Resultatet af diskussionen om selvbestemmelse

Vladimir Lenin (1916)

 

I nummer 2 af det zimmerwaldske venstres marxistiske tidsskrift Predvestnik (Vorbote, [94] nr. 2, april 1916) bringes teserne for og imod nationernes selvbestemmelse; teserne er underskrevet af redaktionen for vort centrale organ Sotsial-demokrat [95] og for den polske socialdemokratiske oppositions organ Gazeta Robotnicza. Læseren vil ovenfor finde et optryk af teserne for og en oversættelse af teserne imod. [96] Det er vel første gang, at dette spørgsmål rejses så bredt på internationalt plan. For tyve år siden i 1895-1896, før den internationale socialistiske kongres i London 1896, førtes en diskussion udelukkende om Polen [97] i det tyske marxistiske tidsskrift Die Neue Zeit mellem Rosa Luxemburg, K. Kautsky og de polske »uafhængige« (tilhængere af Polens uafhængighed, Polens Socialistiske Parti, PPS), som repræsenterede tre forskellige opfattelser. Så vidt vi ved, er spørgsmålet om selvbestemmelse indtil nu kun blevet diskuteret nogenlunde systematisk af hollænderne og polakkerne. Vi håber, at det vil lykkes for Predvestnik at fremme diskussionen om dette spørgsmål, der nu er så aktuelt hos englændere, amerikanere, franskmænd, tyskere og italienere. Den officielle socialisme, der repræsenteres af direkte tilhængere af »deres« regering – Plekhanov’er, David’er og Co. – såvel som af skjulte forsvarere af opportunismen – kautskyanere (Akselrod, Martov, Tjkheidse, o.a.) – har i dette spørgsmål været så fuld af løgn, at det i meget lang tid bliver uundgåeligt på den ene side at gøre forsøg på at fortie og vige udenom, men på den anden side vil arbejderne forlange at få »direkte svar« på de »forbandede spørgsmål«. Vi vil tilstræbe at holde læserne løbende underrettet om, hvordan kampen mellem opfattelserne blandt udenlandske socialister udvikler sig.

For os russiske socialdemokrater er spørgsmålet af ganske særlig vigtighed; denne diskussion er en fortsættelse af diskussionen i 1903 og 1913; [98] under krigen fremkaldte spørgsmålet nogen vaklen blandt vort partis medlemmer; [99] det er blevet tilspidset ved krumspring for at undgå sagens kerne fra så fremtrædende førere for det gvosdjevske eller chauvinistiske arbejderparti [100] som Martov og Tjkheidse. Derfor er det påkrævet at sammenfatte de første resultater af den diskussion, som er indledt på internationalt plan.

Som det fremgår af teserne, giver vore polske kammerater os direkte svar på en del af vore argumenter, f. eks. om marxismen og proudhonismen. Stort set svarer de os dog ikke direkte, men indirekte ved at sætte deres påstande op imod vore. Lad os se på deres indirekte og direkte svar.

1. Socialisme og nationernes selvbestemmelse

Vi har hævdet, at det var forræderi mod socialismen, hvis man afstod fra at gennemføre nationernes selvbestemmelse under socialismen. Man svarer os: »Selvbestemmelsesret er ikke anvendelig på det socialistiske samfund«. Uoverensstemmelsen er fundamental. Hvad er så kilden hertil?

»Vi ved, indvender vore opponenter, – at socialismen tilintetgør enhver national undertrykkelse, eftersom den tilintetgør de klasseinteresser, der fører til denne undertrykkelse...« Hvorfor nu denne betragtning om de økonomiske forudsætninger for at tilintetgøre den nationale undertrykkelse, som for længst er kendte og indiskutable, når diskussionen drejer sig om en af formerne for politisk undertrykkelse, nemlig voldelig fastholdelse af en nation inden for en anden nations grænser? Det er jo simpelthen et forsøg på at vige uden om de politiske spørgsmål! Og de videre betragtninger overbeviser os endnu mere om denne vurdering:

»Vi har intet grundlag for at antage, at en nation i et socialistisk samfund får karakter af en økonomisk-politisk enhed. Efter al sandsynlighed vil den kun have karakter af en kulturel og sproglig enhed, eftersom territorial opdeling af den socialistiske kulturkreds, dersom en sådan vil finde sted, kun kan foregå efter produktionens behov. Naturligvis skal spørgsmålet om denne opdeling ikke afgøres af de enkelte nationer hver for sig, som har deres egen fulde magt (sådan som det kræves ifølge ‘selvbestemmelsesretten’), men vil blive afgjort i fællesskab af alle berørte borgere.«

De polske kammerater synes så godt om dette sidste argument for medbestemmelse i stedet for selvbestemmelse, at de gentager det tre gange i deres teser! Men de hyppige gentagelser gør ikke dette oktobristiske og reaktionære argument socialdemokratisk. For alle reaktionære og bourgeois’er giver nationer, der med vold fastholdes inden for den respektive stats grænser, ret til »medbestemmelse over statens skæbne« i det fælles parlament. Også Wilhelm II gav belgierne ret. til »medbestemmelse« i det fælles tyske parlament over det tyske kejserdømmes skæbne.

Netop det, der er omstridt, – ene og alene det, der er sat til diskussion: retten til løsrivelse, – anstrenger vore opponenter sig på at gå udenom. Det ville have været morsomt, hvis det ikke var så sørgeligt!

I vor allerførste tese hedder det, at befrielsen af undertrykte nationer på det politiske område forudsætter en dobbelt omdannelse: 1) nationernes fulde ligestilling. Herom er der ingen diskussion, og det vedrører kun det, der foregår inden for staten; 2) frihed til politisk løsrivelse. [a] Dette vedrører fastsættelse af statsgrænser. Kun dette er omstridt. Og netop herom tier vore opponenter. De ønsker hverken at tænke på statsgrænser eller på staten overhovedet. Dette er en slags »imperialistisk økonomisme« à la den gamle »økonomisme« fra 1894-1902, [101] der ræsonnerede som så: kapitalismen har sejret, derfor er politiske spørgsmål til ingen nytte. Imperialismen har sejret, derfor er politiske spørgsmål til ingen nytte! En sådan apolitisk teori er i bund og grund fjendtlig mod marxismen.

I sin kritik af Gothaprogrammet skrev Marx: »Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur«. [102] Indtil nu har denne sandhed været indiskutabel for socialister, og i den ligger en anerkendelse af staten helt frem til den sejrrige socialismes voksen over i den fuldstændige kommunisme. Engels’ sentens om statens bortdøen er kendt. Vi har i den første tese med vilje understreget, at demokrati er en statsform, der også dør bort, når staten dør bort,. Og så længe vore opponenter ikke har udskiftet marxismen med et nyt, »astatsligt« synspunkt, er deres betragtninger én lang fejl.

I stedet for at tale om staten (og det betyder at fastlægge dens grænser!) taler de om en »socialistisk kulturkreds«, dvs. de vælger med vilje et udtryk, der i denne forbindelse er så ubestemt, at alle statslige spørgsmål udviskes! Herved fremkommer en morsom tautologi: uden stat – heller ingen spørgsmål om dens grænser. Så er der heller ikke brug for noget samlet demokratisk politisk program. Ej heller vil der være nogen republik, når staten »dør bort«.

Den tyske chauvinist Lensch har i sine artikler, som vi har konstateret i tese 5 (fodnoten), [b] bragt et interessant citat fra Engels’ skrift Po und Rhein. Engels siger her blandt andet, at gældende grænser for »store og levedygtige europæiske nationer«, der har opslugt en række mindre og ikke levedygtige nationer, i løbet af den historiske udvikling er blevet mere og mere bestemt af befolkningens »sprog og sympati«. Disse grænser betegner Engels som »naturlige«. Sådan var situationen i den progressive kapitalismes epoke i Europa omkring årene 1848-1871. Den reaktionære imperialistiske kapitalisme bryder nu stadig oftere disse demokratisk fastlagte grænser. Alt tyder på, at imperialismen vil videregive grænser, der er mindre demokratiske, og en række anneksioner i Europa og andre verdensdele til socialismen, der skal afløse den. Hvad nu? Skal den sejrrige socialisme, som over hele linien genindfører fuldt demokrati og fører det til ende, give afkald på demokratisk fastsættelse af statsgrænserne? Vil den ikke løbe an på befolkningens »sympatier«? Det er nok at stille disse spørgsmål for at se klart, hvordan vore polske kollegaer svinger fra marxisme til »imperialistisk økonomisme«.

De gamle »økonomister«, som gjorde marxismen til en karikatur, belærte arbejderne om, at for marxister er »kun« »det økonomiske« vigtigt. De nye »økonomister« mener kanske enten, at den sejrrige socialismes demokratiske stat vil eksistere uden grænser (som en slags »sansernes kompleks« uden materie), eller at grænserne kanske »udelukkende« bliver sat efter produktionens behov. I praksis vil disse grænser blive fastlagt demokratisk, dvs. i overensstemmelse med befolkningens vilje og »sympatier«. Kapitalismen fremtvinger disse sympatier med vold og føjer derved nye vanskeligheder til sagen om nationernes tilnærmelse. Socialismen, der organiserer produktionen uden klasseundertrykkelse og sikrer alle statens medlemmer velstand, giver herved frit spillerum for befolkningens »sympatier«, og netop i kraft af dette letter og fremskynder den nationernes tilnærmelse og sammensmeltning i gigantisk omfang.

For at læseren kan hvile sig en smule fra den tunge og klodsede »økonomisme«, vil vi anføre en betragtning af en socialistisk forfatter, der står uden for vor strid. Denne forfatter er Otto Bauer, der også har sin »grille«, »kulturel-national autonomi«, men som imidlertid ræsonnerer meget rigtigt om en lang række særdeles vigtige spørgsmål. I afsnit 29 i sin bog Det Nationale Spørgsmål og Socialdemokratiet har han i allerhøjeste grad korrekt konstateret, at imperialistisk politik tilsløres af national ideologi. I afsnit 30 »Socialisme og nationalitetsprincippet« siger han:

»Et socialistisk fællesskab vil aldrig blive i stand til at indlemme hele nationer med vold. Forestil Jer folkemasser, som besidder alle den nationale kulturs goder, som tager fuldstændig og aktiv del i lovgivning og administration og som sluttelig er forsynet med våben, – er det muligt at underlægge sådanne nationer en fremmed samfundsorganismes herredømme med vold? Al statsmagt hviler på våbenmagt. Den nuværende folkehær er takket være en kunstfærdig mekanisme et våben i hænderne på en bestemt person, familie, klasse, nøjagtig som ridderhæren og lejehæren var det i forgangne tider. Hæren i det socialistiske samfunds demokratiske fællesskab er derimod ikke andet end det bevæbnede folk, idet den består af højt kultiverede mennesker, der uden tvang arbejder på de samfundsmæssige værksteder og tager fuldstændig del i alle områder af statens liv. Under sådanne forhold forsvinder enhver mulighed for fremmed-nationalt herredømme.«

Se, det er sandt. Under kapitalismen kan national (og overhovedet politisk) undertrykkelse ikke afskaffes. Hertil er det nødvendigt at afskaffe klasserne, dvs. indføre socialisme. Men selv om socialisme er baseret på økonomi, reduceres den dog ingenlunde helt til økonomi. For at fjerne den nationale undertrykkelse er socialistisk produktion et nødvendigt fundament, men på dette fundament er det også nødvendigt med en demokratisk organisering af staten, en demokratisk hær osv. Når proletariatet har omdannet kapitalisme til socialisme, skaber det mulighed for en fuldstændig fjernelse af national undertrykkelse; denne mulighed gøres »kun« – »kun«! – til virkelighed ved fuldstændig gennemførelse af demokrati på alle områder, helt frem til fastsættelse af statsgrænserne i overensstemmelse med befolkningens »sympatier«, helt frem til fuld frihed til løsrivelse. På dette grundlag vil der på sin side ske en udvikling, hvorunder selv de mindste nationale gnidninger og den mindste nationale mistillid praktisk bliver helt fjernet, og nationernes tilnærmelse og sammensmeltning, der afsluttes med statens bortdøen, bliver fremskyndet,. Dette er marxismens teori, som vore polske kollegaer så fejlagtigt er gået bort fra.

2. Er demokrati »gennemførligt« under imperialismen?

Hele de polske socialdemokraters gamle polemik mod nationernes selvbestemmelse er bygget op på et argument om dens »uigennemførlighed« under kapitalismen. Allerede i 1903 morede vi Iskrafolk os over dette argument i programkommissionen på RSDAP’s 2. kongres og sagde, at det gentog »økonomisternes« karikatur på marxismen (i sørgelig erindring). I vore teser har vi særlig udførligt opholdt os ved denne fejl, og netop her, hvor det teoretiske grundlag for hele striden ligger, ville (eller kunne) de polske kammerater ikke besvare et eneste af vore argumenter.

Den økonomiske umulighed for selvbestemmelse skulle have været bevist ved økonomisk analyse, hvormed vi har bevist det uigennemførlige i et forbud mod maskiner eller i indførelse af arbejdspenge [103] osv. Der er bare ingen, der forsøger at. give en sådan analyse, og ingen vil hævde, at det »undtagelsesvist« i bare et eneste land er lykkedes at indføre »arbejdspenge«, som det undtagelsesvist lykkedes et lille land i den mest uhæmmede imperialistiske æra at gennemføre en uigennemførlig selvbestemmelse og det endda uden krig og revolution (Norge 1905).

Overhovedet er politisk demokrati kun en af de mulige former (omend det for den »rene« kapitalisme teoretisk også er den normale) for overbygning over kapitalismen. Som kendsgerningerne viser, udvikler såvel kapitalisme som imperialisme sig under alle mulige politiske former, idet de underlægger sig dem alle. Derfor er det i bund og grund teoretisk forkert at tale om det »uigennemførlige« i en af demokratiets former og i et af demokratiets krav.

Da de polske kollegaer har undladt at svare på disse argumenter, må vi anse diskussionen om dette punkt for afsluttet. For anskuelighedens skyld, så at sige, har vi fremsat en højst konkret påstand om, at det ville være »latterligt« at benægte »gennemførligheden« af at genopbygge Polen i dag afhængigt af strategiske og andre faktorer i denne krig. Der er ikke kommet noget svar!

De polske kammerater har simpelthen åbenlyst gentaget falske påstande (§ II, 1), når de siger: »I spørgsmål, der angår indlemmelse af fremmede områder, er formerne for politisk demokrati fjernet: det er den åbne vold, der gør udslaget ... Kapitalen vil aldrig overlade det til folket at afgøre spørgsmålet om dets statsgrænser ...«. Som om »kapitalen« kan »overlade det til folket«, at dens embedsmænd, der tjener imperialismen, bliver valgt af folket! Eller som om store afgørelser om vigtige demokratiske spørgsmål, for eksempel om republik i stedet for monarki eller om milits i stedet for stående hær, overhovedet er tænkeligt uden »åben vold«! Subjektivt ønsker de polske kammerater at, »uddybe« marxismen, men gør det uden noget held. Objektivt er deres fraser om uigennemførlighed opportunisme, for det forudsættes stiltiende, at den er »uigennemførlig« uden en række revolutioner, ligesom alt demokrati, alle dets krav overhovedet er uigennemførlige under imperialismen.

Kun en eneste gang, helt i slutningen af § II, 1, i betragtningerne om Elsass har de polske kollegaer forladt den »imperialistiske økonomismes« standpunkt og givet konkret svar på spørgsmålene om en af formerne for demokrati uden generel henvisning til det »økonomiske«. Og netop dette standpunkt har vist sig at være forkert. Det ville være »partikularistisk og udemokratisk« skriver de, hvis elsasserne alene og uden at spørge franskmændene »påtvang« dem Elsass’ tilslutning til Frankrig, om end en del af Elsass hældede til tyskerne og dette ville have truet med krig!!! Forvirringen er virkelig festlig: selvbestemmelse forudsætter frihed til at løsrive sig fra den undertrykkende stat (dette skulle være selvindlysende, og vi har understreget det specielt i vore teser); at tale om, at tilslutning til en given stat forudsætter dennes samtykke, er ikke »skik og brug« i politik, ligesom man i økonomi heller ikke taler om kapitalistens »samtykke« til at få profit eller arbejderens til at få arbejdsløn! Det er latterligt at tale herom.

Er man marxistisk politiker, må man, når det drejer sig om Elsass, anklage den tyske socialismes uslinge for, at de ikke kæmper for Elsass’ frihed til løsrivelse, og den franske socialismes uslinge for, at de forsoner sig med det franske bourgeoisi, der ønsker at indlemme hele Elsass med vold, – anklage dem og de andre for, at de tjener »deres« lands imperialisme, mens de frygter en uafhængig, selv lille stat; man må vise, på hvilken måde socialister, som anerkender selvbestemmelse, i løbet af nogle få uger ville have løst spørgsmålet uden at gå imod elsassernes vilje. Når man så i stedet for dette drøfter den frygtelige fare det ville være, hvis de franske elsassere »hægter« sig på Frankrig – det er simpelt hen en perle.

3. Hvad er anneksion!

Dette spørgsmål har vi klart og tydeligt rejst i vore teser (§ 7). [c] De polske kammerater har ikke besvaret det: de er gået uden om det ved kraftigt at erklære, 1) at de er imod anneksioner og 2) ved at forklare, hvorfor de er imod. Det er meget vigtige spørgsmål, ingen tvivl om det. Men det er andre spørgsmål. Hvis vi i nogen grad vil sikre os, at, vore principper er teoretisk gennemtænkt, at de er klart og tydeligt formuleret, kan vi ikke omgå spørgsmålet om, hvad anneksion er, da dette begreb figurerer i vor politiske propaganda og agitation. Omgåelse af dette spørgsmål i en kammeratlig diskussion kan da ikke tolkes anderledes end som opgivelse af standpunktet.

Hvorfor har vi rejst dette spørgsmål? Det forklarede vi, da vi rejste det. Fordi »protest mod anneksioner ikke er andet end anerkendelse af selvbestemmelsesretten«. I begrebet anneksion indgår sædvanligvis 1) begrebet vold (voldelig indlemmelse), 2) begrebet fremmednational undertrykkelse (indlemmelse af »fremmed« område osv.) og – undertiden – 3) begrebet krænkelse af status quo. Og det har vi påpeget i teserne, og vor påpegning har ikke mødt kritik.

Man kan spørge, om socialdemokrater overhovedet kan være imod vold? Naturligvis ikke. Vi er altså ikke imod anneksioner, fordi de er vold, men af en anden grund. Lige så lidt kan socialdemokrater være for status quo. Hvordan man end vrider og vender sig, kommer man ikke uden om den konklusion, at anneksion er krænkelse af nationernes selvbestemmelse, er fastlæggelse af statsgrænser imod befolkningens vilje.

At være imod anneksioner betyder at være for selvbestemmelsesretten. At være »imod voldelig fastholdelse af nogen som helst nation inden for en given stats grænser« (i vore tesers § 4 [d] har vi med vilje også brugt denne lidt ændrede formulering af samme tanke, og de polske kammerater har svaret os helt klart, når de i begyndelsen af deres § I, 4 erklærer, at de er »imod voldelig fastholdelse af undertrykte nationer inden for den annekterende stats grænser«) – det er det samme som at være for nationernes selvbestemmelse.

Vi vil ikke strides om ord. Hvis der er et parti som i sit program (eller i en resolution, der er bindende for alle, det kommer ikke an på formen) siger, at det er mod anneksioner, [e] mod voldelig fastholdelse af undertrykte nationer inden for dets stats grænser, så udtrykker vi fuld principiel enighed mod et sådant parti. Det ville være uklogt at klamre sig til ordet »selvbestemmelse«. Og hvis der findes folk i vort parti, der ønsker at ændre ordene, formuleringen af § 9 i vort partiprogram, i denne ånd, vil vi på ingen måde betragte divergensen med den slags kammerater som principiel!

Det er kun et spørgsmål om, at vore paroler er politisk klare og teoretisk gennemtænkte.

I mundtlige diskussioner om dette spørgsmål, som ingen benægter vigtigheden af især nu i forbindelse med krigen, er vi stødt på følgende argument (vi har ikke fundet det i pressen): protest imod et bestemt onde betyder ikke nødvendigvis anerkendelse af et positivt begreb, der udelukker dette onde. Argumentet er indlysende uholdbart, og det er vel også derfor, at det ikke er gengivet nogetsteds i pressen. Hvis et socialistisk parti erklærer, at det er »imod voldelig fastholdelse af undertrykte nationer inden for den annekterende stats grænser«, så forpligter dette parti sig dermed til at afstå fra voldelig fastholdelse, når det selv kommer til magten.

Vi betvivler ikke et øjeblik, at hvis Hindenburg i morgen sejrer halvvejs over Rusland, og hvis der som udtryk for denne halve sejr (i forbindelse med Englands og Frankrigs ønske om at svække tsarismen lidt) opstår en ny polsk stat, noget fuldt ud »gennemførligt« set fra kapitalismens og imperialismens økonomiske love, – og hvis så i overmorgen den socialistiske revolution sejrer i Petersborg, Berlin og Warszawa, da vil den polske socialistiske regering lige som den russiske og tyske afstå fra »voldelig fastholdelse«, lad os sige af ukrainerne, »inden for den polske stats grænser«. Hvis der kom medlemmer fra Gazeta Robotniczas redaktion [105] i denne regering, ville de utvivlsomt ofre deres »teser« og dermed tilbagevise den »teori«, at »selvbestemmelsesretten ikke kan bruges på det socialistiske samfund«. Hvis vi tænkte anderledes, havde vi ikke sat en kammeratlig diskussion med Polens socialdemokrater på dagsordenen, men en skånselsløs kamp imod dem som chauvinister.

Lad os antage, at jeg går ud på gaden i en eller anden europæisk by, hvor jeg »protesterer« åbent og derefter også i aviserne mod, at jeg ikke har fået lov til at købe et menneske som slave. Der er ingen tvivl om, at man med rette vil-le regne mig for slaveejer og tilhænger af slave-princippet eller -systemet – som man vil. At mine sympatier for slaveri kommer til udtryk i negativ protestform og ikke i positiv (»jeg er for slaveri«) vil ikke narre nogen. En politisk »protest« har fuldt ud samme styrke som et politisk program, det er så oplagt, at det faktisk er pinligt at måtte forklare det. I al fald er vi helt overbevist om, at vi i det mindste fra det zimmerwaldske venstre [106] – vi taler ikke om alle zimmerwalderne, for der er Martov og andre kautskyanere – ikke vil møde nogen »protest«, hvis vi siger, at III Internationale ikke har plads til folk, der kan skelne en politisk protest fra et politisk program eller sætte det ene op mod det andet osv.

Da vi ikke vil strides om ord, tillader vi os at udtrykke vort faste håb om, at de polske socialdemokrater anstrenger sig for snarest at give en officiel formulering såvel af deres forslag om at stryge § 9 i vort (og deres) partiprogram (resolutionen fra kongressen i London 1896) som af deres definition af tilsvarende politiske tanker om »gamle og nye anneksioner« og om »voldelig fastholdelse af undertrykte nationer inden for den annekterende stats grænser«. – Vi går over til næste spørgsmål.

4. For eller imod anneksioner!

De polske kammerater erklærer meget bestemt i første del af deres tesers § 3, at de er imod anneksioner under enhver form. Desværre støder vi i § 4 i samme del på påstande, der må betegnes som anneksionistiske. Paragraffen begynder med følgende ... mildt sagt ... mærkelige sætning:

»Udgangspunkt for socialdemokratiets kamp mod anneksioner, mod voldelig fastholdelse af undertrykte nationer inden for den annekterende stats grænser, er unddragelse fra ethvert forsvar af fædrelandet (forfatternes kursivering), som i imperialismens æra er forsvar af selve bourgeoisiets ret til at undertrykke og udplyndre fremmede folkeslag ...«

Hvad er det for noget? Hvordan det?

»Udgangspunkt for kampen mod anneksioner er unddragelse af ethvert forsvar af færdrelandet ...« Men »forsvar af fædrelandet« kan man kalde enhver national krig og enhver national opstand, og indtil nu har det været almindeligt at gøre det! Vi er imod anneksioner, men ... vi opfatter dette sådan, at, vi da er imod de annekteredes krig for befrielse fra dem, der har annekteret dem, at vi da er imod de annekteredes opstand for at frigøre sig fra dem, der har annekteret dem! Er dette måske ikke en anneksionistisk påstand?

Tesernes forfattere motiverer deres ... mærkelige påstand med, at »i imperialismens æra« er forsvaret af fædrelandet et forsvar af ens eget bourgeoisis ret til at undertrykke fremmede folk. Men dette er kun sandt, hvad angår den imperialistiske krig, dvs. krigen mellem imperialistiske magter eller grupper af magter, når begge krigsførende parter ikke alene undertrykker »fremmede folk«, men også fører krig for at afgøre, hvem der kan undertrykke fremmede folk mest!

Tilsyneladende stiller forfatterne spørgsmålet om »forsvar af fædrelandet« ikke helt sådan, som vort parti gør. Vi afviser »forsvar af fædrelandet« i en imperialistisk krig. Det er sagt mere end klart såvel i manifestet fra vort partis centralkomité som i Bern-resolutionerne, [f] trykt i brochuren Socialisme og Krig, der er udkommet på både tysk og fransk. Vi har tilmed understreget det to gange i vore teser (fodnoterne til § 4 og § 6). [g] Tilsyneladende afviser forfatterne til de polske teser forsvaret af fædrelandet overhovedet, dvs. også i en national krig, da de måske anser nationale krige »i imperialismens æra« for umulige. Vi siger »måske«, fordi de polske kammerater i deres teser ikke har fremlagt et sådant synspunkt.

Et sådant synspunkt er kommet klart til udtryk i teserne fra den tyske gruppe »Internationale« [107] og i Junius’ brochure, som vi vil behandle i en særlig artikel. [h] Lad os bemærke som tilføjelse til det, som der er sagt, at et annekteret områdes eller lands opstand mod de annekterende netop kan kaldes opstand og ikke krig (vi har hørt en sådan indvending og fremfører den derfor, selv om vi ikke anser denne terminologiske strid for alvorlig). I al fald er der næppe nogen, som vil vove at benægte, at det annekterede Belgien, Serbien, Galicien og Armenien ikke har fuld ret til at kalde deres »opstand« imod dem, der har annekteret dem, for »forsvar af fædrelandet«. Men de polske kammerater er altså imod en sådan opstand med den begrundelse, at der i disse annekterede lande også er et bourgeoisi, der også undertrykker fremmede folk eller rettere kan undertrykke, for det drejer sig kun om »dets ret til at undertrykke«. Til vurdering af en given krig eller en given opstand tages følgelig ikke dens virkelige sociale indhold (den undertrykte nations kamp for sin befrielse), men muligheden for, at det i dag undertrykte bourgeoisi kan komme til at virkeliggøre sin »ret til undertrykkelse«. Hvis Belgien f. eks. i 1917 bliver annekteret af Tyskland, men i 1918 gør opstand for at befri sig, vil de polske kammerater være imod opstand med den begrundelse, at det belgiske bourgeoisi har »ret til at undertrykke fremmede folk«!

Der findes ikke et gran af marxistisk eller revolutionær ånd overhovedet i dette ræsonnement. Hvis vi ikke vil forråde socialismen, skal vi stille enhver opstand imod vor hovedfjende, de store staters bourgeoisi, med mindre det er den reaktionære klasses opstand. Afviser vi at støtte de annekterede områders opstand, bliver vi – objektivt – anneksionister. Netop »i imperialismens æra«, som er den begyndende sociale revolutions æra, vil proletariatet, med særlig energi støtte de annekterede områders opstand i dag, for i morgen eller samtidigt at angribe »stor«-magtens bourgeoisi, der er blevet svækket ved en sådan opstand.

De polske kammerater går imidlertid endnu længere i deres anneksionisme. Ikke kun er de imod de annekterede områders opstand, de er imod enhver genoprettelse af deres uafhængighed, også selv om det sker på fredelig vis! Hør her:

»Socialdemokratiet, der afviser ethvert ansvar for følgerne af imperialismens undertrykkerpolitik og bekæmper dem på skarpeste måde, går på ingen måde ind for at rejse nye grænsepæle i Europa eller genrejse dem, som imperialismen har revet ned« (forfatternes kursivering).

I dag har »imperialismen revet grænsepæle ned« mellem Tyskland og Belgien, mellem Rusland og Galicien. Det internationale socialdemokrati skal altså nu være imod, at de genrejses, uanset hvordan. Da Norges autonome folkeforsamling i 1905, »i imperialismens æra«, proklamerede løsrivelse fra Sverige, og da det ikke lykkedes de svenske reaktionære at begynde den krig mellem Sverige og Norge, som de propaganderede for, skyldtes det såvel de svenske arbejderes modstand som hele den internationale imperialistiske situation – da skulle socialdemokratiet, have været imod Norges løsrivelse, fordi det med garanti ville betyde, at der »blev rejst nye grænsepæle i Europa«!!

Dette er allerede direkte, åben anneksionisme. At tilbagevise den er ikke nødvendigt, den tilbageviser sig selv. Ikke noget socialistisk parti vil vove at indtage dette standpunkt: «Vi er imod anneksioner overhovedet, men for Europas vedkommende sanktionerer vi anneksioner eller affinder os med dem, når de nu engang er foretaget...«

Det er kun nødvendigt at gøre ophold ved fejlens teoretiske kilder, der har ført vore polske kammerater til en så selvindlysende ... »umulighed«. Det uholdbare i at skille »Europa« ud, vil vi omtale nedenfor. Følgende to sætninger fra teserne forklarer de andre kilder til fejlen.

»... Der, hvor imperialismens hjul har knust en allerede dannet kapitalistisk stat, vil den kapitalistiske verdens politiske og økonomiske koncentration, som forbereder socialismen, ske ved en brutal form for imperialistisk undertrykkelse ...«

Denne retfærdiggørelse af anneksioner er struvenisme og ikke marxisme. Russiske socialdemokrater, der husker 1890’erne i Rusland, kender godt den manér med at forvrænge marxismen, som er fælles for d’herrer Struve, Cunow, Legin og deslige. Netop når det gælder de tyske struvenister, de såkaldte »socialimperialister«, læser vi i en anden af de polske kammeraters teser (II, 3):

... (Parolen om selvbestemmelse) »giver socialimperialisterne mulighed for at bevise denne paroles illusoriske karakter og således fremstille vor kamp mod national undertrykkelse som historisk ubegrundet sentimentalitet og dermed undergrave proletariatets tillid til, at det socialdemokratiske program er videnskabeligt underbygget ...«

Det betyder, at forfatterne anser de tyske struvenisters holdning for »videnskabelig«! Vi gratulerer.

Kun en »bagatel« spolerer dette forbavsende argument, som truer os med, at Lensch, Cunow, Parvus har ret over for os, at disse Lensch’er på deres måde er konsekvente folk, og i nr. 8-9 af det chauvinistiske tyske tidsskrift Die Glocke – vi har med vilje citeret netop disse numre i vore teser – beviser Lensch samtidig, at både parolen om selvbestemmelse er »videnskabelig uholdbar« (de polske socialdemokrater har vist anset dette argument fra Lensch for uigendriveligt, som det fremgår af de af os citerede betragtninger i deres teser ...), og at parolen mod anneksioner er »videnskabelig uholdbar«!!

For Lensch har udmærket forstået den enkle sandhed, vi påpegede over for de polske kollegaer, som ikke ønskede at besvare vor påvisning af, at der ingen forskel findes »hverken økonomisk eller politisk« og heller ikke logisk mellem »anerkendelse« af selvbestemmelse og »protest« mod anneksioner. Hvis de polske kammerater anser Lensch’ernes argumenter mod selvbestemmelse for uigendrivelige, må de dog anerkende det faktum, at Lensch’erne også retter alle disse argumenter imod kampen mod anneksioner.

Den teoretiske fejl, der ligger til grund for vore polske kollegaers samlede betragtninger, har bragt dem dertil, at de er endt som inkonsekvente anneksionister.

5. Hvorfor er socialdemokratiet imod anneksioner!

Fra vort synspunkt er svaret klart: fordi anneksion krænker nationernes selvbestemmelse eller, sagt på anden måde, er en af formerne for national undertrykkelse.

Fra de polske socialdemokraters synspunkt har man specielt været nødt til at klargøre, hvorfor vi er imod anneksioner, og disse forklaringer (I, 3 i teserne) bringer uundgåeligt forfatterne ud i en ny række modsigelser.

De anfører to argumenter for at »retfærdiggøre«, hvorfor vi (trods Lensch’ernes »videnskabeligt underbyggede« argumenter) er imod anneksioner. Det første:

»... Påstanden om, at anneksioner i Europa er nødvendige for at sikre en sejrrig imperialistisk stat militært, konfronteres af socialdemokratiet med den kendsgerning, at anneksioner kun forstærker antagonismerne og dermed øger krigsfaren ...«

Til Lensch’erne er dette et utilstrækkeligt svar, for deres hovedargument går ikke på anneksionernes militære nødvendighed, men deres økonomisk progressive væsen, som under imperialismen betyder koncentration. Men hvor er logikken henne, når de polske socialdemokrater på en og samme tid anerkender en sådan koncentration som progressiv, hvorfor de afviser at genrejse grænsepæle, som imperialismen har revet ned i Europa, og gør indvendinger mod anneksioner?

Videre. Hvilke krige forøger anneksioner faren for? Ikke imperialistiske, for de opstår af andre årsager; de vigtigste antagonismer i den nuværende imperialistiske krig er ubestrideligt dem, der findes mellem England og Tyskland og mellem Rusland og Tyskland. Her har der ingen anneksioner været. Det drejer sig om en forstærket fare for nationale krige og nationale opstande. Men hvordan i alverden kan man så på den ene side udtale, at nationale krige »i imperialismens æra« er umulige og på den anden side fremhæve »faren« for nationale krige? Det er ulogisk.

Andet argument.

»Anneksioner »skaber en afgrund mellem proletariatet i den herskende og i den undertrykte nation« ... »proletariatet i den undertrykte nation ville slutte sig sammen med sit bourgeoisi og opfatte den herskende nations proletariat som fjende. I stedet for proletariatets internationale klassekamp mod det internationale bourgeoisi ville der indtræde splittelse i proletariatet og idémæssigt forfald ...«

Vi er fuldstændig enige i disse udsagn. Men er det logisk, at man i et og samme spørgsmål på en og samme tid fremlægger argumenter, der gensidigt udelukker hinanden? I første dels § 3 i teserne læser vi de anførte argumenter, der opfatter anneksioner som splittelse af proletariatet, men lige efter i § 4 siges det, at man i Europa må være imod en ophævelse af allerede fuldbyrdede anneksioner, for »opdragelse af de undertrykte og undertrykkende nationers arbejdermasser til solidarisk kamp«. Hvis ophævelse af anneksionerne er reaktionær »sentimentalitet«, kan man umuligt argumentere med, at anneksioner skaber en »afgrund« mellem »proletariatet« og afstedkommer dets »splittelse«, da må man tværtimod opfatte anneksioner som betingelsen for en tilnærmelse mellem de forskellige nationers proletariat.

Vi siger, at for at blive stærke nok til at gennemføre en socialistisk revolution og styrte bourgeoisiet, må arbejderne slutte sig tættere sammen, og kampen for selvbestemmelse, dvs. imod anneksionen, tjener denne tætte sammenslutning. Vi forbliver konsekvente. De polske kammerater, som derimod anser europæiske anneksioner for »uophævelige« og nationale krige for »umulige«, rammer sig selv, når de går »imod« anneksioner netop med argumenter fra de nationale krige! Netop argumenter om, at anneksioner vanskeliggør en tilnærmelse mellem og sammensmeltning af arbejdere i forskellige nationer!

Med andre ord: for at vende sig mod anneksioner er de polske socialdemokrater nødt til at hente argumenter fra den teoretiske skuffe, som de selv principielt afviser.

Dette anskueliggøres endnu stærkere i kolonispørgsmålet.

6. Kan kolonierne stilles op mod »Europa« i dette spørgsmål!

I vore teser hedder det, at kravet om øjeblikkelig befrielse af kolonierne er lige så »uigennemførligt« (dvs. uigennemførligt uden en række revolutioner og ustabilt uden socialisme) under kapitalismen som nationernes selvbestemmelse, folkets valg af embedsmænd, en demokratisk republik osv. – og på den anden side, at kravet om befrielse af kolonierne ikke er andet end »anerkendelse af nationernes selvbestemmelse«.

De polske kammerater har ikke besvaret et eneste af disse argumenter. De har forsøgt at anstille en forskel mellem »Europa« og kolonierne. Kun når det gælder Europa, bliver de inkonsekvente anneksionister, som nægter at ophæve anneksioner, når disse allerede er fuldbyrdede. For kolonierne proklamerer de derimod et ubetinget. krav: »Ud af kolonierne«!

Russiske socialister skal kræve: »ud af Turkestan, af Khiva, af Bukhara osv.«, men de henfalder efter sigende til »utopisme«, »uvidenskabelig« »sentimentalitet« og lignende, hvis de kræver den samme frihed til løsrivelse for Polen, Finland, Ukraine osv. Engelske socialister skal kræve: »ud af Afrika, af Indien, af Australien«, men ikke af Irland. Med hvilken teoretisk begrundelse kan man forklare en forskel, der er så falsk, at den springer i øjnene? Man kommer ikke uden om dette spørgsmål.

Den vigtigste »basis« for selvbestemmelsens modstandere er »uigennemførligheden«. Henvisningen til »økonomisk og politisk koncentration« giver med en lille nuance udtryk for samme tanke.

Det er klart, at koncentrationen også foregår ved indlemmelse af kolonier. Den økonomiske forskel mellem kolonierne og de europæiske folk – i al fald hovedparten af sidstnævnte – bestod tidligere i, at kolonierne blev trukket ind i vareudvekslingen, men endnu ikke i den kapitalistiske produktion. Det har imperialismen ændret. Imperialismen er for øvrigt kapitaleksport. Den kapitalistiske produktion bliver i stadig større og hurtigere tempo omplantet til kolonierne. At rive dem ud af deres afhængighed af europæisk finanskapital er umuligt. Ud fra et militært såvel som et ekspansions- (udvidelses-)synspunkt er en kolonis løsrivelse som hovedregel kun gennemførlig med socialisme; under kapitalismen er det enten som undtagelse eller som prisen for en række revolutioner og opstande såvel i kolonien som i moderlandet.

I Europa er størstedelen af de afhængige nationer kapitalistisk mere udviklet end kolonierne (dog ikke alle: albanerne, mange fremmede folkeslag i Rusland). Men netop dette fremkalder større modstand mod national undertrykkelse og anneksioner! Netop i kraft af dette er kapitalismens udvikling bedre sikret i Europa under alle slags politiske forhold, heriblandt også under løsrivelse, end i kolonierne... »Der står kapitalismen endnu overfor at sikre en selvstændig udvikling af produktivkræfterne ...,« siger de polske kammerater om kolonierne (I, 4). I Europa er dette endnu mere mærkbart: kapitalismen i Polen, Finland, Ukraine og Elsass udvikler utvivlsomt produktivkræfterne både stærkere, hurtigere og selvstændigere end i Indien, Turkestan, Egypten og andre kolonier af reneste type. Hverken selvstændig eller overhovedet nogen udvikling i et vareproducerende samfund er mulig uden kapital. De afhængige nationer i Europa har både egen kapital og let adgang til at opnå den på mangfoldige måder. Kolonierne har ingen eller næsten ingen egen kapital og kan under finanskapitalens herredømme ikke skaffe den på anden måde end gennem politisk underkastelse. Hvad betyder så kravet om øjeblikkelig og ubetinget befrielse af kolonierne på baggrund af alt dette? Er det ikke klart, at dette krav er langt mere »utopisk« i den vulgære, karikatur-»marxistiske« betydning af ordet »utopi«, som d’herrer Struve, Lensch og Cunow bruger, efterfulgt desværre også af de polske kammerater? Ved »utopisme« forstår man nemlig her en afvigelse fra det småborgerlig-konventionelle, herunder fra alt revolutionært. Men revolutionære bevægelser af alle slags – heriblandt også nationale – har større muligheder, er mere gennemførlige, mere standhaftige, mere bevidste og vanskeligere at besejre under europæiske forhold end i kolonierne.

Socialismen »vil kunne give de uudviklede folk i kolonierne uselvisk kulturel hjælp uden at herske over dem,« siger de polske kammerater (I, 3). Helt rigtigt. Men hvad giver grund til at tro, at en stor nation, en stor stat, der går over til socialisme, ikke vil være i stand til at tiltrække en lille undertrykt nation i Europa i kraft af »uselvisk kulturel hjælp«? Netop friheden til løsrivelse, som de polske socialdemokrater vil »give« kolonierne, drager små, men kultiverede og politisk krævende undertrykte nationer i Europa ind i et forbund med store socialistiske stater, for en stor stat under socialismen vil være ensbetydende med: så og så mange timers kortere arbejdsdag og så og så meget højere løn pr. dag. De arbejdende masser, der befrier sig fra bourgeoisiets åg, vil med alle kræfter drages mod et forbund og en sammensmeltning med store og fremskredne socialistiske nationer for denne »kulturelle hjælps« skyld, hvis bare gårsdagens undertrykkere ikke støder den igennem lang tid undertrykte nations højtudviklede og demokratiske selvfølelse, hvis bare den opnår lighed i alt, herunder også i statslig opbygning, i erfaringer med at bygge sin »egen« stat. Under kapitalismen er disse »erfaringer« krige, isolation, indelukkethed og snæver egoisme hos de privilegerede små nationer (Holland, Svejts). Under socialismen vil de arbejdende masser intot-steds selv gå med til indelukkethed ud fra de rent økonomiske, ovenfor omtalte motiver, hvorimod mangfoldigheden af politiske former, friheden til at udtræde af staten, erfaringerne i at, bygge staten op – alt dette vil, så længe al slags stat endnu ikke er døet bort, være grundlaget, for et rigt kulturliv, en garanti for, at nationernes frivillige tilnærmelse og sammensmeltning skrider hurtigere fremad.

Når de polske kammerater skiller kolonierne ud og sætter dem op mod Europa, havner de i en modsigelse, som straks vælter hele deres fejlagtige argumentation.

7. Marxisme eller proudhonisme?

Undtagelsesvis afparerer de polske kammerater ikke indirekte, men direkte vor henvisning til Marx’ stilling til Irlands løsrivelse. Hvad går deres indvending på? Efter deres mening har henvisninger til Marx’ standpunkt i 1848-1871 »ikke den ringeste værdi«. Denne usædvanlig bøse og kategoriske erklæring motiveres med, at Marx »samtidig« gik imod uafhængighedsbestræbelserne hos »tjekkerne, sydslaverne osv.«. [108]

Motiveringen er netop speciel bøs, fordi den er speciel uholdbar. Ifølge de polske marxister var Marx simpelthen et forvirret hoved, der »samtidigt« sagde modstridende ting! Det er absolut ikke sandt og det er absolut ikke marxisme. Netop kravet om »konkret« analyse, som de polske kammerater stiller an med for ikke at anvende det, forpligter os til at undersøge, om ikke Marx’ forskellige holdning til forskellige konkrete »nationale« bevægelser udsprang af en og samme socialistiske verdensanskuelse.

Som bekendt var Marx for Polens uafhængighed ud fra det europæiske demokratis interesser i dets kamp mod tsarismens magt og indflydelse – man kan sige: mod tsarismens almagt og dominerende reaktionære indflydelse. Rigtigheden af dette synspunkt fik sin mest anskuelige og faktiske bekræftelse i 1849, da den livegne russiske hær knuste den nationale revolutionær-demokratiske befrielsesopstand i Ungarn. Og siden da, indtil Marx’ død, ja endda senere, indtil 1890, da der var fare for en reaktionær krig mellem tsarismen i forbund med Frankrig. og det ikke-imperialistiske, men nationalt uafhængige Tyskland, gik Engels først og fremmest og mest af alt ind for kampen mod tsarismen. Derfor og kun derfor var Marx og Engels mod tjekkernes og sydslavernes nationale bevægelse. Et enkelt opslag for at kontrollere, hvad Marx og Engels skrev i 1848-1849, vil bevise for enhver, der ikke kun interesserer sig for marxismen for at affeje den, at Marx og Engels åbent og fast stillede »hele reaktionære folk«, der tjente som »russiske forposter« i Europa op mod de »revolutionære folk« nemlig tyskerne, polakkerne og magyarerne. Dette er en kendsgerning. Og denne kendsgerning blev dengang ubestrideligt rigtigt påpeget: i 1848 sloges de revolutionære folk for friheden, hvis hovedfjende var tsarismen, mens tjekkerne og andre virkelig var reaktionære folk, forposter for tsarismen.

Hvad siger dette konkrete eksempel, som vi konkret må analysere, hvis vi vil forblive tro mod marxismen? Kun 1) at interessen for at befri nogle af de store og største nationer i Europa står over interessen for de små nationers befrielsesbevægelse; 2) at kravet om demokrati må tages i fælleseuropæisk – nu bør man sige: global – målestok og ikke isoleret.

Og intet andet. Ingen skygge af forkastelse af det elementære socialistiske princip, som polakkerne glemmer, og som Marx altid var tro imod, nemlig at et folk, der undertrykker andre folk, ikke kan være frit. [109] Hvis den konkrete situation, som Marx stod overfor i en periode, da tsarismen havde dominerende indflydelse på international politik, gentager sig, f. eks. i en sådan form, at nogle folkeslag begynder den socialistiske revolution (som den borgerlig-demokratiske revolution begyndte i 1848 i Europa), mens andre folk viser sig som hovedstøtte for den borgerlige reaktion – da må vi også være for revolutionær krig mod dem for at »knuse« dem, for at ødelægge alle deres forposter, uanset smånationale bevægelser der opstår her. Følgelig må vi på ingen måde forkaste eksemplerne på Marx’ taktik – det ville være ensbetydende med at bekende sig til marxismen i ord og bryde med den i handling – men efter konkret analyse af disse eksempler drage den uvurderlige lære for fremtiden. Enkelte krav om demokrati, heriblandt selvbestemmelse, er ikke noget absolut, men en lille del af den almendemokratiske (i dag: almensocialistiske) verdensbevægelse. Det er muligt, at den lille del i enkelte konkrete tilfælde vil stå i modsætning til helheden, så må man forkaste den. Det er muligt, at den republikanske bevægelse i et af landene kun er et redskab for andre landes klerikale eller finansmonarkistiske intriger – så må vi ikke støtte denne givne, konkrete bevægelse, men det ville være latterligt, på det grundlag at stryge parolen om republik fra det internationale socialdemokratis program.

Hvordan har den konkrete situation faktisk ændret sig fra 1848-1871 til 1898-1916 (jeg tager de vigtigste milepæle i imperialismen som periode – fra den spansk-amerikanske imperialistiske krig til den europæiske imperialistiske krig)? Tsarismen er vitterligt og ubestrideligt ophørt at være reaktionens vigtigste bolværk, for det første som følge af støtten fra den internationale finanskapital, især i Frankrig, for det andet på grund af 1905. Systemet af store nationalstater – Europas demokratier – bragte dengang verden demokrati og socialisme til trods for tsarismen. [i] Marx og Engels oplevede ikke imperialismen. I dag har der dannet sig et system bestående af en håndfuld (5-6 medlemmer) – imperialistiske »stor«-magter, som hver især undertrykker fremmede nationer, en undertrykkelse, der for øvrigt er en af kilderne til den kunstige udsættelse af kapitalismens fald, til den kunstige understøttelse af opportunisme og socialchauvinisme i de imperialistiske nationer, der behersker verden. Dengang var det vesteuropæiske demokrati, som befriede de største nationer, imod tsarismen, der brugte enkelte små nationale bevægelser til reaktionære formål. Nu findes en alliance mellem den tsaristiske imperialisme og den fremskredne kapitalistiske, europæiske imperialisme, som på grundlag af udstrakt undertrykkelse af en række nationer, står op mod det socialistiske proletariat, der er splittet i chauvinister og »socialimperialister« på den ene side og revolutionære på den anden.

Det er netop denne konkrete ændring af situationen, som de polske socialdemokrater ignorerer, trods deres løfte om at være konkrete! Heraf følger den konkrete ændring i anvendelsen af de samme socialistiske principper: dengang handlede det i første række om at være »mod tsarismen« (og mod visse smånationale bevægelser, som blev brugt af den i antidemokratisk retning) og for de store nationale revolutionære folk i Vesten. Nu handler det om at være mod enhedsfronten af sideordnede imperialistiske magter, imperialistisk bourgeoisi og socialimperialister, for udnyttelsen af alle nationale bevægelser mod imperialismen i den socialistiske revolutions interesse. Jo renere proletariatets kamp nu bliver mod den fællesimperialistiske front, jo mere aktuelt bliver vel det internationalistiske princip: »Et folk, der underkrykker andre folk, kan ikke være frit«.

Det var ud fra en doktrinær forestilling om den sociale revolution, at proudhonisterne ignorerede Polens internationale rolle og affejede de nationale bevægelser. Lige så doktrinært, optræder de polske kammerater, der bryder den internationale kampfront mod socialimperialisterne og (objektivt) hjælper sidstnævnte ved at vakle i spørgsmålet om anneksioner. For det er netop den proletariske kamps internationale front, der har ændret sig i forhold til de små nationers konkrete stilling: dengang (1848-1871) havde de små nationer betydning som mulig forbundsfælle enten for det »vestlige demokrati« og de revolutionære folk eller for tsarismen; nu (1898-1914) har de små nationer mistet denne betydning; deres betydning er nu at være en af næringskilderne til »stormagtsnationernes« parasitisme og dermed socialimperialisme. Det er ikke afgørende, om 1/50 eller 1/100 af de små nationer bliver befriet før den socialistiske revolution, men det er afgørende, at proletariatet i imperialismens epoke i kraft af objektive årsager er blevet delt i to internationale lejre, hvoraf en er korrumperet af de smuler, som falder fra stormagtsbourgeoisiets bord – blandt andet også som følge af dobbelt eller tredobbelt udbytning af små nationer – mens den anden ikke kan befri sig selv uden at befri de små nationer, uden at opdrage masserne i antichauvinistisk, dvs. antianneksionistisk, dvs. »selvbestemmelsens« ånd.

Denne, den allervigtigste side af sagen ignorerer de polske kammerater, der ikke anskuer tingene ud fra det centrale standpunkt i imperialismens epoke, ikke ud fra det standpunkt, at der findes to lejre i det internationale proletariat.

Og endnu nogle anskuelige eksempler på deres proudhonisme: 1) deres holdning til den irske opstand i 1916, som vi kommer tilbage til nedenfor; 2) erklæringen i teserne (II, 3, i slutningen af § 3) om, at parolen om den socialistiske revolution »ikke må tilsløres af noget«. Dette er netop en fundamentalt antimarxistisk idé, som om parolen om den socialistiske revolution kan »tilsløres«, når den forbindes med en konsekvent revolutionær holdning til ethvert, heriblandt det nationale spørgsmål.

De polske socialdemokrater finder vort program »nationalreformistisk«. Sammenlign to praktiske forslag: 1) for autonomi (polske teser III, 4) og 2) for frihed til løsrivelse. Her og kun her adskiller vore programmer sig fra hinanden! Og er det ikke klart, at netop det første er reformistisk til forskel fra det andet? Reformistisk forandring er noget, som ikke undergraver grundlaget for den herskende klasses magt, men blot er en indrømmelse fra denne klasse, hvorunder dens herredømme opretholdes. Revolutionær forandring undergraver magtgrundlaget. Reformistisk forandring i et nationalt program ophæver ikke samtlige privilegier for den herskende nation, skaber ikke fuld ligestilling, fjerner ikke enhver national undertrykkelse. Den »autonome« nation er ikke ligestillet med den »herskende« nation; de polske kammerater kunne ikke undgå at bemærke til dette, hvis de ikke så hårdnakket (ligesom vore gamle »økonomister« [111]) havde undladt at analysere de politiske begreber og kategorier. Det autonome Norge havde som en del af Sverige indtil 1905 den mest udstrakte autonomi, men ligestillet med Sverige var det ikke. Kun dets frie løsrivelse har i praksis vist og bevist dets ligestilling (og – lad os tilføje i parrantes – netop denne frie løsrivelse har skabt grundlaget for en mere tæt, en mere demokratisk tilnærmelse, der bygger på lighed i rettigheder). Så længe Norge kun var autonomt, havde det svenske aristokrati et ekstra privilegium, og dette privilegium blev ikke »svækket« ved løsrivelsen (reformismens væsen består i at svække et onde og ikke at tilintetgøre det), men fuldstændig ophævet (– det grundlæggende kendetegn ved det revolutionære i programmet).

Mens vi er inde på det: autonomi som reform er principielt forskellig fra frihed til løsrivelse som revolutionær foranstaltning. Ingen tvivl om det. Men en reform – som alle ved – er i praksis ofte kun et skridt til revolution. Netop autonomi gør det muligt for en nation, der med vold fastholdes inden for en given stats grænser, at konstituere sig endeligt som nation, at samle, opleve og organisere sine kræfter og vælge det mest belejlige øjeblik til at erklære ... i »norsk« ånd: vi, det autonome parlament for den og den nation eller det og det område, erklærer, at kejseren af Rusland er ophørt at være konge af Polen osv. Hertil plejer man at »indvende«: den slags spørgsmål løses med krige, ikke med deklamationer. Sandt nok: i langt de fleste tilfælde sker det ved krig (ligesom spørgsmål om store staters styreformer i langt de fleste tilfælde kun løses ved krige og revolutioner). Men det skader dog ikke at overveje om en sådan »indvending« mod et revolutionært partis politiske program er logisk. Er vi måske mod krige og revolutioner, der er retfærdige og nyttige for proletariatet, for demokrati og socialisme?

»Men vi kan da ikke være for krig mellem de største folk, for nedslagtning af 20 millioner mennesker på grund af en problematisk befrielse af en lille nation, der måske har en befolkning på 10-20 millioner«! Selvfølgelig kan vi ikke det. Men ikke fordi vi så vil stryge den fuldstændige nationale ligestilling af vort program, men fordi et lands demokratiske interesser må underordnes demokratiets interesser i flere og alle lande. Vi kan forestille os, at der mellem to store monarkier ligger et lille monarki, hvis konge er »knyttet« til monarkerne i begge nabolande ved slægtskabs- og andre bånd. Videre forestiller vi os, at proklameringen af det lille land som republik og fordrivelsen af dets monark i praksis ville betyde krig mellem de to store nabolande for at genindsætte den ene eller anden monark i det lille land. Der er ingen tvivl om, at hele det internationale socialdemokrati såvel som den virkelig internationalistiske del af socialdemokratiet i det lille land ville være imod at erstatte monarkiet med en republik i dette tilfælde. Monarkiets erstatning med en republik er ikke noget absolut, men et af de demokratiske krav, der er underlagt demokratiets interesser (og naturligvis i endnu højere grad det socialistiske proletariats) som helhed. Dette tilfælde ville formentlig ikke fremkalde skygge af uenighed mellem socialdemokrater i nogen lande. Men hvis en eller anden socialdemokrat med denne begrundelse foreslog helt at stryge parolen om republik af det internationale socialdemokratis program, ville man nok anse ham for vanvittig. Man ville sige til ham: aldrig må man glemme den elementære logiske forskel mellem det særegne og det almene.

Dette eksempel fører os fra en lidt anden side til spørgsmålet om arbejderklassens internationalistiske opdragelse. Kan denne opdragelse – hvis nødvendighed og yderst påtrængende vigtighed venstrezimmerwalderne umuligt kan være uenige om – være konkret ens i store og undertrykkende nationer og i små undertrykte nationer? I annekterende og i annekterede nationer?

Nok ikke. Vejen til det fælles mål – til fuld ligeberettigelse, tæt tilnærmelse og videre sammensmeltning af alle nationer – følger åbenbart her forskellige konkrete veje – ligesom, lad os sige, vejen til et punkt, der befinder sig i midten af en given side, fører til venstre fra en kant og til højre fra modsatte kant. Hvis en socialdemo-krat fra en stor annekterende undertrykkernation bekender sig til nationernes sammensmeltning i almindelighed, men bare et minut glemmer, at »hans« Nikolaj II, »hans« Wilhelm, George, Poincaré osv. også er for en sammensmeltning med små nationer (gennem anneksioner) – Nikolaj II er for »sammensmeltning« med Galicien, Wilhelm II er for »sammensmeltning« med Belgien osv. – den socialdemokrat ville være latterligt doktrinær i teorien, en håndlanger for imperialismen i praksis.

Tyngdepunktet, i den internationalistiske opdragelse af arbejderne i undertrykkerlandene må ubetinget ligge deri, at de propaganderer for og fastholder frihed til løsrivelse for de undertrykte lande. Uden dette findes ingen internationalisme. Enhver socialdemokrat i undertrykkernationen, som ikke driver en sådan propaganda, har vi ret og pligt til at behandle som imperialist og som usling. Dette er et ubetinget krav, selv om chancen for løsrivelse før socialismen måske blot vil være mulig og »gennemførlig« i et af tusind tilfælde.

Det er vor pligt at opdrage arbejderne til »ligegyldighed« over for nationale forskelle. Det er ubestrideligt. Men ikke til anneksionistisk ligegyldighed. Et medlem af en undertrykkernation må være »ligegyldig« over for spørgsmålet om, hvorvidt små nationer hører til hans stat eller til en nabostat eller til sig selv, alt efter deres sympatier, uden denne »ligegyldighed« er han ikke socialdemokrat. For at være internationalistisk socialdemokrat må man ikke kun tænke på sin egen nation, men sætte alle nationers interesser, deres almene frihed og ligestilling højere end sin egen nation. I »teorien« er alle enige i dette, men i praksis udviser man en netop anneksionistisk ligegyldighed. Her ligger ondets rod.

Omvendt må en socialdemokrat i en lille nation lægge tyngdepunktet for sin agitation på det andet ord i vor almene formulering: nationernes »frivillige sammenslutning«. Uden at svigte sine forpligtelser som internationalist kan han både være for sin nations politiske uafhængighed og for dens indlemmelse i nabostaten X, Y, Z osv. Men i alle tilfælde må han kæmpe mod smånational snæverhed, indelukkethed og isolation, for hensyntagen til helheden og det almene, for indordning af det enkelte under det almene.

Folk, der ikke har tænkt grundigt over spørgsmålet, finder det »modsigelsesfyldt«, når socialdemokraterne fra undertrykkernationer står fast på »frihed til løsrivelse«, og socialdemokraterne fra undertrykte nationer på »frihed til sammenslutning«. Men lidt eftertanke viser, at der ikke er og ikke kan være nogen anden vej fra den nuværende situation til internationalismen og nationernes sammensmeltning, der er ingen anden vej til dette mål.

Og her er vi nået frem til den specielle situation i de hollandske og polske socialdemokratier.

8. Det særegne og det almene i de hollandske og polske internationalistiske socialdemokraters stilling

Der er ikke den ringeste tvivl om, at de hollandske og polske marxister, der går imod selvbestemmelse, hører til de bedste revolutionære og internationalistiske elementer i det internationale socialdemokrati. Hvordan kan det da være muligt, at deres teoretiske overvejelser, som vi har set, udgør et net af lutter fejl? Uden en eneste rigtig generel overvejelse, uden noget andet end »imperialistisk økonomisme«!

Det kan under ingen omstændigheder forklares ved specielt dårlige, subjektive egenskaber hos de hollandske og polske kammerater, men ved specielle objektive forhold i deres lande. Begge lande 1) er små og hjælpeløse i det nuværende »system« af stormagter; 2) begge er geografisk placeret mellem de stærkest rivaliserende imperialistiske røvere (England og Tyskland; Tyskland og Rusland); 3) i begge findes stærke erindringer og traditioner fra de tider, da de begge selv var »stormagter«: Holland var stærkere end England, det var en kolonistormagt, Polen var i kulturel henseende en mere udviklet og stærkere stormagt end Rusland og Preussen; 4) begge har indtil i dag bevaret privilegier, der består i at undertrykke fremmede folk: den hollandske bourgeois hersker over det fantastisk rige Hollandsk Indien, den polske godsejer undertrykker den ukrainske og hviderussiske bonde, den polske bourgeois undertrykker jøderne, osv.

En sådan egenart, der er en kombination af disse fire specielle forhold, finder vi ikke i situationen i Irland, Portugal (som en tid var spansk anneksion), Elsass, Norge, Finland, Ukraine, de lettiske, hviderussiske og mange andre områder. Og det er netop denne egenart, der er hele sagens kerne! Når de hollandske og polske socialdemokrater gør indvendinger mod selvbestemmelse ved hjælp af generelle argumenter, dvs. argumenter der vedrører imperialismen generelt, socialismen generelt, demokratiet generelt, den nationale undertrykkelse generelt, kan man i sandhed sige, at den ene fejl tager den anden, den ene fejl jager den anden. Men aldrig har man fjernet denne oplagt fejlagtige skal fra de generelle argumenter og set på sagens kerne ud fra egenarten af Hollands og Polens specielle forhold, før deres egenartede standpunkt bliver forståeligt og ganske logisk. Uden at være bange for at havne i et paradoks, kan man sige, at når de hollandske og polske marxister med fråde om munden gør oprør mod selvbestemmelse, så siger de slet ikke det, de ønsker at sige, eller med andre ord de ønsker slet ikke at sige det, de siger. [j]

Vi har allerede fremført ét eksempel i vore teser. [k] Gorter er imod selvbestemmelse for sit land, men for selvbestemmelse for Hollandsk Indien, som er undertrykt af »hans« nation! Undrer det så, når vi i ham ser en mere oprigtig internationalist og nærmere meningsfælle til os end i folk, der anerkender selvbestemmelse så verbalt, så hyklerisk som Kautsky hos tyskerne og Trotskij og Martov hos os? De almene og grundlæggende principper i marxismen gør det til en ubetinget pligt at kæmpe for frihed til løsrivelse for de nationer, der er undertrykt af »ens egen« nation, men heraf følger ikke nødvendigvis, at hovedsagen er uafhængighed for det Holland, som mest af alt lider af snæver, forbenet, egennyttig og afstumpet indelukkethed: Lad bare hele verden stå i flammer, vort hus er langt fra alfarvej, »vi« er tilfredse med vort gamle bytte og dets fantastisk rige »lille rest«, Indien, alt andet rager »os« ikke!

Et andet eksempel. Den polske socialdemokrat Karl Radek, som har indlagt sig særlig stor fortjeneste ved sin beslutsomme kamp for internationalisme i det tyske socialdemokrati efter krigens begyndelse, går i artiklen Nationernes Selvbestemmelsesret (i det venstreradikale månedstidsskrift Lichtstrahlen [112] nr. 3, 5. december 1915 – tidsskriftet redigeres af J. Borchardt og er forbudt af den preussiske censur) voldsomt imod selvbestemmelse, hvorunder han for øvrigt kun citerer hollandske og polske autoriteter til sin fordel og blandt andre fremfører dette argument: selvbestemmelse giver næring til den tanke, at det »skulle være socialdemokratiets pligt at støtte enhver uafhængighedskamp«.

Ud fra almen teori er dette argument direkte oprørende, fordi det helt klart er ulogisk: for det første hverken kan eller vil der findes noget enkelt krav om demokrati, som ikke kan føre til misbrug, medmindre det enkelte underlægges helheden; vi er ikke forpligtet til at støtte hverken »enhver« uafhængighedskamp eller »enhver« republikansk eller antiklerikalsk bevægelse. For det andet hverken kan eller vil der findes en eneste formulering af kampen mod den nationale undertrykkelse, der ikke ville lide af samme »mangel«. I Berner Tagwacht [113] (nr. 253, 1915) brugte Radek selv formuleringen: »mod gamle og nye anneksioner«. Enhver polsk nationalist vil med rette »udlede« af denne formulering: »Polen er en anneksion, jeg er imod anneksion, dvs. jeg er for Polens uafhængighed«. Eller Rosa Luxemburg, der, så vidt jeg husker, i en artikel i 1908 [114] udtalte, at formuleringen »mod national undertrykkelse« er tilstrækkelig. Men enhver polsk nationalist vil sige – og det med fuld ret – at anneksion er en af formerne for national undertrykkelse, og følgelig, osv.

Lad os dog i stedet for disse generelle argumenter hellere tage Polens særlige forhold: i dag er dets uafhængighed »uigennemførlig« uden krige eller revolutioner. Men at gå ind for en fælleseuropæisk krig udelukkende for at genoprette Polen som stat – det er ensbetydende med at være nationalist af værste slags, at sætte et lille antal polakkers interesser højere end hundredmillioner menneskers interesser, som lider under krigen. Men netop sådan er f. eks. »frakkerne« (højrefløjen i Polens Socialdemokratiske Parti), der kun er socialister i ord, og over for hvem de polske socialdemokrater har tusind gange mere ret. At fremsætte parolen om Polens uafhængighed i dag med det eksisterende styrkeforhold mellem dets imperialistiske nabomagter, betyder virkeligt at jage efter utopier, at havne i snæver nationalisme, at glemme forudsætningen for en fælleseuropæisk eller i det mindste en russisk og tysk revolution. På samme måde var parolen om koalitionsfrihed som selvstændig parole i Rusland i 1908-1914 ensbetydende med at jage efter utopier, objektivt til fordel for Stolypins arbejderparti [115] (nu Potresov-Gvosdjevpartiet, som for øvrigt er helt det samme). Men det ville være vanvittigt helt at fjerne kravet om koalitionsfrihed fra socialdemokratiets program!

Tredje – og vel det vigtigste eksempel. I de polske teser (III, § 2 i slutningen) læser vi som argument mod ideen om en uafhængig polsk stødpudestat, at dette er »tom utopi fra små og kraftesløse gruppers side. Realiseret ville denne idé betyde, at der oprettedes et lille stykke polsk stat, der ville blive militærkoloni for den ene eller den anden gruppe stormagter, et legetøj i deres militære og økonomiske interesse, et område, hvor fremmed kapital ville drive udbytning, en slagmark for fremtidige krige«. Alt dette er ganske rigtigt mod parolen om Polens uafhængighed i dag, for selv en revolution i Polen alene ville ikke ændre noget her, hvorimod de polske massers opmærksomhed ville blive afledt fra det vigtigste, nemlig fra forbindelsen mellem deres og det russiske og det tyske proletariats kamp. Det er intet paradoks, men et faktum, at det polske proletariat som sådant i dag kun kan hjælpe socialismens og frihedens sag, heriblandt Polens frihed, gennem fælles kamp med nabolandenes proletarer mod de snæversynede polske nationalister. Det er umuligt at benægte de polske socialdemokraters store historiske fortjeneste i kampen mod disse sidstnævnte.

Men de samme argumenter, som er rigtige ud fra Polens specielle forhold i den nuværende epoke, er oplagt forkerte i den generelle form, som er givet dem. Så længe der findes krig, vil Polen altid forblive en slagmark i krige mellem Tyskland og Rusland; det er ikke noget argument mod større politisk frihed (og følgelig politisk uafhængighed) i mellemkrigstider. Det samme gælder også betragtningen om at blive udnyttet af fremmed kapital og om rollen som fremmede interessers legetøj. De polske socialdemo-krater kan ikke i dag fremsætte parolen om Polens uafhængighed, for som proletariske internationalister kan polakkerne intet gøre herfor uden at havne i nedværdigende lakajtjeneste hos det ene af de imperialistiske monarkier, i lighed med »frakkerne«. Men for de russiske og tyske arbejdere er det ikke ligegyldigt, om de bliver deltagere i anneksionen af Polen (det indebærer, at de tyske og de russiske arbejdere og bønder skal opdrages i en ånd af den mest infame grovhed, at de skal affinde sig med rollen som fremmede folks bøddel) eller om Polen bliver uafhængigt.

Situationen er ubetinget meget forvirret, men der findes en vej ud af den, hvorunder alle forbliver internationalister; idet russiske og tyske socialdemokrater kræver ubetinget »frihed til løsrivelse« for Polen, og polske socialdemokrater kæmper for den proletariske kamps enhed i små og store lande uden at fremsætte parolen om Polens uafhængighed for den nuværende epoke eller for den nuværende periode.

9. Engels’ brev til Kautsky

I sin brochure Socialisme og Kolonipolitik (Berlin, 1907) offentliggjorde Kautsky, der dengang endnu var marxist, Engels’ brev til ham af 12. december 1882. Brevet er af vældig interesse for det spørgsmål, der optager os. Her er den vigtigste del af brevet:

»... Efter min opfattelse vil de egentlige kolonier, dvs. de lande, der har fået europæisk befolkning, Canada, Kap, Australien, alle blive selvstændige; derimod vil de lande, der blot beherskes, og som bebos af indfødte, Indien, Algier, de hollandske, portugisiske og spanske besiddelser, foreløbig blive overtaget af proletariatet og må så hurtigt som muligt føres frem til selvstændighed. Hvorledes denne proces vil udvikle sig, er vanskeligt at sige. Indien gør måske revolution, hvad der endog er meget sandsynligt, og da proletariatet under sin frigørelse ikke kan føre kolonikrige, vil man blive nødt til at lade det få sin vilje, og det vil selvfølgelig ikke ske uden adskillig ødelæggelse, men den slags er nu engang uadskilleligt fra alle revolutioner. Det samme kunne også ske andetsteds, f. eks. i Algier og Egypten, og ville sikkert være det bedste for os. Vi vil få nok at gøre hjemme. Hvis Europa og Nordamerika først er reorganiserede, så giver det en så kolossal magt og et sådant eksempel, at de halvciviliserede lande helt af sig selv kommer på slæbetov; det skal alene det økonomiske behov nok sørge for. Men hvilke sociale og økonomiske faser disse lande så skal gennemgå, indtil de ligeledes kommer til en socialistisk organisation, derom kan vi efter min mening nu kun opstille temmelig ørkesløse hypoteser. Der er kun én ting, der er sikker: det sejrrige proletariat kan ikke påtvinge noget fremmed folk nogen slags lyksaliggørelse uden derved at undergrave sin egen sejr. [l] Hermed er naturligvis ikke på nogen måde sagt, at forsvarskrige af forskellig art er udelukkede ...«

Engels mener overhovedet ikke, at »det økonomiske« af sig selv og direkte vil ordne alle vanskeligheder. En økonomisk omvæltning vil få alle folk til at drages mod socialisme, men herunder er både revolutioner – mod den socialistiske stat – og krige mulige. Tilpasning af politikken til økonomien vil ske uundgåeligt, men ikke straks og ligetil, ikke enkelt, ikke umiddelbart. Som »sikkert« nævner Engels kun ét ubestridelig internationalistisk princip, som han anvender på alle »fremmede folk«, dvs. ikke kun kolonifolk: at påtvinge dem lyksaliggørelse ville være det samme som at undergrave proletariatets sejr.

Proletariatet gøres ikke helligt og forsikret mod fejl og svagheder, bare fordi det gennemfører en social revolution. Men mulige fejl (og egennyttige interesser – forsøg på at sætte sig på fremmede skuldre) – vil uundgåeligt bringe det til at forstå denne sandhed.

Alle vi venstrezimmerwaldere er overbevist om dét, som for eksempel også Kautsky var overbevist om indtil hans drejning i 1914 fra marxisme til forsvar af chauvinismen, nemlig at en socialistisk revolution er fuldt ud mulig i allernærmeste fremtid, »fra i dag til i morgen« som den selvsamme Kautsky udtrykte sig engang. Nationale antipatier forsvinder ikke så hurtigt; hadet – det helt igennem forståelige had – hos en undertrykt nation mod undertrykkernationen vil bestå en tid lang, det forsvinder først efter socialismens sejr og efter den endelige oprettelse af fuldstændig demokratiske relationer mellem nat ionerne. Hvis vi vil være tro mod socialismen, skal vi allerede nu opdrage masserne til internationalisme; dette er umuligt i undertrykkernationerne uden også at propagandere for de undertrykte nationers frihed til løsrivelse.

10. Den irske opstand i 1916

Vore teser blev skrevet før denne opstand, som må blive materiale til efterprøvning af de teoretiske synspunkter.

Modstanderne af selvbestemmelse har synspunkter, som fører til den slutning, at de små nationer, der undertrykkes af imperialismen, allerede er udtømt for livskraft, at de ikke kan spille nogen som helst rolle mod imperialismen, at støtte til deres rent nationale bestræbelser ikke vil føre til noget osv. Erfaringen fra den imperialistiske krig 1914-1916 tilbageviser i realiteten den slags konklusioner.

Krigen har været en krisens epoke for de vesteuropæiske nationer, for hele imperialismen. Enhver krise forkaster det konventionelle, sprænger de ydre rammer, bortfejer det udlevede, afdækker de dybere drivfjedre og kræfter. Hvad er det da, denne krise har afdækket, når det gælder undertrykte nationers kamp? I kolonierne er det en række oprørsforsøg, som undertrykkernationerne ved hjælp af militærcensuren naturligvis har prøvet at skjule. Alligevel er det kendt, at englænderne på barbarisk vis har slået et mytteri ned i Singapore blandt sine indiske tropper; at der har været forsøg på opstand i fransk Annam (se Nasje Slovo [116]) og i tysk Cameroun (se Junius’ brochure); i Europa er det på den ene side Irlands opstand, som de »frihedselskende« englændere slog ned med dødsstraffe uden at have vovet at indkalde irerne til almindelig militærtjeneste; og på den anden side har den østrigske regering dødsdømt medlemmer af den tjekkiske rigsdag for »forræderi« og skudt hele tjekkiske regimenter for samme »forbrydelse«.

Naturligvis er denne opremsning langtfra fuldstændig. Og alligevel viser den, at flammerne fra de nationale opstande i forbindelse med imperialismens krise er blusset op såvel i kolonierne som i Europa, at nationale sympatier og antipatier har givet sig til kende trods drastiske trusler og repressalier. Og imperialismens krise var endda langt fra sin udviklings højdepunkt: det imperialistiske bourgeoisis magt var endnu ikke blevet undergravet (»udmattelseskrigen« kan måske føre dertil, men har endnu ikke gjort det); de proletariske bevægelser inden for de imperialistiske magter var endnu meget svage. Hvad vil der ske, når krigen har ført til fuldstændig udmattelse, eller når blot bourgeoisiets herredømme i en stormagt begynder at vakle under den proletariske kamps fremstød, ligesom tsarismens magt, gjorde det i 1905?

I avisen Berner Tagwacht, som er organ for Zimmerwaldgruppen, indbefattet nogle af venstrefolkene, bragtes den 9. maj 1916 en artikel med initialerne K. R. om den irske opstand under overskriften »Sangen er slut«. Her blev den irske opstand erklæret for et »kup«, hverken mere eller mindre, fordi, som man sagde, »det irske spørgsmål var et agrarspørgsmål«, bønderne var blevet beroliget med reformer, den nationalistiske bevægelse var i dag en »ren by- og småborgerlig bevægelse, som socialt ikke stak særlig dybt, til trods for den megen larm, den havde forårsaget«.

Det er ikke overraskende, at denne uhyrlige, doktrinære og pedantiske vurdering falder sammen med den russiske nationalliberale kadet, hr. A. Kulisjers vurdering (Retj nr. 102, 15. april 1916), som også kaldte opstanden for »Dublinkuppet«.

Man må vel håbe – efter ordsproget »intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget« – at mange kammerater, der ikke har forstået, hvilken sump de styrter i ved at fornægte »selvbestemmelsen« og behandle små nationers nationale bevægelser med ringeagt, nu vil få øjnene op under indflydelse af dette »tilfældige« sammenfald i vurderingen hos en repræsentant for det imperialistiske bourgeoisi og en socialdemokrat!!

Man kan kun snakke om »kup« i ordets videnskabelige betydning, når et forsøg på opstand ikke afslører andet end en klynge sammensvorne eller tåbelige fanatikere og ikke fremkalder nogen sympati blandt masserne. Den irske nationalbevægelse, der har århundreder bag sig og som har gennemgået forskellige etaper og kombinationer af klasseinteresser har for øvrigt afspejlet sig i den masseomfattende irske nationalkongres i Amerika (Vorwärts [117] 20. marts 1916), der udtalte sig for Irlands uafhængighed; det afspejlede sig også i gadekampe mellem dele af småborgerskabet i byerne og dele af arbejderne efter langvarig masseagitation, demonstrationer, forbud mod aviser osv. Den, der kalder en sådan opstand for et »kup«, er enten ondartet reaktionær eller doktrinær og håbløs ude af stand til at forestille sig den sociale revolution som et levende fænomen.

Tror man, at den sociale revolution er tænkelig uden de små nationers opstande i kolonierne og i Europa, uden revolutionære udbrud fra dele af småborgerskabet med alle dets fordomme, uden røre blandt de ikke-bevidste proletariske og halvproletariske masser mod godsejernes, kirkens, monarkiets, den nationale osv. undertrykkelse – at tro det, betyder at forkaste den sociale revolution. Det skal måske foregå sådan, at én hær stiller sig op ét sted og siger: »Vi er for socialisme«, mens en anden hær et andet sted så siger: »Vi er for imperialisme«, og det skal være en social revolution! Kun ud fra et pedantisk-latterligt synspunkt af den art kunne man udskælde den irske opstand for at være et »kup«.

Den, der venter på en »ren« social revolution, vil aldrig opleve den. Dén er kun revolutionær i ord og forstår ikke den virkelige revolution.

Den russiske revolution i 1905 var en borgerlig demokratisk revolution. Den bestod af en række kampe af alle utilfredse klasser, grupper, befolkningselementer. Her var masser med de vildeste fordomme, med de mest uklare og fantastiske kampmål, der var grupperinger, som fik penge fra Japan, der var spekulanter og eventyrere osv. Objektivt knækkede massernes bevægelse tsarismen og banede vej for demokratiet, derfor stod de bevidste arbejdere i spidsen for den.

Den socialistiske revolution Europa kan ikke være andet, end et udbrud af alle undertryktes og utilfredses massekamp. Dele af småborgerskabet og af de efterblevne arbejdere vil uundgåeligt være med – uden denne deltagelse er ingen massekamp mulig, er ingen revolution mulig – og lige så uundgåeligt, vil de bringe deres fordomme, deres reaktionære fantasier, deres svagheder og fejl ind i bevægelsen. Men objektivt vil de angribe kapitalen, og revolutionens bevidste avantgarde, det fremskredne proletariat, vil udtrykke denne uensartede, flerstemmige, brogede og yderst splittede massekamps objektive sandhed og kunne samle og lede den, erobre magten, overtage bankerne, ekspropriere trusterne, som alle hader (omend af forskellige grunde!) og gennemføre andre diktatoriske foranstaltninger; tilsammen giver de bourgeoisiets omstyrtelse og socialismens sejr, som langtfra straks vil blive »renset« for småborgerlige slagger.

Socialdemokratiet – læser vi i de polske teser (I, 4) – »bør udnytte det unge kolonibourgeoisis kamp mod europæisk imperialisme for at skærpe den revolutionære krise i Europa« (forfatternes kursivering).

Er det ikke klart, at i denne henseende er det, mindst af alt tilstedeligt at sætte Europa op mod kolonierne? I Europa er de undertrykte nationers kamp i stand til at gå så vidt som til opstande og gadekampe, til nedbrydning af den jernhårde disciplin i hæren og belejringstilstande; denne kamp vil i umådelig stærkere grad »skærpe den revolutionære krise i Europa« end en langt mere udviklet opstand i en fjerntliggende koloni. Et slag af samme styrke, som det opstanden i Irland har tilført det engelske imperialistiske bourgeoisi, har hundrede gange større politisk betydning end i Asien og Afrika.

For kort tid siden meddelte den franske chauvinistpresse, at 80. nummer af det illegale tidsskrift Frit Belgien var udkommet i Belgien. Den chauvinistiske presse i Frankrig lyver naturligvis meget ofte, men denne meddelelse synes at være sand. Mens det chauvinistiske og Kautsky-dominerede tyske socialdemokrati i løbet af to års krig ikke har kunnet skaffe sig en fri presse, men underdanigt bærer militærcensurens åg (kun de venstreradikale elementer – det være sagt til deres ære – har udgivet en række brochurer og proklamationer uden censur), – besvarer den undertrykte kulturnation en uhørt brutal militærundertrykkelse ved at udgive et revolutionært protestorgan! Historiens dialektik er sådan, at små nationer, der som selvstændig faktor er magtesløse i kampen mod imperialismen, optræder som et af de fermenter, en af de baciller, der stimulerer den eneste kraft, som virkelig kan hamle op med imperialismen, nemlig det socialistiske proletariat.

Generalstabene i den nuværende krig forsøger omhyggeligt at udnytte enhver national og revolutionær bevægelse i modstandernes lejr, tyskerne – den irske opstand, franskmændene – den tjekkiske bevægelse, osv. Og set ud fra deres synspunkt handler de helt rigtigt. Man kan ikke tage en alvorlig krig alvorligt, hvis man ikke udnytter den mindste svaghed hos modstanderen, hvis man ikke benytter enhver chance, så meget mere som man på forhånd aldrig kan vide, præcis når, præcis hvor og præcis med hvilken styrke en krudttønde vil »eksplodere«. Vi ville være meget dårlige revolutionære, hvis vi i proletariatets store befrielseskrig for socialisme ikke forstod at udnytte enhver folkelig bevægelse mod hver eneste af imperialismens ulykker for at skærpe og udvide krisen. Hvis vi på den ene side gav os til at erklære og gentage i alle tonearter, at vi var »mod« enhver national undertrykkelse, og på den anden side kaldte en heltemodig opstand for et »kup« – en opstand, som rejses af den mest mobile og intelligente del af visse klasser i en undertrykt nation mod undertrykkerne – så ville vi synke ned på samme stupide niveau som kautskyanerne.

Irernes ulykke består i, at de gjorde oprør på det forkerte tidspunkt – da det europæiske proletariats opstand endnu ikke var modnet. Kapitalismen er ikke så harmonisk indrettet, at de forskellige kilder til opstand straks smelter sammen af sig selv, uden uheld og nederlag. Tværtimod er det netop den omstændighed, at opstandene bryder ud på forskellig tid og forskelligt sted, der svarer for hele bevægelsens bredde og dybde; kun fra erfaringerne af utidige, spredte og splittede revolutionære bevægelser, som derfor også lider nederlag, høster masserne ny erfaring og lærdom, derfra samler de kræfter og finder deres virkelige ledere, de socialistiske proletarer; herigennem forbereder de det fælles stormløb, sådan som delstrejker, demonstrationer i byerne og over hele landet, mytteri i hæren, røre blandt bønderne osv. forberedte det fælles stormløb i 1905.

11. Slutning

Trods de polske socialdemokraters falske påstand har kravet om nationernes selvbestemmelse ikke spillet en mindre rolle i vor partiagitation end for eksempel bevæbning af folket, kirkens adskillelse fra staten, folkevalgte embedsmænd og andre »utopiske« punkter, som spidsborgerne kalder dem. Tværtimod har de nationale bevægelsers genkomst efter 1905 naturligvis også sat liv i vor agitation: en række artikler fra 1912-1913, vor partis resolution i 1913, som gav en præcis og »antikautskyansk« (dvs. uforsonlig over for rent verbal »anerkendelse«) definition af sagens væsen.

Allerede dengang afsløredes en kendsgerning, som det er utilstedeligt at vige udenom: opportunister af forskellige nationer – ukraineren Jurkevitj, bundisten Liebman og Semkovskij, russisk lakaj for Potresov og Co. – gik ind for Rosa Luxemburgs konklusioner mod selvbestemmelse! Hvad der for den polske socialdemokrat blot var tit forkert teoretisk sammenfatning af de specielle forhold for bevægelsen i Polen, har i praksis objektivt vist sig på bredere plan, inden for ikke en lille, men en stor stat og ikke i snæver polsk, men i international målestok som opportunistisk støtte til den storrussiske imperialisme. De politiske idéstrømningers historie (til forskel fra enkeltpersoners opfattelse) har bekræftet vort programs rigtighed.

Og nu rejser åbenlyse Lensch’ type sig direkte mod både selvbestemmelse og afvisning af anneksioner. Hvorimod kautskyanerne hyklerisk anerkender selvbestemmelse – her i Rusland følger Trotskij og Martov trop. I ord er begge for selvbestemmelse ligesom Kautsky. Og i praksis? Hos Trotskij – tag hans artikel Nation og Økonomi i Nasje Slovo – ser vi den sædvanlige eklekticisme: på den ene side forener økonomien nationerne, på den anden side splitter den nationale undertrykkelse. Konklusion? Konklusionen er den, at det herskende hykleri forbliver uafsløret, at agitationen forbliver uden liv og ikke berører det vigtigste, det grundlæggende, det væsentligste, det nærmestliggende til praksis, nemlig forholdet til den nation, der undertrykkes af »ens egen« nation. Martov og andre sekretærer i udlandet har ganske enkelt, foretrukket at glemme – en bekvem glemsomhed! – deres kollega og medsekretær Semkovskijs kamp mod selvbestemmelse! I Gvosdjevfolkenes legale presse (Nasj Golos [118]) skrev Martov for selvbestemmelse og beviste den ubestridelige sandhed, at i den imperialistiske krig forpligter selvbestemmelsen endnu ikke til deltagelse osv., men han forbigik det vigtigste – han forbigår det også i den illegale, frie presse! – at Rusland også i fredstid har sat verdensrekord i at undertrykke nationer på en langt mere grov, middelalderlig, økonomisk tilbagestående og militær-bureaukratisk imperialismes grundlag. En russisk socialdemokrat, der »anerkender« nationernes selvbestemmelse på cirka samme måde som d’herrer Plekhanov, Potresov og Co., dvs. uden at kæmpe for frihed til løsrivelse for de nationer, der undertrykkes af tsarismen, er i praksis imperialist og tsarismens lakaj.

Hvordan Trotskijs og Martovs subjektive, »ædle« hensigter end er, støtter de ved deres undvigelser objektivt den russiske socialimperialisme. Den imperialistiske epoke har gjort alle »stor«-magter til undertrykkere af en række nationer, og imperialismens udvikling vil uvægerlig føre til en klarere opdeling af strømningerne om dette spørgsmål også i det internationale socialdemokrati.

Fodnoter

a. Se artiklen Den socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 151. – Red.

b. Se artiklen Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 160. – Red.

c. Se artiklen Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 162-163. – Red.

d. Se artiklen Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 156-157. – Red.

e. I en af sine artikler i Berner Tagwacht har K. Radek formuleret det sådan: »Mod gamle og nye anneksioner«. [104]

f. Se Krigen og det Russiske Socialdemokrati, Udvalgte værker i 12 bind, København 1947, bd. 6, s. 7-16.
[Senere i Lenin Udvalgte Værker, bind 6, s. 15-22, Kbh. 1981 – Web.red.]

g. Se artiklen Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 157-158 og 160-161

h. Om Junius’ brochure. Samlede værker (russisk), bd. 30, s. 1-16. – Red.
[Senere i Lenin Udvalgte Værker, bind 6, s. 183-97, Kbh. 1981 – Web.red.]

i. Rjasanov har i Grünbergs Arkiv for Socialismens Historie (1916, I) offentliggjort en højst interessant artikel af Engels fra 1866 om det polske spørgsmål. Engels under-streger nødvendigheden af, at proletariatet anerkender den politiske uafhængighed og »selvbestemmelsen« (right to dispose of itself) for de store, førende nationer i Europa og peger på det meningsløse i »nationalitetsprincippet« (især i dets bonapartistiske anvendelse), dvs. sideordning af enhver lille nation med disse store. »Rusland, siger Engels, – er i besiddelse af en uhyre mængde tyvegods« (dvs. undertrykte nationer), »som det må give tilbage på regnskabets dag«. [110] Både bonapartismen og tsarismen udnytter smånationale bevægelser til egen fordel mod det europæiske demokrati.

j. Vi minder om, at alle polske socialdemokrater i deres Zimmerwald-deklaration anerkendte selvbestemmelsen generelt, bare i en lidt anden formulering.

k. Se artiklen Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, s. 160. – Red.

l. Lenins kursivering. – Red.

Udgivers slutnoter

94. Vorbote, det zimmerwaldske venstres teoretiske tidsskrift, blev udgivet på tysk i Bern 1916. I alt udkom 2 numre. – S. 169

95. Sotsial-demokrat (Socialdemokraten), illegal avis, centralorgan for RSDAP, udkom fra februar 1908 til januar 1917. – S. 169.

96. Det drejer sig om teserne Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret, skrevet af Lenin, samt teserne Om Imperialisme og National Undertrykkelse, udgivet af Gazeta Robotnicza (udkom 1911-1916). Begge sæt teser blev offentliggjort i tidsskriftet Vorbote og genoptrykt i Sbornik Sotsial-demokrata nr. 1 (oktober 1916), hvor også Lenins artikel Resultatet af Diskussionen om Selvbestemmelse blev bragt. – S. 169.

97. De tre synspunkter om Polens uafhængighed behandles i Lenins artikel Om Nationernes Selvbestemmelsesret. – S. 169.

98. Om diskussionen 1903-1913, se s. 126 – S. 170.

99. Da Lenin talte om »vaklen blandt vort partis medlemmer« omkring det nationale spørgsmål i krigsårene, hentydede han til Bukharins tale på konferencen i Bern foråret 1915 mellem RSDAP’s udenlandske sektioner, samt til Bukharins, Pjatakovs og Bosjs fælles teser: Om Parolen for Nationernes Selvbestemmelsesret (efteråret 1915), hvori de afviste partiets programmatiske krav om nationernes selvbestemmelsesret. – S. 170.

100. Gvosdjevtsy efter mensjevikken K. A. Gvosdjev, betegnelse for mensjevikker og socialchauvinister, der førte samarbejdspolitik med det imperialistiske bourgeoisi. – S. 170.

101. Se note 3.

102. Karl Marx: Kritik af Gothaprogrammet. Marx/Engels Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden, København 1976, bd. 2, s. 25. – S. 173.

103. Se note 80.

104. Berner Tagwacht, avis, organ for det svejtsiske socialdemokratiske parti, grundlagt 1893 i Bern. Grimm var redaktør for avisen fra 1909 til 1918. – S. 181.

105. Se note 96.

106. Se note 92.

107. Gruppen Internationale, grundlagt af de tyske venstresocialdemokrater Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin og andre i begyndelsen af første verdenskrig. Gruppen drev revolutionær massepropaganda, afslørede krigens imperialistiske karakter, den tyske imperialismes erobringspolitik og de socialdemokratiske lederes forræderi. Men i en række teoretiske og politiske spørgsmål indtog Rosa Luxemburg og andre en fejlagtig stilling. Lenin kritiserede deres standpunkter i artiklerne Om Junius’ Brochure, Om en Karikatur af Marxismen og Imperialistisk Økonomisme. Januar 1916 skiftede gruppen navn til Spartakusforbundet, og i slutningen af december 1918 grundlagde Spartakusfolkene Tysklands Kommunistiske Parti. – S. 185.

108. Se Engels’ Der demokratische Panslawismus (Marx/Engels Werke, Bd. 6, S. 270-286). – S. 196. [English]

109. Se note 76.

110. Se Engels’ artikel Was hat die Arbeiterklasse mit Polen zu tun? (Marx/Engels Werke, Bd. 16, S. 153-163). – S. 199. [English]

111. Se note 3.

112. Lichstrahlen, månedstidsskrift, organ for en gruppe venstresocialdemokrater i Tyskland, udgivet under Borchardts redaktion. Tidsskriftet udkom uregelmæssigt fra 1913 til 1921 i Berlin. – S. 209.

113. Se note 104.

114. Lenin refererer til Rosa Luxemburgs artikel Det Nationale Spørgsmål og Autonomien. – S. 209. [English]

115. »Stolypins arbejderparti«, betegnelse for mensjevikiske likvidatorer, der tilpassede sig Stolypin-reaktionen (efter den første russiske revolutions nederlag (1905-1907)). Se note 6. – S. 210.

116. Nasje Slovo (Vort Ord), mensjevikisk avis, udkom i Paris fra januar 1915 til september 1916. Trotskij var en af redaktørerne. – S. 215.

117. Vorwärts, dagblad, centralorgan for det Tyske Socialdemokratiske Parti, udkom i Berlin fra 1891 til 1933. – S. 217.

118. Nasj Golos (Vor Stemme), legal mensjevikisk avis, udkom 1915-1916, indtog socialchauvinistiske synspunkter. – S. 222.

Gvosdjevfolkene, se note 100.


Sidst opdateret 27.9.2008