Skrevet i september, tidligere end den 28. (11. oktober) 1914. Trykt 1. november 1914 i bladet Sotsial-Demokrat, nr. 33. [1]
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 15-22, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. jun. 2008
Den europæiske krig, som regeringer og borgerlige partier i alle lande har forberedt gennem årtier, er brudt ud. Rustningernes vækst, den ekstreme skærpelse af kampen om markeder under kapitalismens nyeste, imperialistiske udviklingsstadium i de førende lande, og de mest tilbagestående østeuropæiske monarkiers dynastiske interesser måtte uvægerligt føre til og har ført til denne krig. Erobring af landområder og underkuelse af fremmede nationer, ruinering af konkurrerende nationer og røveri af deres rigdomme, bortledning af de arbejdende massers opmærksomhed fra indre politiske kriser i Rusland, Tyskland, England og andre lande, splittelse og nationalistisk fordummelse af arbejderne og udslettelse af deres fortrop for at svække proletariatets revolutionære bevægelse – dette er den nuværende krigs eneste virkelige indhold, betydning og mening.
Først og fremmest påhviler der socialdemokraterne den pligt at klarlægge krigens sande betydning og skånselsløst demaskere løgnen, sofismerne og de »patriotiske« fraser, der udspredes af de herskende klasser, godsejerne og bourgeoisiet, til forsvar for krigen.
I spidsen for den ene gruppe krigsførende nationer står det tyske bourgeoisi. Det omtåger arbejderklassen og de arbejdende masser ved at forsikre, at det fører krig til forsvar for fædrelandet, friheden og kulturen, for befrielse af de af tsarismen undertrykte folkeslag, for tilintetgørelse af den reaktionære tsarisme. Men i virkeligheden var netop dette bourgeoisi i sin leflen for de prøjsiske junkere med Wilhelm II i spidsen altid tsarismens tro forbundsfælle og en fjende af arbejdernes og bøndernes revolutionære bevægelse i Rusland. I virkeligheden vil dette bourgeoisi, hvordan krigens udfald end bliver, sammen med junkerne sætte alle kræfter ind på at støtte det tsaristiske monarki mod revolutionen i Rusland.
I virkeligheden har det tyske bourgeoisi iværksat et røvertogt mod Serbien i ønsket om at undertvinge dette land og kvæle sydslavernes nationale revolution og har samtidig kastet hovedmassen af sine stridskræfter mod de friere lande, Belgien og Frankrig, for at udplyndre en rigere konkurrent. Det tyske bourgeoisi har, mens det udspredte skrøner om forsvarskrig fra sin side, i virkeligheden valgt et fra dets synspunkt særlig gunstigt tidspunkt for krig og har udnyttet sine sidste forbedringer i henseende til krigsmateriel, samtidig med at det kom de nye rustninger, der allerede var planlagt og besluttet i Rusland og Frankrig, i forkøbet.
I spidsen for den anden gruppe krigsførende nationer står det engelske og det franske bourgeoisi, som omtåger arbejderklassen og de arbejdende masser ved at forsikre, at de fører krig for fædrelandet, friheden og kulturen, mod Tysklands militarisme og despotisme. Men i virkeligheden har dette bourgeoisi med sine milliarder forlængst lejet den russiske tsarismes, Europas mest reaktionære og barbariske monarkis tropper og uddannet dem til angreb på Tyskland.
I virkeligheden er det engelske og franske bourgeoisis kampmål at erobre de tyske kolonier og ruinere en konkurrerende nation, der udmærker sig ved en hurtigere økonomisk udvikling. For dette ædle formåls skyld hjælper de »fremskredne«, »demokratiske« nationer den barbariske tsarisme til endnu hårdere at undertrykke Polen, Ukraine osv. og til endnu stærkere at undertrykke revolutionen i Rusland.
De to grupper krigsførende lande giver ikke hinanden det mindste efter i retning af røverier, grusomheder og endeløs krigsbrutalitet, men for at omtåge proletariatet og bortlede dets opmærksomhed fra den eneste virkelige befrielseskrig, nemlig borgerkrigen mod bourgeoisiet i såvel dets »eget« som i »fremmede« lande, for dette ophøjede måls skyld beflitter bourgeoisiet i ethvert land sig på med forløjede fraser om patriotisme at forherlige »sin« nationale krig og forsikre, at det ikke tragter efter at besejre fjenden for at udplyndre og bemægtige sig territorier, men for »at befri« alle andre folk end sit eget.
Men jo ivrigere regeringer og bourgeoisi i alle lande søger at skille arbejderne og sætte dem op mod hinanden, jo vildere man for dette ophøjede måls skyld gør brug af militær justits og militær censur (som selv nu, i krigstid, forfølger »den indre« fjende langt mere end den ydre), – desto mere er det en bydende pligt for det klassebevidste proletariat at værne sit klassesammenhold, sin internationalisme og sin socialistiske overbevisning mod den »patriotiske« bourgeoisi-klikes chauvinistiske rasen i alle lande. Hvis de klassebevidste arbejdere frasagde sig denne opgave, ville det være ensbetydende med, at de frasagde sig alle aspirationer i retning af frihed og demokrati, for slet ikke at tale om socialisme.
Med dybeste bitterhed må man konstatere, at de socialistiske partier i de vigtigste europæiske lande ikke har opfyldt denne deres opgave, og at førerne for disse partier – i særdeleshed det tyske – har optrådt på en måde, der grænser til direkte forræderi mod socialismen. I et øjeblik af største verdenshistoriske betydning søger flertallet af den nuværende, anden socialistiske internationales (1889-1914) førere at erstatte socialismen med nationalisme. Som følge af deres optræden har disse landes arbejderpartier ikke modsat sig regeringernes forbryderiske opførsel, men har opfordret arbejderklassen til at forene sit standpunkt med de imperialistiske regeringers. Internationalens førere har begået forræderi mod socialismen ved at stemme for krigsbevillinger, ved at overtage »deres« landes bourgeoisis chauvinistiske (»patriotiske«) paroler, ved at retfærdiggøre og forsvare krigen, ved at indtræde i krigsførende landes borgerlige regeringer osv., osv. De mest indflydelsesrige socialistiske førere og den socialistiske presses mest indflydelsesrige organer i vore dages Europa stiller sig på et chauvinistisk-borgerligt og liberalt standpunkt, absolut ikke et socialistisk. Ansvaret for denne vanæring af socialismen ligger først og fremmest hos de tyske socialdemokrater, som var II Internationales stærkeste og mest indflydelsesrige parti. Men man kan heller ikke forsvare de franske socialdemokrater, der har taget imod ministerposter i det selvsamme bourgeoisis regering, som forrådte sit fædreland og forenede sig med Bismarck for at slå Kommunen ned.
De tyske og østrigske socialdemokrater prøver at retfærdiggøre deres støtte til krigen med, at de netop derved bekæmper den russiske tsarisme. Vi russiske socialdemokrater erklærer, at vi betragter en sådan retfærdiggørelse som rent sofisteri. Den revolutionære bevægelse mod tsarismen har i de senere år på ny antaget vældige dimensioner i vort land. Den russiske arbejderklasse har hele tiden gået i spidsen for denne bevægelse. De sidste års politiske millionstrejker har fundet sted under parolen om tsarismens omstyrtelse og kravet om demokratisk republik. Så sent som i tiden lige før krigen havde den franske republiks præsident, Poincaré, under sit besøg hos Nikolaj II lejlighed til i Petersborgs gader at se barrikader, som de russiske arbejdere havde rejst. Det russiske proletariat er ikke veget tilbage for noget offer for at befri hele menneskeheden for den skændsel, tsarmonarkiet er. Men vi må sige, at hvis noget under visse betingelser kan forhale tsarismens undergang, hvis noget kan hjælpe tsarismen i kampen mod hele den russiske demokratiske bevægelse, så er det netop den krig, der nu er i gang, og som har stillet det engelske, franske og russiske bourgeoisis pengesæk til rådighed for tsarismens reaktionære formål. Og hvis noget kan vanskeliggøre den russiske arbejderklasses revolutionære kamp mod tsarismen, så er det netop det tyske og det østrigske socialdemokratis føreres optræden, som den chauvinistiske presse i Rusland uophørligt fremholder for os som mønster.
Selv om man så antager, at det tyske socialdemokrati har været så kraftesløst, at det kunne tvinge partiet tit at opgive enhver revolutionær aktion, så kunne det ej heller 1 dette tilfælde tillade sig at gå sammen med den chauvinistiske lejr og tillade sig skridt, hvorom de italienske socialister med rette kunne erklære, at de tyske socialdemokraters førere vanærer den proletariske Internationales banner.
Vort parti, det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, har allerede bragt og vil fremdeles bringe uhyre ofre i forbindelse med krigen. Hele vor legale arbejderpresse er udslettet. De fleste fagforeninger er lukket, talrige kammerater er arresteret og forvist. Men vor parlamentsrepræsentation – den Russiske Socialdemokratiske Arbejderfraktion i Statsdumaen – anså det for sin ubetingede socialistiske pligt ikke at stemme for krigsbevillingerne og tilmed – som et yderligere energisk udtryk for sin protest – at forlade Dumaens mødesal; den anså det for sin pligt at brændemærke de europæiske regeringers politik som imperialistisk. [2] Og trods den tsaristiske regerings tidoblede undertrykkelse udgiver Ruslands socialdemokratiske arbejdere allerede de første illegale opråb mod krigen, [3] og opfylder således deres pligt over for demokratiet og Internationale.
Når det revolutionære socialdemokratis repræsentanter i skikkelse af de tyske socialdemokraters mindretal og de bedste socialdemokrater i de neutrale lande føler en brændende skam over II Internationales fallit; når der også i England og Frankrig hæver sig socialistiske røster mod det socialdemokratiske partiflertals chauvinisme; når opportunisterne i skikkelse af f. eks. det tyske Sozialistische Monatshefte, der længe har indtaget en national-liberal holdning, ganske logisk fejrer sejren over den europæiske socialisme – så gør de elementer, der (som det tyske socialdemokratis »centrumsfolk«) søger at fortie eller med diplomatiske talemåder dække over II Internationales fallit, proletariatet den dårligst mulige tjeneste.
Man må tværtimod åbent erkende denne fallit og forstå dens årsager, for at der skal kunne opbygges en ny, mere solid, socialistisk samling af arbejdere i alle lande.
Opportunisterne har brudt Stuttgart-, København- og Baselkongressernes [4] beslutninger, som forpligtede socialisterne i alle lande til at bekæmpe chauvinismen under alle mulige forhold, forpligtede socialisterne til at besvare enhver af bourgeoisiet og regeringerne påbegyndt krig med forstærket propaganda for borgerkrig og social revolution. II Internationales fallit er en fallit for opportunismen, som drog næring af ticc særlige omstændigheder under den forløbne (såkaldt »fredelige«) historiske epoke, og som i de senere år opnåede det faktiske herredømme i Internationale. Opportunisterne havde længe forberedt denne fallit ved at fornægte den socialistiske revolution og sætte den borgerlige reformisme i stedet; ved at fornægte klassekampen med dens i visse øjeblikke nødvendige forvandling til borgerkrig og prædike klassesamarbejde; ved at agitere for den borgerlige chauvinisme under betegnelsen patriotisme og fædrelandsforsvar og ved at ignorere eller fornægte den fundamentale socialistiske sandhed, som allerede findes nedfældet i Det Kommunistiske Manifest, at arbejderne ikke har noget fædreland; ved i kampen mod militarismen at begrænse sig til et sentimentalt bedsteborgersynspunkt i stedet for at anerkende nødvendigheden af, at alle landes proletarer fører revolutionær krig mod alle landes bourgeoisi; ved at forvandle den nødvendige udnyttelse af den borgerlige parlamentarisme og den borgerlige legalitet til fetischdyrkelse af denne legalitet og lade forpligtelsen til i krise-epoker at anvende illegale organisations- og agitationsformer gå i glemmebogen. Opportunismens naturlige »supplement«, den – lige så borgerlige og over for det proletariske, dvs. det marxistiske standpunkt lige så fjendtlige – anarkosyndikalistiske retning, har markeret sig ikke mindre skændigt ved selvglad efterplapren af chauvinismens paroler under den nuværende krise.
Det lader sig ikke gøre at løse socialismens opgaver i nutiden, at realisere en virkelig international samling af arbejderne uden resolut brud med opportunismen og uden over for masserne at forklare dens fiaskos uundgåelighed.
Opgaven for socialdemokratiet i ethvert tand må være først og fremmest at kæmpe mod chauvinismen i det pågældende land. I Rusland har chauvinismen helt og holdent bemægtiget sig den borgerlige liberalisme (»kadetterne«) og delvis narodnikkerne lige til socialrevolutionære og socialdemokrater på »højrefløjen«. (Særlig må man stemple chauvinistiske udtalelser af for eksempel Smirnov, Maslov og Plekhanov, som er blevet taget op og udnyttet vidt og bredt af den borgerlig-»patriotiske« presse.)
I den givne situation kan det ikke afgøres ud fra det internationale proletariats synspunkt, hvilken af de to krigsførende magtgruppers nederlag, der vil være det mindste onde for socialismen. Men for os, de russiske socialdemokrater, kan der ikke være tvivl om, at for arbejderklassen og de arbejdende masser af Ruslands folk vil det mindste onde være nederlag for det tsaristiske monarki, den mest reaktionære og barbariske regering, som undertrykker det største antal nationer og den største befolkningsmasse i Europa og Asien.
Den mest nærliggende politiske parole for Europas socialdemokrati må være dannelsen af Europas Forenede Republikanske Stater, hvorved socialdemokraterne til forskel fra bourgeoisiet, som er parat til at »love« hvad som helst, blot for at drage proletariatet ind i chauvinismens almindelige strøm, vil gøre det klart for arbejderne, hvor forløjet og meningsløs denne parole er, uden revolutionær omstyrtelse af det tyske, det østrigske og det russiske monarki.
I Rusland må det, i betragtning af, at landet står så langt tilbage og endnu ikke har fuldbyrdet sin borgerlige revolution, være socialdemokratiets opgave som hidtil at tilvejebringe de tre grundbetingelser for en konsekvent demokratisk omdannelse: demokratisk republik (med fuld ligeberettigelse og selvbestemmelse for alle nationer), konfiskation af godsejerjorderne samt indførelse af 8-timers arbejdsdag. Men i alle fremskredne lande sætter krigen parolen »socialistisk revolution« på dagsordenen, og det desto mere, jo mere krigens byrder lægges på proletariatets skuldre, og jo mere aktiv dets rolle må blive i Europas genopbygning efter de rædsler, der er begået af det moderne »patriotiske« barbari under storkapitalismens vældige tekniske fremskridt. Bourgeoisiets udnyttelse af krigstidens love til helt at lukke munden på proletariatet stiller dette over for den uundgåelige opgave at udvikle illegale agitations- og organisationsformer. Lad blot opportunisterne »værne« om deres legale organisationer på bekostning af deres overbevisning – de revolutionære socialdemokrater vil udnytte arbejderklassens organisatoriske tilvanthed og forbindelser til at skabe sådanne illegale former i kampen for socialismen, der svarer til krise-epoken, og til at sammensvejse arbejderne, ikke med deres eget lands chauvinistiske bourgeoisi, men med arbejderne i alle lande. Den proletariske Internationale er ikke gået under og vil ikke gå under. Arbejdermasserne vil trods alle forhindringer skabe en ny Internationale. Opportunismens øjeblikkelige triumf vil ikke være af lang varighed. Jo flere ofre, krigen kræver, desto klarere vil det blive for arbejdermasserne, hvilket forræderi opportunisterne har begået mod arbejdernes sag, og hvor nødvendigt det er at vende våbnene mod regeringer og bourgeoisi i hvert enkelt land.
Forvandling af den nuværende imperialistiske krig til borgerkrig er den eneste rigtige proletariske parole, påpeget af erfaringen fra Kommunen, nedfældet i Basel-resolutionen (1912) og udsprunget af alle de betingelser, som den imperialistiske krig mellem højt udviklede bourgeoisi-lande frembyder. Hvor store vanskelighederne ved en sådan forvandling i det ene eller andet øjeblik end kan forekomme, vil socialisterne aldrig afstå fra at udføre et systematisk, ihærdigt og støt forberedende arbejde i denne retning, da krigen nu engang er en kendsgerning.
Kun ad denne vej kan proletariatet løsrive sig af sin afhængighed af det chauvinistiske bourgeoisi og under den ene eller anden form, med større eller mindre hast tage beslutsomme skridt ad vejen til virkelig frihed for folkene og ad vejen til socialismen.
Leve arbejdernes internationale broderskab mod bourgeoisiets chauvinisme og patriotisme i alle lande! Leve den proletariske Internationale, befriet for opportunismen!
1. Manifestet Krigen Og Det Russiske Socialdemokrati var det første officielle dokument fra RSDAP’s centralkomité, der gav udtryk for det bolsjevikiske partis standpunkt til den imperialistiske verdenskrig, der var begyndt. Det tryktes den 1. november 1914 som leder i nr. 33 af partiets centralorgan, Sotsial-Demokrat, som udkom i et oplag på 1500 eksemplarer. Manifestet fandt vid udbredelse både i og uden for Rusland.
Det pågældende nummer af bladet, som blev tilsendt de bolsjevikiske sektioner i udlandet og i Rusland selv, var til stor nytte for de lokale partiorganisationer og var for dem en vejledning til handling. Manifestet sendtes ligeledes til II Internationales eksekutivorgan, det Internationale Socialistiske Bureau, som officielt dokument, der redegjorde for RSDAP’s holdning til krigen, og det tilstilledes desuden flere socialistiske blade i England, Tyskland, Frankrig, Sverige og Schweiz. Endelig sendtes manifestet til en konference af socialister i de neutrale lande.
I Rusland tryktes manifestet i fuld ordlyd i det bolsjevikiske blad Proletarskij Golos (Den Proletariske Stemme) nr. 1, som RSDAP’s Petersborg-komité udgav i februar 1915. Og væsentlige afsnit blev gengivet på flyveblade, der udsendtes i russiske industribyer. – S.15.
2. Lige fra krigsudbruddet gik de bolsjevikiske deputerede i 4. statsduma – A.J. Badajev, M.K. Muranov, G.I. Petrovskij, F.N. Samojlov og N.R. Sjagov – energisk i brechen for arbejderklassens interesser. I overensstemmelse med partilinjen nægtede de at stemme for krigsbevillinger til tsarismen, afslørede krigens imperialistiske, antifolkelige karakter, forklarede arbejderne sandheden om krigen og kaldte dem til kamp mod tsarismen, bourgeoisiet og godsejerne. De bolsjevikiske deputerede blev stillet for retten, anklaget for revolutionær virksomhed i krigstid, og blev forvist til Sibirien. – S.19.
3. Kort efter krigsudbruddet udsendte det bolsjevikiske partis Petersborg-komite et flyveblad med en appel til arbejderne og soldaterne om at organisere sig til kamp mod krigen og selvherskerdømmet under parolerne Ned med det enevældige monarki! Leve socialismen! Leve den demokratiske republik! I løbet af august 1914 udsendte Petersborg-komiteen endnu en illegal appel rettet mod krigen og indeholdende opfordringer til at organisere sig og skaffe sig våben. – S.19.
4. II Internationales 7. kongres fandt sted i Stuttgart i august 1907. Blandt de i alt 886 delegerede, som repræsenterede socialistiske partier og fagforeninger, var 37 delegerede fra RSDAP. Blandt dem Lenin, Litvinov og Lunatjarskij. Blandt hovedpunkterne på kongressens dagsorden var spørgsmålet om militarismen og internationale konflikter samt kolonispørgsmålet.
Lenin gjorde på kongressen en stor indsats for at samle venstrekræfterne i det internationale socialdemokrati og kæmpede energisk mod opportunister og revisionister. Således arrangerede han en konference med repræsentanter for venstrekræfterne, som var det første skridt til en samling af revolutionære marxister i den internationale socialistiske bevægelse i imperialismens epoke.
Lenin deltog i det kongresudvalg, der skulle udarbejde forslag til resolution vedrørende kongressens hovedemne, militarismen og internationale konflikter. Under behandlingen af det resolutionsudkast, som August Bebel forelagde, lykkedes det Lenin, støttet af repræsentanter for det polske socialdemokrati, at få ændret udkastet fundamentalt i den revolutionære marxismes ånd. Der indføjes i resolutionsforslaget følgende vigtige principsætning: »I tilfælde af, at krigen alligevel bryder ud, må de (arbejderklassen i de enkelte lande og dens repræsentanter i parlamenterne. – red.) ... tilstræbe med alle midler at udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til at rejse folkemasserne og fremskynde det kapitalistiske klasseherredømmes fald«.
II Internationales 8. kongres afholdtes i København i august-september 1910. Der var 896 delegerede, og RSDAP repræsenteredes af blandt andre Lenin, Plekhanov, Aleksandra Kollontaj, Lunatjarskij m.fl.
Med det formål at samle de revolutionære marxister på den internationale arena mødtes Lenin i forbindelse med kongressen med venstre-socialdemokrater blandt de kongresdelegerede.
Kongressens resolution til spørgsmålet om kampen mod krigen, »Voldgift og Afrustning«, bekræftede Stuttgart-kongressens resolution. Endvidere forpligtede København-kongressens resolution de socialistiske partier og deres parlamentsrepræsentanter til at kræve rustningsbegrænsning og løsning af konflikter mellem stater ved voldgift, ligesom resolutionen opfordrede alle landes arbejdere til at organisere protestaktioner mod krigsfaren.
Den 24. – 25. november 1912 fandt den ekstraordinære internationale socialistiske kongres sted i Basel, indkaldt for at træffe beslutning i spørgsmålet om kampen mod den overhængende fare for en imperialistisk verdenskrig, en fare, som var vokset yderligere efter udbruddet af første Balkan-krig. Der deltog 555 delegerede i kongressen, heraf 6 fra RSDAP’s Centralkomite. På kongressens åbningsdag holdtes en folkedemonstration og et stort massemøde mod krigen.
Kongressen vedtog enstemmigt et manifest mod krigen. Heri advaredes folkene mod den overhængende fare for en verdenskrig. Det hedder i manifestet blandt andet: – Når som helst kan de store europæiske folk blive kastet mod hinanden, og det skønt en sådan forbrydelse mod menneskeheden ikke kan retfærdiggøres ved noget påskud overhovedet under påberåbelse af folkenes interesser... Det vil være vanvid, hvis regeringerne ikke indser, at alene tanken om en uhyrlig verdenskrig vil fremkalde arbejderklassens vrede og harme. Proletariatet betragter det som en forbrydelse at skyde hinanden for kapitalisternes profit, for dynastiernes ærekærhed og for overholdelse af hemmelige diplomatiske aftaler.
Manifestet opfordrede alle landes arbejdere til energisk kamp mod krigsfaren og til at »sætte Styrken i proletariatets internationale solidaritet op imod den kapitalistiske imperialisme«. Såfremt den imperialistiske krig skulle bryde løs, opfordrede manifestet socialisterne til at udnytte den økonomiske og politiske krise, krigen ville fremkalde, til kamp for den socialistiske revolution.
II Internationales ledere, Kautsky, Vandervelde m.fl., stemte på kongressen for manifestet mod krigen. Ved den imperialistiske verdens-krigs begyndelse »glemte« de imidlertid Basel-manifestet, ligesom de glemte andre antikrigs-beslutninger fra de internationale socialistiske kongresser, og stillede sig på deres imperialistiske regeringers side. – S.19.
Sidst opdateret 30.6.2008