Udkastet blev skrevet 6. (19.) januar 1918. Trykt den 7. januar 1918 i Isvestija nr. 5.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 94-95, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008
Den russiske revolution frembragte straks fra begyndelsen sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, den masseorganisation for alle arbejdende og udbyttede klasser, som alene er i stand til at lede disse klassers kamp for fuldstændig politisk og økonomisk befrielse.
Gennem hele den russiske revolutions første periode forøgedes antallet af sovjetter, de voksede og styrkedes, de overvandt gennem egen erfaring illusionerne vedrørende kompromispolitikken overfor bourgeoisiet og indså det bedrageriske i den borgerlig-demokratiske parlamentarismes former; de kom i praktisk arbejde til det resultat, at det er umuligt at befri de undertrykte klasser uden at bryde med disse former og med enhver kompromispolitik. Et sådant brud var oktoberrevolutionen, der lagde hele magten i sovjetternes hånd.
Den Konstituerende Forsamling, som blev valgt efter lister, der var opstillet før oktoberrevolutionen, genspejlede det gamle politiske styrkeforhold, dengang kompromisfolkene og kadetterne var ved magten. Når folket stemte på det socialrevolutionære partis kandidater, kunne det dengang ikke vælge mellem de højre-socialrevolutionære, der er tilhængere af bourgeoisiet, og de venstre-socialrevolutionære, der er tilhængere af socialismen. På den måde måtte denne konstituerende forsamling, der skulle være kronen på den borgerlige parlamentariske republik, nødvendigvis stille sig i vejen for oktoberrevolutionen og sovjetmagten.
Oktoberrevolutionen, der gav magten til sovjetterne og gennem sovjetterne til de arbejdende og udbyttede klasser, fremkaldte desperat modstand fra udbytternes side, og da den undertrykte denne modstand, manifesterede den sig fuldt ud som begyndelsen til den socialistiske revolution. De arbejdende klasser overbeviste sig med egne øjne om, at den gamle borgerlige parlamentarisme havde overlevet sig selv, at den var fuldstændig uforenelig med de opgaver, der rejste sig i forbindelse med socialismens virkeliggørelse, at det ikke er alment nationale, men kun klasseinstitutioner (som sovjetterne), der er i stand til at besejre de besiddende klassers modstand og lægge grunden til det socialistiske samfund. Enhver opgivelse af sovjetternes uindskrænkede magt, af den af folket erobrede sovjetrepublik til fordel for den borgerlige parlamentarisme og Den Konstituerende Forsamling ville nu være et tilbageskridt og betyde sammenbrud for hele oktobers arbejder- og bonderevolution.
I kraft af de ovenfor skildrede omstændigheder havde de højre-socialrevolutionære – Kerenskijs, Avksentjevs og Tjernovs parti – flertallet i Den Konstituerende Forsamling, som trådte sammen den 5. januar. Naturligvis nægtede dette parti at diskutere et ganske præcist, klart, umiskendeligt forslag fra sovjetmagtens øverste organ, Sovjetternes Centraleksekutivkomité, at anerkende sovjetmagtens program, at anerkende Deklarationen Om Det Arbejdende Og Udbyttede Folks Rettigheder, at anerkende oktoberrevolutionen og sovjetmagten. Dermed afbrød Den Konstituerende Forsamling enhver forbindelse med Sovjetrepublikken Rusland. Bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære, der nu udgør det vitterlig overvældende flertal i sovjetterne og har arbejderne og de fleste bønders tillid, måtte nødvendigvis forlade en sådan konstituerende forsamling.
I virkeligheden fører de højre-socialrevolutionære og mensjevikkerne udenfor Den Konstituerende Forsamlings mure den mest desperate kamp mod sovjetmagten; når de arbejdende klasser med magt undertrykker udbytternes modstand, hvad der er nødvendigt for at befri sig fra udbytningen, kalder de det for vilkårlighed og lovløshed; de forsvarer sabotørerne, der står i kapitalens tjeneste; de viger ikke tilbage for utilslørede opfordringer til at øve en terror, som »ukendte grupper« allerede er begyndt at praktisere. Det er klart, at den tiloversblevne del af Den Konstituerende Forsamling i kraft af dette kun ville kunne spille rollen som skalkeskjul for de kontrarevolutionæres kamp for at styrte sovjetmagten.
Derfor beslutter Centraleksekutivkomiteen:
Den Konstituerende Forsamling opløses.
Sidst opdateret 27.12.2008