Skrevet den 12. eller 13. maj 1918.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 15-19, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. nov. 2012.
Bolsjevikisk presse har nu gentagne gange påpeget og sovjetstyrets øverste organer har i officielle resolutioner indrømmet, at sovjetrepublikken står i en yderst uholdbar international situation, omringet som den er af imperialistiske magter.
I de senere dage, dvs. første tredjedel af maj 1918, er den politiske situation blevet overordentlig skærpet i kraft af såvel ydre som indre årsager:
For det første. De kontrarevolutionære styrker (Semjonovs m.fl.) har, bistået af japanerne i det Fjerne Østen, optrappet deres direkte offensiv, og i den forbindelse har en række signaler peget på muligheden af, at alle parter i den antityske imperialistiske koalition er nået til en aftale om at præsentere Rusland for et ultimatum: enten genoptager I krigen mod Tyskland, eller japanerne overfalder jer med vores hjælp.
For det andet. I tysk politik som sådan har krigspartiet fået overtaget efter Brest [1] og kan også nu, hvad øjeblik det skal være, få overtaget i spørgsmålet om at indlede øjeblikkelig generaloffensiv mod Rusland, dvs. fuldstændig forkaste den anden politik, som borgerlig-imperialistiske kredse i Tyskland fører: de stiler efter nye anneksioner i Rusland, men søger for en tid fred med landet og undlader en generaloffensiv mod det.
For det tredje. Genindførelsen af bourgeoisiets og godsejernes monarkisme i Ukraine med støtte fra kadet-og oktobristelementer [2] i det russiske bourgeoisi og med tyske troppers hjælp måtte uvægerlig opmuntre de kontrarevolutionære i deres planer og indgive dem nyt mod.
For det fjerde. Den i forvejen katastrofale levnedsmiddelsituation er blevet yderligere akut og har flere steder ført til direkte hungersnød både som følge af, at Rostov ved Don er blevet afskåret fra os, og som følge af småborgerskabets og overhovedet kapitalisternes stræben efter at sprænge kornmonopolet, samtidig med at disse bestræbelser, anstrengelser og forsøg ikke er blevet imødegået tilstrækkelig fast, disciplineret og skånselsløst af den herskende klasse, dvs. proletariatet.
Sovjetmagtens udenrigspolitik skal ikke på nogen måde ændres. Vore militære forberedelser er endnu ikke afsluttede, og derfor lyder den generelle parole som hidtil: manøvrér, retirér, afvent, imens vi fortsætter disse forberedelser for fuld kraft.
Uden at vi i øvrigt afstår fra militære aftaler med den ene imperialistiske koalition imod den anden, ifald en sådan aftale kunne styrke sovjetstyrets stilling uden at bryde dets principper, men lamme den ene eller den anden imperialistiske magts trommeild mod Rusland, kan vi for øjeblikket ikke indgå en militær aftale med den engelsk-franske koalition, for dén er det nemlig af virkelig betydning, at Tysklands tropper ledes bort fra Vestfronten, dvs. at flere japanske armékorps skulle rykke dybt ind i det europæiske Rusland. Denne betingelse er uacceptabel, da den vil være ensbetydende med sovjet-styrets totale sammenbrud. Hvis den engelsk-franske koalition præsenterede os for et ultimatum af den art, ville vi afvise det, idet faren for japansk fremrykning kan afværges med færre vanskeligheder (eller trækkes ud over en længere periode) end faren for tysk besættelse af Petrograd, Moskva og store dele af det europæiske Rusland. [3]
Ved opstillingen af sovjetstyrets udenrigspolitiske opgaver netop nu kræves der størst mulig forsigtighed, omtanke og beherskelse for at undgå uigennemtænkte eller overilede skridt, der kunne hjælpe de yderliggående elementer i det tyske eller det japanske krigsparti.
Sagen er, at yderliggående elementer i begge disse landes krigspartier er tilhængere af en øjeblikkelig generaloffensiv mod Rusland for at besætte hele dets territorium og vælte sovjetstyret. Og disse yderliggående elementer kan få overtaget, hvad øjeblik det skal være.
Men på den anden side er det et ubestrideligt faktum, at størstedelen af det imperialistiske bourgeoisi i Tyskland går imod en sådan politik og for øjeblikket foretrækker en anneksionistisk fred med Rusland fremfor fortsat krig, ud fra den betragtning at en sådan krig ville trække styrker bort fra Vest, øge den i forvejen mærkbart ustabile indenrigske situation i Tyskland og vanskeliggøre råstofleverancerne fra steder, der er hjemsøgt af opstande eller har lidt under jernbaneødelæggelser, Utilstrækkelig tilsåning osv. osv.
Den japanske bestræbelse for at angribe Rusland holdes i ave for det første af faren for røre og opstande i Kina og for det andet af en vis antagonisme hos Amerika, der frygter en styrkelse af Japan og håber, at det vil være lettere at opnå råstoffer fra Rusland under fredsforhold.
Det kan selvsagt godt tænkes, at de yderliggående elementer i både Japans og Tysklands krigspartier får overtaget, hvad øjeblik det skal være. Så længe revolutionen ikke er brudt ud i Tyskland, gives ingen garantier herimod. Det amerikanske bourgeoisi kan kommer overens med det japanske eller det japanske med det tyske. Derfor er forstærket militær forberedelse vor ubetingede pligt.
Men så længe der gives bare den mindste chance for at opretholde freden eller opnå fred med Finland, Ukraine og Tyrkiet til gengæld for visse nye anneksioner eller nye tab, må vi overhovedet ikke tage et eneste skridt, som kunne hjælpe de yderliggående elementer i de imperialistiske magters krigspartier.
Hvad angår såvel forstærket militær forberedelse som bekæmpelse af hungersnøden, er det den organisatoriske side af sagen, der rykker i forgrunden.
Der kan aldrig blive tale om nogen seriøs militær forberedelse, hvis ikke vi overvinder levnedsmiddelvanskelighederne, hvis ikke vi sikrer befolkningen ordentlige forsyninger med korn, hvis ikke vi indfører den strengest tænkelige orden i jernbanetransporten, hvis ikke vi tilvejebringer en virkelig jernhård disciplin i den arbejdende befolknings masser (og ikke kun i toppen). Det er netop på dette område, vi er mest bagud.
Venstre-socialrevolutionære [4] og anarkistiske elementer gør sig netop og mest af alt skyldige i total mangel på forståelse af denne sandhed, når de råber på »opstands-komiteer« og skriger »Til våben!« osv. Den slags råb og skrig er topmålet af stupiditet og intet andet end ynkelig, foragtelig og frastødende snak, for det er latterligt at tale om »oprør« og »opstandskomiteer«, når den centrale sovjetregering gør sit yderste for at få befolkningen til at indse det nødvendige i at gå i militær træning og bevæbne sig, – når vi her i landet har langt flere våben, end vi er i stand til at tælle og fordele, – når det netop er kaos og mangel på disciplin, der hindrer os i at bruge de forhåndenværende våben og tvinger os til at forspilde kostbar forberedelsestid.
Forstærket militær forberedelse til en alvorlig krig gøres ikke med pludselige indfald, alarm eller kampparoler, men gennem langvarigt, intensivt, sejt og disciplineret arbejde i massemålestok. Vi må uden skånsel afvise venstre-socialrevolutionære og anarkister, som ikke vil forstå dette, og ikke lade dem smitte elementer i vort parti, det proletariske, kommunistiske parti, med deres hysteri.
Bourgeoisiet, som i de seneste dage har rejst hovedet i kraft af de her nævnte forhold, må bekæmpes skånselsløst; det bliver nødvendigt med undtagelsestilstande, standsning af aviser, arrestationer af ledere osv., osv. Disse forholdsregler er lige så nødvendige som et militært togt mod landsbybourgeoisiet, der tilbageholder kornoverskuddet og underminerer kornmonopolet. Uden proletariatets jernhårde disciplin findes ingen redning hverken mod kontrarevolution eller mod hungersnød.
Især må man holde sig for øje, at bourgeoisiet i de seneste dage med mageløs snilde og virtuos behændighed har gjort brug af panikspredning som et våben mod det proletariske styre. Og nogle af vore kammerater, især blandt dem, der er usikre over for venstre-socialrevolutionære og anarkistiske revolutionsfraser, har ladet sig rive med og er havnet i en tilstand af panik, eller de har overset den grænse, der trækkes Mellem en legitim, nødvendig advarsel mod truende farer og spredning af panik. De grundlæggende særtræk ved hele den nuværende økonomiske og politiske situation i Rusland må holdes i fast erindring; på grund af disse særtræk kan vor sag ikke hjælpes med pludselige indfald af nogen art. Hver enkelt må grundigt tilegne sig og sætte ind på at overbevise alle arbejdere om den sandhed, at kun udholdende og tålmodigt arbejde med at tilvejebringe og genskabe jernhård proletarisk disciplin, indbefattet skånselsløst opgør med banditter, kulakker og desorganisatører, kan forsvare og beskytte sovjetstyret i denne stund, en af de sværeste og farligste overgangsperioder, der er blevet uundgåelig, fordi revolutionen i Vesten lader vente på sig.
1. Her sigtes til Brest-traktaten, indgået mellem Sovjetrusland og firemagtsalliancen (Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet) den 3. marts 1918i Brest-Litovsk og ratificeret den 15. marts 1918 af 4. alrussiske sovjetkongres. Ved traktaten kom Polen, næsten hele det baltiske område og en del af Hviderusland under Tysklands og Østrig-Ungarns kontrol, mens Ukraine blev skilt fra Sovjetrusland som en særlig stat, der var uafhængig af Tyskland. Byerne Kars, Batum og Ardagan blev afstået til Tyrkiet. I august 1918 påtvang Tyskland Sovjetrusland endnu en traktat, hvis finansielle bestemmelser betød simpel udplyndring. Indgåelsen af Brest-freden blev modarbejdet af Trotskij og gruppen Venstre-kommunisterne. Det kostede Lenin store anstrengelser at få Brest-Litovsk-traktaten undertegnet. Traktaten gav sovjetrepublikken et pusterum, en lejlighed til at hjemsende den gamle hær, som var i fuld opløsning, og at danne en ny, den Røde Hær, og endvidere mulighed for at tage fat på den socialistiske opbygning og forberede sig på kampen mod den indre kontrarevolution og den udenlandske intervention. Den 13. november, efter udbruddet af novemberrevolutionen i Tyskland, annullerede sovjetregeringen Brest-Litovsk-traktaten. – S. 15.
2. Kadetter – forkortelse af Konstitutionelle Demokrater, betegnelsen for det liberale monarkistiske bourgeoisis parti i Rusland. Forsøgte under februarrevolutionen 1917 at redde monarkiet, stod i sommeren 1917 i spidsen for den provisoriske regering og førte en kontrarevolutionær politik i vestmagternes interesse. Deltog efter oktoberrevolutionen i alle væbnede aktioner mod sovjetmagten.
Oktobrister – medlemmer af Forbundet at 17. Oktober, et parti der opstod efter offentliggørelsen af tsarens manifest af 17. oktober 1905. Partiet repræsenterede storindustriens folk og kapitalistiske godsejere. Fik regeringsmagten 1906. Uforsonlig modstander af sovjetmagten. – S. 15.
3. I sit manuskript, ud for afsnittet der indledes med: »Uden at vi i øvrigt afstår fra militære forlig...« og slutter med: »... og store dele af det europæiske Rusland.«, havde Lenin to gange noteret: »Ej til pressen.« – S. 16.
4. De socialrevolutionære – småborgerligt parti i Rusland, opstod omkring årsskiftet 1901-1902 efter en sammenslutning af forskellige narodnikgrupper. Det s.-r. parti så ingen klasseforskelle mellem proletariatet og småbesidderne, det underkendte den klassemæssige lagdeling og modsætningerne blandt bønderne, og det afviste proletariatets ledende rolle i revolutionen. De socialrevolutionæres synspunkter var en broget blanding af narodnik-orienterede og revisionistiske ideer. De forsøgte, med Lenins udtryk, at bøde på »narodnikbevægelsens flænger med lapper af moderne opportunistisk ‘kritik’ af marxismen« (se Saml. Værker, russ., 5. udgave, bd. 11, s. 285). Den individuelle terror, som de fremhævede som den vigtigste metode i kampen mod selvherskerdømmet, var til stor skade for den revolutionære bevægelse og vanskeliggjorde organiseringen af masserne til revolutionær kamp.
De socialrevolutionæres agrarprogram indeholdt krav om ophævelse af privatejendomsretten til jord og jordens overdragelse til landsbyfællesskabet, gennemførelse af »arbejdsprincippet« og »ligelig« jordfordeling samt udvikling af kooperationen. Reelt var der intet som helst socialistisk i dette program, som de socialrevolutionære selv døbte »jordens socialisering«. I en analyse af programmet påpegede Lenin, at bevarelse af vareproduktionen og det private brug på fælles areal ikke fjerner kapitalens herredømme, ikke beskytter de arbejdende bønder mod udbytning og forarmelse, og at heller ikke kooperationen under kapitalistiske forhold kan blive et frelsende middel for småbønderne. Samtidig bemærkede Lenin, at kravet om ligelig jordfordeling, uden at være socialistisk, havde progressiv, revolutionær demokratisk karakter, da det var rettet mod godsbesiddelserne.
Under bestemte betingelser indgik bolsjevikkerne midlertidigt samarbejde med de socialrevolutionære i kampen mod tsarismen.
Bøndernes klassemæssige uensartethed medførte politisk og ideologisk ustabilitet og uenighed i de socialrevolutionæres parti og var årsag til deres stadige vaklen mellem det liberale bourgeoisi og proletariatet. Allerede under den første russiske revolution (1905) splittede partiets højrefløj sig ud og dannede det legale Folkesocialistiske Arbejdsparti, hvis synspunkter lå tæt op ad kadetternes. Også venstrefløjen dannede fraktion og konstituerede sig i et halvanarkistisk forbund, maksimalisterne. Under Stolypin-reaktionen (1906-1911) opstod der kaos i de socialrevolutionæres parti, både ideologisk og organisatorisk. Under første verdenskrig indtog flertallet af de socialrevolutionære en social-chauvinistisk holdning.
Efter februarrevolutionens sejr i 1917 udgjorde de socialrevolutionære sammen med mensjevikkerne og kadetterne den kontrarevolutionære provisoriske regerings vigtigste støtter, og nogle af partiets ledere, bl.a. Kerenskij og Avksentjev, deltog i regeringen. De socialrevolutionære nægtede nu at støtte bøndernes krav om konfiskation af godsejernes jord og gik ind for, at godsejerne bevarede ejendomsretten til jorden. De socialrevolutionære ministre i regeringen gik så vidt, at de sendte straffeafdelinger mod bønder, der tiltog sig godsejernes jord.
I slutningen af november 1917 dannede partiets venstrefløj et selvstændigt parti, de Venstre-socialrevolutionære. For at bevare sin indflydelse blandt bondemasserne anerkendte dette parti sovjetstyret og sluttede aftale med bolsjevikkerne, men begyndte snart efter at bekæmpe sovjetstyret.
Under den udenlandske militærintervention og borgerkrigen støttede de socialrevolutionære sammensværgelser og iværksatte terrorhandlinger mod sovjetstatens og det kommunistiske partis ledere. Da borgerkrigen var slut, fortsatte de socialrevolutionære deres aktiviteter mod sovjetstaten både inden og uden for landets grænser. – S. 18.
Sidst opdateret 27.11.2012