RKP(b)’s 10. kongres, 8.–16. marts 1921

Udkast til 10. partikongres’ resolution om partiets enhed

Vladimir Lenin (15. marts 1921)


Offentliggjort i 1921, i bogen RKP(b)’s 10. kongres. Stenografisk beretning.
Udkastet er skrevet 14. -15. marts 1921. Efter Lenins tale den 16. marts om partiets enhed og den anarkosyndikalistiske afvigelse vedtog RKP(b)’s 10. kongres med overvældende majoritet resolutionsforslagene. [1]

Oversat til dansk af Gelius Lund.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 129-132, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.

Noter


1. Kongressen gør alle partimedlemmer opmærksom på, at det i dette øjeblik, hvor en række omstændigheder forstærker svingningerne i landets småborgerlige befolkning, er særlig nødvendigt, at partiets rækker danner en fast sammentømret enhed, at der råder fuld tillid blandt alle partimedlemmer og sikres et virkeligt samdrægtigt arbejde, som virkelig legemliggør den proletariske avantgardes enige vilje.

2. Imidlertid åbenbaredes der allerede før den almindelige partidiskussion om fagforeningerne visse tegn til fraktionsvirksomhed i partiet, dvs. dannelse af grupper med en særlig platform og en stræben efter til en vis grad at skille sig ud og skabe sin egen gruppedisciplin. Sådanne tegn på fraktionsvirksomhed så man f.eks. på en af partikonferencerne i Moskva (i november 1920) og i Kharkov, [2] såvel hos den såkaldte »arbejderoppositions« gruppe som til dels også hos den såkaldte »demokratiske centralismes« gruppe. [3]

Det er nødvendigt, at alle bevidste arbejdere klart erkender skadeligheden og utilstedeligheden af en hvilken som helst fraktionsvirksomhed, thi selv i det tilfælde, at de enkelte gruppers repræsentanter virkelig ønsker at bevare partiets enhed, vil fraktionsvirksomhed i praksis uvægerlig føre til, at det samdrægtige arbejde svækkes, og at partiets fjender, der klistrer sig op ad det regerende parti, forstærker deres gentagne forsøg på at uddybe kløften og udnytte den til kontrarevolutionens formål.

Det tydeligst tænkelige eksempel på, hvordan proletariatets fjender udnytter enhver afvigelse fra den strengt konsekvente kommunistiske linje, er Kronstadtoprøret, [4] hvor den borgerlige kontrarevolution og hvidgardisterne i alle lande straks viste deres beredvillighed til at godkende paroler, der endog taler om sovjetstyre, blot for at styrte proletariatets diktatur i Rusland, og hvor de socialrevolutionære og overhovedet den borgerlige kontrarevolution i Kronstadt benyttede sig af paroler om en opstand, der angivelig skulle ske i sovjetmagtens navn mod Ruslands sovjetregering. Den slags fakta er fuldgyldige beviser på, at hvidgardisterne agter og også forstår at forklæde sig som kommunister, ja som de mest radikale kommunister, blot for at svække og vælte den proletariske revolutions bolværk i Rusland. De mensjevikiske flyveblade i Petrograd lige før Kronstadtoprøret er ligeledes vidnesbyrd om, hvordan mensjevikkerne udnyttede uoverensstemmelser og visse spirer til fraktionsvirksomhed i RKP til faktisk at opmuntre og støtte Kronstadtoprørerne, de socialrevolutionære og hvidgardisterne, mens de i ord fremstillede sig selv som modstandere af oprør og som tilhængere af sovjetmagten, blot med nogle angiveligt ubetydelige forandringer.

3. Propagandaen må på dette felt dels bestå i en udførlig udredning af fraktionsvirksomhedens skadelighed og farlighed for partiets enhed og for gennemførelsen af den proletariske avantgardes enige vilje, som er en grundbetingelse for, at proletariatets diktatur kan vinde frem, dels i en udredning af det ejendommelige i de nyeste taktiske metoder, sovjetmagtens fjender anvender. Disse fjender har indset, hvor håbløst det er at virke for kontrarevolutionen under rent hvidgardistisk flag, og sætter nu alt ind på at hage sig fast i uoverensstemmelser inden for RKP og på den ene eller anden måde fremme kontrarevolutionen ved at få magten overdraget til den politiske afskygning, som det i det ydre er lettest at anerkende som sovjetmagt.

Propagandaen må tillige gøre rede for erfaringerne fra tidligere revolutioner, hvor kontrarevolutionen for at rokke og styrte et revolutionært diktatur støttede den opposition, der stod det mest radikale revolutionære parti nærmest, for derved at bane vejen for kontrarevolutionen, kapitalisterne og godsejerne, til en senere, fuldstændig sejr.

4. I den praktiske kamp mod fraktionsvirksomheden må hver enkelt partiorganisation på det strengeste våge over, at ingen fraktionelle fremstød tolereres. Den ubetinget nødvendige kritik af partiets mangler må forme sig sådan, at ethvert praktisk forslag ufortøvet, uden forhaling, i en så præcis form som muligt, tilstilles de ledende, lokale og centrale partiorganer til drøftelse og afgørelse. Enhver, der fremsætter kritik, må med hensyn til dens form desuden tage i betragtning, hvordan partiets stilling blandt de omgivende fjender er, og med hensyn til kritikkens indhold må han ved direkte deltagelse i sovjet og partiarbejde selv prøve, hvordan partiets eller enkelte partimedlemmers fejl rettes i praksis. Analyse af partiets almene linje eller sammenfatning af dets praktiske erfaringer, kontrol med udførelsen af dets beslutninger, studium af metoderne til at rette fejl osv. må under ingen omstændigheder ske ved en forhåndsdrøftelse i grupper, der er dannet på nogen art af »platform« osv., men skal udelukkende og direkte foretages ved en drøftelse blandt alle partimedlemmer. Med dette formål foreskriver kongressen en mere regelmæssig udgivelse af »diskussionsbladet« [5] og af særlige artikelsamlinger, og man må utrætteligt virke for, at kritikken kommer til at dreje sig om sagens kerne og på ingen måde antager former, der kan hjælpe proletariatets klassefjender.

5. Idet kongressen principielt afviser den afvigelse i retning af syndikalisme og anarkisme, der undersøges i en særlig resolution, [6] og pålægger centralkomiteen at gennemføre en fuldstændig tilintetgørelse af al fraktionsvirksomhed, erklærer den samtidig, at vedrørende de spørgsmål, der har tildraget sig særlig opmærksomhed, f.eks. i den såkaldte »arbejderoppositions« gruppe, om partiets rensning for uproletariske og upålidelige elementer, bekæmpelse af bureaukratismen, udvikling af arbejdernes demokratisme og initiativ osv., må alle saglige forslag behandles med største opmærksomhed og prøves i praktisk arbejde. Partiet skal vide, at når vi om disse spørgs mål ikke gennemfører alle nødvendige forholdsregler, er det, fordi vi støder på en hel række forskelligartede hindringer, og at partiet, alt imens det hensynsløst tilbageviser usaglig og fraktionel skinkritik, utrætteligt vil prøve nye metoder og med alle midler fortsætte at bekæmpe bureaukratismen, fremme demokratisme og selvvirksomhed, afsløre og fordrive stræbere, der klistrer sig op ad partiet osv.

6. Kongressen erklærer derfor alle på en eller anden platform dannede grupper uden undtagelse for opløst og foreskriver en øjeblikkelig iværksættelse af opløsningen (det drejer sig således om gruppen »arbejderoppositionen«, »demokratisk centralisme« osv.). Opfyldes denne kongresbeslutning ikke, medfører det ubetinget og ufortøvet eksklusion af partiet.

7. For at gennemføre en streng disciplin i partiet og i alt sovjetarbejde, opnå den størst mulige enhed og afskaffe al fraktionsvirksomhed giver kongressen centralkomiteen fuldmagt til i tilfælde af disciplinbrud eller genoplivelse eller tolerering af fraktionsvirksomhed at tage alle slags partistraffe i anvendelse, indbefattet eksklusion af partiet, og for så vidt angår centralkomiteens medlemmer at overføre dem til kandidatrang eller i yderste fald at ekskludere dem af partiet. En betingelse for at anvende sådanne ekstreme forholdsregler over for centralkomiteens medlemmer og kandidater og kontrolkommissionens medlemmer må være, at der afholdes et plenarmøde i centralkomiteen, hvortil alle centralkomiteens kandidater og alle kontrolkommissionens medlemmer indbydes. Hvis et sådant fællesmøde af partiets mest ansvarlige ledere med to tredjedels stemmeflertal anser det for nødvendigt at overføre et centralkomitémedlem til kandidatrang eller ekskludere ham af partiet, skal en sådan foranstaltning straks gennemføres. [7]

Noter

1. RKP(b)’s 10. kongres fandt sted i Moskva 8.-16. marts 1921. Til stede var 694 delegerede, der repræsenterede 732.531 partimedlemmer. For uden at vedtage de to resolutioner Om partiets enhed og Om den syndikalistiske og anarkistiske afvigelse i vort parti, der gjorde op med fraktionsdannelsen i partiet, udstak kongressen de konkrete veje for overgangen fra kapitalisme til socialisme og traf beslutning om de metoder, der skulle anvendes ved opbygningen af socialisme under de nye betingelser. Kongressen understregede nødvendigheden af at befæste forbundet mellem proletariatet og de arbejdende bønder og styrke partiets ledende rolle i samfundets udvikling. – S. 129.

2. Kharkovkonferencen – her sigtes til 5. alukrainske partikonference, som fandt sted i Kharkov november 1920. Her stemte 23 af 316 delegerede, dvs. 7 procent, for Arbejderoppositionens platform. – S. 129.

3. Den demokratiske centralismes gruppe – se note 7 til artiklen Krisen I Partiet. – S. 129.

4. Kronstadtoprøret – kontrarevolutionært mytteri på orlogsbasen Kronstadt i den Finske Bugt. Brød ud den 28. februar 1921 og var rettet mod sovjetmagten. Mytteriets bagmænd var hvidgardister, socialrevolutionære, mensjevikker, anarkister og agenter for de imperialistiske magter, som her anvendte en ny taktik, hvor man med parolen »Sovjetter uden kommunister« prøvede at skjule sine egentlige hensigter – at genindføre borgerligt diktatur og kapitalistiske tilstande. Oprøret blev nedkæmpet den 18. marts. – S. 129.

5. Diskussionsbladet (Diskusionnyj Listok) – udgivet med skiftende mellemrum af RKP(b)’s centralkomité efter beslutning på partiets 9. alrussiske konference. Forud for 10. partikongres kom to numre, ét i januar og ét i februar 1921. Derefter udkom bladet i diskussionsperioder og op til partikongresser. – S. 131.

6. Se resolutionen Om den syndikalistiske og anarkistiske afvigelse i vort parti. – S. 131.

7. Kongressen besluttede indtil videre ikke at publicere det 7. punkt i enhedsresolutionen. På 13. partikonference i januar 1924, som brændemærkede Trotskijs og trotskisternes fraktionskamp mod partiet, besluttede man at offentliggøre den, hvilket skete i partikonferencens bulletin. – S. 132.


Sidst opdateret 18.6.2014