I det 16. århundrede begyndte Mellemøsten at mærke effekten af de økonomiske og politiske forandringer i Europa. I løbet af de næste to hundrede år tvang europæisk kapitalisme imperierne i Mellemøsten på tilbagetog. De underliggende økonomiske strukturer i regionen blev ikke ændret, da det snarere var omfanget end karakteren af aktiviteterne, der blev mindre. Men med tilbagegang i de større byer, tab af indtægter fra beskatning af handel og reduktion af den militære styrke tabte de islamiske herskere terræn. Korruption inden for dynastierne og ulamaens servilitet skabte en række bevægelser, der satte sig for at bruge den "ægte" islam imod det etablerede samfund. Det var ikke masseprotestbevægelser, de opstod i høj grad blandt utilfredse dele af de herskende grupper, eller som det var tilfældet i Indien, inden for muslimske samfund, der var truet af undertrykte folk. [21] Selv om det lykkedes for nogle af bevægelserne at tage magten f.eks. i Indien, Nordafrika og Saudi-Arabien, og i hjertet af det ottomanske rige – Egypten, Tyrkiet og Levanten – så overlevede den herskende klasse. Snart vaklede den dog under presset fra en langt farligere fjende – den fuldt flyvefærdig europæisk kapitalisme.
Den europæiske besættelse, der begyndte i 1798 med Napoleon's invasion af Egypten, havde indvirkning på næsten hele regionen. Mellemøsten havde været en relativ homogen blok, en region, der stort set havde været samlet under en politisk myndighed (det ottomanske rige) og fungeret indenfor en fælles religiøs-politisk tradition, nemlig islam, islamisk lov og institutioner. [22] Men da Europa begyndte at søge nye markeder, blev de tilbagestående økonomiske strukturer i Mellemøsten hurtigt overmandet. De europæiske magter begyndte at dele det ottomanske rige mellem sig, skabte "nationale" grænser, der afspejlede deres egne nationalstater, og grundlagde en økonomisk udbytning af området, der integrerede det i verdenssystemet.
Der kom forskellige reaktioner fra de lokale herskende grupper: nogle organiserede væbnet modstand, andre gjorde mere symbolsk modstand. [23] I en række af de vigtigste centre for økonomisk aktivitet og politisk magt, især Egypten, Tyrkiet og Iran, forsøgte de herskende grupper at bekæmpe den imperialistiske indflydelse ved at efterligne vesten – modernisere økonomien og reformere staten. Men alle forsøg på modstand mislykkedes. I midten af det 19. århundrede var de traditionelle økonomiske og politiske strukturer under intenst pres: kapitalistiske metoder var i gang med at erstatte den traditionelle produktionmåde, landbruget blev påvirket af vestlige efterspørgsel efter valutagivende afgrøder, og handelen blev omadresseret til at opfylde europæiske behov.
Kolonialiseringen betød også angreb på regionens politiske og sociale strukturer, angreb ført ud i livet af europæerne eller de lokale herskende grupper under stærk imperialistisk indflydelse: administrationen blev reformeret, det juridiske system blev modificeret, ofte udfra de europæiske handelsinteresser, og uddannelserne blev presset til at være ikke-religiøse. Samfundene i Mellemøsten var set under et på tilbagetog, og religionen, som for muslimerne havde fremstået som en samlende kraft for hele regionen, var ude af stand til at forhindre sammenbruddet.
Reaktionen mod vesten ses bedst i Egypten og Iran, som begge var dybt påvirket af imperialismen, og som begge bidrog til fremvæksten af en anti-imperialistisk strømning.
Den franske invasion af Egypten i 1798 afslørede den herskende gruppes skrøbelighed og opportunismen i det religiøse samfund. Franskmændene besejrede snart den osmaniske (mameluk [24]) hær og tog fat på at finde en sektion af den lokale elite, som de kunne samarbejde med. Napoleon udråbte ulamaen (som i et vist omfang havde støttet Napoleon mod den osmaniske hersker) til at være de nye herskere i landet, og ledende religiøse skikkelser viste sig ivrige efter at samarbejde. [25] Men England tvang hurtigt franskmændene til at trække sig tilbage, og i den efterfølgende kaotiske periode vandt Muhammed Ali, en lokal hersker, oprindelig udsendt af den osmaniske sultan, kampen om magten. Hans strategi for at overleve under den imperialistiske trussel var efterligning. Han reformerede den egyptiske stat og forsøgte at reorganisere landbruget og opbygge en moderne industri baseret på kapitalistisk produktion. Forandringerne slog hurtigt igennem: I 1820'erne producerede Egypten store mængder bomuld til eksport, møller og fabrikker blev anlagt i de hastigt voksende byer – et resultat af det blev regionens første moderne arbejderklasse. [26]
Men i 1850'erne kom Muhammed Ali's reformer i vanskeligheder, først og fremmest som et resultat af det europæiske pres. Den britisk kapitalisme ekspanderede i regionen, og efterhånden som den grundlagde nye markeder, smuldrede den egyptiske industri. Et stort antal europæere slog sig ned i de kommercielle centre, hvor de nød en privilegeret status i god forståelse med de europæiske magtbastioner, kendt som kapitulationerne. De etablerede et monopol på dele af handelen. Muhammed Ali's tilhængere kom hurtigt i stor gæld til vestlige banker og regeringer. Da landet officielt blev erklæret for bankerot i 1876 blev det klart, at magten var i færd med at falde i hænderne på de udenlandske kreditorer.
Denne udvikling var med til at stimulere den første egyptiske nationalistiske bevægelse. Dens medlemmer var hovedsagelig administratorer, som arbejdede i det statslige bureaukrati, og militære personer. De var inspireret af forsøget på at skabe et moderne statsapparat og en national identitet efter vestligt forbillede. De forsøgte at udskifte regimet med en regering, der blev opfattet som uafhængig af vesten. Fra disse samfundslag opstod den gruppe, som organiserede kuppet i 1882. Hærofficer Ahmed Urabi tog magten, hvilket førte til en øjeblikkelig engelsk besættelse.
Urabi repræsenterede et nyt egyptisk småborgerskab, men havde også andre tilhængere. Heriblandt var den ophidsede egyptiske jordejerklasse, som havde opnået en betydelig fremgang i perioden siden nederlaget til de osmaniske herskere, og de traditionelle småborgerlige samfundslag, hvor Urabi's egen generation af højtuddannede og officerer kom fra. Den traditionelle urbane økonomi havde lidt stor skade under presset fra imperialismen, især på grund af tilstrømningen af udenlandske varer og misforholdet til de europæiske handelsmænd, der opererede under kapitulationerne. Vreden var rettet mod regimet, regeringens embedsmænd, godsejere og ulamaen, der havde samarbejdet med vesten. Købmændenes og håndværkernes talsmænd var de lavere dele af ulamaen eller teologer som Al-Shaikh Husain al-Marsafi. Ahmed skriver:
"Efter Marsafi's mening var de første tegn på dekadence i den islamiske civilisation kommet med det uhæmmede luksusliv, som lederne af samfundet levede. I Egypten var hele samfundet blevet ruineret af det. For eksempel var de gamle håndværk blevet ødelagt af de luksusvarer, der oversvømmede markederne. Hvis det var sådan, at egypterne ikke kunne leve uden dem, ville det så ikke være i deres interesse selv at importere industrierne fremfor det færdige produkt? ... Det var derfor nødvendigt, efter Marsafi's mening, at egypterne formindskede afhængigheden af udenlandske varer, udviklede deres egne industrier, og genoptog de gamle håndværk". [27]
Marsafi mente, at Ægyptens herskere og ulamaen havde tjent landets dårligt – det var nødvendigt at genskabe den autentiske islamiske etik og give Egypten en regering med et kompromisløst forhold til vesten. Sådanne holdninger stod ikke i modsætning til de ideer, folk som Urabi havde. I virkeligheden fuldendte de nationalisternes ideer og var på ingen måde fjendtlig overfor islamiske idealer. Den nye bevægelse var mistroisk overfor de vestlige metoder, som nedbrød det traditionelle egyptiske samfund – selvom den ønskede at reformere, fremfor at afvise dem. Den udtrykte vreden hos dem, der var ofre for besættelsen og ydmygelsen, og deres raseri mod samarbejdet fra de indfødte, europæiserede herskeres side. Den indeholdt både verdslige og religiøse elementer, et udtryk for de former for nationalisme, som kom til at herske i regionen i næsten hundrede år.
I Iran blev forsøget med national suverænitet mindre traumatisk end i Egypten. Her regerede et svagt centralregime et land opsplittet i stammer og regionale herskere. Centralstyret blev assisteret af ulamaen, som besad officielle regeringsposter, inklusiv lokale poster som bønneledere og dommere. På lavere niveau fungerede det meste af ulamaen uden for regeringens direkte kontrol, de skaffede deres indtægt fra vaqf (skænket) jord og fra skatter og bidrag, især fra købmænd og håndværkerlag, kendt under ét som bazaren. [28]
Der var ingen europæisk besættelse af Iran, selvom både England og Rusland i hele det 19. århundrede udøvede stor indflydelse på den indenlandske politik. Som i Egypten forsøgte regimet at modernisere landet, men det havde ingen politik for økonomisk udvikling. Iranske producenter og handelsmænd begyndte snart at protestere mod presset fra den stigende strøm af europæiske produkter, deres frygt blev kraftigt forstærket, da shahen i 1860'erne begyndte at sælge koncessioner til udenlandske forretningsfolk. Det lille antal teknokrater og højtuddannede grupper, de fleste af dem verdslige liberale, protesterede også. Alle ønskede at se iransk kontrol over de økonomiske og politiske anliggender og ønskede at tvinge regimet til at gennemføre reformer. I 1892 kom disse spørgsmål helt i front, da shahen bevilgede nok en koncession for produktion, salg og eksport af tobak til en britisk handelsmand. Frustrationen eksploderede i oprør, med handelsklasserne og håndværkerne forrest fulgt af borgerskabet og mange fra ulamaen i masseprotest. Det tvang shahen til at gå af.
Nøglen til bevægelsens succes var bindeleddet mellem bazaren og ulamaen. Indtil de blev truet af de nye vestlige økonomiske metoder, havde det religiøse establishment og de traditionelle handelsklasser ikke haft nogen formel forbindelse med hinanden. Ulamaen havde været tæt integreret i den traditionelle herskende klasse, Qajar dynastiet, godsejere og militæret. [29] Men presset fra kapitalismens indtrængen i Iran og autokratiets holdning til det, pressede ulamaen over mod bazaren, som det religiøse establishment havde nære bånd med på mellem og lavere niveau. I følge Keddie:
"Ulamaen havde stærke bånd til bazaren (på persisk kaldet bazaaris), indbefattet både bazaren's elite af købmænd engageret i fjern og international handel og de større grupper af håndværksbutikker i bazaren, der er sluttet sammen i lav. Folkene i ulamaen og bazaren tilhørte ofte de samme familier; meget af ulamaen's indtægt kom fra afgifter oftest betalt af bazaren; lavene fejrede ofte religiøse eller halvt religiøse ceremonier, hvor ulamaen var nødvendig; og fromhed og religiøs observans var et af tegnene på, hvordan man stod i forhold til bazaren eller til lederskabet." [30]
Fra midten af det 19. århundrede voksede ulamaen og bazaren tættere sammen, indtil tobaks-protesten skabte en halvformel national alliance, som var kernen i den bevægelse, der i 1906 førte frem til den Konstitutionelle Revolution, der tvang shahen til at indføre reformer, indbefattet et "majlis" (parlament). Bevægelsens karakter var den samme, som den der havde organiseret oppositionen mod regimet i Egypten. Den forbandt det lille nye småborgerskab bestående af administratorer og intellektuelle med bazaren, knyttede ideerne om verdslige reformer sammen med den traditionelle islam og udtrykte opposition mod imperialismens udskejelser og afskyen over for den lokale herskende klasses rolle.
Selvom det europæiske herredømme havde påvirket hele samfundet, havde det størst indflydelse på de traditionelle handelsklasser. Det afspejlede sig i form af anti-imperialistisk aktivisme; mange af de mest talende og bedst organiserede aktivister var verdslige liberale, men det var det langt talstærkere traditionelle småborgerskab og ulamaens deltagelse, med deres eget langvarige, tætte forhold, som i sidste ende førte frem til en effektiv opposition.
De egyptiske og iranske bevægelser blev kædet sammen af en ideologisk strømning, der fandt sit mest virksomme udtryk i én person: Jamal al-Din al-Afghani, en shiit fra Iran der rejste rundt i hele den islamiske verden. Han agiterede for stiftelsen af en islamisk bevægelse i sunni-dominerede landene som Afghanistan, Egypten, Tyrkiet og Iran.
Afghani afviste ikke helt forsøget på at skabe national suverænitet, men argumenterede for at muslimerne skulle blive fortrolige med de vestlige metoder med det formål at styrke kampen for national selvstændighed og i sidste ende skabe en uafhængig islamisk blok. Han satte sig for at "vække ethvert muslimsk land til styrke og lederskab, så det islamiske samfund kunne indhente de civiliserede nationer i verden, forene østen, og befri dets sjæl fra de vantroendes lænker". [31] Hans kritik af lokale herskere, ulamaen og de koloniale magter førte til sammenstød med regimer, som det ægyptiske, som forviste ham i 1879, og det iranske, som udviste ham i 1891.
Afghani adskilte sig fra alle tidligere muslimske opponenter mod vesten ved, at han insisterede på, at den islamiske verden kunne befri sig selv fra europæisk herredømme ved at vende tilbage til de religiøse principper. Han hævdede, at:
"De splittelser og stridigheder, der var opstået i de muslimske lande, udsprang af herskernes fiasko, som fjernede sig fra de solide principper, den islamiske tro var bygget på, og forvildede sig væk fra den vej, deres tidlige forfædre havde fulgt... Når de, der leder islam, vender tilbage til dens lov, og udformer deres ledelse efter det, som tidligere generationer af muslimer har praktiseret, vil det ikke vare længe, før Gud giver dem udstrakt magt og skænker dem en styrke, der svarer til den, de ortodokse kaliffer udøvede." [32]
Afghani insisterede på, at genrejsningen af den islamiske identitet var nødvendig, hvis de muslimske landes befolkninger skulle blive uafhængig af vesten. Han efterlyste altså en genopbygning af de oprindelige islamiske værdier, og genindførelsen af dem i det muslimske samfund på en sådan måde, at det ville styrke islam over for de udenlandske magter. Han argumenterede kraftigt imod ideen om muslimske "nationalstater", som på et etnisk grundlag adskilte sig fra andre stater eller folk, og krævede "pan-islam" – sammenslutning af lande med islamisk tradition.
Behovet for "værdige ledere" var et gennemgående træk i al Afghani's tænkning. I den forstand havde han en politisk vision om et stærkt autoritært system. Forandringer nedefra var ikke indeholdt i hans strategi. Afghani yndede hemmelige metoder, den hemmelige organisering og et undergrundsnetværk. I Iran i 1880'erne og 1890'erne hjalp han således med at knytte alliancen mellem ulamaen, bazaren og verdslige reformfolk mod shahen. I Egypten hjalp han med at organisere en hemmelig bevægelse af intellektuelle, embedsmænd og militærpersoner. På trods af den konspiratoriske tilgang til aktivitet, havde hans skrifter et stort publikum og havde indflydelse på religiøse personer så som Marsafi.
Afghani's synspunkt var radikalt nyt, men det afspejlede den endnu kun delvise udvikling af regionen. Kapitalismen var trængt ind i det meste af Mellemøsten, men den havde endnu ikke skabt et fuldt udviklet lokalt borgerskab med ambitioner om en national udvikling. Stillet over for kolonial besættelse og samarbejdsvilje hos lokale eliter blev det den småborgerlige nationalisme, der ledte den anti-imperialistiske bevægelse.
Afghani lagde de ideologiske rødder til både moderne nationalisme og islamisk fundamentalisme. Ingen af bevægelserne udviklede sig jævnt. Især for fundamentalismen var der mange frem- og tilbageskridt, langt hen ad vejen dikteret af imperialismens politik og presset fra nye massebevægelser. Dens opkomst og senere fremgang ser vi bedst ved at kigge på udviklingsmønstret i Egypten og Iran.
Begge lande var påvirket af de "islamiske modernister", som tog Afghani's ideer op, især den egyptiske Muhammed Abduh og den syriske Rashid Rida. Hele den modernistiske strømning fremhævede reformer som den korrekte reaktion på imperialismen, en ide beslægtet med de nye politiske kræfter, der opstod i centre for økonomisk aktivitet, som fx. Egypten. Den engelske okkupation af Egypten havde fra starten lagt øget pres på de traditionelle handelsklasser, men ved krigens udbrud i 1914 havde besættelsen bragt hidtil uset velstand til visse jordejere og et nyt borgerskab. [33] De udviklingstræk blev forstærket af krigen. I 1914 erklærede England Egypten for et protektorat, sendte tropper ind og udskrev 1,5 million egyptere til en arbejdshær. Mens de fleste egypterne led under stigende fattigdom, tjente jordejerne store profitter på bomuld, og egyptiske fabrikanter tjente penge på at udfylde de huller, der kom som følge af nedgang i importen fra vesten. Krigen anbragte den egyptiske kapital på landkortet og gav selvtillid til en ny elite. [34]
Borgerskabets interesser blev repræsenteret af Wafd partiet, som efter 1919 over for England gjorde krav på egyptisk selvstændighed under deres egen kontrol. Partiets mest fremtrædende medlem var Saad Zaghlul, der havde været under stor indflydelse fra Afghani, og som nu drog den logiske konsekvens af den verdslige del af Afghani's tanker og bandlyste de fleste islamiske dele, som var mindre acceptable for en klasse, der tog afstand fra den traditionelle handelsklasse, der var så dybt påvirket af islamiske ideer og institutioner. Wafd's interesse i egyptisk national udvikling fik dem også til at tage afstand fra Afghani's pan-islamiske visioner. [35]
Efterkrigstiden bød også på en massebevægelse i arbejderklassen. De første strejker havde fundet sted i 1899-1903, hovedsagelig blandt udenlandske arbejdere. [36] Men ved krigens udbrud fandtes der et dusin fagforeninger, de fleste under ledelse af nationalistiske intellektuelle, der så arbejderklassen som en vigtig ny base. I 1914 indførte England undtagelsestilstand, og fagforeningsaktiviteten ophørte faktisk, men da en antikolonialistisk massebevægelse brød ud i 1917, stod arbejderne i centrum af begivenhederne. Efter flere år med kæmpemæssige protester, inklusiv strejker, gik England med til begrænset selvstændighed. I 1924 var Wafd kommet til magten. [37]
Begivenhederne i Egypten fra 1919-21 skabte den første antikoloniale bevægelse i den arabiske verden, som ikke (i det mindste indirekte) tyede til den islamiske tradition. Der var opstået en ny form for masseaktion, der afspejlede den mere udviklede karakter af det egyptiske samfund. De traditionelle handels- og håndværksklasser var ikke forsvundet, men deres sociale betydning var formindsket. Efterhånden som kapitalismen udviklede sig, kom borgerlig nationalisme og selvbevidst proletarisk aktivitet til at stå i centrum.
Der var lignende udviklingstræk i Iran. Den langsomme industrialiseringsproces var blevet forstyrret af krigen og den engelske, franske og russiske invasion. Men besættelsen havde også svækket centralmagten og radikaliseret befolkningen, især i byerne. Regionale bevægelser i nord og nord-vest erklærede områderne for autonome, mens en strejkebølge omfattede stort set hele den lille arbejderklasse. Bevægelsen i byerne krævede en republik, og det lille iranske kommunistparti forlangte endnu mere fundamentale ændringer. Kun hærofficer Reza Khan's indgriben, som rettede et militært angreb på de regionale bevægelser og arbejderbevægelsen, forhindrede den iranske stat i at kollapse. Som i Egypten var der sket et brud med fortidens massebevægelser af islamisk karakter.
Reza Khan havde i begyndelsen gjort sig kendt på republikanske meninger, men udnævnte snart sig selv til shah og satte sig for at modernisere et af de mest tilbagestående lande i regionen. Han opbyggede et nyt statsapparat og introducerede et moderniseringsprogram, som tjente både borgerskabets og handelsklassernes behov. [38] Som i det egyptiske tilfælde var det forsøget på at skabe en økonomisk udvikling ved at styrke kapitalens position, der satte den politiske dagsorden. Bazaren havde, selvom den stadigvæk var en stor og indflydelsesrig institution, mindre politisk vægt, og ulamaen spillede en mindre rolle i massekampen. Faktisk glimrede de religiøse ledere ved deres fravær, en stærk kontrast til begivenhederne i 1890'erne og den konstitutionelle revolution i 1906.
Både i Egypten og Iran syntes kombinationen af religiøse og verdslige elementer, der havde spillet en så fremtrædende rolle i etableringen af den islamiske modernistiske strømning, ikke længere at have afgørende politisk indflydelse.
I Egypten tabte det nye regime hurtigt illusionen om, at det både kunne bryde med vestlig kontrol og opretholde demokratiseringen. Som repræsentant for et ambitiøst egyptisk borgerskab, der mente at have den fulde politiske magt i sine hænder, var Wafd kynisk i sin manipulation med den folkelige stræben efter uafhængighed og arbejdernes ønske om frie fagforeninger, som det skiftesvis søgte at lede og undertrykke. Efter 1927 var antallet af arbejdere i fagforeninger faldet drastisk, og strejker var sjældne. [39]
Ulamaen udviste deres sædvanlige hengivenhed overfor enhver, der havde magten, og protesterede meget lidt mod de moderniseringsskridt, der truede det religiøse establishments traditionelle rolle. Deres status blev også påvirket af deres uduelighed til at rejse andet end symbolsk modstand mod den zionistiske kolonialisering af Palæstina. Fra midt i 1920'erne blev den opfattet som en yderligere imperialistisk trussel, et angreb på de hellige steder i Jerusalem og en omfattende ydmygelse af den muslimske verden, der på alle fronter var på tilbagetog.
I denne situation, der var præget af fortsat hurtige forandringer, hvor kollektiv kamp var aftagende, og hvor briterne og borgerskabet dikterede begivenhedernes forløb, kom en genopblusning af islam. Det skabte den første fundamentalistiske bevægelse, der var viet til at indføre islamiske principper baseret på Koranen og ulamaen gennem massernes politiske aktivitet. Ikhwan al-Muslimin (det muslimske broderskab) blev etableret i 1929 af en skolelærer, Hassan al-Banna. Han havde været påvirket af sufisme og den islamiske "modernistiske tradition". Fra slutningen af 1920'erne begyndte han – stimuleret af det kaos, som egyptisk politik befandt sig i, den kynisme som landets ledere og ulamaen udviste og den fortsatte britiske besættelse – at prædike om, at landet måtte gennemgå en renselsesproces og genindføre islamiske principper.
Ifølge Banna selv mødte han en gruppe arbejdere fra en britisk militær lejr. Banna hævder, at de sagde til ham:
"Vi er trætte af dette ydmygende og indskrænkede liv. Vi ser, at araberne og muslimerne ikke har nogen status eller værdighed. De er ikke andet end blot lejesvende for de fremmede. Vi besidder intet andet end dette blod ... og disse sjæle ... og disse få mønter ...". [40]
De bad ham om, sagde Banna, at gå i spidsen for en rekonstruktion af muslimsk værdighed. Han indvilligede i at stifte en lille gruppe, som ville arbejde for omvendelse og samle egypterne mod den britiske tilstedeværelse og den zionistiske kolonisering af Palæstina.
Bevægelsen voksede usædvanligt hurtigt. I 1932 havde den 15 afdelinger og i 1940 500. Da den toppede i 1940'erne, siges det, at Broderskabet havde 500.000 medlemmer og et tilsvarende antal sympatisører: det var blevet den største masseorganisation i den arabiske verden. [41] Fra dens stiftelse og 20 år frem fremstod den for mange egyptere som den eneste effektive opposition mod imperialismen og regimet. I en periode, hvor Wafd's kamp mod briterne var forstummet, syntes den at være et svar til de egyptere, der følte sig som "blot lejesvende for de fremmede".
Ifølge Mitchell, organisationens historiker, "så Brødrene sig selv som en klar forlængelse af den moderne reformbevægelse identificeret ved navnene Jamal al-Din Afghani, Muhammed Abduh og Rashid Rida". [42] Men ingen af disse figurer, fastholdt Banna, havde taget det vigtige skridt at organisere muslimerne for at genskabe landets og den islamiske verdens identitet. Banna så altså sig selv som "opbyggeren", "den praktiske udvidelse og forlængelse af de tidligere bevægelser", som ville bringe "en islamisk løsning" ind i det daglige politiske liv. [43] Det, mente han, ville løse problemerne for muslimerne, der var faret vild. For den islamiske fremgangsmåde var "komplet og total", og den ville genskabe tilliden til en nation, som var ved at glide ud i materialisme og korruption påført af vesten. Genoplivning af islamiske værdier, hævdede Banna, ville give håb, skabe "vilje og beslutsomhed" og give "national selvrespekt". Kampen for islamisk identitet begyndte med national kamp: "nationalismen", argumenterede Banna, "i vore sind får hellig status". [44]
Organisationens ideologi var gennemført småborgerlig. Den modsatte sig udenlandsk økonomisk kontrol og en egyptisk herskerklasse, der havde underordnet sig vesten. Den anklagede kapitalismens og den vestlige materialismes udskejelser. Men den angreb også "indre fjender" – de jødiske og kristne samfund – og modsatte sig ideen om klassekamp. Broderskabet krævede oprettelse af en islamisk stat baseret på sharia (islamisk lov), som den var nedfældet i Koranen og hadith (traditioner, eller Muhammeds fremsigelser). I en sådan stat, hævdede organisationen, ville den private ejendomsret være beskyttet, mens der ville være "harmoni" mellem arbejdsgivere og arbejdere, jordejere og bønder. [45]
Organisationens struktur afspejlede dens politiske mål: den var elitær og stærkt autoritær, ledt af "den øverste leder", en position Banna beholdt indtil sin død i 1949. Medlemmerne udførte halv-hemmelige aktiviteter, kendt som jihad – hellig krig. Det indbefattede distribution af litteratur, opbygningen af celler med det mål at vinde indflydelse i intellektuelle foreninger og sågar i fagforeninger, og terroraktivitet. Men Broderskabet var tvetydig i sine forbindelser til det etablerede samfund. Nogle gange flirtede det med Wafd og, oftere, med kongen.
Banna blev "heftigt frastødt af den kommunistiske doktrin" og var en bitter modstander af de venstrefløjsgrupper, der opstod i Egypten i slutningen af 1930'erne, som han konkurrerede med om indflydelse i arbejderklassen og blandt den fattige landbefolkning. [46] Organisationens størrelse afspejlede dens evne til at inddrage et stort antal bønder og arbejdere, men i følge Mitchell var det "intet andet end et halehæng" til "middelklassens overvægt blandt de aktive medlemmer". [47] Kernen i organisationen var "en fremvoksende og selvbevidst muslimsk middelklasse". [48] Medlemmerne kom fra den traditionelle handelsklasse – håndværkere, mindre forretnings- og handelsfolk – mens størsteparten af aktivisterne kom fra det nye småborgerskab: fuldmægtige, statsembedsmænd, lærere, officerer i hæren og studerende. [49]
Broderskabet afspejlede bekymringerne hos en klasse, der stadigvæk kom fra de traditionelle strukturer. Dens medlemmer var ofte den første generation, som var "undsluppet" landsbyen og markedspladsen. De bekendte sig stadigvæk til religionen og de traditionelle sociale normer. Samtidig havde de optaget dele af den nye by-elites livsstil og ambitioner. Under massekampene mod briterne blev de fleste trukket med bag Wafd's banner, og hvis der havde været en stærk arbejderklasseorganisation ville nogle af dem være blevet trukket til venstre. Men med et kompromitteret Wafd, der havde indgået aftaler med imperialismen og en arbejderbevægelse på tilbagetog, blomstrede Broderskabet. Da der manglede masseaktion på et klassegrundlag frembød det et perspektiv om forandring gennem en tilbagevending til familiære småborgerlige værdier.
De islamiske traditioner gav et frugtbart grundlag for en sådan indstilling. Religionen, eller snarere de mange strømninger der tilsammen udgør et kompleks af ideer kendt som "islam", havde udviklet filosofi, historie, jura og litteratur; i over tusinde år havde de domineret det sociale og politiske liv i regionen. De sørgede for en ideologisk ramme, indenfor hvilken den troende og den politiske aktivist kunne finde et alternativ til vestens vulgære materialisme, de koloniale hæres vold og det egyptiske regimes kynisme og dets forsvarere blandt ulamaen. Den islamiske tradition indeholdt de nødvendige elementer til udvikling af et alternativt verdenssyn. I hænderne på det Muslimske Broderskab blev den udviklet til en ideologi, som fremstod som forklaring på den koloniale ydmygelses tragedie og tilbød en forandringsmodel. Broderskabet havde også delvis succes med at bryde igennem uden for småborgerskabet. Det var i stand til at tilbyde dele af arbejderklassen, bondestanden og de fattige et religiøst alternativ til deres situation, med Marx's ord en "sjæl" i en sjælløs verden med kolonial besættelse, undertrykkelse og fattigdom. I den betydning skabte Broderskabet et gennembrud: det viste, at folkelige håb kunne opfanges og massernes energi vendes til religiøs aktivisme.
Men Broderskabet var ude af stand til at drage fordel af den nye periode med massekamp, der tog fart under 2. verdenskrig. Som under 1. verdenskrig hev nogle kapitalister enorme profitter hjem, andre gik ned, mens befolkningsmasserne led under omfattende varemangel. Briterne tog den fulde kontrol, fjernede kongen og miskrediterede totalt ideen om monarki. Da Wafd indvilligede i at tage magten, mistede de også troværdigheden. Egypten gik nu ind i en urolig periode. Fagforeningerne genopstod, og der var gentagne strejker og massedemonstrationer, som kædede økonomiske krav sammen med krav om britisk rømning.
Broderskabet stod over for alvorlige vanskeligheder: det havde rivaler til venstre blandt en række kommunistiske grupper, der, selvom de var små, havde afgørende indflydelse på arbejder- og studenterbevægelserne og begyndte at påvirke venstrefløjen i Wafd. Det afviste at støtte strejker, hvor de mente, venstrefløjen havde indflydelse, og opdagede hurtigt, at det blev udsat for kritik for at støtte arbejdsgiverne og regimet. [50] Broderskabet vandt derfor kun lidt genklang blandt militante arbejdere og studenteraktivister, og det lykkedes ikke for dem at gøre deres indflydelse gældende. Det højere niveau i massekampen havde formindsket Broderskabets tiltrækningskraft.
Selv under 1948-krigen mod den zionistiske bevægelse, der resulterede i nederlag for de arabiske hære og uddrivelsen af palæstinenserne, hvilket resulterede først i mistro og senere i raseri blandt utrolig mange egyptere, lykkedes det ikke at styrke Broderskabets position. I 1949 blev deres ledende medlemmer arresteret, og kort efter blev Banna snigmyrdet. Selvom organisationen fortsatte med at have en betydelig indflydelse, kom den sig aldrig over disse tilbagefald.
Ikke desto mindre havde Broderskabet en afgørende indflydelse i regionen som helhed. Da det havde vist, at det kunne være en tiltrækningspol i Egypten, begyndte det at få indflydelse i Palæstina, Jordan, Syrien, Irak og Sudan.
Det blev understreget af begivenhederne under 1948-krigen, da Broderskabet rejste en milits i Palæstina for at bekæmpe de zionistiske hære. På trods af det faktum, at organisationen allerede havde nået grænserne for sin magt i Egypten, havde det en høj stjerne hos mange, som var fuld af afsky over ledelsen af de arabiske hære og overgivelsen af palæstinenserne. I 1950'erne var Broderskabet i stand til at fastholde mindre organisationer i Jordan, Syrien og Sudan.
Skønt en del af udviklingen i Iran forløb parallelt til den egyptiske og den sunni-arabiske, voksede der ikke en islamisk oppositionel massebevægelse frem. Det kan forekomme mærkværdigt, for under Rez Shah's regering fra 1923 til 1941 var det religiøse samfund under vedholdende angreb. Shahen startede med at verdsliggøre rets- og uddannelsessystemet og fremsatte målsætninger, som var en direkte trussel mod ulamaen. Når religiøse ledere kritiserede regimet, blev deres møder opløst, og demonstranter blev dræbt i sammenstød med hæren. Prominente medlemmer af ulamaen førte an i protesterne, inklusiv en i 1927 som fik opbakning fra Isfahan bazaren, der lukkede i 3 måneder i sympati. Men stadig organiserede de religiøse ledere ikke en samlet modstand mod shahen. Selv skikkelser som Ayatollah Khomeini, der var vidne til mange sammenstød med regimets styrker, forblev tavs.
Den shiitiske ulama fremstod som mere uafhængig af verdslige ledere end deres sunni-muslimske modpart. Deres ideologiske tradition gav dem autoritet til at intervenere mere direkte i politiske affærer og syntes at give dem en større rolle i det politiske liv. Alligevel reagerede de ikke på angreb fra regimet, der var meget mere intens end det, der i den samme periode blev gennemført i Egypten. Hvorfor?
De øverste lag i det iranske religiøse samfund var blevet halvstatslige. De opretholdt nære forbindelser med den herskende gruppe gennem ægteskaber. De lavere lag var dog mindre afhængige af staten. Flertallet af de lokale mullaher levede af den indtægt, der var indsamlet gennem moskeerne, og var ofte tæt knyttet til bazaren. Når de traditionelle handelsklasser var under vedholdende pres, som i det 19. århundrede, kunne de reagere ved at alliere sig med bazaren mod shahen. [51]
I kølvandet på den konstitutionelle revolution fik det religiøse samfund en mere tilbagetrukket rolle. Det var en følge af det øgede pres på bazaren og den stærke stigning i massernes deltagelse i iransk politik. Tendensen var endnu tydeligere efter 1. verdenskrig, da der kom et opsving i arbejderklassens aktivitet. Det marginaliserede både bazaren og de verdslige nationalister, der som Keddie siger, "var afskåret fra at protestere på grund af frygten for radikale konsekvenser". [52] Småborgerskabet led fortsat under tilbagegang i 1920'erne, da Reza Khan kvalte arbejdernes og de regionale bevægelser og nedtonede frygten hos både borgerskabet og bazaren. Han tog også en række økonomiske skridt, som styrkede den indenlandske kapital.
De traditionelle handelsklasser, som havde stimuleret ulamaens bevægelse henimod 1890'ernes massebevægelse, betragtede shahens strategi om at styrke staten, samtidig med at den private kapitalisme blev støttet, som ganske acceptabel. Samtidig fandt de ikke meget at være uenige i, når det drejede sig om shahens program for økonomiske og politiske reformer, selvom de verdslige liberale var frustrerede over, at regimet afviste at give dem en rolle i det politiske system. Den "konstitutionelle" opposition, observerede Tabari, "var delvist afvæbnet af shahens tyveri af dele af dens program". [53] På trods af regimets angreb på det religiøse samfund blev ulamaen derfor ikke tvunget ud i politisk aktivitet af de sociale kræfter, som de var så tæt forbundet med.
I slutningen af 1930'erne var shahens verdsliggørelses-program i fuld gang. Han havde befalet, at lov- og uddannelsessystemet skulle bringes under statslig kontrol, hvilket direkte udfordrede ulamaen. I 1936 indførte han en lov om, at kvinderne ikke skulle gå tilsløret, til stort raseri for det religiøse samfund. Men ulamaen gik stadig ikke i opposition. Først i 1941, efter shahens abdicering [54] og 15 års vedholdende angreb fra Pahlavi-regimet, kom den første samlede kritik af regimet fra religiøse skikkelser. Kritikken kom først og fremmest fra Ruhollah Khomeini, som beskyldte shahen for at svigte islamiske principper til fordel for udenlandske, vestlige værdier, men fremhævede, at ulamaen stadig støttede staten, fordi "de anser denne rådne administration for bedre end slet ingen". [55]
Trods regimets fortsatte angreb argumenterede Khomeini for, at ulamaen stadig tjente som en støttepille for staten: "De hjalp med at sikre indre orden, undertrykke oprør og beskytte landet mod udenlandsk indblanding og indflydelse". [56] For Khomeini var ulamaen en integreret del af systemet, hans kritik var alene en protest mod shahens overskridelser. Således afspejlede han holdningerne i de sociale lag, som mullaherne var meget tæt forbundne med.
Anden verdenskrig betød britisk og russisk besættelse. Handelsklassen og sektioner af småborgerskabet havde fremgang, og arbejderklassen voksede. Alligevel var der alvorlige fødevaremangler, og protestdemon-strationer begyndte, tilskyndet af besættelsesmagternes lempelse af nogle af shahens repressive love. I fire år fra 1942 fejede en arbejderbevægelse med voksende militans hen over landet. Så betydningsfuld var den, at den trak dele af bazaren med. [57] Regimet, nu under Reza Shah's søn Muhammad Shah, var tvunget til at give store indrømmelser.
Efter en kortvarig ro i slutningen af 1940'erne fortsatte bevægelsen, og en bred nationalistisk regering sammensat af borgerlige nationalister og liberale kom til magten under Mohammed Mossadeq. Den radikale stemning, som havde grebet masserne, påvirkede nu også religiøse skikkelser, hvoraf nogle var fremtædende medlemmer af regeringen. På trods af frontens opfordring til nationalt sammenhold over for den imperialistiske opposition mod programmet for nationalisering af olien, kom der igen en bølge af strejker, som ramte alle områder inden for industrien. Landet var i en før-revolutionær situation, og regeringen blev igen tvunget til at give indrømmelser, mens shahen blev tvunget til at flygte.
Den ledende del af ulamaen forholdt sig tavs. I praksis støttede de shahen, ledende religiøse skikkelsers tilstedeværelsen i retten virkede som en støtte til et regime, der, som Khomeini havde udtrykt det, var "bedre end slet intet". Men da den nationale front kom under pres fra arbejderbevægelsen, og dens borgerlige elementer begyndte at vise frygt, trak bazaren sig også tilbage og demonstrerede nøjagtigt småborgerskabets svage og vaklende karakter. De religiøse elementer i fronten trak nu også deres støtte til Mossadeq tilbage og begyndte hurtigt, sammen med monarkisterne, briterne og amerikanerne, at organisere det kup, som i 1953 succesfuldt bragte shahen tilbage til magten. Da den nationale front faldt, og shahen begyndte en undertrykkelseskampagne mod arbejderne og venstrefløjen, havde hele det religiøse samfund igen stillet sig på regimets side.
Forskellen mellem Egypten og Iran i de 30 år fra 1920 er vigtig. I begge lande blev den religiøse strømning marginaliseret af arbejdernes kampe og bevidsthed. Men så skabte småborgerskabets frustrationer i Egypten et brud med det religiøse samfund. Den reviderede islamiske modernisme udviklede en ny aktivistisk tendens. I Iran, hvor ulamaen traditionelt var stærkere og mere homogen, kom der ikke et brud og ingen alternativ, aktivistisk bevægelse, først og fremmest fordi bazaren og småborgerskabet var tilfredse med shahens reformprogrammer. Det Muslimske Broderskab bragte islam ind i centrum på den politiske scene og truede med at destabilisere det egyptiske system. I modsætning hertil var den iranske shiitiske ulama åbent allieret med diktaturet.
21. De omfatter Wahhabi bevægelsen i Saudi Arabien, Sanusi i Nordafrika og den indiske genoplivningsbevægelse. Se Mortimer, kapitel 3.
22. I virkeligheden var regionen blevet delt mellem to hoved-magtblokke – det ottomanske imperium, der kontrollerede et bredt bælte af territoriet fra Atlanterhavet til Kaukasus, og det persiske imperium i den meget mindre iranske region. Trods forskellene mellem det overvejende sunni-muslimske ottomanske rige og det overvejende shiitiske Persien så befolkningen i regionen hele området som integreret af en fælles religion og kultur.
23. I fx. Algeriet organiserede Abd al-Kader væbnet modstand mod franskmændene. Der var imidlertid ikke nogen af oppositionsbevægelserne mod imperialismen, der varede mere end nogle få år.
24. Mamelukkerne var medlemmer af en militær kaste, med tjerkessiske rødder, der regerede Egypten i den ottomanske sultans navn.
25. På Al Azhar, Cairos islamiske universitet og den sunni-muslimske verdens lærecenter, opfordrede shaikh'er de troende til at samarbejde med de nye herskere og fordømte optøjerne mod franskmændene. Men Egypten blev også scene for et kort masseoprør mod imperialismen, da der i oktober 1798 var store demonstrationer mod den franske invasion. De fattige og håndværkerne i byen fyldte Cairos gader og gjorde det for en stund, i følge en arabisk historiker, umuligt for franskmændene at få blot en enkelt dags fred i Egypten. J M Ahmed: The Intellectual Origins of Egyptian Nationalism, London 1960, p.3.
26. Der var i nogle byer en gammel tradition for betalt arbejde, men fabriksproduktionen kom først med Muhammad Alis reformer. Se R Owen: The Middle East in the World Economy 1800-1914, London 1981, kapitel 2.
27. Ahmed, p.22.
28. Safavid dynastiet, der regerede det persiske rige i 300 år fra det sekstende århundrede, indførte shiismens "tolvte" tendens over for den iranske befolkning ved at bruge religionen som et socialt kontrolorgan. Det etablerede en struktur, der gjorde den ældste del af ulamaen til en del af statsapparatet. Se N Keddie: Roots of Revolution, Yale 1981, kapitel 1.
29. Floor påpeger, at under Qajar dynastiet, der regerede det persiske rige fra 1796 til 1925, indtog den ældste del af ulamaen en priviligeret og indflydelsesrig position. "En af deres funktioner i samfundet var at legitimere den politiske elites styre. Pga. den funktion var de i stand til at øve indflydelse på, måske endda udøve, politisk magt." M Floor: Revolutionary Character of the Ulama, i N Keddie (red): Religion and Politics in Iran, Yale 1983, p.73.
30. Keddie: Roots of Revolution, p.32.
31. Ahmed, p.16.
32. Afghani i pjecen Islamic Solidarity, i: John J Donohue og John L Esposito: Islam in Transition, New York 1982, p.23.
33. I 1911 havde Storbritannien alene investeret 43 mill.£ i Egypten, især i bomuldsdyrkning, og stimulerede dermed en kraftig ekspansion blandt egyptiske avlere, handelsmænd og ved første verdenskrigs udbrud egyptiske fabrikanter. Se Tignor: State, Private Enterprise and Economic Change in Egypt, 1918-52, Princeton 1984, p.21.
34. Vatikiotis skriver, at de nye kapitalister "repræsenterede kernen i et indfødt epyptisk, nationalt baseret og erhvervsmæssigt borgerskab, for hvem uafhængigheden gav løfte om magt og status." P J Vatikiotis: The Modern History of Egypt, London 1969, p.248.
35. En anden grund til at Wafd fjernede sig fra de islamiske elementer i den modernistiske tradition var, at prominente medlemmer af partiet var kristne (koptiske) jordejere og entreprenører. Se Vatikiotis, p.252.
36. I denne periode bestod en stor del af den lille egyptiske arbejderklasse af grækere, armeniere, jøder, syrere og italienere. Se J Beinin: Formation of the Egyptian Working Class, Merip Reports, no. 94, Washington 1981, p.16.
37. Beinin skriver: "Arbejderklassens militante aktioner – overskæring af jernbaneskinner, boycot og blokade af Cairos sporvogne, demonstrationer af strejkende arbejdere – var vigtige faktorer (for Storbritanniens beslutning om at give efter for de nationalistiske krav) ..." Beinin, p.19.
38. De udenlandske koncessioner blev fjernet, der blev oprettet statsbanker til at finansiere den indenlandske industri, investreringer blev fremmet og de iranske varer blev beskyttet af høje toldmure. Oveni blev der oprettet handelsmonopoler af regeringen og de store handelshuse. Se Keddie: Roots of Revolution, kapitel 5.
39. I 1922 voksede antallet af egyptiske fagforeninger til 95, i 1927 var det faldet til 62 og antallet af medlemmer faldt hurtigt. Beinin, p.20-21.
40. Richard P Mitchell: The Society of the Muslim Brothers, London 1969, p.8.
41. Mitchell p.328.
42. Mitchell p.321.
43. Mitchell p.321.
44. Mitchell p.264.
45. I følge Banna skulle forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver styres efter det islamiske princip om gensidige rettigheder og pligter, baseret på gensidig respekt og sympati. Til gengæld for begrænsede arbejdstimer, punktlig betaling og et rent og sundt hjem skulle arbejderen udføre sit arbejde fuldt ud og trofast. Mitchell, p.253.
46. Broderskabets uvilje over for venstrefløjen var så stor, at det i 1940 sluttede sig til Wafds antikommunistiske kampagner og oveni satte en regelmæssig spalte i sin avis med titlen: Kampen mod kommunismen. I tilgift overvågede Broderskabet venstrefløjsaktiviteter og gav oplysninger videre til regeringen. Mitchell, p.39.
47. Mitchell, p.329.
48. Mitchell, p.30.
49. Eric Davis viser, at af de mere end 600 medlemmer af organisationen, der blev arresteret i 1954, faldt 70% inden for disse kategorier. E Davis: Ideology, Social Class and Islamic Radicalism in Modern Egypt, in Said Amir Arjomand (red): From Nationalism to Revolutionary Islam, London 1984, p.142.
50. Gamle militante arbejdere kan stadig i dag huske Bannas formaning til hans tilhængere om, at strejkerne var haram, forbudt i følge islamisk lov. Samtale med en tidligere arbejder i Shubra al-Khaima tekstilfabrikkerne i Helwan, marts 1987. De militante var dybt fjendtlige over for Broderskabet, men selv i slutningen af 1940'erne havde det opbakning i arbejderklassen. Mahmoud Hussein skriver:
"Det Muslimske Broderskab udtrykte masserne reelle håb om at smide de udenlandske og borgerligt ideologiske lænker, som holdt dem i en tilstand af undertrykkelse ...
Det kæmpede for at lovprise nødvendigheden af voldelige aktioner i proletariatet, som intet eksisterende politisk parti havde haft varig indflydelse på."
Mahmoud Hussein: Class Conflict in Egypt: 1945-70, New York 1973, pp.80-81, 98.
51. I følge Tabari "kunne utilfredse sociale lag henvende sig til Sh'i præsteskabet efter hjælp, og præsteskabet kunne bruge sin evne tíl at styre social utilfredshed som en forhandlingsposition over for retssystemet og bureaukratiet. Gentagne gange i løbet af det nittende århundrede mobiliserede det masserne for at lægge hindringer i vejen for regimets forsøg på at begræse dets magt." Tabari: The Role of the Clergy in Modern Iranian Politics, i Keddie: Religion and Politics in Iran, p.49.
52. N Keddie, i Roots of Revolution, p.89.
53. Tabari, p.60.
54. Storbritannien og Rusland afsatte shahen og erklærede, at hans forhold til Tyskland, som var Irans største handelspartner i 1930'erne, truede de allieredes sikkerhed i regionen.
55. Shaul Bakhash: The Reign of the Ayatollahs, London 1972, p.23.
56. Bakhash, p.23.
57. I 1946 var der 146 fagforeninger, der gjorde krav på at have 335.000 medlemmer, inklusiv tjenere, biografpersonale og ansatte i bazarens butikker. Se E Abrahamian: Iran between Two Revolutions, Princeton 1982, p.353.
Sidst opdateret 31.7.2008