Trykt i Pravda nr. 190 og Isvestija VTsIK nr. 190, 28. august 1919.
Oversat til dansk af Erley Olsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 13, s. 49-56, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. juni 2014.
Kammerater! De røde tropper har befriet hele Ural fra Koltjak og er begyndt at befri Sibirien. Urals og Sibiriens arbejdere og bønder kommer med begejstring sovjetmagten i møde, thi den fejer med stålkost hele det godsejer- og kapitalistpak ud, som har plaget folket med afgifter, ydmygelser, pisk og genindførelse af tsardømmets undertrykkelse.
Vor fælles begejstring og glæde over Urals befrielse og de røde troppers indrykning i Sibirien bør ikke få os til at hvile. Fjenden er langtfra tilintetgjort endnu. Han er end ikke definitivt knækket.
Alle kræfter må anspændes for at jage Koltjak og japanerne samt de andre udenlandske røvere ud af Sibirien, og en endnu større kraftanstrengelse er nødvendig for at tilintetgøre fjenden og således forhindre ham i atter og atter at begynde på sit røverhåndværk.
Hvordan skal det opnås?
De tunge erfaringer, Ural og Sibirien har gjort, bør så lidt som erfaringerne fra alle de lande, der er udpint af fire års imperialistisk krig, gå sporløst hen over os.
På følgende fem vigtige punkter bør alle arbejdere og bønder, alle arbejdende, drage lære af denne erfaring for at sikre sig mod en gentagelse af Koltjakregimentets ulykker.
Første lære. For at forsvare arbejdernes og bøndernes magt mod røverne, dvs. mod godsejerne og kapitalisterne, har vi brug for en stærk Rød Hær. Vi har ikke alene i ord, men i gerning bevist, at vi kan skabe den, at vi har lært at lede den og besejre kapitalisterne, skønt disse får rundhåndet hjælp i form af våben og forsyninger fra verdens rigeste lande. Bolsjevikkerne har i gerning bevist dette. Alle arbejdere og bønder må – hvis de er bevidste – stole på dem, ikke på grund af ordene (stole på ord er tåbeligt), men på grund af de erfaringer, millioner og atter millioner af mennesker i Ural og Sibirien har gjort.
Det er en meget vanskelig opgave at stille de væbnede arbejdere og bønder under kommando af tidligere officerer, der for størstedelen sympatiserer med godsejerne, med kapitalisterne. Opgaven kan kun løses, når der findes fremragende organisationsevne, streng og bevidst disciplin, og når de brede masser nærer tillid til det ledende lag af arbejderkommissærer. Denne meget vanskelige opgave har bolsjevikkerne løst: vi har oplevet overordentlig mange forræderier af tidligere officerer, og alligevel har vi ikke alene hånd i hanke med den Røde Hær, men har også lært at besejre tsarens generaler og Englands, Frankrigs og Amerikas generaler.
Derfor må enhver, der for alvor ønsker at komme fri af Koltjakregimentet, helt ofre alle kræfter, alle midler, al kunnen til skabelsen og konsolideringen af den Røde Hær. At efterkomme alle love om den Røde Hær, alle befalinger, efterkomme dem af overbevisning og ikke af frygt, støtte dens disciplin på enhver måde, hjælpe den Røde Hær med alt, hvad den enkelte overhovedet kan hjælpe til med – det er den første, fundamentale og fornemste pligt for enhver bevidst arbejder og bonde, som ikke ønsker et Koltjakregimente.
Som pesten må man sky partisanindstillingen, de enkelte afdelingers egenrådighed, ulydighed mod den centrale myndighed, thi det fører til undergang: både Ural, Sibirien og Ukraine har ført bevis for det.
Den, der ikke fuldt ud og uselvisk hjælper den Røde Hær og af alle kræfter underbygger orden og disciplin i den, han er en forræder og overløber, han er en tilhænger af Koltjakregimentet, han må skydes uden skånsel.
Med en slagkraftig Rød Hær er vi uovervindelige. Uden en slagkraftig hær er vi hjælpeløse ofre for Koltjak, Denikin og Judenitj.
Anden lære. Den Røde Hær kan ikke være slagkraftig uden store statslagre af korn, thi uden det kan man ikke frit udføre troppeforskydninger eller uddanne hæren på behørig måde. Uden det kan man ikke sørge for de arbejdere, der arbejder for hæren.
Enhver bevidst arbejder og bonde bør vide og huske, at hovedårsagen til, at vor Røde Hær ikke har vundet tilstrækkeligt hurtige og solide sejre, for tiden netop er manglen på statslagre af korn. Den, der ikke afleverer sit kornoverskud til staten, han hjælper Koltjak, han er en overløber og forræder mod arbejderne og bønderne, han er skyld i, at yderligere titusinder af arbejdere og bønder i den Røde Hær udsættes for lidelser og død.
Svindlere, spekulanter og ganske uoplyste bønder ræsonnerer således: jeg må hellere sælge kornet til en fri pris, jeg får langt mere end efter den faste pris, staten giver.
Men sagen er netop, at det frie salg afføder spekulation, det beriger nogle få, det mætter kun de rige, mens arbejdermasserne bliver ved at sulte. Det har vi oplevet i praksis i Sibiriens og Ukraines rigeste kornegne.
Under frit salg af korn triumferer kapitalen, mens arbejderne sulter og lider nød.
Under frit salg af korn stiger prisen til tusinder af rubler pr. pud, [1] pengene mister deres værdi, en håndfuld spekulanter tjener tykt, og folket forarmes.
Under frit salg af korn er statens lagre tomme, hæren magtesløs, industrien sygner hen, Koltjaks og Denikins sejr er uundgåelig.
Kun velhavere og indædte fjender af arbejder- og bondemagten forfægter bevidst frit salg af korn. Den, der af uvidenhed forfægter frit salg af korn, bør af Sibiriens og Ukraines eksempel lære og forstå, hvorfor frit salg af korn betyder Koltjaks og Denikins sejr.
Der findes endnu uvidende bønder, der ræsonnerer således: staten skal først give mig gode varer til førkrigspris i bytte for kornet, så vil jeg udlevere mit kornoverskud, ellers ikke. Og ud fra et sådant ræsonnement får svindlere og godsejervenner ofte uvidende bønder »på krogen«.
Det er ikke svært at forstå, at arbejderstaten, som kapitalisterne har ruineret i bund og grund gennem fire års røverkrig for at få Konstantinopel, og som Koltjak og Denikin derpå med støtte af alverdens kapitalister ruinerer yderligere af hævnfølelse – det er ikke svært at forstå, at arbejderstaten ikke straks kan give bønderne varer, for industrien står stille. Uden brød, uden brændsel ingen industri.
Enhver forstandig bonde vil indrømme, at man må låne den sultende arbejder sit kornoverskud mod at få industriprodukter.
Sådan er det også nu. Alle bevidste, forstandige bønder, alle andre end svindlere og spekulanter, vil indrømme, at man må låne arbejderstaten alle kornoverskud ubeskåret, for så kan staten genrejse industrien og give bønderne industriprodukter.
Vil bønderne stole på arbejderstaten, således at de låner den deres kornoverskud? – sådan kan man spørge os.
Vi vil svare: for det første udsteder staten lånebeviser, pengesedler. For det andet ved alle bønder af erfaring, at arbejderstaten, dvs. sovjetmagten, hjælper de arbejdende og bekæmper godsejerne og kapitalisterne. Derfor kaldes sovjetmagten også arbejder- og bondemagten. For det tredje har bønderne ikke noget andet valg: de må stole enten på arbejderen eller på kapitalisten; de må vise tillid og yde lån enten til arbejderstaten eller til kapitalisternes stat. Andet valg er der ikke i Rusland eller i noget andet land i verden. Jo mere bevidste bønderne bliver, des mere afgjort følger de arbejderne, des fastere bliver deres beslutning om at hjælpe arbejderstaten på enhver måde for at gøre en tilbagevenden af godsejernes og kapitalisternes magt umulig.
Tredje lære. For helt at tilintetgøre Koltjak og Denikin er det nødvendigt at overholde den strengeste revolutionære orden, at holde sovjetmagtens love og forskrifter i ære og overvåge, at alle retter sig efter dem.
Koltjaks sejre i Sibirien og Ural har tydeligt belært os alle om, at den ringeste uorden, den ringeste overtrædelse af sovjetmagtens love, den ringeste uopmærksomhed eller forsømmelighed øjeblikkelig tjener til at styrke godsejerne og kapitalisterne og bidrager til deres sejre. Thi godsejerne og kapitalisterne er ikke tilintetgjort og anser sig ikke for besejrede; enhver forstandig arbejder og bonde ser, ved og forstår, at de kun er slået og har skjult sig, gemt sig, forklædt sig, meget ofte i en »sovjetisk« »beskyttelses«farve. Mange godsejere har sneget sig ind i sovjetbedrifter, kapitalisterne er kommet ind i forskellige »ledelser« og »centre« som sovjetfunktionærer; alle vegne lurer de på sovjetmagtens fejl og svagheder for at styrte den, for i dag at hjælpe tjekkoslovakkerne, [2] i morgen Denikin.
Alle kræfter må sættes ind på at eftersøge og opspore disse røvere, de fordækte godsejere og kapitalister, afsløre dem i alle deres forklædninger og straffe dem uden skånsel, for de er de arbejdendes værste fjender, dygtige, kundskabsrige, erfarne, de venter tålmodigt på det egnede øjeblik for sammensværgelsen; de er sabotører, der ikke viger tilbage for nogen forbrydelse for at skade sovjetmagten. Over for disse fjender af de arbejdende, over for godsejerne, kapitalisterne, sabotørerne, de hvide, må der ikke vises skånsel.
Og for at fange dem må man have dygtighed, forsigtighed og klar bevidsthed, må man yderst opmærksomt vogte på den ringeste uorden, den ringeste afvigelse af en samvittighedsfuld efterleven af sovjetmagtens love. Godsejerne og kapitalisterne er stærke, ikke blot fordi de har kundskaber og erfaring, ikke blot fordi verdens rigeste lande yder dem hjælp, men også fordi de brede massers vaner og uvidenhed giver dem kraft; disse masser ønsker at leve »som i gamle dage« og forstår ikke nødvendigheden af at overholde sovjetmagtens love nøje og samvittighedsfuldt.
Den ringeste lovløshed, den ringeste krænkelse af sovjetordenen er allerede en blottelse, som de arbejdendes fjender øjeblikkelig udnytter, et holdepunkt for Koltjaks og Denikins sejre. Det er forbryderisk at glemme, at Koltjakregimentet begyndte med en lille uforsigtighed over for tjekkoslovakkerne, en lille ulydighed fra enkelte regimenters side.
Fjerde lære. Det er forbryderisk at glemme, ikke blot at Koltjakregimentet begyndte med bagateller, men også, at det blev hjulpet til verden og direkte støttet af mensjevikkerne (»socialdemokrater«) og de socialrevolutionære. Det er på tide, vi lærer at vurdere politiske partier efter deres handlinger og ikke efter deres ord.
Skønt mensjevikkerne og de socialrevolutionære kalder sig socialister, er de i virkeligheden de hvides hjælpere, godsejernes og kapitalisternes hjælpere. Ikke blot enkelte kendsgerninger, men to store epoker i den russiske revolutions historie har leveret bevis for dette, nemlig 1) Kerenskijperioden og 2) Koltjakregimentet. Begge gange har mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der var »socialister« og »demokrater« i ord, i virkeligheden været hvidgardisternes hjælpere. Vil vi mon være så dumme at tro på dem nu, hvor de foreslår os at lade dem »prøve« endnu en gang og kalder en sådan eftergivenhed for »en fælles socialistisk (eller demokratisk) front«? Vil der mon efter Koltjakregimentet, bortset fra særlinge, stadig være bønder, der ikke forstår, at »en fælles front« med mensjevikker og socialrevolutionære er et fællesskab med Koltjaks hjælpere?
Man vil indvende: mensjevikkerne og de socialrevolutionære har indset deres fejl og taget afstand fra ethvert forbund med bourgeoisiet. Men det er ikke rigtigt. For det første har mensjevikkernes og de socialrevolutionæres højrefolk end ikke taget afstand fra et sådant forbund, og nogen klar afgrænsning af disse »højrefolk« findes ikke, hvad der er de mensjevikiske og socialrevolutionære »venstrefolks« skyld; selv om disse venstrefolk i ord »fordømmer« deres »højrefolk«, så bliver de bedste af mensjevikkerne og de socialrevolutionære magtesløse stående side om side med dem på trods af alle deres ord. For det andet forsvarer selv de bedste af mensjevikkerne og de socialrevolutionære netop koltjakske ideer, hjælper bourgeoisiet og Koltjak-Denikin og dækker over deres beskidte og blodige kapitalistiske værk. Disse ideer er: folkeherredømme, almindelig, lige og direkte valgret, konstituerende forsamling, trykkefrihed og lignende. Overalt i verden ser vi kapitalistiske republikker, der med netop denne »demokratiske« løgn retfærdiggør kapitalisternes herredømme og krige for at underkue kolonier. Her i landet ser vi, hvordan både Koltjak, Denikin, Judenitj og en hvilken som helst general gladeligt udsteder sådanne »demokratiske« løfter. Kan man tro på en mand, der på grund af formelle løfter hjælper en oplagt bandit? Mensjevikkerne og de socialrevolutionære hjælper, alle uden undtagelse, oplagte banditter, verdensimperialisterne, idet de med pseudo-demokratiske paroler besmykker deres magt, deres felttog mod Rusland, deres herredømme, deres politik. Alle mensjevikker og socialrevolutionære foreslår os et »forbund« på betingelse af, at vi gør kapitalisterne og deres førere, Koltjak og Denikin, indrømmelser, f.eks. »afstår fra terroren« (mens vi er udsat for den terror, som hele Ententens milliardærer, hele samlingen af stenrige lande udøver ved at foranstalte sammensværgelser i Rusland), eller at vi åbner en lille adgang for fri handel med korn osv. Disse mensjevikkernes og de socialrevolutionæres »betingelser« betyder følgende: vi mensjevikker og socialrevolutionære svinger over til kapitalisterne, og vi ønsker en »fælles front« med bolsjevikkerne, mod hvilke kapitalisterne marcherer, mens de udnytter enhver indrømmelse! Nej, mine herrer mensjevikker og socialrevolutionære, I skal ikke længere søge efter folk i Rusland, der vil tro jer. I Rusland har de bevidste arbejdere og bønder forstået, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære er hvidgardisternes hjælpere, nogle bevidst og ondsindet, andre af uforstand og forhærdelse i de gamle fejl, men alle er de hvidgardisternes hjælpere.
Femte lære. For at tilintetgøre Koltjak og Koltjakregimentet, for at forhindre dem i at rejse sig igen må alle bønder uden vaklen træffe deres valg til fordel for arbejderstaten. Bønderne skræmmer man (særlig mensjevikkerne og de socialrevolutionære, alle, endog »venstrefolkene« blandt dem) med skræmmebilledet »et partis diktatur«, bolsjevik-kommunisternes partis.
Koltjaks eksempel har lært bønderne ikke at frygte skræmmebilledet.
Enten godsejernes og kapitalisternes diktatur (dvs. jernhårde magt) eller arbejderklassens diktatur.
En mellemvej gives ikke. Om en mellemvej drømmer til ingen nytte nette intellektuelle og pæne herrer, der har lært dårligt af dårlige bøger. Intet sted i verden findes der eller kan der findes en mellemvej. Enten bourgeoisiets diktatur (tilsløret med prangende socialrevolutionære og mensjevikiske fraser om folkeherredømme, konstituerende forsamling, friheder og lignende) eller proletariatets diktatur. Den, der ikke har lært dette af hele det 19. århundredes historie, er en håbløs idiot. Men i Rusland har vi alle set, hvordan mensjevikkerne og de socialrevolutionære både under Kerenskijperioden og under Koltjak drømte om en mellemvej.
Hvem har disse drømme tjent? Hvem har de gavnet? – Koltjak og Denikin. Folk, der drømmer om en mellemvej, er Koltjaks hjælpere.
I Ural og Sibirien har arbejderne og bønderne draget sammenligninger mellem deres erfaringer under bourgeoisiets diktatur og under arbejderklassens diktatur. Arbejderklassens diktatur ledes af det parti, bolsjevikkernes parti, som allerede fra 1905 og tidligere gjorde sig til ét med hele det revolutionære proletariat.
Arbejderklassens diktatur, det betyder, at arbejderstaten uden vaklen vil underkue godsejerne og kapitalisterne, underkue overløbere og forræderne, som hjælper disse udbyttere, og besejre dem.
Arbejderstaten er en ubarmhjertig fjende af godsejere og kapitalister, af spekulanter og svindlere, en fjende af privateje af jord og kapital, en fjende af pengemagten.
Arbejderstaten er de arbejdendes og bøndernes eneste sande ven og hjælper. Ingen svingninger til kapitalens side, de arbejdendes forbund i kampen mod den, en arbejder- og bondemagt, en sovjetmagt – det er, hvad »arbejderklassens diktatur« i praksis betyder.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære vil gerne skræmme bønderne med disse ord. Det vil ikke lykkes. Efter Koltjak har arbejderne og bønderne selv i de fjerne- ste afkroge forstået, at disse ord kendetegner netop det, uden hvilket der ikke gives redning for Koltjak.
Ned med de vaklende, karakterløse, føjeligt hjælpsomme over for kapitalen, ned med dem, der er hildet i kapitalens paroler og løfter! Skånselsløs kamp mod kapitalen! De arbejdendes forbund, bøndernes forbund med arbejderklassen! – det er den sidste og vigtigste lære af Koltjakregimentet.
24. august 1919
1. Pud = 16,30 kg – S. 51.
2. Tjekkoslovakkerne – se note 4 til artiklen Alle Til Kamp Mod Denikin. – S. 52.
Sidst opdateret 10.6.2014