Om “demokrati” og diktatur

Vladimir Lenin (dec. 1918)


Skrevet 23. december 1918. Trykt i Pravda nr. 2, 3. januar 1919.

Fra pjecen Lenin: Til befolkningen. Om “demokrati” og diktatur. Hvad er sovjetmagt?, Forlaget Oktober, København, u.å, s. 7-12.

Se også engelsk udgave.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 9. dec. 2008


Nogle få numre af Berlineravisen “Die Rote Fahne” [1] og Wieneravisen “Der Weckruf”, [2] organ for det tyske Østrig kommunistiske parti, som er nået til Moskva, viser os, at socialismens forrædere, som har understøttet røverimperialisternes krig, alle disse Scheidemann’er, Ebert’er, Austerlitz’er og Renner’e får et værdigt svar af de sande repræsentanter for Tysklands og Østrigs revolutionære proletarer. Vi hilser varmt begge disse organer, som viser Tredje Internationales vitalitet og vækst.

Hovedspørgsmålet for revolutionen såvel i Tyskland som i Østrig er nu tydeligvis dette: konstituerende forsamling eller sovjetmagt? Den fallerede Anden Internationales repræsentanter, alle fra Scheidemann til Kautsky, går ind for det førstnævnte og kalder deres synspunkt for forsvar af “demokratiet” (Kautsky er til og med gået så vidt, at han er begyndt at tale om “et rent demokrati”) i modsætning til diktaturet. Kautskys synspunkter har jeg udførligt behandlet i den i Moskva og Petrograd for nylig udkomne brochure Den proletariske revolution og renegaten Kautsky. Jeg skal forsøge i korthed at fremlægge det væsentlige i det stridsspørgsmål, som nu i praksis er kommet på dagsordenen for alle fremskredne kapitalistiske lande.

Scheidemann’er og Kautsky’er taler om “et rent demokrati” eller om “demokrati” i det hele taget for at bedrage masserne og for at skjule det nuværende demokratis borgerlige karakter for dem. Lad bourgeoisiet fortsat beholde hele det statslige magtapparat i deres hænder, lad en håndfuld udbyttere fortsat udnytte det tidligere, borgerlige statsmaskineri! De valg, som gennemføres under sådanne forudsætninger, kan bourgeoisiet, selvfølgelig, godt lide at kalde “frie”, “lige” “demokratiske” valg og “almene folkevalg”, thi disse ord tjener til at skjule sandheden, og til at skjule at ejendomsretten til produktionsmidlerne og den politiske magt forbliver i udbytternes hænder, hvorfor der heller ikke kan være tale om virkelig frihed, om virkelig lighed for de udbyttede, d.v.s. for befolkningens store flertal. For bourgeoisiet er det fordelagtigt og nødvendigt at skjule det nuværende demokratis borgerlige karakter for folket, at fremstille det som et demokrati i det hele taget eller som “et rent demokrati” og Scheidemann’erne og selv Kautsky’erne svigter i virkeligheden ved at gentage dette proletariatets standpunkt og stiller sig på bourgeoisiets side.

Da Marx og Engels sidste gang begge to underskrev et forord til Det kommunistiske manifest (det var i 1872), anså de det for at være nødvendigt særligt at fæste arbejdernes opmærksomhed på, at proletariatet ikke simpelthen kan tage den færdige (d.v.s. den borgerlige) statsmaskine i besiddelse og sætte den i gang for sine egne formål, men at man først må slå den i stykker, knuse den. [3] Renegaten Kautsky har skrevet en hel brochure om “Proletariatets diktatur”, men skjult denne yderst vigtige marxistiske sandhed for arbejderne og har i grunden forvrænget marxismen, og det er forståeligt, at den ros, som de herrer Scheidemann & Co. har ødet på denne brochure var fuldt fortjent, som ros fra bourgeoisiets agenter til den, der går over på bourgeoisiets side.

 

At tale om rent demokrati, om demokrati i det hele taget, om lighed, om frihed, om folkelighed, når arbejderne og hele det arbejdende folk sulter, mangler klæder, er ruinerede og udmattede, ikke bare af det kapitalistiske lønslaveri, men også af den fire-årige røverkrig, medens kapitalisterne og spekulanterne fortsat råder over deres stjålne “ejendom” og statsmagtens “færdige” apparat, det er at drive gæk med de arbejdende og udbyttede. Det er at gøre vold på de grundlæggende sandheder i marxismen, som har lært arbejderne at: I må udnytte det borgerlige demokrati, betragte det som et stort historisk fremskridt i sammenligning med feudalismen, men glem ikke et øjeblik dette “demokrati”s borgerlige karakter, dets historiske vilkårlighed og begrænsning, nær ikke en “overtro” på “staten”, glem ikke at staten, selv i den mest demokratiske republik og ikke kun i et monarki, ikke er noget som helst andet end et maskineri for den ene klasses undertrykkelse af den enden.

Bourgeoisiet er nødsaget til at hykle og kalde den (borgerlige) demokratiske republik for “almen folkemagt” eller demokrati i almindelighed, eller rent demokrati, medens den i virkeligheden er et bourgeoisiets diktatur, et udbytternes diktatur over de arbejdende masser. Herrerne af typen Scheidemann og Kautsky, Austerlitz og Renner (nu desværre med Friedrich Adlers hjælp) understøtter denne løgn og dette hykleri. Men marxisterne, kommunisterne, afslører det og siger sandheden ligeud og åbent til arbejderne og de arbejdende masser: den demokratiske republik, den konstituerende forsamling, de almene folkevalg o. lign. er i virkeligheden bourgeoisiets diktatur, og for at befri arbejdet fra kapitalens åg findes ingen anden vej end at udskifte dette diktatur med proletariatets diktatur. Kun proletariatets diktatur er i stand til at befri menneskeheden fra kapitalens tyranni, fra det borgerlige demokratis løgne, falskhed og hykleri, fra dette demokrati for de rige. Kun proletariatets diktatur er i stand til at oprette et demokrati for de fattige, d.v.s. gøre demokratiets velsignelser faktisk tilgængelige for arbejderne og de fattige bønder, medens nu (t.o.m. i de mest demokratiske – borgerlige – republikker) disse demokratiets velsignelser er faktisk utilgængelige for det arbejdende folks store flertal.

Tag for eksempel forsamlingsfriheden og pressefriheden. Herrerne af typen Scheidemann og Kautsky, Austerlitz og Renner indbilder arbejderne, at de nuværende valg til den konstituerende forsamling i Tyskland og Østrig går for sig “på demokratisk vis”. Dette er en løgn, thi, i virkeligheden holder kapitalisterne, udbytterne, godsejerne og spekulanterne i deres hænder 9/10 af de bedste bygninger, som er egnede til møder, og 9/10 af papirlagrene, trykkerierne o.s.v. Arbejderen i byen samt landarbejderen og daglejeren på landet er i virkeligheden afskåret fra demokratiet, såvel gennem denne “hellige ejendomsret”, der vogtes af herrerne Kautsky og Renner, til hvem desværre også Friedrich Adler er gået over, som gennem statsmagtens borgerlige apparat, d.v.s. gennem de borgerlige embedsmænd, de borgerlige dommere, o.s.v. Den nuværende “forsamlings- og pressefrihed” i den tyske “demokratiske” (borgerligt demokratiske) republik er en løgn og et hykleri, thi i virkeligheden er dette en frihed for de rige til at købe og korrumpere pressen, en frihed for de rige til at drukne folket i de borgerlige avisløgnes gift, frihed for de rige til som deres “ejendom” at besidde herregårdene, de bedste bygninger o.l. Proletariatets diktatur vil til det arbejdende folks fordel fratage kapitalisterne herregårdene, de bedste bygninger, trykkerierne og papirlagrene.

Dette vil sige at erstatte det “almenfolkelige”, “rene” demokrati med “en klasses diktatur”, jamrer herrerne af typen Scheidemann og Kautsky, Austerlitz og Renner (sammen med deres udenlandske ligestillede, Gompers, Henderson, Renaudel, Vandervelde & Co.).

Det er ikke sandt, svarer vi; dette vil sige at erstatte bourgeoisiets faktiske diktatur, (det diktatur, som hyklende skjules af den demokratiske borgerlige republiks former) med proletariatets diktatur. Dette vil sige at erstatte demokratiet for de rige med demokratiet for de fattige. Dette vil sige at erstatte møde- og pressefriheden for minoriteten, for udbytterne, med møde- og pressefrihed for befolkningens majoritet, for det arbejdende folk. Dette vil blive en gigantisk, verdenshistorisk udvidelse af demokratiet, en forvandling af det, fra løgn til sandhed, en befrielse af menneskeheden fra kapitalens lænker, denne kapital, som forvrænger og beskærer ethvert borgerligt demokrati, selv det mest “demokratiske” og republikanske. Dette vil sige at erstatte den borgerlige stat med den proletariske stat, hvilket er den eneste vej til statens bortdøen i det hele taget.

Hvorfor kan man da ikke nå dette mål uden en klasses diktatur? Hvorfor kan man ikke overgå direkte til et “rent” demokrati? spørger bourgeoisiets hyklende venner eller naive småborgere og filistre, som er blevet taget ved næsen af det.

Vi svarer: fordi enten bourgeoisiet eller proletariatet kan have afgørende betydning i ethvert kapitalistisk samfund, medens småborgerne uundgåeligt forbliver vaklende, kraftløse, dåreagtige sværmere for et “rent”, d.v.s. et udenfor klasserne eller over klasserne stående demokrati. Fordi man ikke kan komme fra et samfund, i hvilket en klasse undertrykker en anden, uden gennem den undertrykte klasses diktatur. Fordi kun proletariatet er i stand til at besejre bourgeoisiet og styrte det, thi proletariatet er den eneste klasse, som er forenet og “skolet” af kapitalismen og i stand til at drage den vaklende masse af arbejdende med sig, som lever et småborgerligt liv, drage den med sig eller i det mindste “neutralisere” den. Fordi kun snerpede spidsborgere og filistre kan drømme om, samt bedrage sig selv og arbejderne med disse drømme om, at ryste kapitalens åg af sig uden en langvarig og kraftig undertrykkelse af udbytternes modstand. I Tyskland og Østrig er denne modstand endnu ikke blevet udviklet åbent, thi endnu er eksproprieringen af udbytterne ikke begyndt. Denne modstand vil blive fortvivlet og rasende, når en sådan ekspropriering påbegyndes. Når Scheidemann og Kautsky, Austerlitz og Renner samt deres ligemænd skjuler dette for sig selv og for arbejderne, forråder de proletariatets interesser og går i det mest afgørende øjeblik fra en position, som går ud på klassekamp og afkastelse af bourgeoisiets åg, over til en position, som indebærer proletariatets indforståelse med bourgeoisiet, “social fred” og udbytternes forsoning med de udbyttede.

Revolutionerne er historiens lokomotiver, sagde Marx. [4] Revolutionerne giver hurtig undervisning. Byernes arbejdere og daglejerne på landet i Tyskland og Østrig vil snart forstå forræderiet mod socialismens sag fra herrerne Scheidemann og Kautsky, Austerlitz og Renner. Proletariatet vil komme til at overgive disse “socialforrædere”, socialister i ord, men forrædere mod socialismen i handling, sådan som det i Rusland overgav samme slags småborgere og filistre, mensjeviker og “socialist-revolutionære”. Proletariatet vil – desto hurtigere jo mere fuldstændigt de nævnte “lederes” herredømme bliver – blive klar over, at kun en udskiftning af den borgerlige stat, det kan være den mest demokratiske borgerlige republik, med en stat af Pariserkommunens type (hvorom den af Scheidemann’er og Kautsky’er forvanskede og forrådte Marx talte så meget) eller med en stat af sovjettype, er i stand til at berede vejen til socialismen. Proletariatets diktatur skal redde menneskeheden fra kapitalens åg og fra krig.

Moskva, den 23. december 1918.

Underskrift: N. Lenin.

Noter

1. Den røde fane (Die Rote Fahne) – dagblad, grundlagt af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg som hovedorgan for Spartakusforbundet og senere hovedorgan for Tysklands kommunistiske parti. Avisen udkom fra og med den 9. november 1918 i Berlin; den udsattes flere gange for repressalier og forbud fra regeringen Scheidemann-Noske. Den blev totalt forbudt, da Hitler kom til magten i 1933, men fortsatte med at udkomme illegalt. I 1935 flyttedes udgivelsen til Prag (Tjekkoslovakiet); fra oktober 1936 til efteråret 1939 blev Die Rote Fahne udgivet i Bryssel (Belgien).

2. Der Weckruf (Reveljen) – hovedorgan for Tysk-Østrigs kommunistiske parti; blev udgivet i Wien fra november 1918 til den 11. januar 1919.

3. Se Karl Marx’ og Friedrich Engels’ Det kommunistiske Partis Manifest.

4. Se Karl Marx’ Klassekampene i Frankrig fra 1848 til 1850.


Sidst opdateret 9.12.2008