Brevet er skrevet den 28. december 1919 og trykt første gang den 4. januar 1920 i Pravda nr. 3.
Oversat til dansk af Erley Olsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 105-111, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 13. juni 2014.
Kammerater! For fire måneder siden, i slutningen af august 1919, faldt det i min lod at rette et brev til arbejderne og bønderne i anledning af sejren over Koltjak. [1]
Nu optrykker jeg dette brev i dets helhed for Ukraines arbejdere og bønder i anledning af sejrene over Denikin.
De røde tropper har indtaget Kijev, Poltava, Kharkov og rykker sejrrigt frem mod Rostov. I Ukraine syder opstanden mod Denikin. Alle kræfter må sættes ind for totalt at slå Denikins tropper, der forsøger på at genoprette godsejernes og kapitalisternes magt. Det er nødvendigt at tilintetgøre Denikin for at gardere sig mod selv den ringeste mulighed for et nyt overfald.
Ukraines arbejdere og bønder bør gøre sig bekendt med den lære, alle russiske bønder og arbejdere kan drage af erfaringerne fra Koltjaks erobring af Sibirien og de røde troppers befrielse af Sibirien efter mange måneder under godsejernes og kapitalisternes åg.
I Ukraine har Denikins herredømme været en lige så svær prøvelse som Koltjaks i Sibirien. Sikkert vil denne svære prøvelses lære lede Ukraines arbejdere og bønder – ligesom tilfældet var med Urals og Sibiriens – frem til en klarere forståelse af sovjetmagtens opgaver og et sejere forsvar for den.
I Storrusland er godsejernes jordbesiddelse helt afskaffet. I Ukraine må det samme gøres, de ukrainske arbejderes og bønders sovjetmagt må sikre en fuldstændig afskaffelse af godsejernes jordbesiddelse, en fuldstændig befrielse af de ukrainske arbejdere og bønder fra alt godsejeråg, og fra godsejerne selv.
Men foruden denne og en række andre opgaver, der forestod og forestår de storrussiske og ukrainske arbejdende masser i lige grad, er der specielle opgaver for sovjetmagten i Ukraine. En af disse specielle opgaver fortjener ganske særlig opmærksomhed i dette øjeblik. Det er spørgsmålet om det nationale, eller spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skal være en særskilt og uafhængig ukrainsk socialistisk sovjetrepublik, der står i forbund (føderation) med den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, eller om Ukraine skal smelte sammen med Rusland til en enkelt sovjetrepublik. Alle bolsjevikker, alle bevidste arbejdere og bønder bør opmærksomt overveje dette spørgsmål.
Ukraines uafhængighed er anerkendt både af RSFSR’s VTsIK, den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Alrussiske Centrale Eksekutivkomité, og af Ruslands Kommunistiske Parti, bolsjevikkerne. Det siger derfor sig selv og anerkendes fuldt ud af alle, at kun de ukrainske arbejdere og bønder selv på deres ukrainske sovjetkongres kan løse og også vil løse det spørgsmål, om Ukraine skal smelte sammen med Rusland, eller om Ukraine skal være en selvstændig og uafhængig republik, og i sidste fald, hvilken nøjere føderativ forbindelse der skal skabes mellem denne republik og Rusland.
Hvordan skal man da løse dette spørgsmål, således at det tjener de arbejdendes interesser? Således at det fremmer deres sejrrige kamp for fuldstændig befrielse fra kapitalens åg?
For det første kræver arbejdets interesser den mest fuldkomne tillid og det mest nære forbund mellem de arbejdende i forskellige lande, forskellige nationer. Godsejernes og kapitalisternes, bourgeoisiets tilhængere bestræber sig for at splitte arbejderne og så mere splid og fjendskab mellem nationerne for at gøre arbejderne magtesløse og befæste kapitalens magt.
Kapitalen er en kraft af international art. For at besejre den behøves der et internationalt forbund af arbejdere, et internationalt broderskab mellem dem.
Vi er modstandere af nationalt fjendskab, af national splid, af national isolering. Vi er mellemfolkelige, internationalister. Vi stræber efter en nær sammenslutning og en fuldkommen sammensmeltning af arbejderne og bønderne i alverdens nationer til en fælles verdensomspændende sovjetrepublik.
For det andet må de arbejdende ikke glemme, at kapitalismen har delt nationerne i et lille antal undertrykkende stormagtsnationer (imperialistiske nationer), der har alle rettigheder og privilegier, og et stort flertal af undertrykte, afhængige eller halvt afhængige nationer med beskårne rettigheder. Den ærkeforbryderiske og ærkereaktionære krig 1914-18 har uddybet denne deling endnu mere og derved skærpet naget og hadet. Gennem århundreder opsamledes der i de ikke ligeberettigede, afhængige nationer forbitrelse og mistillid mod de undertrykkende stormagtsnationer; sådan så nationer som den ukrainske på nationer som den storrussiske.
Vi ønsker et frivilligt forbund af nationer, et forbund, der ikke tillader en nation at anvende nogen form for magt mod en anden, et forbund, som grundes på den fuldeste tillid, på klar bevidsthed om broderlig enhed, på et ganske frivilligt samtykke. Et sådant forbund lader sig ikke oprette på en gang, det må man arbejde sig frem til med den største tålmodighed og forsigtighed for ikke at fordærve alt, for ikke at vække mistillid, for at få udryddet den mistillid, som er en arv fra århundreders godsejer- og kapitaliststyret undertrykkelse, en arv fra den private ejendomsret og det fjendskab, den har vakt ved sine opdelinger og nyopdelinger.
Alt imens vi støt stræber efter nationernes enhed og uden skånsel slår ned på alt, hvad der splitter dem, bør vi derfor være meget forsigtige, tålmodige, imødekommende over for resterne af den nationale mistillid. Ubøjelige og uforsonlige skal vi være i alle forhold der vedrører arbejdets grundinteresser i kampen for at komme fri af kapitalens åg. Men spørgsmålet om, hvordan man skal fastlægge statsgrænserne nu, for en tid – vi stræber jo efter fuldstændig afskaffelse af statsgrænserne – er ikke fundamentalt, ikke væsentligt, det er et andenrangs spørgsmål. Det er et spørgsmål, der kan vente og bør vente, for den nationale mistillid, som brede masser af småbønder og små næringsdrivende nærer, holder sig ofte meget hårdnakket, og hastværk kan styrke den, dvs. skade arbejdet med at oprette fuld og endelig enhed.
Erfaringerne fra arbejder- og bonderevolutionen i Rusland, oktober-novemberrevolutionen 1917, erfaringerne fra den sejrrige kamp gennem to år mod de internationale og russiske kapitalisters overfald har soleklart vist, at det for en tid er lykkedes kapitalisterne at spille på de polske, lettiske, estiske og finske bønders og små næringsdrivendes nationale mistillid til storrusserne, det er lykkedes dem for en tid at så splid mellem dem og os på grundlag af denne mistillid. Erfaringen har vist, at denne mistillid kun meget langsomt dør hen og forsvinder, og jo mere forsigtighed og tålmodighed der udvises af storrusserne, som så længe har været undertrykkernation, des sikrere forsvinder denne mistillid. Netop ved at anerkende den polske, lettiske, litauiske, estiske og finske stats uafhængighed vinder vi langsomt, men støt tillid hos de små nabostaters arbejdende masser, som er længst tilbage og mest bedragne og forkuede af kapitalisterne. Netop ad den vej er vi mest sikker på at løsrive dem fra »deres« nationale kapitalisters indflydelse, mest sikker på at lede dem frem til fuldkommen tillid, til fremtidens fælles, internationale sovjetrepublik.
Så længe Ukraine ikke er helt befriet fra Denikin, er Ukraines regering den ukrainske revolutionskomité, [2] indtil den ukrainske sovjetkongres træder sammen. I denne revolutionskomité arbejder ved siden af ukrainske kommunist-bolsjevikker også ukrainske kommunist-borotbister [3] som medlemmer af regeringen. Borotbisterne adskiller sig fra bolsjevikkerne navnlig ved at forfægte Ukraines ubetingede uafhængighed. Bolsjevikkerne indlader sig ikke af den grund på divergenser og splittelse, de ser ikke i dette nogen hindring for et samdrægtigt proletarisk arbejde. Der bør være enhed i kampen mod kapitalens åg, for proletariatets diktatur, og kommunisterne må ikke skille sig ud på grund af spørgsmål om nationale grænser, om føderativ eller anden forbindelse mellem stater. Blandt bolsjevikkerne er der tilhængere af Ukraines fuldstændige uafhængighed, tilhængere af en mere eller mindre tæt føderativ forbindelse og tilhængere af Ukraines fuldstændige sammensmeltning med Rusland.
Spaltning på grund af disse spørgsmål er utilstedelig. Disse spørgsmål vil blive afgjort af den ukrainske sovjetkongres.
Hvis en storrussisk kommunist forfægter Ukraines sammensmeltning med Rusland, vil ukrainerne let mistænke ham for, at hans forsvar for en sådan politik ikke bunder i overvejelser vedrørende proletarernes enhed i kampen mod kapitalen, men i den gamle storrussiske nationalismes og imperialismes fordomme. En sådan mistro er naturlig, til en vis grad uundgåelig og rimelig, for gennem århundreder har storrusserne under godsejernes og kapitalisternes åg opelsket den storrussiske chauvinismes skamløse og svinagtige fordomme i sig.
Hvis en ukrainsk kommunist forfægter Ukraines ubetingede statslige uafhængighed, kan man mistænke ham for, at han forsvarer en sådan politik, ikke fordi det tjener de ukrainske arbejderes og bønders midlertidige interesser under deres kamp mod kapitalens åg, men fordi han nærer småborgeres og små næringsdrivendes nationale fordomme. Thi erfaringen har hundrede gange vist os, hvordan småborgerlige »socialister« i forskellige lande – alle mulige skinsocialistiske polske, lettiske, litauiske, grusiske mensjevikker, socialrevolutionære og lignende – sminkede sig om til tilhængere af proletariatet med det ene formål ved demagogi at redde kompromispolitikken med »deres« nationale bourgeoisi mod de revolutionære arbejdere. Det har vi oplevet med Kerenskijperioden i Rusland i februar-oktober 1917, og det oplever vi stadig i alle mulige lande.
Der kan således meget let opstå mistillid mellem storrussiske og ukrainske kommunister. Hvordan skal man bekæmpe denne mistillid? Hvordan skal man overvinde den og nå frem til gensidig tillid?
Det bedste middel hertil er et fælles arbejde på at hævde proletariatets diktatur og sovjetmagten i kampen mod alle landes godsejere og kapitalister, mod deres forsøg på at genoprette deres suveræne magt. En sådan fælles kamp vil i praksis klart vise, at hvordan spørgsmålet om statslig uafhængighed eller om statsgrænserne end løses, har de storrussiske og ukrainske arbejdere absolut brug for et tæt militært og økonomisk forbund, for ellers vil kapitalisterne i »Ententen«, dvs. et forbund af de rigeste kapitalistiske lande, England, Frankrig, Amerika, Japan, Italien, undertvinge og kvæle os hver for sig. Vor kamp mod Koltjak og Denikin, som disse kapitalister forsynede med penge og våben, er et tydeligt eksempel på denne fare.
Den, der bryder de storrussiske og ukrainske arbejderes og bønders enhed og ganske nære forbund, han hjælper koltjakkerne, denikin’erne, kapitalisterne, røverne i alle lande.
Derfor bør vi, de storrussiske kommunister, med største strenghed forfølge selv den svageste ytring af storrussisk nationalisme i vor kreds, idet disse ytringer, der i det hele taget er et forræderi mod kommunismen, kan gøre den største skade ved at skille os fra de ukrainske kammerater og derved lette Denikin og Denikin-regimentet spillet.
Derfor bør vi, de storrussiske kommunister, være imødekommende under uoverensstemmelser med de ukrainske kommunist-bolsjevikker og borotbister, hvis uoverensstemmelserne angår Ukraines statslige uafhængighed, formen for Ukraines forbund med Rusland, overhovedet det nationale spørgsmål. Derimod bør vi alle, både de storrussiske, de ukrainske og en hvilken som helst anden nations kommunister, være ubøjelige og uforsonlige, hvor det gælder den proletariske kamps grundlæggende, fundamentale, for alle nationer ensartede problemer, det proletariske diktaturs problemer, utilstedeligheden af splittelse blandt de kræfter, der beskytter os mod Denikin.
At besejre Denikin, tilintetgøre ham, gøre det umuligt at gentage et lignende ovefald – det er både de storrussiske og de ukrainske arbejderes og bønders grundinteresse. Kampen er langvarig og vanskelig, for kapitalisterne i hele verden hjælper Denikin og vil hjælpe alle Denikin’er.
I denne langvarige og vanskelige kamp bør vi, de storrussiske og ukrainske arbejdere, handle i ganske tæt forbund, for vi klarer os afgjort ikke hver for sig. Hvordan Ukraines og Ruslands grænser bliver, hvilke former deres indbyrdes statsforbindelser antager, det er ikke så væsentligt, her kan og bør man gøre indrømmelser, her kan man prøve både det ene og det andet og det tredje – arbejdernes og bøndernes sag, arbejdet med at besejre kapitalismen vil ikke af den grund lide skibbrud.
Men hvis vi ikke formår at bevare et ganske tæt forbund indbyrdes, et forbund mod Denikin, et forbund mod kapitalisterne og kulakkerne i vort land og i alle lande, så vil arbejdets sag afgjort lide skibbrud for mange år, sådan at forstå, at kapitalisterne i så fald vil kunne undertvinge og kvæle både Sovjetukraine og Sovjetrusland.
Såvel bourgeoisiet i alle lande som de forskellige småborgerlige partier, »kompromis«partierne, der indlader sig på forbund med bourgeoisiet mod arbejderne, stræber navnlig efter at splitte de forskellige nationaliteters arbejdere, at vække mistillid, at bryde arbejdernes tætte internationale forbund og internationale broderskab. Hvor dette lykkes for bourgeoisiet, er arbejdernes sag tabt. Gid det derfor må lykkes Ruslands og Ukraines kommunister ved et tålmodigt, udholdende, hårdnakket fælles arbejde at overvinde ethvert bourgeoisis nationalistiske rænker og nationalistiske fordomme af enhver art og at give den arbejdende verden et eksempel på et virkelig varigt forbund mellem forskellige nationers arbejdere og bønder i kampen for sovjetmagten, for at afskaffe godsejernes og kapitalisternes åg, for en verdensomspændende Føderativ Sovjetrepublik.
28. december 1919
N. Lenin
1. Se dette bind s. 49. – S. 105.
2. Den ukrainske revolutionskomité – midlertidigt organ for den revolutionære magt i Ukraine, dannet 11. december 1919. Dens opgaver var at organisere den Røde Hærs tilintetgørelse af hvidgardisterne, at afskaffe godsbesiddelserne, at oprette en arbejder- og bondemagt i Sovjet-Ukraine, at indkalde den 4. alukrainske sovjetkongres og øjeblikkeligt at befri den største del af den ukrainske jord. – S. 108.
3. Borotbister – medlemmer af et parti, der opstod i ma j 1918 ved en splittelse i de socialrevolutionæres ukrainske parti. De tog navn efter deres partis avis Borotba (Kamp). På deres konference i midten af marts 1920 besluttede borotbisterne at opløse deres parti på grund af bolsjevikkernes stigende indflydelse på bondemasserne og sovjetmagtens resultater i Ukraine. Ukraines KP(b)' s 4. alrussiske konference, der fandt sted 17.-23. marts, besluttede at optage borotbisterne i KP(b). – S. 108.
Sidst opdateret 13.6.2014