten efter produktionsydelsens samlede resultater, henholdsvis efter udnyttelsesresultaterne i jernbanetransporten og skibsfarten osv., osv.
Russeren er en dårlig arbejder i sammenligning med de fremskredne nationer. Og det kunne ikke være anderledes under det tsaristiske styre, hvor resterne af livegenskabet holdt sig så levende. Lære at arbejde – denne opgave må sovjetmagten stille folket i hele dens omfang. Kapitalismens sidste bidrag i denne henseende, Taylorsystemet, forener – ligesom alle kapitalismens fremskridt – den borgerlige udbytnings raffinerede barbari med en række storslåede videnskabelige resultater med hensyn til analyse af de mekaniske bevægelser under arbejdet, undgåelse af overflødige og ubehændige bevægelser, udarbejdelse af de rigtigste arbejdsmetoder, indførelse af det bedste regnskabs- og kontrolsystem osv. Sovjetrepublikken må for enhver pris overtage alt, hvad der er værdifuldt af videnskabens og teknikkens resultater på dette område. Socialismens gennemførlighed afhænger netop af de resultater, vi opnår ved at forene sovjetmagten, den sovjetiske organisation af administrationen, med kapitalismens nyeste fremskridt. Man må i Rusland gå i gang med at studere Taylor-systemet og undervise i det, man må systematisk gennemprøve og tilpasse det. Samtidig med, at vi går i gang med at forøge arbejdsproduktiviteten, må vi tage hensyn til de særlige forhold i overgangstiden fra kapitalisme til socialisme, der på den ene side kræver, at grundlaget lægges for den socialistiske organisering af kappestriden, og på den anden side, at der anvendes tvang, så at parolen om proletariatets diktatur ikke besudles af en praksis, hvor den proletariske magt kommer til at ligne grød.
Til de idiotiske påstande, som bourgeoisiet med forkærlighed udbreder om socialismen, hører påstanden om, at socialisterne benægter kappestridens betydning. I virke-ligheden åbner kun socialismen, der tilintetgør klasserne og følgelig massernes slaveri, for første gang vejen til kappestrid i virkelig massemålestok. Og netop sovjetorganisationen, der fra den borgerlige republiks formelle demokrati går over til de arbejdende massers virkelige deltagelse i administrationen, giver for første gang kappestriden en bred basis. Det er langt lettere at gøre dette på det politiske område end på det økonomiske, men for socialismens sejr er netop det sidste af vigtighed.
Lad os tage et sådant middel til at organisere kappestriden som offentligheden. Den borgerlige republik sikrer den kun formelt, men gør i virkeligheden pressen afhængig af kapitalen, underholder »pøblen« med pikante, intetsigende politiske begivenheder, og for at beskytte den »hellige ejendomsret« lægger den »forretningshemmelighedens« kåbe over det, der foregår hos de store, ved handelsaftaler, ved leverancer og lignende. Sovjetmagten har afskaffet »forretningshemmeligheden« [5] og er slået ind på en ny vej, men vi har næsten ikke udrettet noget endnu for at udnytte denne offentlighed til fordel for den økonomiske kappestrid. Vi må gå systematisk til værks, og samtidig med, at vi ubønhørligt undertrykker den helt igennem løgnagtige og frækt bagvaskende borgerlige presse, må vi skabe en presse, der ikke underholder og fordummer masserne med politiske pikanterier og bagateller, men bringer økonomiens daglige problemer frem for massernes domstol og hjælper med til et alvorligt studium af dem. Hver fabrik, hver landsby er en producerende og forbrugende kommune, der har ret og pligt til at anvende de almene sovjetlove på sin måde (»på sin måde« ikke i den betydning, at lovene skal overtrædes, men i den betydning, at der eksisterer mangfoldige måder at føre dem ud i livet på), ret og pligt til på sin måde at løse problemet om at føre regnskab med produktionen og varefordelingen. Under kapitalismen var det den enkelte kapitalists, godsejers og kulaks »privatsag«. Under sovjetmagten er det ikke nogen privatsag, men en yderst vigtig statssag.
Og endnu har vi næsten ikke taget fat på det vældige og vanskelige, men til gengæld taknemlige arbejde på at organisere kommunernes kappestrid, at indføre regnskabs-aflæggelse og offentlighed i produktionen af korn, klæder osv., at forvandle de tørre, døde, bureaukratiske regnskaber til levende eksempler – såvel frastødende som tiltrækkende. Under den kapitalistiske produktionsform måtte betydningen af det enkelte eksempel, lad os sige en eller anden produktionsforenings eksempel, været yderst begrænset, og kun den småborgerlige illusion kunne drømme om at »forbedre« kapitalismen under indflydelse af velgørende institutioners forbillede. Efter at den politiske magt er gået over til proletariatet, efter eksproprieringen af ekspropriatørerne forandrer sagen sig fuldstændig, og – i overensstemmelse med, hvad de mest fremragende socialister gang på gang har påvist – eksemplets magt får for første gang mulighed for at udøve sin massevirkning. Mønsterkommunerne skal tjene og vil komme til at tjene som opdragere og lærere og som en spore for de tilbagestående kommuner. Pressen må tjene som redskab for den socialistiske opbygning, den må i alle detaljer informere om mønsterkommunernes succes’er, studere årsagerne til deres succes’er, deres økonomiske metoder og på den anden side anbringe kommuner, der stædigt fastholder »kapitalismens traditioner«, dvs. anarki, dovenskab, uorden og spekulation, på »den sorte liste«. Statistikken var i det kapitalistiske samfund noget, der udelukkende sorterede under »folk fra staten« eller snævre specialister – vi må føre den ud i masserne, popularisere den, så at det arbejdende folk efterhånden selv lærer at forstå og se, hvordan og hvor meget man skal arbejde, hvordan og hvor meget man kan hvile ud – for at sammenligningen af de enkelte kommuners økonomiske resultater kan blive genstand for almindelig interesse og studium, og for at de fremragende kommuner øjeblikkelig kan blive belønnet (ved at afkorte arbejdsdagen et stykke tid, sætte lønnen i vejret, tildele dem et større antal kulturelle og æstetiske goder og værdier osv.).
Når en ny klasse rykker frem på den historiske arena som fører og leder af samfundet, foregår det på den ene side aldrig uden en periode med den heftigste »slingren«, med rystelser, kamp og storm, og på den anden side aldrig uden en periode med usikre skridt, eksperimenter, vaklen og svingninger angående valget af de nye metoder, der svarer til den nye objektive situation. Den døende feudaladel hævnede sig på det bourgeoisi, der besejrede og fortrængte den, ikke blot ved hjælp af sammensværgelser og oprørs- og genrejsningsforsøg, men også ved at overøse »opkomlingene« og »de frække personer« med hånsord om deres ubehjælpsomhed, udygtighed og fejl, fordi de dristede sig til at tage statens »hellige ror« i deres hånd uden fyrsternes, baronernes, adelens og aristokratiets århundredlange opøvelse deri – nøjagtig ligesom folk som Kornilov og Kerenskij, Gots og Martov, hele den helteskare, der repræsenterer den borgerlige profitjagt eller den borgerlige skepsis, i dag hævner sig på arbejderklassen i Rusland for dens »dristige« forsøg på at tage magten.
Selvfølgelig behøves der ikke blot uger, men mange måneder og år, før den nye samfundsklasse, oven i købet en klasse, der hidtil har været undertrykt og holdt nede af nød og mørke, kan finde sig til rette i den nye situation, orientere sig, bringe sit arbejde i den rette gænge og frembringe sine egne organisatorer. Det er klart, at den erfaring og rutine, som de store organisationsapparater, der er beregnet på millioner og atter millioner af medborgere, kræver, ikke har kunnet udvikle sig i det parti, der leder det revolutionære proletariat, og at omformningen af de gamle, næsten udelukkende agitatoriske vaner er en yderst langvarig sag. Men der er ikke noget umuligt heri, og når vi blot har en klar bevidsthed om omformningens nødvendighed, en fast vilje til at hidføre den og udholdenhed i forfølgelsen af det store og vanskelige mål – så vil vi også hidføre den. Der er masser af organisatoriske talenter i »folket«, dvs. blandt arbejderne og de bønder, der ikke udnytter fremmed arbejdskraft; kapitalen under-trykte dem, ruinerede dem og kastede dem bort i tusindvis, og vi på vor side forstår endnu ikke at finde dem, opmuntre dem, lære dem at stå på egne ben, drage dem frem. Men vi skal nok lære det, hvis vi sætter os for at lære det – med hele den revolutionære begejstring, som er nødvendig for en sejrrig revolution.
Ikke en eneste dybtgående og stærk folkebevægelse i historien har undgået et skiddent bundfald: eventyrere og slyngler, pralhalse, skrighalse, der hager sig fast til de uerfarne pionerer, meningsløs forvirring og uorden og formålsløs geskæftighed, enkelte »førere«, der forsøger at tage fat på 20 ting og ikke fuldfører en eneste. Lad blot det borgerlige samfunds mopper fra Bjelorussov til Martov pibe og gø over hver spån, der går til spilde, når den store gamle skov skal fældes. Det er det, man har mopper til, at gø ad den proletariske elefant. Lad dem gø. Vi vil følge vor vej og forsøge så forsigtigt og tålmodigt som muligt at afprøve og udfinde virkelige organisatorer, folk med en kølig hjerne og praktisk snilde, folk, der forener hengivenhed for socialismen med evne til uden ståhej (og trods forvirring og ståhej) at tilvejebringe et stærkt og godt samarbejde mellem et stort antal personer indenfor sovjetorganisationens rammer. Kun sådanne folk skal man anbringe på ansvarlige poster som ledere af folkearbejdet, ledere af forvaltningen, efter en tidobbelt prøve, og ved at lede dem frem fra de simpleste opgaver til de vanskeligste. Vi har endnu ikke lært dette. Vi får det lært.
Resolutionen fra den sidste sovjetkongres (i Moskva) fastslår, at øjeblikkets vigtigste opgaver er at skabe »god organisation« og at højne disciplinen. [6] Alle »stemmer« nu med glæde for den slags resolutioner og »skriver under« på dem, men at deres gennemførelse kræver tvang – en tvang, der netop har form af diktatur – det tænker man sædvanligvis ikke over. Imidlertid ville det være den største dumhed og den mest absurde utopisme at tro, at over-gangen fra kapitalisme til socialisme skulle være mulig uden tvang og uden diktatur. Marx’ teori har for længst ganske afgjort vendt sig mod dette småborgerlig-demokratiske og anarkistiske vrøvl. Og i Rusland i 1917-18 bekræftes Marx’ teori i denne henseende med en sådan anskuelighed, håndgribelighed og tydelighed, at kun folk, der er håbløst sløve eller stædigt ikke vil se sandheden i øjnene, endnu kan tage fejl i denne henseende. Enten Kornilovs diktatur (hvis man tager ham som den russiske type på den borgerlige Cavaignac) eller proletariatets diktatur – nogen anden udvej kan der overhovedet ikke være tale om for et land, der gennemgår en usædvanlig hurtig udvikling med usædvanlig bratte sving, og i betragtning af det frygtelige kaos, der er fremkaldt af den smerteligste af alle krige. Alle halve beslutninger er enten bedrageri mod folket fra bourgeoisiets side, som ikke kan sige sandheden, ikke kan sige, at det har brug for Kornilov, eller det er stupiditet fra de småborgerlige demokraters side – fra folk som Tjernov, Tsereteli og Martov med deres sludder om demokratiets enhed, demokratiets diktatur, den fællesdemokratiske front og lignende vrøvl. Den, der ikke engang har lært så meget af den russiske revolution 1917-18, at han ved, at halve beslutninger er umulige, han er håbløs.
På den anden side er det ikke vanskeligt at overbevise sig om, at diktaturet ved enhver overgang fra kapitalisme til socialisme er nødvendig af to hovedårsager eller i to hovedretninger. For det første kan man ikke besejre og udrydde kapitalismen uden ubønhørlig undertrykkelse af modstanden fra udbytterne, som man ikke med ét slag kan berøve deres rigdomme, deres bedre organisation og viden, og som følgelig i en temmelig lang periode uundgåeligt vil forsøge på at styrte de fattiges forhadte magt. For det andet er enhver stor revolution og den socialistske i særdeleshed, selv hvis der ikke var nogen ydre krig, utænkelig uden en indre krig, dvs. uden en borgerkrig, der betyder endnu større forfald end en ydre krig, betyder, at tusinder og millioner vakler og løber over fra den ene side til den anden, betyder en tilstand med den største usikkerhed, uligevægt og kaos. Og naturligvis må alle det gamle samfunds opløsende elementer, der uundgåeligt er meget talrige og fortrinsvis forbundet med småborgerskabet (for enhver krig og enhver krise ruinerer og ødelægger først og fremmest dette), ved en så dybtgribende omvæltning absolut »gøre sig gældende«. Og de opløsende elementer kan ikke »gøre sig gældende« på anden måde end ved en forøgelse af forbrydelser, bandeuvæsen, bestikkelser, spekulation og skændigheder af enhver art. For at blive herre over dette behøver man tid og en jernhård hånd.
Der har ikke været en eneste stor revolution i historien, hvor folket ikke instinktivt har følt dette og vist gavnlig fasthed ved at skyde tyvene på gerningsstedet. De tidligere revolutioners ulykke bestod i, at massernes revolutionære begejstring, som holdt deres spændte sindstilstand vedlige og gav dem kraft til ubarmhjertigt at undertrykke de opløsende elementer, ikke varede længe nok. Den sociale årsag, dvs. klasseårsagen til denne ubestandighed i massernes revolutionære begejstring var proletariatets svaghed; og kun proletariatet alene (såfremt det er tilstrækkeligt talrigt, bevidst og disciplineret) er i stand til at samle flertallet af de arbejdende og udbyttede om sig (flertallet af de fattige for at tale mere jævnt og populært) og beholde magten længe nok til fuldstændig at undertrykke såvel alle udbyttere som alle opløsende elementer.
Denne historiske erfaring fra alle revolutioner, denne verdenshistoriske – økonomiske og politiske – lære har også Marx bekræftet, idet han prægede den korte, skarpe, præcise og klare formel: proletariatets diktatur. Og at den russiske revolution er gået i gang med at gennemføre denne verdenshistoriske opgave på den rigtige måde, det har sovjetorganisationens sejrstog i alle Ruslands folk og folkegrupper bevist. Sovjetmagten er nemlig ikke andet end det proletariske diktaturs organisationsform, et diktatur, der udøves af den fremskredne klasse, som løfter snese og atter snese af millioner arbejdende og udbyttede op til en ny demokratisme, til selvstændig deltagelse i statsadministrationen, og disse millioner lærer af egen erfaring at anse proletariatets disciplinerede og målbevidste fortrop for deres pålideligste fører.
Men diktatur er et stort ord. Og store ord skal man ikke rutte med. Diktaturet er en jernhård magt, der med revolutionær dristighed og hurtighed ubønhørligt undertrykker både udbyttere og banditter. Men vor magt er umådelig vag og ligner langt mere grød end jern. Man må ikke et minut glemme, at det borgerlige og småborgerlige element kæmper mod sovjetmagten på to måder: på den ene side virker det udefra med Savinkovs, Gots’, Gegetjkoris og Kornilovs metoder, med sammensværgelser og oprør og med deres beskidte »ideologiske« genspejling: strømme af løgn og bagvaskelse i kadetternes, de højre-socialrevolutionæres og mensjevikkernes presse; på den anden side virker dette element indefra ved at udnytte ethvert opløsende element, enhver svaghed til at bestikke folk og forstærke mangelen på disciplin, slapheden og de kaotiske tilstande. Jo nærmere vi kommer den fuldstændige militære undertrykkelse af bourgeoisiet, des farligere bliver det småborgerlige anarkistiske element for os. Og kampen mod dette element må man ikke føre alene med propaganda og agitation, ved at organisere kappestriden, ved at udvælge organisatorer – kampen må også føres med tvang.
Efterhånden som magtens vigtigste opgave ikke bliver militær undertrykkelse, men administration, bliver den typiske form for undertrykkelse ikke skydning på stedet, men domstolen. Også i denne henseende er de revolutionære masser efter den 25. oktober 1917 slået ind på den rette vej og har vist revolutionens livskraft ved at begynde at oprette deres egne arbejder- og bondedomstole, allerede før der var kommet noget dekret om opløsning af det borgerlig-bureaukratiske justitsapparat. Men vore revolutionære folkedomstole er umådeligt, utroligt svage. Man mærker, at folkets – fra tiden under godsejernes og bourgeoisiets åg nedarvede – syn på domstolene som noget bureaukratisk og fremmed endnu ikke er endelig overvundet. Man er ikke tilstrækkelig klar over, at domstolen er et organ, der kan drage netop den fattige befolkning som helhed ind i statsadministrationen (thi domsvirksomheden er en af statsadministrationens funktioner), at domstolen er et organ for proletariatets og de fattige bønders magt, at domstolen er et redskab for opdragelsen til disciplin. Man er ikke tilstrækkelig klar over den simple og iøjnefaldende kendsgerning, at Ruslands største ulykker, som jo er hungersnøden og arbejdsløsheden, ikke kan besejres med nogen form for begejstrede handlinger, men kun med en alsidig og altomfattende, almenfolkelig organisation og disciplin, med det formål at forøge produktionen af brød til menneskene og brød til industrien (brændsel), at føre det frem i rette tid og fordele det rigtigt; at enhver, der bryder arbejdsdisciplinen i en hvilken som helst bedrift, i en hvilken som helst sag, derfor er skyld i hungersnødens og arbejdsløshedens pinsler; at man må forstå at finde den, der gør sig skyldig deri, overgive ham til domstolen og straffe ham uden skånsel. Det småborgerlige element, som vi nu må til at føre den mest hårdnakkede kamp imod, giver sig netop til kende i den ringe forståelse af, at hungersnøden og arbejdsløsheden samfundsøkonomisk og politisk hænger sammen med den slaphed, som alle og enhver udviser med hensyn til organisation og disciplin, idet den lille ejendomsbesidders synspunkt stædigt holder sig: bare jeg kan rive så meget til mig som muligt, vedkommer resten ikke mig.
Indenfor jernbanevæsenet, der måske anskueligere end alt andet afbilder de økonomiske forbindelser i den organisme, som storkapitalismen har skabt, træder denne kamp mellem det opløsende småborgerlige element og den proletariske organiserthed særlig skarpt frem. Det »administrative« element leverer i rigt mål sabotører og folk, der lader sig bestikke; den bedste del af det proletariske element kæmper for disciplinen; men naturligvis er der både i det ene og det andet element mange vaklende og »svage«, der ikke er i stand til at modstå »fristelsen« i spekulation, bestikkelse og den personlige fordel, der betales med en svækkelse af hele det apparat, af hvis rigtige arbejde sejren over hungersnøden og arbejdsløsheden afhænger.
Karakteristisk er den kamp, der udviklede sig på dette grundlag omkring det sidste dekret om jernbanernes administration, [7] det dekret, der gav enkelte ledere diktatoriske fuldmagter (eller »ubegrænsede« fuldmagter). Den småborgerlige slapheds bevidste (men for størstedelen sandsynligvis ubevidste) repræsentanter ville i den kendsgerning, at enkelte personer fik »ubegrænsede« (dvs. diktatoriske) fuldmagter, se en afvigelse fra kollegialiteten og demokratismen og andre af sovjetmagtens principper. Blandt de venstre-socialrevolutionære udvikledes der hist og her en ligefrem banditagtig agitation mod dekretet om den diktatoriske administration, dvs. man appellerede til de dårligste instinkter og til den lille ejendomsbesidders hang til at »rive til sig«. Der opstod et spørgsmål af virkelig uhyre betydning: for det første det principielle spørgsmål, om det overhovedet er foreneligt med sovjetmagtens grundprincipper at udnævne enkelte personer til diktatorer med ubegrænsede fuldmagter; for det andet, i hvilket forhold står dette tilfælde – dette præcedens, om man vil – til sovjetmagtens særlige opgaver i dette bestemte øjeblik. Vi må meget opmærksomt behandle både det første og det andet spørgsmål.
At enkeltpersoners diktatur i de revolutionære bevægelsers historie meget ofte var udtryk for, bærer og udøver af de revolutionære klassers diktatur, det vidner historiens ubestridelige erfaring om. Med det borgerlige demokrati kunne enkeltpersoners diktatur utvivlsomt forenes. Men på dette punkt viser de borgerlige bagvaskere af sovjetmagten ligesom deres småborgerlige efterplaprere altid stor behændighed: på den ene side erklærer de simpelt hen, at sovjetmagten er noget absurd, anarkistisk, vildt noget, og forbigår omhyggeligt alle vore historiske paralleller og teoretiske beviser for, at sovjetterne er en højere form for demokratisme; på den anden side kræver de af os en højere demokratisme end den borgerlige og siger: Med jeres bolsjevikiske (dvs. ikke borgerlige, men socialistiske) sovjetdemokratisme er det personlige diktatur absolut uforeneligt.
Det er en meget dårlig argumentation. Hvis vi ikke er anarkister, må vi anerkende nødvendigheden af staten, dvs. tvang under overgangen fra kapitalisme til socialisme. Tvangens form bestemmes af den pågældende revolutionære klasses udviklingsgrad, endvidere af særlige omstændigheder som f.eks. følgerne af en lang og reaktionær krig og endelig af de former, som bourgeoisiets eller småborgerskabets modstand antager. Derfor er der absolut ikke nogen som helst principiel modsætning mellem den sovjetiske (dvs. socialistiske) demokratisme og anvendelsen af enkeltpersoners diktatoriske magt. Forskellen mellem det proletariske og det borgerlige diktatur består i, at det førstnævnte retter sine slag mod det udbyttende mindretal i det udbyttede flertals interesse, og endvidere i, at det førstnævnte udøves – også ved hjælp af enkelte personer – ikke blot af de arbejdende og udbyttede masser, men også af organer, der er sådan opbygget, at de netop vækker og rejser disse masser til historisk skabende arbejde (sovjetorganerne hører til denne slags organer).
Angående det andet spørgsmål, om den betydning, som netop enkeltpersoners diktatoriske magt har med henblik på det givne øjebliks særlige opgaver, må man sige, at enhver maskinel storindustri – dvs. netop socialismens materielle produktionskilde og -fundament – kræver den mest ubetingede og strenge enhed i den vilje, der leder hundreders, tusinders og titusinders fælles arbejde. Både teknisk, økonomisk og historisk er nødvendigheden heraf indlysende, og alle, der har tænkt over socialismen, har altid anerkendt den som socialismens forudsætning. Men hvorledes kan man sikre den strengeste enhed i viljen? Ved at indordne tusinders vilje under en enkelts vilje.
Denne indordning kan ved ideel målbevidsthed og disciplin hos deltagerne i det fælles arbejde snarere minde om en dirigents milde ledelse. Den kan antage skarpe diktatoriske former – hvis den ideelle disciplin og målbevidsthed ikke er til stede. Men på den ene eller anden måde er ubetinget indordning under en enkelt vilje absolut nødvendig for at opnå gode resultater i arbejdsprocesser, der er organiseret efter den maskinelle storindustris type. For jernbanerne er den dobbelt, ja tredobbelt nødvendig. Og denne overgang fra den ene politiske opgave til den anden – opgaver, der udadtil slet ikke minder om hinanden – er det særegne ved den tid vi oplever. Revolutionen har lige sprængt de ældste, stærkeste og tungeste lænker, som masserne tålte af frygt for stokken. Det var i går, men i dag kræver den samme revolution, og den gør det i socialismens interesse, at masserne ubetinget skal indordne sig under arbejdsprocessens lederes enkeltvilje. Det er klart, at en sådan overgang ikke er mulig med ét slag. Den er kun gennemførlig på bekostning af svære stød, rystelser, tilbagefald til det gamle og vældig energianspændelse hos den proletariske fortrop, der fører folket frem til det nye. Det tænker de herrer ikke over, der hengiver sig til filisterhysteriet a la Novaja Sjisn, Vperjod, Djelo Naroda og Nasj Vjek. [8]
Tag psykologien hos en menig gennemsnitsrepræsentant for de arbejdende og udbyttede masser og sammenlign denne psykologi med de objektive og materielle betingelser for hans sociale liv. Før oktoberrevolutionen havde han aldrig i praksis set, at de besiddende og udbyttede klasser virkelig bragte alvorlige ofre og gav afkald på noget til fordel for ham. Han havde endnu ikke set, at man gav ham den mange gange lovede jord og frihed, at man gav ham freden, at man gav afkald på »stormagtsinteresserne« og på stormagtens hemmelige traktater, at man gav afkald på kapitalen og profitten. Det så han først efter 25. oktober 1917, da han selv tog det med magt og med magt måtte forsvare det tagne mod folk som Kerenskij, Gots, Gegetjkori, Dutov og Kornilov. Det er klart, at hele hans opmærksomhed, alle hans tanker og ånds-kræfter en vis tid kun var rettet på at hvile ud, ranke ryg-gen, udfolde sig og gribe efter livets nærmeste goder, som det var muligt at tage, og som de styrtede udbyttere ikke havde givet ham. Det er klart, at der behøves en vis tid til at få massernes menige repræsentant til ikke blot selv at indse, til ikke blot at overbevise sig om, men også til at føle, at man ikke bare må »tage«, kapre, rive til sig, og at dette fører til endnu større forfald, til sammenbrud, til Kornilovfolkenes tilbagevenden. Et tilsvarende omsving i de jævne arbejdende massers livsbetingelser (og følgelig også psykologi) er først lige ved at begynde. Og vi, kommunisternes parti (bolsjevikkerne), der er det bevidste udtryk for de udbyttedes stræben efter befrielse, har til opgave at erkende dette omsving, forstå dets nødvendighed, stille sig i spidsen for de udmattede masser, der trætte søger en udvej, føre dem frem ad den rigtige vej, ad arbejdsdisciplinens vej, således at man forener afholdelsen af møder om arbejdsbetingelserne med en ubetinget indordning under sovjetlederens, diktatorens, vilje under arbejdet.
Bourgeois’erne, mensjevikkerne, folkene fra Novaja Sjisn, der kun kan få øje på kaos, forvirring og udbrud af den lille ejendomsbesidders egoisme, ler ad denne »afholdelse af møder«, og endnu oftere skummer de af raseri herover. Men uden denne afholdelse af møder ville de undertrykte masser aldrig kunne omstille sig fra udbytternes tvangsdisciplin til en bevidst og frivillig disciplin. Afholdelsen af møder er netop de arbejdendes virkelige demokratisme, hvor de ranker ryggen, vågner til nyt liv og tager deres første skridt på den grund, de selv har renset for kryb (udbyttere, imperialister, godsejere og kapitalister), og som de gerne selv vil lære at bruge på deres egen måde, for dem selv, efter deres sovjetmagts principper og ikke efter en fremmed, feudal eller borgerlig magts principper. Netop det arbejdende folks oktobersejr over udbytterne, et helt historisk afsnit, hvor de arbejdende masser selv for første gang drøftede de nye livsbetingelser og nye opgaver, var nødvendig for at muliggøre en varig omstilling til højere former for arbejdsdisciplin, til en bevidst tilegnelse af tanken om nødvendigheden af proletariatets diktatur, til ubetinget indordning under de personlige ordrer fra sovjetmagtens repræsentanter under arbejdet.
Denne omstilling er nu begyndt.
Vi har med held løst revolutionens første opgave, vi har set, hvorledes de arbejdende masser selv udformede hovedbetingelsen for deres sejr: at forene kræfterne mod udbytterne for at styrte dem. Sådanne etaper som oktober 1905, februar 1917 og oktober 1917 har verdenshistorisk betydning.
Vi har med held løst revolutionens anden opgave: at vække og rejse netop de »lavere« samfundslag, som udbytterne stødte nedad, og som først efter den 25. oktober 1917 fik al mulig frihed til at styrte dem og begynde at se sig om og indrette sig på deres egen måde. Netop de mest undertrykte og frygtsomme, mindst skolede arbejdende masser afholder møder, de går over til bolsjevikkerne og opbygger overalt deres egne sovjetorganer – det er revolutionens anden vældige etape.
Den tredje etape er ved at begynde. Det, som vi selv har erobret, som vi har dekreteret, lovfæstet, drøftet og fastlagt, må vi forankre i faste og varige former for den daglige arbejdsdisciplin. Dette er den vanskeligste, men samtidig den taknemligste opgave, for kun ved at løse den får vi et socialistisk system. Vi må lære at forene de arbejdende massers stormende mødedemokratisme, der som forårets rivende højvande går over alle bredder, med en jernhård disciplin under arbejdet, med en ubetinget indordning under en enkelt persons, den sovjetiske leders, vilje under arbejdet.
Det har vi endnu ikke lært.
Vi får det lært.
Den borgerlige udbytnings genindførelse truede os i går i form af personer som Kornilov, Gots, Dutov, Gegetjkori og Bogajevskij. Vi besejrede dem. Denne genindførelse, den selv samme genindførelse truer os i dag i en anden form, i form af den småborgerlige slaphed og den lille ejendomsbesidders anarkisme: »Det er ikke min sag«, i form af dette anarkis daglige, små, men til gengæld talrige angreb og overfald på den proletariske disciplin. Vi skal besejre dette småborgerlige anarkiske element, og vi vil besejre det.
Den socialistiske karakter af sovjetdemokratismen – dvs. den proletariske demokratisme sådan som den nu konkret praktiseres, består for det første i, at vælgerne er de arbejdende og udbyttede masser, mens bourgeoisiet udelukkes; for det andet i, at alle bureaukratiske formaliteter og begrænsninger af valgene bortfalder, masserne bestemmer selv valgordningen og valgterminerne og har fuld frihed til at tilbagekalde de valgte; for det tredje i, at der skabes den bedste masseorganisation for de arbejdendes fortrop, storindustriens proletariat, en organisation, der gør det muligt for dette proletariat at lede de bredeste udbyttede masser, at drage dem ind i et selvstændigt politisk liv, at opdrage dem politisk i kraft af deres egen erfaring; at der på denne måde for første gang gøres skridt til, at virkelig hele befolkningen lærer at administrere og begynder at administrere.
Det er de vigtigste kendetegn på den nu i Rusland anvendte demokratisme, der er en højere type demokratisme, et brud med den borgerlige forvrængning af demokratismen, en overgang til en socialistisk demokratisme og til betingelser, der gør det muligt, at staten begynder at dø bort.
Det er selvfølgeligt, at den småborgerlige desorganisertheds element (der uvægerligt vil gøre sig gældende i større eller mindre grad i enhver proletarisk revolution og gør sig særlig kraftigt gældende i vor revolution på grund af landets småborgerlige karakter, dets tilbageståenhed og følgerne af den reaktionære krig) nødvendigvis også må sætte sit præg på sovjetterne.
Vi må utrættelig arbejde på at udvikle sovjetterne og sovjetmagtens organisation. Der er en småborgerlig tendens til at forvandle medlemmerne af sovjetterne til »parlamentarikere« eller også til bureaukrater. Vi må bekæmpe dette og drage alle medlemmer af sovjetterne med ind i praktisk deltagelse i administrationen. Sovjetternes afdelinger forvandles mange steder til organer, der efterhånden smelter sammen med kommissariaterne. Vort mål er at drage hele den fattige befolkning ind i praktisk deltagelse i administrationen, og alle mulige skridt til at nå dette mål – jo mere forskelligartede de er, des bedre – må omhyggeligt registreres, studeres, sættes i system, kontrolleres gennem en mere omfattende erfaring og lovfæstes. Vort mål er, at enhver arbejdende uden betaling opfylder sine statsforpligtelser efter at have udført sin 8-timers »opgave« i det produktive arbejde: omstillingen til dette er særlig vanskelig, men kun i denne omstilling ligger garantien for den endelige konsolidering af socialismen. Det nye og vanskelige ved forandringen fremkalder naturligvis en mængde skridt, der gøres så at sige famlende, en mængde fejl og svingninger; uden dette kan der ikke gøres nogen brat bevægelse fremad. Hele det særegne ved den nuværende situation består for manges vedkommende, der ønsker at regne sig for socialister, i, at disse folk har vænnet sig til på abstrakt måde at sætte kapitalismen op mod socialismen, og at de mellem disse to dybsindigt sætter ordet: »spring« (nogle, der husker løsrevne steder, de har læst hos Engels, tilføjer endnu dybsindigere: »Springet fra nødvendighedens rige til frihedens rige«). [9] At socialismens læremestre med ordet »spring« betegnede et omsving, set under verdenshistoriske omvæltningers synsvinkel, og at spring af denne art omfatter perioder på 10 og måske endnu flere år, det begriber flertallet af de såkaldte socialister ikke, der har »læst om socialismen i bøger«, men aldrig har sat sig alvorligt ind i sagen. Det er naturligt, at den berømmelige »intelligens« i sådanne tider stiller ved den dødes båre med et uendeligt antal grædekoner: nogle begræder den Konstituerende Forsamling, andre den borgerlige disciplin, nogle den kapitalistiske samfundsorden, andre den kultiverede godsejer, atter andre den imperialistiske stormagtspolitik og så videre og så fremdeles.
Det virkelig interessante i en epoke med store spring er, at ophobningen af det gamles brokker, der undertiden ophobes hurtigere end mængden af det nyes kim (der ikke altid er synlige med det samme), kræver evne til at udskille det væsentligste i begivenhedernes linje eller kæde. Der gives historiske øjeblikke, hvor det for revolutionens sejr er vigtigst af alt at ophobe så mange brokker som muligt, dvs. at sprænge så mange gamle institutioner som muligt; der gives øjeblikke, hvor der er blevet sprængt tilstrækkeligt, og hvor det »prosaiske« (for den småborgerlige revolutionære »kedelige«) arbejde med at rense jorden for brokker stilles på dagsordenen; der gives øjeblikke, hvor en omhyggelig pleje af det nyes kim, der vokser op under brokkerne i en jord, der endnu er dårligt renset for skærver, er vigtigst af alt.
Det er ikke nok at være revolutionær og tilhænger af socialismen eller kommunist i det hele taget. Man må i ethvert øjeblik kunne finde det særlige led i kæden, som man må gribe fat i med al sin kraft for at fastholde hele kæden og grundigt forberede overgangen til det næste led, og man må huske, at leddenes følge, deres form, deres forbindelse, deres indbyrdes forskelle ikke er så ligetil og så banale i de historiske begivenheders kæde som i en almindelig kæde, der er lavet af en smed.
Kampen mod den småborgerlige forvrængning af sovjetorganisationen sikres ved den faste forbindelse mellem sovjetterne og »folket«, dvs. de arbejdende og udbyttede, og ved denne forbindelses smidighed og elasticitet. Den fattige befolkning betragter aldrig de borgerlige parlamenter som »sine egne« organer, end ikke i verdens mest demokratiske, kapitalistiske republik. Men sovjetterne er deres »egne«, det er ikke noget fremmed for arbejder- og bondemasserne. De moderne »socialdemokrater« af den slags som Scheidemann eller, hvad der næsten er et og det samme, som Martov, føler sig lige så frastødt af sovjetterne og lige så tiltrukket af et velanstændigt borgerligt parlament eller en Konstituerende Forsamling, som Turgenjev for 60 år siden følte sig tiltrukket af en moderat monarkistisk og adelig forfatning og frastødt af Dobroljubovs og Tjernysjevskijs bondedemokratisme.
Netop fordi sovjetterne står de arbejdendes »folk« så nær, skabes der særlige former for tilbagekaldelse af de valgte og for anden kontrol nedefra, der nu må udvikles særlig ihærdigt. Således fortjener folkeundervisningsrådene, der er periodiske konferencer af sovjetvælgerne og deres delegerede til drøftelse af og kontrol med sovjetmyndighedernes virksomhed på det givne felt, den største sympati og støtte. Der er ikke noget dummere end at gøre sovjetterne til noget stift, der er sig selv nok. Jo mere beslutsomt vi nu må gå ind for en hensynsløs hård magt, for enkelte personers diktatur i bestemte arbejdsprocesser, i rent udøvende funktioner i bestemte øjeblikke, desto mangfoldigere må formerne og metoderne for kontrollen nedefra være for at lamme enhver skygge af mulighed for at forvanske sovjetmagten, for uophørligt og utrætteligt at rive bureaukratismens ukrudt op med rode.
Den usædvanlige hårde, vanskelige og farlige situation i international henseende; nødvendigheden af at manøvrere og trække sig tilbage; en periode, hvor vi afventer nye udbrud af revolutionen, der modnes pinefuldt langsomt i Vesteuropa; indenrigsk en periode med langsom opbygning og ubønhørlig »ansporing«, med den strenge proletariske disciplins langvarige og hårdnakkede kamp mod den truende småborgerlige slaphed og anarkisme – dette er i korte træk kendetegnene på den særlige fase af den socialistiske revolution, vi nu gennemlever. Dette er det led i begivenhedernes historiske kæde, vi nu må gribe fat i med al vor kraft for at vise os på højde med opgaven indtil overgangen til det næste led, der tiltrækker os med en særlig glans, den internationale proletariske revolutions sejrsglans.
Prøv at sammenligne den sædvanlige, gængse opfattelse af »den revolutionære« med de paroler, der udspringer af den nuværende fases særegenheder: manøvrere, trække sig tilbage, afvente, langsomt opbygge, ubønhørligt anspore, strengt disciplinere, komme slapheden til livs ... Er det mærkeligt, at visse »revolutionære«, når de hører dette, gribes af retfærdig harme og begynder at »tordne« mod os, fordi vi angivelig glemmer oktoberrevolutionens traditioner, taler os til rette med de borgerlige specialister, slutter kompromis’er med bourgeoisiet, er småborgerlige, reformistiske og så videre og så fremdeles.
Disse jammer-revolutionæres ulykke er, at ikke engang de af dem, der ledes af verdens bedste motiver og udmærker sig ved ubetinget hengivenhed for socialismens sag, har tilstrækkelig forståelse af den særlige og »særlig ubehagelige« tilstand, som et tilbagestående land, der er udmattet efter en reaktionær og ulykkelig krig og har begyndt den socialistiske revolution længe før de mere fremskredne lande, uundgåeligt må igennem; de har ikke tilstrækkelig udholdenhed i en vanskelig overgangs vanskelige øjeblikke. Det er naturligt, at de »venstre-socialrevolutionæres« parti driver en »officiel« opposition af denne art mod vort parti. Der findes og vil naturligvis altid findes personlige undtagelser fra gruppe- og klassetyperne. Men de sociale typer står fast. I et land med en befolkning, hvor den lille ejendomsbesidder har en uhyre overvægt over de rent proletariske elementer, vil forskellen mellem den proletariske og den småborgerlige revolutionære uvægerligt gøre sig gældende – og fra tid til anden gøre sig overordentlig skarpt gældende. Den småborgerlige revolutionære vakler og raver rundt ved enhver vending i begivenhederne, han var yderst revolutionær i marts 1917, så sang han lovsange over »koalitionen« i maj, han hadede bolsjevikkerne (eller begræd deres »eventyrpolitik«) i juli, han tog ængsteligt afstand fra dem i slutningen af oktober, derefter støttede han dem i december – og endelig i marts og april 1918 rynker disse typer for det meste foragteligt på næsen og siger: »Jeg hører ikke til dem, der synger hymner til det ‘organiske’ arbejde, prakticismen og den gradvise udvikling«.
Den sociale kilde til sådanne typer, det er den lille ejendomsbesidder, der er blevet desperat af krigens rædsler, den pludselige ruin, hungersnødens, forfaldets uhørte kvaler, han farer hysterisk omkring, søger udvej og redning og svinger mellem på den ene side tillid og støtte til proletariatet og på den anden side anfald af fortvivlelse. Man må gøre sig klart og fast indpræge sig, at der ikke kan bygges nogen socialisme på en sådan social basis. Kun en klasse, der uden vaklen følger sin egen vej, ikke lader modet falde og ikke henfalder til fortvivlelse ved de vanskeligste, sværeste og farligste overgange, kan lede de arbejdende og udbyttede masser. Vi har ikke brug for hysteriske krampetilfælde. Vi har brug for de proletariske jernbataljoners afmålte skridt.
1. Resolutionen om ratifikationen af Bresttraktaten, som vedtoges af sovjetternes ekstraordinære 4. kongres, er skrevet af Lenin. I dens 4. afsnit hedder det: »Over for alle arbejdere, soldater og bønder, over for alle arbejdende og undertrykte masser peger kongressen indtrængende på øjeblikkets vigtigste og mest aktuelle og nødvendige opgave: at øge de arbejdendes aktivitet og selvdisciplin, overalt og alle vegne at skabe stærke og godt arbejdende organisationer, som så vidt muligt skal omfatte hele produktionen og hele varefordelingen, skånselsløst at bekæmpe det kaos, den desorganisation og det forfald, som er en historisk uundgåelig arv efter den kvalfulde krig, men som samtidig er den væsentligste hindring for socialismens endelige sejr, for en konsolidering af det socialistiske samfunds grundlag.« Resolutionen blev trykt i Pravda den 16. marts 1918. Se Lenins Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 36, side 122-123. – S. 205.
2. Folkekommissærernes Råd vedtog 18. november (1. december) 1917 efter Lenins forslag en beslutning om, at folkekommissærerne og højere tjenestemænd måtte tjene 500 rubler om måneden plus 100 rubler for ethvert ikke-arbejdsaktivt familiemedlem. Det svarede omtrent til en arbejders gennemsnitsløn. 2. (15.) januar 1918 svarede Folkekommissærernes Råd på en henvendelse fra folkekommissær for arbejde, A. G. Sjljapnikov, at det var tilladt at give en højere betaling til højtkvalificerede videnskabsmænd og teknikere. – S. 214.
3. Dekret om brugsforeningerne blev vedtaget af Folkekommissærernes Råd 11. april, vedtaget af Den Centrale Alrussiske Eksekutivkomité 11. april 1918 og offentliggjort i Pravda nr. 71, 13. april og i Isvestija nr. 75, 16. april med Lenins underskrift. – S. 220.
4. De sovjetiske fagforeninger udarbejdede sammen med de økonomiske organer forslag om arbejdsdisciplinen. Disse blev diskuteret på en række møder i præsidiet for Det Øverste Råd For Samfundsøkonomien, hvor også Fagforeningernes Centralråd deltog. 27. marts vedtog præsidiet for Det Øverste Råd For Samfundsøkonomien efter en diskussion, hvori også Lenin deltog, en beslutning om, at Fagforeningernes Centralråd skulle udarbejde generelle bestemmelser for arbejdsdisciplinen. Disse bestemmelser for arbejdsdisciplinen blev offentliggjort 3. april 1918 i tidsskriftet Narodnoje Khosjajstvo nr. 2. – S. 223.
5. Forretningshemmeligheden – en retsbeskyttelse i den borgerlige lovgivning, der erklærede alle produktions-, handels- og finansoperationer for hemmelige, og ligeledes alle dokumenter inden for privatkapitalistiske virksomheder. Forretningshemmeligheden blev afskaffet, da beslutningen om arbejderkontrol blev vedtaget af Den Centrale Eksekutivkomité 14. (27.) november 1917. – S. 225.
6. Se side 122-123, Lenins Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 36. – S. 228.
7. Her menes det dekret, som Folkekommissærernes Råd vedtog om centralisering af administrationen, beskyttelse af jernbanerne og højnelse af deres befordringsevne. – S. 231.
8. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – se note 2 til artiklen Fra Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis (Bolsjevikkernes) Centralkomité.
Vperjod (Fremad) – mensjevikisk dagblad, udkom uregelmæssigt i Moskva fra marts 1917 til februar 1919. Blev lukket p.g.a. sin kontrarevolutionære virksomhed.
Delo Naroda (Folkets Sag) – se note 21 til artiklen RKP(b)’s 7. Ekstraordinære Kongres.
Nasj Vek (Vort Århundrede) – et af navnene på kadetternes avis Retj. – S. 234.
9. Lenin citerer Friedrich Engels: Anti-Dühring. Se Marx/Engels Werke, Bd. 20, s. 264. – S. 237.
Sidst opdateret 1.1.2009