Svar på visse spørgsmål fra korrespondenten fra den franske nyhedstjeneste Havas

Leon Trotskij

19. februar 1937


Om Trotskijs holdning til situationen i Spanien. Særskilt dokument i den såkaldte Dewey-høring af Leon Trotskij på baggrund af anklagerne under Moskva-processerne 1936-38.

Dokumentet findes i den trykte udgave af The Case of Leon Trotsky. Report of the Hearings on the Charges Made Against Him in the Moscow Trails. By the Preliminary Commission of Inquiry, Merit Publishers, 1968.
Hele høringen findes online på Marxists Internet Archive. Fra side 301-303, 9. møde, 15. april 1937.

Oversat til dansk af Jørgen Lund fra den engelske udgave, september 2016.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. sep. 2015.

Noter


Har jeg eller har jeg ikke givet “instrukser” om at bistå den republikanske front med frivillige? Jeg har ikke givet “instrukser” til nogen. Generelt giver jeg ikke “instrukser”, jeg udtrykker mine holdninger i artikler. Kun kujoner, forrædere eller fascismens agenter kan afvise bistand til de spanske republikanske hære. Enhver revolutionærs grundlæggende pligt er at kæmpe mod Francos, Mussolinis og Hitlers bander.

På venstrefløjen af den spanske regerings-koalition, og delvist i oppositionen, er der POUM. Dette parti er ikke “trotskistisk”. Jeg har kritiseret partiers politik ved mange lejligheder, på trods af min varme sympati for det heltemod, som medlemmer af dette parti, først og fremmest de unge, kæmper med ved fronten. POUM har begået den fejl af deltage i “folke”frontens parlamentariske sammenslutning; under dække af denne sammenslutning forberedte general Franco åbent den opstand, som nu hærger Spanien. Et revolutionært parti ville ikke have lov til at påtage sig – enten direkte eller indirekte – noget ansvar for en politik, der er blind og kriminelt eftergivende. Det ville være forpligtet til at opfordre masserne til årvågenhed. Ledelsen af POUM begik den anden fejl at indgå i den catalanske koalitionsregering; for at kunne kæmpe hånd i hånd med de andre partier ved fronten er der ikke grund til at påtage sig noget ansvar for disse partiers forkerte regeringspolitik. Uden at svække den militære front i ét øjeblik, er det nødvendigt at vide, hvordan man samler masserne politisk under det revolutionære banner.

I borgerkrig gælder det meget mere end i almindelig krig, at strategien er bestemt af politikken. Robert Lee var som øverste hærleder, sikkert mere talentfuld end Grant, men programmet for slaveriets afskaffelse, sikrede Grant sejren. [1] I vores tre år med borgerkrig var overlegenhed i militær kunnen og militær teknik tit og ofte på fjendens side, men i den sidste ende var det bolsjevikkernes program, som sejrede. Arbejderen vidste godt nok, hvad han kæmpede for. Bonden tøvede i lang tid, men ved at sammenligne de to regimer, støttede han til sidst den bolsjevikiske side.

I Spanien har stalinisterne, der har råbt det allerhøjest, fremført den formel, som Caballero, [2] regeringslederen, også klæber sig til: Først militær sejr, og derefter social reform. Jeg betragter denne formel som fatal for den spanske revolution. Uden at kunne se de afgørende forskelle mellem de to programmer i virkeligheden, vil de arbejdende masser – først og fremmest bønderne – synke hen i ligegyldighed. Under disse forhold vil fascismen uundgåeligt vinde, fordi de rent militære fortrin er på deres side. Dristige sociale reformer er det stærkeste våben i borgerkrig og er den grundlæggende betingelse for at vinde over fascismen.

Stalins politik, der altid har afsløret ham som opportunist i revolutionære situationer, er dikteret af frygten for at skræmme det franske borgerskab, først og fremmest “de 200 familier”, mod hvem den franske folkefront – på papiret – for længe siden har erklæret krig. Stalins politik i Spanien er i mindre grad en gentagelse af Kerenskijs politik i 1917, end det er som Ebert-Scheidemanns politik i den tyske revolution i 1918. Hitlers sejr var straffen for Eberts-Scheidemanns politik. I Tyskland blev straffen forsinket 15 år. I Spanien kan den komme på mindre end 15 måneder.

Vil den sociale og politiske sejr for de spanske arbejdere og bønder imidlertid ikke betyde europæisk krig? Sådanne profetier, der er dikteret af reaktionær fejhed, er grundlæggende falske. Hvis fascismen vinder i Spanien, vil Frankrig befinde sig i en skruestik, som det ikke kan komme ud af. Francos diktatur vil betyde den uundgåelige fremskyndelse af krig i Europa, under de sværeste forhold for Frankrig. Det er nytteløst at tilføje, at en ny europæisk krig vil tømme det franske folk til sidste bloddråbe og betyde dets forfald, og vil af samme grund være et frygteligt slag mod hele menneskeheden.

På den anden side vil sejren for de spanske arbejdere og bønder utvivlsomt ryste Mussolinis og Hitlers regimer. Takket være deres lukkede totalitære karakter skaber de fascistiske regimer et indtryk af urystelig stabilitet. Faktisk vil de ved den første seriøse test blive ofre for interne eksplosioner. Sejren for den russiske revolution tappede kraften af Hohenzoller-regimet. Sejr for den spanske revolution vil underminere Hitlers og Mussolinis regimer. Alene af den grund vil de spanske arbejdere og bønders sejr straks vise sig at være en mægtig kraft for freden.

Opgaven for de sande spanske revolutionære består i at styrke og forstærke den militære front, i at rive det sovjetiske bureaukratis politiske formynderskab ned, i at give masserne et dristigt socialt program, i derved at sikre revolutionens sejre, og – præcis på den måde – sikre fredens sag. Alene heri ligger Europas frelse.

Leon Trotskij

Noter

1. Robert E. Lee og Ulysses S. Grant var hærførere i Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865) for hhv. Sydstaterne og Nordstaterne.

2. Francisco Largo Caballero var leder af socialistpartiet (PSOE) og ministerpræsident 4. sep. 1936-17. maj 1937.


Sidst opdateret 10.9.2016