Trykt første gang i Pravda nr. 96 den 26. april 1924. [1]
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 131-134, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Vedrørende spørgsmålet om kampen mod krigsfaren i forbindelse med konferencen i Haag tror jeg, at den største vanskelighed består i at overvinde den fordom, at dette spørgsmål er enkelt, klart og forholdsvis let.
– Vi vil besvare en krig med strejke eller revolution; sådan plejer alle reformisternes fremtrædende førere at sige til arbejderklassen. Og meget ofte tilfredsstiller og beroliger denne tilsyneladende radikalisme arbejderne, kooperationsfolkene og bønderne.
Måske ville det være den rigtige fremgangsmåde at begynde med en meget skarp gendrivelse af en sådan opfattelse. Man skulle fastslå, at især nu, lige efter krigen, kan kun ærkedumme eller håbløst forløjede folk påstå, at et sådant svar på spørgsmålet om kampen mod krigen duer noget sted. Man skulle fastslå, at en krig ikke kan “besvares” med strejke, ligesom en krig ikke kan “besvares” med revolution i disse ords enkleste, bogstavelige betydning.
Man må forklare folk den reelle situation: hvor dyb hemmelighedsfuldhed der omgiver krigens fødsel, og hvor hjælpeløs arbejdernes sædvanlige organisation er over for en virkelig optrækkende krig, uanset om denne organisation kalder sig revolutionær.
Man må ganske konkret og utrætteligt forklare folk, hvordan det forholdt sig under den sidste krig, og hvorfor det ikke kunne forholde sig anderledes.
Man må især forklare betydningen af den omstændighed, at “fædrelandsforsvaret” bliver et uundgåeligt problem, som det store flertal af arbejdende mennesker uvægerligt vil løse til deres bourgeoisis fordel.
Derfor må man for det første opklare spørgsmålet om “fædrelandsforsvaret”; for det andet må man i forbindelse hermed opklare spørgsmålet om “nederlagspolitikken”, og endelig må man gøre rede for den eneste mulige måde at bekæmpe krigen på, nemlig at bevare og bruge en illegal organisation, gennem hvilken alle revolutionære, der deltager i krigen, kan udføre et langvarigt arbejde mod krigen – alt dette bør rykkes i forgrunden.
Boykot af krigen er en dum frase. Kommunisterne er nødt til at gå med i en hvilken som helst reaktionær krig.
Det er ønskeligt, at man med eksempler blot fra den tyske førkrigslitteratur og specielt med eksempler fra Baselkongressen 1912 yderst konkret påviser, at en teoretisk indrømmelse af, at krig er forbryderisk, at krig er utilladelig for en socialist osv., ikke er andet end tomme ord, idet der ikke er noget som helst konkret i en sådan problemstilling. Vi giver ikke dermed masserne nogen virkelig levende forestilling om, hvordan krigen kan rykke nærmere og vil rykke nærmere. Tværtimod udvisker den dominerende presse i sine umådelige oplag dag efter dag dette spørgsmål og udspreder desangående så megen løgn, at den svage socialistiske presse står ganske magtesløs over for dette, så meget mere, som den også i fredstid nærer ganske urigtige anskuelser på dette punkt. Den kommunistiske presse vil sikkert også blamere sig i de fleste lande.
Jeg tror, at vore delegerede på kooperationsfolkenes og trade-unionisternes internationale kongres bør dele opgaverne mellem sig og så detaljeret og udførligt som muligt sønderlemme alle de sofismer, hvormed man i vore dage retfærdiggør krig.
Måske består det vigtigste middel til at få masserne med i krig netop i de sofismer, hvormed den borgerlige presse opererer, og den vigtigste omstændighed, der forklarer vor afmagt over for krigen, består i, at vi enten ikke på forhånd sønderlemmer disse sofismer, eller måske snarere skyder dem til side med den billige, pralende og ganske tomme frase, at vi ikke vil tillade krig, at vi fuldt ud forstår krigens forbryderiskhed osv., i samme ånd som Baselmanifestet 1912.
Det forekommer mig, at hvis vi til Haagkonferencen kan sende nogle mennesker, som på det ene og det andet sprog kan holde en tale mod krigen, vil det vigtigste være at gendrive den opfattelse, at de tilstedeværende er modstandere af krig, at de forstår, hvordan krigen kan og må rykke dem ind på livet i det mest uventede øjeblik, at de er nogenlunde klar over metoderne til at bekæmpe krigen, at de er nogenlunde i stand til at vælge en fornuftig og formålstjenlig fremgangsmåde til kamp mod krigen.
I forbindelse med de erfaringer, der nylig er gjort med krigen, må vi udrede, hvilken mængde problemer, både teoretiske og hverdagsagtige, der vil rejse sig straks efter krigserklæringen og berøve det store flertal af indkaldte enhver mulighed for at behandle disse problemer med nogenlunde klart hoved og nogenlunde samvittighedsfuldt og fordomsfrit.
Jeg tror, at dette spørgsmål må udredes ekstraordinært udførligt, og på to måder:
For det første ved at fortælle og analysere, hvordan det gik til under den foregående krig, og ved at sige alle tilstedeværende, at de ikke ved dette, eller at de foregiver at vide det, men i virkeligheden lukker øjnene for, hvad der er sagens kerne, og at der uden kendskab til denne kerne ikke kan være tale om nogen kamp mod krigen. På dette punkt tror jeg, det er nødvendigt at analysere alle afskygninger, alle opfattelser, der i sin tid opstod blandt russiske socialister vedrørende krigen. Det er nødvendigt at eftervise, at disse afskygninger ikke opstod tilfældigt, men overhovedet var affødt af de moderne kriges inderste natur. Det er nødvendigt at eftervise, at medmindre man analyserer disse opfattelser og gør rede for, hvordan de uvægerligt opstår, og hvordan de har afgørende betydning for spørgsmålet om kampen mod krigen – at medmindre man foretager en sådan analyse, forbereder man sig aldeles ikke på krigen, ja tager ikke engang bevidst stilling til den.
For det andet må man vælge eksempler fra de nuværende konflikter, uanset hvor små de er, og ved hjælp af dem gøre rede for, hvordan krigen når som helst kan opstå af en strid mellem England og Frankrig om en detalje i en traktat med Tyrkiet, eller mellem Amerika og Japan på grund af en ubetydelig uoverensstemmelse om et vilkårligt Stillehavsproblem, eller mellem vilkårlige stormagter på grund af kolonistridigheder eller stridigheder om deres toldpolitik eller handelspolitik i det hele taget osv., osv. Det forekommer mig, at hvis der i Haag opstår ringeste tvivl om muligheden for ganske frit at holde hele sin tale mod krigen, bør man overveje en række kneb for at få sagt i hvert fald det væsentlige og derpå udgive en brochure med det, man ikke fik talt færdig om. Man må tage risikoen for, at dirigenten afbryder talen.
Jeg tror, at man af hensyn hertil bør udvide delegationen ud over de talere, der kan og skal holde taler mod krigen som helhed, dvs. udvikle alle væsentlige argumenter og alle betingelser for kampen mod krigen – man bør udvide den med folk, som behersker alle tre fremmede hovedsprog, og disse folk må vie deres tid til samtaler med de delegerede og få rede på, hvorvidt de har forstået hovedargumenterne, og hvorvidt der er behov for at fremføre de og de argumenter eller komme med nye eksempler.
Måske vil det i en række spørgsmål kun være faktiske eksempler fra den sidste krig, der kan øve alvorlig virkning. Måske kan man i en række andre spørgsmål kun gøre alvorligt indtryk, hvis man gør rede for de nuværende konflikter mellem staterne, og deres sammenhæng med et eventuelt væbnet sammenstød.
Vedrørende kampen mod krigen erindrer jeg, at der findes en hel række udtalelser af vore kommunistiske deputerede såvel i parlamenterne som i taler uden for parlamenterne, udtalelser af en sådan art, at de indeholder uhyrligt urigtige og uhyrligt letsindige ting om kampen mod krigen. Jeg tror, at man må vende sig meget energisk mod den slags udtalelser, særlig da hvis de er fremsat efter krigen, og ubarmhjertigt kalde hver af den slags talere ved navn. Man kan efter behag afdæmpe sine bemærkninger om en sådan taler, særlig hvis det er påkrævet, men man kan ikke forbigå en eneste af den slags tilfælde i tavshed, for en letsindig stilling til dette spørgsmål er et onde, der slår alt andet af marken, og som man absolut ikke kan behandle med overbærenhed.
Der findes en række utilgiveligt tåbelige og letsindige beslutninger fra arbejderkongresser.
Man må ufortøvet samle alt muligt materiale og omhyggeligt drøfte såvel alle enkelte afsnit og underafsnit af temaet som hele “strategien” på kongressen.
Fra vor side vil ikke blot en fejl, men også en væsentlig ufuldstændighed i et sådant spørgsmål være utilstedelig.
4. december 1922
1. Den internationale fredskongres i Haag fandt sted i dagene 10.-15. december 1922 efter indbydelse fra fagforeningernes internationale kontor i Amsterdam. Konferencens erklærede formål var at træde op mod faren for en ny verdenskrig. De 630 delegerede kom udelukkende fra Europa og repræsenterede altovervejende socialdemokratiske partier, gule fagforeninger og kooperative sammenslutninger af reformistisk tilsnit samt borgerlige pacifistiske foreninger. Revolutionære organisationer som Kommunistisk Internationale og Faglig Internationale var ikke indbudt; det samme gjaldt repræsentanter for de undertrykte folk i Asien og Afrika. Kun ti deltagere var kommunister, alle fra sovjetiske fagforeninger, og heraf blev de seks nægtet visum af den hollandske regering så længe, at de kun nåede at deltage i to møder.
Diskussionerne på konferencen og dens beslutninger var præget af antikommunisme. Det sovjetiske fredsprogram på 14 punkter, der blev forelagt både mundtligt og skriftligt – på engelsk, fransk og tysk – indeholdt bl.a. en opfordring til at bekæmpe Versaillestraktaten, afsløre den internationale imperialisme og offentliggøre de hemmelige aftaler, træde op mod de imperialistiske magters aggressive politik ført under dække af Folkeforbundet, mod trælbindingen af hele nationer gennem betaling af krigsskadeerstatninger, osv. Programmet blev nedstemt.
Konferencen vedtog en række resolutioner, der var så fjernt fra dens erklærede formål, at den sovjetiske delegation helt afstod fra at komme med ændringsforslag eller tilføjelser. Ikke med ét ord omtalte de kapitalismen som årsagen til krige eller om nødvendigheden af at rejse en antimilitaristisk arbejderenhedsfront. – S. 131.
Sidst opdateret 6.7.2014