Skrevet den 30. december 1921-4. januar 1922 og trykt første gang med enkelte ændringer i Pravda nr. 12, den 17. januar 1922. [1]
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 42-52, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2014.
Plenarmødet i RKP’s centralkomité den 28.12.1921 behandlede spørgsmålet om fagforeningernes rolle og opgaver i forbindelse med den nye økonomiske politik. Kammeraterne Rudsutak, Andrejev og Sjljapnikov aflagde beretning (kammerat Lutovinov holdt ikke sin beretning som planlagt, da det ikke var lykkedes at tilkalde ham rettidigt). Efter diskussionen vedtoges det, at kammeraterne Rudsutaks og Andrejevs udkast til teser skulle overgives til en kommission bestående af disse to kammerater samt kammerat Lenin; denne kommission blev det pålagt at udarbejde et forslag til teser, som forelægges politbureauet til godkendelse.
(Hertil føjes nogle linjer efter forslagets godkendelse i kommissionen og derefter i politbureauet.)
Den nye økonomiske politik medfører en række væsentlige forandringer i proletariatets og følgelig også fagforeningernes stilling. Disse forandringer skyldes den omstændighed, at det kommunistiske parti og sovjetmagten nu anvender særlige metoder i al politik, der angår overgangen fra kapitalisme til socialisme, de bærer sig i flere henseender anderledes ad end før, de indtager en række positioner så at sige ved “en ny omgående bevægelse”, de foretager et tilbagetog for at stå bedre forberedt til en ny offensiv mod kapitalismen. Specielt er fri handel og kapitalisme nu tilladt og i udvikling, reguleret af staten, mens på den anden side de statslige foretagender omstilles til såkaldt økonomisk driftsrentabilitet, dvs. i betydelig grad drives efter kommercielle principper.
En proletarisk stat kan uden at ændre sit væsen tillade fri handel og udvikling af kapitalismen, men kun i et vist omfang og kun under forudsætning af, at staten regulerer den private handel og den privatøkonomiske kapitalisme (overvåger og kontrollerer den, fastlægger former og ordninger osv.). En sådan regulerings succes afhænger ikke alene af statsmagten, men endnu mere af proletariatets og overhovedet de arbejdende massers modenhedsgrad, endvidere af kulturniveau osv. Men selv om reguleringen bliver en fuldkommen succes, kommer man afgjort ikke uden om modsætningen mellem arbejdets og kapitalismens klasseinteresser. Derfor må det herefter være en af fagforeningernes vigtigste opgaver på enhver tænkelig måde at forsvare proletariatets klasseinteresser i dets kamp mod kapitalen. Denne opgave må man åbent sætte frem i forreste række, fagforeningsapparatet bør tilsvarende omlægges, ændres eller kompletteres, der bør oprettes, eller rettere: stadig kunne oprettes strejkefonde osv.
Statsforetagenders omstilling til såkaldt økonomisk driftsrentabilitet er uundgåeligt og uløseligt knyttet til den nye økonomiske politik, og denne type vil i den nærmeste fremtid uvægerlig blive den overvejende, om ikke enerådende. Når fri handel tillades og udvikler sig, betyder dette faktisk, at statsforetagenderne i betydelig grad omlægges på kommerciel, kapitalistisk basis. Denne omstændighed i forbindelse med den bydende nødvendighed af at højne arbejdsproduktiviteten og sikre en tabsfri og udbyttegivende drift af den enkelte statsvirksomhed, endvidere i forbindelse med den uundgåelige administrationsinteresse og overdrevne administrationsiver, må afføde en vis interessemodsætning mellem arbejdermasserne og de direktører, som leder statsforetagender, eller de administrationsgrene, de tilhører. Med hensyn til socialiserede foretagender har fagforeningerne derfor ubetinget pligt til at forsvare de statslige, de arbejdende massers klasseinteressér mod deres arbejdskøbere.
Så længe der findes klasser, er klassekamp uundgåelig. I overgangstiden fra kapitalisme til socialisme kommer man ikke uden om klassernes eksistens, og RKP’s program siger så tydeligt, som det kan siges, at vi kun er ved at tage de første skridt på vejen fra kapitalisme til socialisme. Derfor må såvel det kommunistiske parti og sovjetmagten som fagforeningerne åbent anerkende klassekampens eksistens og uundgåelighed, så længe industriens og landbrugets elektrificering ikke i det mindste i hovedsagen er afsluttet, så længe alle rødder til smådrift og markedsherredømme ikke dermed er overskåret. Heraf følger, at vi ikke i øjeblikket på nogen måde kan afstå fra strejkekamp og ikke i princippet kan acceptere en lov, der udskifter strejker med obligatorisk statslig mægling.
På den anden side er det indlysende, at strejkekampens slutmål under kapitalismen er at ødelægge statsapparatet, at fjerne kapitalistklassens statsmagt. Derimod kan slutmålet for en strejkekamp i en proletarisk stat af en overgangstype som vor kun være en konsolidering af den proletariske stat og af proletarklassens magtstilling i staten ved at bekæmpe bureaukratiske misbrug af denne stat, modvirke dens fejl og svagheder og betvinge kapitalisternes klasselyster, som søger at unddrage sig statens kontrol osv. Hverken det kommunistiske parti, sovjetmagten eller fagforeningerne bør derfor nogen sinde glemme eller nogen sinde skjule for arbejderne og de arbejdende masser, at strejkekampe i en stat med proletarisk statsmagt udelukkende kan forklares og retfærdiggøres på den ene side ved bureaukratiske misbrug af den proletariske stat og alle hånde rester af den kapitalistiske fortid i dens institutioner, på den anden side ved de arbejdende massers ringe politiske udvikling og lave kulturelle niveau. For hvis domstole og alle øvrige statsorganer oprettes på et klassegrundlag, af de arbejdende selv, og når bourgeoisiet udelukkes fra at deltage i valgene, vil den normale måde til bilæggelse af konflikter mellem lønarbejde og kapital, mellem lønarbejdere og arbejdskøbere, oftere og oftere blive den direkte appel fra de arbejdendes side til statsorganerne.
Fagforeningernes formelle indregistrering af samtlige lønarbejdere som medlemmer har vist sig ude af trit både med det faktisk opnåede trin i produktionens socialisering og med massernes udviklingsniveau. Det tvungne medlemskab har desuden i nogen grad ført fagforeningerne ind på en bureaukratisk afvej. Det er nødvendigt ganske resolut for en lang periode at vende tilbage til frivilligt medlemskab i fagforeningerne. Man må på ingen måde forlange, at fagforeningsmedlemmerne skal hylde bestemte politiske anskuelser; i denne henseende ligesom i henseende til religion bør fagforeningerne være partiløse. I en proletarisk stat skal man kun forlange af fagforeningsmedlemmerne, at de har forståelse af kammeratlig disciplin og indser, at arbejderne må forene kræfterne for at hævde de arbejdendes interesser og vise de arbejdendes stat, dvs. sovjetmagten, loyalitet. Den proletariske stat bør såvel i retslig som i materiel henseende anspore arbejdernes faglige sammenslutning. Men fagforeningerne kan ingen rettigheder have uden pligter.
Når proletariatet har erobret statsmagten, består dets vigtigste og mest fundamentale interesse i at øge mængden af produkter, at højne samfundets produktivkræfter i uhyre målestok. Denne opgave, som klart påpeges i RKP’s program, kommer særlig skarpt frem hos os nu som følge af forarmelse, sult og kaos efter krigen. En vellykket genrejsning af storindustrien, så hurtigt og solidt som muligt, er derfor en uomgængelig betingelse for, at arbejdets befrielse fra kapitalens åg kan lykkes og socialismen vinde sejr, men en vellykket genrejsning kræver ubetinget under de nuværende russiske forhold, at alle beføjelser samles i fabriksledelsernes hånd. Disse ledelser, som i reglen virker efter enkeltmandsstyrets principper, skal selvstændigt ordne såvel fastsættelsen af arbejdslønnens højde som fordelingen af pengetegn, rationer, arbejdstøj og alle andre tildelinger med maksimal frihed til at manøvrere, under strengeste kontrol med de faktiske fremskridt i arbejdet for at øge produktionen og sikre en tabsfri og udbyttegivende drift, under yderst samvittighedsfuld udvælgelse af de bedste og dygtigste administratorer osv.
Al direkte fagforeningsindgriben i bedrifternes ledelse må under disse betingelser anses for ubetinget skadelig og utilladelig.
Men det ville være ganske urigtigt at fortolke denne ubestridelige sandhed således, at fagforeningerne ikke skal deltage i den socialistiske organisering af industrien og i ledelsen af statsindustrien. Her er deres deltagelse nødvendig i ganske bestemte former, nemlig følgende.
Proletariatet er klassebasis for en stat, der foretager overgangen fra kapitalisme til socialisme. I et land, hvor småbønderne er i stort overtal, kan proletariatet kun løse denne opgave med held, hvis det gennem et overordentlig dygtigt, forsigtigt og gradvist arbejde får et forbund med bøndernes overvældende flertal i stand. Fagforeningerne bør effektivt og usvigeligt bistå statsmagten, hvis hele politiske og økonomiske arbejde ledes af arbejderklassens bevidste avantgarde, det kommunistiske parti. Fagforeningerne, som almindelig talt er en skole i kommunisme, bør specielt være en skole i ledelse af den socialistiske industri (og efterhånden også af det socialistiske landbrug) for hele arbejdermassen og dernæst for hele den arbejdende befolkning.
Ud fra disse principielle grundsætninger fastslås følgende hovedformer for fagforeningernes deltagelse i den proletariske stats økonomiske og statslige organer i den nærmeste periode:
1. Fagforeningerne medvirker ved sammensætningen af alle økonomiske og statslige organer, der er knyttet til det økonomiske liv, ved at opstille sine kandidater og afgive vejledende stemme; fagforeningerne deltager i disse organer, dog ikke direkte, men gennem de af dem udpegede og af det kommunistiske parti og statsmagten godkendte medlemmer af kollektive økonomiske ledelser og fabriksadministrationer (hvor en så kollektiv ledelse er tilladt), af disses hjælpere osv.
2. Fagforeningerne har en af sine vigtigste opgaver i at finde og uddanne administratorer blandt arbejderne og de arbejdende masser overhovedet. Hvis vi for tiden har nogle snese fuldt tilfredsstillende administratorer af denne art i industrien og nogle hundreder nogenlunde tilfredsstillende, så vil vi i den nærmeste tid få brug for hundreder af de første og tusinder af de sidste. Fagforeningerne må langt mere omhyggeligt, ihærdigt og systematisk end nu have øje for alle de arbejdere og bønder, som egner sig til den slags arbejde, og gennemføre en indgående, alsidig, saglig kontrol med deres fremskridt under oplæringen i forvaltning.
3. Det er ikke mindre nødvendigt at forstærke fagforeningernes medvirken i alle den proletariske stats planlægningsorganer. Ved siden af fagforeningernes deltagelse i alt kultur- og oplysningsarbejde og i produktionspropagandaen skal deres virksomhed på dette område bidrage til, at arbejderklassen og de arbejdende masser mere og mere går op i hele opbygningen af samfundsøkonomien, ved at gøre dem bekendt med det økonomiske livs opgavekreds, industriarbejdets opgavekreds, lige fra råstofudvindingen til det færdige produkts afhændelse, og ved at give dem en stadig mere konkret forestilling om såvel den socialistiske økonomis fælles statsplan som arbejderens og bondens praktiske interesse i at opfylde denne plan.
4. Udformningen af tariffer og forsyningsnormer osv. er en nødvendig bestanddel af fagforeningernes arbejde for at fremme socialismens opbygning og medvirke i industriens ledelse. Specielt bør disciplinærdomstolene uafladeligt styrke arbejdsdisciplinen og højne de kulturelle former, hvorunder kampen for dette og for større produktivitet føres, men de må på ingen måde blande sig i folkedomstolenes funktioner i almindelighed og i ledelsens funktioner.
Denne opregning af fagforeningernes vigtigste funktioner vedrørende den socialistiske økonomis opbygning må naturligvis udformes detaljeret af fagforeningernes og statsmagtens tilsvarende organer. Det mest afgørende er, at fagforeningerne indser den ikke ringe skade, der er forårsaget af direkte, uoverlagt, ukompetent og ansvarsløs indgriben i ledelsen, og bevidst og energisk tager fat på et vedholdende, sagligt arbejde på gennem en lang årrække at give arbejderne og alle arbejdende praktisk øvelse i at lede hele landets økonomi.
Forbindelse med masserne, dvs. med arbejdernes (og dernæst alle arbejdendes) uhyre flertal, er den vigtigste og mest fundamentale betingelse for, at fagforeningsarbejde ligegyldigt hvor kan blive en succes. I de faglige organisationer og deres apparat bør der fra øverst til nederst skabes et helt net af ansvarlige kammerater, som prøves i praktisk arbejde gennem en lang årrække; de behøver absolut ikke alle at være kommunister, men det skal være folk, som lever midt iblandt arbejderne, kender deres liv på kryds og tværs, forstår med usvigelig sikkerhed at finde massernes indstilling til ethvert spørgsmål i ethvert øjeblik, at fastslå massernes virkelige bestræbelser, behov og tanker; det skal være folk, som uden skygge af falsk idealisering forstår at bestemme graden af massernes bevidste orientering og påvirkethed af forskellige fordomme og fortidige levn, og som ved at optræde kollegialt og omsorgsfuldt stille massernes savn forstår at vinde deres ubegrænsede tillid. En af de største og mest truende farer for det talmæssigt beskedne kommunistiske parti, der som arbejderklassens avantgarde leder det vældige land, som (foreløbig uden direkte støtte fra mere fremskredne lande) foretager overgangen til socialismen, er faren for at blive skilt fra masserne, faren for at avantgarden iler for langt forud, uden at “rette fronten ud”, uden at bevare en fast forbindelse med arbejdets samlede hær, dvs. med arbejder- og bondemassernes overvældende flertal. Ligesom selv den bedste fabrik med en fortræffelig motor og førsteklasses maskiner står stille, hvis transmissionsmekanismen fra motor til maskiner ødelægges, således vil en katastrofe uvægerlig ramme vor socialistiske opbygning, hvis transmissionsmekanismen fra det kommunistiske parti til masserne, nemlig fagforeningerne, er konstrueret forkert eller arbejder forkert. Det er ikke nok at forklare, at minde om, at fastslå denne sandhed, den bør også organisatorisk blive en fast bestanddel i fagforeningernes bygværk og i deres daglige arbejde.
Af alt det anførte fremgår en række modsigelser mellem fagforeningernes forskellige opgaver. På den ene side består deres væsentlige arbejdsmåde i overtalelse, opdragelse; på den anden side kan de som delagtige i statsmagten ikke tage afstand fra tillige at anvende tvang. På den ene side består deres hovedopgave i at forsvare de arbejdende massers interesser i ordets mest direkte og ligefremme betydning; på den anden side kan de som delagtige i statsmagten og i opbygningen af samfundsøkonomien som helhed ikke tage afstand fra at anvende et vist tryk. På den ene side skal de arbejde på militær vis, thi proletariatets diktatur er den mest forbitrede, den mest hårdnakkede, den mest fortvivlede klassekamp; på den anden side lader de specifikt militære arbejdsmetoder sig mindst af alle anvende i fagforeningerne. På den ene side skal de kunne passe sig ind efter masserne, efter deres forhåndenværende niveau; på den anden side må de under ingen omstændigheder se igennem fingre med massernes fordomme og tilbageståenhed, men bør uafladeligt hæve dem til et højere og højere niveau osv., osv.
Disse modsigelser er ikke tilfældige, og de lader sig ikke fjerne i flere årtier fremover. For det første er det modsigelser, som ligger i enhver skole. Og fagforeningerne er en skole i kommunisme. Først om et par årtier kan vi regne med, at hovedparten af de arbejdende har nået en så høj udvikling, der fjerner alle spor og erindringer om en “skole” for voksne. For det andet, så længe der findes rester af kapitalisme og småproduktion, kan man ikke undgå modsigelser i hele samfundsstrukturen mellem disse rester og spirerne til socialismen.
Dette har to praktiske konsekvenser. Den første: hvis fagforeningernes arbejde skal lykkes, er det ikke nok, at de opfatter deres opgave rigtigt, det er ikke nok, at de er indrettet rigtigt; der kræves tillige en særlig takt, en evne til at få kontakt med masserne på en særlig måde i hvert enkelt konkrete tilfælde, således at man med et minimum af gnidninger opnår at få disse masser hævet op på et højere trin i kulturel, økonomisk og politisk henseende.
Den anden konsekvens: de påpegede modsigelser vil uundgåeligt afføde konflikter, uoverensstemmelser, gnidninger osv. Det er nødvendigt at have en højere instans, som har autoritet nok til straks at hidføre en løsning på dem. En sådan instans er det kommunistiske parti og den internationale sammenslutning af kommunistiske partier i alle lande – Komintern.
Grundsætningerne vedrørende dette spørgsmål findes i RKP’s program. Men de kommer ikke længere end til papiret, hvis ikke man til stadighed undersøger de kendsgerninger, der illustrerer, hvor langt man er kommet med at føre dem ud i livet. Sådanne kendsgerninger fra den sidste tid er: for det første de tilfælde, hvor ingeniører blev dræbt af arbejderne i de socialiserede miner, ikke alene i Ural, men også i Donetsbækkenet; for det andet Moskva-vandforsyningens chefingeniør V.V. Oldenbergers selvmord. [*]
Skylden for en sådan tildragelse ligger i langt større grad hos det kommunistiske parti og sovjetmagten som helhed end hos fagforeningerne. Det drejer sig imidlertid ikke her om at konstatere fordelingen af den politiske skyld, men om at fastslå de politiske konklusioner. Hvis alle vore ledende institutioner, altså såvel det kommunistiske parti som sovjetmagten og fagforeningerne, ikke opnår, at vi hæger om enhver specialist, der arbejder samvittighedsfuldt, kan sine ting og holder af sit arbejde, selv om han ideologisk står ganske fremmed over for kommunismen, kan der ikke blive tale om noget som helst betydeligt fremskridt i den socialistiske opbygning. Det vil ikke lykkes os hurtigt, men det skal for enhver pris lykkes os at opnå, at specialisterne, dette særlige sociale lag, der vil holde sig som et særligt, tyndt lag lige til det kommunistiske samfunds højeste udviklingstrin, lever bedre under socialismen end under kapitalismen, både materielt og retsligt, både når det drejer sig om kammeratligt samarbejde med arbejderne og bønderne, og i åndelig henseende, dvs. at de skal være bedre tilfreds med deres arbejde og føle deres sociale nytte, samtidig med at de er uafhængige af kapitalistklassens egoistiske interesser. Ingen vil hævde, at en administrationsgren forvaltes nogenlunde tåleligt, hvis der ikke inden for dens område gøres et planmæssigt arbejde og opnås praktiske resultater for at sikre specialisterne på enhver måde, anspore de bedste blandt dem, forsvare og beskytte deres interesser osv. Når fagforeningerne arbejder på alle disse felter (eller systematisk deltager i det tilsvarende arbejde inden for de enkelte administrationsgrene) bør deres formål ikke være at tjene den pågældende administrationsgren alene, men at tjene arbejdet og samfundsøkonomien som helhed. Hvor det drejer sig om specialisterne, påhviler der fagforeningerne et tungt og vanskeligt arbejde med dag ud og dag ind at øve indflydelse på de bredeste arbejdende masser for at hidføre et rigtigt indbyrdes forhold mellem dem og specialisterne, men kun et sådant arbejde kan give virkelig betydelige praktiske resultater.
Fagforeningerne er først reale fagforeninger, når de sammenfatter meget vide kredse af partiløse arbejdere. Særlig i et land med overvejende bondebefolkning følger heraf med nødvendighed, at alle de politiske indflydelser, som knytter sig til kapitalismens rester og småproduktionen, vil være relativt sejlivede netop i fagforeningerne. Det drejer sig om småborgerlige indflydelser, altså dels den socialrevolutionære og mensjevikiske (den russiske udgave af II og II½ Internationales partier), [3] dels den anarkistiske; kun inden for disse strømninger er der stadig et nogenlunde anseligt antal mennesker, som forsvarer kapitalismen, ikke ud fra klasseegoistiske motiver, men ideologisk, idet de bliver ved at tro på “demokratiet”, “ligheden”, “friheden” slet og ret, som de forkynder er klasseløse indretninger.
Netop i den anførte specielle økonomiske årsag og ikke i enkelte gruppers og langt mindre i enkelte personers rolle må man søge forklaringen på, at vi her i landet kan finde levn (nu og da også en genfødelse) af sådanne småborgerlige ideer inden for fagforeningerne. Såvel det kommunistiske parti som de sovjetinstitutioner, der leder kultur- og oplysningsarbejdet, og alle kommunister i fagforeningerne må i langt højere grad beskæftige sig med den ideologiske kamp mod de småborgerlige indflydelser, strømninger og vildskud i fagforeningerne – så meget mere som den nye økonomiske politik nødvendigvis må føre til en vis styrkelse af kapitalismen. En modvægt mod dette i form af stærkere kamp mod de småborgerlige indflydelser på arbejderklassen er bydende nødvendig.
Slut
Vi drøfter dette sammen med teserne. Det overdrages kammerat Molotov, uden kopi.
Hermed afsluttes teserne til offentliggørelse, dvs. udkastet til dem, der skal forelægges for kommissionen og derpå for politbureauet.
Jeg foreslår politbureauet at træffe en særlig beslutning ud fra kammerat Rudsutaks forslag, i denne ordlyd:
ej til offentliggørelse
Politbureauet pålægger organisationsbureauet at oprette en særkommission under centralkomiteens organisationsudvalg til prøvelse og fornyelse af de øverste ledelser i fagbevægelsen (og om muligt også af alle kommunistiske funktionærer) for at forstærke kampen mod småborgerlige, socialrevolutionære, mensjevikiske og anarkistiske indflydelser og vildskud. Denne kommission skal (i store træk) have afsluttet sit arbejde til RKP’s næste, 11. kongres og aflægge beretning for kongressen.
4.1.1922. Lenin
*) Se meddelelsen herom i Pravda af 3. januar 1922 (at bringe i fuld ordlyd fra rubrikken Khronika, s. 4) [2]
1. Til forskel fra 12-bindsudgavens bd. 12 (Forlaget Tiden 1949) bringes her Lenins udkast til teser og ikke RKP(b)’s centralkomitébeslutning, der senere blev taget på grundlag af teserne. – S. 42.
2. Oldenbergers selvmord viste sig at være forårsaget af længere tids chikane, bagvaskelse og umulige arbejdsforhold, skabt ved ukompetent og utilstedelig optræden, som udvistes af såvel de kommunistiske celLers medlemmer som sovjetstyrets organer, hvilket foranledigede den alrussiske centrale eksekutivkomité til at indbringe hele sagen for domstolene. – S. 50.
3. II og II½ Internationale – Se note 1 til artiklen Nye Tider, Gamle Fejl I Ny Form. – S. 51.
Sidst opdateret 6.7.2014