Skrevet i forvisning i slutningen af 1897. Trykt første gang i Geneve 1898 i brochureform. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 2, s. 433-470.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 1, s. 145-162, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 7. juli 2013.
Det er betegnende for anden halvdel af 90erne, at de russiske revolutionære problemer rejses og behandles langt livligere end tidligere. Opkomsten af et nyt revolutionært parti, Folkets Ret, [1] socialdemokraternes voksende indflydelse og fremgang, den indre revolution i Folkevilje-bevægelsen [2] – alt dette har såvel blandt socialisterne – intellektuelle og arbejdere – som i den illegale litteratur sat liv i drøftelsen af programspørgsmålene. Hvad den illegale litteratur angår, er det nok at pege på skrifterne Et Aktuelt Spørgsmål og Manifestet (1894) fra partiet Folkets Ret, på Flyveskrift fra Folkevilje-gruppen, på bladet Rabotnik /Arbejderen/, der udgives i udlandet af De Russiske Socialdemokraters Forbund, [3] på den voksende udgivelse af revolutionære brochurer i Rusland, hovedsagelig beregnet på arbejdere, på den agitatoriske virksomhed, som udfoldes af det socialdemokratiske Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse [4] i Skt. Petersborg i forbindelse med de berømte Petersborg-strejker i 1896 osv.
For tiden (slutningen af 1897) er det efter vor opfattelse særlig spørgsmålet om socialdemokraternes praktiske virksomhed, der trænger sig på. Vi understreger socialdemokratismens praktiske side, for den teoretiske side har øjensynlig allerede overstået den mest kritiske periode, hvor på den ene side modstanderne hårdnakket vægrer sig ved at forstå den og sætter stærkt ind for at undertrykke den nye retning straks fra begyndelsen, mens på den anden side socialdemokratismen med begejstring forsvarer sine grundsætninger. Nu står socialdemokraternes teoretiske anskuelser klart nok i de væsentlige hovedtræk. Det samme kan ikke siges om socialdemokratismens praktiske side, om dens politiske program, om dens arbejdsmetoder og om dens taktik. Netop her mener vi at der råder mange misforståelser og megen mangel på gensidig forståelse, hvad der hindrer en række revolutionære i fuldt ud at nærme sig socialdemokratismen, nemlig de revolutionære, der i teorien helt har vendt folkevilje-bevægelsen ryggen, og som i praksis enten, i kraft af tingenes logik, kommer til at propagandere og agitere blandt arbejderne, ja måske endda til at udføre deres virksomhed blandt arbejderne på klassekampens grund, eller søger at lægge specielt de demokratiske opgaver til grund for hele programmet og hele den revolutionære virksomhed. Hvis vi ikke tager fejl, passer den sidste karakteristik på de to revolutionære grupper, som i vore dage virker i Rusland ved siden af socialdemokraterne, nemlig tilhængerne af Folkeviljen og Folkets Ret.
Vi vil derfor mene, at der netop nu må gøres et forsøg på at udrede socialdemokratiets praktiske opgaver og at redegøre for de grunde, der får os til at anse dets program for det mest rationelle af de tre forhåndenværende programmer, mens vi anser indvendingerne imod det for i høj grad at bero på misforståelser.
Socialdemokraternes praktiske virksomhed har som bekendt til opgave at lede proletariatets klassekamp og organisere den i dens to ytringsformer: den socialistiske (kampen mod kapitalisternes klasse for at knuse klassesystemet og organisere et socialistisk samfund) og den demokratiske (kampen mod enevælden for at skaffe Rusland politisk frihed og demokratisere landets politiske og sociale tilstande). Vi sagde: som bekendt. For de russiske socialdemokrater har jo, lige fra de kom frem som en selvstændig social, revolutionær retning, altid ganske kategorisk peget på denne opgave for deres virksomhed, de har altid betonet, at proletariatets klassekamp har to ytringsformer og dobbelt indhold, de har altid hævdet, at der var en uløselig forbindelse mellem deres socialistiske og demokratiske opgaver – en forbindelse, som anskueligt kommer til udtryk i det navn, de har taget. Ikke desto mindre kan man endnu træffe mange socialister, der har de mest bagvendte forestillinger om socialdemokraterne og beskylder dem for at ignorere den politiske kamp osv. Lad os da se lidt på en karakteristik af de to sider ved det russiske socialdemokratis praktiske virksomhed.
Vi begynder med den socialistiske virksomhed. Siden det socialdemokratiske Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse i Skt. Petersborg begyndte sin virksomhed blandt Petersborgs arbejdere, må den socialdemokratiske virksomheds karakter i denne henseende være fuldkommen klar, forekommer det os. De russiske socialdemokraters socialistiske arbejde består i at propagandere for den videnskabelige socialismes lære og give brede lag af arbejdere en rigtig opfattelse af den moderne økonomiske samfundsorden, dens grundlag og udvikling, af de forskellige klasser i det russiske samfund, disses indbyrdes forhold, kampen mellem disse klasser, arbejderklassens rolle i denne kamp, arbejderklassens forhold til klasser i forfald og udvikling, dens forhold til kapitalismen i fortid og fremtid, af det internationale socialdemokratis og den russiske arbejderklasses historiske opgave. I uløselig sammenhæng med propagandaen står agitationen blandt arbejderne, som naturligt kommer i første række, sådan som Ruslands nuværende politiske forhold og arbejdermassernes udvikling er. Agitationen blandt arbejderne består i, at socialdemokraterne tager del i alle spontane ytringer af arbejderklassens kamp, i alle arbejdernes sammenstød med kapitalisterne om arbejdsdagens længde, arbejdslønnen, arbejdsbetingelserne osv., osv. Det er vor opgave at få vor virksomhed til at smelte sammen med de praktiske, dagligdags problemer i arbejdernes liv, at hjælpe arbejderne til klarhed i disse problemer, få dem til at beskæftige sig med de værste overgreb, hjælpe dem med at formulere deres krav til arbejdsgiverne mere præcist og praktisk, udvikle arbejderne til bevidst solidaritet og gøre dem klart, at alle russiske arbejdere har fælles interesser og en fælles sag, idet arbejderklassen er en enhed, som udgør en del af proletariatets verdensarmé. Organisere cirkler blandt arbejderne, opbygge regelmæssige og konspirative forbindelser mellem dem og den centrale gruppe socialdemokrater, udgive og udbrede arbejderlitteratur, organisere korrespondancer fra alle centrer for arbejderbevægelsen, udgive agitationsskrifter og proklamationer og skaffe dem udbredelse, opdrage et kontingent erfarne agitatorer – det er i hovedtrækkene ytringsformerne for det russiske socialdemokratis socialistiske virksomhed.
Vort arbejde tager først og fremmest sigte på arbejderne i byernes fabrikker. Det russiske socialdemokrati må ikke splitte sine kræfter, det skal koncentrere sin virksomhed omkring industriproletariatet, som er mest modtageligt for socialdemokratiske tanker, mest udviklet i intellektuel og politisk henseende, mest betydningsfuldt på grund af sin talrighed og sin koncentrering i landets store politiske centrer. At skabe en stabil revolutionær organisation blandt byernes fabriksarbejdere er derfor socialdemokratiets første og vigtigste opgave, en opgave, som det i vore dage ville være særdeles uklogt at lade ligge. Men når vi mener det nødvendigt at koncentrere vore kræfter omkring fabriksarbejderne og fordømmer en splittelse af kræfterne, ønsker vi aldeles ikke dermed at sige, at det russiske socialdemokrati skulle ignorere de øvrige lag i det russiske proletariat og arbejderklassen. På ingen måde. De forhold, den russiske fabriksarbejder lever under, gør det bestandig nødvendigt for ham at opretholde de snævreste forbindelser med hjemmearbejderne – dette industriproletariat, der er spredt i byer og landsbyer uden for fabrikkerne, og som har langt værre leveforhold. Den russiske fabriksarbejder kommer også i direkte berøring med landbefolkningen (han har hyppigt sin familie i landsbyen) og kan følgelig ikke undgå at få kontakt med landproletariatet, millionmasserne af karle og daglejere, og med de forarmede bønder, som holder fast ved deres usle lodder og derfor stadig må arbejde gæld af og skaffe sig alle mulige tilfældige »fortjenester«, dvs. også arbejde som lønarbejdere. De russiske socialdemokrater mener, at tiden ikke er inde til at dirigere deres kræfter ud blandt hjemmearbejderne og landarbejderne, men de har aldeles ikke i sinde at lade disse lag ude af syne og vil også bestræbe sig for at oplyse de fremskredne arbejdere om problemerne i hjemmearbejdernes og landarbejdernes tilværelse, således at disse arbejdere, når de kommer i berøring med proletariatets ringere udviklede lag, kan give dem en idé om klassekampen, socialismen og de politiske opgaver, som det russiske demokrati i almindelighed og det russiske proletariat i særdeleshed har. Det er upraktisk at sende agitatorer ud til hjemmearbejderne og landarbejderne, sålænge der er så meget at gøre blandt byernes fabriksarbejdere, men ved mange lejligheder kommer en socialistisk arbejder uvilkårligt i berøring med dette lag, og han må forstå at udnytte disse lejligheder og have klarhed over socialdemokratiets almindelige opgaver i Rusland. Folk, der beskylder det russiske socialdemokrati for snæversind og for at ville ignorere den arbejdende befolknings masse til fordel for fabriksarbejderne alene, er derfor helt på vildspor. Tværtimod, agitationen blandt proletariatets fremskredne lag er den sikreste, ja den eneste vej til (efterhånden som bevægelsen breder sig) at vække hele det øvrige russiske proletariat. Når socialismen og klassekampens ideer vinder udbredelse blandt byarbejderne, vil disse ideer uvægerligt sprede sig ad mindre, mere forgrenede kanaler – hertil er det nødvendigt, at de nævnte ideer har slået dybe rødder i det bedst forberedte lag og har mættet denne avantgarde for den russiske arbejderbevægelse og den russiske revolution. Alt imens det russiske socialdemokrati sætter sine kræfter ind blandt arbejderne i fabrikkerne, er det rede til at støtte sådanne russiske revolutionære, som i praksis kommer til at udføre et socialistisk arbejde på den proletariske klassekamps grund; det lægger imidlertid ikke skjul på, at ingen som helst praktiske forbund med andre fraktioner af revolutionære kan eller må føre til kompromiser eller indrømmelser i teorien, i programmet, i hovedmålet. Da de russiske socialdemokrater er overbevist om, at det i vore dage kun er den videnskabelige socialismes og klassekampens lære, der kan tjene som revolutionær teori og bannermærke for den revolutionære bevægelse, vil de med alle kræfter virke for dens udbredelse, værne den mod fejlagtige udlægninger og gøre front mod ethvert forsøg på at belemre Ruslands endnu unge arbejderbevægelse med mindre klare doktriner. Teoretiske overvejelser beviser, og socialdemokraternes praktiske virksomhed efterviser, at alle socialister i Rusland bør blive socialdemokrater.
Vi går nu over til socialdemokraternes demokratiske opgaver og demokratiske arbejde. Vi gentager, at dette arbejde hænger uløseligt sammen med det socialistiske. Når socialdemokraterne propaganderer blandt arbejderne, kan de ikke gå uden om politiske spørgsmål, og de ville anse ethvert forsøg på at gå uden om dem eller endog helt skyde dem til side for en alvorlig fejl og et tilbagetog fra den socialdemokratiske verdensbevægelses grundsætninger. Ved siden af propagandaen for den videnskabelige socialisme stiller de russiske socialdemokrater sig den opgave i arbejdermasserne også at propagandere for de demokratiske ideer, at udbrede forståelse af enevælden i alle dens ytringsformer, dens klasseindhold, nødvendigheden af at styrte den, umuligheden af en kamp for arbejdernes sag, medmindre der opnås politisk frihed og demokratisering af Ruslands politiske og sociale tilstande. Når socialdemokraterne på grundlag af de mest nærliggende økonomiske krav agiterer blandt arbejderne, forbinder de samtidig dette intimt med en agitation på grundlag af arbejderklassens mest nærliggende politiske behov, trængsler og krav – en agitation mod politiregimentet, der ytrer sig ved hver strejke og hver gang, arbejderne har et sammenstød med kapitalisterne; en agitation mod beskæring af arbejdernes rettigheder som russiske borgere i almindelighed og som den mest undertrykte og retsløse klasse i særdeleshed; en agitation mod enhver fremstående repræsentant og lakaj for enevælden, der kommer i nær berøring med arbejderne og anskueligt viser arbejderklassen dens politiske slaveri. Ligesom der ikke er noget økonomisk spørgsmål i arbejdernes liv, som ikke kan bruges til økonomisk agitation, således er der heller ikke noget politisk spørgsmål, der ikke kan blive genstand for politisk agitation. I socialdemokraternes virksomhed er disse to slags agitation uløseligt knyttet sammen som to sider af samme medalje. Den økonomiske og den politiske agitation er lige nødvendige for at udvikle proletariatets klassebevidsthed; den økonomiske og den politiske agitation er lige nødvendige for at lede de russiske arbejderes klassekamp, for al klassekamp er en politisk kamp. Ved at vække arbejderne til bevidsthed, organisere og disciplinere dem, opdrage dem til solidarisk virksomhed og til kamp for de socialdemokratiske idealer, giver såvel den ene som den anden agitation arbejderne mulighed for at prøve deres kræfter på de mest nærliggende problemer, de mest nærliggende behov, giver dem mulighed for at aftvinge fjenden delvise indrømmelser, hvorved de forbedrer deres økonomiske stilling, tvinger kapitalisterne til at regne med de organiserede arbejderes kraft, tvinger regeringen til at give arbejderne større rettigheder og lytte til deres krav og holder regeringen i stadig frygt for de fjendtligt indstillede arbejdermasser, der ledes af en stabil socialdemokratisk organisation.
Vi har påpeget, at den socialistiske og demokratiske propaganda og agitation er beslægtede og ikke kan skilles fra hinanden, at det revolutionære arbejde på det ene felt forløber parallelt med arbejdet på det andet. Men der er tillige en væsentlig forskel mellem de to slags virksomhed og kamp. Denne forskel består i, at i den økonomiske kamp står proletariatet ganske alene, med såvel den jordejende adel som bourgeoisiet mod sig, måske (men langtfra altid) med nogen støtte fra de elementer i småborgerskabet, som føler sig draget mod proletariatet. Derimod står den russiske arbejderklasse ikke alene i den demokratiske, politiske kamp; den har ved sin side alle politisk oppositionelle elementer, befolkningslag og klasser, for så vidt som de er enevælden fjendtligt stemt og bekæmper den i disse eller hine former. Side om side med proletariatet står her de oppositionelt sindede elementer i bourgeoisiet eller i de dannede klasser eller i småborgerskabet eller i folkeslag, som forfølges af enevælden, eller i religioner og sekter osv., osv. Det spørgsmål melder sig naturligt, hvordan arbejderklassen skal forholde sig til disse elementer. Og dernæst: skal arbejderklassen ikke forene sig med dem til fælles kamp mod enevælden? For socialdemokraterne anerkender jo alle, at den politiske revolution i Rusland skal komme før den socialistiske revolution; følger så ikke heraf, at man foreløbig skal skyde socialismen til side, idet man forener sig med alle politisk oppositionelle elementer til kamp mod enevælden; er dette ikke en pligt, når man vil forstærke kampen mod enevælden?
Lad os undersøge disse to spørgsmål.
Hvad angår den holdning, arbejderklassen som enevældens modstander skal indtage til alle andre politisk oppositionelle klasser og grupper i samfundet, så er den ganske nøje fastlagt ved socialdemokratismens grundprincipper, som er opstillede i det berømte Kommunistiske Manifest. Socialdemokraterne støtter progressive samfundsklasser mod de reaktionære, de støtter bourgeoisiet mod den privilegerede godsejerstands repræsentanter og mod embedsstanden, storbourgeoisiet mod småborgerskabets reaktionære lyster. Denne støtte forudsætter ikke og kræver ikke noget som helst kompromis med ikke-socialdemokratiske programmer og principper; den er en forbundsfælles støtte mod denne bestemte fjende, og socialdemokraterne yder denne støtte for at fremskynde den fælles fjendes fald, men de venter ikke selv at få noget fra disse midlertidige forbundsfæller og indrømmer ikke disse noget. Socialdemokraterne støtter enhver revolutionær bevægelse mod den nuværende samfundsorden, ethvert undertrykt folkeslag, enhver forfulgt religion, enhver forkuet stand osv. i deres kamp for ligeberettigelse.
Den støtte, som socialdemokraterne yder alle politisk oppositionelle elementer, kommer i deres propaganda til udtryk ved, at socialdemokraterne, samtidig med at påvise enevældens fjendskab mod arbejdernes sag, også vil påvise enevældens fjendskab mod den ene eller den anden sociale gruppe og vil påpege arbejderklassens solidaritet med disse grupper i de og de spørgsmål, om de og de opgaver osv. I agitationen kommer denne støtte til udtryk ved, at socialdemokraterne vil udnytte ethvert tilfælde, hvor enevældens politiregimente ytrer sig, til at vise arbejderne, hvordan dette regimente rammer alle russiske borgere i almindelighed og specielt repræsentanterne for særlig underkuede stænder, folkeslag, religioner, sekter osv., og hvordan dette regimente virker over for arbejderklassen i særdeleshed. Endelig kommer denne støtte i praksis til udtryk ved, at de russiske socialdemokrater er rede til at slutte forbund med revolutionære fra andre retninger for at opnå de eller de delmål, og denne beredvillighed er der ofte givet praktiske beviser på.
Nu vil vi gå over til det andet spørgsmål. Når socialdemokraterne påpeger solidariteten med arbejderne i de eller de oppositionelle grupper, vil de altid fremhæve arbejderne, de vil altid gøre rede for denne solidaritets tidsbestemte og betingede karakter, de vil altid betone, at proletariatet indtager en særlig stilling som klasse og i morgen kan vise sig som modstander af sine forbundsfæller af i dag. Man vil sige til os: »En sådan påpegning vil svække alle forkæmpere for politisk frihed i denne tid.« En sådan påpegning vil styrke alle forkæmpere for politisk frihed, svarer vi. Stærke er kun de forkæmpere, som bygger på indsigt i bestemte klassers reelle interesser, og enhver udviskning af disse klasseinteresser, som spiller en ganske afgørende rolle i det moderne samfund, vil kun svække forkæmperne. Dette for det første. Og for det andet, i kampen mod enevælden skal arbejderklassen fremhæve sig selv, for kun den er en fuldt ud konsekvent og uforbeholden fjende af enevælden, kun mellem den og enevælden er kompromiser umulige, kun i arbejderklassen kan demokratismen [5] finde en tilhænger, som ikke tager forbehold, ikke tøver, ikke ser sig tilbage. I alle andre klasser, grupper og befolkningslag er fjendskabet mod enevælden ikke ubetinget, deres demokratisme ser altid tilbage. Bourgeoisiet kan ikke undgå at se, hvordan enevælden hæmmer den industrielle og sociale udvikling, men det er bange for en fuldstændig demokratisering af det politiske og sociale system og er altid i stand til at slutte forbund med enevælden mod proletariatet. Småborgerskabet har efter selve sin natur to ansigter; på den ene side hælder det til proletariatet og demokratismen, på den anden side hælder det til de reaktionære klasser, det forsøger at hæmme historiens udvikling, det forfalder let til eksperimenter og maskepi med enevælden (f.eks. i form af Aleksander III’s »folkelige politik« [6]), det er i stand til at slutte forbund med de regerende klasser mod proletariatet for at befæste sin stilling som småbesiddere. Dannede mennesker, »intelligensen« overhovedet, kan ikke andet end gøre front mod enevældens barbariske politiregimente, som kuer tænkning og forskning, men denne intelligens’ materielle interesser knytter den til enevælden og bourgeoisiet, tvinger den til inkonsekvens, til kompromiser, til at sælge sin oppositionelle og revolutionære glød for en statsansættelse eller for en part i profitter eller dividender. Hvad de demokratiske elementer i undertrykte folkeslag og forfulgte trosretninger angår, så ved og ser alle, at klassemodsætningerne indenfor disse befolkningskategorier er langt dybere og stærkere end solidariteten mellem klasserne i en sådan kategori mod enevælden og for demokratiske institutioner. Ene og alene proletariatet kan være – og må ifølge sin klassemæssige stilling være – en fuldt ud konsekvent demokrat, en afgjort fjende af enevælden, ude af stand til indrømmelser og kompromiser af nogen art. Ene og alene proletariatet kan være forkæmper for politisk frihed og demokratiske institutioner, thi for det første gør politiregimentet sig langt stærkere gældende over for proletariatet, hvis stilling ikke indeholder nogen modvægt derimod; denne klasse har ingen indflydelse hos den øverste magt og end ikke hos embedsmændene, heller ingen indflydelse på den offentlige mening. Og for det andet er kun proletariatet i stand til at føre demokratiseringen af det politiske og sociale system til ende, da en sådan demokratisering vil give arbejderne dette samfund i hænde. Det er grunden til, at en sammensmeltning af arbejderklassens demokratiske virksomhed med de øvrige klassers og gruppers demokratisme ville svække kraften i den demokratiske bevægelse, svække den politiske kamp, gøre den mindre resolut, mindre konsekvent og mere egnet til kompromiser. Omvendt vil fremhævelsen af arbejderklassen som forkæmper for demokratiske institutioner styrke den demokratiske bevægelse, styrke kampen for politisk frihed, for arbejderklassen vil stadig anspore alle øvrige demokratiske og politisk oppositionelle, drive de liberale over mod de politisk radikale, drive de radikale frem til et uigenkaldeligt brud med hele det politiske og sociale system i det nuværende samfund. Vi sagde ovenfor, at alle socialister i Rusland bør blive socialdemokrater. Vi tilføjer nu: alle sande, konsekvente demokrater i Rusland bør blive socialdemokrater.
Vi vil klargøre vor tanke med et eksempel. Lad os tage embedsmændene, bureaukratiet, som institution, som et særligt personel, der har specialiseret sig i forvaltning og har fået en privilegeret stilling i folket. Lige fra det enevældige, halvasiatiske Rusland til det kultiverede, frie og civiliserede England, overalt finder vi denne institution, som er et nødvendigt organ for det borgerlige samfund. Til Ruslands lave trin og dets enevælde svarer folkets fuldkomne retsløshed overfor embedsmændene, det privilegerede bureaukratis fuldkommen ukontrollerede stilling. I England har folket en stærk kontrol med forvaltningen, men også dér er kontrollen langt fra fuldstændig, også dér har bureaukratiet bevaret en række privilegier og er ofte folkets herre, ikke dets tjener. Også i England ser vi, at stærke grupper i samfundet støtter bureaukratiets privilegerede stilling og hindrer en fuldstændig demokratisering af denne institution. Hvad er grunden? Den er, at kun proletariatet har interesse i en fuldstændig demokratisering af bureaukratiet: Bourgeoisiets førende lag forsvarer visse af embedsmændenes forrettigheder, de sætter sig imod alle embedsmænds valgbarhed, imod en fuldstændig afskaffelse af census, imod embedsmændenes direkte ansvarlighed overfor folket osv., for disse lag føler, at en sådan gennemført demokratisering vil blive brugt af proletariatet mod bourgeoisiet. Således også i Rusland. Meget talrige og meget forskelligartede lag i det russiske folk er oprørte over den almægtige, uansvarlige, bestikkelige, barbariske, uvidende og dovne russiske embedsmandsstand. Men udover proletariatet ville ikke ét af disse lag tillade en fuldstændig demokratisering af embedsmandsstanden, fordi alle andre lag (bourgeoisiet, småborgerskabet og »intelligensen« i almindelighed) ved mange bånd er knyttet til embedsmændene, alle disse lag er i familie med den russiske embedsmandsstand. Alle ved, hvor let en intellektuel radikaler eller en intellektuel socialist i det hellige Rus [7] bliver en god embedsmand i den kejserlige regering, en embedsmand, som trøster sig med, at han gør »gavn« indenfor kontorernes rutinearbejde, en embedsmand, som med denne »gavn« undskylder sin politiske indifference, sin lakajtjeneste for knuttens og piskens regering! Kun proletariatet er ubetinget fjendtligt indstillet overfor enevælden og det russiske bureaukrati, kun proletariatet er ikke med nogen art af bånd knyttet til disse organer for det adeligt-borgerlige samfund, kun proletariatet kan være uforsonligt i sit fjendskab og resolut i sin kamp mod dem.
Når vi beviser, at proletariatet, som i sin klassekamp ledes af socialdemokratiet, er forkæmper for det russiske demokrati, møder vi den yderst udbredte og yderst mærkelige opfattelse, at det russiske socialdemokrati skyder politiske problemer og politisk kamp i baggrunden. Som vi ser, er denne opfattelse sandhedens diametrale modsætning. Hvordan skal man forklare en så forbløffende mangel på forståesle af socialdemokratiets principper, som ofte er blevet fremstillet, også i de første russiske socialdemokratiske publikationer – de brochurer og bøger, som gruppen Arbejdets Frigørelse [8] har udgivet i udlandet? Det forekommer os, at forklaringen på denne forbavsende kendsgerning ligger i følgende tre omstændigheder:
For det første er socialdemokratismens principper i almindelighed ikke blevet forstået af repræsentanterne for de gamle revolutionære teorier, som var vant til, at programmer og arbejdsplaner var bygget på abstrakte ideer, ikke på en vurdering af de i landet virkende reelle klasser, der af historien er bragt i et bestemt forhold til hinanden. Det er netop denne mangel på realistisk bedømmelse af de interesser, som støtter det russiske demokrati, der får det til at se ud, som om det russiske socialdemokrati lader de russiske revolutionæres demokratiske opgaver blive i skyggen.
For det andet har man ikke forstået, at foreningen af økonomiske og politiske spørgsmål, af socialistisk og demokratisk virksomhed til et hele, til en fælles proletariatets klassekamp ikke svækker, men styrker den demokratiske bevægelse og den politiske kamp, idet den politiske kamp derved kommer folkets virkelige interesser på nærmere hold; de politiske spørgsmål flyttes fra »intelligensens snævre studerekamre« ud på gaden blandt arbejderne og de arbejdende klasser; de abstrakte forestillinger om politisk undertrykkelse udskiftes med de konkrete tilfælde af undertrykkelse, som især proletariatet lider under, og ud fra hvilke socialdemokratiet driver sin agitation. For de russiske radikale ser det ofte ud, som om socialdemokraten, i stedet for direkte og umiddelbart at mane de fremskredne arbejdere til politisk kamp, fremhæver den opgave at udvikle arbejderbevægelsen og organisere proletariatets klassekamp – som om socialdemokraten således viger tilbage for sin demokratisme og skyder den politiske kamp i baggrunden. Men hvis der er tale om en vigen, er det den, der tales om i et fransk ordsprog: »Il faut reculer pour mieux sauter!« (Man må gå lidt tilbage for at springe bedre).
For det tredje skyldes misforståelsen, at selve begrebet »politisk kamp« har forskellig betydning, en for tilhængeren af Folkeviljen eller Folkets Ret og en anden for socialdemokraten. Socialdemokraterne opfatter den politiske kamp anderledes, de opfatter den langt bredere end repræsentanterne for de gamle revolutionære teorier. En anskuelig illustration til denne tese, der kan synes paradoksal, har vi i Flyveskrift fra Folkevilje-gruppen nr. 4, fra 9. december 1895. Selv om vi af ganske hjerte hilser denne publikation, som vidner om det dybtgående og frugtbare tankearbejde, der foregår blandt vore dages Folkevilje-tilhængere, kan vi ikke undlade at pege på P. L. Lavrovs artikel Om Programspørgsmålet (s. 19-22), som anskueligt viser, at Folkevilje-tilhængerne af den gamle skole har en anden opfattelse af den politiske kamp. [a] P. L. Lavrov skriver her om Folkevilje-programmets forhold til det socialdemokratiske program: »Her er ét og kun ét væsentligt: kan man organisere et stærkt arbejderparti under enevælden uden at organisere et revolutionært parti, der er rettet mod enevælden?« (s. 21, sp. 2); det samme står der noget tidligere (sp. 1): »... organisere et russisk arbejderparti under enevælden uden samtidig at organisere et revolutionært parti mod denne enevælde.« Vi forstår slet ikke disse forskelle, som for P. L. Lavrov er så enestående væsentlige. Hvordan skal det forstås? »Et arbejderparti uden et revolutionært parti, der er rettet mod enevælden«?? Er selve arbejderpartiet da ikke et revolutionært parti? Er det måske ikke rettet mod enevælden? En forklaring på denne besynderlighed giver følgende linjer i P. L. Lavrovs artikel: »Et russisk arbejderparti må organiseres, mens enevælden med alle dens herligheder består. Hvis det skulle lykkes socialdemokraterne at gøre dette uden samtidig at organisere en politisk sammensværgelse [b] mod enevælden med alle en sådan sammensværgelses [b] vilkår, så ville deres politiske program naturligvis være et passende program for russiske socialister, eftersom arbejdernes frigørelse ville ske ved arbejdernes egne kræfter. Men det er meget tvivlsomt, om ikke umuligt« (s. 21, sp. 1). Dér har vi det. For Folkevilje-tilhængerne er begrebet politisk kamp identisk med begrebet politisk sammensværgelse. Man må indrømme, at det med disse ord virkelig er lykkedes P. L. Lavrov med al tydelighed at påvise grundforskellen i den politiske kamps taktik hos Folkevilje-tilhængerne og hos socialdemokraterne. Blanquismens [10] traditioner, sammensværgelsestraditionerne, er uhyre stærke hos Folkevilje-tilhængerne, så stærke, at de ikke kan forestille sig politisk kamp anderledes end som en politisk sammensværgelse. Socialdemokraterne gør sig derimod ikke skyldige i en sådan snæverhed i anskuelser; de tror ikke på sammensværgelse; de mener, at sammensværgelsernes tid for længst er ovre; de hævder, at hvis man reducerer den politiske kamp til en sammensværgelse, betyder det på den ene side, at man indsnævrer den alt for meget, og på den anden side, at man vælger de mest uheldige kampmetoder. Enhver kan se, at P. L. Lavrovs ord, hvorefter »Vestens virksomhed tjener som ufravigeligt mønster for de russiske socialdemokrater« (s. 21, sp. 1), ikke er andet end en polemisk flothed, og at de russiske socialdemokrater faktisk aldrig har glemt de poltiske forhold, vi lever under, aldrig har drømt om åbenlyst at kunne skabe et arbejderparti i Rusland og aldrig har skilt opgaverne i kampen for socialismen fra opgaverne i kampen for politisk frihed. Men de har altid ment og mener fortsat, at denne kamp ikke skal føres af sammensvorne, men af et revolutionært parti, der støtter sig til arbejderbevægelsen. De mener, at kampen mod enevælden ikke skal bestå i at lave sammensværgelser, men i at opdrage, disciplinere og organisere proletariatet, i at drive politisk agitation blandt arbejderne for at brændemærke alle enevældens ytringsformer, binde alle politiregeringens riddere til skampælen og aftvinge denne regering indrømmelser. Arbejdede Forbundet til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse i Skt. Petersborg ikke netop sådan? Repræsenterer denne organisation ikke netop spiren til et revolutionært parti, som støtter sig til arbejderbevægelsen og leder proletariatets klassekamp, kampen mod kapitalen og mod den enevældige regering, uden at lave nogen som helst sammensværgelser, idet den netop øser sin kraft af den socialistiske og demokratiske kamps forening til én udelelig klassekamp fra Petersborg-proletariatets side? Har Forbundets virksomhed, så kort den end var, måske ikke allerede vist, at proletariatet, når det ledes af socialdemokratiet, repræsenterer en meget stærk politisk kraft, som regeringen er nødt til at regne med, og som den får travlt med at gøre indrømmelser? Loven af 2. juni 1897 [11] viser tydeligt, både ved sin hastige gennemførelse og ved sit indhold, at den er en aftvunget indrømmelse til proletariatet, en position erobret fra det russiske folks fjende. Indrømmelsen er meget minimal, positionen er ganske ubetydelig, men den organisation i arbejderbevægelsen, som fik denne indrømmelse presset igennem, udmærker sig jo heller ikke hverken ved bredde, stabilitet, alder eller rigdom på erfaring og midler: Kampforbundet blev som bekendt først stiftet i 1895-1896, og dets appeller til arbejderne har kun bestået i hektograferede og litograferede løbesedler. Kan man bestride, at en organisation af denne art, som i det mindste forener arbejderbevægelsens største centrer i Rusland (områderne Skt. Petersborg, Moskva-Vladimir, sydområdet og de meget vigtige byer som Odessa, Kijev, Saratov o.a.), og som disponerer over et revolutionært organ og nyder samme autoritet blandt de russiske arbejdere som Kampforbundet blandt Skt. Petersborgs arbejdere – at en organisation af denne art ville være en afgørende politisk faktor i vore dages Rusland, en faktor, som regeringen var nødsaget til at regne med både i sin indenrigs- og udenrigspolitik? En organisation, som leder proletariatets klassekamp, udvikler organisation og disciplin blandt arbejderne, hjælper dem med at kæmpe for de nærmeste økonomiske krav og aftvinge kapitalen den ene position efter den anden, opdrager arbejderne politisk og forfølger enevælden systematisk og urokkeligt, jager enhver af tsarens knægte, som lader proletariatet få politiregeringens tunge lab at føle – en sådan organisation ville på en og samme tid være et arbejderparti, som passer til vore forhold, og et stærkt revolutionært parti, rettet mod enevælden. Men på forhånd at ræsonnere over, hvilket middel denne organisation ville ty til for at give enevælden det afgørende stød, om den f.eks. vil foretrække en opstand eller en politisk massestrejke eller en anden angrebsmetode – på forhånd at ræsonnere over dette og afgøre dette spørgsmål nu ville være tom dogmatik. Det ville være det samme, som hvis generaler samlede krigsrådet og begyndte felttoget mod fjenden, før de havde indkaldt tropperne og mobiliseret dem. Når imidlertid proletariatets hær ufortrødent og ledet af en solid socialdemokratisk organisation giver sig til at kæmpe for sin økonomiske og politiske frigørelse, vil denne hær selv vise generalerne, hvilke metoder og midler der skal anvendes. Da og kun da kan man afgøre, hvordan det endelige stød mod enevælden skal føres, for afgørelsen af dette spørgsmål afhænger netop af arbejderbevægelsens tilstand, af dens bredde, af de kampmetoder, der er udviklet af bevægelsen selv, af beskaffenheden af den revolutionære organisation, som leder bevægelsen, af den holdning, andre samfundselementer indtager til proletariatet og enevælden, af vilkårene for indenrigs- og udenrigspolitikken – kort sagt af tusinde forhold, som det er umuligt og unyttigt at opstille gætterier om på forhånd.
Derfor er også følgende betragtning af P. L. Lavrov i høj grad urimelig:
»Hvis det på en eller anden måde skulle lykkes socialdemokraterne at gruppere ikke blot arbejdernes kræfter til kamp mod kapitalen, men også at samle revolutionære personligheder og grupper til kamp mod enevælden, så ville de russiske socialdemokrater faktisk antage deres modstanderes, Folkevilje-tilhængernes program, hvad de så end ville kalde sig. Divergenserne i opfattelsen af landsbyfællesskabet, af kapitalismens skæbne i Rusland, af den økonomiske materialisme er detaljer, der betyder meget lidt for hovedsagen, og som fremmer eller hæmmer løsningen af detaljeopgaver og opstillingen af detaljemetoder til forberedelse af hovedpunkterne, men heller ikke mere« (s. 21, sp. 1).
Besynderligt, at det skal være nødvendigt at imødegå denne sidste påstand, at divergenserne i opfattelsen af det russiske livs og den russiske samfundsudviklings hovedspørgsmål, af historiens hovedspørgsmål, kun skulle dreje sig om »detaljer«! Allerede for længe siden er det blevet sagt, at uden revolutionær teori kan der ikke eksistere nogen revolutionær bevægelse, og i vore dage kan det næppe være nødvendigt at bevise denne sandhed. Klassekampens teori, den materialistiske opfattelse af Ruslands historie og den materialistiske vurdering af Ruslands nuværende økonomiske og politiske stilling, anerkendelsen af, at revolutionær kamp skal føres ud fra en bestemt klasses bestemte interesser, efter en analyse af dens forhold til andre klasser – at kalde disse revolutionære kardinalspørgsmål »detaljer« er så himmelråbende urigtigt og uventet, når det kommer fra en veteran i den revolutionære teori, at vi næsten kunne fristes til at regne dette sted for en ren lapsus. Hvad angår første halvdel af den citerede tirade, er dens urimelighed endnu mere forbløffende. Når man på tryk erklærer, at de russiske socialdemokrater kun grupperer arbejdernes kræfter til kamp mod kapitalen (dvs. til rent økonomisk kamp!), uden at samle revolutionære personligheder og grupper til kamp mod enevælden, betyder det, at man enten ikke kender eller ikke vil kende de almindelig bekendte fakta om de russiske socialdemokraters virksomhed. Eller måske regner P. L. Lavrov ikke de socialdemokrater, som arbejder praktisk i Rusland, for »revolutionære personligheder« og »revolutionære grupper«?! Eller (og det er vel sandsynligere) han opfatter »kamp« mod enevælden alene som en sammensværgelse mod enevælden? (Se s. 21, sp. 2: »... Det drejer sig om ... at organisere en revolutionær sammensværgelse«; kursiveret af os). Den, der ikke anstifter politiske sammensværgelser, fører måske ikke politisk kamp efter P. L. Lavrovs mening? Vi gentager: en sådan anskuelse svarer ganske til den fordums Folkeviljebevægelses fordums traditioner, men den svarer aldeles ikke til nutidens forestilling om politisk kamp eller til nutidens virkelighed.
Der må siges endnu nogle ord om tilhængerne af Folkets Ret. P. L. Lavrov har efter vor mening fuldstændig ret, når han siger, at socialdemokraterne »anbefaler tilhængerne af Folkets Ret som mere uforbeholdne, og er rede til at støtte dem, dog uden at smelte sammen med dem« (s. 19, sp. 2); blot skulle der tilføjes: som mere uforbeholdne demokrater og for så vidt tilhængerne af Folkets Ret optræder som konsekvente demokrater. Desværre er denne betingelse mere et ønske for fremtiden end virkelighed i nutiden. Tilhængere af Folkets Ret giver udtryk for ønsket om at frigøre det demokratiske arbejde fra narodnismen [12] og overhovedet fra de forældede former for »russisk socialisme«, men de har langt fra selv vist sig frigjort for gamle fordomme og er langt fra konsekvente, når de kalder deres parti, der udelukkende skal beskæftige sig med politiske omdannelser, for et »social (??!)-revolutionært« parti (se deres Manifest dateret 19. februar 1894) og i deres Manifest erklærer, at »i begrebet folkets ret indgår en organisering af folkeproduktionen« (vi er nødt til at citere efter hukommelsen), hvorved de gedulgt indfører netop narodnismens fordomme. Derfor havde P. L. Lavrov vel ikke helt uret, når han kaldte dem »maskeradepolitikere« (s. 20, sp. 2). Men måske er det mere retfærdigt at betragte Folkets Rets lære som en overgangsform, der ubestrideligt har indlagt sig den fortjeneste, at den er blevet led ved de hjemmestrikkede narodnikiske doktriner og åbent polemiserer mod disse aldeles modbydelige narodnikiske reaktionære, som overfor politi- og klasseenevælden tillader sig at tale om ønskeligheden af økonomiske, ikke politiske omdannelser (se Et Aktuelt Spørgsmål udgivet af partiet Folkets Ret). Hvis der i partiet Folkets Ret virkelig ikke findes andre end tidligere socialister, som skjuler deres socialistiske fane under taktiske former, og hvis deres mine som ikke-socialistiske politikere kun er påtaget (hvad P. L. Lavrov mener, s. 20, sp. 2), så har dette parti naturligvis ingen fremtid. Men hvis det ikke blot er maskeradepolitikere, der er i dette parti, men virkelig ikke-socialistiske politikere, ikke-socialistiske demokrater, så kan dette parti gøre megen gavn ved at få en tilnærmelse i stand med de politisk oppositionelle elementer i vort bourgeoisi og ved en indsats for at vække en politisk klassebevidsthed i vort småborgerskab, blandt småhandlende og småhåndværkere osv. – en klasse, der overalt i Vesteuropa har spillet en rolle i den demokratiske bevægelse, og som her i Rusland i perioden efter reformen har gjort særlig hurtige fremskridt i kulturel og anden henseende, en klasse, der ikke kan undgå at føle trykket fra politiregeringen med dens kyniske støtte fra de store driftsherrer, finansen og industriens monopol-matadorer. For at opnå dette er det blot nødvendigt, at tilhængerne af Folkets Ret netop sætter sig som mål at komme de forskellige befolkningslag på nært hold og ikke begrænser sig udelukkende til den »intelligens«, hvis afmagt og isolering fra massernes konkrete interesser anerkendes også i Et Aktuelt Spørgsmål. Og det er nødvendigt, at tilhængerne af Folkets Ret opgiver enhver tanke på en sammensmeltning af uensartede samfundselementer og opgiver at skille socialismen fra de politiske opgaver; det er nødvendigt, at de opgiver den falske skamfølelse, som hindrer dem i at nærme sig folkets borgerlige lag, dvs. de må ikke blot tale om et program for ikke-socialistiske politikere, men også handle i overensstemmelse med dette program ved at vække og udvikle klassebevidstheden i de sociale grupper og klasser, som slet ikke har socialismen behov, men som stadig stærkere føler enevældens tryk og den politiske friheds nødvendighed.
Det russiske socialdemokrati er endnu meget ungt. Det er først for nylig kommet ud af det fosterstadium, hvor teoretiske spørgsmål sad i højsædet. Det er kun begyndt på at udvikle sin praktiske virksomhed. I stedet for at kritisere de socialdemokratiske teorier og programmer må de revolutionære fra andre fraktioner i kraft af nødvendigheden begynde at kritisere de russiske socialdemokraters praktiske virksomhed. Og det må indrømmes, at denne sidste kritik på det skarpeste adskiller sig fra den teoretiske kritik, i den grad, at man har kunnet udsprede det komiske rygte, at Kampforbundet i Skt. Petersborg er en ikke-socialdemokratisk organisation. At et sådant rygte overhovedet er muligt, viser tilstrækkeligt, hvor urigtige de gængse beskyldninger mod socialdemokraterne er, ifølge hvilke de ignorerer den politiske kamp. Selve muligheden af dette rygte vidner om, at mange revolutionære, som socialdemokraternes teori ikke har kunnet overbevise, begynder at blive overbevist om deres praksis.
Det russiske socialdemokrati har et uhyre, næppe opdyrket arbejdsfelt foran sig. Den russiske arbejderklasses voksende bevidsthed, den spontane stræben efter viden, samling, socialisme, kamp mod sine udbyttere og undertrykkere, ytrer sig dag for dag klarere og i bredere lag. De kæmpemæssige fremskridt, som den russiske kapitalisme i den sidste tid har gjort, borger for, at arbejderbevægelsen ustandselig vil vokse i bredde og dybde. For tiden oplever vi øjensynlig den periode i den kapitalistiske cyklus, hvor industrien »blomstrer«, handelen går livligt, fabrikkerne arbejder på livet løs, og utallige nye værker, nye bedrifter, aktieselskaber, jernbaneanlæg osv. osv. skyder op som paddehatte efter regnvejr. Man skal ikke være profet for at forudsige et uundgåeligt krak (mere eller mindre brat) ovenpå denne industrielle »blomstring«. Dette krak vil ruinere en mængde små erhvervsdrivende, kaste en mængde arbejdere ud i arbejdsløsheden og derved i skarp form stille alle arbejdermasser over for socialismens og demokratismens problemer, som længe har stået enhver bevidst, enhver tænkende arbejder klart. De russiske socialdemokrater må drage omsorg for, at dette krak finder det russiske proletariat mere bevidst, mere samlet, mere klar over for den russiske arbejderklasses opgaver og i stand til at værge sig imod kapitalistklassen, der nu om stunder høster kæmpemæssige profitter og bestandig søger at vælte tabene over på arbejderne – i stand til at gå i spidsen for det russiske demokrati i beslutsom kamp mod politienevælden, der binder de russiske arbejdere og hele det russiske folk.
Altså, til arbejdet, kammerater! Vi må ikke spilde kostbar tid! De russiske socialdemokrater vil få meget at gøre med at tilfredsstille det vågnende proletariats behov, organisere arbejderbevægelsen, styrke de revolutionære grupper og deres indbyrdes forbindelse, forsyne arbejderne med propagandistisk og agitatorisk litteratur og samle arbejdercirklerne og de socialdemokratiske grupper udover hele Rusland til ét fælles socialdemokratisk arbejderparti!
a. P. L. Lavrovs artikel i nr. 4 er kun et »uddrag« af et omfattende brev, som han havde skrevet til Materialer. [9] Vi har hørt, at dette brev fra P. L. Lavrov i sommer (1897) er udkommet i udlandet i sin fuldstændige form tillige med Plekhanovs svar, men vi har ikke haft nogen af delene i hænde. Det er os ligeledes ubekendt, om nr. 5 af Flyveskrift fra Folkevilje-gruppen er udkommet, hvori der efter redaktionens løfte skulle komme en redaktionel artikel om P. L. Lavrovs brev. Se nr. 4, s. 22, sp. 1, noten.
b. Kursiveret af os.
1. Folkets Ret (Russ. Narodnaja Prava) – en illegal organisation dannet 1893 af personer fra den russiske intelligens. Blandt stifterne var flere tidligere narodnikker (se note 12). Tilhængerne af Folkets Ret ønskede af forene alle oppositionelle kræfter til kamp for politiske reformer. Sit program fremlagde organisationen i Manifest og Et Aktuelt Spørgsmål.
I foråret 1894 blev organisationen knust af det tsaristiske politi. Senere indtrådte mange af tilhængerne af Folkets Ret i partiet De Socialrevolutionære. – S. 145.
2. Folkeviljen – Se note 44 til artiklen Hvad Er Folkevennerne Og Hvordan Bekæmper De Socialdemokraterne. – S. 145.
3. De Russiske Socialdemokraters Forbund i Udlandet blev oprettet 1894 i Geneve på gruppen Arbejdets Frigørelses initiativ. Forbundet udgav revolutionær litteratur, bl.a. bladet Rabotnik. På Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis (RSDAP) 1. kongres i marts 1898 blev det vedtaget, at Forbundet repræsenterede partiet i udlandet.
Senere kom Forbundet under opportunistisk indflydelse. På RSDAP’s 2. kongres i 1903 blev det besluttet at opløse Forbundet. – S. 145.
4. Forbundet til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse blev på Lenins initiativ oprettet i 1895 som en illegal socialdemokratisk organisation, der forenede de marxistiske cirkler i Skt. Petersborg. Selv om Lenin og en række af forbundets ledere december 1895 blev arresteret og sendt i fængsel og forvist til Sibirien, fortsatte organisationen sin revolutionære virksomhed og spillede en afgørende rolle i forbindelse med de omfattende strejker i Skt. Petersborg i 1896. – S. 145.
5. Demokratisme (russ. demokratism) – udtrykket anvendes meget ofte af Lenin i denne artikel, oftere end udtrykket demokrati (russ. demokratija). Når demokratism almindeligvis af os oversættes direkte til »demokratisme«, skyldes det, at Lenin som regel anvender udtrykket demokrati for en statsform, medens demokratisme oftest dækker over demokratisk virksomhed, kamp for demokrati, demokratisk holdning o.lign. – S. 152.
6. Der er her tale om indenrigsminster Ignatjevs politik (1881-1882), som gik ud på under foregivende af demokratiske reformer at indføre et rent reaktionært styre. – S. 152.
7. Rus – Russkaja semlja (Russisk jord). Betegnelse for østslavernes første statsdannelse i området ved Dnjeprflodens mellemste løb i det 9. og 10. årh. – S. 154.
8. Arbejdets Frigørelse – den første russiske marxistiske gruppe, oprettet af G.V. Plekhanov i Geneve i 1883. Gruppen udførte et stort arbejde for marxismens udbredelse i Rusland. Fra RSDAP’s 2. kongres i 1903 ophørte gruppens virksomhed. – S. 155.
9. Der er her tale om artikelsamlingen Materialer til den Russiske Socialrevolutionære Bevægelses Historie, der blev udgivet i Geneve 1893-1896 af Gruppen af Gamle Folkevilje-tilhængere, hvortil P. L. Lavrov henregnede sig. – S. 156.
10. Blanquisme – en retning i den franske socialistiske bevægelse under ledelse af Louis-August Blanqui (1805-1881). Blanquisterne lagde ikke vægt på klassekampen, men regnede med, at menneskehedens frigørelse fra lønslaveriet måtte finde sted gennem en mindre gruppes sammensværgelse. – S. 157.
11. Loven af 2. juni 1897 begrænsede arbejdsdagens længde til 11½ time og indførte obligatorisk søndagshvile. Lenin har analyseret og kritiseret loven udførligt i brochuren Den Nye Fabrikslov. – S. 157.
12. Narodnisme (Af russ. narod = folk) – en dels revolutionær, dels liberal demokratisk bevægelse dannet efter landbrugsreformen i 1861. Den afspejlede bøndernes protest mod godsejeråget og resterne af livegenskabet. Som taktisk hovedmiddel mod tsardømmet regnede den individuel terror udført af konspirative grupper. – S. 160.
Sidst opdateret 7.7.2013