Noterne findes ved de enkelte kapitler, men her er så også en samlet oversigt. (Kun forlaget Tidens noter er medtaget her – ikke Lenins.)
1. Brochuren Weltrevolution, Verdensrevolution, var skrevet af Otto Bauer. – S. 12.
2. Iskra, Gnisten, det første landsomfattende blad for russiske marxister, grundlagt 1900 af Lenin, spillede en afgørende rolle for dannelsen af et marxistisk parti for Ruslands arbejderklasse. Det første nummer blev trykt i december 1900 i Leipzig, de næste numre i München, fra juli 1902 i London og fra foråret 1903 i Geneve. Iskra’s medarbejdere udarbejdede et forslag til program for Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, navnet på datidens revolutionære marxistiske parti, og forberedte partiets 2. kongres 1903. Kort efter kongressen fik Lenins modstandere i partiet, mensjevikkerne, herredømmet over Iskra, som fra nr. 52 ikke længere var organ for den revolutionære marxisme. – S. 12.
(Note 3 eksisterer ikke, Web.red.)
4. Bolsjevikkerne, d. v. s. flertalsfolkene, betegnelse for medlemmerne af den leninske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, RSDAP. Denne fløj opstod på partiets 2. kongres i 1903. Mod den stod mensjevikkerne, mindretalsfolkene. På en partikonference i Prag januar 1912 konstituerede bolsjevikkerne og nogle partitro mensjevikker sig som selvstændigt parti, idet konferencen samtidig ekskluderede mensjevikiske grupper som likvidatorerne, der ville opløse RSDAP, og otsovisterne (se note 18). I 1918 tog partiet navneforandring til Ruslands Kommunistiske Parti (b), hvor (b) står for (bolsjevikkerne). I 1925 ændrede 14. partikongres navnet til VKP (b), dvs. Unionens Kommunistiske Parti (b). I 1952 ændrede 19. partikongres navnet til Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP. – S. 14.
5. Dette sigter til mensjevikkerne, den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, og til de socialrevolutionære, et parti som i århundredets begyndelse opstod af overlevende narodnik-grupper. Det socialrevolutionære parti var småborgerligt. Det benyttede individuel terror som kampmiddel. Det havde sin største tilslutning blandt bønderne. I sin videre udvikling blev partiet kontrarevolutionært. – S. 17.
6. Den 4. (17.) april 1912 beskød tsarens gendarmer ubevæbnede strejkende arbejdere i Lena-guldminerne i Sibirien. 300.000 arbejdere landet over deltog i proteststrejker. – S. 19.
7. Duma – det russiske ord for et parlament med stærkt beskårne beføjelser, indført af tsaren i 1905 for at svække den revolutionære bølge. Den såkaldte Bulyginske duma, som skulle have været indkaldt i 1905, lykkedes det bolsjevikkerne helt at forpurre. Den ville have været en narresut, arbejderne havde ikke stemmeret. Den første duma trådte derefter sammen 1906, den anden 1907, den tredje 1907-12 og den fjerde 1912-17.
Vælgerne var inddelt i fire »kurier«: store jordbesiddere, byboere, bønder, arbejdere. Valgene var indirekte og ulige: én valgmand for 2000 store jordbesiddere, én for 7000 byboere, én for 30.000 bønder og én for 90.000 arbejdere. – S. 19.
8. De bolsjevikiske dumamedlemmer, som i 1914 blev forvist til Sibirien, var A. Badajev, M. Muranov, G. Petrovskij, F. Samojlov og N. Sjagov. Den 26. juli (8. august) 1914 stemte de i dumaen mod krigsbevillingerne, og de fortsatte deres offentlige propaganda mod krigen. I november blev de arresteret og i februar 1915 dømt til livsvarig forvisning. – S. 19.
9. Longuetismen var en centristisk retning (midterretning) i det franske socialistparti, ledet af Jean Longuet. Under den første verdenskrig støttede de »fædrelandsforsvaret«. Efter oktoberrevolutionen erklærede de sig som tilhængere af proletariatets diktatur, men brød i december 1920 ud af partiet og sluttede sig til den reformistiske, såkaldte halvtredje Internationale. – S. 19.
10. Independent Labour Party (I.L.P.), reformistisk organisation, grundlagt i 1893 af lederne af de »nye fagforeninger« på et tidspunkt, da strejkekampene aktiviseredes og bevægelsen for arbejderklassens uafhængighed af de borgerlige partier forstærkedes. I.L.P.s ledere var Keir Hardie og Ramsay MacDonald. I.L.P. interesserede sig hovedsagelig for parlamentariske kampformer og for parlamentariske aftaler med det liberale parti. – S. 19.
11. Fabianerne, medlemmer af Fabian Society, engelsk reformistisk organisation, dannet i 1884. Navnet hentyder til den romerske general Fabius Maximus, med tilnavnet Nøleren, fordi han undgik afgørende slag i krigen mod Hannibal (3. årh. før vor tidsregning). Til fabianerne hørte bl. a. Sidney og Beatrice Webb, Ramsay MacDonald, Bernard Shaw o.a. I 1900 gik Fabian Society ind i Labour Party. (Se note 21). – S. 19.
12. Ministerialister (af ministerialisme, eller ministersocialisme eller millerandisme), opportunistiske socialister, som gik ind for deltagelse i reaktionære borgerlige regeringer. Ordet blev første gang brugt, da den franske socialist Millerand gik ind i regeringen Waldeck-Rousseau i 1899. – S. 20.
13. Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti var et centristisk parti, dannet i april 1917 på en kongres i Gotha. (Centrisme betyder her forsøg på at holde en midterposition mellem opportunisme og revolution.) De »uafhængige« tilstræbte »enhed« med socialchauvinisterne og gik så vidt, at de fornægtede klassekampen. Kautskys gruppe udgjorde den største del af partiet. Det spaltedes på kongressen i Halle i oktober 1920. En stor del af partiet sluttede sig til Tysklands Kommunistiske Parti i december 1920. Partiets højrefløj dannede et separat parti under det hidtidige navn, det bestod til 1922. – S. 20.
14. Dette sigter formentlig til Lenins artikel: Hvad man ikke skal efterligne i den tyske arbejderbevægelse, trykt i det bolsjevikiske blad Prosvesjtjenie april 1914. Den afslørede den tyske socialdemokrat Karl Legiens optræden under en Amerika-rejse 1912, hvor han i USA’s kongres holdt en hilsningstale til borgerlige partler og regeringsmedlemmer. – S. 23.
15. Spartakusgruppen dannedes af tyske venstre-socialdemokrater i begyndelsen af den første verdenskrig. Stifterne var Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin, Julian Marchlewski, Leo Jogiches (Jan Tyszka) og Wilhelm Pieck. Spartakus-folkene drev revolutionær massepropaganda, organiserede antikrigsaktioner, anførte strejker og afslørede verdenskrigens imperialistiske karakter og de opportunistiske lederes forræderi. I april 1917 tilsluttede Spartakus-folkene sig Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, men opretholdt organisatorisk uafhængighed. Under den tyske revolution i november 1918 dannede de Spartakusbund, Spartakusforbundet, og afbrød forbindelsen med de Uafhængige. I december 1918 offentliggjorde de deres eget program og dannede Tysklands Kommunistiske Parti på en kongres 30. december 1918-1. januar 1919. – S. 24.
16. Brevet findes i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 31ff., Forlaget Tiden. – S. 24.
17. Brestfreden sluttedes mellem Sovjetrusland og firemagtsalliancen (Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet) den 3. marts 1918 i Brest-Litovsk og ratificeredes den 15. marts 1918 af den 4. alrussiske sovjetkongres. Ved traktaten kom Polen, næsten hele det baltiske område og en del af Hviderusland under Tysklands og Østrig-Ungarns kontrol, og Ukraine blev skilt fra Sovjetrusland som en særlig stat, der var uafhængig af Tyskland. Byerne Kars, Batum og Ardagan blev afstået til Tyrkiet. I august 1918 påtvang Tyskland Sovjetrusland endnu en traktat, hvis finansielle bestemmelser betød simpel udplyndring. Indgåelsen af Brestfreden blev modarbejdet af Trotskij og gruppen Venstre-kommunisterne. Det kostede Lenin store anstrengelser at få Brest-Litovsk-traktaten undertegnet. Traktaten gav sovjetrepublikken et pusterum, en lejlighed til at hjemsende den gamle hær, som var i fuld opløsning, og at danne en ny, den Røde Hær, og endvidere mulighed for at tage fat på den socialistiske opbygning og forberede sig på kampen mod den indre kontrarevolution og den udenlandske intervention. Den 13. november 1918, efter udbruddet af novemberrevolutionen i Tyskland, annullerede sovjetstyret Brest-Litovsk traktaten. – S. 24.
18. Dette sigter til otsovisterne og ultimatumisterne. Kampen mod disse strømninger udviklede sig i 1908 og resulterede i, at otsovisternes leder A. Bogdanov i 1909 blev ekskluderet af det bolsjevikiske parti. Ordet otsovist betyder en »tilbagekalder«. Otsovisterne forlangte, med mange revolutionære fraser, at de socialdemokratiske medlemmer af den 3. duma skulle træde ud af denne, og at partiet skulle ophøre at arbejde i legale organisationer som fagforeninger, kooperationer osv. Ultimatumisterne var idémæssigt beslægtede med otsovisterne. Ultimatunismen forstod ikke nødvendigheden af at udføre et vedvarende arbejde med socialdemokratiets dumamedlemmer, således at disse kunne udvikle sig til konsekvente revolutionære parlamentarikere. Ultimatumisterne foreslog, at man skulle stille dumamedlemmerne et ultimatum om enten at følge centralkomiteens beslutninger eller træde ud af dumaen. En udvidet konference af det bolsjevikiske blad Proletarijs redaktion vedtog i juni 1909, at »bolsjevismen som bestemt strømning i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti intet har tilfælles med otsovismen og ultimatumismen«, og opfordrede bolsjevikkerne til at »føre den mest resolutte kamp mod disse afvigelser fra den revolutionære marxismes vej«. – S. 24.
19. Se note 7. Den duma, hvis indførelse tsaren proklamerede i august 1905, fik navnet Bulygins duma, efter indenrigsministeren. Denne duma skulle ikke have anden funktion end at drøfte forskellige spørgsmål og være rådgivende for tsaren. Bolsjevikkerne opfordrede til boykot af den. Deres kampagne havde tre paroler: væbnet opstand, revolutionær hær, provisorisk revolutionær regering. Boykotkampagnen bidrog til at mobilisere de revolutionære kræfter, føre politiske massestrejker og forberede en væbnet opstand. Valgene til Bulygins duma blev aldrig til noget, regeringen kunne ikke bringe den i stand, det revolutionære opsving og den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905 gjorde denne duma umulig. – S. 25.
20. I oktober 1905 udbrød der politisk strejke over hele Rusland. Der deltog over to millioner arbejdere i den. Parolerne var: afskaffelse af selvherskerdømmet, aktiv boykot af Bulygins duma, indkaldelse af en grundlovgivende (konstituerende) forsamling og oprettelse af en demokratisk republik. Strejken fremmede udviklingen af den revolutionære kamp på landet og i hæren og flåden. Strejken i oktober var forspillet til proletariatets væbnede opstand i december 1905. – S. 25.
21. Det engelske Labour Party dannedes i 1900 som en alliance af fagforeninger og socialdemokratiske organisationer og grupper for at få repræsentanter for arbejderklassen valgt til parlamentet. Organisationen hed i begyndelsen Labour Representation Committee. Navnet Labour Party blev indført i 1906. Så længe en fagforening betaler kontingent er ethvert medlem af fagforeningen automatisk medlem af partiet. Allieret med Labour Party er Cooperative Party (som er kollektivt medlem) og Independent Labour Party (se note 10). Under den første verdenskrig indtog Labour Party’s ledere (Arthur Henderson o.a.) en socialchauvinistisk position (dvs. de støttede krigsførelsen) og trådte ind i regeringen, de støttede en række love, som var vendt mod arbejderne. Labours ledere har flere gange haft regeringsmagten. – S. 27.
22. Den »principielle opposition« sigter til en gruppe venstre-kommunister med anarkosyndikalistiske anskuelser. De pågældende blev ekskluderet af Tysklands Kommunistiske Parti på dettes kongres i Heidelberg i oktober 1919, de kaldte sig fra april 1920 Tysklands Kommunistiske Arbejderparti (KAPD). I november 1920 blev denne opposition midlertidigt optaget i Kommunistisk Internationale som sympatiserende medlem for at lette sammenslutningen af alle kommunistiske kræfter i Tyskland. Optagelsen skete på betingelse af, at KAPD skulle tilslutte sig et forenet Tysklands Kommunistiske Parti. Dette skete ikke. Kommunistisk Internationales 3. kongres (juni-juli 1921) gav – af hensyn til de arbejdere, der endnu fulgte KAPD – dette endnu to måneders frist til at indkalde en kongres og behandle spørgsmålet om sammenslutningen. Heller ikke dette skete, og dermed stod KAPD uden for Internationalen. KAPD mistede efterhånden al indflydelse blandt arbejderne. – S. 29.
23. Udtrykket herkulessøjler hentyder til den græske mytologis fortælling om Herkules, som rejste søjler ved verdens ende. Længere ud kunne ingen komme. – S. 33.
24. Kommunistische Arbeiter-Zeitung, organ for den anarkosyndikalistiske gruppe blandt de tyske venstre-kommunister (se note 22), udkom i Hamburg fra 1919 til 1927. Karl Erler var pseudonym for Heinrich Lauffenberg. – S. 33.
25. Distriktsgrupperne – sigter til en snes marxistiske kredse i Skt. Petersborg. De blev sluttet sammen i Kampforbundet for Arbejderklassens Befrielse, stiftet af Lenin i 1895. Forbundet lededes af en central gruppe, der omfattede V. I. Lenin, A. Vanejev, P. Saporosjets, G. Krsjisjanovskij, N. Krupskaja, L. Martov, M. Silvin og V. Starkov. Den direkte ledelse havde fem medlemmer med Lenin som formand. Blandt aktivisterne var Ivan Babusjkin, Vasilij Sjelgunov o.a. – S. 35.
26. Se Lenins beretning på RKPs 9. kongres, i denne udgave bd. 13. – S. 35.
27. Trudovikkerne var en gruppe småborgerlige demokrater. Den dannedes i april 1906 af bondemedlemmer i den 1. duma (se note 7). Trudovik-gruppen bestod i alle fire dumaer. Under den første verdenskrig gik trudovikkerne ind for støtte til Ruslands krig. Efter februarrevolutionen gik trudovikkerne over til kontrarevolutionen. – S. 36.
28. Partiets medlemstal udviklede sig fra februarrevolutionen 1917 til og og med 1919 således: på partiets 7. landskonference (april 1917) 80.000, på 6. kongres (juli-august 1917) ca. 240.000, på 7. kongres (marts 1918) godt 300.000, på 8. kongres (marts 1919) 313.766. – S. 37.
29. Dette sigter til partiugen, en kampagne, som partiets 8. kongres (marts 1919) vedtog for at forøge medlemstallet. Den første partiuge organiseredes af partiets Petrograd-organisation fra 10. til 17. august 1919, den anden i oktober-november 1919, Moskva guvernementets partiorganisation holdt partiuge fra 20. til 28. september. Der holdtes partiuger i byer, landsbyer og hærenheder. I den europæiske del af Sovjetrusland indtrådte over 200.000 nye medlemmer i partiet, mere end halvdelen af dem arbejdere. I den aktive hær og flåde blev ca. 25 pct. af alle soldater og marinere optaget i partiet. – S. 37.
30. Kommunistisk Internationale, tidsskrift, udgivet af Kommunistisk Internationales eksekutivkomité på russisk, tysk, fransk, engelsk, spansk og kinesisk. Udgivelsen ophørte i 1943, da Kommunistisk Internationale opløstes (15. maj 1943). – S. 41.
31. Engels’ brev er dateret 7. oktober 1858. Dets udgangspunkt var en tidligere revolutionær chartistfører Jones’ samarbejde med borgerligt-radikale kredse. Engels skrev: “Efter denne historie skulle man virkelig tro, at den engelske proletarbevægelse i den gammeltraditionelle, chartistiske form må gå helt til grunde, før den kan udvikle sig i en ny livsduelig form, og man kan jo ikke have nogen anelse om, hvordan denne nye form vil se ud. Jones’ nye bevægelse i forbindelse med tidligere mere eller mindre vellykkede forsøg på en sådan alliance forekommer i øvrigt virkelig at hænge sammen med, at det engelske proletariat bliver mere og mere borgerligt, således at denne den borgerligste af alle nationer sluttelig synes at ende med at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. I en nation, som udbytter hele verden, er dette imidlertid til en vis grad retfærdiggjort. Her kan kun et par helt elendige år hjælpe, og sådanne synes efter guldfundene ikke mere så let at komme i stand.” – S. 42.
32. Folkets Dagblad Politiken – udgivet af svenske venstre-socialdemokrater, som i 1917 dannede et parti. I 1921 tilsluttede Sveriges Venstresocialdemokratiske Parti sig Kommunistisk Internationale og antog navnet Kommunistisk Parti. Da partiet spaltedes i oktober 1929 gik bladet over til højre fløj. Det ophørte i maj 1945. – S. 43.
33. Industrial Workers of the World, I.W.W. – amerikansk fagorganisation, grundlagt 1905, hovedsageligt af ufaglærte og lavtlønnede arbejdere. Ledere: Daniel de Leon, Eugene Debs og William Haywood. I.W.W. fik afdelinger i Canada, Australien, England, Latinamerika og Sydafrika. I.W.W. var en kamporganisation, anarkosyndikalistisk orienteret, afvisende over for politik og politisk partidannelse. Organisationen mistede indflydelse i 1920’rne. Haywood o.a. tilsluttede sig USAs kommunistiske parti. – S. 44.
34. Il Soviet, italiensk socialistisk blad, udgivet i Napoli 1918-22, fra 1920 som organ for en gruppe kommunist-abstentionister i det italienske socialistiske parti. – S. 55.
35. Comunismo, socialistisk tidsskrift, udgivet i Milano 1919–22, redigeret af Giacinto Serrati. – S. 55.
36. Italiens Socialistiske Parti, grundlagt 1892, fra begyndelsen strid mellem to retninger i partiet, den revolutionære og den opportunistiske. I 1912 ekskluderedes en reformistisk højrefløj. Fra den første verdenskrigs udbrud indtil Italiens indtræden i krigen proklamerede partiet parolen »Mod krig, for neutralitet«. En gruppe renegater (Mussolini o.a.) ekskluderedes i december 1914 for deres støtte til bourgeoisiets imperialistiske politik og for propaganda for Italiens indtræden i krigen. Fra Italiens indtræden i krigen (maj 1915) var der tre retninger i partiet: 1) højrefløjen, som støttede bourgeoisiets krigsførelse, 2) centristerne, flertallet i partiet, hvis parole var »Tag ikke del i krigen og saboter den ikke«, og 3) venstrefløjen, som vendte sig mod krigen, men ikke formåede at organisere en konsekvent kamp mod den. Venstrefløjen blev stærkere efter oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland. På en kongres i Bologna oktober 1919 vedtoges det, at partiet skulle tilslutte sig Kommunistisk Internationale. På kongressen i Livorno januar 1921 afslog centristerne at bryde med reformisterne og at anerkende alle Kommunistisk Internationales optagelsesbetingelser. Venstrefløjen dannede derpå Italiens Kommunistiske Parti. – S. 55.
37. Sovjetstyre oprettedes i Ungarn 21. marts 1919. Revolutionen var af relativt fredelig karakter, bourgeoisiet var ude af stand til at modstå massernes pres og at klare indre og ydre vanskeligheder og besluttede for at hindre udviklingen af revolutionen at overlade magten til højreorienterede socialdemokrater. Det kommunistiske partis autoritet i befolkningen var på det tidspunkt så stor og de menige socialdemokraters krav om en alliance med kommunisterne så stærk, at de socialdemokratiske ledere opfordrede de dengang arresterede kommunistiske ledere til at danne en fællesregering. De socialistiske ledere var nødt til at acceptere kommunisternes betingelser: dannelse af en sovjetregering, afvæbning af bourgeoisiet, oprettelse af en Rød Hær og en folkemilits, konfiskation af godserne, nationalisering af industrien, alliance med Sovjetrusland osv. De to partier sluttedes mekanisk sammen, de reformistiske elementer forblev i partiet. Den nye regering gik straks i gang med gennemførelsen af de nævnte foranstaltninger. Imidlertid følte de små bønder sig skuffet over jordreformen, idet godsejerjorden ikke blev udstykket til dem. Dette svækkede sovjetstyret i Ungarn.
De vestlige imperialistiske magter organiserede økonomisk blokade og væbnet intervention i Ungarn. Det aktiviserede den ungarske kontrarevolution. Sovjetstyret blev styrtet den 1. august 1919. – S. 55.
38. Blanquistiske kommunarder – medlemmer af Pariserkommunen 1871, som efter dennes nedkæmpelse flygtede til London. Pariserkommunen, den første regering, som udøvede proletariatets diktatur, varede 72 dage, fra 18. marts til 28. maj 1871. Blanquisterne havde navn efter Louis Auguste Blanqui (1805-81), en fransk utopisk kommunist. De lagde ikke vægt på forbindelse med masserne, afvejede ikke de forhåndenværende betingelser for en opstands sejr og tilstræbte ikke dannelse af et revolutionært parti, men satte i stedet deres lid til, at en gruppe sammensvorne kunne gennemføre revolutionen. – S. 55.
39. Der Volksstaat – tysk socialdemokratisk blad. udgivet i Leipzig 1869–76, redigeret af Wilhelm Liebknecht. Marx og Engels skrev i bladet. Se Werke, bd. 18, s. 533. – S. 56.
40. Folkeforbundet oprettedes 1919 af de sejrende magter på fredskonferencen i Paris. Folkeforbundspagten var en del af Versaillestraktaten (se note 46), som undertegnedes af 44 stater. Ifølge pagten skulle Folkeforbundet modvirke aggression, fremme afrustning og styrke fred og sikkerhed. De ledende magter opmuntrede imidlertid aggressorer, fortsatte oprustningen og forberedte den anden verdenskrig. Fra 1920 til 1934 stod Folkeforbundet fjendtligt over for Sovjetunionen.
Den 15. september 1934 opfordrede 34 lande i Folkeforbundet på fransk initiativ Sovjetunionen til at indtræde i organisationen. Sovjetunionen indtrådte for at fremme arbejdet for freden, men alle bestræbelser herfor strandede på vestmagternes modstand. – S. 58.
41. Dette sigter til nogle sætninger i Engels’ brev af 29. november 1886 til den tyske socialdemokrat Friedrich Anton Sorge, dengang bosat i USA, hvor det om de øvrige tyske socialdemokrater i USA hed: »Tyskerne har nu engang ikke forstået at gøre deres teori til en løftestang, som kunne sætte de amerikanske masser i bevægelse, de forstår for størstedelen ikke selv teorien og behandler den doktrinært og dogmatisk som noget, der skal læres udenad, men som så også uden videre kan bruges i alle tænkelige situationer. Den er for dem en trosbekendelse, ikke en vejledning til handling.« – S. 60.
42. I en anmeldelse af Henry C. Careys bog Breve til USAs Præsident skrev Tjernysjevskij: »Historiens vej er ikke som fortovet på Nevskij prospekt, den passerer bestandigt støvede eller plørede marker, sumpe eller tætte skove. Den, der er bange for at blive dækket af støv eller få mudder på støvlerne, skal ikke tage del i offentlig virksomhed.« – S. 60.
43. Det af Lenin grundlagte blad Iskra’s redaktion forhandlede i 1901 med P. B. Struve om udgivelsen af et illegalt tidsskrift. Der kom ikke noget ud af forhandlingerne. – S. 61.
44. Der holdtes under den første verdenskrig to internationale socialistiske konferencer i Svejts, den første i Zimmerwald (5.-8. september 1915), den anden i Kienthal (24.-30. april 1916). Mange af deltagerne i disse konferencer spillede senere en betydelig rolle, dels ved dannelsen af kommunistiske partier i deres lande, dels i Kommunistisk Internationale. – S. 61.
45. »Revolutionære kommunister«, en gruppe narodnikisk sindede venstre-socialrevolutionære, som brød med deres parti efter det socialrevolutionære oprør i juli 1918. I september 1918 dannede gruppen den Revolutionære Kommunismes Parti, som gik ind for samarbejde med Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) og meddelte, at det ville støtte sovjetstyret. Deres program var fortsat præget af narodnikiske utopiske forestillinger og sammenstykket af forskellige politiske opfattelser. De anerkendte, at sovjetterne banede vej for det socialistiske system, men bestred nødvendigheden af proletariatets diktatur under overgangen fra kapitalisme til socialisme. Deres parti opdeltes atter og atter, nogle sluttede sig til kommunisterne, andre til de venstre-socialrevolutionære. To repræsentanter for dette parti overværede Kommunistisk Internationales 2. kongres med taleret, men uden stemmeret. Efter kongressens beslutning om, at der kun skulle være ét kommunistisk parti i hvert land, vedtog de Revolutionære Kommunister at indmelde sig i Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne). – S. 61.
46. Versaillestraktaten blev indgået efter den første verdenskrig. Den undertegnedes den 28. juni 1919 af Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og af disse landes forbundsfæller og af Tyskland. Traktaten legaliserede opdelingen af den kapitalistiske verden mellem sejrherre-landene og skabte et internationalt system, vendt mod Sovjetrusland og den revolutionære bevægelse ve r1den over. Se note 40. – S. 64.
47. Ordet entente betegnede den imperialistiske blok, som Storbritannien, Frankrig og Rusland dannedes i 1907, rettet mod Triple Alliancen, dvs. Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. Ordet entente benyttedes i traktaten mellem Storbritannien og Frankrig 1904, der kaldtes entente cordinale, d. v. s. hjertelig forståelse. Under den første verdenskrig fik ententen tilslutning af Japan og andre lande. Efter oktoberrevolutionen 1917 var ententens hovedmagter bagmænd for militær intervention mod sovjetrepublikken. – S. 64.
48. British Socialist Party, B.S.P., dannedes i 1911 i Manchester af flere socialdemokratiske grupper. Det virkede i marxistisk ånd, men var ret fåtalligt, og dets forbindelser med arbejdermasserne var svage. Under den første verdenskrig opstod en skarp ideologisk kamp inden for partiet. Den internationalistiske retning i det fik overtaget på kongressen i april 1916. Partiet hilste oktoberrevolutionen i Rusland og spillede en betydelig rolle i de engelske arbejderes bevægelse til forsvar for Sovjetrusland mod intervention. Dets medlemmer var afgørende for dannelsen af Storbritanniens Kommunistiske Parti, og i 1920 sluttede de fleste af B.S.P.s medlemmer sig sammen med det kommunistiske partis afdelinger. – S. 66.
49. Socialist Labour Party, en revolutionær, marxistisk organisation, som oprettedes 1903 i Skotland af en gruppe venstre-socialdemokrater.
South Wales Socialist Society, en lille organisation, hovedsagelig revolutionære minearbejdere.
Workers’ Socialist Federation. En lille organisation, som i maj 1918 brød ud af Women’s Suffrage League (Kvindernes Stemmeretsliga).
Da Storbritanniens Kommunistiske Part i dannedes (1. august 1920). indbefattede dets program deltagelse i parlamentsvalg og medlemskab i Labour Party. Socialist Labour Party sluttede sig ikke til det kommunistiske parti, de to sidstnævnte grupper indtrådte i partiet i januar 1921. – S. 66.
50. The Workers’ Dreadnought udkom i London fra marts 1914 til juni 1924, indtil juli 1917 under navnet The Women’s Dreadnought. Fra 1918 organ for Workers’ Socialist Federation. – S. 66.
51. Manchester Guardian, liberalt borgerligt dagblad, som i de første år efter 1917 gav et nogenlunde objektivt billede af situationen i Sovjetrusland. – S. 70.
52. General Kornilov ledede et kontrarevolutionært oprør i august 1917, i bourgeoisiets og godsejernes interesse, for at erobre Petrograd, knuse det bolsjevikiske parti og sovjetterne og oprette et militærdiktatur. Revolten blev slået ned af arbejderne og soldaterne, anført af bolsjevikkerne. – S. 82.
53. En tysk monarkistisk godsejer Kapp organiserede med bistand af generalerne Ludendorff, Seeckt og Lüttwitz et kup i marts 1920. Kupmagerne lod den 13. marts nogle troppeafdelinger rykke mod Berlin og proklamerede sig selv som regering. De tyske arbejdere svarede med generalstrejke, og socialdemokraterne kom atter til magten. – S. 82.
54. De Konstitutionelle Demokrater, forkortet Kadetterne, var det førende parti for det liberale monarkistiske bourgeoisi i Rusland. De samarbejdede under krigen med tsarregeringen. Under februarrevolutionen 1917 forsøgte de at redde monarkiet. De stod i sommeren 1917 i spidsen for den provisoriske regering og førte en kontrarevolutionær politik i vestmagternes interesse. Efter oktoberrevolutionen deltog de i alle væbnede aktioner mod sovjetstyret. – S. 84.
55. Dreyfus-affæren (1894 f.) i Frankrig var en provokation, lavet af reaktionære militaristiske kredse mod en fransk officer Dreyfus af jødisk herkomst. Dreyfus, medlem af den franske generalstab, blev anklaget for spionage og højforræderi og dømt til livsvarigt tugthus og forvisning. Socialister og progressive intellektuelle, deriblandt Émile Zola, Jean Jaurés og Anatole France, gik i brechen for Dreyfus. Sagen delte Frankrig i to lejre, republikanere og demokrater på den ene side, royalister, klerikale og antisemitter på den anden. Dreyfus blev rehabiliteret i 1906. – S. 86.
56. Die Rote Fahne, dagblad grundlagt af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg som centralorgan for Spartakusbund (se note 15), senere centralorgan for Tysklands Kommunistiske Parti. Det første nummer udkom 9. november 1918. I nazitiden udkom bladet illegalt. – S. 95.
57. Die Rote Fahne, Wien, centralorgan for Østrigs kommunistiske parti. Bladet kom efter 1945 til at hedde Österreichische Volksstimme, fra 1957 Volksstimme. – S. 96.
58. Die Freiheit, dagblad udgivet af Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti fra november 1918 til oktober 1922. – S. 96.
59. »Sovjetiske retshjælpere«, et kollegium af advokater, som i februar 1918 dannedes ved sovjetterne, men som kom under stærk indflydelse af borgerlige sagførere. I oktober 1920 blev dette kollegium opløst. – S. 101.
60. Ordene “hollandske tribunister” er i denne udgave alle vegne blevet erstattet med ordene »visse medlemmer af Hollands Kommunistiske Parti«. – S. 103.
Sidst opdateret 1.7.2014