Trykt i tidsskriftet Prosvessjenije nr. 5 i maj 1914.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 134-154, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
Den nuværende arbejderbevægelses problemer er i mange henseender ømtålige problemer – især for dem, der repræsenterer denne bevægelses gårsdag (dvs. den netop tilbagelagte historiske periode). Herhen hører først og fremmest problemerne vedrørende det såkaldte fraktionsvæsen, splittelsen osv. Ikke sjældent kan man høre intellektuelle deltagere i arbejderbevægelsen fremsætte ophidsede, nervøse, næsten hysteriske bønner om ikke at røre ved disse ømtålige problemer. For dem, der har været med i de mange år, da de forskellige strømninger blandt marxisterne bekæmpede hinanden, f.eks. fra 1900-1901, kan mange betragtninger over disse ømtålige problemer selvfølgelig være overflødige gentagelser.
Men der er i vore dage ikke så mange tilbage af dem, der deltog i de 14 års kamp blandt marxisterne (og endnu færre af dem, der deltog i de 18-19 års kamp, hvis man regner fra den tid, da de første symptomer på »økonomisme« viste sig). Det store flertal af de arbejdere, som i vor tid fylder marxisternes rækker, kan enten ikke huske den gamle kamp, eller de kender overhovedet ikke noget til den. For dette store flertal er (som blandt andet vort tidsskrifts [1] enquete viser) de ømtålelige problemer af særlig stor interesse. Og det er vor hensigt at beskæftige os med disse problemer som Trotskijs »fraktionsløse arbejdertidsskrift« Borba [2] tilsyneladende tager op på ny (og for den unge generation af arbejdere virkelig på ny).
Trotskij kalder sit nye tidsskrift »fraktionsløst«. Dette ord sætter han øverst i annoncerne, og han fremhæver det i alle tonearter i redaktionelle artikler, både i selve Borba og i likvidatorernes Severnaja Rabotjaja Gaseta [3] – der bragte en artikel af Trotskij herom, før Borba var begyndt at udkomme.
Hvad er »fraktionsløshed« for noget?
Trotskijs »arbejdertidsskrift« er Trotskijs tidsskrift beregnet på arbejderne, for i tidsskriftet er der ikke antydning af initiativ fra arbejdernes side eller af forbindelse med arbejderorganisationer. Da Trotskij ønsker at være populær, forklarer han læserne af sit tidsskrift beregnet på arbejdere, hvad ordene »territorium«, »faktor« osv. betyder.
Det er meget godt. Men hvorfor ikke også forklare arbejderne, hvad ordet »fraktionsløshed« betyder? Er det måske lettere at forstå end ordene territorium og faktor?
Nej. Det er ikke meningen. Meningen er, at de værste repræsentanter for de værste rester af fraktionsvæsenet vil vildlede den unge arbejdergeneration med etiketten »fraktionsløshed«. Det er umagen værd at klarlægge dette.
Fraktionsvæsenet var et hovedtræk i det socialdemokratiske parti i en bestemt historisk periode. Hvilken periode? Tiden fra 1903 til 1911.
For så tydeligt som muligt at klargøre sig, hvad der var fraktionsvæsenets kerne, må man huske på de konkrete forhold, f.eks. i årene 1906-1907. Partiet var dengang en enhed, der var ingen splittelse, men der var fraktionsvæsen, dvs. der var i virkeligheden i det ene parti to fraktioner, to faktisk adskilte organisationer. Arbejdernes grundorganisationer var fælles, men i hvert spørgsmål af betydning udformede de to fraktioner hver sin taktik; deres talsmænd lå i indbyrdes strid i de fælles arbejderorganisationer (f.eks. under drøftelsen af parolen: duma eller kadetministerium i 1906, eller under valget af delegerede til kongressen i London i 1907), og spørgsmålene blev afgjort ved stemmeflertal: den ene fraktion led nederlag på den fælles kongres i Stockholm i 1906, den anden på den fælles kongres i London i 1907. [4]
Dette er velkendte fakta fra den organiserede marxismes historie i Rusland.
Det er tilstrækkeligt at minde om disse velkendte fakta for at få øje på den himmelråbende usandhed, som Trotskij udbreder.
Siden 1912, i over to år, har der ikke været fraktionsvæsen blandt de organiserede marxister i Rusland, og der har ikke været stridigheder om taktikken i de fælles organisationer, på de fælles konferencer og kongresser. Der består et fuldstændigt brud mellem partiet – som i januar 1912 formelt erklærede, at likvidatorerne ikke tilhørte det – og likvidatorerne. [5] Trotskij kalder ofte denne tilstand for »splittelse«, og denne betegnelse skal vi komme ind på senere. Det er og bliver imidlertid en ubestridelig kendsgerning, at ordet »fraktionsvæsen« ikke er i overensstemmelse med sandheden.
Dette ord er, som vi allerede har sagt, en gentagelse, en ukritisk, ufornuftigt, meningsløs gentagelse af noget, der var sandt i går, dvs. i en allerede tilbagelagt periode. Og når Trotskij fortæller os om »fraktionskampens kaos« (se nr. 1, s. 5 og 6 og mange andre), så bliver det straks klart, hvad det er for en tilbagelagt fortid, der taler gennem hans mund.
Se på den nuværende tingenes tilstand med den unge russiske arbejders øjne – og disse arbejdere udgør nu ni tiendedele af de organiserede marxister i Rusland. Han ser tre masseudslag af de forskellige synspunkter eller strømninger i arbejderbevægelsen: »pravdisterne« med et blad, der har et oplag på 40.000 eksemplarer, »likvidatorerne« (15.000 eksemplarer) og venstrenaroknikkerne (10.000 eksemplarer). Oplagstallene gør det klart for læseren, i hvor høj grad den pågældende agitation har massekarakter.
Hvad har dette så at gøre med »kaos«? Det er velkendt, at Trotskij elsker klingende og tomme fraser, men det lille ord »kaos« er ikke blot en frase, det er desuden en overføring (eller rettere sagt et forgæves forsøg på overføring) af forhold, som fandtes i udlandet i en tidligere periode, til russisk jordbund i den nuværende periode. Det er det, der er kernen i sagen.
Der er ikke tale om »kaos« i marxisternes kamp mod narodnikkerne. Det vil forhåbentlig ikke engang Trotskij vove at påstå. Marxisternes kamp mod narodnikkerne har stået på i mere end tredive år, lige fra det øjeblik, da marxismen kom frem. Årsagen til denne kamp er den fundamentale divergens i interesser og synspunkter mellem to forskellige klasser, proletariatet og bønderne. Hvis der overhovedet findes »kaos« noget sted, så er det kun i hovedet på de originaler, der ikke forstår dette.
Hvad er der så tilbage? »Kaos« i marxisternes kamp mod likvidatorerne? Det er igen en usandhed, for man kan ikke kalde kampen mod en strømning, som hele partiet har erkendt som en strømning og fordømt lige siden 1908, for kaos. Men den, der ikke lader hånt om marxismens historie i Rusland, ved, at likvidatorismen – endda også dens ledere og tilhængere – er snævert og uadskilleligt forbundet med »mensjevismen« (1903-1908) og »økonomismen« (1894-1903). Her har vi med andre ord igen at gøre med næsten tyve års historie. Men behandler man sit eget partis historie som »kaos«, er man utilgivelig tomhjernet.
Men se på den nuværende situation, sådan som den tager sig ud i Paris eller Wien. Så skifter alting straks udseende. Foruden »pravdisterne« og »likvidatorerne« findes der ikke mindre end fem russiske »fraktioner«, dvs. særskilte grupper, der vil regnes med til dette samme socialdemokratiske parti: Trotskijs gruppe, de to grupper Vperjod, »de partitro bolsjevikker« [6] og »de partitro mensjevikker«. I Paris og i Wien (jeg vælger to særlig store centre som eksempler) er alle marxister fuldstændig klar over dette.
Og her har Trotskij i en vis forstand ret: dette er virkelig fraktionsvæsen, dette er i sandhed kaos!
»Fraktionsvæsen« betyder nominel enhed (i ord tilhører alle ét parti) og reel opsplittethed (i virkeligheden er alle grupper selvstændige, optager forhandlinger med hinanden og afslutter overenskomster som suveræne magter).
»Kaos«, dvs. 1) mangel på objektive, kontrollable oplysninger om disse fraktioners forbindelse med arbejderbevægelsen i Rusland og 2) mangel på materiale til bedømmelse af disse fraktioners sande ideologiske og politiske fysiognomi. Tag hele toårsperioden 1912 og 1913. Disse år var som bekendt præget af, at arbejderbevægelsen fik nyt liv og tog et nyt opsving, og enhver strømning eller retning, som blot i nogen grad havde massekarakter (og i politik tæller kun massekarakter), måtte derfor give sig udslag ved valgene til den 4. duma, i strejkebevægelsen, i de legale aviser, i fagforeningerne, i forsikringskampagnen osv. Ikke én, ikke en eneste af disse fem udenlandske fraktioner gjorde sig i hele denne toårsperiode på nogen som helst måde bemærket på ét eneste af de netop omtalte områder, hvor arbejdernes massebevægelse ytrede sig i Rusland!
Det er en kendsgerning, der let kan kontrolleres af enhver.
Og denne kendsgerning beviser, at vi havde ret, da vi omtalte Trotskij som repræsentant for »de værste rester af fraktionsvæsenet«.
For alle, der er nogenlunde fortrolige med arbejderbevægelsen i Rusland, er det oplagt, at Trotskij med sin påståede fraktionsløshed er repræsentant for »Trotskijfraktionen« – her er tale om fraktionsvæsen, idet begge dettes væsentlige kendetegn forefindes: 1) nominel anerkendelse af enheden og 2) i praksis en gruppemæssig særtilværelse. Her er en rest af fraktionsvæsenet, for her er det umuligt at opdage nogen forbindelse af betydning med arbejdernes massebevægelse i Rusland.
Her foreligger endelig den værste form for fraktionsvæsen, for her er ikke nogen som helst bestemte ideologiske-politiske konturer. Sådanne bestemte konturer kan man ikke frakende hverken pravdisterne (selv vor afgjorte modstander, L. Martov, indrømmer, at der hos os råder »sluttethed og disciplin« over for almindelig kendte regulære beslutninger i alle spørgsmål), eller likvidatorerne (de har, eller i hvert fald de mest kendte af dem har et meget bestemt fysiognomi, nemlig et liberalt, ikke et marxistisk).
Bestemte konturer kan man til en vis grad heller ikke frakende en del af de fraktioner, der ligesom Trotskijs fraktion reelt kun eksisterer fra et wiensk eller parisisk, men absolut ikke fra et russisk synspunkt. Den machistiske gruppe Vperjod har f.eks. bestemte machistiske teorier, mens »de partitro mensjevikker« afgjort forkaster disse teorier og forsvarer marxismen, samtidig med at de i teorien fordømmer likvidatorerne.
Hos Trotskij findes der derimod ikke noget bestemt ideologisk eller politisk henseende, for hans patent på »fraktionsløshed« betyder kun (vi skal se nøjere på det om lidt) patent på fuldkommen frihed til at flagre fra den ene fraktion til den anden og tilbage igen.
Altså:
1) Trotskij forklarer ikke og forstår ikke den historiske betydning af de ideologiske divergenser mellem strømningerne og fraktionerne inden for marxismen, skønt disse divergenser fylder socialdemokratiets tyveårige historie og drejer sig om nutidens afgørende problemer (som vi senere skal vise);
2) Trotskij har ikke forstået de afgørende træk ved fraktionsvæsenet, dvs. nominel anerkendelse af enheden og reel opsplittethed;
3) under »fraktionsløshedens« flag er Trotskij talsmand for en enkelt af de udenlandske fraktioner, der er særlig idéforladte og uden fodfæste i den russiske arbejderbevægelse.
Ikke alt, hvad der glimrer er guld. Der er megen pomp og pragt i Trotskijs fraser, men indhold er der ikke.
»Hvis der hos jer pravdister ikke findes fraktionsvæsen, dvs. nominel anerkendelse af enheden sammen med reel opsplittethed, så findes der hos jer noget, der er værre: splittelsesarbejde« – indvender man over for os. Det er nøjagtig, hvad Trotskij siger; han formår ikke at tænke sine tanker til ende og at få sammenhæng i sine fraser, hvorfor han snart raser mod fraktionsvæsenet og snart råber: »Splittelsen gør den ene selvmorderiske erobring efter den anden« (nr. 1, s. 6).
Denne erklæring kan kun betyde én ting: »Pravdisterne gør den ene erobring efter den anden« (dette er en objektiv, kontrollabel kendsgerning, der kan fastslås blot ved at studere arbejdernes massebevægelse i Rusland i årene 1912 og 1913), men jeg, Trotskij, fordømmer pravdisterne 1) som splittelsesfolk og 2) som selvmorderiske politikere.
Lad os undersøge dette.
Først og fremmest må vi takke Trotskij: nylig støttede han F. Dan (fra august 1912 til februar 1914), der som bekendt truede med og opfordrede til at »dræbe« antilikvidatorismen. Nu truer Trotskij ikke med at »dræbe« vor retning (og vort parti – bliv ikke vred, borger Trotskij, for det er jo sandhed!), men spår kun, at den vil dræbe sig selv!
Det er adskilligt mildere, ikke sandt? Det er næsten »fraktionsløst«, ikke sandt?
Men spøg til side (skønt spøg er det eneste middel, man har til at reagere mildt på Trotskijs uudholdelige frasemageri).
»Selvmord« – det er en ren frase, en tom frase, den skære »trotskisme«.
Splittelsesarbejde er en alvorlig politisk anklage. Denne anklage gentages imod os i tusinde tonearter både af likvidatorerne og af de ovenfor omtalte, fra Paris’ og Wiens synspunkt utvivlsomt eksisterende grupper.
Og de gentager alle sammen denne alvorlige og politiske anklage på en forbavsende uansvarlig måde. Se på Trotskij. Han har indrømmet, at »splittelsen gør (læs: pravdisterne gør) den ene selvmorderiske erobring efter den anden«. Hertil føjer han:
»Talrige fremskredne arbejdere bliver i en tilstand af fuldstændig politisk rådvildhed ikke sjældent selv til aktive agenter for splittelsen« (nr. 1, s. 6).
Kan man finde mere slående eksempler på ansvarsløs behandling af spørgsmålet end det, der afsløres med disse ord?
Man beskylder os for splittelsesarbejde, mens vi absolut ikke ser andet end likvidatorisme træde op imod os på arbejderbevægelsens arena i Rusland. Man mener altså, at vor stilling til likvidatorismen er urigtig? Og det er faktisk sådan, at alle de ovenfor opregnede udenlandske grupper – hvor stærkt de end adskiller sig fra hinanden – netop er enige på det punkt, at de anser vor stilling til likvidatorismen for urigtig, for »splittende«. Heri ligger også ligheden (og en væsentlig politisk tilnærmelse) mellem alle disse grupper og likvidatorerne.
Hvis vor stilling til likvidatorismen er teoretisk og principielt urigtig, burde Trotskij sige det rent ud, han burde præcist og uden omsvøb pege på, hvad der efter hans mening er det forkerte. Trotskij er imidlertid i årevis gået udenom dette væsentlige punkt.
Hvis vor stilling til likvidatorismen bliver modbevist i praksis, gennem bevægelsens erfaringer, så må man undersøge disse erfaringer, men det gør Trotskij heller ikke. »Talrige fremskredne arbejdere – indrømmer han – bliver aktive agenter for splittelsen« (læs: aktive agenter for pravdisternes linje, taktik, system, organisation).
Men hvordan opstår da et så trist fænomen, som Trotskij indrømmer bekræftes af erfaringen, at fremskredne arbejdere, og oven i købet talrige, støtter Pravda?
Som en følge af disse fremskredne arbejderes »fuldstændige politiske rådvildhed« svarer Trotskij.
En forklaring, som ubestrideligt er overordentlig tiltalende for Trotskij, for alle fem udenlandske fraktioner og for likvidatorerne. Trotskij ynder »med lærd kendermine«, med svulmende og klingende fraser at give historiske foreteelser en forklaring, der er smigrende for Trotskij. Hvis de »talrige fremskredne arbejdere« bliver »aktive agenter« for en politisk og partimæssig linje, der ikke falder sammen med Trotskijs linje, så løser Trotskij ugenert spørgsmålet hurtigt og ligetil: disse fremskredne arbejdere befinder sig »i en tilstand af fuldstændig politisk rådvildhed«, mens han, Trotskij, øjensynlig befinder sig i »en tilstand« af politisk fasthed, klarhed og linjerigtighed! ... Og den samme Trotskij slår sig for brystet og tordner mod fraktionsvæsenet, mod cirkelvæsenet og mod intellektuelles forsøg på at påtvinge arbejderne deres vilje! ...
Sandelig, når man læser den slags, spørger man uvilkårligt sig selv, om disse røster kommer fra et galehus?
Lige siden 1908 har partiet stillet »de fremskredne arbejdere« over for spørgsmålet om likvidatorismen og dens fordømmelse, mens spørgsmålet om at »splitte« en nøje defineret gruppe af likvidatorer ud (nemlig gruppen Nasja Sarja), dvs. spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at opbygge partiet på anden måde end uden denne gruppe og mod den, blev rejst i januar 1912, for mere end to år siden. Det store flertal af fremskredne arbejdere har netop udtalt sig til gunst for »januar (1912)-linjen«. Trotskij indrømmer selv denne kendsgerning med ordene om »erobringerne« og »de talrige fremskredne arbejdere«. Og Trotskij forsøger at klare sig ved simpelt hen at udskælde disse fremskredne arbejdere og kalde dem »splittelsesfolk« og »politisk rådvilde«!
Forstandige folk drager en anden slutning af disse kendsgerninger. Dér, hvor flertallet af de bevidste arbejdere har sluttet op om præcise og bestemte resolutioner, dér er der enhed i meninger og handlinger, dér er der partiånd og parti.
Dér, hvor vi har set likvidatorer, som arbejderne havde »sat fra bestillingen«, eller et halvt dusin udenlandske grupper, som i to år i ingen henseende har kunnet skaffe bevis for, at de har forbindelse med arbejdernes massebevægelse i Rusland, netop dér hersker der rådvildhed og splittelsesarbejde. Når Trotskij nu forsøger at bevæge arbejderne til ikke at realisere de beslutninger, der er truffet af den »helhed«, som anerkendes af de marxistiske pravdister, forsøger han at desorganisere bevægelsen og at fremkalde splittelse.
Disse forsøg er magtesløse, men det er nødvendigt at afsløre de opblæste og tøjlesløse førere for de små intellektuelle grupper, der råber op om splittelse, samtidig med at de selv fremkalder splittelse – som gennem mere end to år har lidt et fuldstændigt nederlag over for de »fremskredne arbejdere« og derefter med usandsynlig frækhed spytter på disse fremskredne arbejderes beslutninger og vilje og kalder dem for »politisk rådvilde«. Det er jo i et og alt de metoder, som Nosdrev og Judusjka Golovljov [7] anvendte.
Og som skribenter vil vi efter det idelige skrål om splittelse ikke blive trætte af at gentage præcise oplysninger, der ikke er blevet modbevist og ikke kan modbevises. I 2. duma var 47 pct. at de deputerede i arbejderkurien bolsjevikker, i 3. duma 50 pct., i 4. duma 67 pct.
Her har man flertallet af de »fremskredne arbejdere«, her har man partiet, her har man enheden i meninger og handlinger hos flertallet af de bevidste arbejdere.
Likvidatorerne indvender (se Bulkin, L. M., i nr. 3 af Nasja Sarja), at vi benytter argumenter fra de Stolypinske kurier. Det er en ufornuftig og uærlig indvending. Tyskerne måler deres valgresultater med den Bismarck'ske valglov, der udelukker kvinderne. Kun gale mennesker kan bebrejde de tyske marxister, at de måler de resultater, de har opnået under den bestående valglov, hvorved de naturligvis ikke på nogen måde har godkendt dens reaktionære indskrænkninger.
På samme måde har vi, uden dermed at forsvare hverken kurier eller kuriesystemet, målt de resultater, vi har opnået under den bestående valglov. Kurier fandtes der under alle tre dumaer (den 2., 3. og 4.), og inden for en bestemt kurie, arbejderkurien, inden for socialdemokratiet, er der foregået en fuldstændig forskydning til ugunst for likvidatorerne. Den, der ikke vil bedrage sig selv og andre, må anerkende dette objektive faktum, arbejderenhedens sejr, til ugunst for likvidatorerne.
En anden indvending er ikke mindre »skarpsindig«:
»Mensjevikker og likvidatorer stemte på (eller deltog i valget af) den og den bolsjevik«. Fortrinligt! Men gælder det ikke også de 53 pct. af de deputerede, der ikke var bolsjevikker i 2. duma, de 50 pct. i 3. duma og de 33 pct. i 4. duma?
Hvis man i stedet for oplysninger om de deputerede kunne bringe oplysninger om valgmændene eller arbejdernes befuldmægtigede osv., ville vi med glæde bringe dem. Men sådanne mere detaljerede oplysninger findes ikke, og følgelig stikker »indvenderne« kun blår i øjnene på publikum.
Hvad fortæller de foreliggende data om de arbejdergrupper, der støttede de forskellige retningers aviser? I to år (1912 og 1913) var der 2801 grupper for Pravda og 750 for Lutj. [a] Enhver kan kontrollere disse tal, og ingen har forsøgt at bestride dem.
Hvor er her enheden i handlinger og vilje hos flertallet af de »fremskredne arbejdere«, og hvor er bruddet på flertallets vilje?
Trotskijs »fraktionsløshed« er netop splittelsesarbejde i den forstand, at den er det mest hensynsløse brud på arbejderflertallets vilje.
Der er imidlertid endnu en metode, og en meget vigtig metode til at kontrollere rigtigheden og sandheden af de beskyldninger for splittelsesarbejde, som Trotskij udslynger.
Synes I, at det netop er »leninisterne«, der splitter? Godt. Lad os gå ud fra, at I har ret.
Men hvis I har ret, hvorfor har så ikke alle øvrige fraktioner og grupper uden »leninisterne« og mod splittelsesfolkene« bevist, at enhed med likvidatorerne er mulig? Hvis det er os, der er splittelsesfolk, hvorfor har så ikke I, forenerne, forenet jer indbyrdes og med likvidatorerne? Derved kunne I jo i praksis have bevist over for arbejderne, at enhed er mulig og nyttig! ...
Lad os tage begivenhederne i kronologisk rækkefølge.
I januar 1912 erklærede »splittelsesfolkene«, »leninisterne«, at de er partiet, uden likvidatorerne og mod dem.
I marts 1912 forener alle grupper og fraktioner: likvidatorer, trotskister, Vperjod-folk, »partitro bolsjevikker« og »partitro mensjevikker« sig i deres russiske småblade og i det tyske socialdemokratiske dagblad Vorwärts’ spalter mod disse »splittelsesfolk«. Allesammen skælder os samdrægtigt, enstemmigt, enigt og i fællesskab ud for »usurpatorer« »mystifikatorer« og lignende lige så ømme og kærlige tilnavne.
Meget vel, mine herrer! Men hvad skulle have været lettere for Jer end at enes mod »usurpatorerne« og vise de »fremskredne arbejdere« et eksempel på enhed? Hvis de fremskredne arbejdere på den ene side så alles enhed mod usurpatorerne, enheden af både likvidatorer og ikke-likvidatorer, og på den anden side »usurpatorerne«, »splittelsesfolkene« osv. alene, mon de så ikke havde støttet de førstnævnte?
Hvis meningsforskellene kun er opdigtede eller oppustede osv. af »leninisterne« og det i virkeligheden var muligt at nå frem til en enhed af likvidatorer, Plekhanov-tilhængere, Vperjod-folk, trotskister osv., hvorfor har I så ikke vist dette med jeres eksempel i de to år, der er gået?
I august 1912 trådte »forenernes« konference sammen. Adsplittelsen begyndte med det samme: Plekhanov-tilhængerne afslog helt at deltage, Vperjod-folkene kom, men udvandrede under protest og afslørede hele foretagendets fiktive karakter.
De, der »forenedes«, var likvidatorerne, letterne, trotskisterne (Trotskij og Semkovskij), kaukasierne [8] og syvmandsgruppen. Forenedes de virkelig? Vi erklærede allerede dengang, at det ikke var tilfældet, at det hele kun var et skalkeskjul for likvidatorisme. Har begivenhederne givet os uret?
Nøjagtig halvandet år efter, i februar 1914, viser det sig:
1) At syvmandsgruppen er i opløsning – Burjanov træder ud af den.
2) At i den nye seksmandsgruppe, som er blevet tilbage, kan Tjkheidse og Tuljakov eller en anden ikke blive enige om svaret til Plekhanov. De erklærer i pressen, at de vil svare ham, men de kan ikke.
3) At Trotskij, som faktisk allerede i mange måneder har været forsvundet fra Lutj siger nej og udgiver »sit eget« tidsskrift: Borba. Trotskij kalder dette tidsskrift »fraktionsløst« og har dermed tydeligt sagt (tydeligt for alle dem, der kender lidt til sagen), at Nasja Sarja og Lutj efter hans, Trotskijs, mening har vist sig at være »fraktionelle«, dvs. dårlige forenere.
Hvis De er forener, bedste Trotskij, hvis De erklærer, at enhed med likvidatorerne er mulig, hvis De sammen med dem fastholder »de grundlæggende ideer, der blev formuleret i august 1912« (Borba nr. 1, s. 6, »Fra redaktionen«), hvorfor har De så ikke selv forenet Dem med likvidatorerne i Nasja Sarja og Lutj?
Da der i Severnaja Rabotjaja Gaseta allerede før udgivelsen af Trotskijs tidsskrift fremkom en ondskabsfuld notits om tidsskriftets »uopklarede« fysiognom i og om, at »man i marxistiske kredse snakkede temmelig meget« om det, da måtte Putj Pravdy (nr. 37) naturligvis afsløre usandheden: »i marxistiske kredse snakkede man« om Trotskijs hemmelige skrivelse mod lutjisterne; Trotskijs fysiognomi og hans frafald fra augustblokken var fuldstændigt »klarlagt«.
4) An, de kaukasiske likvidatorers kendte fører, der ville have skrevet mod L. Sedov (og som derfor fik en offentlig overhaling af F. Dan og co.), skriver nu i Borba. Det er stadig »uopklaret«, om det er Trotskij eller Dan, kaukasierne nu ønsker at støtte.
5) De lettiske marxister, der var den eneste helt ubestridte organisation i »augustblokken«, er formelt trådt ud af den og har i en resolution på deres sidste kongres (1914) erklæret, at
»Forsonernes forsøg på for enhver pris at forene sig med likvidatorerne (augustkonferencen 1912) har vist sig at være nytteløst, og forenerne er selv kommet i et ideologisk og politisk afhængighedsforhold til likvidatorerne«.
Dette erklærede en organisation med halvandet års erfaring bag sig, en organisation, der selv indtager en neutral stilling og ikke ønsker at træde i forbindelse med nogen af de to centre. Så meget mere tungtvejende må denne beslutning af neutrale folk være for Trotskij!
Det er vel tilstrækkeligt?
De folk, der har beskyldt os for splittelsesarbejde, for manglende vilje eller manglende evne til at forliges med likvidatorerne, har ikke selv kunnet forliges med dem. Augustblokken har vist sig at være en fiktion og er gået i opløsning.
Trotskij bedrager sine læsere ved at skjule denne opløsning for dem.
Vore modstanderes erfaring har bevist, at vi havde ret, at samarbejde med likvidatorerne er umuligt.
I den redaktionelle artikel i Borba nr. 1, »Duma-fraktionens splittelse«, findes der nogle råd fra en forsoner til den likvidatorvenlige (eller til likvidatorismen hældende) syvmandsgruppe i dumaen. Kernen i disse råd er følgende sætning:
»henvende sig i første række til seksmandsgruppen i alle tilfælde, hvor en overenskomst med andre fraktioner er nødvendig« (s. 29).
Det er et fornuftigt råd, og blandt andet på grund af dette råd synes Trotskij at være uenig med likvidatorerne fra Lutj. Lige siden kampen mellem de to fraktioner i dumaen begyndte, siden resolutionen på sommerkonferencen (1913), [10] er det netop dette standpunkt, pravdisterne har indtaget. Den russiske socialdemokratiske arbejderfraktion har flere gange, også efter splittelsen, erklæret i pressen, at den fortsat indtager dette standpunkt, til trods for »syvmandsgruppens« gentagne afslag.
Lige fra begyndelsen, siden sommerkonferencens resolution, har vi ment, og vi mener det stadig, at aftaler vedrørende duma-arbejdet er ønskelige og mulige: når sådanne aftaler gentagne gange har kunnet praktiseres med småborgerlige bondedemokrater (trudovikkerne), er de selvfølgelig så meget mere mulige og nødvendige med småborgerlige, liberale arbejderpolitikere.
Man skal ikke overdrive meningsforskellighederne, og man skal se virkeligheden lige i øjnene: »Syvmandsgruppen« består af folk, der vakler i retning af likvidatorismen, i går støttede de i et og alt Dan, og i dag flytter de med sorg deres blik fra Dan til Trotskij og tilbage igen. Likvidatorerne er en gruppe legalister, der har skilt sig ud fra partiet og fører en liberal arbejderpolitik. På grund af deres forkastelse af det illegale arbejde kan der absolut ikke være tale om nogen enhed med denne gruppe med hensyn til partiets opbygning eller arbejderbevægelsen. Den, der mener noget andet, tager afgørende fejl og regner ikke med de dybtgående forandringer, der er sket efter 1908.
Men det er naturligvis tilladeligt at slutte aftaler om enkelte spørgsmål med denne gruppe, der står uden for eller omkring partiet: vi må altid tvinge denne gruppe – ligesom trudovikkerne – til at træffe et valg mellem en proletarisk (pravdistisk) politik og en liberal politik. Hvad kampen for pressefriheden angår, har det f.eks. tydeligt vist sig, at likvidatorerne vaklede mellem den liberale problemstilling med dens forkastelse eller forglemmelse af den ucensurerede presse og den modsatte, den proletariske politik.
Inden for duma-politikkens rammer, hvor de vigtigste, uden for dumaen stillede problemer ikke rejses direkte, er aftaler med de liberale arbejderpolitikeres syvmandsgruppe mulige og ønskelige. På dette punkt er Trotskij gået fra likvidatorerne og til det standpunkt, som partiets sommerkonference (1913) indtog.
Man må blot ikke glemme, at en uden for partiet stående gruppe på ingen måde forstår det samme ved en aftale, som partifolk i almindelighed gør. For folk, der ikke hører til partiet, er en »aftale« i dumaen det samme som »udarbejdelse af en taktisk resolution eller linje«. For partifolk er en aftale et forsøg på at få andre med ved realiseringen af partiets linje.
Trudovikkerne har f.eks. ikke noget parti. Ved en aftale forstår de så at sige en »fr i udarbejdelse« af en linje, i dag sammen med kadetterne, i morgen sammen med socialdemokraterne. Vi forstår derimod noget ganske andet ved en aftale med trudovikkerne: vi har partibeslutninger vedrørende alle vigtige taktiske spørgsmål, og vi vil aldrig afvige fra disse beslutninger; at slutte en aftale med trudovikkerne betyder for os, at vi forsøger at drage dem over på vor side, overbevise dem om, at vi har ret, og ikke giver afkald på fælles aktioner mod de Sorte Hundreder og mod de liberale.
I hvilken grad Trotskij har glemt (han har alligevel ikke for ingen ting opholdt sig hos likvidatorerne!) denne elementære forskel mellem aftaler, set fra et partistandpunkt, og aftaler, set fra et standpunkt uden for partiet, viser følgende tankegang hos ham:
»Det er nødvendigt, at repræsentanter for Internationale fører begge dele af vor splittede parlamentsrepræsentation sammen og i fællesskab med dem undersøger, hvad der forener og hvad der skiller dem... Måske kan der udarbejdes en detaljeret resolution om taktikken, en resolution, der formulerer principperne for parlamentstaktikken...« (nr. 1, s. 29-30).
Her har man et karakteristisk og overordentlig typisk lille eksempel på likvidatorernes problemstilling! Trotskijs tidsskrift glemmer partiet: er det heller umagen værd at huske på en sådan bagatel?
Når forskellige partier i Europa (Trotskij ynder i tide og utide at tale om europæisme) træffer en aftale eller slutter sig sammen, så plejer det at gå for sig på følgende måde: deres repræsentanter kommer sammen og klarlægger først og fremmest divergenserne (netop det, som Internationale har stillet på dagsordenen for Ruslands vedkommende uden på nogen måde at medtage Kautskys uovervejede påstand i resolutionen, hvorefter »det gamle parti ikke eksisterer mere«). Efter at have klarlagt divergenserne, fastslår repræsentanterne, hvilke beslutninger (resolutioner, betingelser osv.) der skal forelægges begge partiers kongresser med hensyn til taktik, organisation osv. Hvis det lykkes at opstille et udkast til fælles beslutninger, afgør kongresserne, om de skal godkendes eller ej; hvis der forelægges forskellige forslag, drøfter begge partiers kongresser dem definitivt på tilsvarende måde.
Likvidatorerne og Trotskij har kun »sympati« for de europæiske mønstre på opportunisme, men absolut ikke for mønstrene på europæisk partiånd.
»En detaljeret resolution om taktikken« vil blive udarbejdet af duma-repræsentanterne!! De russiske »fremskredne arbejdere«, som Trotskij ikke for ingenting er så utilfreds med, har her et anskueligt eksempel på, hvor vidt de udenlandske smågrupper i Wien og Paris går i deres latterlige projektmageri, idet de endog har forsikret Kautsky, at i Rusland »eksisterer partiet ikke mere«. Men selv om det undertiden lykkes at holde udlændinge for nar i denne henseende, så vil de russiske »fremskredne arbejdere« (med fare for på ny at vække den drabelige Trotskijs utilfredshed) le disse projektmagere lige op i ansigtet.
»Detaljerede resolutioner om taktikken – vil de sige til dem – udarbejdes hos os af partiets kongresser og konferencer (vi ved ikke, hvordan det er hos Jer, der står uden for partiet), således som det f.eks. skete i 1907, 1908, 1910, 1912 og 1913. Vi vil med fornøjelse gøre uinformerede udlændinge og ligeledes glemsomme russere bekendt med vore partibeslutninger, og vi vil med endnu større fornøjelse bede repræsentanter for »syvmandsgruppen« eller »augustfolkene« eller »Levitsa-folkene« [11] gøre os bekendt med de beslutninger, som deres kongresser eller konferencer har vedtaget, og bede dem om på deres førstkommende kongres at rejse det bestemte spørgsmål om forholdet til vore resolutioner eller til den neutrale lettiske kongres’ resolution i 1914 osv.«
Dette er, hvad Ruslands »fremskredne arbejdere« vil sige til de forskellige projektmagere, og dette er, hvad f.eks. Petersborgs organiserede marxister allerede har sagt i den marxistiske presse. Behager det Trotskij at ignorere disse trykte betingelser for likvidatorer? Så meget værre for Trotskij. Vor pligt er det at varsko læserne om, hvor latterligt projektmageriet er, som vil »forene« (i stil med augustfolkenes »forenelse«?), men ikke ønsker at tage hensyn til, hvad flertallet af de bevidste arbejdere i Rusland vil.
Om sine egne anskuelser har Trotskij i virkeligheden søgt at sige så lidt som muligt i sit nye tidsskrift. Put Pravdy har allerede (nr. 37) bemærket, at Trotskij ikke har sagt en lyd om undergrundsarbejdet, om parolen »Kamp for et åbent parti« osv. Dette er blandt andet grunden til, at vi taler om den værste form for fraktionsvæsen i dette tilfælde, hvor en særorganisation søger at etablere sig uden noget ideologisk eller politisk fysiognomi.
Selv om Trotskij imidlertid ikke har ønsket at fremlægge sine anskuelser direkte, viser dog en hel række steder i hans tidsskrift, hvad det er for ideer, han i hemmelighed og i det skjulte udbreder.
Allerede i den første redaktionelle artikel i det første nummer læser vi:
»Det førrevolutionære socialdemokrati var hos os kun efter sin idé, efter sit mål, et arbejderparti. I virkeligheden var det en organisation af marxistiske intellektuelle, som gik i spidsen for den vågnende arbejderklasse...« (5)
Det er den velkendte liberale og likvidatoriske vise, som i virkeligheden er et forspil til en fornægtelse af partiet. Denne vise bygger på en forvrængning af de historiske kendsgerninger. Allerede strejkerne i 1895-1896 skabte en massebevægelse blandt arbejderne, en bevægelse, der idémæssigt og organisatorisk var forbundet med socialdemokratiet. Og det skulle være de »intellektuelle, der gik i spidsen for arbejderklassen« i disse strejker og i den økonomiske og ikke-økonomiske agitation!!?
Eller tag de nøjagtige tal for statsforbrydelser i årene 1901-1903 sammenlignet med den foregående periode:
Af 100 deltagere i frihedsbevægelsen (som blev draget til ansvar for statsforbrydelser) var beskæftiget i:
Vi ser, at i 80-erne, da der endnu ikke fandtes et socialdemokratisk parti i Rusland, da bevægelsen var »narodnikisk«, var de intellektuelle i overvægt: over halvdelen af deltagerne hørte til dem.
Vi ser et ganske andet billede i årene 1901-1903, da der allerede fandtes et socialdemokratisk parti og det gamle Iskra virkede. De intellektuelle udgør allerede et mindretal blandt bevægelsens deltagere; der er allerede langt flere arbejdere (»industri og handel«) end intellektuelle, og arbejdere og bønder udgør tilsammen over halvdelen af hele antallet.
Netop i kampen mellem strømningerne inden for marxismen gjorde en småborgerlig-intellektuel fløj af socialdemokratiet sig gældende, begyndende med »økonomismen« (1895-1903) og fortsat af »mensjevismen« (1903-1908) og »likvidatorismen« (1908-1914). Trotskij gentager likvidatorernes bagvaskelser mod partiet og er bange for at røre ved historien om de tyve års kamp mellem strømningerne inden for partiet.
Her er et andet eksempel:
»Det russiske socialdemokrati har i sin stilling til parlamentarismen gennemgået de samme tre stadier....« (som i andre lande)»....først ‘boykotismen’ ...så den principielle anerkendelse af den parlamentariske taktik, men ...« (et herligt »men«, det samme »men«, som Sjtjedrin oversatte med sætningen: Ørerne vokser ikke op over panden, nej de gør ikke!) »...med rent agitatoriske mål... og endelig ...dagskravenes ...overførelse til dumaens talerstol« (nr. 1, s. 34).
Igen en likvidatorisk forvrængning af historien. Forskellen mellem andet og tredje stadium er udpønset for ubemærket at kunne forsvare reformismen og opportunismen.
Boykotismen har aldrig været et stadium i »socialdemokratiets stilling til parlamentarismen«, hverken i Europa (hvor der fandtes og findes anarkisme) eller i Rusland, hvor f.eks. boykotten af Bulygins duma kun angik denne bestemte institution og aldrig var forbundet med »parlamentarisme«, men fremkaldtes af den særegne kamp mellem liberalisme og marxisme om stormløbets fortsættelse. Trotskij siger ikke et muk om, hvorledes denne kamp genspejledes i kampen mellem de to strømninger inden for marxismen!
Hvis man vil beskæftige sig med historien, må man klarlægge de konkrete problemer og de forskellige strømningers klassemæssige rødder; den, der på marxistisk vis vil studere kampen mellem klasserne og kampen mellem strømningerne vedrørende deltagelse i Bulygins duma, vil dér få øje på rødderne til den liberale arbejderpolitik. Men Trotskij »beskæftiger sig« med historien for at komme uden om de konkrete problemer og konstruere en retfærdiggørelse eller noget, der ligner en retfærdiggørelse for vor tids opportunister!
»...Faktisk – skriver han – benytter alle retninger de samme metoder i kampen og opbygningen.... råbene om en liberal fare i vor arbejderbevægelse er ikke andet end en grov sekterisk karikatur af virkeligheden« (nr. 1, s. 5 og 35).
Det er et meget klart forsvar for likvidatorerne og et meget vredt forsvar. Men vi tillader os alligevel at anføre i alt fald et lille faktum af ganske ny dato – Trotskij slår kun om sig med fraser, mens vi gerne vil have arbejderne selv til at tænke over dette faktum.
Det er et faktum, at Severnaja Rabotjaja Gaseta i sit nummer for 13. marts skrev:
»I stedet for at fremhæve den bestemte konkrete opgave, som arbejderklassen står overfor: at tvinge dumaen til at forkaste lovforslaget (om pressen), opstilles der en udflydende formel om kamp for ‘de ubeskårne paroler’, samtidig med at den illegale presse opreklameres, hvorved man kun kan svække arbejdernes kamp for deres legale presse.«
Dette er et dokument med et klart, præcist forsvar for likvidatorernes politik og en kritik af pravdisterne. Mon der findes noget forstandigt menneske, der vil sige, at begge strømninger i det givne spørgsmål anvender »de samme metoder i kampen og opbygningen«? Findes der noget forstandigt menneske, der vil sige, at likvidatorerne her ikke fører en liberal arbejderpolitik, og at den liberale fare i arbejderbevægelsen her er noget, man har fundet på?
Når Trotskij går uden om kendsgerninger og konkrete henvisninger, så er det, fordi de ubarmhjertigt modbeviser alle hans vredesudbrud og svulstige fraser. Det er selvfølgelig meget let at stille sig i positur og sige: »en grov sekterisk karikatur«. Det er heller ikke svært at tilføje endnu skarpere, endnu mere svulstige ord om »befrielsen for det konservative fraktionsvæsens slaveri«.
Men er det ikke meget letkøbt? Er dette våben ikke hentet i arsenalet fra den tid, da Trotskij glimrede over for gymnasiasterne?
De »fremskredne arbejdere«, som Trotskij er vred på, ønsker ikke desto mindre, at man med rene ord siger til dem: Godkender i den »metode i kampen og opbygningen«, som er kommet klart til udtryk i den citerede vurdering af den konkrete politiske kampagne? Ja eller nej? Hvis ja, så er det en liberal arbejderpolitik, så er det forræderi mod marxismen og partiet, og man bedrager sig selv og andre, hvis man taler om »fred« eller »enhed« med en sådan politik, med grupper, der går ind for den.
Nej? Så sig det rent ud. Med fraser kan man ikke imponere, ikke tilfredsstille og ikke skræmme vor tids arbejder.
Endnu en bemærkning: den politik, som likvidatorerne går ind for i det anførte citat, er selv fra et liberalt synspunkt tåbelig, thi lovenes vedtagelse i dumaen afhænger af »semstvo-oktobristerne« af Bennigsens type, og han har allerede lagt kortene på bordet i kommissionen. De gamle deltagere i den marxistiske bevægelse ved godt, hvad Trotskij er for en figur, og for deres skyld er der ingen grund til at tale om ham. Men det unge slægtled af arbejdere kender ham ikke, og det er nødvendigt at tale om ham, thi han er en typisk figur for alle de fem udenlandske grupper, som faktisk også vakler mellem likvidatorerne og partiet.
I den gamle Iskras tid (1901-1903) gav man disse vaklende elementer, der løb fra »økonomisterne« til »iskristerne« og tilbage igen, øgenavnet »tusjinske trækfugle« (sådan kaldte man i de urolige tider i Ruslands historie i begyndelsen af det 17. århundrede de soldater, der løb over fra den ene lejr til den anden).
Når vi taler om likvidatorismen, konstaterer vi en bestemt ideologisk strømning, der er vokset frem i årenes løb, og hvis rødder er flettet sammen med »mensjevismen« og »økonomismen« i marxismens 20-årige historie, og som er forbundet med en bestemt klasses – det liberale bourgeoisis – politik og ideologi.
De »tusjinske trækfugle« erklærer, at de står over fraktionerne, og de har kun den ene begrundelse for det, at de i dag »låner« ideer hos den ene, i morgen hos den anden fraktion. Trotskij var en glødende »iskrist« i 1901-1903, og Rjasanov betegnede hans rolle på kongressen i 1903 som »Lenins knippel«. I slutningen af 1903 var Trotskij glødende mensjevik, dvs. han var fra iskristerne løbet over til »økonomisterne«; han forkyndte nu, at »mellem det gamle og det nye Iskra ligger der en afgrund«. I 1904-1905 fjerner han sig fra mensjevikkerne og indtager en vaklende holdning, snart forkynder han den ultra-radikale »permanente revolution«. I 1906-1907 nærmer han sig bolsjevikkerne, og i foråret 1907 erklærer han sig solidarisk med Rosa Luxemburg.
I opløsningens tid går han igen til højre, efter lang tids »fraktionsløs« vaklen, og i august 1912 slutter han en blok med likvidatorerne. Nu fjerner han sig igen fra dem, men gentager i virkeligheden stadig deres ynkelige ideer.
Den slags typer er karakteristiske som brudstykker af gårsdagens historiske dannelser og formationer, da arbejdernes massebevægelse i Rusland endnu lå i dvale, og da der var »plads« nok til, at enhver lille gruppe kunne fremstille sig selv som en strømning, gruppe, fraktion, kort sagt som en »magt«, der snakkede om at forene sig med andre.
Det er nødvendigt, at det unge slægtled af arbejdere får nøje kendskab til, hvem det har at gøre med, når der optræder folk med usansynlige prætentioner, folk, som absolut ikke vil tage hensyn hverken til de partibeslutninger, som lige fra 1908 har defineret og fastslået forholdet til likvidatorismen, eller til den nærværende arbejderbevægelses erfaringer i Rusland, hvor man virkelig har skabt en flertallets enhed på basis af en fuldstændig anerkendelse af de nævnte beslutninger.
a. Pr. 1. april 1914 gav en foreløbig optælling 4000 grupper for Pravda (siden 1. januar 1912) og 1000 for likvidatorerne plus alle deres forbundsfæller.
1. Her sigtes til tidsskriftet Prosvestsjenie (Oplysning), et legalt teoretisk bolsjevikisk tidsskrift, der udkom en gang om måneden. – S. 134.
2. Borba (Kamp) – Trotskijs tidsskrift, udkom i hovedstaden St. Petersborg fra februar til juli 1914. Heri skrev Trotskij mod Lenin og bolsjevikkerne under foregivende af »fraktionsløshed«. – S. 134.
3. Severnaja Rabotjaja Gaseta (Nord-Arbejderavisen) – dagblad, udgivet af mensjevikiske likvidatorer i St. Petersborg fra 30. januar (12. februar) til 1. (14.) maj 1914. Den 3. (16.) maj ændres navnet til Nasja Rabotjaja Gaseta (Vor Arbejderavis). – S. 135.
4. RSDAP’s 4. kongres. Den såkaldte samlingskongres blev afholdt i Stockholm den 10.-25. april (23. april-8. maj) 1906. I den deltog 112 delegerede med besluttende stemme fra 57 lokalorganisationer og 22 delegerede med rådgivende stemme. Mensjevikkerne havde flertallet på kongressen, fordi flere bolsjevikiske partiorganisationer, som havde stået i spidsen for væbnede masseaktioner, var blevet knust og ikke kunne sende delegerede. Mensjevikkerne havde deres største organisationer i de ikke-industrielle dele af landet, hvor der ikke havde været revolutionære masseaktioner, og havde derfor mulighed for at sende flest delegerede.
Kongressen diskuterede følgende spørgsmål: 1) revision af agrarprogrammet; 2) situationen og proletariatets klassemæssige opgaver; 3) forholdet til statsdumaen; 4) væbnet opstand; 5) partisanaktioner; 6) sammenslutning med de nationale socialdemokratiske partier og 7) partiets love.
Kongressen vedtog de mensjevikiske resolutioner om statsdumaen, om agrarprogrammet og om en væbnet opstand. Vedrørende forholdet til de borgerlige partier nøjedes kongressen med at bekræfte resolutionen om forholdet til bondebevægelsen.
Kongressen vedtog Lenins formulering af lovenes første paragraf og forkastede Martovs formulering. For første gang blev bolsjevikkernes formulering om demokratisk centralisme indført i lovene.
Til centralkomiteen valgtes 3 bolsjevikker og 7 mensjevikker. Til redaktionen af centralkomiteens blad, Botsial-Demokrat, valgtes kun mensjevikker.
RSDAP’s 5. kongres blev holdt i London 1907. Af 336 delegerede, som repræsenterede 147.000 partimedlemmer, var 105 bolsjevikker, 97 mensjevikker, 57 bundister, 44 polske socialdemokrater, 29 repræsentanter for Litauens socialdemokrati, 4 »fraktionsløse«. De store industricentre sendte bolsjevikker til kongressen.
Bolsjevikkerne samlede de polske, litauiske og lettiske socialdemokrater og fik flertal på kongressen. Kongressen vedtog bolsjevikiske resolutioner i alle væsentlige spørgsmål. – S. 135.
5. Likvidatorerne – mensjevikiske socialdemokrater, der krævede, at arbejderklassens revolutionære illegale parti skulle afskaffes, dvs. likvideres. Se artiklen Om Likvidatorismen Og Likvidatorgruppen i dette bind. – S. 136.
6. »De partitro bolsjevikker« – en lille gruppe forsonere, som Lenin kaldte »inkonsekvente trotskister«. Til forsonerne hører Kamenev, Rykov, Sinovjev og andre. Forsonerne gik sammen med likvidatorerne, Vperjod-folkene, Trotskij og andre mod Lenin og mod de beslutninger, der var blevet vedtaget på Prag-konferencen.
»De partitro mensjevikker« – blev ledet af Plekhanov. Under reaktionen modarbejdede de likvidatorerne. De ville bevare og styrke den illegale partiorganisation og dannede derfor blok med bolsjevikkerne, men Plekhanov brød denne blok i slutningen af 1911. Under foregivende af at bekæmpe »fraktionsvæsnet« og splittelsen i RSDAP forsøgte Plekhanov at forsone bolsjevikkerne med opportunisterne. – S. 137.
7. Nosdrev – person i Gogols roman Døde Sjæle.
Judusjka Golovljov – hovedpersonen i Saltykov-Sjtjedrins roman Familien Golovljov. Han kaldes Judusjka (diminutiv af Judas) for sin skinhellighed, falskhed og hjerteløshed. – S. 142.
8. Kaukasierne – likvidatorer, der deltog i likvidatorernes augustkonference i 1912 som delegerede fra den kaukasiske organisation. – S. 144.
9. »Syvmands gruppen« – likvidatorernes fraktion i dumaen. »Seksmandsgruppen« – bolsjevikkernes fraktion i dumaen. – S. 146.
10. Sommerkonferencen eller augustkonferencen i 1913, i hvilken centralkomiteen og en række funktionærer deltog, blev afholdt i Poronino (i nærheden af Krakow) fra 22. september til 1. oktober 1913 (den fik sit navn af konspirative grunde). – S. 146.
11. »Levitsa-folkene« – se note 25 til artiklen Om Nationernes Selvbestemmelsesret. – S. 149.
Sidst opdateret 5.7.2013