Bonderepræsentanternes ekstraordinære alrussiske sovjetkongres 10.-25. november 1917

2. Tale om agrarspørgsmålet

Vladimir Lenin (14. nov. 1917)


Holdt 14. (27.) nov. 1917. Først trykt i Pravda nr. 190, 28 nov. 1917.

Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 52-54, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008


Avisreferat

Kammerat Lenin fremlægger efter pålæg fra den bolsjevikiske fraktion det bolsjevikiske partis opfattelse af agrarspørgsmålet.

De socialrevolutionæres parti led skibbrud i jordspørgsmålet, fordi det i ord prædikede konfiskation af godsejerjorden, men vægrede sig ved at gennemføre den i praksis.

Godsejernes jordbesiddelse er basis for den feudale undertrykkelse, og konfiskation af godsejernes jord er revolutionens første skridt i Rusland. Men jordspørgsmålet kan ikke løses uafhængigt af revolutionens øvrige opgaver. Den rigtige måde at stille disse opgaver på fremkommer ved en analyse af de etaper, som revolutionen har gennemløbet. Det første skridt var omstyrtelse af selvherskerdømmet og hævdelse af bourgeoisiets og godsejernes magt. Godsejernes interesser var snævert forbundet med bourgeoisiets og bankernes interesser. Den anden etape var en styrkelse af sovjetterne og en kompromispolitik med bourgeoisiet. De venstre-socialrevolutionæres fejl bestod i, at de dengang ikke gik imod kompromispolitikken, idet de påberåbte sig, at masserne ikke var modne nok. Partiet er klassens fortrop, og dets opgave består ingenlunde i at genspejle massernes gennemsnitlige tilstand, men i at føre masserne. Men for at føre de vaklende, må de venstre-socialrevolutionære kammerater selv holde op med at vakle.

Kammerater venstre-socialrevolutionære, i juli begyndte folkemasserne at bryde med kompromispolitikken, men også indtil i dag rækker de venstre-socialrevolutionære hele hånden til Avksentjev, men kun en lillefinger til arbejderne. Hvis kompromisset fortsætter, så dør revolutionen. Kun hvis bønderne vil støtte arbejderne, kan man løse revolutionens opgaver. Kompromis er et forsøg fra arbejder-, bonde- og soldatermasserne på at opnå en realisering af deres behov gennem reformer og indrømmelser fra kapitalens side, uden en socialistisk revolution. Men man kan ikke give folket fred og jord uden omstyrtelse af bourgeoisiet, uden socialisme. Revolutionens opgave er at bryde med kompromispolitikken, og at bryde med kompromispolitikken betyder at betræde vejen til den socialistiske revolution.

Kammerat Lenin forsvarer videre instrukserne til distriktskomiteerne [3] og taler om nødvendigheden af at bryde med ledende centralorganer som armékomiteerne, bonderepræsentanternes eksekutivkomité osv. – Vi har hentet vor lov om distriktskomiteerne hos bønderne. Bønderne vil have jord, forbud mod lønarbejde, inventar til bearbejdning af jorden. Det kan man ikke få uden at styrte kapitalen. Vi har sagt til dem: I vil have jord, men jorden er pantsat og tilhører den russiske og den internationale kapital. I udfordrer kapitalen, I går i denne forbindelse en anden vej end vi, men vi er enige med jer i, at vi går, og vi må gå henimod den sociale revolution. Hvad angår Den Konstituerende Forsamling, så sagde taleren, at Den Konstituerende Forsamlings arbejde vil være afhængigt af stemningen i landet, men jeg siger: man kan håbe på stemningen, men må ikke glemme geværerne.

Kammerat Lenin kommer videre ind på spørgsmålet om krigen. Da taleren taler om Dukhonins afsættelse og Krylenkos udnævnelse til overkommanderende, lyder der latter ... – I synes, det er morsomt, men soldaterne vil dømme jer for jeres latter. Hvis der her findes folk, som synes det er morsomt, at vi har afsat en kontrarevolutionær general og udnævnt Krylenko, der mod generalens vilje er rejst for at føre forhandlinger, [4] så har vi ikke noget at tale med disse mennesker om. Vi har intet til fælles med dem, der ikke anerkender kampen mod den kontrarevolutionære generalitet. Vi vil hellere foretrække at opgive magten, måske gå i illegalitet, men vi vil ikke have noget til fælles med sådanne folk.

Noter

3. Instrukserne til distriktskomiteerne blev vedtaget af Den 1. Alrussiske Sovjetkongres Af Arbejder- og Soldaterrepræsentanter 23. juni (6. juli) 1917, men trådte først i kraft som lov under sovjetmagten. – S. 53.

4. Der henvises her til de indledende fredsforhandlinger med Tyskland. – S.54.


Sidst opdateret 26.12.2008