Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 3, s. 7-8, Forlaget Tiden, København 1980.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2013
Lenin udarbejdede Et Skridt Frem, To Skridt Tilbage i månederne januar-april 1904 for at give medlemmerne af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti indsigt i karakteren af de divergenser, som i tiden efter partiets 2. kongres i juli-august
1903 havde ført til en dybtgående krise i partiet.
På 2. kongres var der vedtaget program og love og valgt ledende organer. Diskussionen på kongressen havde åbenbart stridspunkter, som ved afstemningen fandt udtryk i flertal og mindretal. Hverken flertal eller mindretal var på den ret uensartet sammensatte kongres fast etablerede, tallene kunne variere, men ved afstemningerne om valget af de ledende organer opstod en deling, som siden gav navn til to hovedretninger: et flertal (bolsjinstvo, bolsjevikker) og et mindretal (mensjinstvo, mensjevikker).
De centrale organer var: en centralkomité, hvis medlemmer som regel arbejdede under illegale vilkår i Rusland, en redaktion af partiorganet Iskra, som blev udgivet i udlandet, og et partiråd. Centralkomiteen skulle varetage organisatoriske og praktiske arbejdsopgaver, redaktionen den ideologiske ledelse. Partirådet, det højeste organ, skulle koordinere centralkomiteens og redaktionens arbejde.
Redaktionen af Iskra blev på kongressen skåret ned fra seks til tre medlemmer: Lenin, Martov og Plekhanov. Lenin var den centrale skikkelse blandt bolsjevikkerne, Martov blandt mensjevikkerne. Plekhanov, som tidligere havde indtaget skiftende positioner, gik snart over på mensjevikkernes side, idet han egenmægtigt inddrog de tidligere, nu ikke valgte redaktører i redaktionen. Disse tre sluttede sig til mensjevikkerne. Lenin kom altså i afgørende mindretal og trådte ud. Hans forbliven i en redaktion med mensjevikisk flertal var umulig, da redaktionen netop skulle stå for den ideologiske ledelse. Lenin blev til gengæld optaget i centralkomiteen og virkede for sine synspunkter ud fra denne position.
I bogen betegner Lenin mensjevikkernes optræden som opportunisme i organisationsspørgsmål. I et forord til en ny udgave af den i 1907 skrev han:
»Bogen skildrer det første stadium af splittelsen mellem mensjevikker og bolsjevikker, som tog sin begyndelse på 2. kongres ... Væsentlig forekommer mig her analysen af kampen mellem taktiske og andre anskuelser på 2. kongres og polemikken mod mensjevikkernes organisatoriske anskuelser; begge dele er nødvendige for forståelse af mensjevismen og bolsjevismen som retninger, der har sat sit præg på arbejderpartiets hele virksomhed i vor revolution.«
Bogen fik stor udbredelse. Det fremgår af politirapporter, at den blev fundet ved razziaer mange steder i landet.
I bogen udvikler Lenin sin lære om partiet, i fortsættelse af det ideologiske arbejde han havde nedlagt i skriftet Hvad Må Der Gøres? Han analyserer faren ved underkendelse af organisationens betydning for arbejderbevægelsen, et moment han ofte fremhævede, under legale og illegale vilkår for både det efterblevne Rusland og kapitalismens mere fremskredne stater.
Sidst opdateret 8.7.2013