Trykt 1922 i RKP(b)’s 11. kongres, Stenogram.
Oversat til dansk af Gottlieb Japsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 66-109, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2014.
Kammerater. Må jeg have lov at indlede centralkomiteens politiske beretning med årets slutning og ikke dets begyndelse. Det mest brændende spørgsmål i øjeblikkets politik er Genua. [1] Men eftersom vor presse allerede har skrevet en hel del herom og jeg den 6. marts havde lejlighed til i min tale, [2] som blev trykt, at fremhæve det væsentlige i dette spørgsmål, så vil jeg, hvis I ikke rejser særlige krav om en redegørelse for diverse enkeltheder, bede om lov til ikke at gå ind på detaljerne i dette spørgsmål.
I ved alle besked om Genua som helhed, da pressen har ofret dette spørgsmål megen plads – efter min mening alt for megen plads, til skade for de virkelige, praktiske og aktuelle behov, der præger vor opbygning som helhed og den økonomiske i særdeleshed. Det er klart, at man i Europa, i alle borgerlige lande, ynder at beskæftige eller proppe folks hoveder med alskens snak om Genua. Og vi efterligner dem denne gang (ganske vist ikke kun denne gang), ja efterligner dem alt for meget.
Jeg må sige, at vi i centralkomiteen har truffet de mest omhyggelige foranstaltninger til at sammensætte en delegation af vore bedste diplomater (nu har vi et ret anseligt antal sovjetdiplomater; det er ikke længere som i sovjetrepublikkens første dage). Vi har i centralkomiteen udarbejdet temmelig udførlige direktiver for vore diplomater i Genua, vi har arbejdet meget længe på dem, drøftet dem flere gange om og om igen. Og det siger sig selv, at det foreliggende spørgsmål er – jeg vil ikke sige militært, fordi dette ord vil blive udlagt forkert, men i hvert fald er det et spørgsmål om indbyrdes strid. I den borgerlige lejr findes en overordentlig stærk strømning, der råder over langt større magtmidler end de øvrige strømninger, og som gerne vil forpurre Genuakonferencen. Der findes andre strømninger, som for enhver pris vil forsvare konferencen og arbejde for, at den indkaldes. Disse strømninger har for tiden overtaget. Endelig findes der i alle borgerlige lande en strømning, som man kunne kalde pacifistisk, hvortil må henregnes såvel hele II som II½ Internationale. [3] Det er denne lejr inden for bourgeoisiet, som forsøger at fastholde en række pacifistiske forslag og skitsere noget i retning af en pacifistisk politik. Som kommunister har vi ganske bestemte meninger om denne pacifisme, men dem er det ganske overflødigt at komme ind på her. Det er klart, at vi tager til Genua ikke som kommunister, men som forretningsmænd. Vi må drive handel, og de må drive handel. Vi stiler efter en handel i vor favør, og de stiler efter en handel i deres favør. Hvordan kampen udvikler sig, vil, om end kun i ringe grad, afhænge af vore diplomaters kunst.
Når vi rejser til Genua som forretningsmænd, er det os selvfølgelig ikke ligegyldigt, om vi får at gøre med de repræsentanter i den borgerlige lejr, som hælder til en militær løsning af spørgsmålet, eller om det bliver med de repræsentanter i den borgerlige lejr, som hælder til pacifismen, hvor sølle den end er, og hvor uholdbar den end er for den mindste kritik fra et kommunistisk synspunkt. Det ville jo være en dårlig forretningsmand, der ikke kunne fatte denne forskel og nå visse praktiske mål ved at indrette sin taktik efter den.
Vi rejser til Genua med et praktisk mål – at udvide samhandelen og skabe betingelser, der giver mulighed for stadig at udvide den på den mest omfattende og positive måde. Men vi garanterer aldeles ikke for, at Genuakonferencen bliver en succes. At garantere dette ville være latterligt og tåbeligt. Jeg må dog sige, at det ved en ganske nøgtern og forsigtig bedømmelse af de muligheder, Genua for tiden frembyder, nok ikke er overdrevent at sige, at vi vil nå dette vort mål.
Via Genua, hvis vore forhandlingspartnere dér er tilstrækkelig forudseende og ikke alt for stædige – uden om Genua, hvis de sætter sig på bagbenene. Men vort mål vil vi nå!
For det er i de sidste år blevet ganske åbenbart, at alle kapitalistiske magters mest presserende, brændende, praktiske interesser forlanger udvikling, ordning og udvidelse af samhandelen med Rusland. Når sådanne interesser nu engang findes, kan man nok strides, kævles og blive uenige om forskellige kombinationer – det er endda meget sandsynligt, at man bliver uenige – men til syvende og sidst vil denne fundamentale økonomiske nødvendighed alligevel bane sig vej. Jeg tror, at vi i så henseende kan være rolige. Jeg garanterer ikke for nogen termin, jeg garanterer ikke for nogen succes, men netop på dette møde kan man med ret stor sikkerhed sige, at udviklingen af regulære handelsforbindelser mellem sovjetrepublikken og hele den kapitalistiske verden må gøre fremskridt. Hvilke afbrydelser der her er mulige, vil jeg tale om på rette sted i beretningen, men jeg tror, at hvad Genua angår, kan man begrænse sig til dette...
Det er en selvfølge, at kammerater, der ønsker at sætte sig mere detaljeret ind i spørgsmålet, og som ikke vil nøjes med den delegationsliste, der er offentliggjort i bladene, vil kunne vælge en kommission eller et udvalg og sætte sig ind i alle centralkomiteens materialer, i korrespondancen og direktiverne. Detaljerne har vi selvfølgelig skitseret under visse forudsætninger, fordi man endnu ikke bestemt ved, hvem der vil sætte sig omkring bordet i dette Genua, eller hvilke betingelser eller foreløbige betingelser eller forbehold der bliver tale om. At drøfte dem alle her ville være lidet formålstjenligt, ja praktisk umuligt, tror jeg. Jeg gentager, at kongressen har fuld lejlighed til gennem et udvalg eller en kommission at skaffe alle dokumenter om dette spørgsmål, såvel de offentliggjorte som centralkomiteens.
Jeg vil nøjes med disse bemærkninger, da jeg er sikker på, at vore største vanskeligheder ikke ligger i dette spørgsmål. Det er ikke det, hele partiet hovedsagelig skal beskæftige sig med. Europas borgerlige presse forstørrer og overdriver kunstigt og bevidst denne konferences betydning og bedrager derved masserne (sådan gør 9/10 af al borgerlig presse i alle disse frie demokratiske lande og republikker altid). Vi har ladet os påvirke en smule af denne presse. Som altid lader vore blade sig endnu påvirke af de gamle borgerlige vaner, vore blade vil ikke gerne ind i de nye socialistiske baner, og vi har lavet mere blæst, end genstanden fortjener. For kommunister, som specielt har levet med i så alvorlige år, som vi har oplevet lige fra 1917, og set så alvorlige politiske kombinationer, som vi til dato har set, frembyder Genua i virkeligheden ikke store vanskeligheder. Jeg erindrer ikke, at dette spørgsmål har vakt nogen som helst uoverensstemmelser eller stridigheder, hverken i centralkomiteen eller i vort parti. Det er naturligt, for der er ikke her noget diskutabelt for kommunister – selv når man tager afskygningerne blandt dem i betragtning. Vi rejser som sagt til Genua som forretningsmænd, for at opnå de mest favorable former for en udvikling af handelen, som er begyndt, som skrider frem, og som, om også en og anden får held til med magt at afbryde den for kortere eller længere tid, dog uvægerlig vil fortsætte at udvikle sig efter en sådan afbrydelse.
Disse korte udtalelser om Genua må derfor være nok, og jeg går over til spørgsmål, som efter min mening har været de politiske hovedspørgsmål i det forløbne år og bliver de politiske hovedspørgsmål i det kommende år. Jeg synes (eller er i det mindste vant til), at vi i centralkomiteens politiske beretning ikke alene bør tale om, hvad der skete i beretningsåret, men også om, hvilke politiske erfaringer vi har gjort i beretningsåret, grundlæggende, fundamentale erfaringer, for at vi kan fastlægge vor politik for det nærmeste år rigtigt, for at lære noget af årets forløb.
Hovedspørgsmålet er naturligvis den nye økonomiske politik. Hele beretningsåret stod i den nye økonomiske politiks tegn. Hvis vi har gjort noget stort, betydeligt og umisteligt fremskridt i dette år (det er jeg endnu ikke så ganske vis på), så består det kun i, at vi har lært et og andet om den nye økonomiske politiks begyndelsesgrunde. Lidet har vi måske lært, men vi har virkelig lært overordentlig meget i dette år, hvad den nye økonomiske politik angår. Og om vi virkelig har lært noget og hvor meget – det vil vi sikkert nok få prøvet gennem de kommende begivenheder, tildragelser som f.eks. den forestående finanskrise, der er meget lidt afhængig af vor vilje. Det forekommer mig, at det vigtigste, vi må have for øje vedrørende vor nye økonomiske politik og lægge til grund for alle overvejelser, for en bedømmelse af årets erfaringer og for tilegnelsen af den praktiske lære for det kommende år – det er følgende tre punkter.
For det første er den nye økonomiske politik især vigtig for os som en prøve på, om vi virkelig er ved at få en smytsjka (en sammenkobling) med bøndernes økonomiske liv i stand. I den foregående epoke af vor revolutions udvikling, da al opmærksomhed og alle kræfter hovedsagelig var rettet mod afværgelsen af krigeriske overfald, eller næsten opslugt af dette, kunne vi ikke beskæftige os tilbørligt med denne smytsjka – det havde vi ikke tid til. Den kunne og burde man til en vis grad forsømme dengang, da det var absolut uopsætteligt og overhængende nødvendigt at afværge faren for at blive kvalt med det samme af verdensimperialismens gigantiske kræfter.
Overgangen til den nye økonomiske politik blev vedtaget på den foregående kongres, med overordentlig samdrægtighed, ja med større samdrægtighed end ved afgørelsen af andre spørgsmål i vort parti (som jo overhovedet udmærker sig ved stor samdrægtighed). Denne samdrægtighed viste, at det var blevet absolut nødvendigt at behandle den socialistiske økonomi på en ny måde. Folk, som var uenige om mange problemer og bedømte situationen ud fra forskellige synspunkter, kom samdrægtigt, meget hurtigt og uden vaklen til den overbevisning, at vi ikke tog rigtigt på den socialistiske økonomi, på opbygningen af fundamentet til den, og at der er en eneste måde at finde den rigtige vej på – den nye økonomiske politik. I kraft af de militære begivenheders udvikling, i kraft af de politiske begivenheders udvikling, i kraft af kapitalismens udvikling i det gamle kultiverede Vesten og af de sociale og politiske forholds udvikling i kolonierne – i kraft af dette blev det os, der først slog en breche i den gamle borgerlige verden, på en tid, da vort land økonomisk var, om ikke det mest tilbagestående, så et af de mest tilbagestående lande. De allerfleste bønder i vort land driver et lille enkeltbrug. Opbygningen af dét, som vi straks havde mulighed for at realisere af vort påtænkte program for en kommunistisk samfundsordning, foregik til en vis grad uden tilknytning til det, der gik for sig i de store, brede bondemasser, som vi pålagde meget svære afgifter, ud fra den begrundelse, at krigen ikke tillader nogen som helst vaklen i denne henseende. Og denne begrundelse blev som helhed godkendt af bønderne, trods, de fejlgreb, vi ikke kunne undgå. I det store og hele så og forstod bondemasserne, at disse uhyre byrder, som vi lagde på dem, var nødvendige for at hævde arbejder- og bondemagten mod godsejerne, for ikke at blive kvalt af kapitalisternes overfald, som truede med at tilintetgøre alle revolutionens erobringer. Men nogen smytsjka mellem det økonomiske liv, som skabtes i de nationaliserede, socialiserede fabrikker, værker og statslandbrug, og bøndernes økonomiske liv var der ikke.
Dette havde vi klart indset på sidste partikongres. [4] Det indså vi så klart, at der ikke var nogen som helst vaklen i partiet vedrørende den nye økonomiske politiks uomgængelighed.
Det er morsomt at iagttage, hvordan de forskellige russiske partier i udlandet gennem deres usædvanlig brogede presse vurderer denne vor beslutning. Forskellen mellem disse vurderinger er ganske intetsigende; da de lever i fortiden, påstår de nu som før, at venstrekommunisterne stadig væk er imod den nye økonomiske politik. De folk kan i 1921 kun tænke på det, der skete i 1918, det, som vore venstrekommunister jo selv har glemt, de tærsker stadig væk langhalm på det og hævder, at disse bolsjevikker som bekendt er lumske og løgnagtige, for, siger man, de skjuler for Europa, at der findes uoverensstemmelser hjemme hos dem. Når man læser det, tænker man: lad dem leve i vildfarelsen. Hvis de har sådanne forestillinger om, hvad der foregår hos os, så kan man deraf se, hvor megen fatteevne der findes hos disse angivelig højtdannede, forhenværende figurer, der nu er stukket af til udlandet. Vi ved, at der ingen uoverensstemmelser var hos os, og det var der ikke, fordi det stod alle klart, at der måtte indføres en anden praksis i opbygningen af den socialistiske økonomis fundament.
Nogen smytsjka mellem bøndernes liv og det nye økonomiske liv, vi forsøger at skabe, var der ikke hos os. Er der det nu? Endnu ikke. Vi er kun ved at nærme os den. Den nye økonomiske politiks almene betydning, som vore pressefolk endnu ofte søger alle andre steder end det rigtige, er ene og alene følgende: vi vil finde en smytsjka med det nye økonomiske liv, vi med uhyre anstrengelser skaber, med bøndernes økonomiske liv. Og deri ligger vor fortjeneste, ellers ville vi ikke være kommunister og revolutionære.
Det nye økonomiske liv er vi begyndt at opbygge på en ganske ny måde, uden at tage hensyn til noget af det gamle. Og hvis vi ikke var begyndt at opbygge det, ville vi være blevet uhjælpeligt slået i de allerførste måneder, i de allerførste år. Men det betyder ikke, at når vi begyndte på det med en så absolut dristighed, ville vi stædigt og ubetinget fortsætte på samme måde. Hvoraf skulle det følge? Det er der ingen som helst grund til.
Vi sagde fra første færd, at det er faldet i vor lod at begynde på en splinterny sag, at sagen vil blive utrolig vanskelig, hvis vore kammerater, arbejderne i de kapitalistisk set mest udviklede lande, ikke hurtigt kommer os til hjælp, og at vi utvivlsomt vil begå en række fejl. Hovedsagen er, at man nøgternt må kunne se, hvor der er begået sådanne fejl, og lave det hele om fra grunden af. Hvis vi kommer til at lave ting om fra grunden af, ikke to gange, men måske mange gange, så viser det kun, at vi går i gang med den mest storslåede opgave i verden uden fordomme og med nøgterne øjne.
Det vigtigste vedrørende den nye økonomiske politik i øjeblikket er at tilegne sig det forløbne års erfaringer rigtigt. Det må vi gøre, og det vil vi gøre. Hvis vi for alvor vil opnå dette (og det vil vi, det gør vi!), så må vi vide, at NEPs [5] opgave, den fundamentale, afgørende, alt andet beherskende opgave er at få etableret en smytsjka mellem det nye økonomiske liv, vi er begyndt at skabe (meget dårligt, meget klodset, men vi er dog begyndt, på basis af en helt ny socialistisk økonomi, en ny produktion, en ny fordeling), og bøndernes økonomiske liv, der omfatter millioner og atter millioner af bønder.
Denne smytsjka fandtes ikke, og den skal vi først og fremmest skabe. Denne betragtning må beherske alt andet. Vi har endnu at opklare, i hvor høj grad det er lykkedes den nye økonomiske politik at skabe denne smytsjka uden at ødelægge det, vi noget klodset er begyndt at bygge op.
Vi er ved at bygge vort økonomiske liv op i forbindelse med bønderne. Vi må mere end én gang lave om på det økonomiske liv og indrette det sådan, at der bliver en smytsjka mellem vort socialistiske arbejde i storindustrien og landbruget og så det arbejde, den enkelte bonde er optaget af, og som han udfører sådan, som han formår, for at holde nøden fra døren uden megen filosoferen (hvorfor skulle han også filosofere for at kravle ud og redde sig fra den direkte fare for en kvalfuld sultedød?).
Man må demonstrere denne smytsjka, så vi ser den klart, så hele folket ser den, så hele bondemassen ser, at der er en forbindelse mellem dens byrdefulde, utroligt forarmede, utroligt elendige og plagsomme liv i dag og det arbejde, som gøres for fjerne socialistiske idealer. Det må gøres sådan, at det står det enkle, jævne, arbejdende menneske klart, at han har fået en og anden forbedring, og ikke fået den på samme måde som nogle få bønder fik den under godsejervældet og kapitalismen, hvor hvert skridt til det bedre (forbedringer indtraf ubestrideligt, også meget store) var forbundet med forhånelse, med nedværdigelser, med ydmygelser af bonden, med vold over for masserne, hvad ingen bonde i Rusland har glemt eller vil glemme i årtier. Det er vort mål at få indrettet smytsjka, at give bonden praktiske beviser for, at vi begynder med det, han forstår, kender til og for tiden kan magte i al sin elendighed, og ikke med noget, som bonden finder fjernt og fantastisk – vi vil bevise, at vi forstår at hjælpe ham, at kommunisterne hjælper småbonden i gerning, nu hvor han er dårligt stillet, forarmet, ludfattig, plaget af nagende sult. Enten lykkes det os at bevise dette, eller også vil han sende os ad helvede til. Det er ganske uundgåeligt.
Her har man den nye økonomiske politiks betydning, her har man grundlaget for hele vor politik. Dette er den vigtigste lære, vi kan drage af den nye økonomiske politiks anvendelse i hele det forløbne år, og det er så at sige vor vigtigste politiske rettesnor for det kommende år. Bonden indrømmer os kredit, og efter det, han har været igennem, kan han naturligvis ikke andet. Bonden er som helhed forstående: “Godt, hvis I ikke kan det, så venter vi, måske lærer I det så.” Men denne kredit kan ikke være ubegrænset.
Det må man vide og alligevel skynde sig lidt, selv om man har fået kredit. Man må vide, at det tidspunkt nærmer sig, hvor bondelandet ikke vil indrømme os yderligere kredit, hvor det, hvis jeg må bruge et handelsudtryk, vil forlange kontanter. “Men nu har I der oppe i regeringen, efter mange måneders og mange års udsættelse, trods alt fundet den bedste og sikreste måde at hjælpe os ud af savn, nød og sult og forarmelse. I forstår det, det har I bevist.” Se, en sådan eksamen kommer vi uvægerlig snart til at aflægge, og denne eksamen vil i sidste instans afgøre alt: både NEPs skæbne og den kommunistiske magts skæbne i Rusland.
Vil vi formå at gøre dagens gerning til gavns, eller ikke? Hvordan, denne NEP – duer den til noget, eller ikke? Hvis tilbagetoget viser sig at være rigtigt, så gælder det om efter tilbagetoget at slutte sig sammen med bondemasserne og marchere fremad sammen med dem, hundrede gange langsommere, men til gengæld støt og sikkert, således at de hele tiden ser, at vi trods alt marcherer fremad. Så vil vor sag være absolut uovervindelig, ingen kræfter i verden vil kunne besejre os. Hidtil, i det første år, har vi endnu ikke nået dette. Det må siges ligeud. Jeg nærer imidlertid den faste overbevisning (og vor nye økonomiske politik tillader os at drage denne slutning ganske klart og sikkert), at hvis vi fatter hele den uhyre fare, der ligger i NEP, og sætter alle vore kræfter ind på de svage punkter, vil vi formå at løse denne opgave.
Det gælder om at slutte sig sammen med bondemasserne, med de jævne, arbejdende bønder, og begynde fremrykningen uendelig meget langsommere, end vi drømte om, men til gengæld sådan, at hele massen virkelig rykker frem sammen med os. Så vil denne bevægelse til sin tid også tage fart på en måde, som vi ikke nu kan forestille os. Det er efter min mening den første politiske hovedlære af den nye økonomiske politik.
En anden, mere speciel lære er, at kappestriden betyder en afprøvning af de statslige og de kapitalistiske virksomheder. Nu opretter vi blandede selskaber – jeg vil sige lidt om dem senere – der ligesom hele vor statshandel og hele vor nye økonomiske politik betyder, at vi, kommunisterne, anvender handelsmetoder, kapitalistiske metoder. De har også den betydning, at der her iværksættes en praktisk kappestrid mellem de kapitalistiske metoder og vore metoder. Se praktisk på det. Vi har hidtil skrevet programmer og givet løfter. I sin tid var det ganske nødvendigt. Uden et program og uden løfter kommer man ingen vegne med en verdensrevolution. Når hvidgardisterne, deriblandt også mensjevikkerne, af den grund skælder os ud, viser det kun, at II og Iiy2 Internationales socialister og mensjevikker ikke har noget begreb om, hvordan en revolutions udvikling overhovedet foregår. Anderledes end på den måde kunne vi ikke begynde.
Men nu ligger det sådan, at vi skal afprøve vort arbejde for alvor, ikke sådan som det sker gennem de kontrolinstitutioner, der også er skabt af kommunisterne, selv om disse kontrolinstitutioner måske er storartede, og selv om de måske er næsten ideelle både i sovjetinstitutionernes og i partiinstitutionernes system. En sådan kontrol er en hån set ud fra bøndernes virkelige økonomiske behov, om end den ikke er det set ud fra vor opbygning. Vi er ved at skabe disse kontrolinstitutioner; det er dog ikke denne afprøvning, jeg sigter til nu, men den, som massernes økonomiske liv frembyder.
Kapitalisten forstod at levere varer. Han gjorde det dårligt, han gjorde det som en røver, han trådte på os, han udplyndrede os. Dette ved jævne arbejdere og bønder, der ikke taler om kommunismen, eftersom de ikke ved, hvad det er for en affære.
“Men kapitalisterne forstod alligevel at levere varer, men gør I det? Nej I gør ikke.” Det var jo sådanne røster, der hørtes sidste forår – ikke altid lydeligt – men de var undergrunden for hele forårskrisen sidste år. “Som mennesker betragtet er I gode nok, men I forstår jer ikke på den sag, den økonomiske sag, I har påtaget jer.” Det var den ligefremme og dræbende kritik, som bønderne og gennem bønderne en hel del arbejderlag sidste år rettede mod det kommunistiske parti. Og derfor får dette punkt, dette gamle punkt i forbindelse med NEP en sådan betydning.
Der trænges til en virkelig prøve. Ved siden af virker kapitalisten, han virker på røvervis, han samler profit, men han forstår sig på det. Og I – I forsøger på en ny måde: Profit er der ikke hos jer, principperne er kommunistiske, idealerne fortræffelige – jo, de er udmalet sådan, at I skulle i himmerige i levende live – men forstår I jer på tingene? Der trænges til en prøve, en virkelig prøve, og ikke sådan, at den centrale kontrolkommission anstiller efterforskninger og uddeler næser, mens den alrussiske centraleksekutivkomité idømmer en straf – nej en virkelig afprøvning på basis af folkets økonomiske liv.
Længere frist har kommunisterne fået på forskellig vis, og kredit har man givet os så meget af, som ingen anden regering har fået. Naturligvis, kommunisterne hjalp til med at komme af med kapitalisterne og godsejerne, det værdsætter bønderne, og de har forlænget kreditten, men alt til en vis termin... Og senere kommer så prøven: forstår I at ordne økonomien lige så godt som andre? Den gamle kapitalist forstod det, men I gør det ikke.
Det er den første lære, den første hoveddel af centralkomiteens politiske beretning. Vi forstår ikke at lede det økonomiske liv. Det er bevist i årets løb. Jeg ville gerne have nævnt eksempler på nogle “gostruster” [6] (for at udtrykke sig i dette russiske sprog, som Turgenjev roste så meget) og vist, hvordan vi forstår at ordne økonomien.
Desværre har jeg af flere årsager, væsentligt på grund af sygdom, ikke kunnet udarbejde denne del af beretningen og må nøjes med at udtale min overbevisning, der bygger på iagttagelser af, hvad der sker. I løbet af dette år har vi ganske klart bevist, at vi ikke forstår at ordne økonomien. Det er den fundamentale lære. Enten lykkes det os i det kommende år at bevise det modsatte, eller også kan sovjetmagten ikke eksistere. Og den største fare er, at ikke alle indser dette. Hvis alle kommunister og ansvarlige medarbejdere klart indså: vi forstår det ikke, lad os lære fra grunden af, så ville vi vinde spillet – det ville efter min mening være en grundlæggende, fundamental konklusion. Men det indser man ikke, man er sikker på, at hvis somme folk tænker sådan, er det sinker, de har vist ikke studeret kommunisme – måske vil de forstå det og lære det senere. Nej, undskyld, det centrale er ikke, at bonden og den partiløse arbejder ikke har lært kommunisme, men at de tider er forbi, da vi skulle udvikle et program og mane folket til at virkeliggøre dette store program. Den tid er ovre, nu skal det bevises, at I forstår at yde arbejdernes og bondens husholdning praktisk hjælp i den nuværende svære situation, således at de ser, at I har kunnet klare jer i kappestriden.
De blandede selskaber, som vi er begyndt på at oprette, og i hvilke der deltager såvel privatkapitalister, russiske og udenlandske, som kommunister, disse selskaber er en af de former, man kan bruge til at tilrettelægge kappestriden rigtigt, hvor man kan vise og lære, at vi i ikke ringere grad end kapitalisterne forstår at etablere en smytsjka med bondebruget, at vi kan tilfredsstille bondens behov, at vi kan hjælpe ham med at komme fremad, sådan som han er nu, med al hans uvidenhed, for omforme ham på kort tid lader sig ikke gøre.
Den slags kappestrid forestår os altså som en absolut uopsættelig opgave. Dette er kernen i den nye økonomiske politik og efter min opfattelse det centrale i partiets politik. Af rent politiske spørgsmål og vanskeligheder har vi så mange, man kan ønske sig. I kender dem: såvel Genua som faren for intervention. Vanskelighederne er store, men de er alle forsvindende i sammenligning med denne vanskelighed. På de felter har vi allerede set, hvordan det gøres, dér har vi lært meget og følt det borgerlige diplomati på pulsen. Det er en affære, som mensjevikkerne lærte os gennem 15 år, og hvor de lærte os en hel del nyttige ting. Det er ikke noget nyt.
Her er der derimod noget, vi skal klare os igennem i det økonomiske liv: nu skal vi hævde os i kappestriden med en simpel kapitalist, med en forretningsmand, som vil tage ud til bonden, ikke for at diskutere kommunisme – men for at diskutere følgende: når det drejer sig om at levere, om at lave en rigtig handel, om at indrette noget, så gør jeg det nok dyrt, men kommunisterne gør det måske endnu dyrere, ja måske ti gange dyrere. Det er den slags agitation, der nu er sagens kerne, her kommer man til roden i det økonomiske liv.
Som sagt, udsættelse og kredit hos folket har vi fået takket være vor rigtige politik, og det er, for at tale NEP-sproget, veksler, men der står ingen forfaldsdag på vekslerne, og hvornår de bliver præsenteret til indløsning, det kan man ikke se af deres tekst. Her ligger faren, det er særkendet for disse politiske veksler frem for almindelige handelsveksler. Dette må vi være opmærksom på og ikke slå os til ro med, at der alle vegne i statstruster og blandede selskaber sidder ansvarlige og fortræffelige kommunister – det nytter ingenting, idet de ikke forstår at lede en økonomisk virksomhed og arbejder ringere end en almindelig kapitalistisk handelsmand, som har gennemgået den store fabriks eller det store firmas skole. Dette indser vi ikke, her er der stadig en vis kommunistisk opblæsthed – komtjvanstvo, for at udtrykke sig i dette storartede russiske sprog. [7] Sagen er, at den ansvarlige kommunist – selv den bedste, den vitterligt ærlige, den opofrende kommunist, som har stået strafarbejde igennem og ikke var bange for døden – ikke forstår at drive handel, han er ikke handelsmand, har ikke lært det, vil ikke lære det og forstår ikke, at han skal lære abc’en. Han, kommunisten, den revolutionære, der har gennemført verdens største revolution, han, på hvem om ikke fyrre pyramider, så fyrre europæiske lande retter blikket i forventning om befrielse fra kapitalismen – han skal lære af den simple handelsmand, som har handlet med mel og gryn i ti år, og som forstår sig på den ting, mens han, den ansvarlige kommunist og opofrende revolutionære, ikke alene ikke forstår sig på det, men end ikke forstår, at han ikke gør det.
Og hvis vi nu, kammerater, kan råde bod blot på denne første ukyndighed, vil det være en meget stor sejr. Vi bør forlade denne kongres med den overbevisning, at vi ikke forstår os på dette, men at vi vil lære abc’en. Vi er dog endnu ikke ophørt at være revolutionære (selv om mange siger, ikke ganske uden grund, at vi er blevet lidt bureaukratisk anløbne), og vi kan fatte den simple ting, at man i en ny, usædvanlig vanskelig sag må kunne begynde på en frisk flere gange: du er begyndt, kommet ind i en blindgade, så begynd forfra, lav det om ti gange, men nå målet, lad være at vigte dig og prale af, at du er kommunist, samtidig med at en eller anden partiløs handelsmand, måske en hvidgardist, ja sikkert en hvidgardist, forstår at ordne en sag, som økonomisk må ordnes for enhver pris, mens du ikke forstår det. Hvis du er ansvarlig kommunist, med hundrede titler højt på rangstigen, en “ridder” af kommunistiske og sovjetiske ordener – hvis du forstår dette, så vil du nå dit mål, for det er noget, der kan læres.
Visse, om end spinkle fremskridt kan vi notere i årets løb, men de er ubetydelige. Hovedsagen er, at det skorter på bevidsthed, på en almindelig overbevisning hos alle kommunister om, at vi, de russiske ansvarlige og særdeles opofrende kommunister for tiden har denne evne i ringere grad end en hvilken som helst gammel handelsmand. Vi må, gentager jeg, begynde at lære fra begyndelsen. Hvis vi indser det, vil vi bestå eksamen, en svær eksamen, som afholdes af den optrækkende finanskrise, en eksamen, som afholdes af det russiske og internationale marked, som vi må indrette os efter, som vi er knyttet til, som vi ikke kan rive os løs fra. Det er en alvorlig eksamen, for her kan man slå os økonomisk og politisk.
Sådan og kun sådan forholder det sig, for her drejer det sig om en kappestrid, som er alvorlig og afgørende. Der var hos os mange veje og udveje af vore politiske og økonomiske vanskeligheder. Vi kan med stolthed rose os af, at vi hidtil har forstået at udnytte alle disse veje og udveje i forskellige kombinationer, alt efter de forskellige omstændigheder, men nu har vi ingen andre udveje. Lad mig sige jer det uden nogen overdrivelse, i denne forstand er det virkelig “den sidste og afgørende kamp”, ikke med den internationale kapitalisme – dér bliver der endnu mange “sidste og afgørende kampe” – nej, med den russiske kapitalisme, med den, der stadig vokser ud af det lille bondebrug, med den, der opretholdes af dette. Her forestår der i den nærmeste fremtid en kamp, hvis tidspunkt ikke kan bestemmes nøjagtigt. Her forestår der en “sidste og afgørende kamp”, her kan der ikke findes flere omgående bevægelser, hverken politiske eller nogen som helst andre, for det er en eksamen i kappestrid med privatkapitalen. Enten består vi denne eksamen i kappestrid med privatkapitalen, eller også bliver det et totalt sammenbrud. For at bestå denne eksamen kan vi støtte os på den politiske magt og en hel bunke forskellige økonomiske og andre ressourcer, på alt hvad man kan ønske sig – undtagen færdigheden. Færdigheden mangler. Hvis vi nu uddrager denne simple lære af det forgangne års erfaringer og gør den til vor ledestjerne for hele 1922, så vil vi overvinde også denne vanskelighed, skønt den er langt større end nogen forudgående vanskelighed, for den ligger i os selv. Det er ikke noget i stil med en udenlandsk fjende. Denne vanskelighed består i, at vi selv ikke vil fatte den ubehagelige sandhed, som trænger sig ind på os, og ikke vil komme i den ubehagelige situation, vi dog må komme i – hvor vi skal begynde at lære fra begyndelsen. Den er den anden lære, som efter min mening udspringer af den nye økonomiske politik.
En tredje, supplerende lære drejer sig om statskapitalismen. Det er skade, at kammerat Bukharin ikke er til stede på kongressen, jeg kunne godt tænke mig at diskutere lidt med ham, men det vil jeg hellere udsætte til næste kongres. Vedrørende statskapitalismen ser det for mig ud, som om vor presse som helhed og vort parti som helhed begår den fejl, at vi forfalder til intellektuelt hjernespind, til liberalisme, vi filosoferer om, hvad vi skal forstå ved statskapitalisme, og slår op i gamle bøger. Men dér står der slet intet om dette: dér står der noget om den statskapitalisme, som findes under kapitalismen, men der findes ikke nogen bog, der er skrevet om den statskapitalisme, som findes under kommunismen. Ikke engang Marx kom på den tanke at skrive noget som helst om dette, og han døde uden at efterlade sig et eneste præcist citat eller nogen uigendrivelige udtalelser. Vi må altså selv se at finde ud af det nu. Og hvis man i tanken tager et overblik over vor presses behandling af spørgsmålet statskapitalisme, sådan som jeg har forsøgt, mens jeg forberedte denne beretning, så kommer man til den overbevisning, at man her skyder helt forbi, man vender blikket i en gal retning.
Statskapitalisme er ifølge al økonomisk litteratur den kapitalisme, som findes i det kapitalistiske samfund, når statsmagten direkte underlægger sig de og de kapitalistiske virksomheder. Men den stat, vi har, er proletarisk, den bygger på proletariatet, den giver proletariatet alle politiske forrettigheder, og gennem proletariatet knytter den bøndernes nederste lag til sig (I husker, at vi begyndte dette arbejde med fattigbondekomiteerne). Derfor leder statskapitalismen mange, mange på vildspor. Hvis man skal undgå det, må man huske det fundamentale, at statskapitalisme i den form, vi kender den hos os, ikke er behandlet i nogen teori eller nogen litteratur, simpelt hen fordi alle gængse begreber, der er knyttet til dette ord, er afpasset efter den borgerlige magt i et kapitalistisk samfund. Vi har derimod et samfund, som er sprunget af de kapitalistiske skinner uden endnu at være kommet over på nye skinner, og denne stat ledes ikke af bourgeoisiet, men af proletariatet. Vi vil ikke forstå, at når vi siger “staten”, så er denne stat os, det er proletariatet, det er arbejderklassens avantgarde. Statskapitalisme, det er en kapitalisme, som vi vil kunne holde i tømme, hvis rammer vi vil kunne fastsætte, denne statskapitalisme er knyttet til staten, men staten er arbejderne, det er arbejdernes fortrop, det er avantgarden, det er os.
Statskapitalisme, det er en kapitalisme, som vi skal placere inden for bestemte skranker, hvad vi endnu ikke har forstået at gøre. Det er hele sagen. Og nu afhænger det af os, hvordan denne statskapitalisme skal være. Politisk magt har vi tilstrækkeligt af, fuldkommen tilstrækkeligt; økonomiske midler har vi ligeledes tilstrækkeligt af til disposition, men den arbejderklassens avantgarde, som er kommet i forgrunden, mangler den nødvendige sagkundskab til direkte at forvalte, til at fastsætte rammerne, til at afgrænse sig, til at blive den overordnede og ikke den underordnede. Her behøves der kun sagkundskab, og det har vi ikke.
Det er jo en situation helt uden sidestykke i historien, idet proletariatet, den revolutionære avantgarde har den politiske magt i fuldkommen tilstrækkeligt mål, og ved siden af dette findes der statskapitalisme. Kernen i det er, at vi må forstå, at det er en kapitalisme, som vi kan og skal give plads for, som vi kan og skal sætte skranker for, thi denne kapitalisme er nødvendig for bøndernes brede lag og for privatkapitalen, der skal drive handel på en sådan måde, at bønderne får deres behov tilfredsstillet. Det må tilrettelægges sådan, at den kapitalistiske produktions og den kapitalistiske omsætnings sædvanlige gang bliver mulig, thi det har folket brug for, uden det kan det ikke leve. Alt det øvrige er ikke absolut nødvendigt for dem, for denne lejr, alt det øvrige kan de affinde sig med. I kommunister, I arbejdere, I bevidste proletarer, som har påtaget jer at lede staten – I må forstå at indrette det sådan, at staten, som I har taget hånd om, virker som I vil det. Nu har vi så gennemlevet dette år, staten er i vor hånd – men har den i dette år under den nye økonomiske politik virket, som vi vil det? Nej. Det vil vi nødig indrømme: den har ikke virket, som vi vil det. Hvordan har den så virket? Bilen lystrer ikke – det er, som om der nok sidder en mand og styrer, men den lystrer ikke rattet, den retter sig efter noget andet, måske efter noget illegalt, måske efter noget lovstridigt, måske efter gud ved hvad, måske efter spekulanterne, måske efter privatkapitalisterne eller både det ene og det andet, men bilen kører ikke ganske, og meget ofte slet ikke sådan, som den tror, der sidder ved rattet. Det er det fundamentale, som man må huske, når talen er om statskapitalisme. På dette fundamentale område må man lære fra begyndelsen, og kun hvis vi ubetinget indser dette og indprenter os det, kan vi være sikre på, at vi får det lært.
Nu vil jeg gå over til spørgsmålet om at standse tilbagetoget, hvad jeg talte om på metalarbejdernes kongres. [8] Jeg har ikke siden mødt indvendinger, hverken i partipressen, i privatbreve fra kammerater eller i centralkomiteen. Centralkomiteen har godkendt min plan, og den bestod i, at jeg også i beretningen på centralkomiteens vegne på denne kongres skulle understrege tilbagetogets standsning meget kraftigt og bede kongressen give et tilsvarende direktiv, denne gang på hele partiets vegne, denne gang som bindende. Et år har vi været på tilbagetog. Vi bør nu sige på partiets vegne: Det er nok! Det mål, tilbagetoget skulle tjene, er nået. Denne periode går til ende eller er endt. Nu sættes der et andet mål – kræfternes omgruppering. Vi er ankommet til det nye sted, vi har i det store og hele trods alt gennemført tilbagetoget i nogenlunde orden. Ganske vist var der fra forskellige sider ingen mangel på røster, der ville forvandle tilbagetoget til panik. Nogle ville således hævde, at man på et og andet felt ikke gennemførte tilbagetoget rigtigt; det gjaldt f.eks. visse repræsentanter for den gruppe, der bar navnet “arbejderoppositionen”. [9] (Jeg tror, at de bar dette navn med urette). Af overvættes iver ville de ind ad den ene dør, men faldt ind igennem den anden, og det har de nu afsløret med al tydelighed. Dengang så de ikke, at deres virksomhed ikke var egnet til at korrigere vor bevægelse, men i virkeligheden kun havde én betydning – nemlig at sprede panik, at hindre en disciplineret gennemførelse af tilbagetoget.
Et tilbagetog er en vanskelig affære, særlig for de revolutionære, som er vant til at angribe, særlig når de gennem flere år er blevet vant til at angribe og vinde store sejre, særlig når de er omgivet af andre landes revolutionære, der også kun drømmer om at gå til angreb. Da de så, at vi trak os tilbage, brast nogle af dem endda på usømmelig og barnagtig vis i gråd, sådan som det skete på det sidste, udvidede møde i Kominterns eksekutivkomité. [10] De bedste kommunistiske følelser og kommunistiske bestræbelser fik visse kammerater til at briste i gråd over, at gode russiske kommunister, tænk Dem blot, tiltræder et tilbagetog. Måske har jeg allerede nu vanskeligt ved at sætte mig ind i denne vesteuropæiske mentalitet, skønt jeg som emigrant har levet et tilstrækkeligt antal år i disse fortræffelige demokratiske lande. Men måske er det fra deres synspunkt så vanskeligt at forstå, at det er til at græde over. I hvert fald har vi ikke tid til at give os af med sentimentale følelser. Det stod os klart, at netop fordi vi havde angrebet så heldigt gennem mange år og vundet så mange usædvanlige sejre (og det i et utrolig forarmet land, som var berøvet de materielle forudsætninger!), var det ganske nødvendigt for os, da vi havde erobret så meget, at trække os noget tilbage for at konsolidere fremgangen. Vi kunne ikke holde alle positioner, som var taget i farten, og på den anden side – kun fordi vi i farten, båret oppe af arbejdernes og bøndernes begejstringsbølge, havde taget så umådeligt meget, kun derfor havde vi så rigelig plads, at vi kunne trække os meget langt tilbage og stadig kan gøre det uden på nogen måde at miste det vigtige og væsentlige. Tilbagetoget er i det store og hele foregået i nogenlunde orden, selv om panikrøster, hvortil hørte “arbejderoppositionen” (og derved gjorde den uhyre skade!), nok bevirkede, at vi oplevede enkelte tilfælde af afskæring eller forsyndelser mod disciplinen og det ordnede tilbagetog. Det farligste under et tilbagetog er panik. Når en hel hær (her taler jeg i overført betydning) trækker sig tilbage, kan der ikke være samme stemning, som når alle marcherer fremad. Så er man sikker på alle vegne at finde en noget nedtrykt stemning. Der var endda poeter hos os, der skrev, at nu er der jo både sult og kulde i Moskva; “mens der før var rent og smukt, er der nu handel og spekulation”. Vi har en hel række af den slags poetiske værker.
Og det er forståeligt, at dette fremkaldes af et tilbagetog. Der ligger en uhyre fare i dette; at trække sig tilbage efter en storslået, sejrrig offensiv er frygtelig vanskeligt, det sker under ganske andre forhold; selv om man under offensiven slet ikke plejer disciplinen, hænger alle i af egen drift og stormer fremad, mens disciplinen under et tilbagetog må være mere bevidst og er langt mere nødvendig, for når hele hæren trækker sig tilbage, er den ikke klar over, den kan ikke se, hvor der skal gøres holdt, den ser kun tilbagetoget – undertiden skal der kun ganske få panikrøster til, så flygter alle. Her er faren uhyre stor. Når der foregår et sådant tilbagetog med en virkelig hær, stiller man maskingeværer op, og når det ordnede tilbagetog er ved at opløse sig i et uordnet, kommanderer man “skyd”. Og med rette.
Når folk spreder panik, selv om det er ud fra de bedste motiver, i et øjeblik, hvor vi gennemfører et overordentlig vanskeligt tilbagetog, og hvor alt drejer sig om at bevare god orden – i et sådant øjeblik må selv det ringeste brud på disciplinen straffes strengt, hårdt, ubarmhjertigt, og det gælder ikke blot for visse indre anliggender i vort parti, men det må man i endnu højere grad holde for øje, når der er tale om sådanne herrer som mensjevikkerne eller alle disse herskaber fra II½ Internationale.
I disse dage har jeg i Kommunistisk Internationale, nr. 20 læst kammerat Rákosis artikel om en ny bog af Otto Bauer, [11] hvem vi alle i fordums tid har lært af, men som efter krigen er blevet en elendig spidsborger, ligesom Kautsky. Han skriver nu: “De trækker sig altså tilbage til kapitalismen; vi har altid sagt: det er en borgerlig revolution.”
Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der alle sammen prædiker sådanne ting, undrer sig, når vi siger, at vi vil anvende skydning for sådanne ting. De bliver forbavsede, men sagen er jo klar: når en hær trækker sig tilbage, er der hundrede gange mere brug for disciplin end under en offensiv, for under en offensiv stormer alle fremad. Men hvis alle nu begynder at storme tilbage, ville det være en katastrofe, uundgåeligt og øjeblikkeligt.
Netop i et sådant øjeblik er det hovedsagen at trække sig tilbage i god orden, at fastsætte tilbagetogets omfang nøjagtigt og ikke lade sig gribe af panik. Når en mensjevik så siger: “Nu trækker I jer tilbage, og jeg har altid været stemt for tilbagetog, jeg er enig med jer, jeg er jeres mand, lad os gå tilbage sammen” – så svarer vi ham: “Når man offentligt lægger mensjevisme for dagen, skal vore revolutionære domstole anvende skydning, ellers er de ikke vore domstole, men gud ved hvad.”
Det kan de aldeles ikke fatte og siger: “Hvor har de folk dog diktatornykker!” De tror stadig, at vi forfølger mensjevikkerne, fordi de kivedes med os i Geneve. [12] Men hvis vi havde fulgt den vej, kunne vi formodentlig ikke have holdt os blot to måneder ved magten. Det er virkelig sådan, at de prækener, som både Otto Bauer og lederne i II og II½ Internationale og mensjevikkerne og de socialrevolutionære holder, udgør deres sande natur: “Revolutionen er gået for vidt. Vi har altid sagt det, du nu siger. Tillad os at gentage det endnu en gang.” Men vi svarer herpå: “Tillad os at stille jer op mod muren på grund af dette. Enten er I så venlige at holde jeres anskuelser for jer selv, eller også vil vi, når I ønsker at komme frem med jeres politiske anskuelser i denne situation, hvor vi er langt vanskeligere stillet end under de hvides direkte overfald, tillade os at behandle jer som hvidgardisternes værste og skadeligste elementer.” Dette bør vi ikke glemme.
Når jeg taler om tilbagetogets standsning, vil jeg aldeles ikke dermed sige, at vi har lært at drive handel. Tværtimod, jeg nærer den modsatte opfattelse, og man ville have misforstået mig, eller det ville være bevist, at jeg ikke forstår at gøre ordentlig rede for mine tanker, hvis min tale efterlod et sådant indtryk.
Det drejer sig imidlertid om at få stoppet den nervøsitet, den geskæftighed, der opstod her i landet som følge af NEP, den bestræbelse for at lave alt på en ny måde, at tilpasse alt. Vi har nu en del blandede selskaber, ganske vist er det meget få. Vi har sammen med udenlandske kapitalister oprettet 9 selskaber, som er godkendt af Kommissariatet for Udenrigshandel, Sokolnikovkommissionen [13] har godkendt 6, og “Nordområdets skovdrift” har oprettet 2. For tiden findes der altså 17 selskaber med en kapital på mange millioner og med godkendelse af forskellige instanser. (Naturligvis er der virvar nok i vore instanser, så der kan godt være overset noget her). Men i hvert fald har vi nu selskaber med russiske og udenlandske kapitalister. Det er kun få. Denne lille, men praktiske begyndelse viser, at man har vurderet kommunisterne, vurderet dem ud fra deres praktiske arbejde, og det er ikke høje institutioner som den centrale kontrolkommission og den alrussiske centraleksekutivkomité, der har foretaget vurderingen. Naturligvis er den centrale kontrolkommission en meget udmærket institution, og vi vil nu give den mere magt. Alligevel, når disse institutioner prøver kommunister... ja tænk blot, på den internationale arena anerkender man ikke deres autoritet. (Latter.) Men når ordinære kapitalister, russiske og udenlandske, opretter et blandet selskab sammen med kommunister, så kan vi sige: “Noget forstår vi dog, hvor ringe det end er, hvor elendigt det end er, men til en begyndelse har vi dog allerede noget.” Det er naturligvis ikke særlig meget; tænk på, at det allerede er et år siden, vi proklamerede, at vi satte al vor energi (og man siger, vi har megen energi) ind på denne sag, og i årets løb er der kun oprettet 17 selskaber.
Det viser, hvor djævelsk ubehjælpsomme og klodsede vi er, hvor stærkt vi endnu er præget af Oblomov-ånd, hvad vi ganske givet nok skal få vore prygl for. Men der er som sagt gjort en begyndelse, foretaget en sondering. Kapitalisterne ville ikke være kommet til os, hvis de elementære betingelser for deres operationer ikke havde været til stede. Og selv om der kun er kommet en ringe del, viser det allerede, at vi har vundet en delvis sejr.
Naturligvis vil de stadig snyde os inden for disse selskaber, de vil snyde os i den grad, at vi kommer til at mærke det i flere år. Men det spiller ingen rolle. Jeg siger ikke, at dette betyder en sejr – det er en sondering, som viser, at vi allerede har et vist råderum, et vist terræn, og at vi allerede kan indstille tilbagetoget.
Gennem sonderingen er der oprettet et ubetydeligt antal overenskomster med kapitalisterne, men de er altså en kendsgerning. Det må man lære af og så arbejde videre. I denne forstand er det på tide, at man holder op med nervøsiteten, med postyret, med geskæftigheden. Der indløber skrivelse på skrivelse, telefonogram på telefonogram: “Kan man ikke også omorganisere os, da vi dog har NEP?” Alle er geskæftige, resultatet bliver spektakel; ingen gør noget praktisk, men alle diskuterer, hvordan man skal tilpasse sig til NEP, og ingenting kommer der ud af det.
Imens ler forretningsmændene ad kommunisterne og siger formodentlig: “Før var der øverst-overtalere, [14] nu er der øverst-samtalere.” At kapitalisterne gør nar af os, at vi er kommet for sent, at vi har smølet, er der ikke skygge af tvivl om, og i den forstand er det, jeg siger, at også kongressen må godkende dette direktiv.
Tilbagetoget er endt. De væsentligste metoder til arbejde med kapitalisterne er ridset op. Forbilleder er for hånden, selv om det er i meget ringe antal.
Hold op med at filosofere, at diskutere om NEP, lad digterne roligt skrive vers, det er det, de er digtere til. Men I folk fra det økonomiske liv, hold op med at diskutere om NEP og forøg i stedet antallet af disse selskaber, se efter, hvor mange kommunister der forstår at tilrettelægge kappestriden med kapitalisterne.
Tilbagetoget er endt, det drejer sig nu om at omgruppere kræfterne. Det er det direktiv, kongressen bør udstede, og som skal gøre ende på denne tummel og hurlumhej. Tag det roligere, anstil ikke store spekulationer, det vil blive regnet jer til skade. Det må i praksis bevises, at du ikke arbejder ringere end kapitalisterne. Kapitalisterne skaber en økonomisk smytsjka med bønderne for at berige sig; du derimod må skabe en smytsjka med bøndernes økonomiske liv for at styrke vor proletariske stats økonomiske magt. Du har det fortrin frem for kapitalisterne, at statsmagten er i din hånd, en hel række økonomiske midler er i din hånd, du forstår blot ikke at udnytte dem, men se mere nøgternt på tingene, læg flitterstadsen, det højtidelige kommunistiske ornat bort, lær ganske enkelt en enkel sag – så vil det lykkes os at slå privatkapitalisten. Vi har statsmagten, vi har en mængde økonomiske midler; når vi får besejret kapitalismen og tilvejebragt en smytsjka med bøndernes økonomiske liv, vil vi være en absolut uovervindelig kraft. Og så vil socialismens opbygning ikke være noget, der kun angår en dråbe i havet, som kaldes det kommunistiske parti, men noget, der angår hele den arbejdende masse; så vil den almindelige bonde bemærke: de hjælper mig – og så vil han følge os på en sådan måde, at denne fremgang, om den end bliver hundrede gange langsommere, til gengæld bliver en million gange mere stabil og solid.
Det er altså i den forstand, man bør tale om standsning af tilbagetoget, og denne parole vil det være rigtigt i en eller anden form at gøre til kongressens beslutning.
Jeg vil gerne i forbindelse hermed berøre spørgsmålet om, hvad bolsjevikkernes nye økonomiske politik er – en evolution eller en taktik? Sådan er spørgsmålet stillet af gruppen Nye Signaler, en strømning, der som I ved er repræsenteret i den russiske emigration, en social og politisk strømning, der ledes af de mest betydelige kadetførere, nogle ministre i den tidligere Koltjakregering – folk, der er kommet til den overbevisning, at sovjetmagten er ved at bygge en russisk stat op, og at man derfor må slutte sig til den. “Men hvad er det for en stat, denne sovjetmagt er ved at bygge? Kommunisterne siger, at det er en kommunistisk, idet de forsikrer, at det drejer sig om taktik: Bolsjevikkerne vil i en prekær situation tilsidesætte de private kapitalister og så få overtaget. Bolsjevikkerne kan sige, hvad de vil; i virkeligheden er det ikke en taktik, men en evolution, en indre forvandling, de vil udvikle sig henimod en almindelig borgerlig stat, og vi bør støtte dem. Historien går forskellige veje” – sådan ræsonnerer gruppen Nye Signaler.
Nogle af dem spiller kommunister, men der er også mere ligefremme folk, deriblandt Ustrjalov. Han var vist minister under Koltjak. Han er ikke enig med disse kolleger og siger: “I kan mene om kommunismen, hvad I vil, men jeg påstår, at det ikke er nogen taktik hos dem, men en evolution.” Jeg tror, at denne Ustrjalov med sin ligefremme udtalelse gør os megen gavn. Vi må alle – især må jeg på embeds vegne – meget ofte høre på nydeligt kommunistisk sludder, “komvranja”, [15] hver evig eneste dag, og man bliver somme tider led og ked af at høre på det. Men så kommer der i stedet for dette “komvranja” et nummer af Nye Signaler og siger rent ud: “Det forholder sig slet ikke sådan hos jer, det er kun noget, I tror, for i virkeligheden er I ved at glide ud i den ordinære borgerlige sump, og der vil man se kommunistiske vimpler flagre med alle mulige påskrifter.” Dette er meget gavnligt, for her ser vi straks noget andet end et simpelt opkog af, hvad vi til stadighed hører rundt om os, det er simpelt hen klassefjendens klassesandhed. Det er meget gavnligt at se sådan noget, som ikke skrives, fordi man i en kommunistisk stat nu engang skriver sådan eller ikke må skrive anderledes, men fordi det virkelig er en klassesandhed, groft og åbent udtalt af klassefjenden. “Jeg er tilhænger af at støtte sovjetmagten i Rusland,” siger Ustrjalov, skønt han var kadet og bourgeois og støttede interventionen, “jeg er tilhænger af at støtte sovjetmagten, fordi den er kommet ind i en bane, ad hvilken den ruller henimod et ordinært borgerligt styre.”
Det er en meget gavnlig ting, som det forekommer mig, at man må holde sig for øje. Det er meget bedre for os, når gruppen Nye Signaler skriver sådan, end når nogle af dens medlemmer spiller næsten kommunister, så man på afstand knap kan se forskel – måske tror han på gud, måske på den kommunistiske revolution. Den slags åbenlyse fjender er gavnlige, det må siges rent ud. Sådanne ting, som Ustrjalov taler om, kan indtræffe, det må siges rent ud. Historien kender forvandlinger af forskellig slags; at forlade sig på overbevisningstroskab, hengivenhed for sagen og andre fortrinlige åndelige egenskaber, det er noget meget letsindigt i politik. Fortrinlige åndelige egenskaber findes hos et ringe antal mennesker, hvorimod det historiske forløb bestemmes af de enorme masser, som undertiden behandler dette ringe antal mennesker mindre høfligt, hvis de ikke passer dem.
Det er der mange eksempler på, og derfor må man være glad for disse åbenhjertige udtalelser fra gruppen Nye Signaler. Fjenden siger klassesandheden, idet han peger på den fare, som rejser sig foran os. Fjendens mål er at gøre denne udvikling uundgåelig. Gruppen Nye Signaler giver udtryk for en indstilling, der findes hos tusinder og atter tusinder af bourgeois’er eller sovjetfunktionærer, som arbejder med på vor nye økonomiske politik. Dette er en fundamental og reel fare. Og derfor må man være specielt opmærksomhed på dette spørgsmål: ja hvem vil få overtaget? Jeg talte om kappestrid. Noget direkte angreb på os foreligger ikke, man har ikke fat i struben på os. Hvad der kan ske i morgen, det vil vi få at se, men i dag går man ikke løs på os med våben i hånd, og ikke desto mindre er kampen mod det kapitalistiske samfund blevet hundrede gange mere forbitret og farlig, fordi vi ikke altid tydeligt ser, hvor vi har en fjende for os, og hvem der er vor ven.
Jeg talte om kommunistisk kappestrid, ikke som et spørgsmål om kommunistisk sympati, men fordi det udvikler visse former for økonomisk liv og visse former for samfundsstruktur. Det er ikke nogen simpel kappestrid, det er om ikke den sidste kamp, så dog næsten, det er en fortvivlet, rasende kamp på liv og død mellem kapitalisme og kommunisme.
Og her må man uden omsvøb stille spørgsmålet: hvori består vor styrke, og hvad mangler vi? Politisk magt har vi fuldkommen tilstrækkeligt af. Der kan næppe findes nogen her, der kunne påvise, at kommunisterne, at det kommunistiske parti har haft for lidt magt i noget praktisk spørgsmål, i nogen forretningsmæssig institution. Der er folk, som hele tiden tænker på dette, men det er alt sammen folk, som håbløst kigger tilbage og ikke fatter, at man skal se fremad. Den væsentlige økonomiske kraft er i vor hånd. Alle afgørende storbedrifter, jernbanerne osv. – de er alle i vor hånd. Selv om bortforpagtning stedvis kan være stærkt udviklet, spiller den som helhed en forsvindende rolle, i det store og hele er dens andel ganske forsvindende. Økonomisk magt har den proletariske stat Rusland fuldkommen tilstrækkeligt af til at sikre overgangen til kommunismen. Hvad mangler der da? Det er klart, hvad der mangler: det lag af kommunister, som regerer, mangler kultur. Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem dirigerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt at sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem, der bliver dirigeret. Her er der sket noget lignende det, vi som børn hørte om i historien. Man lærte os følgende: det sker, at et folk erobrer et andet folk, og så er det første et erobrerfolk og det sidste et besejret folk. Det er meget simpelt og forståeligt for alle. Men hvad sker der med disse folks kultur? Her ligger det ikke så simpelt. Hvis erobrerfolket har større kultur end det besejrede folk, påtvinger det dette sin kultur, og hvis det er omvendt, hænder det, at det besejrede folk påtvinger erobreren sin kultur. Mon der ikke er foregået noget lignende i RSFSR’s hovedstad, mon resultatet her ikke er blevet, at 4700 kommunister (næsten en hel division, og alle sammen de bedste) har ligget under for en fremmed kultur? Man kunne ganske vist så få det indtryk, at de besejrede havde en høj kultur. På ingen måde. Deres kultur er miserabel, meget ringe, men den er trods alt større end vor. Hvor elendig og miserabel den end er, er den dog større end hos vore ansvarlige kommunistiske funktionærer, for de har ikke den fornødne færdighed i at regere. Når kommunister sættes i spidsen for institutioner – og det sker, at sabotører bevidst og behændigt indplacerer dem på sådanne poster for at skaffe sig selv en pæn facade – bliver de ofte taget ved næsen. Denne indrømmelse er meget ubehagelig. I hvert fald er den ikke særlig behagelig, men jeg synes, det skal siges, for i øjeblikket er dette sagens kerne. Det er efter min mening kvintessensen af det forløbne års politiske lære, og 1922’s kamp vil stå i dette tegn.
Vil det gå op for RSFSR’s og RKP’s ansvarlige kommunister, at de ikke forstår at regere? At de bilder sig ind at dirigere, mens de i virkeligheden bliver dirigeret? Se hvis dette går op for dem, vil de naturligvis lære sig kunsten, for det kan læres, men så må man studere, og det gør man ikke hos os. Hos os slår man om sig til højre og venstre med ordrer og dekreter, men resultatet bliver slet ikke som ønsket.
Kappestriden og væddekampen, som vi satte på dagsordenen efter indvarslingen af NEP, er en alvorlig kappestrid. Tilsyneladende udspilles den i alle statsinstitutioner, men i virkeligheden er det endnu en form for kampen mellem to klasser, der står uforsonligt over for hinanden. Det er endnu en form for kampen mellem bourgeoisi og proletariat, det er en kamp, som endnu ikke er ført til ende, og som selv i Moskvas centrale institutioner ikke er overstået i kulturel henseende. For meget ofte behersker de borgerlige folk sagerne bedre end vore bedste kommunister, som sidder inde med hele magten og med alle muligheder, men som ikke forstår at stille noget op med deres rettigheder og deres magt.
Jeg vil gerne anføre et enkelt citat af en pjece af Aleksander Todorskij. [16] Pjecen er udkommet i Vesjegonsk (der findes en kredsby af dette navn i guvernementet Tver), og den udkom til den første årsdag for sovjetrevolutionen i Rusland, altså 7. november 1918, i længst forgangen tid. Denne Vesjegonsk-kammerat er åbenbart partimedlem. Det er længe siden, jeg læste denne pjece, og jeg garanterer ikke for, at jeg ikke her kan tage fejl. Han fortæller, hvordan han gav sig i lag med at indrette to sovjetvirksomheder, hvordan han ansatte to bourgeois’er og gjorde det efter datidens skik: ved at true dem med frihedsberøvelse og konfiskation af al formue. De blev engageret til at genrejse virksomhederne. Vi ved, hvordan man i 1918 fik bourgeoisiet ind i arbejdet, så det lønner sig ikke at gå i enkeltheder – nu har vi andre metoder til at få disse folk med. Men hans konklusion er:
“Det er kun halvgjort arbejde – det er ikke nok at slå bourgeoisiet, at sætte bom for det, det må også tvinges til at arbejde for os.”
Det er bemærkelsesværdige ord. Bemærkelsesværdige ord, der viser, at selv i byen Vesjegonsk, selv i året 1918, var der en rigtig opfattelse af forholdet mellem det sejrrige proletariat og det besejrede bourgeoisi.
Det er kun halvgjort arbejde, når vi slår udbytterne over fingrene, uskadeliggør dem og sætter bom for dem. Men her i Moskva tror ca. 90 af hver 100 ansvarlige funktionærer, at det er alt, at det altså gælder om at sætte bom, uskadeliggøre, slå over fingrene. Hvad jeg har sagt om mensjevikkerne, socialrevolutionære og hvidgardister går alt sammen meget ofte ud på at uskadeliggøre, slå over fingrene (måske ikke alene over fingrene, kan hænde også et andet sted) og sætte bom. Men det er jo kun det halve. Selv i 1918, da dette blev sagt af kammeraten i Vesjegonsk, var det kun det halve, og nu er det endda mindre end fjerdedelen. Vi må gennemtvinge og opnå, at deres hænder arbejder for os, og vi må undgå, at ansvarlige kommunarder kun står i spidsen og har poster, men sejler i bourgeoisiets kølvand. Det er hele sagen.
At ville opbygge det kommunistiske samfund alene med kommunisternes hænder, er en barnagtig, fuldkommen barnagtig idé. Kommunisterne er en dråbe i havet, en dråbe i folkehavet. Det vil kun lykkes dem af få folket til at følge deres vej, hvis de kan fastlægge vejen rigtigt, ikke blot hvad den verdenshistoriske retning angår. I denne henseende har vi fastlagt vor vej absolut rigtigt, og hver eneste stat frembyder en bekræftelse på, at vi har fastlagt den rigtigt, og vi skal stadig fastlægge den rigtigt i vort hjemland, vort eget land. Den bestemmes ikke alene af dette, men også af, at vi undgår intervention, at vi formår at give bonden varer for korn. Bonden vil sige: “Du er en udmærket fyr, du har forsvaret vort fædreland; af den grund har vi lånt dig øre, men hvis du ikke forstår dig på handel og vandel, så skrub af.” Ja, sådan vil bonden sige.
Vi vil formå at lede det økonomiske liv, når kommunisterne forstår at opbygge dette økonomiske liv med fremmede hænder, og når de selv går i lære hos dette bourgeoisi og leder det ad den vej, de ønsker. Men hvis en kommunist bilder sig ind, at han ved alt, eftersom han er en ansvarlig kommunist, han har besejret ganske andre folk end en tilfældig handelsmand, vi har slået dem på fronterne, og hvilke modstandere var det ikke – hvis den indstilling får overhånd, går vi til grunde.
Det er den mindst vigtige del af arbejdet, når vi uskadeliggør udbytteren, slår ham over fingrene og tager ham i kraven. Det skal gøres. Og vor statslige politiske forvaltning og vore domstole skal gøre det mindre valent end hidtil, de må huske, at de er proletariske domstole, der er omgivet af fjender fra hele verden. Det er ikke vanskeligt, det har vi i hovedsagen lært os. Her skal der anvendes et vist tryk, men det er let.
Men den anden del af sejren – at anvende ikke-kommunistiske hænder til at skabe kommunismen, på en praktisk måde at gøre det, som økonomisk skal gøres – den består i at finde frem til en smytsjka med bondebruget, at stille bonden tilfreds, så han siger: “Hvor vanskelig, hvor byrdefuld, hvor plagsom sulten jeg end er, så ser jeg, at statsmagten vel er noget uvant, men at den gør praktisk, håndgribelig gavn.” Vi må opnå, at de elementer, vi arbejder sammen med, og som i tal er flere gange større end os, arbejder sådan, at vi kan overvåge deres arbejde, at vi kan forstå dette arbejde, at der med deres hænder udrettes noget til gavn for kommunismen. Det er det afgørende i den nuværende situation, for selv om enkelte kommunister har forstået og opdaget dette, erkender vort partis brede masse dog ikke nødvendigheden af at drage de partiløse ind i arbejdet. Hvor mange cirkulærer er der ikke skrevet herom, hvor meget er der ikke talt om det, men er der så opnået noget i årets løb? Intet. Der findes ikke hundrede, ja, ikke fem ledelser i vort parti, der kan påvise praktiske resultater. Så langt er vi bagud fra de krav, der nu stilles, så stærkt lever vi endnu i 1918’s og 1919’s traditioner. Det var storslåede år, et grandiost historisk værk blev fuldbragt. Men hvis man kun ser sig tilbage efter disse år og ikke bemærker, hvilken opgave der nu er på dagsordenen, betyder det undergang, uomtvistelig, absolut undergang, og sagen er, at vi nødig vil indse dette.
Jeg kunne have lyst til nu at anføre to praktiske eksempler på, hvad der kommer ud af vor forvaltning. Jeg har allerede sagt, at det til dette formål ville være rigtigere at vælge en af statstrusterne. Jeg må bede om undskyldning for, at jeg ikke kan anvende denne rigtige fremgangsmåde, hertil kræves nemlig et ganske konkret studium af materialet fra mindst én statstrust, men et sådant studium har jeg desværre ikke haft mulighed for at gennemføre, og jeg vælger derfor to små eksempler. Det ene drejer sig om følgende: Moskvas brugsforening beskyldte folkekommissariatet for udenrigshandel for bureaukratisme; det andet eksempel er fra Donets-bækkenet.
Det første eksempel er lidet rammende, men et bedre havde jeg ikke lejlighed til at få. Grundtanken kan jeg også illustrere ved hjælp af dette eksempel. I de sidste måneder har jeg, som I ved fra bladene, ikke haft mulighed for at behandle sagerne direkte, jeg har ikke arbejdet i folkekommissærernes råd og har ikke været i centralkomiteen. Under mine korte og sjældne besøg i Moskva forekom de fortvivlede og frygtelige klager over udenrigshandelen mig påfaldende. At udenrigshandelskommissariatet er dårligt, at man smøler der, det har jeg ikke et øjeblik tvivlet på. Men da klagerne blev særlig lidenskabelige, forsøgte jeg at få rede på forholdene, at tage et konkret tilfælde, at grave mig ned til undergrunden i hvert fald én gang, at opklare, hvordan det går til dér, hvorfor apparatet ikke fungerer.
Moskvas brugsforening skulle købe konserves. Der indtraf så en fransk borger, som interesserede sig for dette. Jeg ved ikke, om han kom i den internationale politiks interesse og med ententeledernes vidende, eller om han kom med Poincarés og andre sovjetfjenders billigelse (jeg tænker, at vore historikere vil finde ud af dette efter Genuakonferencen), men det er en kendsgerning, at det franske bourgeoisi ikke alene teoretisk, men også praktisk var med i dette, eftersom en repræsentant for det franske bourgeoisi var i Moskva for at sælge konserves. Moskva sulter, til sommer vil man sulte endnu mere, kød har man ikke bragt hertil og vil næppe heller få det gjort, takket være vort transportkommissariats almindeligt kendte egenskaber.
Et parti kødkonserves sælges (hvis det da ikke er helt råddent, det vil først en fremtidig undersøgelse vise) for sovjetpenge. Hvad kan være simplere? Det viser sig imidlertid, at hvis man overvejer sagen på sovjetvis og på behørig måde, er det slet ikke så simpelt. Jeg havde ikke mulighed for at følge sagen direkte, men organiserede en undersøgelse, og nu har jeg et hæfte, hvori det fortælles, hvordan denne famøse historie udviklede sig. Det begyndte med, at der den 11. februar efter en beretning fra kammerat Kamenev blev fattet en beslutning i RKP’s centralkomités politbureau om ønskeligheden af at indkøbe levnedsmidler i udlandet. Naturligvis, hvordan skulle russiske borgere kunne tage stilling til et sådant spørgsmål uden at spørge RKP’s centralkomités politiske udvalg! Hvor kan man tro, at 4700 ansvarlige funktionærer (det er kun de registrerede [17]) kunne ordne spørgsmålet om at købe levnedsmidler i udlandet, uden at spørge centralkomitéens politiske udvalg? Det er naturligvis en fantastisk tanke. Kammerat Kamenev har øjensynlig et godt kendskab til vor politik og vor virkelighed, og derfor stolede han ikke overvættes på de mange ansvarlige funktionærer, men begyndte med at tage tyren ved hornene, og var det ikke tyren, var det i hvert fald politbureauet; han fik med det samme (jeg har ikke hørt, at der var diskussion herom) en resolution: “Folkekommissariatet for udenrigshandel gøres opmærksom på ønskeligheden af at indføre levnedsmidler fra udlandet, hvorved toldafgifter” osv. Folkekommissariatet for udenrigshandel er gjort opmærksom på det. Sagen begynder at komme i gang. Det var den 11. februar. Jeg erindrer, at jeg var i Moskva i slutningen af februar eller så omtrent, og hvad jeg straks stødte på, det var klageråb, ligefrem fortvivlede klageråb fra Moskva-kammeraterne. Hvad er der løs? Vi kan ingen som helst levnedsmidler købe. Hvorfor ikke? Smøleri i folkekommissariatet for udenrigshandel. Jeg havde i lang tid været uden kontakt med sagerne og vidste ikke dengang, at der fandtes en beslutning fra politbureauet, og sagde kun til den pågældende embedsmand: undersøg sagen, skaf en redegørelse og vis mig den. Denne sag endte så med, at da Krasin kom hertil, talte Kamenev med ham, sagen blev ordnet og konservespartiet købt. Når enden er god, er alting godt.
At Kamenev og Krasin kan blive enige og kan fastlægge den politiske linje rigtigt, som RKP’s centralkomités politiske udvalg kræver det, det tvivler jeg slet ikke om. Hvis den politiske linje i handelsanliggender blev bestemt af Kamenev og Krasin, ville vi have den bedste sovjetrepublik i verden, men det går dog ikke an, at man ved hver enkelt handel skal have fat i disse medlemmer af politbureauet, Kamenev og Krasin – den sidstnævnte beskæftigede sig med de diplomatiske sager forud for Genua, sager, der krævede et overvældende stort arbejde – at man skal have fat i disse kammerater for at købe konserves af en fransk borger. Sådan kan man ikke arbejde. Dette her er hverken nyt eller økonomisk eller politik, det er simpelt hen en hån. Nu har jeg rapporten om denne sag. Jeg har endda to rapporter; den ene undersøgelse er foretaget af forretningsføreren i folkekommissærernes råd Gorbunov og hans sekretær Mirosjnikov, den anden stammer fra den statslige politiske forvaltning. Hvorfor den statslige politiske forvaltning i grunden har interesseret sig for denne sag, ved jeg ikke, og jeg er ikke ganske sikker på, at den slags er rigtigt, men jeg vil ikke opholde mig ved det, da jeg ellers er bange for, at en ny undersøgelse kunne komme på tale. Vigtigt er kun det, at materialet er samlet og nu ligger foran mig.
Hvordan kunne det gå til, at jeg ved min ankomst til Moskva i slutningen af februar blev mødt med sande klageråb over, at “vi kan ikke købe konserves”, samtidig med at damperen lå i Libau og konservespartiet lå der, og man tog endda mod sovjetpenge for rigtig konserves? (Latter.) Hvis denne konserves ikke viser sig at være ganske rådden (og jeg understreger her “hvis”, fordi jeg ikke er helt sikker på, at jeg ikke så vil anmode om en ny undersøgelse, men resultaterne af den får vi først lejlighed til at berette om på den følgende kongres), hvis altså denne konserves ikke er ganske rådden, den er købt, så spørger jeg: hvordan kunne det gå til, at en sådan sag ikke kunne komme af pletten uden Kamenevs og Krasins bistand? Af det undersøgelsesreferat, jeg sidder inde med, ser jeg, at en ansvarlig kommunist har bedt en anden ansvarlig kommunist gå ad helvede til. Af det samme undersøgelsesreferat ser jeg, at en ansvarlig kommunist har sagt til en anden ansvarlig kommunist: “Jeg vil for fremtiden ikke tale med Dem, medmindre der er en notar til stede.” Da jeg havde læst denne historie mindedes jeg, hvordan jeg for 25 år siden, da jeg var i Sibirien i forvisning, måtte optræde som advokat. Jeg var illegal advokat, idet jeg var administrativt forvist, og den slags var forbudt, men eftersom der ikke fandtes andre, kom folk til mig om forskellige sager. Det vanskeligste var imidlertid at finde ud af, hvad det drejede sig om. Der kommer således en kone, hun begynder naturligvis med at fortælle om sin familie, og det var utrolig svært at få fat i, hvad der var løs. Jeg siger: “Kom med akterne.” Hun fortæller så om en hvid ko. Når man siger til hende: “Kom med akterne,” så går hun sin vej og siger: “Han vil ikke høre noget om den hvide ko uden akterne.” Vi morede os meget over disse akter i vor koloni. Men et lille fremskridt lykkedes det mig at få igennem: når de kom til mig, halede de akterne frem, og man kunne få rede på, hvad sagen drejede sig om, hvorfor de beklagede sig, og hvor skoen trykkede. Det var for 25 år siden i Sibirien (på et sted, hvorfra der var flere hundrede verst til den nærmeste jernbanestation).
Men hvorfor skulle det i sovjetrepublikkens hovedstad efter tre års revolution være nødvendigt med to undersøgelser, Kamenevs og Krasins indgriben og direktiver fra politbureauet for at købe konserves? Hvad skortede det på? Politisk magt? Nej. Pengene fandtes også, så der var både økonomisk og politisk magt. Alle institutioner var for hånden. Hvad skorter det på? På fornøden kultur hos 99 pct. af Moskva-brugsforeningens funktionærer, som jeg ikke har noget imod og regner for udmærkede kommunister, og af udenrigshandelskommissariatets funktionærer – de kunne ikke tage sagen op på kultiveret måde.
Da jeg første gang hørte om dette, sendte jeg et skriftligt forslag til centralkomiteen: efter min mening bør alle fra Moskva-institutionerne – med undtagelse af den alrussiske centraleksekutivkomités medlemmer, der som bekendt nyder immunitet – indsættes i det værste Moskva-fængsel for 6 timer og alle fra udenrigshandelskommissiariatet for 36 timer. [18] Men nu har det vist sig, at en skyldig ikke er fundet. Og af det, jeg har fortalt, fremgår ganske øjensynligt, at en skyldig ikke kan findes. Det drejer sig simpelt hen om den sædvanlige russiske intellektuelle evneløshed i praktiske sager – kludder og uordentlighed. Først stikker man næsen i noget, rumsterer lidt, så falder man i tanker, og da man ingenting når – så løber man til Kamenev for at beklage sig og får fat i politbureauet. Naturligvis må man indbringe alle vanskelige statssager for politbureauet – det vil jeg senere tale om – men først må man tænke sig om, og så først handle. Når du tager fat, så vær venlig at tage fat med dokumenter. Send først et telegram, telefoner er der også i Moskva, send et telefonogram til de pågældende institutioner, giv Tsjurupa en kopi og sig: jeg anser denne handel for at have hast og agter at melde smøleri. Disse elementære kulturbetingelser må man tænke lidt over, man må tage en sag op med omtanke; hvis den ikke kan ordnes med det samme på to minutter ved en telefonsamtale, så tag dokumenterne, læg dem frem på bordet og sig: “Hvis du smøler, skal jeg få dig i fængsel.” Men der er ikke skygge af omtanke, intet forarbejde, kun ordinær geskæftighed, nogle kommissioner, alle er trætte, plagede, syge, og sagen kommer først af pletten, når man kan sætte Kamenev i forbindelse med Krasin. Det er en typisk sag. Det gælder langtfra kun hovedstaden Moskva, man ser det også i andre storbyer, i alle uafhængige republikkers og de enkelte områders hovedstæder, og uden for hovedstæderne forekommer den slags ting til stadighed, ja hundrede gange værre ting.
I vor kamp må man huske på, at kommunister har omtanke behov. De kan så udmærket fortælle jer om den revolutionære kamp, om den revolutionære kamps tilstand i hele verden. Men for at slippe ud af den fortvivlede nød og elendighed må man have omtanke, kultur, orden – det forstår de ikke. Hvis vi ville beskylde de ansvarlige kommunister for, at de ikke tager samvittighedsfuldt på arbejdet, ville det være urigtigt. Det store flertal af dem, de 99 pet., er folk, som ikke blot er samvittighedsfulde, men også har bevist deres hengivenhed for revolutionen under de vanskeligste forhold, både før tsarismens fald og efter revolutionen, de har bogstaveligt talt sat livet ind. Det er ikke der, årsagen skal søges, det ville være ganske fejlagtigt. Vi trænger til en kultiveret behandling af de simpleste statsanliggender, vi trænger til forståelse af, at dette her er et statsanliggende, et handelsanliggende, og hvis der viser sig hindringer, så må man forstå at fjerne dem og stille smølere for retten. Vi har en proletarisk domstol i Moskva, og den skal tage sig af alle dem, der har skylden for, at der ikke blev indkøbt nogle titusinde pud konserves. Jeg tror, at den proletariske domstol vil forstå at straffe, men for at straffe må man finde skyldige, og jeg garanterer jer for, at det ikke er gørligt at finde skyldige, om så hver eneste af jer ser sagen efter i sømmene – skyldige er der ikke, men der er virvar og hurlumhej og vrøvl... Ingen forstår at tage rigtigt fat på en sag, ingen fatter, at et statsanliggende skal behandles ikke sådan, men sådan. Og hele hvidgardistbanden og sabotørerne benytter sig af dette. Vi har tidligere ført en rasende kamp mod sabotørerne, og den står stadig på dagsordenen; for det er naturligvis rigtigt, at der findes sabotører, og de må bekæmpes. Men kan man måske bekæmpe dem, når stillingen er sådan, som jeg har talt om? Den tilstand er mere skadelig end nogen sabotage; en sabotør behøver blot at opdage, at to kommunister ligger i strid om, hvornår man skal henvende sig til politbureauet om en principiel retningslinje for indkøb af levnedsmidler, så kan han kravle ind i denne revne. Hvis en nogenlunde forstandig sabotør holder sig til hos den ene af de to kommunister eller hos dem begge efter tur og støtter dem – så er skandalen der. Sagen er i så fald helt håbløs. Hvem er skyldig? Ingen. Fordi to kommunister, ansvarlige, hengivne revolutionære, strides om den sne, der faldt i fjor, strides om, hvornår man skal indbringe spørgsmålet for politbureauet for at få en principiel retningslinje for indkøb af levnedsmidler.
Sådan ligger landet, her er vanskeligheden. Enhver handelsmand, der har været i lære i et stort kapitalistisk foretagende, forstår at ordne den slags ting, men 99 af 100 ansvarlige kommunister forstår det ikke og vil ikke forstå, at de ikke har denne færdighed, at de må lære abc’en. Hvis det ikke går op for os, hvis vi ikke på ny sætter os på skolebænken i forskolen, kan vi ikke i noget tilfælde løse den økonomiske opgave, som nu danner grundlaget for al politik.
Det andet eksempel, jeg gerne vil anføre, er fra Donetsbækkenet. I ved, at det er centrum, det virkelige grundlag for hele vort økonomiske liv. Hvis vi ikke genopbygger Donetsbækkenet, hvis vi ikke får det op på det tilbørlige niveau, kan der ikke være tale om nogen genrejsning af storindustrien i Rusland eller om nogen virkelig opbygning af socialismen, for den kan ikke opbygges på anden måde end gennem storindustrien. I centralkomiteen har vi nøje overvåget dette.
I dette område drejede det sig ikke om nogen uberettiget, latterlig, tåbelig indbringelse af et bagatelspørgsmål for politbureauet, men om et påtrængende, absolut uopsætteligt anliggende.
Centralkomiteen skal våge over, at der i sådanne virkelige centre, som danner grundlaget, fundamentet for hele vort økonomiske liv, bliver arbejdet virkeligt fornuftigt, og stenkulindustriens centralforvaltning dér lededes af folk, som ikke blot var ubestrideligt hengivne, men også var virkelig dannede og i besiddelse af store evner, og jeg tager næppe fejl, når jeg siger, at det var talentfulde folk, og derfor var centralkomiteens opmærksomhed rettet derhen. Ukraine er en uafhængig republik, det er meget godt, men i partimæssig henseende foretager den undertiden – hvordan kan man sige det høfligst? – en omgående bevægelse, og vi kommer til engang at se dem efter i sømmene, for det er snedige folk, der sidder der, og centralkomiteen – jeg vil ikke sige, at den bedrager os, men somme tider rykker den lidt væk fra os. For at få et overblik over hele denne sag, undersøgte vi den i den herværende centralkomité og konstaterede gnidninger og uoverensstemmelser. Dernede har de kimka’en – kommissionen til udnyttelse af små gruber. Naturligvis var der stærke gnidninger mellem kimka’en og stenkulindustriens centralforvaltning. Men vi i centralkomiteen har jo også en vis erfaring, og vi besluttede enstemmigt ikke at fjerne de ledende kredse, men at der i tilfælde af gnidninger skal indgives rapport til os, selv med alle enkeltheder, for når vi i området har ikke blot hengivne, men også dygtige folk, må man prøve at støtte dem, så de kan lære til bunds, hvis man antager, at de ikke har lært det. Det endte med, at der i Ukraine afholdtes en partikongres – jeg ved ikke, hvad resultatet blev, der skete et og andet. Jeg søgte oplysning hos de ukrainske kammerater, og kammerat Ordsjonikidse bad jeg specielt om – og centralkomiteen gav ham også det hverv – at rejse derned og se efter, hvad der gik for sig. Øjensynligt fandtes der intriger og alle hånde roderi, og selv på 10 år vil det ikke lykkes “kommissionen vedrørende partihistorie”, at finde rede i det, hvis den begynder at beskæftige sig med det. Men faktisk var resultatet blevet, at denne gruppe på trods af centralkomiteens enstemmige direktiver var blevet afløst af en anden gruppe, Hvad var der sket? Det væsentlige var, at en del af denne gruppe, trods alle sine udmærkede egenskaber, havde begået en bestemt fejl. De var kommet ind på at overadministrere. [19] Vi har der at gøre med arbejdere. Når man siger “arbejdere”, tænker man meget ofte, at det betyder fabriksproletariat. Det gør det aldeles ikke. Fra krigens tid har vi på fabrikker og værker fået folk ind, som slet ikke er proletariske, men er søgt ind der for at undgå krigstjeneste. Og har vi måske nu sådanne sociale og økonomiske forhold, at det er de ægte proletarer, der går ind i fabrikkerne og værkerne? Det stemmer ikke. Det stemmer ifølge Marx, men Marx skrev ikke om Rusland, han skrev om kapitalismen som helhed, lige fra det 15. århundredes begyndelse. Gennem 600 år har det været rigtigt, men for Rusland i dag stemmer det ikke. Meget ofte er det ikke proletarer, men alle hånde tilfældige elementer, der går ind i fabrikkerne. At tilrettelægge arbejdet rigtigt, så man ikke kommer bagefter, så man i tide får bilagt forekommende gnidninger, og ikke skille administrationsarbejdet fra politikken – se det er opgaven. For vor politik og vort administrationsarbejde bygger på, at hele avantgarden er forbundet med hele proletarmassen, med hele bondemassen. Hvis nogen glemmer disse små tandhjul, hvis nogen lader sig opsluge af rent administrationsarbejde, sker der en ulykke. Den fejl, Donets-bækkenets funktionærer begik, er ubetydelig i sammenligning med andre fejl, vi har begået, men det er et typisk eksempel. Centralkomiteen forlangte enstemmigt: “Lad denne gruppe fortsætte, forelæg selv små konflikter for os i centralkomiteen, for Donets-bækkenet er ikke nogen tilfældig region, det er en region, uden hvilken den socialistiske opbygning kun bliver et fromt ønske” – men al vor politiske magt, al centralkomiteens autoritet slog ikke til.
Her var der naturligvis begået en fejl i administrationsarbejdet; ud over det var der tillige en bunke andre fejl.
Her har I et eksempel på, at vanskeligheden ikke ligger i politisk magt, men i evnen til at forvalte, til at placere folk rigtigt, til at undgå de små sammenstød, således at statens økonomiske arbejde ikke lider afbræk. Den evne har vi ikke – det er fejlen.
Jeg tror, at når vi taler om vor revolution og tager et skøn over dens skæbne, må vi strengt udskille de revolutionsopgaver, der er løst fuldstændigt og er gået over i historien som ganske uforgængelige træk i den verdenshistoriske vending bort fra kapitalismen. Den slags findes der i vor revolution. Mensjevikkerne og II½ Internationales talsmand Otto Bauer kan naturligvis råbe: “Deres revolution er borgerlig,” men vi siger, at vor opgave er at føre den borgerlige revolution til ende. Som det hedder i et hvidgardistisk skrift: man har i 400 år fyldt statsinstitutioner med møg; vi har på 4 år fjernet dette møg – det er vor største fortjeneste. Men hvad har så mensjevikkerne og de socialrevolutionære gjort? Ingenting. De har ikke kunnet fjerne det middelalderlige møg hos os og ikke engang i det fremskredne, oplyste Tyskland, ikke engang der. Og nu regner de os vor største fortjeneste til last. At føre revolutionens sag til ende, der er vor umistelige fortjeneste.
Nu lugter der af krig. Arbejderforeninger som f.eks. de reformistiske foreninger vedtager resolutioner mod krigen og truer med strejke mod krig. Hvis jeg ikke husker fejl, har jeg for nylig læst en bladmeddelelse om, at en udmærket kommunist i det franske deputeretkammer har holdt en tale mod krigen og påpeget, at arbejderne vil foretrække opstand for krig. Men man kan ikke behandle spørgsmålet sådan, som vi behandlede det i 1912, da Baselmanifestet [20] blev offentliggjort. Først den russiske revolution har vist, hvordan man kan komme ud af krigen, hvilken møje det koster, hvad det betyder at komme ud af en reaktionær krig på revolutionær vis. Reaktionære imperialistiske krige verden over er uundgåelige. Og menneskeheden kan ikke og vil ikke glemme, at millioner og atter millioner blev slagtet dengang og vil blive slået ned også nu, når alle spørgsmål af den art skal løses. Vi lever jo i det 20. århundrede, og det eneste folk, der er kommet ud af en reaktionær krig ad revolutionær vej, ikke til gavn for den ene eller anden regering, men ved at styrte dem – det er det russiske folk, og det var den russiske revolution, der hjalp det ud. Det, som den russiske revolution har erobret, er umisteligt. Det kan ingen magt tage tilbage, ligesom ingen magt i verden kan tage det tilbage, som er skabt med sovjetstaten. Det er en verdenshistorisk sejr. Gennem hundreder af år oprettedes der stater af borgerlig type, og for første gang blev der så fundet en statsform, som ikke var borgerlig. Det kan være, at vort apparat er dårligt, men man siger, at den første dampmaskine, der blev opfundet, også var dårlig, og man ved ikke engang, om den kunne arbejde. Men det er ikke afgørende, det afgørende er, at opfindelsen blev gjort. Lad være, at den første dampmaskine havde en uegnet form, men til gengæld har vi nu lokomotivet. Lad være, at vort statsapparat er under al kritik, men det er dog skabt, en stor historisk opfindelse er gjort, en stat af proletarisk type er skabt – og så kan det være det samme, om hele Europa, om tusinder af borgerlige blade ved at berette, hvor umuligt og elendigt vi har det, og fortæller, at det arbejdende folk ikke oplever andet end plager; alligevel føler alle arbejdere verden over sig draget mod sovjetstaten. Dette er de store erobringer, vi har gjort, og som er umistelige. Men for os, det kommunistiske partis repræsentanter, betyder dette kun at lukke døren op. Nu står vi over for den opgave at bygge fundamentet til en socialistisk økonomi. Er det fuldført? Nej, det er ikke. Vi har endnu ikke noget socialistisk fundament. De kommunister, der bilder sig ind, at det er for hånden, begår en grov fejl. Det afgørende er, at vi sikkert, klart og nøgternt må skelne det, som udgør vor russiske revolutions verdenshistoriske fortjeneste, fra det, vi har udført særdeles dårligt, det som endnu ikke er skabt, eller som vi skal lave om mange gange endnu.
Politiske tildragelser er altid meget forviklede og komplicerede. Man kan sammenligne dem med en kæde. Hvis man vil have fat om hele kæden, kan man ikke nøjes med at gribe fat i et enkelt led. Man kan ikke kunstigt udvælge det led, man vil holde fast i. Hvad var hovedsagen i 1917? Det var at komme ud af krigen, det var noget, hele folket krævede, og det overskyggede alt andet. Det revolutionære Rusland opnåede at komme ud af krigen. Der skulle store anstrengelser til, men til gengæld blev folkets væsentlige behov imødekommet, og det gav os sejren for mange år... Og folket følte, bonden så, enhver soldat, der kom hjem fra fronten forstod godt, at han i sovjetmagten havde fået en mere demokratisk statsmagt, som stod det arbejdende folk nærmere. Hvor mange dumheder og skandaler vi end afstedkom på andre områder, var alt i god gænge, da vi havde mestret denne hovedopgave.
Hvad var hovedsagen i 1919 og 1920? – Det militære forsvar. Her var det den verdensbeherskende entente, der gik løs på os og ville kvæle os, og der var ikke brug for nogen propaganda – enhver partiløs bonde forstod, hvad der var ved at ske. Godsejeren var på vej. Kommunisterne forstod at bekæmpe ham. Derfor var bønderne som helhed på kommunisternes side, derfor sejrede vi.
I 1921 var det hovedsagen at foretage et tilbagetog i god orden. Derfor havde vi brug for en gennemført disciplin. “Arbejderoppositionen” sagde: “I undervurderer arbejderne, arbejderne bør udvise mere initiativ.” Initiativet måtte bestå i at trække sig tilbage i god orden og strengt overholde disciplinen. Den, som på en eller anden måde gav anledning til panikstemninger eller disciplinbrud, ville styrte revolutionen i fordærv, for intet er vanskeligere end et tilbagetog med folk, der er vant til at gå sejrrigt frem, er gennemsyret af revolutionære anskuelser og idealer og i deres hjerte regner ethvert tilbagetog for en beskidt affære. Den største fare lå i, at ordenen kunne blive forstyrret, og den største opgave bestod i at bevare ordenen.
Og hvad er hovedsagen nu? Det er netop dette, jeg gerne ville have frem og sammenfatte i min beretning – hovedsagen ligger ikke i politik, forstået som et retningsskifte; noget sådant taler man overmåde meget om i forbindelse med NEP, men alt det er hen i vejret. Det er yderst skadelig snak. I forbindelse med NEP har man her i landet fået meget travlt, man laver institutionerne om og grundlægger nye. Det er yderst skadelig snak. Vi er kommet til det punkt, hvor situationens kernepunkt er menneskene. Udvælgelsen af mennesker. Dette er vanskeligt at forstå for en revolutionær, som hidtil var vant til at kæmpe mod trivialiteter og mod det kulturovermod, der skød personlighedens rolle i forgrunden på bekostning af institutionernes omdannelse. Men vi er kommet i en situation, som i politisk henseende må vurderes nøgternt – vi er rykket så langt frem, at vi ikke kan holde alle positioner og ikke bør forsøge at holde dem alle.
I international henseende er vor stilling i disse sidste år blevet uhyre forbedret. Vi har vundet frem til en stat af sovjettype – det er et fremskridt for hele menneskeheden, og Komintern giver os daglig bekræftende oplysninger herom fra et hvilket som helst land. Det er der ingen, der nærer skygge af tvivl om. Men hvad det praktiske arbejde angår, ligger det sådan, at hvis kommunisterne ikke formår at yde bondemasserne praktisk hjælp, vil disse ikke støtte dem. Centrum for vor opmærksomhed skal ikke være lovgivning, bedre dekreter osv. Der var en periode, hvor vore dekreter var en form for propaganda. Man lo ad os og sagde, at bolsjevikkerne ikke indser, at deres dekreter ikke bliver efterlevet; hele den hvidgardistiske presse var fuld af spottegloser i den anledning, men den periode var naturlig, dengang bolsjevikkerne havde taget magten og så sagde til den almindelige bonde, den almindelige arbejder: se sådan ville vi gerne have staten regeret, her er et dekret, prøv selv. Vi bibragte med det samme den jævne arbejder og bonde vore forestillinger om politik i form af dekreter. Resultatet var, at vi vandt den overvældende tillid, som vi nød og stadig nyder blandt folkemasserne. Det var en tid, det var en periode, som var nødvendig ved revolutionens begyndelse, uden dette var vi ikke kommet i spidsen for den revolutionære bølge, men var sakket agterud. Uden dette havde vi ikke vundet tillid hos alle arbejdere og bønder, som ønsker at bygge livet op på et nyt grundlag. Men denne periode er forbi, og det vil vi nødig indse. Nu ville bønderne og arbejderne le, hvis man ville foreskrive dem at oprette eller omlægge den og den institution. Nu interesserer den jævne arbejder og bonde sig ikke for dette, og de har ret, for tyngdepunktet ligger ikke her. Du, kommunist, skal ikke komme til folket med dette nu. Vel er vi, som sidder i statsinstitutionerne, altid bebyrdet med den slags bagateller, men det er ikke det kædeled, vi skal gribe efter, det er ikke hovedsagen, nej hovedsagen er, at folk er placeret forkert, at en ansvarlig kommunist, som på fortrinlig måde har gjort hele revolutionen med, har fået overdraget et handels- og industrianliggende, som han ikke forstår noget af, og hvor han forhindrer sandheden i at komme frem, idet bedragere og svindlere sidder godt gemt bag hans ryg. Sagen er, at vi ikke har nogen praktisk kontrol med, hvad der bliver gjort. Det er en prosaisk opgave, en lille opgave, det er små ting, men vi har den største politiske omvæltning bag os, vi lever under forhold, hvor vi en vis tid skal eksistere midt iblandt kapitalistiske driftsformer; kernepunktet i hele situationen ligger ikke i politik i dette ords snævre betydning (det, som skrives i bladene, er politisk ordgyderi, noget socialistisk er der ikke i det), kernepunktet i hele situationen ligger ikke i resolutioner eller institutioner eller omorganiseringer. For så vidt den slags er nødvendige for os, vil vi foretage dem, men kom ikke med dette til folket, udvælg i stedet de fornødne personer og hold øje med den praktiske udførelse – det vil folket værdsætte.
I folkemasserne er vi dog kun en dråbe i havet, og vi kan kun regere, når vi rigtigt udtrykker, hvad folket tænker. Ellers vil det kommunistiske parti ikke lede proletariatet, og proletariatet vil ikke drage masserne med sig, og hele maskineriet vil gå i stykker. For tiden betragter folket og alle arbejdende masser en eneste ting som hovedsagen, nemlig at man yder dem praktisk hjælp i deres fortvivlede nød og sult, og viser dem, at der virkelig sker en forbedring, som bonden har brug for, og som angår hans tilvante liv. Bonden ved, hvad marked og hvad handel er. En direkte kommunistisk fordeling har vi ikke kunnet indføre. Dertil manglede der fabrikker og maskiner. Så må vi levere gennem handelen, og vi må ikke levere dårligere, end kapitalisten gjorde, ellers kan folket ikke bære en sådan forvaltning. Det er hele situationens kerne. Og hvis der ikke sker noget uventet, må dette være kernen i alt vort arbejde i 1922 – på tre betingelser.
Den første betingelse er, at der ikke bliver intervention. Vi udfører bestandig vort diplomatiske arbejde med det formål at undgå en intervention, og ikke des mindre kan den komme når som helst. Vi skal virkelig være på post, og vi må bringe visse tunge ofre til gavn for den Røde Hær, samtidig med at vi naturligvis nøje fastsætter omfanget af disse ofre. Foran os har vi hele bourgeoisiets verden, som kun søger egnede former for at kvæle os. Vore mensjevikker og socialrevolutionære er ikke andet end agenter for dette bourgeoisi. Sådan er deres politiske stilling.
Den anden betingelse er, at finanskrisen ikke bliver for voldsom. Den er i anmarch. I vil få at høre om den under punktet finanspolitik. Hvis den bliver for voldsom og svær, må vi igen lave meget om, og alle kræfter må så sættes ind på dette ene. Hvis den ikke bliver særlig svær, kan den endda blive gavnlig: den kan rense lidt ud blandt kommunisterne i forskellige statstruster. Blot må man så ikke glemme at gøre det. En finanskrise ryster institutioner og virksomheder, og de uduelige blandt dem krakker først og fremmest. Blot må man så huske, at man ikke kan skyde skylden for alt dette på specialisterne, mens man hævder, at de ansvarlige kommunister er ganske udmærkede, de har kæmpet på fronterne og altid arbejdet godt. Så hvis finanskrisen ikke bliver overmåde svær, vil man kunne drage en vis nytte af den og rense lidt ud, ikke sådan som den centrale kontrolkommission eller den centrale udrensningskommission [21] renser ud, men virkelig gøre hovedrent blandt alle ansvarlige kommunister i de økonomiske institutioner.
Og den tredje betingelse er, at vi ikke i den tid begår politiske fejl. Hvis vi begår politiske fejl, vil hele den økonomiske opbygning naturligvis blive bragt i ulave, så kommer man til at beskæftige sig med stridigheder om rettelse og retning. Men hvis sådanne sørgelige fejl ikke indtræffer, ligger kernepunktet for den nærmeste fremtid ikke i dekreter eller politik i dette ords snævre betydning, heller ikke i institutioner eller deres organisering – den sag vil ansvarlige kommunister og sovjetinstitutioner beskæftige sig med i den udstrækning, det er nødvendigt – kernepunktet i alt arbejde ligger i udvælgelse af mennesker og i kontrol med udførelsen. Hvis vi i denne henseende tager ved lære rent praktisk og gør praktisk nytte, så vil vi igen overvinde alle vanskeligheder.
Til slut skal jeg berøre den praktiske side af spørgsmålet om vore højeste institutioner og partiets forhold til dem. Der er hos os opstået et urigtigt forhold mellem partiet og sovjetinstitutionerne, og herom hersker der fuld enighed blandt os. Ud fra et enkelt eksempel påviste jeg, hvordan en bestemt lille sag bliver slæbt helt ind i politbureauet. Formelt kan man vanskelig undgå dette, da vi kun har ét regeringsparti, og man kan ikke forbyde et partimedlem at indgive klage. Derfor slæber man alt muligt fra folkekommissærernes råd over i politbureauet. Her har jeg ligeledes stor skyld, eftersom jeg personlig varetager en hel del af forbindelsen mellem folkekommissærernes råd og politbureauet. Men da jeg blev nødt til at opgive arbejdet, viste det sig, at de to hjul ikke fungerer samtidig, og så måtte Kamenev bære en tredobbelt arbejdsbyrde for at opretholde disse forbindelser. Da det næppe bliver mig muligt at vende tilbage til arbejdet i den nærmeste fremtid, knyttes alle forhåbninger til, at der nu findes yderligere to stedfortrædere: kammerat Tsjurupa, som tyskerne har helbredt, og kammerat Rykov, som de har helbredt ganske storartet. Det viser sig, at selv Wilhelm, den tyske kejser, er blevet os til nytte – det havde jeg ikke ventet. Han havde en kirurg, denne læge behandlede kammerat Rykov, skar den dårligste del af ham væk og lod den blive i Tyskland, mens han lod ham beholde den bedste del og sendte denne del af kammerat Rykov fuldstændig helbredt over til os. Hvis denne metode også fremtidig finder anvendelse, vil det være en ganske udmærket ting.
Men spøg til side – det drejer sig om hoveddirektiverne. Her er der fuld enighed i centralkomiteen, og jeg håber, at kongressen vil behandle dette spørgsmål med den største opmærksomhed og godkende direktiver, som går ud på, at man må befri politbureauet og centralkomiteen for bagateller og bringe de ansvarlige funktionærers arbejde op på et højere niveau. Det er nødvendigt, at folkekommissærerne har ansvaret for deres arbejde, således at man ikke først går til folkekommissærernes råd og derefter til politbureauet. Formelt kan vi ikke ophæve retten til at indgive klage til centralkomiteen, idet vort parti er det eneste regeringsparti. Her må man bringe alle henvendelser om bagateller til ophør, hvorimod man må højne folkekommissærernes råds autoritet, således at det i højere grad bliver folkekommissærerne og ikke stedfortræderne, der deltager i møderne, og man må give arbejdet i folkekommissærernes råd en anden karakter i den henseende, i hvilken det ikke lykkedes mig at gøre det i det sidste år: man må beskæftige sig langt mere med at overvåge udførelsen. Vi får nu yderligere to stedfortrædere – Rykov og Tsjurupa. Dengang Rykov arbejdede som overordentlig befuldmægtiget vedrørende den Røde Hærs og flådes forsyning, fik han hold på sagerne, de kom i gang. Tjsurupa har skabt et af de bedste folkekommissariater. [22] Når de i fællesskab ofrer et maksimum af opmærksomhed på at stramme folkekommissariaterne op, hvad udførelsen og ansvarligheden angår, så kommer vi her et om end lille skridt fremad. Vi har 18 folkekommissariater, af dem er mindst 15 ikke noget bevendt – man kan ikke alle vegne finde gode folkekommissærer, Gud give, at folk ville vie dette større opmærksomhed. Kammerat Rykov må blive medlem af centralkomiteens bureau og medlem af den alrussiske centraleksekutivkomités præsidium, idet der må være en forbindelse mellem disse institutioner, eftersom de afgørende hjul af og til vil gå tomgang, hvis denne forbindelse ikke findes.
I forbindelse hermed må man se at få kommissionerne under folkekommisærernes råd, under arbejds- og forsvarsrådet, skåret ned, og få dem til at beherske og ordne deres egne anliggender uden at splitte kræfterne i et uendeligt antal udvalg. I disse dage er der gennemført en rensning blandt kommissionerne. Man optalte 120 kommissioner. Og hvor mange viste sig nødvendige? 16 kommissioner. Og det er ikke den første rensning. I stedet for at svare for sit eget område, i stedet for at folkekommissærernes råd træffer beslutninger og er klar over, at den eller den tager ansvaret for dette – i stedet for gemmer man sig bag kommissioner. I kommissioner brækker selv djævelen benet, ingen har rede på, hvem der har ansvaret, alt kommer i ulave, og til syvende og sidst tages der en beslutning, som alle er ansvarlig for.
I forbindelse hermed må det påpeges, at man må udvide og udvikle den autonomi og den virksomhed, som tilfalder områdernes økonomiske råd. Ruslands inddeling i områder og regioner er nu sket på videnskabeligt grundlag, under hensyntagen til økonomiske betingelser, klima, leveformer, brændstofforsyning, lokal industri osv. På basis af denne inddeling er der oprettet økonomiske råd for regioner og områder. Naturligvis vil man opleve lokale korrekturer, men disse økonomiske råds autoritet må højnes.
Dernæst må det opnås, at den alrussiske centraleksekutivkomité arbejder mere energisk og samles regelmæssigt, og samlingerne må strække sig over længere tid. Under samlingerne må man drøfte lovforslag, som undertiden i huj og hast indbringes for folkekommissærernes råd, uden at det er ubetinget nødvendigt. Det er bedre at give tid og lade de lokale funktionærer gennemgå sagen omhyggeligt, samt at stille strengere krav til lovforfatterne, hvad der ikke sker hos os.
Hvis den alrussiske centraleksekutivkomités samlinger bliver mere langvarige, vil komiteen dele sig i sektioner og underkommissioner og kunne gennemprøve arbejdet mere nøjagtigt, således at man opnår det, som efter min mening er kernepunktet. Hovedsagen i den nuværende politiske situation – at tyngdepunktet forskydes til udvælgelsen af folk, til overvågelsen af den faktiske udførelse.
Man må uden frygt indse, at de ansvarlige kommunister i 99 af 100 tilfælde ikke er sat til det, de for tiden duer til; de forstår ikke at lede deres område og bør nu gå i lære. Hvis dette vinder anerkendelse, og da vi har den tilstrækkelige lejlighed til det – at dømme efter den almindelige internationale situation har vi tid nok til at lære grundigt – så må det gøres, koste hvad det vil. (Stormende bifald.)
1. Genua – se note 1 til artiklen Forslag Til Direktiv Fra RKP(b)s Centralkomité Til Den Sovjetiske Delegation På Genuakonferencen. – S. 66.
2. Lenin sigter til sin tale Om sovjetrepublikkens internationale og indenrigske stilling på et fraktionsmøde under metalarbejdernes 5. alrussiske kongres. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. bd. 27. – S. 66.
3. II og II½ Internationale – Se note 1 til artiklen Nye Tider, Gamle Fejl I Ny Form. – S. 67.
4. Der er tale om RKP(b)s 10. kongres i dagene 8.-16. marts 1921, den første partikongres, der fandt sted efter, at borgerkrigen var slut og en fredelig opbygning var blevet indledt. – S. 71.
5. NEP – den nye økonomiske politik. – S. 72.
6. Gostrust – Gosudarstvennyj trust, statstrust; Lenin sigter til de overvældende mange afkortninger på russisk. – S. 76.
7. Komtjanstvo – afkortning af de russiske ord for “kommunistisk” opblæsthed. – S. 77.
8. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 45, s. 8-16. – S. 81.
9. “Arbejderoppositionen” – var en fraktion der blev dannet i RKP(b) umiddelbart før 10. kongres 1921. Arbejderoppositionen blev til et organisatorisk centrum for forskellige utilfredse grupper. Dens fører var Sjljapnikov, som havde været partimedlem siden 1901. Af andre tilhængere kan nævnes Alexandra Kollontaj, der udgav en brochure “Arbejderoppositionen”, som er det eneste programskrift, som foreligger fra arbejderoppositionen. Dens program gik ud på at gøre fagforeningerne til mere selvstændige institutioner over for sovjetorganer og partiet. På partiets 10. kongres blev arbejderoppositionens anskuelser stemplet som en anarkosyndikalistisk afvigelse, som var uforenelig med medlemskab af partiet. En del af dens medlemmer fortsatte imidlertid deres virksomhed og fremlagde bl.a. deres synspunkter for Komintern. Partiets 11. kongres tog arbejderoppositionen op til ny behandling. Under kommissionsbehandlingen blev det besluttet at stille forslag om at bl.a. Sjljapnikov og Kollontaj skulle udelukkes af partiet. Kongressen besluttede at lade dem fortsætte under forudsætning af, at de opgav deres tidligere opfattelser. En del af dens medlemmer deltog senere i andre oppositionsbevægelser (den såkaldte “Arbejdergruppe” sommeren 1923 og “Oppositionsblokken” 1926-27). – S. 82.
10. Der sigtes sandsynligvis til nogle af det franske kommunistiske partis delegerede på det første udvidede plenarmøde i Kominterns eksekutivkomité, 21. februar-4. marts 1921. De forstod ikke indholdet og betydningen af den nye økonomiske politik og mente, at NEP ville føre til kapitalismens genrejsning i Rusland og svække den revolutionære verdensbevægelse. – S. 82.
11. Mathias Rákosis artikel Den Nye Økonomiske Politik I Sovjetrusland blev bragt i tidsskriftet Kommunistisk Internationale nr. 20, marts 1922 og omhandlede Otto Bauers pjece Der neue Kurs in Sowjetrussland. – S. 84.
12. Der sigtes til den politiske og ideologiske kamp mellem bolsjevikker og mensjevikker i eksil. – S. 84.
13. Sokolnikovkommissionen – G.J. Sokolnikov var formand for en kommission, som i februar 1922 blev nedsat af forsvars- og arbejdsrådet, til at varetage sager angående de blandede selskaber. – S. 85.
14. I sommeren 1917 kaldtes den øverstkommanderende, Kerenskij, af soldaterne for øverst-overtaleren, fordi han ville overtale dem til offensiv. – S. 86.
15. Komvranja – afkortning af de russiske ord for “kommunistisk” sludder. – S. 88.
16. Der sigtes til A.I. Todorskijs bog Et År Under Gevær Og Plovjern udgivet 1918 i et oplag på 1000 eksemplarer. Er genoptrykt flere gange, senest i 1961. – S. 91.
17. I juli 1921 gennemførtes en registrering af alle partimedlemmer på ledende poster i guvernements- og kredscentre. Hensigten var at få fastslået deres sammensætning i tal og kvalifikationer samt deres hensigtsmæssighed og geografiske fordeling. – S. 94.
18. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 44, s. 429 – S. 97.
19. Centralforvaltningen for stenkulindustrien i Donets-bækkenet blev ledet af G.L. Pjatakov, der gik ind for administrative og militærbureaukratiske ledelsesmetoder i industrien. Det skabte stridigheder mellem driftslederne og mellem centralforvaltningen og de lokale funktionærer. På Ukraines kommunistiske partis (bolsjevikkerne) 6. konference 9.-13. december 1921 blev Pjatakovs arbejdsmetoder skarpt kritiseret af delegerede fra Donets-bækkenet og andre organisationer. – S. 100.
20. Baselmanifestet – manifest om krig, vedtaget af den ekstraordinære internationale socialistkongres i Basel, 24.-25. november 1912. Manifestet advarede folkene om den imperialistiske krig, som var i anmarch, afslørede dens røveriske mål og appellerede til alle arbejdere verden over om at forstærke fredskampen og sætte styrken af “proletariatets internationale solidaritet op mod den kapitalistiske imperialisme”. Baselmanifestet indeholder det af Lenin formulerede afsnit fra Stuttgartkongressens resolution (1907), hvori det hedder, at socialisterne i tilfælde af en imperialistisk krig skal udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen fremkalder, til at fremskynde den kapitalistiske klassestats fald og kæmpe for den socialistiske revolution. – S. 102.
21. Den centrale udrensningskommission – nedsattes af RKP(b)’s centralkomité, 25. juli 1921, for at lede de lokale undersøgelseskommissioners arbejde under partirensningen. – S. 106.
22. Lenin sigter til folkekommissariatet for ernæring. – S. 108.
Sidst opdateret 8.7.2014