Skrevet 3. (16.) november 1917. Trykt første gang i 1922 i tidsskriftet Proletarskaja Revoljutsija nr. 7.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 39-41, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008
Flertallet i centralkomiteen for RSDAP (bolsjevikkerne) godkender fuldstændig den politik, der indtil nu er ført af Folkekommissærernes Råd og anser det for nødvendigt at henvende sig til mindretallet i centralkomiteen med følgende kategoriske erklæring.
Vort partis politik for den nuværende periode er fastlagt i den resolution, der blev foreslået af kammerat Lenin og vedtaget i går den 2. november af centralkomiteen. [1] Denne resolution erklærer ethvert forsøg på at få vort parti til at give afkald på magten for forræderi mod proletariatets sag, eftersom Den Alrussiske Sovjetkongres i millioner af arbejderes, soldaters og bønders navn og på grundlag af vort program overgav denne magt til vort partis repræsentanter. Denne hovedlinje i vor taktik, der udspringer af hele vor kamp mod kompromismageri og ledede os i opstanden mod Kerenskijs regering, udgør nu bolsjevismens revolutionære væsen og bliver på ny godkendt af centralkomiteen. Den er absolut bindende for alle partimedlemmer og i første række for mindretallet i centralkomiteen.
Imidlertid førte og fører mindretallets repræsentanter såvel før mødet i centralkomiteen i går som efter mødet en politik, klart rettet mod vort partis hovedlinje, og demoraliserer vore egne rækker, idet den fremkalder vaklen i det øjeblik, da det er nødvendigt med den største fasthed og standhaftighed.
Således har den bolsjevikiske fraktion, hvori centralkomité-medlemmer, der tilhører mindretallet, direkte deltaget på mødet i går i Den Centrale Eksekutivkomité og åbent stemt imod centralkomiteens beslutning (i spørgsmålet om vort partis talmæssige og personelle repræsentation i regeringen). Et sådant disciplinbrud, begået af centralkomité-medlemmer bag centralkomiteens ryg efter mange timers debat i centralkomiteen og fremkaldt af de samme repræsentanter for oppositionen, viser os helt klart, at oppositionen har til hensigt at udmanøvrere partiinstitutionerne ved at sabotere partiets arbejde i det øjeblik, da partiets skæbne, revolutionens skæbne afhænger af dette arbejdes umiddelbare resultat.
Vi kan ikke, og vi vil ikke bære ansvaret for en sådan situation.
Når vi nu vender os til mindretallet i centralkomiteen med denne erklæring, forlanger vi kategorisk svar i skriftlig form på spørgsmålet, om mindretallet forpligter sig til at underordne sig partidisciplinen og føre den politik, som er formuleret i kammerat Lenins resolution, der er vedtaget af centralkomiteen.
I tilfælde af et negativt eller svævende svar på dette spørgsmål henvender vi os straks til partikomiteen i Petrograd, partikomiteen i Moskva, bolsjevikfraktionen i Den Centrale Eksekutivkomité, Petrograds bykonference og til den ekstraordinære partikongres med et alternativt forslag:
Enten må partiet pålægge den nuværende opposition at danne en ny regering med de af sine forbundsfæller, for hvis skyld oppositionen nu saboterer vort arbejde – og så vil vi betragte os fuldstændig frie i forhold til den nye regering, der ikke kan føre til andet end vaklen, magtesløshed og kaos.
Eller – og det tvivler vi ikke på – partiet vil godkende den eneste mulige revolutionære linje, udtrykt i centralkomiteens beslutning fra i går, og så må partiet kategorisk befale oppositionens repræsentanter ikke at drive deres desorganiserende arbejde inden for vor partiorganisations rammer. Der findes ikke og kan ikke findes nogen anden udvej. Naturligvis vil en splittelse være en overordentlig trist kendsgerning. Men en ærlig og åben splittelse er nu uden sammenligning bedre end sabotage i partiet, underminering af egne beslutninger, desorganisering og ligegyldighed. I al fald tvivler vi ikke et øjeblik på, at når vi forelægger vore meningsforskelle for masserne (det er i hovedsagen de samme meningsforskelle som dem med gruppen Novaja Sjisn og gruppen Martov), så vil vor politik bestemt få de revolutionære arbejderes, soldaters og bønders støtte og på kort tid fordømme den vaklende opposition til magtesløs isolation.
1. Se dette bind, side 36 – S. 39.
Sidst opdateret 26.12.2008