Trykt i bladet Svesda nr. 2, den 23. december 1910 (5. januar 1911).
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 51-56, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. juli 2013.
Vor lære – sagde Engels om sig selv og sin berømte ven – er ikke et dogme, men en vejledning til handling. I denne klassiske sætning fremhæves med vidunderlig kraft og frodighed en side af marxismen, som gang på gang lades ud af syne. Men lades den ude af syne, gør vi marxismen ensidig, forkrøblet, livløs, vi berøver den dens levende sjæl, vi underminerer dens teoretiske grundvold – dialektikken, læren om den alsidige og modsigelsesfyldte historiske udvikling; vi bryder dens forbindelse med vor tidsalders givne, praktiske opgaver, som kan forandre sig ved hvert nyt vendepunkt i historien.
Navnlig i vor tid møder man blandt dem, der interesserer sig for marxismens skæbne i Rusland, særlig ofte folk, som netop mister denne side af marxismen af syne. Men samtidig er det klart for enhver, at Rusland i de seneste år har gennemgået bratte omskiftelser, som usædvanlig hurtigt og usædvanlig brat har forandret situationen, den sociale og politiske situation, som umiddelbart og direkte betinger vilkårene og følgelig også opgaverne for vor handlen. Jeg taler naturligvis ikke om de generelle og grundlæggende opgaver, der ikke forandrer sig under historiens vendinger, så længe det grundlæggende forhold mellem klasserne ikke forandrer sig. Det er ganske indlysende, at den generelle retning i Ruslands økonomiske (og ikke blot økonomiske) udvikling såvel som det grundlæggende forhold mellem de forskellige klasser i det russiske samfund ikke har forandret sig i de sidste, lad os sige seks år.
Men de opgaver, som vi umiddelbart og direkte står over for, har i dette tidsrum forandret sig meget brat, eftersom den konkrete samfundspolitiske situation har forandret sig – og følgelig måtte forskellige sider af marxismen, der er en levende doktrin, komme i forgrunden.
Lad os for at klargøre denne tanke se på, hvordan den konkrete samfundspolitiske situation har forandret sig i de sidste seks år. Vi lægger straks mærke til, at denne periode falder i to treårsperioder, af hvilke den ene slutter omtrentlig sommeren 1907, den anden sommeren 1910. Den første treårsperiode var, set fra et rent teoretisk synspunkt, karakteriseret ved hurtige forandringer i det russiske statssystems grundtræk, hvortil kommer, at gangen i disse forandringer var meget ujævn: udsvingenes størrelse var meget stor til begge sider. Den samfundsøkonomiske basis for disse forandringer af »overbygningen« var en så åbenlys, imponerende, massepræget optræden af alle klasser i det russiske samfund på de mest forskelligartede områder (aktiviteten i og uden for dumaen, presse, foreninger, møder osv.), at man sjældent har set noget lignende i historien.
Den anden treårsperiode – vi gentager, at vi denne gang indskrænker os til et rent teoretisk, »sociologisk« synspunkt – karakteriseres derimod af et så langsomt udviklingstempo, at det næsten ligner stagnation. Der var ingen blot nogenlunde bemærkelsesværdige forandringer i statssystemet. Der udspilledes ingen eller næsten ingen åbenlyse og forskelligartede aktioner af klasserne på de fleste af de »skuepladser«, hvor sådanne aktioner fandt sted i den foregående periode.
Ligheden mellem de to perioder består i, at udviklingen i Rusland i begge perioder fortsatte i samme spor – som den hidtidige kapitalistiske udvikling. Modsigelsen mellem denne økonomiske udvikling og eksistensen af en hel række feudale middelalderlige institutioner blev ikke ophævet, men blev ved med at være den samme, den blev ikke udjævnet, men snarere uddybet ved, at der i nogen grad trængte et delvis borgerligt indhold ind i nogle enkelte institutioner.
Forskellen mellem de to perioder består i, at det i den første periode var spørgsmålet om, hvordan udfaldet af de ovenfor omtalte hurtige og ujævne forandringer egentlig ville forme sig, der stod i forgrunden på den historiske scene. Disse forandringers indhold måtte nødvendigvis være borgerligt som følge af, at udviklingen i Rusland havde en kapitalistisk karakter. Men bourgeoisi og bourgeosi kan være to ting. Bourgeoisiets mellemste og øverste lag, hvis standpunkt var en mere eller mindre moderat liberalisme, var på grund af hele deres klassestilling bange for dybtgående forandringer og bestræbte sig for at bevare betydelige rester af de gamle institutioner både inden for landbruget og i den politiske »overbygning«. Småborgerskabet på landet, som er sammenflettet med bønderne, der »lever af deres hænders arbejde«, måtte stræbe henimod borgerlige reformer af en anden art, reformer, der gav langt mindre plads for diverse middelalderlige fortidslevn. Lønarbejderne måtte, for så vidt de bevidst tog stilling til, hvad der foregik omkring dem, nå frem til en bestemt opfattelse af dette sammenstød mellem to forskellige tendenser, som begge holdt sig inden for det borgerlige systems rammer, men som tog sigte på helt forskellige former for dette system, en helt anden fart i dets udvikling, en anderledes bredde og kraft i dets progressive indflydelse.
Det er således ingen tilfældighed, men en nødvendighed, når den forløbne treårsperiode har bragt de problemer, som man plejer at kalde taktiske problemer, i forgrunden inden for marxismen. Intet er mere fejlagtigt end den opfattelse, at stridighederne og divergenserne om disse problemer er »akademiske« stridigheder, »en kamp om indflydelsen på det umodne proletariat«, at de er udtryk for, at de intellektuelle tilpasser sig efter proletariatet, sådan som vekhister [1] af alle arter tror. Tværtimod, netop fordi denne klasse var modnet, kunne den ikke stå ligegyldig over for sammenstødet mellem de to forskellige tendenser i hele den borgerlige udvikling, og denne klasses ideologer måtte fremsætte teoretiske formuleringer, som – direkte eller indirekte, positivt eller negativt – svarede til disse forskellige tendenser.
I den anden treårsperiode stod sammenstødet mellem de forskellige tendenser inden for Ruslands borgerlige udvikling ikke på dagsordenen, thi begge disse tendenser blev undertrykt af »uroksen«, skubbet i baggrunden, kuet og kneblet for nogen tid. De middelalderlige urokser ikke alene fyldte pladserne i forgrunden, men fyldte også meget brede lag i det borgerlige samfund med vekhi-ånd, forsagthedens og frafaldets ånd. Hvad der viste sig på overfladen, var ikke sammenstødet mellem to metoder til omdannelse af det gamle, men opgivelse af troen på nogen som helst omdannelse, en »ydmyghedens« og »angerens« ånd, en begejstring for antisociale lærdomme, mysticisme blev mode osv.
Og dette usandsynligt bratte omsving var ikke en tilfældighed eller resultatet af et rent »ydre« tryk. Den foregående periode havde bragt et sådant røre i de lag af befolkningen, som gennem generationer, gennem århundreder ikke havde beskæftiget sig med og stod fremmede over for politiske problemer, at det naturligt og uundgåeligt måtte komme til en »omvurdering af alle værdier«, en ny fordybelse i de grundlæggende problemer, en ny interesse for teorien, for det elementære, for et studium fra grunden af. De millioner, der pludselig var blevet vækket af en langvarig søvn, pludselig var blevet stillet over for problemer af største betydning, kunne ikke længere holde sig på dette niveau, men måtte have et pusterum, vende tilbage til de elementære problemer og gennemgå en ny forberedelsesperiode, som kunne hjælpe dem med at »fordøje« de uhørt rige erfaringer, de havde gjort, og derved gøre det muligt for langt bredere masser igen at rykke frem, og nu langt mere støt, bevidst, sikkert og udholdende.
Den historiske udviklings dialektik viste sig at være sådan, at det i den første periode var virkeliggørelsen af øjeblikkelige reformer inden for alle livets områder, der stod på dagsordenen, mens det i den anden periode drejede sig om at bearbejde erfaringerne, få bredere lag til at tilegne sig dem og få dem til at trænge ned i undergrunden, hvis man kan udtrykke sig sådan, til de forskellige klassers tilbageblevne lag.
Netop fordi marxismen ikke er et dødt dogme, ikke er en afsluttet, fiks og færdig, uforanderlig lære, men en levende vejledning til handling, netop derfor måtte den nødvendigvis afspejle den forbavsende bratte forandring af samfundslivets vilkår. Denne forandring genspejledes som dybtgående opløsning, virvar, diverse svingninger, kort sagt som en meget alvorlig indre krise i marxismen. Det blev igen en bydende nødvendighed at sætte sig til energisk modværge mod denne opløsning og føre en energisk og hårdnakket kamp for marxismens grundlag. Meget brede lag af de klasser, der ikke kan komme uden om marxismen ved formuleringen af deres opgaver, har i den foregående periode tilegnet sig marxismen yderst ensidigt og forvansket, har lært nogle »paroler« og nogle svar på taktiske problemer udenad uden at forstå de marxistiske kriterier på disse svar. »Omvurderingen af alle værdier« inden for samfundslivets forskellige områder har ført til en »revision« af marxismens mest abstrakte og almene filosofiske grundsætninger. Indflydelsen fra den borgerlige filosofi i dens forskelligartede idealistiske afskygninger ytrede sig i den machistiske sot blandt marxisterne. Gentagelsen af udenadlærte, men ikke forståede, ikke gennemtænkte »paroler« har givet tomme fraser en så stor udbredelse, at resultatet i virkeligheden er blevet fuldstændigt umarxistiske, småborgerlige strømninger, som f.eks. den åbenlyse eller fordækte »otsovisme« [2] eller anerkendelsen af otsovismen som en »legitim afskygning« af marxismen.
På den anden side har vekhismens ånd, denne frafaldets ånd, der har fået tag i bourgeoisiets bredeste lag, fået indpas i den strømning, der søger at lede marxismens teori og praksis ind i »mådeholdets og velanstændighedens« kanaler. Det eneste, der er blevet tilbage af marxismen her, er fraseologien, der tilslører de af liberal ånd gennemsyrede betragtninger over »hierarki«, »hegemoni« osv. Det hører selvfølgelig ikke til de opgaver, denne artikel stiller sig, at tage disse betragtninger op til undersøgelse. Det er tilstrækkeligt at pege på dem for at illustrere, hvad der ovenfor er sagt om den dybtgående krise, som marxismen gennemgår og om den forbindelse, der består mellem den og hele den samfundsøkonomiske situation i den periode, vi gennemlever. Det er umuligt at løbe fra de problemer, denne krise rejser. Intet er skadeligere og mere principløst end forsøgene på at klare dem ved hjælp af fraser. Intet er vigtigere end at forene alle de marxister, der er klar over, hvor dybtgående krisen er, og hvor nødvendigt det er at bekæmpe den, til forsvar for marxismens teoretiske principper og grundlæggende sætninger, som forvanskes fra diametralt modsatte sider ved at udbrede borgerlig indflydelse til marxismens forskellige »medløbere«.
Den forrige treårsperiode har løftet brede lag op til bevidst deltagelse i samfundslivet, og disse lag begynder nu, ikke sjældent for første gang, for alvor at stifte bekendtskab med marxismen. Den borgerlige presse afstedkommer af den grund betydelig mere forvirring end før og udbreder den til større kredse. Opløsningen inden for marxismens rækker er under disse for hold særlig farlig. At forstå årsagerne til, at denne opløsning er uundgåelig i den tid, vi lever i, og at slutte sig sammen til konsekvent kamp mod den er derfor i ordets bogstaveligste forstand tidens opgave for marxisterne.
1. Vekhister – se se note 4 til artiklen Lev Tolstoj. – S. 53.
2. »Otsovisme« – (af russisk otsyvatj = tilbagekalde). Otsovisterne var en opportunistisk gruppe blandt socialdemokraterne i 1908. De forlangte med mange revolutionære fraser, at de socialdemokratiske medlemmer af den 3. duma skulle træde ud af denne, og at partiet skulle ophøre at arbejde i legale organisationer som fagforeninger, kooperationer osv. – S. 55.
Sidst opdateret 6.7.2013