Skrevet 25. oktober (7. november) 1917. Trykt 26. oktober (8. november) 1917 i Rabotjij I Soldat nr. 9.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 23-25, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 22. dec. 2008
Jeg vil ikke berøre erklæringens almene karakter. Den regering, som jeres kongres vælger, vil også kunne foretage ændringer på uvæsentlige punkter.
Jeg vil bestemt tage afstand fra, at vort fredskrav skulle være ultimativt. En ultimativ karakter kan blive skæbnesvanger for hele vor sag. Vi kan ikke tillade, at en eller anden ubetydelig uoverensstemmelse med vore krav giver de imperialistiske regeringer mulighed for at sige, at de ikke kunne optage fredsforhandlinger på grund af vor uforsonlighed.
Vi vil sprede vort opråb overalt, alle vil få kendskab til det. Det skal blive umuligt at hemmeligholde de betingelser, som vor arbejder- og bonderegering har opstillet.
Det er umuligt at hemmeligholde vor arbejder- og bonderevolution, der har styrtet finansmændenes og godsejernes regering.
Hvis vi giver vore krav en ultimativ karakter, kan regeringerne lade være at svare; sådan som vi har affattet dem, bliver de nødt til at svare. Lad alle få at vide, hvad deres regeringer tænker. Vi ønsker intet hemmelighedskræmmeri. Vi ønsker, at regeringen altid skal være under kontrol af den offentlige mening i sit land.
Hvad vil en bonde i et fjerntliggende guvernement sige, hvis han på grund af vore kravs ultimative karakter ikke får at vide, hvad en anden regering ønsker? Han vil sige: Kammerater, hvorfor udelukkede I den mulighed, at der blev foreslået andre fredsbetingelser? Jeg ville have drøftet dem, jeg ville have set på dem og derefter pålagt mine repræsentanter i Den Konstituerende Forsamling, hvorledes de skulle forholde sig. Jeg er rede til revolutionær kamp for retfærdige betingelser, hvis regeringerne ikke går ind på dem, men der kan tænkes sådanne forhold for visse lande, at jeg ville være rede til at foreslå disse regeringer at kæmpe videre selv. Den fuldstændige gennemførelse af vore ideer afhænger udelukkende af omstyrtelsen af hele det kapitalistiske system. Det er, hvad bonden kan sige til os, og han vil bebrejde os en alt for stor uforsonlighed i småting, når det for os først og fremmest kommer an på at afsløre hele gemenheden, hele skurkagtigheden hos bourgeoisiet og dets kronede og ukronede bødler, der er stillet i spidsen for regeringen.
Vi må under ingen omstændigheder give regeringerne mulighed for at dække sig bag vor uforsonlighed og skjule for folkene, hvad de sendes til slagtebænken for. Det er en dråbe, men vi må under ingen omstændigheder give afkald på denne dråbe, der udhuler den borgerlige erobringspolitiks sten. Ultimative krav vil gøre situationen lettere for vore modstandere. Vi derimod vil vise folket alle betingelser. Vi vil stille alle regeringer over for vore betingelser, og lad dem så stå til ansvar for deres folk. Vi vil forelægge alle fredsforslag for Den Konstituerende Forsamling.
Kammerater, der er endnu et punkt, som I må vise den største opmærksomhed. De hemmelige traktater må offentliggøres. Punkterne om anneksioner og erstatnings-betalinger må ophæves. Der er forskellige punkter, kammerater – røverregeringerne sluttede ikke blot overenskomster om røverier; blandt overenskomsterne er også økonomiske aftaler og forskellige andre punkter om gode naboforhold.
Vi binder os ikke til traktaterne. Vi vil ikke lade os snære ind af traktaterne. Vi forkaster alle punkter om rov og vold, men alle de punkter, der omhandler betingelser for gode naboforhold og økonomiske aftaler, accepterer vi med glæde. Dem kan vi ikke forkaste. Vi foreslår en våbenstilstand på tre måneder. Vi vælger et langt tidsrum, fordi folkene er udmattede, fordi de tørster efter hvile ovenpå denne blodige krig, der nu varer ved på fjerde år. Vi må forstå, at de forskellige folk må drøfte fredsbetingelserne og give udtryk for deres vilje, med deltagelse af parlamentet, men dertil må der gives en vis frist. Vi kræver en lang våbenstilstand, for at hæren i skyttegravene kan hvile ud efter dette mareridt af evindelige myrderier, men vi forkaster ikke forslag om en kortere våben-stilstand. Vi vil overveje dem, og vi må acceptere dem, selv hvis man foreslår os en våbenstilstand på en måned eller halvanden. Vort forslag om våbenstilstand må heller ikke være ultimativt, for vi vil ikke give vore fjender mulighed for at hemmeligholde hele sandheden for folkene ved at dække sig bag uforsonlighed fra vor side. Det må ikke være ultimativt, for den regering, der ikke ønsker våbenstilstand, er forbryderisk. Hvis vi derimod ikke giver vort våbenstilstandsforslag ultimativ karakter, så afslører vi derved i folkenes øjne regeringerne som forbrydere, og med sådanne forbrydere vil folkene gøre kort proces. Man indvender, at vore ikke-ultimative krav viser vor svaghed, men det er på tide at holde op med hele dette borgerlige hykleri, når talen er om folkets styrke. Styrke betyder efter borgerlig opfattelse, at masserne blindt går til slagtebænken og følger de imperialistiske regeringers pegepind. Bourgeoisiet regner kun en stat for stærk, når den med hele regeringsapparatets magt kan kaste masserne derhen, hvor de borgerlige magthavere ønsker det. Vor opfattelse af styrke er en anden. Efter vor opfattelse er det massernes bevidsthed, der gør en stat stærk. Den er stærk, når masserne har kendskab til alt, kan dømme om alt og udføre alt bevidst. Vi behøver ikke at være bange for at sige sandheden om udmattelsen, for hvilken stat er i dag ikke udmattet, hvilket folk taler ikke åbent derom? Tag Italien, hvor der som følge af denne udmattelse er opstået en langvarig revolutionær bevægelse, der har krævet krigen standset. Forekommer der ikke i Tyskland massedemonstrationer af arbejdere, hvor der opstilles paroler om standsning af krigen? Er ikke den opstand i den tyske flåde, der så ubarmhjertigt blev undertrykt af bødlen Wilhelm og hans håndlangere, netop fremkaldt af udmattelse? Når sådanne foreteelser er mulige i et så disciplineret land som Tyskland, hvor man begynder at tale om udmattelse og standsning af krigen, så har vi ikke noget at være bange for, når vi åbenlyst siger det samme, for det er sandheden, der gælder lige så meget for os som for alle krigsførende og endog ikke-krigsførende lande.
Sidst opdateret 22.12.2008