Trykt i bladet Proletarij nr. 21, den 13. (26.) februar 1908.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 13-19, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
Chauvinisterne arbejder. Der udspredes hårdnakkede rygter om, at japanerne ruster, at de har koncentreret 600 bataljoner i Manchuriet til et angreb på Rusland. Det siges, at Tyrkiet ruster energisk for endnu i dette forår at erklære Rusland krig. Der skal være forberedelser i gang til et oprør i Kaukasus med det formål at skille dette område fra Rusland (nu mangler vi blot, at der også bliver skreget op om polakkernes planer!). Hetzen mod Finland ophidses med skrøner om finske rustninger. Der føres en hårdnakket kampagne mod Østrig i anledning af, at der bygges en jernbane i Bosnien. Den russiske presses angreb på Tyskland vokser i styrke, fordi Tyskland efter sigende ophidser Tyrkiet mod Rusland. Denne kampagne føres ikke blot i den russiske, men også i den franske presse – om hvilken en socialdemokrat i dumaen for nylig meget à propos kunne berette, at den var bestukket af den russiske regering.
Den del af den vesteuropæiske presse, der kan tages alvorligt, vægrer sig ved at tage hele denne kampagne for et journalistisk fantasiprodukt eller for et sensationsnummer. Nej, det er øjensynligt, at der fra de »herskende kredse« – læs: fra den reaktionære tsaristiske regering eller fra en hemmelig hofklike i stil med det berygtede »stjernekammer« [1] – udgår en ganske klar parole, at der herfra føres en systematisk »linje«, at der er lagt en »ny kurs«. Den udenlandske presse ser en direkte forbindelse mellem denne chauvinistiske kampagne og den kendsgerning, at alle de dumamedlemmer, der ikke er medlemmer af dumaens komité vedrørende statens forsvar, blev forment adgang til denne komité, altså ikke alene de revolutionære partiers medlemmer, men også kadetternes: det siges endog, at den russiske regering vil præstere højdepunktet af sin forhånelse af »konstitutionalismen« ved ikke at anmode hele dumaen, men kun den af reaktionære elementer og oktobrister sammensatte komité om bevillinger til grænsebefæstningerne.
Her er nogle citater fra europæiske, alt andet end socialistiske aviser, som ikke kan mistænkes for at nære optimisme med hensyn til den russiske revolution:
»De tyske sejre over Frankrig (i 1870) optændte, som Bismarck engang bemærkede, de russiske officerers ærgerrighed, og de rakte også hånden ud efter militære laurbær. Af politiske, religiøse og historiske grunde forekom Tyrkiet dem at være et særlig egnet objekt for dette formål (krigen med Tyrkiet 1877-78). De samme anskuelser næres åbenbart også nu af visse kredse i Rusland, der har glemt erfaringerne fra den japanske krig og ikke forstår deres lands sande tarv. Da der ikke mere er »brødre« at befri på Balkan, må man finde på nye midler til at påvirke den offentlige mening i Rusland. Og disse midler er sandt at sige endnu mere klodsede, end de var i sin tid: man ønsker at skabe det indtryk, at Rusland er omgivet af indre og ydre fjender.«
»De herskende kredse i Rusland vil gøre et forsøg på at styrke deres stilling med de gamle midler: de vil derfor med magt undertrykke frihedsbevægelsen inde i landet og lede folkets opmærksomhed bort fra de sørgelige indre forhold ved at vække nationalistiske følelser og ved at fremkalde diplomatiske konflikter, hvis konsekvenser ingen kan overse.«
Hvilken betydning har nu denne nye chauvinistiske linje i det kontrarevolutionære selvherskerdømmes politik? Efter Tsusima og Mukden kan kun folk, der definitivt har mistet fodfæstet, indlade sig på en sådan politik. Det forsøg, som er gjort under to års reaktion, har trods alle anstrengelser ikke skabt en blot nogenlunde pålidelig indre støtte for de Sorte Hundreders [2] selvherskerdømme, de har ikke skabt nye klasseelementer, som økonomisk er i stand til at forny selvherskerdømmet. Og uden dette er ingen brutalitet og intet raseri fra kontrarevolutionens side i stand til at opretholde det nuværende politiske system i Rusland.
Både Stolypin, de Sorte Hundreders godsejere og oktobristerne [3] forstår, at de ikke kan holde sig ved magten uden at de skaber en ny klassestøtte. Derfor går deres politik ud på fuldstændigt at ruinere bønderne og slå landsbyfællesskabet [4] i stykker med magt for at give kapitalismen fri bane inden for landbruget, koste hvad det vil. De russiske liberale, de lærdeste, de mest kultiverede, de mest »humane« – som f.eks. professorerne fra Russkije Vedomosti [5] – viser sig i denne henseende at være langt mere stupide end folk som Stolypin. »Det vil ikke forbavse,« skriver den nævnte avis i sin leder fra 1. februar, »hvis slavofilerne, [6] som endnu i går var tilhængere af landsbyfællesskabet, støtter ministeriet, når f.eks. de provisoriske november-reglers skæbne skal afgøres og dermed ministeriets forsøg på at ødelægge landsbyfællesskabet ved at overlade jorden til de enkelte bønder som disses personlige ejendom... Det er endog tænkeligt, at de defensive mål, der er fælles for dumaens konservative flertal og ministeriet, kan få dem begge til at sætte sig mere aggressive mål end de berømte forordninger fra 1906... Vi ser et forbavsende billede: den konservative regering forbereder med de konservative partirepræsentanters hjælp en radikal reform af landbrugsforholdene – et område, der mindst af alt egner sig til bratte omvæltninger – og beslutningen om at gennemføre denne radikale forholdsregel hviler på abstrakte betragtninger om, at den ene ejendomsform må foretrækkes for den anden.«
Vågn op, hr. professor – ryst den forældede narodnismes arkivstøv af Dem – se på, hvad to års revolution har udrettet. Stolypin har sejret over Dem, ikke blot med fysisk kraft, men også fordi han rigtigt har forstået, hvad den økonomiske udvikling ganske håndgribeligt kræver, nemlig at den gamle jordbesiddelse sønderbrydes med magt. Det store »skred«, som revolutionen uigenkaldeligt har medført, består i, at de Sorte Hundreders selvherskerdømme tidligere kunne støtte sig på middelalderlige former for jordbesiddelse, men nu er nødt til – ubetinget og uigenkaldeligt er nødt til – med feberagtig hast at arbejde på at tilintetgøre dem. Selvherskerdømmet har nemlig forstået, at hvis de gamle tilstande i jordbesiddelsen ikke bliver sønderbrudt, så er den ingen udvej af den modsigelse, som er den mest dybtgående forklaring på den russiske revolution: på den ene side de mest forældede former for jordbesiddelse og den mest primitive bondebefolkning, på den anden side den mest moderne industri- og finanskapitalisme!
I er altså tilhængere af Stolypins jordlovgivning? spørger narodnikkerne os forfærdet. På ingen måde! Bare rolig! Vi er afgjort mod alle former for gammel jordbesiddelse i Rusland, både godserne og bondeparcellerne. Vi går afgjort ind for, at man med magt sønderbryder disse rådne og rådnende fortidslevninger, der forgifter alt nyt, – vi går ind for en borgerlig nationalisering af jorden som den eneste konsekvente parole i den borgerlige revolution, den eneste forholdsregel, der retter hele den historisk nødvendige sønderbrydnings brod mod godsejerne, idet den bidrager til at udskille frie jordbrugere af bondemassen.
Den russiske borgerlige revolutions særkende er, at det er de Sorte Hundreder og bønderne sammen med arbejderne, der gennemfører en revolutionær politik i revolutionens hovedspørgsmål, landbrugsspørgsmålet. De liberale advokater og professorer forfægter derimod noget aldeles livsfjernt, tåbeligt og utopisk: en forsoning af to diametralt modsatte, uforenelige metoder til sønderbrydning af det udlevede og tilmed en sådan forsoning, at der slet ikke bliver nogen sønderbrydning. Enten en sejr for bonderejsningen og en fuldstændig sønderbrydning af den gamle jordbesiddelse til fordel for den af revolutionen fornyede bondebefolkning, dvs. konfiskation af godsejernes jord og indførelse af republik. Eller en stolypinsk sønderbrydning, som også fornyer, virkelig fornyer og tilpasser den gamle jordbesiddelse til de kapitalistiske forhold, men udelukkende i godsejernes interesse, mens bondemasserne må bøde med grænseløs forarmelse, voldelig fordrivelse fra landsbyerne, ejendomsberøvelse, sultedød, og hele blomsten af bondeungdommen udryddes ved hjælp af fængsel, forvisning, skydning og tortur. Det er ikke let for et mindretal at gennemføre en sådan politik over for et flertal, men økonomisk er den ikke umulig. Vi må hjælpe folket med at gøre sig dette klart. Derimod er et forsøg på ved hjælp af en pertentlig reform, ad fredelig vej, uden magtanvendelse at slippe ud af det uendelig sammenfiltrede væv af middelalderlige modsigelser, som er skabt i løbet af den russiske histories århundreder, en helt tåbelig drøm, som kun forbenede »mennesker i futteral« [7] kan drømme. Den økonomiske nødvendighed vil ubetinget fremkalde og vil ubetinget gennemføre en særdeles »brat omvæltning« af landbrugsforholdene i Rusland. Det historiske spørgsmål er kun, om den gennemføres af godsejerne under tsarens og Stolypins ledelse, eller af bondemasserne under proletariatets ledelse.
»Samling af oppositionen« – lyder dagens tekst i den russiske politiske presse. Politiets og Stolypins organ Rossija triumferer: »Samling? Kadetterne [8] er altså også revolutionære. Gå løs på kadetterne!« Kadetternes Retj, [9] der er gennemsyret af embedsmandens ønske om at bevise, at kadetterne kan være nøjagtig lige så moderate som oktobristerne, spiller fornærmet, udgyder strømme af »moralsk« harme over de samvittighedsløse forsøg på at beskylde det for at være revolutionært og erklærer: Vi ser naturligvis med sympati på en samling af oppositionen, men denne samling må være en bevægelse »fra venstre til højre« (lederen fra 2. februar). »Vi har lært af politiske fejl og skuffelser. Når en opposition slutter sig sammen, sker det ganske naturligt på grundlag af det minimumsprogram, som det mest moderate af de partier, der indgår i oppositionen, har opstillet.«
Dette program er fuldstændig klart: Min betingelse er den borgerlige liberalismes hegemoni, siger kadetterne – på samme måde som Falloux i 1871 sagde til Thiers, da denne bad ham om støtte: Min betingelse er monarkiet.
Stolitjnaja potjta [10] er klar over, at det er generende og skammeligt at sige den slags ting rent ud, og er derfor »ikke enig« med Retj, men nøjes med tågede hentydninger til »stemningen i tiden før oktober« [11] (den forbandede censur forhindrer et klart politisk program!) og opfordrer i realiteten til at slå en handel af. Meningen er denne: Retj vil føre an, de revolutionære vil føre an (i den nye samling); skal der så ikke falde lidt af til mig som den hæderlige mægler?
»Samling« – vi sympatiserer fuldt ud med denne parole, især når man samtidig kommer med hentydninger – selv om det kun er hentydninger! – til »stemningen i tiden før oktober«. Der er bare det, at historien ikke gentager sig, kære salonpolitikere. Og erfaringerne fra »tre års historie« kan ingen magt på jorden fjerne fra de forskellige klassers bevidsthed. Disse erfaringer er usædvanlig righoldige, både i deres positive indhold (formerne, karakteren, betingelserne for sejren i den massekamp, som arbejderne og bønderne førte i 1905) og i deres negative indhold (to dumaers sammenbrud, dvs. de konstitutionelle illusioners og kadethegemoniets sammenbrud).
Hvis man systematisk vil studere, gennemtænke og tilegne sig disse erfaringer og bringe dem ud til masserne – så vær så god! Vi går ubetinget ind for en »samling« – for en samling til ubarmhjertig kamp mod revolutionens renegater. Synes De ikke om det? Så skilles vore veje.
Den gamle parole »fra tiden før oktober« (»en konstituerende forsamling«) er god, og (M-d-m fra samleværket Nasja Mysl [12] bedes ikke tage os det ilde op!) vi kasserer den ikke. Men den er utilstrækkelig. Den er for formel. Den tager ikke hensyn til, hvordan tilværelsen praktisk stiller de akutte problemer. Vi vil supplere den med de tre store års erfaringer. Vort »minimumsprogram«, »programmet for vor samling« er enkelt og klart: 1) konfiskation af al godsejerjord; 2) republik: Den konstituerende forsamling, vi har brug for hertil, skal være sådan, at den magter dette.
De to dumaers, de to kadetdumaers historie har med slående anskuelighed vist, at den virkelige kamp mellem samfundets kræfter – den kamp, som man ikke altid har haft et åbent blik for, som ikke altid har vist sig på overfladen, men altid har haft en afgørende indflydelse på udgangen af alle betydende politiske situationer og altid har gjort kort proces med de taskenspillerkunster, som de naive og samtidig durkdrevne dilettanter i »konstitutionalisme« udførte – at denne kamp ene og alene drejede sig om de to ovennævnte »objekter«. Det er ikke abstrakte teorier, men vore folkemassers reelle kamperfaringer under det russiske godsejerbårne selvherskerdømmes reelles vilkår, som i praksis har vist os, at netop disse paroler er uundgåelige. Vi foreslår alle, der kan slutte sig til dem, at »marchere adskilt«, men »slå samlet«, slå den fjende, der hærger Rusland og myrder tusinder af Ruslands bedste mænd.
»De kommer til at stå alene med et sådant program for en samling.« Det er ikke sandt.
Læs de taler, som de partiløse bønder holdt i de første to dumaer, og De vil forstå, at vort program for en samling kun formulerer deres ønsker, deres fornødenheder og de elementære og nødvendige slutninger, der må drages af disse fornødenheder. Mod dem, der ikke forstår disse fornødenheder – lige fra kadetterne til Pesjekhonov (han går også ind for »samling« i Moskva, efter hvad vi hører derfra) – mod dem vil vi føre krig i »samlingens« navn.
Det bliver en hårdnakket krig. Vi forstod at arbejde år efter år på at forberede revolutionen. Ikke for ingenting kaldte man os de klippefaste. Socialdemokraterne har opbygget et proletarisk parti, som ikke taber modet over, at det første væbnede stormløb mislykkes, som ikke taber hovedet og ikke lader sig rive med til eventyr. Dette parti er på vej til socialismen uden at binde sig og sin skæbne til udfaldet af den eller den periode af borgerlige revolutioner. Derfor er det også fri for de borgerlige revolutioners svage sider. Og dette proletariske parti er på vej til sejren.
1. »Stjernekammer« – øgenavn for den russiske hofkamarilla; der hentydes til den af den engelske kong Henrik VII i 1487 indstiftede politiske domstol Star Chamber, der kaldtes således, fordi retssalens loft var prydet af stjerner. – S. 13.
2. Sorte Hundreder – bander organiseret af tsarens politi til bekæmpelse af den revolutionære bevægelse. Banderne snigmyrdede revolutionære, overfaldt progressive intellektuelle og foranstaltede antisemitiske pogromer. Senere betegnelse for yderligere reaktionære, chauvinister og monarkister. – S. 14.
3. Oktobrister – medlemmer af Forbundet af 17. oktober, et parti, der opstod efter offentliggørelsen af tsarens manifest af 17. oktober 1905. I manifestet lovede tsaren af frygt for den stigende revolutionsbølge at indføre »borgerlig frihed«. Partiet repræsenterede storindustriens folk og kapitalistiske godsejere. Ledere var industrimanden og boligspekulanten A. I. Gutjkov og storgodsejeren M. Y. Rodsjanko. Oktobristerne støttede tsardømmet og blev regeringsparti i 1906. – S. 15.
4. Stolypins landbrugspolitik gik ud på at skabe en klasse af selvstændige storbønder som støtte for tsaren. Et direkte resultat af Stolypins landbrugspolitik var, at bønderne i stort tal forarmedes, mens kulakkerne berigede sig. Landdistrikterne prægedes dengang af, at herremændene havde bevaret deres uindskrænkede magt, at kulakbrugene styrkedes, at middelbøndernes vældige masse forarmedes, og at antallet af jordløse bønder steg. Også tsarismens forsøg på at tilsløre modsætningerne på landet ved at flytte flere millioner bønder fra det europæiske Rusland til Sibirien spillede fallit. Masser af bønder, der havde solgt alt, hvad de ejede for at flytte til Sibirien, vendte forbitrede hjem igen efter at have tabt alt.
Modsætningerne på landet blev dybere og skarpere. Bøndernes hovedfjende var nu som før herremanden. Men spliden mellem kulakker og fattigbønder tog til. I 1911 opstod der en frygtelig hungersnød, der berørte op imod 30 millioner bønder. Forholdene på landet var et uimodsigeligt vidnesbyrd om Stolypin-politikkens sammenbrud. – S. 15.
5. Russkije Vedomosti (Russiske Efterretninger) – udkom i Moskva siden 1863, moderat liberalt. I 80’erne og 90’erne var flere demokratiske skribenter medarbejdere ved bladet (M. J. Saltykov-Sjtjedrin, G. I. Uspenskij, V. G. Korolenko m. fl.), og det bragte bidrag af liberale narodnikker. Efter 1905 blev bladet organ for det borgerlige kadetpartis højre fløj. Lenin påpegede, at Russkije Vedomosti var en ejendommelig kombination af »højreorienterede kadetsynspunkter og narodnikisk fernis« (Samlede Værker, 5. udg. bd. 23, s. 193, russ.) I 1918 blev Russkije Vedomosti standset tillige med andre kontrarevolutionære blade. – S. 15.
6. Slavofiler – ideologisk retning inden for den russiske intelligens omkring midten af det forrige århundrede. Slavofilerne tog kampen op mod den voksende vesteuropæiske indflydelse i det russiske samfundsliv. Politisk forherligede de det russiske livegenskab, og deres indflydelse skyldtes adelens frygt for en bonderevolution. Efter livegenskabets ophævelse i 1861 mistede de indflydelse. – S. 15.
7. Mennesker i futteral – her sigtes til en fortælling af Tjekhov: Mennesket I Futteral. Betegner en snæversynet småborger, der afskyr initiativ og forandring. – S. 17.
8. Kadetterne – navnet er dannet af forbogstaverne k-d i ordene Konstitutionelt-Demokratisk Parti, som dannedes i oktober 1905 af repræsentanter for det liberale, monarkistisk sindede bourgeoisi, godsejere og borgerlige intellektuelle bl.a. P. N. Miljukov, S. A. Muromtsev, V. A. Maklakov, A. J. Sjingarov, P. B. Struve og F. I. Roditjev. – S. 17.
9. Retj (Tale) – dagblad i St. Petersborg fra 23. februar (8. marts) 1906; hovedorgan for kadetterne. Avisen blev forbudt af Petrograd-sovjettens militære revolutionskomité den 26. oktober (8. november) 1917. – S. 17.
10. Stolitjnaja potjta – dagblad, udgivet af trudovikgruppen. – S. 17.
11. »Stemningen i tiden før oktober« – i oktober 1905 udbrød der politiske massestrejker i hovedstaden St. Petersborg og opstand blandt soldaterne og matroserne i fæstningen Kronstadt. – S. 17.
12. M-d-m – førende bundist (jødisk socialdemokrat), der fremførte den tanke, at efter 1905-1907 revolutionens nederlag skulle de russiske socialdemokrater tage afstand fra sådanne revolutionære paroler som parolen om en Konstituerende Forsamling. – S. 18.
Sidst opdateret 5.7.2013