Pravda nr. 35 (aftenudgaven) 25. februar 1918. Underskrift: Lenin.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 133-136, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008
Ugen fra den 18. til 24. februar 1918 vil indgå som et af de største historiske vendepunkter i den russiske – og internationale – revolutions historie.
27. februar 1917 blev monarkiet styrtet af det russiske proletariat sammen med den del af bønderne, der var blevet rusket op af krigsbegivenhedernes forløb, og sammen med bourgeoisiet. 21. april 1917 styrtede proletariatet det imperialistiske bourgeoisis eneherredømme og bragte småborgerlige kompromismagere til magten sammen med bourgeoisiet. 3. juli rejste byproletariatet sig spontant til en demonstration og rystede kompromis-magernes regering. 25. oktober styrtede proletariatet denne regering og oprettede arbejderklassens og de fattige bønders diktatur.
Det var nødvendigt at forsvare denne sejr i en borgerkrig. Det tog omkring tre måneder, først sejren over Kerenskij ved Gattjina, derefter sejren over bourgeoisiet, officerseleverne, en del af de kontrarevolutionære kosakker i Moskva, Irkutsk, Orenburg, Kiev og til slut sejren over Kaledin, Kornilov og Aleksejev i Rostov-ved-Don.
Den proletariske opstands brand flammede op i Finland. Flammen bredte sig til Rumænien.
Sejrene på den indre front var forholdsvis lette, for fjenden besad hverken en teknisk eller en organisatorisk overvægt og havde desuden ingen økonomisk basis under fødderne, ingen støtte i befolkningsmassen. Letheden, hvormed sejrene blev vundet, steg mange af førerne til hovedet. Stemningen bredte sig: »Den klarer vi let«!
Man overså den vældige opløsning i hæren, der hurtigt demobiliserede sig selv og forlod fronten. Man berusede sig med revolutionære fraser og overførte fraserne til kampen mod verdensimperialismen. Man antog Ruslands midlertidige »frihed« for imperialismens angreb for noget normalt, mens denne »frihed« i virkeligheden kun måtte betragtes som en pause i den tyske røvers krig med den engelsk-franske røver. Man antog udbruddet af massestrejker i Østrig og Tyskland for en revolution, som allerede skulle have befriet os fra en alvorlig fare fra den tyske imperialismes side. I stedet for alvorligt, sagligt og konsekvent at arbejde for at støtte den tyske revolution, der kommer til verden ad en særlig svær og vanskelig vej, vinker man afværgende: »Hvad kan de der tyske imperialister gøre – sammen med Liebknecht sparker vi dem øjeblikkeligt til side!«
Ugen 18.-24. februar 1918 fra erobringen af Dvinsk til erobringen af Pskov (der senere igen blev erobret tilbage), ugen hvor det imperialistiske Tyskland gik til militært angreb mod den socialistiske sovjetrepublik, var en bitter, krænkende, hård, men nødvendig, nyttig og velgørende lære. Hvor var det uendelig lærerigt at sammenligne de to grupper telegrammer og telefoniske meddelelser, der i denne uge indløb til regeringscentralen! På den ene side et hæmningsløst orgie af resolutionsagtige revolutionære fraser – Steinberg’ske fraser kunne man sige, når man erindrer sig mesterstykket i denne stil, talen af den »venstre« – (hm ... hm ...) den »venstre«-socialrevolutionære Steinberg på Den Centrale Eksekutivkomités lørdagsmøde. [1] På den anden side de plagsomme og skændige meddelelser om regimenters vægring ved at holde stillingerne, om vægring ved at forsvare endog Narva-linjen, om overtrædelse af ordre til at ødelægge alt ved en tilbagetrækning; for slet ikke at tale om flugt, kaos, ubesindighed, hjælpeløshed, skødesløshed.
En bitter, krænkende, hård, men nødvendig, nyttig, velgørende lære!
Den bevidste, tænkende arbejder vil drage tre konklusioner af denne historiske lære: om vor holdning til forsvaret af fædrelandet, landets forsvarsevne og den revolutionære, socialistiske krig; om betingelserne for vort sammenstød med verdensimperialismen; om den rigtige behandling af spørgsmålet om vore relationer til den internationale socialistiske bevægelse.
Vi er forsvarstilhængere nu, fra den 25. oktober 1917, fra den dag af er vi for forsvaret af fædrelandet. For vi beviste i praksis vort brud med imperialismen. Vi har annulleret og offentliggjort de beskidte og blodige imperialistiske sammensværgelsestraktater. Vi har styrtet vort bourgeoisi. Vi har givet frihed til de folk, der var undertrykt af os. Vi har givet jorden til folket og indført arbejderkontrol. Vi er for forsvaret af Den Socialistiske Sovjetrepublik Rusland.
Men netop fordi vi er for forsvaret af fædrelandet, forlanger vi en alvorlig holdning til landets forsvarsevne og militære forberedelse. Vi erklærer skånselsløs krig mod revolutionære fraser om revolutionær krig. Til den krig må man forberede sig længe og alvorligt, begyndende med landets økonomiske opsving, med reparation af jernbaner (for uden dem er moderne krig en hul frase), med opbygningen af den strengeste revolutionære disciplin og selvdisciplin overalt.
Ud fra synspunktet fædrelandets forsvar er det en forbrydelse at indlade sig på et militært sammenstød med en uendelig langt stærkere og forberedt fjende, når man vitterlig ingen hær har. Vi er ud fra synspunktet fædrelandets forsvar forpligtet til at undertegne den mest vanskelige, undertrykkende, forfærdelige, skændige fred – ikke for at »kapitulere« over for imperialismen, men for at lære og forberede sig til at kæmpe mod den på en alvorlig, saglig måde.
Den forgangne uge har løftet den russiske revolution op på et umådeligt meget højere trin i den verdenshistoriske udvikling. Historien er i disse dage på én gang sprunget flere trin fremad og opad.
Indtil nu har vi stået over for elendige, foragtelig jammerlige (ud fra verdensimperialismens synspunkt) fjender, en idiotisk Romanov, pralhalsen Kerenskij, bander af officerselever og bourgeois’er. Den, der nu har rejst sig over os, er en gigant, en del af den kultiverede, teknisk førsteklasses udstyrede, storartet organiserede, verdensimperialisme. Med den må vi kæmpe. Med den må man forstå at kæmpe. Det bondeland, der gennem tre års krig har været udsat for uhørt ødelæggelse, og som har påbegyndt den socialistiske revolution, må undgå et militært sammenstød – så længe det er muligt at undgå et sådant, selv om det bliver til en pris af de tungeste ofre – netop for at have mulighed for at gøre noget alvorligt i det øjeblik, da »den sidste afgørende kamp« begynder.
Denne kamp begynder først, når den socialistiske revolution bryder ud i de fremskredne imperialistiske lande. En sådan revolution modnes og styrkes utvivlsomt for hver måned, for hver uge. Denne modnende kraft må man hjælpe. Man må forstå at hjælpe den. Man hjælper den ikke, men skader den, hvis man udleverer naboen, den socialistiske sovjetrepublik, til ødelæggelse på det tidspunkt, da den vitterlig ikke har en hær.
Man må ikke gøre den store parole : »Vi satser på socialismens sejr i Europa« til en frase. Det er en sandhed, når man har den lange og vanskelige vej til socialismens fuldstændige sejr for øje. Det er en ubestridelig filosofisk-historisk sandhed, når man tager hele »den socialistiske revolutions æra« i sin helhed. Men enhver abstrakt sandhed bliver til en frase, hvis man anvender den på en hvilken som helst konkret situation. Det er ubestrideligt, at »i enhver strejke lurer den sociale revolutions hydra«. Det er noget vås at tro, at man fra enhver strejke straks kan gå til revolutionen. Hvis vi »satser på socialismens sejr i Europa« i den betydning, at vi påtager os at garantere folket, at den europæiske revolution bryder ud og bestemt sejrer i de nærmeste uger, bestemt inden tyskerne er i stand til at nå Petrograd, Moskva, Kiev og at »mase« vor jernbanetransport, så handler vi ikke som alvorlige revolutionære internationalister, men som eventyrere.
Hvis Liebknecht sejrer over bourgeoisiet i løbet af to eller tre uger (det er ikke umuligt), hjælper han os ud af alle vanskeligheder. Det er ubestrideligt. Men hvis vi i dag fastlægger vor taktik i kampen mod imperialismen i dag i håb om, at Liebknecht er sikker på at sejre netop i de nærmeste uger, så fortjener vi kun spot. Vi gør da nutidens største revolutionære paroler til revolutionære fraser.
Lær af revolutionens hårde, men nyttige lektioner, kammerater arbejdere! Forbered jer alvorligt, intensivt, uophørligt på forsvaret af fædrelandet, forsvaret af den socialistiske sovjetrepublik!
1. Teser Om En Øjeblikkelig Afslutning Af En Separat Og Anneksionistisk Fred fremlagdes af Lenin på et møde mellem partiets centralkomitémedlemmer og partifunktionærer den 8. (21.) januar 1918. De blev trykt den 24. februar, da Lenin havde vundet majoriteten i centralkomiteen på sin side i spørgsmålet om underskrivelsen af fredsaftalen, hvortil Lenin skrev en indledning under overskriften Bidrag Til En Ulykkelig Freds Historie. – S. 96.
Sidst opdateret 27.12.2008