Trykt i bladet Rabotjaja Gaseta nr. 1 den 30. oktober (12. november) 1910. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 19, s. 416-424
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 186-191, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Fem år er gået siden Ruslands arbejderklasse i oktober 1905 rettede det første kraftige slag mod det tsaristiske selvherskerdømme. Proletariatet rejste i disse store dage millioner af arbejdende til kamp mod deres undertrykkere. Det tilkæmpede sig på nogle måneder i 1905 sådanne forbedringer, som arbejderne i årtier forgæves havde ventet af »dem deroppe«. Proletariatet skaffede hele det russiske folk, omend kun i en kort tid, en i Rusland hidtil ukendt presse-, forsamlings- og foreningsfrihed. Det fejede Bulygins fusk af en duma af vejen, tvang tsaren til at udstede manifestet om forfatningen og gjorde det en gang for alle umuligt at regere Rusland uden repræsentative institutioner.
Proletariatets store sejre viste sig at være halve sejre, fordi den tsaristiske magt ikke blev styrtet. December-opstanden endte med et nederlag, og det tsaristiske selvherskerdømme begyndte at afskaffe arbejderklassens erobringer en for en, efterhånden som dens stormløb svækkedes, efterhånden som massernes kamp aftog. I 1906 var arbejderstrejkerne, bonderejsningerne og soldaterurolighederne langt svagere end i 1905, men var dog stadig meget stærke. Tsaren opløste den første duma, i hvis tid folkets kamp på ny begyndte at udvikle sig, men han vovede ikke straks at ændre valgloven. I 1907 aftog arbejdernes kamp yderligere, og da tsaren havde opløst den anden duma, gennemførte han sit statskup (af 3. juni 1907), han brød alle sine højtidelige løfter om ikke at udstede love uden dumaens samtykke og ændrede valgloven således, at flertallet i dumaen med sikkerhed tilfaldt godsejerne og kapitalisterne, de Sorte Hundreders parti og deres drabanter.
Både sejre og nederlag i revolutionen gav det russiske folk en stor historisk lære. Idet vi fejrer femårsdagen for 1905, må vi bestræbe os på at klargøre os denne læres vigtigste bestanddele.
En første og grundlæggende lære er, at kun en revolutionær kamp fra massernes side formår at hidføre nogenlunde betydelige forbedringer i arbejdernes liv og i statens styrelse. Hverken de dannedes »sympati« med arbejderne eller individuelle terroristers heroiske kamp kunne på nogen måde rokke ved det tsaristiske selvherskerdømme og kapitalisternes almagt. Kun arbejdernes egen kamp, kun millionmassernes fælles kamp kunne gøre dette, og da denne kamp aftog, begyndte der øjeblikkelig en afskaffelse af det, arbejderne havde vundet. Den russiske revolution bekræftede det, hvorom der synges i den internationale arbejdersang:
»Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
og gør os selv af åget fri.« [1]
En anden lære er, at det ikke er nok at rokke, at begrænse den tsaristiske magt. Den må tilintetgøres. Så længe den tsaristiske magt ikke er tilintetgjort, vil tsarens indrømmelser altid være ustabile. Tsaren gav indrømmelser, så længe revolutionens stormløb forstærkedes, og tog alle indrømmelserne tilbage, da stormen aftog. Kun når en demokratisk republik erobres, når den tsaristiske magt styrtes og magten lægges i folkets hænder, kan Rusland befries fra embedsmændenes vold og vilkårlighed, fra de Sorte Hundreders og oktobristernes duma, fra godsejernes og godsejerdrabanternes almagt i landsbyen. Når bøndernes og arbejdernes trængsler nu efter revolutionen er blevet endnu tungere end før, så er det prisen for, at revolutionen var for svag, at den tsaristiske magt ikke blev styrtet. Året 1905 og derpå de to første dumaer og deres opløsning lærte folket overmåde meget, lærte det fremfor alt at kæmpe i fællesskab for de politiske krav. Folket, der var vakt til politisk liv, krævede først indrømmelser af selvherskerdømmet: at tsaren skulle indkalde dumaen, at tsaren skulle udskifte de gamle ministre med nye, at tsaren skulle »give« almindelig valgret. Men selvherskerdømmet gik ikke med til og kunne ikke gå med til sådanne indrømmelser. På anmodningen om indrømmelser svarede selvherskerdømmet med bajonetter. Og da begyndte folket at blive sig nødvendigheden af kamp mod selvherskerdømmets magt bevidst. Nu så at sige hamrer Stolypin og den sorte herreduma med endnu større kraft denne forståelse ind i hovedet på bønderne. Hamrer den ind og slår den fast.
Det tsaristiske selvherskerdømme har også på sin side draget lære af revolutionen. Det har set, at man ikke kan forlade sig på bøndernes tro på tsaren. Det styrker nu sin magt ved at alliere sig med de Sorte Hundreders godsejere og oktobristernes fabrikanter. For at styrte det tsaristiske selvherskerdømme behøves nu et langt kraftigere stormløb fra den revolutionære massekamps side end i 1905.
Er et sådant langt kraftigere stormløb muligt? Svaret på dette spørgsmål fører os ind på den tredje og vigtigste lære af revolutionen. Denne lære består i, at vi har set, hvorledes de forskellige klasser i det russiske folk optræder. Indtil 1905 forekom det mange, at hele folket i lige grad stræber efter frihed og ønsker en ligeartet frihed, i hvert fald havde det uhyre flertal ikke nogen klar forståelse af, at de forskellige klasser i det russiske folk stiller sig forskelligt til kampen for friheden og stiler efter en uligeartet frihed. Revolutionen spredte tågen. I slutningen af 1905 og derefter i den første og anden dumas tid trådte alle klasser i det russiske samfund åbent frem. De viste, hvordan de virkelig er, de afslørede, hvad der er deres virkelige bestræbelser, hvad de kan kæmpe for, og hvor kraftigt, ihærdigt og energisk de formår at kæmpe.
Fabrikkernes og værkernes arbejdere, industriproletariatet, førte en yderst beslutsom og yderst ihærdig kamp mod selvherskerdømmet. Proletariatet begyndte revolutionen med den 9. januar og med massestrejker. Proletariatet førte kampen igennem til det sidste, efter at det havde rejst sig til væbnet opstand i december 1905, til forsvar for bønderne, der forfulgtes med kugler, prygl og tortur. Antallet af strejkende arbejdere i 1905 var ca. tre millioner (og med jernbanemændene, postfunktionærerne osv. sikkert op mod fire millioner), i 1906 en million, i 1907 – 3/4 million. Verden har aldrig tidligere oplevet en så stærk strejkebevægelse. Det russiske proletariat viste, hvilke vældige ubrugte kræfter, der ligger i arbejdermasserne, når en virkelig revolutionær krise modnes. Strejkebølgen i 1905, den største i verden, udtømte langtfra hele proletariatets kampkraft. F. eks. var der i Moskvas fabriksområde 567.000 fabriks- og bedriftsarbejdere og 540.000 strejkende, men i Petersborg var der 300.000 fabriks- og bedriftsarbejdere og 1 million strejkende. Det vil sige, at arbejderne i Moskva-området endnu ikke havde udviklet en nær så stor energi i kampen som Petersborgs arbejdere. Men i Lifland-guvernementet (byen Riga) var der på 50.000 arbejdere 250.000 strejkende, det vil sige, at hver arbejder i gennemsnit strejkede mere end fem gange i 1905. På nuværende tidspunkt er der i hele Rusland mindst 3 millioner fabriksarbejdere, minearbejdere og jernbanemænd, og dette antal vokser hvert år, med en styrke i bevægelsen som i Riga i 1905 kunne de stille en hær på 15 millioner strejkende.
Over for et sådant stormløb ville ingen tsaristisk magt kunne holde stand. Men enhver forstår, at et sådant stormløb ikke kan fremkaldes kunstigt, efter socialisternes eller de fremskredne arbejderes ønske. Et sådant stormløb er kun muligt, når hele landet gribes af krise, forbitrelse, revolution. For at forberede et sådant stormløb må man drage de mest tilbagestående arbejderlag ind i kampen, år efter år gøre et ihærdigt, bredt anlagt og støt propagandistisk, agitatorisk og organisatorisk arbejde, skabe og befæste enhver form for sammenslutninger og organisationer i proletariatet.
I kampkraft stod Ruslands arbejderklasse forrest af alle klasser i det russiske folk. Selve arbejdets livsbetingelser gør dem skikkede til kamp og driver dem til kamp. Kapitalen samler arbejderne i store masser i storbyer, slutter dem sammen, oplærer dem til fælles handlinger. For hvert eneste skridt står arbejderen ansigt til ansigt med sin hovedfjende — kapitalisternes klasse. I kamp mod denne fjende bliver arbejderen socialist, han kommer til bevidsthed om, at der må ske en fuldstændig ombygning af hele samfundet, en fuldstændig afskaffelse af al fattigdom og al undertrykkelse. Når arbejderne er blevet socialister, kæmper de med grænseløs dristighed mod alt, hvad der står dem i vejen, og først og fremmest mod den tsaristiske magt og de feudale godsejere.
Også bønderne deltog i revolutionen og gik i kamp mod godsejerne og mod regeringen, men deres kamp var langt, langt svagere. Man kan regne med, at af fabrikkernes arbejdere deltog flertallet (op mod 3/5) i den revolutionære kamp, i strejkerne, men af bønderne utvivlsomt kun et mindretal: sikkert ikke mere end en femtedel eller en fjerdedel. Bønderne kæmpede mindre ihærdigt, mere spredt, mindre bevidst, undertiden håbede de stadig på lillefar tsarens godhed. I 1905–1906 satte bønderne egentlig kun lidt skræk i livet på tsaren og godsejerne. Men de skal ikke have en skræk i livet, de skal tilintetgøres, deres regering – den tsaristiske regering – skal fjernes fra Jordens overflade. Nu bestræber Stolypin og den sorte duma, godsejernes duma, sig for at gøre de rige bønder til nye godsejergårdmænd, til forbundsfæller for tsaren og de Sorte Hundreder. Men jo mere tsaren og dumaen hjælper de rige bønder til at ruinere bøndernes masse, des mere bevidst bliver denne masse, des mindre vil den bevare troen på tsaren, livegne slavers tro, forkuede og uvidende menneskers tro. Hvert år bliver der flere og flere landarbejdere i landsbyen – de kan ikke søge redning andre steder end i forbund med byarbejderne til fælles kamp. Hvert år bliver der flere og flere ruinerede, ludfattige og udsultede bønder i landsbyen – af dem vil millioner og atter millioner, når byproletariatet rejser sig, skride til en mere resolut, mere sluttet kamp mod tsaren og godsejerne.
I revolutionen deltog også det liberale bourgeoisi, dvs. de liberale godsejere, fabrikanter, advokater, professorer osv. De udgør »folkefriheden«s parti (K.-D., kadetterne). De lovede folket mangt og meget og gjorde stor stads af friheden i deres aviser. De havde flertallet af deputerede i den første og anden duma. De vinkede med løfter om, at man »ad fredelig vej« ville opnå frihed, de fordømte arbejdernes og bøndernes revolutionære kamp. Bønderne og mange af bøndernes deputerede (trudovikerne) troede på disse løfter og fulgte ydmygt og lydigt de liberale og stillede sig uden for proletariatets revolutionære kamp. Heri bestod bøndernes største fejl (og mange byboeres fejl) under revolutionen. Med den ene hånd og meget, meget sjældent bistod de liberale kampen for friheden, men den anden hånd havde de altid udstrakt mod tsaren, de lovede ham at bevare og styrke hans magt, at forlige bønderne med godsejerne, at »pacificere« de »rasende« arbejdere.
Da revolutionen nåede frem til den afgørende kamp mod tsaren, til decemberopstanden 1905, begik de liberale alle som en et gement forræderi mod folkets frihed, de svigtede kampen. Det tsaristiske selvherskerdømme benyttede sig af de liberales forræderi mod folkefriheden og af uvidenheden blandt bønderne, der i stort tal troede på de liberale, og knuste de revolterende arbejdere. Men da proletariatet var slået ned, kunne ingen duma, ingen af kadetternes pæne taler, ingen af deres løfter afholde tsaren fra at tilintetgøre alle rester af frihed, at genoprette selvherskerdømmet og de feudale godsejeres almagt.
De liberale stod bedragne tilbage. Bønderne havde fået en hård, men gavnlig lære. Der bliver ingen frihed i det russiske land, så længe folkets brede masser tror på de liberale, tror på muligheden af »fred« med tsarmagten, stiller sig uden for arbejdernes revolutionære kamp. Ingen magt på Jorden vil kunne afværge frihedens komme i Rusland, når byproletariatets masse rejser sig til kamp, skyder de vaklende og forræderiske liberale til side og drager landarbejderne og de forarmede bønder med sig.
Og at Ruslands proletariat vil rejse sig til en sådan kamp, at det på ny vil stille sig i spidsen for revolutionen – derfor borger hele Ruslands økonomiske situation og al erfaring fra de revolutionære år.
For fem år siden tilføjede proletariatet det tsaristiske selvherskerdømme det første slag. Frihedens første stråler strejfede det russiske folk. Nu er det tsaristiske selvherskerdømme atter oprettet, atter hersker og regerer feudalherrerne, atter øves der overalt vold mod arbejderne og bønderne, alle vegne tynger myndighedernes asiatiske despotisme og afskyelige misregimente folket. Men de dyre lærepenge er ikke forgæves. Det russiske folk er ikke det samme, som det var i 1905. Proletariatet lærte det at kæmpe. Proletariatet vil føre det til sejr.
1. Da den danske oversættelse af denne linje i Internationale (»vor folkeret forlanger vi«) er upræcis og ikke passer til Lenins fremstilling, er linjen her i overensstemmelse med den russiske oversættelse ændret til: »og gør os selv af åget fri«. – S. 187.
Sidst opdateret 26.6.2013