Noterne er placeret sammen med den enkelte afsnit, men i fald nogen skulle ønske dem samlet, er de altså her.
1. For Thomas Hodgkin viste den iranske revolution islams "revolutionære" potentiale, som han hævdede havde meget til fælles med marxismen. Han skrev: "Den revolutionære islam forsøger at etablere en islamisk samfundsmodel på verdensplan, ligesom marxister forsøger at etablere en socialistisk." T. Hodgkin: The Revolutionary Tradition in Iran, Race and Class, volume XXI, 1980, p.234. Som den anden yderlighed har de iranske Mojahedin guerillaer rutinemæssigt beskrevet Khomeini-regimet som fascistisk.
2. Alle skribenter, der forholder sig til emnet, ønsker tilsyneladende at anvende deres egne betegnelser. For G H Jansen er den korrekte betegnelse millitant islam, se Militant Islam, London 1979. For E Sivan er betegnelsen radikal islam, se Radical Islam: Medieval Theology and Modern Politics, Yale 1985. For G Keppel er bevægelsen islamistisk, se The prophet and Pharaoh, London 1985. N Keddie vælger islamisk, se Waiting in the wings: the Islamic opposition, i The Middle East, august 1985, p.42.
3. De, der benytter betegnelsen fundamentalistisk, bruger den ofte om alle personer, bevægelser og regeringer, der er knyttet til islamiske principper. For Hiro, der er forfatter til et populært værk om fundamentalismen, dækker begrebet den revolutionære iranske bevægelse, det saudi-arabiske regime og de afganske guerillaer, Se Islamic Fundamentalism, London 1988, p.1.
4. Sivan skriver, at de sunni-islamske lande, heriblandt Egypten, i høj grad er en anden verden end de shiitiske, som Iran. Sivan p.XI og p.188.
5. Der har ikke været nogen studier af den islamiske fundamentalisme, foretaget af marxistiske forfattere. Hodgkins korte artikel om Iran er stadig det eneste forsøg fra venstefløjen på en analyse af bevægelsens rødder.
6. Marx: A Contribution to the Critique of Hegel's Philosophi of Right, i Marx: Early Writings, London 1975, p.224.
På dansk: Fra 1844-indledningen til Kritik af den hegelske retsfilosofi, (1843), fx. i: Karl Marx: Økonomi og Filosofi. Ungdomsskrifter ved Villy Sørensen, København 1970, side 51.
7. ibid., p.244. [Dansk: Ibid., s. 51f.]
8. P Siegal: The Meek and the Militant, London 1986, p.28.
9. Watt skriver: "Mens de rige købmænd fik deres personlige velstand til at vokse, så svigtede de mere og mere deres forpligtigelser... Den kapital, der havde dannet grundlag for deres første handler, var antageligvis gruppens fælleseje, som de blot var sat til at administrere, men fortjenesten gik i deres egne lommer, og inden længe var der ikke mere fælles ejendom tilbage. De socialt svagest stillede, fx. enker og forældreløse børn, blev snydt og holdt nede på det skammeligste." W Montgomery Watt: Islam and the Integration of Society, London 1961, p.7.
10. Watt skriver: "Det første budskab i Koranen bestod i et forsøg på at råde bod på den nye merkantilismes individuelle samkvittighedsløse pengemageri." Watt, p.45.
11. Islam er et arabisk ord, der betyder underkastelse, muslimer er dem, der underkaster sig (Allah).
12. op.cit., p.9.
13. Dyrkning af jord var ikke muligt i Mekka, og der var ikke blevet udviklet klasseforhold på basis af jord, som det skete i det feudale Europa. Derfor var der heller ikke blevet udviklet nogen institutioner for klasseherredømmet. Det eneste regeringsorgan var et senat eller mal'a, som byggede på enstemmige beslutninger blandt klassens repræsentanter. Se Asghar Ali Engineer: The Origin and Development of Islam, New Delhi 1980, p.45-46.
14. Gibb skriver: "De (købmændene fra Mekka) var et udfald mod de virkninger, som hans prædiken kunne få på deres økonomiske velstand. Tilmed opfattede de hurtigere end Muhammad selv at deres accept af hans lære ville betyde en ny slags politisk autoritet i deres oligarkiske samfund." H A R Gibb, citeret i Engineer, p.47.
15. Engineer, p.107.
16. Engineer, p.108.
17. "Islam var på en måde en social udjævner forsåvidt som der ikke fandtes nogen feudale institutioner eller tilhørende store uligheder. Oveni betragtede islam, i hvert fald teoretisk, ikke race eller farve som en diskriminerende faktor og behandlede derfor alle troende lige. Når man sammenligner med det persiske samfund eller de regioner, der blev regeret af den romerske kejser, så var det islamiske samfund meget mere lige og havde derfor en kraftig tiltrækning for de undertrykte i andre samfund." Engineer, p.157.
18. Der udbrød hurtigt stridigheder om fordelingen af velstanden og ummaens ledelse, dvs. om kontrollen over det islamiske imperium. Den vigtigste strid førte til det shia-muslimske kætteri.
19. E Mortimer: Faith and Power: The Politics of Islam, London 1982, p.54.
20. Orientalisten von Grünebaum skriver, at kun der, hvor moskeen og markedspladsen fandtes samme sted kunne troen praktiseres rigtigt. "Kun i en by, dvs en bebyggelse rundt om en central moske, jami, der passer til fredagsbønnen, og et marked (og helst også en offentlig badeanstalt) kan troens krav blive opfyldt fuldt og hurtigt." G E von Grünebaum: Medieval Islam, Chicago 1953, p.173.
21. De omfatter Wahhabi bevægelsen i Saudi Arabien, Sanusi i Nordafrika og den indiske genoplivningsbevægelse. Se Mortimer, kapitel 3.
22. I virkeligheden var regionen blevet delt mellem to hoved-magtblokke – det ottomanske imperium, der kontrollerede et bredt bælte af territoriet fra Atlanterhavet til Kaukasus, og det persiske imperium i den meget mindre iranske region. Trods forskellene mellem det overvejende sunni-muslimske ottomanske rige og det overvejende shiitiske Persien så befolkningen i regionen hele området som integreret af en fælles religion og kultur.
23. I fx. Algeriet organiserede Abd al-Kader væbnet modstand mod franskmændene. Der var imidlertid ikke nogen af oppositionsbevægelserne mod imperialismen, der varede mere end nogle få år.
24. Mamelukkerne var medlemmer af en militær kaste, med tjerkessiske rødder, der regerede Egypten i den ottomanske sultans navn.
25. På Al Azhar, Cairos islamiske universitet og den sunni-muslimske verdens lærecenter, opfordrede shaikh'er de troende til at samarbejde med de nye herskere og fordømte optøjerne mod franskmændene. Men Egypten blev også scene for et kort masseoprør mod imperialismen, da der i oktober 1798 var store demonstrationer mod den franske invasion. De fattige og håndværkerne i byen fyldte Cairos gader og gjorde det for en stund, i følge en arabisk historiker, umuligt for franskmændene at få blot en enkelt dags fred i Egypten. J M Ahmed: The Intellectual Origins of Egyptian Nationalism, London 1960, p.3.
26. Der var i nogle byer en gammel tradition for betalt arbejde, men fabriksproduktionen kom først med Muhammad Alis reformer. Se R Owen: The Middle East in the World Economy 1800-1914, London 1981, kapitel 2.
27. Ahmed, p.22.
28. Safavid dynastiet, der regerede det persiske rige i 300 år fra det sekstende århundrede, indførte shiismens "tolvte" tendens over for den iranske befolkning ved at bruge religionen som et socialt kontrolorgan. Det etablerede en struktur, der gjorde den ældste del af ulamaen til en del af statsapparatet. Se N Keddie: Roots of Revolution, Yale 1981, kapitel 1.
29. Floor påpeger, at under Qajar dynastiet, der regerede det persiske rige fra 1796 til 1925, indtog den ældste del af ulamaen en priviligeret og indflydelsesrig position. "En af deres funktioner i samfundet var at legitimere den politiske elites styre. Pga. den funktion var de i stand til at øve indflydelse på, måske endda udøve, politisk magt." M Floor: Revolutionary Character of the Ulama, i N Keddie (red): Religion and Politics in Iran, Yale 1983, p.73.
30. Keddie: Roots of Revolution, p.32.
31. Ahmed, p.16.
32. Afghani i pjecen Islamic Solidarity, i: John J Donohue og John L Esposito: Islam in Transition, New York 1982, p.23.
33. I 1911 havde Storbritannien alene investeret 43 mill.£ i Egypten, især i bomuldsdyrkning, og stimulerede dermed en kraftig ekspansion blandt egyptiske avlere, handelsmænd og ved første verdenskrigs udbrud egyptiske fabrikanter. Se Tignor: State, Private Enterprise and Economic Change in Egypt, 1918-52, Princeton 1984, p.21.
34. Vatikiotis skriver, at de nye kapitalister "repræsenterede kernen i et indfødt epyptisk, nationalt baseret og erhvervsmæssigt borgerskab, for hvem uafhængigheden gav løfte om magt og status." P J Vatikiotis: The Modern History of Egypt, London 1969, p.248.
35. En anden grund til at Wafd fjernede sig fra de islamiske elementer i den modernistiske tradition var, at prominente medlemmer af partiet var kristne (koptiske) jordejere og entreprenører. Se Vatikiotis, p.252.
36. I denne periode bestod en stor del af den lille egyptiske arbejderklasse af grækere, armeniere, jøder, syrere og italienere. Se J Beinin: Formation of the Egyptian Working Class, Merip Reports, no. 94, Washington 1981, p.16.
37. Beinin skriver: "Arbejderklassens militante aktioner – overskæring af jernbaneskinner, boycot og blokade af Cairos sporvogne, demonstrationer af strejkende arbejdere – var vigtige faktorer (for Storbritanniens beslutning om at give efter for de nationalistiske krav) ..." Beinin, p.19.
38. De udenlandske koncessioner blev fjernet, der blev oprettet statsbanker til at finansiere den indenlandske industri, investreringer blev fremmet og de iranske varer blev beskyttet af høje toldmure. Oveni blev der oprettet handelsmonopoler af regeringen og de store handelshuse. Se Keddie: Roots of Revolution, kapitel 5.
39. I 1922 voksede antallet af egyptiske fagforeninger til 95, i 1927 var det faldet til 62 og antallet af medlemmer faldt hurtigt. Beinin, p.20-21.
40. Richard P Mitchell: The Society of the Muslim Brothers, London 1969, p.8.
41. Mitchell p.328.
42. Mitchell p.321.
43. Mitchell p.321.
44. Mitchell p.264.
45. I følge Banna skulle forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver styres efter det islamiske princip om gensidige rettigheder og pligter, baseret på gensidig respekt og sympati. Til gengæld for begrænsede arbejdstimer, punktlig betaling og et rent og sundt hjem skulle arbejderen udføre sit arbejde fuldt ud og trofast. Mitchell, p.253.
46. Broderskabets uvilje over for venstrefløjen var så stor, at det i 1940 sluttede sig til Wafds antikommunistiske kampagner og oveni satte en regelmæssig spalte i sin avis med titlen: Kampen mod kommunismen. I tilgift overvågede Broderskabet venstrefløjsaktiviteter og gav oplysninger videre til regeringen. Mitchell, p.39.
47. Mitchell, p.329.
48. Mitchell, p.30.
49. Eric Davis viser, at af de mere end 600 medlemmer af organisationen, der blev arresteret i 1954, faldt 70% inden for disse kategorier. E Davis: Ideology, Social Class and Islamic Radicalism in Modern Egypt, in Said Amir Arjomand (red): From Nationalism to Revolutionary Islam, London 1984, p.142.
50. Gamle militante arbejdere kan stadig i dag huske Bannas formaning til hans tilhængere om, at strejkerne var haram, forbudt i følge islamisk lov. Samtale med en tidligere arbejder i Shubra al-Khaima tekstilfabrikkerne i Helwan, marts 1987. De militante var dybt fjendtlige over for Broderskabet, men selv i slutningen af 1940'erne havde det opbakning i arbejderklassen. Mahmoud Hussein skriver:
"Det Muslimske Broderskab udtrykte masserne reelle håb om at smide de udenlandske og borgerligt ideologiske lænker, som holdt dem i en tilstand af undertrykkelse ...
Det kæmpede for at lovprise nødvendigheden af voldelige aktioner i proletariatet, som intet eksisterende politisk parti havde haft varig indflydelse på."
Mahmoud Hussein: Class Conflict in Egypt: 1945-70, New York 1973, pp.80-81, 98.
51. I følge Tabari "kunne utilfredse sociale lag henvende sig til Sh'i præsteskabet efter hjælp, og præsteskabet kunne bruge sin evne tíl at styre social utilfredshed som en forhandlingsposition over for retssystemet og bureaukratiet. Gentagne gange i løbet af det nittende århundrede mobiliserede det masserne for at lægge hindringer i vejen for regimets forsøg på at begræse dets magt." Tabari: The Role of the Clergy in Modern Iranian Politics, i Keddie: Religion and Politics in Iran, p.49.
52. N Keddie, i Roots of Revolution, p.89.
53. Tabari, p.60.
54. Storbritannien og Rusland afsatte shahen og erklærede, at hans forhold til Tyskland, som var Irans største handelspartner i 1930'erne, truede de allieredes sikkerhed i regionen.
55. Shaul Bakhash: The Reign of the Ayatollahs, London 1972, p.23.
56. Bakhash, p.23.
57. I 1946 var der 146 fagforeninger, der gjorde krav på at have 335.000 medlemmer, inklusiv tjenere, biografpersonale og ansatte i bazarens butikker. Se E Abrahamian: Iran between Two Revolutions, Princeton 1982, p.353.
58. En forklaring på teorien om den afbøjede permanente revolution findes i Tony Cliff: Deflected Permanent Revolution, London 1981.
59. Se Abdel Mogny Said: Arab Socialism, London 1972, kapitel 2.
60. Stephen skriver, at de Frie Officerer "opstod som en kerne af en ny elite bestående af officerer fra hæren, teknokrater, administratorer, folk fra liberale erhverv og andre medlemmer af middelklassen, der sympatiserede med eller håbede at profitere af deres aktiviteter." Stephen: Nasser, London 1973, p.110.
61. Sejren ved Suez var en massiv opløftning for nationalister overalt i regionen, der ønskede at efterligne Nasser og gribe magten. Det gjalt Baath-partiet, der stod stærkt i Syrien og Irak, den arabiske nationalistiske bevægelse med base i Libanon og Yemen, den algerske nationale befrielsesfront og de palæstinensiske aktivister, der kort efter befandt sig i Al Fatah.
62. Se Clawson: The Development of Capitalism in Egypt, -i: Khamsin, London 1981, pp.99-109
63. Mens der til at begynde med var en stigning i levestandarden, så betød den hurtige befolkningstilvækst, at økonomien stagnerede og at forbedringerne hurtigt forsvandt. Fra 1956 til 1965 var den årlige vækstrate højere end fødselsraten, nemlig 4,6%. Efter 1967 faldt den til 1%, hvilket var på niveau med den årlige vækst i befolkningen. Massiv indvandring fra land til by understregede de deraf følgende problemer. Se Lafif Lakhdar: The development of Class Struggle in Egypt, i Khamsin, London 1978, p.51.
64. En måned efter at de Frie Officerer var kommet til magten, godkendte de i august 1952, at to strejkeledere fra Kafr al-Dawwar tekstilfabrikken nær Alexandria blev hængt. I januar 1953 forbød regimet alle politiske partier undtagen det Muslimske Broderskab, som fik gunstig behandling som en social og religiøs organisation. Broderskabet blev forbudt i oktober 1954. Se Stephens, pp. 120 og 136.
65. Nasser udtalte: "Vi havde modet til ved revolutionens begyndelse at erklære, at vi ikke havde nogen teori, skønt vi havde nogle klart defineret principper", og "Vi erklærede, at vi via afprøvningsmetoden ville konstruere en teori" og "Vi blev ved med at sige, at vi ville lave fejl, og vi blev ved med at indrømme, at vi ikke havde nogen teori." Se Se Said, p.64
66. Said, p.24.
67. Mitchell, p.24.
68. Floor, p.79.
69. Bakhash, p.28.
70. Bakhash, p.29.
71. Bakhash, p.38.
72. For første gang opfordrede Khomeini til dannelse af en oppositionsbevægelse. Han var uklar på strategien, når han hævdede, at det ville være muligt at ændre regimet indefra eller ødelægge det. Han erklærede: "folket vil vågne op og være aktivt ... der vil blive dannet en oppositionsbevægelse med deltagelse af alle mænd af religion og ære ... Til sidst vil de i stort tal trænge ind i regeringen eller de vil slås og vælte den.", Bakhash, p.39.
73. Khomeini brugte første gang denne indgangsvinkel under begivenhederne i 1963. Abrahamian skriver: "Selv om mange præster var imod regimet pga. jordreformerne og kvindernes rettigheder, så blev Khomeini, der afslørede et magtfuld greb om massepolitik, ved med at arbejde med en mængde andre sager, der skabte større vrede blandt befolkningen i almindelighed."
Abrahamian, p.425. Senere "Khomeini refererede ikke offentligt til hans arbejde om regeringsspørgsmålet, tværtimod afviste hans følge senere værket og argumenterede med, at det enten var en forfalskning lavet af Savak (det hemmelige politi) eller en lyttende students råudkast. Abrahamian, p.149. År senere, da Khomeini var blevet leder af den islamiske republik, tøvede han ikke med at påberåbe sig censur.
74. I 1921 havde to smågrupper slået sig sammen for at danne det egyptiske socialistparti. Den ene bestod stort set af intellektuelle og selvstændige med en reformistisk politik, den anden var en større gruppe syndikalister, hovedsaglig ikke-arabiske arbejdere. Det følgende år blev reformisterne smidt ud og medlemsskaren erklærede sig marxistisk og dannede det egyptiske kommunistparti. I 1924 havde det ca. 1000 medlemmer, hvoraf nogle var i velorganiserede fabrikker, men kunne ikke stå mod Wafd's angreb, herunder arrestationen af ledende medlemmer i 1924 og 1925. Se Beinin og Suliman Bashear: Communism in the Arab East 1918-28, London 1980, kapitel 7.
75. En række diskussionsgrupper blev dannet af unge egyptiske jøder, elitens børn, der blev motiveret både af omslaget i de økonomiske og sociale forhold i Egypten og af udsigten til fascismens vækst i Europa. I 1943 havde de dannet tre små organisationer: det egyptiske nationale befrielsesbevægelse, Iskra og folkets befrielse. Se Perrault: A Man Apart; The Life of Henri Curiel, London 1987, p.110.
76. Perrault, p.120.
77. Nogle egyptiske kommunister forsøgte at forsvare en anti-zionistisk position, men skaden var allerede sket og fik alvorlige følger for de egyptiske jøder. En jødisk kommunist udtalte: "Krigen i Palæstina var et forfærdende slag for os". Perraut, p.149.
78. Beinin: The Communist Movement and National Political Discourse in Nasirist Egypt, i The Middle East Journal, bind 41, no.4, efteråret 1987, p.571.
79. Beinin: The Communist Movement, p.571.
80. Beinin: The Communist Movement, p.576.
81. Beinin: The Communist Movement, p.576.
82. Beinin: The Communist Movement, p.576.
83. Et brev sendt til fanger i Kharga, Beinin: The Communist Movement, p.577.
84. En beretning om arbejdernes og studenternes kampe i 1968 findes i Ahmed Abdalla: The Student Movement and National Politics in Egypt, London 1985, pp.149-59.
85. Der var massive studenterbesættelser og sammenstød med politi og tropper. Se Abdalla, pp.176-97. Samtidig var der en række succesrige strejker, se Lakhdar, pp.67-68.
86. Mellem 1975 og 77 omfattede strejkerne alle store industricentre. Nogle udløste demonstrationer, som transportarbejder-strejken i Cairo, og førte til at strejkende og fattige i byerne sloges med politiet. Se Lakhdar, pp.80-71.
87. Selv Al Ahram, det halvofficielle dagblad, indrømmede: "industriarbejderne udgjorde en million og dannede oprørets spydspids." Lakhdar, p.75. En beskrivelse af begivenhederne findes i Notes of the Month i International Socialism 95, 1. series, februar 1977.
88. Den officielle redegørelse for begivenhederne placerede ansvaret hos venstreorienterede agitatorer og rettede beskyldninger mod det nyligt dannede progressive unionistparti, der blev ledet af gamle ECP medlemmer. Se R W Baker: Egypt's Uncertain Revolution Under Nasser and Sadat, Cambridge, Massachusetts 1978, p.165.
89. Kepel, p.43.
90. Kepel, p.47.
91. Kepel, p.56.
92. Det pro-vestlige regime i Saudi Arabien havde været tilfreds med at tage mod mange af de medlemmer af Broderskabet, som Nasser smed ud, fordi det frygtede at han skulle få en undergravende indflydelse i regionen. En følge blev, at ledende aktivister blev opslugt af det saudiske samfund.
93. Det navn blev de fejlagtigt kendt under i vesten. Gruppen blev også tillagt skylden for mordet på Sadat i 1981, som Jihad-gruppen stod bag.
94. Abdalla, p.220.
95. Davis skriver, at det ikke er tilfældigt, at grupperne valgte at kalde deres primærorganisationer for al-usra – familien. Han tilføjer, "ved at danne celler i større bycentre og provinshovedstæder forsøgte de islamiske grupper at genskabe det traditionelle landsbylivs fælles enhed. Den islamiske familie gav således en følelse af identitet og beskyttelse over for det, den opfattede som en fjendtlig og lunefuld omverden." Davis, p.144.
En undersøgelse udført af det amerikanske universitet i Cairo viser gruppernes succes på universitetsområderne, hovedparten af medlemmerne var studenter på 20-25 år. "Klassetilhørsforholdet var for det meste middelklasse og mange medlemmer kom fra landet eller fra de mindre byer." Nemat Guenena: The Jihad, An Islamic Alternative in Egypt, Cairo Papers in Social Science, vol.9, Monograph 2, sommeren 1986, p.67. Kepel, p.220, viser også hvordan studenterne dominerede blandt aktivisterne i gama'at.
96. Blandt lederne var Sadats højre hånd, Uthman Ahmad Uthman, der af Kepel bliver beskrevet som Egyptens Rockefeller, og som havde været Broderskabs-aktivist i sine unge dage. Kepel, p.109.
97. Kepel, p.133.
98. Kepel, p.135.
99. Den argumenterede for, at de største problemer, oppositionen nu stod overfor, var "... omstyrtelse af det anakronistiske monarki, ødelæggelse af det reaktionære statsmaskineri, afskaffelse af de store kapitalister og jordejere, og overføring af magten fra disse klasser til de patriotiske og demokratiske klasser og lag, dvs. arbejdere, bønder, småborgerskabet i byerne (handelsmænd, butiksindehavere og håndværkere), den patriotiske og progressive intelligens og det nationale borgerskab." Abrahamian, p.456.
100. Bakhash, p.27.
101. Se en beskrivelse af guerillaens opståen i Zabih: The Left in Contemporary Iran, London 1986, p.91.
102. I løbet af 1970'erne blev der dannet netværk på mange arbejdspladser, se Assef Bayat: Workers and Revolution in Iran, London 1987, p.91.
103. Arjomand har vist, at igennem perioden skete der en hurtig vækst i de islamiske institutioner, herunder moskeer og hoseyniyyahs, og i mængden af religiøs litteratur. Mellem 1961 og 1975 voksede Teherans befolkning toenhalv gange, mens antallet af moskeer voksede fem gange. I 1956 udgjorde religiøse titler 10% af udgivne bøger. I 1976 var tallet 33%. Samtidig begyndte millioner af pilgrimme at rejse til helgengrave og hellige steder i Iran og i udlandet. Said Amir Arjomand: Traditionalism in Twentieth-century Iran, -i: Aromand, pp.214-16.
104. Abrahamian, p.470.
105. Mojahedin kårede Shariati som helgen og udråbte ham til revolutionens læremester og det kollektive udtryk for den progressiv revolutionære bevidsthed. Se Suroosh Irfani: Revolutionary Islam in Iran, London 1983, p.116.
106. En kritisk gennemgang af Shariatis ideer findes i Shahrough Akhavi: Shariati's Social Thought, -i: Keddie (red): Religion and Politics in Iran, pp.125-44.
107. Bakhash påpeger, at Khomeinis tilhængere gentagne gange opfordrede til dannelse af en islamisk regering i pjecer, der blev udgivet i februar og marts 1978. Bakhash: Sermons, revolutionary Pampheleteering and Mobilisation: Iran 1978, i Arjomand, p.185.
108. Khomeini benægtede, at det religiøse lederskab ville spille en central rolle i et nyt politisk system eller at han ville indtage en ledende position. Adspurgt om han ville lede landet svarede han "nej ... hverken min alder, mine egne ønsker eller min religiøse position tillader det." Se Irfane, p.163.
109. Se P Marshall: Revolution and Counter Revolution in Iran, London 1988, pp.69-106.
110. Trotsky: Bonapartism and Fascism, -i: Trotsky: The Struggle Against Fascism in Germany, New York 1971, p.441. I Egypten konkurrerede det Muslimske Broderskab i 1940'erne med en organisation, der åbent identificerede sig med Europas nationalsocialister. Misr al-Fatat (det unge Egypten) opfordrede ungdommen til at forsvare nationen og mobiliserede uniformerede paramilitære enheder.
111. Se Marshall, pp.100-102.
112. Ændringen i den imperialistiske strategi i Golfen er beskrevet i Marshall: A Test of Strengh, -i: Socialist Worker Review no.104, december 1987, pp.44-48, og i Callinicos: Socialists and the Gulf War, Socialist Worker Review, september 1988.
113. Se P Marshall, Socialist Worker Review, maj 1987.
114. Om kontakterne mellem Irak, Golfstaterne og USA se G Nonnemann: Iraq, the Gulf States and the War, London 1986.
115. Den syriske bevægelses klassebasis og politik er påfaldende lig den egyptiske. Se H Batatu: Syria's Muslim Brethen, Merip Reports, no.110, nov-dec 1982, pp.12-20.
116. Der er kun få ægte fundamentalistiske grupper i Afghanistan. Det meste af den islamiske modstandsbevægelse er baseret på stammer med et engagement i de traditionelle værdier, men uden et aktionsprogram, som det den islamiske tendens udviklede.
117. I Tyrkiets tilfælde var der tætte bånd mellem saudierne og premierminister Turgut Özals familie. Se Ronnie Margulies og Ergin Yildizoglu: The Political Uses of Islam in Turkey, i Middle East Report, juli-august 1988, p.15.
118. Om Egyptens tilfælde se Money on the loose, -i: Middle East, januar 1988 pp.22-24, som beskriver detaljer om de islamiske selskabers aktiviteter.
119. Thesis on the National and Colonial Questions, i Theses, Resolutions and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International (London 1980) pp.76-81.
[ Se også: Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål, i Lenin: Udvalgte Værker, bind 13, s. 147-52, Forlaget Tiden, København 1984. (Web.red.) ]
120. Om forholdene i Kina, se Writings of Leon Trotsky 1939-40, New York 1973, p.203.
121. I Iran greb Tudeh-partiet Khomeini som den antiimperialistiske bevægelses udtryk og som revolutionens repræsentant. Den holdning var del i en lang tradition, hvor religiøse tendenser var blevet begavet med forfalskede progressive kvaliteter. Rodinson citerer et fint eksempel på hyldest fra den libanesiske kommunist Raif Khory. I 1942 skrev han:
"Husker du, hver gang du hører ekkoet af den oprindelige opfordring, som Alloho akbar betyder, i et enkelt sprog: straf de grådige undertrykkere, beskat dem der samler profit, konfisker de tyvagtige monopolisters besiddelser, garanter brød til folket, åben vejen til uddannelse og fremskridt for kvinderne, udryd alle de skadedyr, der spreder uvidenhed og splittelse i fællesskabet."
M Radinson: Relationships Between Islam and Communism, -i: Marxism and the Muslim World, London 1979, p.31.
Sidst opdateret 31.7.2008