Skrevet den 5. november 1921. Trykt første gang den 6.-7. november 1921 i Pravda nr. 251.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 34-41, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Den bedste måde at fejre den store revolutions årsdag på er at samle opmærksomheden om dens uløste opgaver. En sådan højtideligholdelse af revolutionen er særlig betimelig og nødvendig i tilfælde, hvor der findes fundamentale opgaver, som revolutionen endnu ikke har løst, hvor man skal tilegne sig noget nyt (noget ud fra revolutionens hidtidige forløb nyt) for at løse disse opgaver.
For vor revolution består det nye i dette øjeblik i nødvendigheden af at ty til en “reformistisk”, gradvis, forsigtigt omgående fremgangsmåde i den økonomiske opbygnings fundamentale spørgsmål. Denne “nyhed” afføder en række problemer, betænkeligheder og tvivl af både teoretisk og praktisk art.
Et teoretisk problem: hvordan skal man forklare, at man efter en række yderst revolutionære aktioner går over til yderst “reformistiske” aktioner på det samme virkefelt, når revolutionen som helhed dog har taget et gennemgående sejrrigt forløb? Er der ikke her tale om at “opgive positioner”, “indrømme et sammenbrud” eller noget i den retning? Fjenderne siger naturligvis, at det er der, lige fra de reaktionære af den halvfeudale type til mensjevikkerne eller andre riddere fra II½ Internationale. [1] Det er det, man har fjender til, at de skal udbasunere den slags erklæringer ved enhver anledning og uden nogen anledning. At alle partier – fra de feudale til mensjevikkerne – er rørende enige på dette punkt, beviser kun til overflod, at alle disse partier virkelig forholder sig til den proletariske revolution som “én reaktionær masse” (hvad Engels i parentes bemærket forudså i sine breve til Bebel 1875 og 1884). [2]
Men en vis... “betænkelighed” er der også blandt vennerne.
Vi vil genrejse storindustrien og tilrettelægge en direkte produktionsomsætning mellem den og det lille landbrug, hvad der fremmer dettes overgang til samfundsmæssige former. For at genrejse storindustrien tager vi en vis mængde levnedsmidler og råstoffer på kredit hos bønderne ved hjælp af afleveringspligten. Det var den plan (eller den metode, det system), vi gennemførte i over tre år, indtil foråret 1921. Det var en revolutionær behandling af opgaven for direkte og fuldstændigt at sønderslå den gamle samfundsøkonomiske struktur og erstatte den med en ny.
Siden foråret 1921 erstatter vi denne behandling, plan, metode, fremgangsmåde (vi har endnu ikke “erstattet”, men er først ved at “erstatte” den og har ikke fuldt ud fattet det) med en helt anden af reformistisk type: man skal ikke sønderslå den gamle samfundsøkonomiske struktur, handelen, småbruget, det lille erhverv, kapitalismen, men bringe liv i handelen, det lille erhverv, kapitalismen, således at man forsigtigt og gradvis får magt over dem eller får mulighed for at underkaste dem en statslig regulering, udelukkende i takt med deres genoplivelse.
Det er en helt anden behandling af opgaven. Sammenlignet med den hidtidige, revolutionære er dette en reformistisk fremgangsmåde (revolution betyder en omformning, der sønderslår det gamle i bund og grund, og ikke gør et forsigtigt, langsomt, gradvis arbejde på at lave det om, således at man søger at slå mindst muligt i stykker).
Nu spørges der: når I har prøvet de revolutionære metoder og erkendt, at de er slået fejl, og derpå er gået over til reformistiske, beviser det så ikke, at I overhovedet erklærer revolutionen for en fejl? Beviser det ikke, at man overhovedet ikke skulle have begyndt på revolutionen, men skulle have begyndt med reformer og have nøjedes med dem?
Den slutning drager mensjevikkerne og ligesindede. Men denne slutning er enten en sofisme og et simpelt svindlertrick af folk, der i politik kan “mer end deres fadervor”, eller også en barnagtighed af folk, der ikke “har stået ordentlig i lære”. Den største fare – måske den eneste fare – der truer en virkelig revolutionær er at overdrive den revolutionære angrebslyst, at glemme grænserne og betingelserne for en betimelig og vellykket anvendelse af revolutionære metoder. Virkelige revolutionære har hyppigt brækket halsen på det, når de begyndte at skrive “revolution” med store bogstaver, at ophøje “revolutionen” til noget næsten guddommeligt, at tabe hovedet, at miste evnen til ganske koldblodigt og nøgternt at overveje, afveje, undersøge hvornår, under hvilke omstændigheder, på hvilket virkefelt man skal kunne handle revolutionært, og hvornår, under hvilke omstændigheder, og på hvilket virkefelt man skal kunne gå over til en reformistisk handlemåde. Når virkelige revolutionære går til grunde (her tænkes ikke på et ydre nederlag, men et indre sammenbrud for deres sag), er det kun i det tilfælde – men så går de også med sikkerhed til grunde – hvor de mister dømmekraften og tror, at den “store, sejrrige, verdensomspændende” revolution absolut kan og skal løse alle mulige opgaver under alle mulige omstændigheder på alle arbejdsområder på revolutionær vis.
Den, der “tror” den slags ting, går til grunde, for han tror på en dumhed i et fundamentalt spørgsmål, og under forbitret krig (revolution er den mest forbitrede krig) plejer straffen for dumheder at være nederlag.
Hvor har man det fra, at den “store, sejrrige, verdensomspændende” revolution kun kan og skal anvende revolutionære metoder? Det har man ingen steder fra. Det er aldeles ubetinget forkert. Det forkerte heri er indlysende ud fra rent teoretiske overvejelser, når man ikke forlader marxismens grund. Det forkerte heri bekræftes også af vor revolutions erfaringer. Teoretisk: under revolutioner begås der dumheder som til enhver anden tid – sagde Engels, [3] og han talte sandt. Man må bestræbe sig for at begå så få som muligt og at rette de begåede hurtigst muligt, idet man så nøgternt som muligt overvejer, hvilke opgaver der kan løses med revolutionære metoder, hvornår det kan gøres, og hvilke der ikke kan løses på den måde. Vor egen erfaring: Brestfreden [4] var et eksempel på en handlemåde af alt andet end revolutionær art, den var reformistisk eller værre end det, for det var en aktion i baglæns retning, og reformistiske handlinger går som regel langsomt, forsigtigt og gradvist fremad, men ikke baglæns. Rigtigheden af vor taktik, da vi undertegnede Brestfreden, er nu så godt bevist, den er så klar og almindelig anerkendt, at det ikke lønner sig at spilde flere ord på den sag.
Helt fuldført er kun vor revolutions borgerlig-demokratiske arbejde. Og vi har den mest grundmurede ret til at være stolte af det. Dens proletariske eller socialistiske arbejde kan sammenfattes i tre hovedafsnit: 1) den revolutionære udgang af den imperialistiske verdenskrig; afsløringen og bremsningen af slagteriet mellem de kapitalistiske røveres to verdensgrupper; det er fra vor side helt fuldført; fra alle sider kan det kun fuldføres af en revolution i en række fremskredne lande. 2) Skabelsen af sovjetsystemet, en form for virkeliggørelse af proletariatets diktatur. Der er sket et omslag i verdensformat. Den borgerlig-demokratiske parlamentarismes epoke er til ende. Et nyt kapitel i verdenshistorien er begyndt: det proletariske diktaturs epoke. Kun en række lande kan endeligt udforme og fuldføre sovjetsystemet og de forskellige former for proletarisk diktatur. Her i landet er der på dette område mangt og meget, som endnu er ufuldendt. Det ville være utilgiveligt at overse dette. Gøre færdigt, lave om, begynde forfra, det kommer vi til mange gange endnu. Hver gang det lykkes os at tage et trin fremad og opad til udvikling af produktivkræfterne og kulturen, må det ledsages af en udbygning og omformning af vort sovjetsystem, og vi står meget lavt i økonomisk og kulturel henseende. Omformninger forestår der mange af, og at “miste fatningen” af den grund ville være toppunktet af tåbelighed (eller noget værre end tåbelighed). 3) Den økonomiske opbygning af den socialistiske strukturs grundpiller. På dette område er det vigtigste, det mest fundamentale, endnu ikke fuldført. Og dette er vor alleregentligste sag, den alleregentligste både principielt og praktisk, både for RSFSR og internationalt.
Eftersom det vigtigste ikke er i hovedsagen fuldført, må man samle al opmærksomhed om det. Og vanskeligheden ligger her i formen for overgangen.
“Det er ikke nok at være revolutionær og tilhænger af socialismen eller kommunist i det hele taget,” skrev jeg i april 1918 i Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver. – “Man må i ethvert øjeblik kunne finde det særlige led i kæden, som man må gribe fat i med al sin kraft for at fastholde hele kæden og grundigt forberede overgangen til det næste led, hvorved leddenes følge, deres form, deres forbindelse, deres indbyrdes forskelle ikke er så ligetil i historiske begivenheders kæde som i en almindelig kæde, der er lavet af en smed.” [5]
På det arbejdsområde, her er tale om, er kædeleddet i dette øjeblik en oplivelse af den indre handel samtidig med dens rigtige statslige regulering (dirigering). Handelen er det “led” i begivenhedernes kæde, i vor socialistiske opbygnings overgangsformer 1921-22, som vi, den proletariske statsmagt, vi, det ledende kommunistiske parti, “må gribe fat i med al kraft”. Hvis vi nu griber tilstrækkelig fast om dette led, kan vi med sikkerhed få hold på hele kæden i den nærmeste fremtid. På anden måde får vi ikke hold på hele kæden, på anden måde får vi ikke bygget fundamentet til socialistiske samfundsøkonomiske relationer.
Det ser mærkeligt ud. Kommunisme og handel? ! Det er virkelig noget urimeligt, absurd, umage. Men hvis man anlægger en økonomisk betragtning, er det ene ikke længere fra det andet, end kommunismen er fra småbrug, patriarkalsk landbrug.
Når vi får sejren i verdensmålestok, synes jeg vi skal bruge guldet til at bygge offentlige nødtørftshuse af på gaderne i nogle af verdens største byer. Det ville være den mest “retfærdige”, anskuelige og opbyggelige anvendelse af guldet for de generationer, der ikke har glemt, hvordan man for guldets skyld slagtede 10 millioner mennesker og gjorde 30 millioner til krøblinge i “den store frihedskrig” 1914-18, den krig, der skulle afgøre det store spørgsmål om, hvilken fred der var værst, Brestfreden eller Versaillesfreden; [6] og hvordan man nu for dette samme gulds skyld forbereder sig således, at man med sikkerhed kan slagte 20 millioner mennesker og gøre 60 millioner til krøblinge i en krig, måske omkring 1925, måske omkring 1928, måske mellem Japan og Amerika, måske mellem England og Amerika, eller så omtrent i denne stil.
Men hvor “retfærdig”, hvor nyttig, hvor human den nævnte anvendelse af guldet end ville være, så siger vi alligevel: vi må arbejde endnu en ti, tyve år med samme anspændelse og med samme succes som i 1917-21, kun på et langt større virkefelt, for at nå dette. Foreløbig må vi så spare på guldet i RSFSR, sælge det så dyrt som muligt, købe varer for det så billigt som muligt. Man må hyle med de ulve, man er iblandt, og hvad det angår at udrydde alle ulve, som man bør i et fornuftigt menneskesamfund, vil vi holde os til det vise russiske ordsprog: “Pral ikke, når du går i krig, pral først, når du kommer tilbage”...
Handel er den eneste mulige økonomiske forbindelse mellem de milliontallige småbrugere og storindustrien, når... når der ikke ved siden af disse landbrugere findes en fremragende, maskinel storindustri med et net af elektriske ledninger, en industri, der både i kraft af sin tekniske kapacitet og i kraft af sine organisatoriske “overbygninger” og sidegrene kan forsyne småbrugerne med de bedste produkter i største mængde, hurtigere og billigere end førhen. I verdensmålestok er dette “når” allerede en realitet, denne betingelse er allerede til stede, men et enkelt land, tilmed et af de mest tilbagestående kapitalistiske lande, der prøvede på at realisere, gennemføre, praktisk tilrettelægge en ny forbindelse mellem industri og landbrug straks og direkte, kunne ikke magte denne opgave i “stormangreb” og må nu blive herre over den ved en række langsomme, gradvise, forsigtige “belejrings”aktioner.
Blive herre over handelen, give den en bestemt retning, lægge den i bestemte rammer, det kan den proletariske statsmagt. Et lille, ganske lille eksempel: i Donetsbækkenet er der begyndt et lille, endnu meget lille, men utvivlsomt økonomisk opsving, dels på grund af en højnelse af arbejdsproduktiviteten i de store statsminer, dels også på grund af bortforpagtning af de små bondeminer. Den proletariske statsmagt får på den måde et lille ekstra kvantum kul (for et fremskredent land et ynkeligt lille, men i vor armod dog et mærkbart kvantum) til en omkostningspris af, lad os sige 100, og den sælger det til de enkelte statsinstitutioner til 120, til private til 140. (I parentes bemærket vælger jeg disse tal ganske vilkårligt, for det første fordi jeg ikke kender de nøjagtige tal, for det andet fordi jeg ikke ville offentliggøre dem nu, selv om jeg kendte dem.) Dette tyder på, at vi, ganske vist i yderst beskedent omfang, begynder at blive herre over omsætningen mellem industri og landbrug, blive herre over engros-handelen, blive herre over den opgave at få tag i den forhåndenværende, lille, tilbagestående industri eller i den store, men svækkede og forarmede industri, at genoplive handelen på det givne økonomiske grundlag, at give den almindelige middelbonde (og han er en masseforeteelse, en repræsentant for masserne, en elementarkraft) en fornemmelse af det økonomiske opsving, at udnytte dette til et mere systematisk og ihærdigt, mere omfattende og vellykket arbejde på at genrejse storindustrien.
Vi vil ikke forfalde til nogen “følelsessocialisme” eller til den gammelrussiske, halvt herremandsagtige, halvt bondeagtige, patriarkalske indstilling, som kendetegnes ved en tankeløs ringeagt for handelen. Det er tilladeligt at benytte sig af alle mulige økonomiske overgangsprægede former, og man skal forstå at benytte sig af dem, så snart det er fornødent, for at sikre bøndernes forbindelse med proletariatet, for omgående at bringe liv i samfundsøkonomien i et forarmet og afrakket land, for at hidføre et opsving i industrien, for at lette yderligere, mere omfattende og dybtgående foranstaltninger som til eksempel elektrificeringen.
Forholdet mellem reformer og revolution har kun marxismen defineret nøjagtigt og rigtigt, hvorved Marx kun kunne se dette forhold fra én side, nemlig sådan som det artede sig før den første nogenlunde sikre, nogenlunde varige sejr for proletariatet, i hvert fald i et enkelt land. Sådan som det artede sig i den situation, var grundlaget for et rigtigt forhold følgende: reformer er et biprodukt af proletariatets revolutionære klassekamp. For hele den kapitalistiske verden er dette forhold basis for proletariatets revolutionære taktik – en elementær sandhed, som II Internationales korrupte førere og II½ Internationales halvt pedantiske, halvt affekterede riddere forvansker og forkludrer. Efter proletariatets sejr i et enkelt land melder der sig noget nyt i forholdet mellem reformer og revolution. Principielt stiller sagen sig stadig på samme måde, men i formen sker der en ændring, som Marx ikke selv kunne forudse, men som man kun kan blive klar over ud fra marxismens filosofi og politik. Hvordan kan det være, at vi kunne anvende Brestfredens tilbagetog rigtigt? Fordi vi var rykket så langt frem, at der var noget at trække sig tilbage på. Vi havde på nogle få uger, fra 25. oktober til Brestfreden, oprettet en sovjetstat, frigjort os fra den imperialistiske krig ad revolutionær vej, fuldført den borgerlig-demokratiske revolution, det var sket med så svimlende fart, at vi selv efter en vældig baglæns bevægelse (Brestfreden) havde fuldt ud tilstrækkeligt af stillinger til at udnytte “pusterummet” og rykke sejrrigt fremad mod Koltjak, Denikin, Judenitj, Pilsudski, Wrangel.
Før proletariatets sejr er reformer et biprodukt af den revolutionære klassekamp. Efter sejren er de i international målestok stadig det samme “biprodukt”, men for det land, hvor sejren er vundet, udgør de derudover et nødvendigt og berettiget pusterum i tilfælde, hvor kræfterne efter en maksimal anspændelse vitterligt ikke er tilstrækkelige til en revolutionær gennemførelse af den eller den overgang. Sejren giver et sådant “forråd af kræfter”, at der er noget at stå imod med selv under et nødtvungent tilbagetog – stå imod både i materiel og moralsk forstand. Stå imod i materiel forstand – det betyder at bevare et tilstrækkeligt kraftoverskud til, at fjenden ikke kan slå os sønder og sammen. Stå imod i moralsk forstand – det betyder, at man ikke lader sig demoralisere, desorganisere, at man bevarer en nøgtern bedømmelse af stillingen, at man bevarer mod og sindsro, at man vel kan trække sig langt tilbage, men gøre det med måde, så man i tide kan standse tilbagetoget og igen gå til offensiv.
Vi har trukket os tilbage til statskapitalismen. Men vi har trukket os tilbage med måde. Vi trækker os nu tilbage til statslig regulering af handelen. Men vi vil gøre det med måde. Der er allerede tegn til, at dette tilbagetog snart kan være endt, at det om ikke alt for længe kan blive muligt at standse dette tilbagetog. Jo mere bevidst, jo mere samdrægtigt, jo mere fordomsfrit vi gennemfører dette nødvendige tilbagetog, des hurtigere vil det blive muligt at standse det, des sikrere, hurtigere og bredere bliver så vor sejrrige fremrykning.
5. november 1921
N. Lenin
1. II½ Internationale – Se note 1 til artiklen Nye Tider, Gamle Fejl I Ny Form. – S. 34.
2. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, s. 31 (Engels til Bebel, 18.-28. marts 1875) og Marx/Engels, Werke, Bd. 36, s. 250. – S. 34.
3. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 18, s. 533. – S. 36.
4. Brestfreden – Se note 4 til artiklen Nye Tider, Gamle Fejl I Ny Form. – S. 36.
5. Se denne udgaves bind 10, s. 238. – S. 38.
6. Versaillesfreden – blev den 28. juni 1919 underskrevet af USA, England, Frankrig, Italien, Japan og andre allierede magter samt Tyskland, som havde tabt krigen, og gjorde ende på 1. verdenskrig. Traktaten var tydeligt i de sejrende magters favør, og den var desuden rettet mod Sovjetrusland og den revolutionære verdensbevægelse. – S. 38.
Sidst opdateret 6.7.2014