politisk revys hæfter nr. 3

Introduktion

Poul Petersen (1972)


Fra politisk revys hæfter nr. 3, s. 1-3.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 25. juli 2008.


I foråret 1972 bragte vi i politisk revy to artikler, der fra hver sit udgangspunkt belyste de problemer, der i dag gør sig gældende for den revolutionære del af venstrebevægelsen i Vesteuropa. Det er de to artiklers forfatteres, Duncan Hallas og Tony Cliffs – behandling af egne og andres erfaringer, vi her gerne vil bringe videre til en læserskare, der ikke blot er politisk revys daglige. Derudover bringer vi en artikel fra det svenske socialistiske blad Zenit, der ikke tidligere har været bragt i politisk revy.

Den fælles problemstilling for de tre artikler er den aktuelle mangel på et samlende revolutionært socialistisk parti og problemet om dette partis forhold til den arbejderklasse, der nødvendigvis må være dets grundlag.

Artiklen af Duncan Hallas beskæftiger sig med nødvendigheden af at genetablere den revolutionære marxistiske tradition, der døde bort med den tyske revolutions afgørende nederlag i 20erne og stalinismens fremvækst, der tog sin begyndelse i samme periode og endte med de traditionelle kommunistpartiers fredelig-sameksistens-reformisme. Samtidig påviser han overfor den del af venstrefløjen, der i blind autoritetsskræk vender ryggen til alt, hvad der har med organisering at gøre, at en af forudsætningerne for at vælte den internationalt organiserede kapital overende, er at arbejderklassen i forbund med revolutionære fra andre samfundsgrupper organiserer sig ligeså internationalt og ligeså stærkt. Et særkende ved Duncan Hallas er her, at han lægger vægt på det interne partidemokrati i modsætning til den forvrængede leninisme, der kvæler al fraktionsvirksomhed og meningsforskelligheder.

Disse forhold har været vores vigtigste grunde til at tage netop den artikel med i et udvalg, der beskæftiger sig med de revolutionære partiers problemer.

Vi bragte i sin tid artiklerne i politisk revy, fordi vi nærede et ønske om at blande os i en partidebat, der efter vores mening til tider har kørt en linie, der udelukkende gik på at plagiere klassikerne med få nødvendige småkorrektioner.

Man har gået meget “i dybden” på venstrefløjen og som Zenitartiklen påviser, har det betydet, at de splittelser venstrefløjen i hvert fald har været frugtbar på, ofte er foregået efter historiske skillelinier. Nogle har kopieret Lenins organisationsmodel fra “Hvad må der gøres?”. Andre har satset på som Rosa Luxemburg at lægge vægt på arbejderklassens spontane klassekamp og herudfra “gjort op” med “parti-fanatikerne”. Atter andre har grebet tilbage til den syndikalistiske fagopposition fra århundredets begyndelse eller valgt den spanske anarkisme som udgangspunkt. Mulighederne er mange og citatlysten har været stor. Hermed menes ikke, at studiet af klassikerne er omsonst. Tværtimod er det nødvendigt at have et indgående kendskab til arbejderbevægelsens historie. Det skal blot trivielt pointeres, at det kapitalistiske samfund i 1970-erne ikke er det samme som lige efter århundredeskiftet.

Venstrefløjen består i øjeblikket væsentligst af smågrupper, der så godt som alle præges af manglende kontakt med den arbejderklasse, de alle er klare over nødvendigvis må udgøre kernen i en samfundsomvæltning. Yderligere et generelt træk er deres alvorlige forsøg på at deltage i det partiopbyggende arbejde. Indtil nu hver for sig.

Tony Cliffs artikel griber ind i den aktuelle debat ved historisk at beskæftige sig med organisationsopfattelsen hos henholdsvis Rosa Luxemburg og Lenin. Han viser, hvad der efter hans mening er historisk bestemt og hvad der er mere generelle træk ved den revolutionære organisation. Han viser, i hvor høj grad dette at Rosa Luxemburg lægger vægt på spontanitetsfaktoren hos arbejderklassen skyldes hendes kamp mod det allerede stivnede Socialdemokrati. Socialdemokratiets ledelse var af den opfattelse, at det og kun det skulle afgøre hvor, hvornår og hvordan arbejderklassen skulle gå i kamp mod det kapitalistiske samfund. Som modvægt herimod betonede hun, at arbejder-klassens styrke netop lå i dens spontant kampevne, og at “fagforenings- eller partilederne vil blive fejet til side af begivenhedernes bølge og de økonomiske såvel som de politiske kampe vil blive kæmpet til ende uden dem”.

Heroverfor stilles traditionelt Lenins opfattelse, der i sin vulgære version som f. eks. Lars Møller Rasmussen i Information fra den 21. april 1972, opfatter den – kan beskrives således. “De tyrkiske småborgersønner, som prøver at føre folkekrig mod regimet, er åbenbart faldet i den grav, som Lenin og Lukacs har åbnet med deres tanker om partiets lederrolle og den revolutionære elite. Disse teorier udgår fra den ganske vist meget rigtige konstatering af, at arbejderklassen er vildført af borgerskabet, så den ikke er sig sine egne interesser bevidst. Men derfra går ræsonnementet derhen, at så må partiet – en revolutionær elite, der ikke nødvendigvis er udgået af proletariatet – handle på arbejdernes vegne.” Cliff gør opmærksom på, at noget sådant for det første ikke var Lenins synspunkt. Tværtimod stræbte han efter, at organisationen fik, – og ofte opnåede, så mange arbejdermedlemmer som overhovedet muligt. Hvad han lagde vægt på, var nødvendigheden af en stram organisation, der kunne holde sig i live selv under illegalitet – og det er noget andet.

Dernæst påpeger Cliff, at Lenins organisationsopfattelse på samme måde som Rosa Luxemburgs var konsekvensen af en strid mod andre tendenser. Lenin bekæmpede de såkaldte "økonomister", der ønskede, at de krav, der skulle fremsættes, ikke skulle gå videre end umiddelbart realisable lønkrav. De mente, at de økonomiske kampe automatisk ville medføre øget politisk bevidsthed og dermed automatisk en politisk kamp. På grund af Ruslands tilbageståenhed påpegede Lenin nødvendigheden af et landsdækkende politisk parti, der kunne tilføre de spontane og meget militante arbejdskampe et politisk islæt.

Vi vil gerne til sidst gøre opmærksom på, at vi ikke så meget blander os i debatten som “uafhængigt socialistisk fjortendagesblad”, men som revolutionære socialister, der mener, at for meget af den hidtidige debat har manglet mere aktuelle analyser. Vi er på de fleste punkter enige med forfatterne af Zenit-artiklen – især analysen af venstrebevægelsens udvikling har vi fundet mange danske paralleller til. Vi vil dog lige gøre opmærksom på har sin tyngde i svenske forhold og minde om, at det svenske kommunistparti ikke har forfærdelig meget til fælles med det danske. Artiklens opfordring til at lave revolutionært arbejde indenfor kommunistpartiets rammer kan derfor ikke direkte overføres. Vi beder de sidste dages hellige studenter i DKP være opmærksomme på dette forhold.

Hæftets artikler har været til stor inspiration for politisk revys medarbejdere. Vi regner med, at inspirationen vil brede sig til andre osse.

Poul Petersen


Sidst opdateret 25.7.2008