Fra Tony Cliff & Chris Harman: Lições do 25 de Novembro (pjece), SWP International Department, December 1975.
Trykt på engelsk i Tony Cliff & Chris Harman: Portugal – Lessons of the 25th November, 1976.
Genoptrykt i Tony Cliff: Neither Washington nor Moscow, London 1982, pp.260-73.
Oversat til dansk af Jørgen Lund. Fotokopi af manuskript, februar 1981.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 6. jan. 2015. (Der er foretaget mindre rettelser i oversættelsen til web-udgaven.)
Det revolutionære venstres svaghed
Reaktionen vinder et slag – ikke krigen
Den portugisiske revolution led sit første større tilbageslag den 25. november 1975. Efter at faldskærmssoldater havde taget kontrollen over en række luftbaser og den statslige radio- og TV-station iværksatte højrefløjen et kontrakup. Resultatet blev afvæbning og opløsning af de venstreorienterede militære enheder i Lissabon-området, som havde støttet arbejdernes kampe.
Den vigtigste organisering af arbejderne er forblevet intakt i Portugal, men den kan ikke længere forvente støtte fra hærens bedst bevæbnede afdelinger. Tværtimod ligger monopolet på organiseret militær magt nu hos generaler, hvoraf de fleste befinder sig et godt stykke til højre for den nuværende koalitionsregering, og som ville sympatisere med tanken om at gøre Portugal til et nyt Chile.
COPCON: Continental Operations Command. Meget radikaliserede stødtropper.
RAL I/RALIS: Lissabon-kasernens lette artilleri-regiment. Meget radikale.
CRTSM: Råd af revolutionære arbejdere, soldater og matroser. De var ikke sovietter, da de kun organiserede et mindretal af de mest klassebevidste arbejdere.
PRP: Proletariatets Revolutionære Parti.
MES: Venstre-grupering, som tenderede til at fungere som en pressionsgruppe på kommunistpartiet.
SUV: Forenede soldater vil vinde.
Radio Renascenca: Radiostation ejet af det katolske hierarki, besat af arbejderne. Rapporterede sympatiserende med arbejdernes kampe i Portugal og i udlandet. Et vigtigt symbol for revolutionen.
Den 25. november led den portugisiske revolutionære bevægelse det første store nederlag siden fascismens fald (april 1974; o.a.). Dens basis i de militære enheder i Lissabon-området er blevet ødelagt, og mange soldater og officer fra venstrefløjen er fængslet. Den herskende klasse har mere eller mindre genvundet et fuldstændigt monopol på de væbnede styrker.
Hovedansvaret for nederlaget ligger hos kommunistpartiets ledelse, som indledte oprøret, og så overlod det til dets egen skæbne.
Kommunistparti-tilknyttede officerer agiterede for at faldskærmstropperne skulle tage kontrol over luftbaser.
De revolutionære organisationer blev tilsyneladende fuldstændigt overrumplede. Men da faldskærmstropperne én gang havde grebet til handling, så de ingen anden mulighed end at støtte dem. Det var på det tidspunkt, at PRP og MES udsendte en fælles erklæring om, at “tidspunktet var inde hvor bourgeoisiet skulle have en lærestreg”.
Men på få timer var Kommunistpartiets lederskab forsvundet ud af kampen. Det opfordrede ikke til nogen strejker til støtte for faldskærmssoldaterne – selv om det havde været i stand til at indlede en vellykket to-timers generalstrejke dagen før – men udsendte dog en løseseddel, der opfordrede arbejderne til at holde sig i ro.
Kommunistparti-ledelsen lod de revolutionære, og endda nogle af dets egne officerer stå isoleret over for angrebet fra højre.
Kommunistpartiet agiterede imod, at arbejderne skulle strejke lige på et tidspunkt, hvor en sådan aktion var det eneste, som kunne forhindre reaktionens fremmarch.
I oktober skrev vi i den portugisiske udgave af Portugal ved korsvejen, [1] at bourgeoisiet ville forsøge at kvæle det revolutionære venstre, “at provokere det til at indlade sig i slag, før der eksisterede enten sovjetter eller et revolutionært masseparti. Højre vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at narre arbejderklassens avantgarde.”
Det fik held med det den 25. november gennem Portugals Kommunistiske Parti. Nu ser dette forræderi ud til at blive belønnet, idet højreorienterede militærpersoner som Melo Antunes og Charias opfordrede til at partiet forblev i regeringen, mens venstrefløjsofficererne kom i fængsel.
Men kommunistpartiets forræderi måtte forventes. For at forklare nederlaget er det nødvendigt et vide, hvorfor det revolutionære venstre ikke kunne modarbejde dette forræderi.
Dele af middelklassen, selv dem der er mest positive over for arbejderklassen, vil altid vakle, når det kommer til afgørende konfrontationer. Den revolutionære organisations opgave er at indprente denne erfaring i arbejdernes og soldaternes rækker, før sammenstødet kommer.
Hvad der frem for alt karakteriserer begivenhederne den 25. november er fraværet af virkelig organisering af de revolutionære soldater, da det kom til sammenstødet.
Der har været for megen tillid til revolutionære officerer, og der eksisterede ingen virkelig organisationsstruktur af de menige, som var i stand til at lede på det afgørende tidspunkt. Det blev udtrykt således i et interview i Lissabon den 27. november af nogle revolutionære kammerater:
“Der var ingen koordination, ingen virkelig koordination. KP forventede, at [note 2] COPCON ville sørge for det. Det samme skete med de såkaldte revolutionære enheder, fordi de blev fanget i en fuldstændig defensiv stilling, hvor de diskuterede og så videre. På kasernerne tog de ikke et eneste initiativ. Alligevel stod de i en udsat position, fordi de aldrig underkastede sig de militære kommandanter, og ikke fulgte nogen ordre.
Ingen gjorde modstand (mod kommandotropperne). Militærpolitiet løsnede nogle få skud. Og selv dér åbnede den øverstbefalende i militærpolitiet døren for dem. Han overgav sig efter lidt skydning – og ikke fra den anden side (kommandotroppernes; o.a.).
Hvad skete der ved RALIS? (På interview-tidspunktet havde RALIS endnu ikke overgivet sig.) I går aftes var soldaterne der stadig og ville gerne gøre noget, men de manglede militære retningslinjer (deres befalingshavende, Denis de Almeida, havde overgivet sig).
En fra militærpolitiet, en soldat, fortalte mig, hvor irriterende det var for disse soldater, som var forberedte på og organiseret med henblik på en opstand for den socialistiske revolution: Så snart de to kommandanter Tome og Andrade forsvandt – den ene overgav sig, den anden blev fanget – så vidste de ikke, hvad de skulle gøre. Der var ikke nogen til at give ordrer. Selv om soldaterne fornægtede militær disciplin, så kunne de ikke fungere på nogen anden måde.
De såkaldte revolutionære officerer er færdige.”
Den afgørende faktor i nederlaget den 25. november var det revolutionære venstres svaghed. Da det kom til den afgørende prøve, viste reformisterne sig at have betydeligt større magt i arbejderklassen end de revolutionære. Og selv inden for de venstreorienterede hær-enheder, var reformisterne i stand til at forhindre fuld mobilisering.
For få uger siden kunne det revolutionære venstre gennem SUV mobilisere mange tusinde soldater til demonstrationer. Gennem det sidste år mobiliserede det revolutionære venstre også ved adskillige lejligheder titusinder af arbejdere trods fuldstændig eller delvis oppositions fra KP (den 7. februar, til CRTSM-demonstrationen i begyndelsen af sommeren, den 20. august, til SUV-demonstrationerne den 25.september, til demonstrationen for at befri Radio Renanscenca). Men manglen på et massivt svar fra arbejderklassen på faldskærmstroppernes opfordringer den 25. november viser, at reformisternes lammende greb om klassen som helhed, selv i Lissabon-området, er meget stærkere end den ledende indflydelse fra de revolutionære.
Et er for arbejdere at demonstrere på trods af reformistiske ledere, noget andet er at gå ind på oprørets vej. En arbejder vil ikke risikere sit levebrød, eller endda sit liv, i en opstand uden udsigt til at opstanden skal lykkes. Hvis han får på fornemmelsen, at kun et mindretal i klassen bakker op om opstanden, vil han forudse et nederlag og holde sig fra bevægelsen.
Den 25. november betød det revolutionære venstres svaghed, at det ikke engang var i stand til at mobilisere arbejderne for en defensiv generalstrejke. Reformisterne var stadig stærke nok til at sabotere massemodstand over for det yderste højre.
Den 25. november tøvede selv de soldater, som først gik i bevægelse – faldskærmstropperne – så snart de så, at massen af klassen ikke var i bevægelse sammen med dem.
Det er dette, som forklarer, hvorfor soldater-komiteerne og SUV, som syntes så stærke (selv for den herskende klasse!) den 24. november, faldt sammen som et korthus den 25.
Som vi skrev i vores avis Socialist Worker fra den 25. oktober:
“Den revolutionære bevægelses største svaghed er uligheden mellem soldaterne og arbejderne ... Bevægelsen blandt arbejderne sakker langt bagefter soldaterbevægelsen ...
Uligheden kan ikke fortsætte evigt. Hvis arbejderne ikke hæver sig op til de revolutionære soldaters niveau, er der stor fare for, at soldaternes bevidsthed og handlingsniveau vil synke ned til arbejdernes niveau ...
Hvis arbejderne ikke indhenter soldaterne, er der fare for, at soldaternes gejst vil fordampe ... Soldaterne vil være varsomme med at marchere fremad på egen hånd for at gribe statsmagten ...
Faktisk kan de væbnede styrker som stedfortrædere for proletariatet ikke engang gøre for Lissabon i 1975, hvad blanquisterne gjorde for Paris i 1839. Dengang kunne en lille minoritet på få tusinde tage magten, fordi resten af befolkningen var uorganiseret. Dette kan ikke gentages i Lissabon. Kommunistpartiet er alt for godt forankret i klassen til at tillade det.”
Kort før den 25. november sagde nogle revolutionære, at “de objektive betingelser for en vellykket opstand” eksisterede. Mange af betingelserne var ganske vist til stede: Den dybe splittelse inden for de væbnede styrker, splittelserne inden for den herskende klasse over, hvad man skulle gøre ved det, og den voksende bølge af arbejderkamp. Men én afgørende ting manglede – et masseparti af revolutionære, med medlemmer på hver eneste arbejdsplads, som kæmper for partiets politik i hver eneste arbejderkomité, som stiller dets politik over for de reformistiske bureaukraters i fagforeningerne, og som allevegne er i stand til over for den brede masse af arbejdere at fremsætte direkte og øjeblikkelige argumenter for at imødegå reformisternes forræderiske venden og drejen sig.
Det revolutionære venstre havde godt nok indflydelse i nogle få af de ledende arbejderkomiteer. Men når det gjaldt klassen som helhed, var dets indflydelse meget svagere end Kommunistpartiets.
Under sådanne betingelser var det let for KP først at forvirre det revolutionære venstre med kuppet og så bagefter at isolere det ved at forråde den bevægelse, det havde været med til at starte.
Det var i stand til at spille på det revolutionære venstres særlige fejltagelser – frem for alt den manglende evne til at skelne mellem propaganda og agitation. I ugerne før den 25. november havde de bedste elementer blandt det revolutionære venstre meget rigtigt lavet propaganda blandt de fremskredne lag af arbejdere, hvori de understregede, at kun gennem en væbnet opstand kunne klassen forhindre kontrarevolutionen. Men propagandaen blev ofte præsenteret på en sådan måde, at den kunne give mange arbejdere indtryk af at være en agitatorisk opfordring til umiddelbar opstand. Så selv om lederne af den revolutionære organisation tilsyneladende var klare over, at kuppet den 25. november ikke kunne være opstanden, var de, der fulgte dem i klassen, ikke hele tiden så sikre.
I en revolutionær periode er timingen af parolerne afgørende. Den revolutionære organisation må klart udtrykke forskellen mellem sin propaganda for opstand, dets opfordring til at forberede de politiske forudsætninger for opstand, og sine umiddelbare agitatoriske krav. Ellers kan tusinder, titusinder af arbejdere, som er nye i politik, blive unødvendigt forvirrede og demoraliserede.
Kapitalistklassen har genvundet et faktisk monopol på den væbnede magt. Man må ikke undervurdere nederlaget for revolutionen. På den anden side skal man heller ikke overdrive det. Hverken selvtilfredshed eller panik er gode vejledere for revolutionær handling. Frem for alt andet har arbejderne brug for sandheden. Nederlaget for revolutionen er ikke fuldstændigt. Hærenheder er blevet opløst, men ikke arbejderkomiteer, og fagforeningerne er forblevet mere eller mindre intakte. Højrefløjen føler sig ikke stærk nok til at angribe dem direkte.
Katastrofen er ikke som i Chile. Reaktionen har vundet et betydningsfuldt slag, men den rendyrkede kontrarevolution triumferer ikke.
Forholdet mellem reaktion og kontrarevolution er som forholdet mellem reform og revolution. Reaktionens sejre kan vi kalde de forandringer i regimet, som fører det i den retning, kontrarevolutionen ønsker, uden at ændre styrkeforholdene radikalt, uden at smadre proletariatets organisering og selvtillid.
Efter juli-dagene (1917; o.a.), hvor bolsjevikpartiet blev anklaget for at være tyske agenter, hvor hundreder af partimedlemmer blev kastet i fængsel, og hvor Lenin og andre partiledere holdt sig skjult, stillede Lenin spørgsmålet: Var dette en sejr for kontrarevolutionen eller kun for reaktionen? Det vigtigste spørgsmål var, om arbejderklassen havde mistet selvtilliden og evnen til at kæmpe. Nogen tid efter juli-dagene forklarede Lenin, hvordan en bestemt episode gjorde det fuldstændig klart for ham, at kontrarevolutionen ikke havde sejret, at krigen langt fra var slut, selv om et slag var tabt.
“Efter juli-dagene ... blev jeg tvunget til at gå under jorden ... I en lille arbejderbolig i en fjerntliggende arbejderforstad til Petrograd bliver aftensmaden serveret. Værtinden sætter brødet på bordet. Værten siger: ‘Sikken et fint brød. De tør ikke give os dårligt brød nu. Og vi var endda næsten holdt op med at tænke på nogensinde at skulle få godt brød i Petrograd igen.’ ...
Jeg var forbløffet over denne klassevurdering af juli-dagene. Mine tanker havde kredset om den politiske betydning af disse begivenheder, jeg havde analyseret den situation, som medførte denne zig-zag-linje i historien, og den situation, den ville skabe, og hvordan vi burde ændre vores paroler og senere vort partiapparat for at tilpasse det til den ændrede situation. Hvad brød angik, havde jeg, der ikke havde kendt til afsavn, ikke skænket det en tanke. Jeg tog brød for givet ...
Dette medlem af den undertrykte klasse, ... tager imidlertid tyren ved hornene med den forbløffende lethed og ligefremhed, med den faste beslutsomhed og utrolige klarsyn, som vi intellektuelle er lige så fjernt fra som stjerner på himlen. Hele verden er opdelt i to lejre: “os”, det arbejdende folk, og “dem”, udbytterne. Ikke skyggen af forlegenhed over, hvad der var sket; det var bare et af slagene i den lange kamp mellem arbejde og kapital. Når man fælder træer, flyver der splinter.
“Vi” pressede “dem” en smule; “de” vover ikke at herske over os, som de gjorde før. Vi skal presse dem igen – og smide dem helt ud, sådan tænker og føler arbejderen. [2]
Historiske erfaringer viser, at i revolutionære perioder kan en sejr for reaktionen hurtigt efterfølges af revolutionære sejre.
For blot kronologisk at opridse begivenhederne i Tyskland 1919-1920: I januar 1919 blev Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og hundreder af andre revolutionære nedslagtet – det tyske proletariats nederlag januar 1919 var betydeligt dyrere end portugisernes nederlag den 25. november. Den 3. marts brød en generalstrejke ud i Berlin; den 21. brød en generalstrejke ud i Ruhr; et år senere – den 13. marts 1920 – organiserede højrefløjen et kup og tog magten; den 14. opfordrede de socialdemokratiske ledere, der var bange for deres eget skind, til en generalstrejke, der væltede den højreorienterede Kapp-regering fire dage efter; oktober samme år meldte 300.000 medlemmer af USPD (Det Uafhængige Socialdemokratiske Parti) sig samlet ind i Kommunistpartiet og forvandlede det dermed fra en lille organisation på få titusinder til et masseparti.
Disse kendsgerninger fører alle til én konklusion: Den 25. november var ikke det sidste slag. Det var ikke som kuppet i Chile. Hvis der er brug for historiske sammenligninger, er det bedre at se på den tyske revolutions nederlag i januar 1919 (som var til en meget højere pris end nederlaget 25. november), hvor den tyske arbejderklasse alligevel bevarede styrken til at kæmpe i marts 1919 og mod Kapp-kuppet i 1920.
Hvis f.eks. SUV-demonstrationen den 25. september eller bygningsarbejdernes massedemonstration, der belejrede regeringsembedsmændene i 36 timer den 13. november var halve eller kvarte opstande, så var reaktionens sejr den 25.-26. november en halv sejr for kontrarevolutionen.
Der er slet ingen tvivl om, at de 300.000 arbejdere, som demonstrerede i Lissabon den 16. november, og 90 procent af arbejderne i Lissabon-området, som gik i strejke den 24. november, ikke havde mistet modet, deres selvtillid, deres evne til at kæmpe, uanset højrefløjens grusomme kup den 25.
Symptomatisk for regeringens svaghed er dens manglende evne til at gennemføre udgangsforbud i Lissabon. Som en Lissabon-kammerat skrev den 27. november: “Masser af mennesker har ignoreret udgangsforbuddet. Militæret har ikke midlerne til at håndhæve det.”
Mens de revolutionære op til 25. november lagde vægt på at vinde magten gennem proletariatets umiddelbare magtovertagelse, så må det centrale i al partiagitation nu være at vinde flertallet af proletariatet. Marchen imod proletariatets diktatur er nødvendigvis blevet længere og vil følge en større omvej.
Da proletariatet er ude af stand til at tage magten – pga. manglen på et revolutionært masseparti – må det gå til kamp på det økonomiske og sociale område.
Den internationale krises pres kan fortsat mærkes af den portugisiske kapitalisme. Den kan ikke forvente nogen ændring af dette forhold, førend der indtræder et opsving i verdensøkonomien. Og det opsving vil ikke komme før tidligst om 6-8 måneder – og vil under alle omstændigheder blive kortvarigt og føre til fornyet verdensomspændende inflation og til fornyet verdenskrise inden for de næste to år.
Regeringen og Revolutionsrådet vil blive tvunget til at fortsætte på højtryk med deres nedskæringsplaner – prisforhøjelser, tvangsfyringer, fabrikslukninger og at slå ned mod lønforhøjelser.
Under disse betingelser vil arbejdernes økonomiske kampe sandsynligvis meget hurtigt kunne tage fart igen. De store kampe op gennem de sidste par uger (metal- og bygningsarbejderne), der har involveret hele lag af tidligere passive arbejdere vil blive fulgt op af flere kampe. Det allervigtigste for at det revolutionære venstre kan genvinde kræfterne, er at det bliver i stand til at forholde sig til disse kampe.
På grund af det delvise nederlag for dets egne styrker, såvel som for det revolutionære venstres, vil KP stå i en langt svagere forhandlingsposition om den pris, som det må betale for at blive i regeringen.
De, der sejrede den 25. november, vil kun lade KP beholde sine positioner, hvis det gør sit yderste for at neddæmpe arbejdernes økonomiske kampe.
Ligesom i de første måneder efter 25. april (1974; o.a.) kan de revolutionære let komme til at stå i den situation, at de er de eneste, der vil støtte de mest elementære økonomiske arbejderkampe.
Derfor er det nødvendigt, at forstå den centrale rolle, som arbejdernes økonomiske kampe spiller i enhver revolution.
Som den store polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemburg bemærkede for 60 år siden:
“Ethvert nyt stormløb, enhver ny sejr i den politiske kamp forvandler sig til et mægtigt fremstød for den økonomiske kamp, samtidig med at den udvider de ydre muligheder ... Hver gang den politiske aktions skummende bølge har skyllet frem, bliver der en frugtbar aflejring tilbage, hvorfra tusindvis af nye spirer til den økonomiske kamp skyder i vejret. Og omvendt, den uophørlige økonomiske krigstilstand mellem arbejdere og kapital holder kampviljen vågen i alle de politiske pauser, den danner så at sige den proletariske klassekrafts bestandigt friske reservoir, hvorfra den politiske kamp stadig på ny kan hente sin styrke ...” [3]
Ud fra denne indsigt understregede hun – efter den tyske revolutions første nederlag for reformismens hånd i december 1918 – at revolutionæres kamp for lederskabet i klassen betyder, at de i en kort periode må bevæge sig fra direkte politisk konfrontation til økonomisk konfrontation:
“... revolutionens første periode ... var udelukkende en politisk revolution ... Først i de sidste uger har strejkerne ganske spontant begyndt at gøre sig bemærkede, og nu kan vi sige det: Det ligger netop i denne revolutions væsen, at strejkerne vokser mere og mere, at de i stadig højere grad må blive til midtpunktet ... Også her vil jeg gerne understrege, at vi med stolthed kan sige, hvad ingen vil kunne bestride: Vi ... er de eneste i hele Tyskland, som står på de strejkende og kæmpende arbejderes side.” [4]
På denne måde, argumenterede hun, ville reformismens tag i selv de mest tilbagestående lag af arbejderne blive rystet, og revolutionens basis ville udvide sig enormt.
Ingen i Portugal i dag har råd til at ignorere den lære. Efter den politiske forandring den 25. april fulgte en periode med intens økonomisk kamp. Nu, efter en periode hvor politiske spørgsmål dominerede alt, vil klassen nu genvinde sin styrke gennem økonomisk kamp.
I den tidligere fase med stadige politiske kriser har der været en tendens til, at revolutionære har affærdiget den økonomiske kamp som “forældet”. Men det er en farlig opfattelse.
Det er rigtigt, at portugisisk kapitalisme ikke længere har råd til reformer til gavn for arbejderne. Det er også rigtigt, at nogle af de mest fremskredne arbejdere befinder sig i en situation, hvor lønkrav truer den økonomiske levedygtighed for virksomheder, der kontrolleres af deres egne arbejderkomiteer, og at de derfor drager revolutionære konklusioner. Men den store masse af arbejdere er endnu ikke på dette bevidsthedsniveau. Det viser den kendsgerning, at de har fulgt de reformistiske fagforeningers lønkrav. I stedet for at de revolutionære skal fortælle disse arbejdere, at den økonomiske kamp er et overstået fænomen, så er det nødvendigt at kæmpe side om side med dem for de økonomiske krav, at foreslå organisationsformer, der er hensigtsmæssige for at vinde dem, og at kæmpe inden for arbejderkomiteerne og fagforeningerne imod de reformistiske lederes uundgåelige tendens til at bøje sig for den portugisiske kapitalismes behov og til at svigte kampen selv for reformer. Revolutionære må ikke nøjes med kun at kommentere kampen for lønforbedringer: De må gøre deres yderste for at drive den fremad, at forene arbejdernes styrke omkring økonomiske delkrav med henblik på at styrke klassens enhed og hæve dens kampniveau, således at det politiske spørgsmål om statsmagten bliver stillet for større kredse af arbejdere end nogensinde før.
De uudviklede folkemagtsorganer viste sig i det store hele at være utilstrækkelige den 25. november. Dette skyldtes, at mange af deres aktiviteter var adskilt fra arbejdernes daglige kamp – fra den daglige kamp for bedre lønninger og arbejdsforhold, for bedre boliger, mod arbejdsløshed og prisstigninger. Arbejderne støttede dem svagt, men følte sig ikke tæt og organisk knyttet til deres aktioner. Opbygningen af virkelige folkemagtorganer vil afhænge af, om man kan overvinde denne fejltagelse og gøre dem centrale for arbejdernes økonomiske delkampe, såvel som at betragte dem som kimen til arbejderklassens magt.
I den nærmeste fremtid vil revolutionære grupper på hver fabrik kun kunne genvinde deres styrke og komme ud over svaghederne fra den 25. november, hvis de – ikke kun abstrakt – stiller spørgsmålet om statsmagten, og stiller sig selv i centrum for kampen mod regeringens nedskæringsprogram. Det betyder, at man må formulere krav for et forsvar på den økonomiske front og benytte regelmæssige fabriksbulletiner og aviser til at gå imod reformisternes forræderi på denne front såvel som på den politiske front.
Revolutionære må gribe enhver lejlighed til at forbinde sig med arbejdernes kamp gennem legale “front”-organisationer.
Vi gentager, revolutionen har endnu ikke lidt noget afgørende nederlag. Det revolutionære venstre kan stadig samle støtte og vende strømmen. Den aktuelle kamp er en kamp for at overbevise arbejderne om, at alle revolutionens landvindinger til dato står på spil. Den økonomiske offensiv, som magthaverne må udløse, offensiven for at bryde arbejderklassens industrielle magt, er nu slagmarkens brændpunkt. På denne slagmark kan der stadigvæk opnås enhed i arbejderklassen omkring et militant program.
På det grundlag kan de revolutionære begynde at opbygge det parti, som helt klart manglede den 25. november. Hvis de har lært lektien af det nederlag, vil det ikke vare længe, før de rejser sig igen.
Selv blandt de bedste elementer af det revolutionære venstre, er der mangel på forståelse for det nødvendige i en politisk organisering af de arbejdere, som er ved at bryde med reformismen. Det er en udbredt opfattelse, at partiets opgave er at beskæftige sig med tekniske spørgsmål, såsom organiseringen af opstanden, hvorimod arbejdermagtorganernes virksomhed kan overlades til de “ikke-partiorganiserede” organer selv. I praksis betyder dette, at man opfatter partiet som sammensat af små velskolede (i militær forstand) kadrer, som ikke behøver at gennemtrænge hver eneste del af klassen.
Denne modvilje mod at lægge vægt på opbygningen af partiets organisation og dets periferi er måske en naturlig reaktion mod den primitive stalinistiske opfattelse af partiet, som både kommunistpartiet og de maoistiske sekter dyrker (som får maoisterne til at modstille opbygningen af partiet til massebevægelsens opgaver). Men det er yderst farligt i øjeblikket.
I Rusland i 1905 understregede Lenin igen og igen nødvendigheden af, at partiet trak titusinder af arbejdere til sig, at det greb ud efter hver eneste arbejder, som på nogen måde nærmede sig revolutionær politik.
Han erkendte, at hvis det revolutionære parti ikke tog fat i dem, og vandt dem for hele sin opfattelse gennem fælles handling i en fælles organisation, så kunne de alt for let trækkes tilbage til reformismens, eller endog til reaktionens sfære.
“Vi har brug for unge kræfter. Jeg går ind for skydning på stedet af enhver, der antager, at der ikke er nogen at få fat på. Ruslands befolkning er enorm; det eneste, vi kan gøre, er at rekruttere unge mennesker bredere og modigere, modigere og bredere og stadig bredere og modigere uden at frygte dem (Lenins fremhævning) ... Kast alle stilstandens gamle vaner bort, al respekt for status, og så videre. Dan hundreder af cirkler af Vperiod-ister blandt ungdommen og sæt mod i dem, så de arbejder på højtryk ... Med største hast må vi samle folk med revolutionært initiativ og sætte dem i arbejde. Frygt ikke deres mangel på skoling, ryst ikke ved deres uerfarenhed og mangel på udvikling. For det første, hvis det ikke lykkes for jer at organisere dem og tilskynde dem til handling, så vil de følge mensjevikkerne og Gapon’erne, og deres uerfarenhed vil skade fem gange så meget. For det andet, så vil begivenhederne i sig selv skole dem i vores ånd ... Dette er en kampens tid. Enten skaber I nye, unge, energiske kamporganisationer overalt for revolutionært ... arbejde af al slags blandt alle lag, eller I går under kronet med ‘komite-bureaukraternes’ glorie.” [5]
Hans ord passer fuldstændigt på Portugal i dag. Enhver, der bevæger sig mod venstre, og som ikke vindes for en organisation, vil blive trukket ind under reformismens, centrismens eller den sekteriske maoismes indflydelse, og vil skabe uovervindelige problemer for de revolutionære i fremtiden.
Faren kan undgås, men kun hvis det revolutionære venstre skarpt ændrer den prioritering, det giver partiopbygningen.
Fremfor alt er det nødvendigt med en regelmæssig folkelig presse. Uden den bliver medlemmerne af det revolutionære parti ikke presset til at skaffe kontakter til organisationen. De har ikke nogen automatisk organisatorisk tilknytning til dem, der vakler mellem de revolutionære og reformisterne, maoisterne eller centristerne, så længe disse endnu ikke er villige til at gå ind i partiet. De har ikke nogen let måde, hvorpå de kan åbne en dialog med afvigende KP-medlemmer eller endog de maoister og centrister, der er forvirrede over deres egne organisationers optræden. De har ingen færdig måde at forklare partiets opfattelse af hverdagens begivenheder til det store antal af arbejdere, der tiltrækkes til revolutionære ideer.
Partiet kan selvfølgelig ikke bygges ved blot at proklamere det, eller ved at stille det i modsætning til udviklingen i massernes kamp (som de fleste af maoistgrupperne tror). Men det kan opbygges af en organisation, som i praksis viser, at den ved, hvad der er nødvendigt for klassen at gøre, og som klart og åbent igen og igen over for resten af klassen insisterer på, at den kun har været i stand til at gøre dette, fordi den eksisterer som et parti omkring et bestem program.
At træde ind på opstandens og borgerkrigens vej uden et masseparti er noget af det mest farlige, der kan tænkes for revolutionære.
I Portugal er der ingen mulighed for at undgå skarpe, væbnede sammenstød mellem klasserne i mere end nogle få måneder (højst). Derfor er den mest presserende opgave for det revolutionære venstre at opbygge den politiske organisatoriske struktur inden for klassen. At undlade at gøre dette vil det ikke blot dømme den portugisiske arbejderklasse til nederlag: Det vil også smide den bedste mulighed bort for et revolutionært gennembrud i Europa siden 1917.
At stræbe efter at vinde magten uden først at vinde de proletariske masser er venstreekstremistisk eventyrpolitik. At have som mål at vinde proletariatet for partiet er ren opportunisme. At vinde proletariatet for det revolutionære parti med henblik på at vinde magten er den eneste realistiske revolutionære vej, der er åben i Portugal nu.
Lenin, hvis skæbne det blev at lede den eneste vellykkede proletariske masseopstand indtil i dag, forklarede for lang tid siden, hvordan organiseringen af det revolutionære parti passer ind i forberedelsen til en væbnet opstand. Han skrev i 1902:
“Forestil Dem ... en folkeopstand. For tiden vil formodentlig alle være enige i, at vi må tænke på den og forberede os til den. Men hvordan skal vi forberede os til den? Centralkomiteen kan dog ikke udnævne agenter alle steder til at forberede opstanden! Selv om vi havde en centralkomité, ville den under de nuværende russiske forhold intet som helst opnå ved en sådan fremgangsmåde. Derimod ville et net af agenter, der af sig selv er dannet under arbejdet med fremstillingen og udbredelsen af det fælles blad, ikke behøve at »sidde og vente« på parolen til opstand, men ville netop udføre et regelmæssigt arbejde af en sådan art, at det ville garantere den største sandsynlighed for et godt udfald i tilfælde at opstand. Netop en sådan virksomhed ville styrke forbindelserne både med de brede arbejdermasser og med alle de lag, der er utilfredse med selvherskerdømmet, hvilket er så vigtigt for opstanden. Netop ved en sådan virksomhed ville der oparbejdes en evne til at bedømme den almene politiske situation rigtigt og følgelig en evne til at vælge det rette tidspunkt for opstanden. Netop en sådan virksomhed ville lære alle lokale organisationer at reagere samtidigt på de samme politiske spørgsmål, tilfælde og begivenheder, som optager hele Rusland, besvare disse »begivenheder« så energisk som muligt, så ensartet og hensigtsmæssigt som muligt, – og opstand er jo i virkeligheden hele folkets mest energiske, mest ensartede og mest hensigtsmæssige »svar« til regeringen. Netop en sådan virksomhed ville endelig lære alle revolutionære organisationer i alle egne af Rusland at oprette de fasteste og samtidig de mest konspirative forbindelser, som skaber den faktiske enhed i partiet, – og uden sådanne forbindelser er det umuligt kollektivt at drøfte planen for en opstand og på tærsklen til den træffe de fornødne forberedende foranstaltninger, som må bevares i dybeste hemmelighed.” [6]
Først når det revolutionære masseparti er dybt forankret i proletariatet, kan det lede en vellykket opstand. En nødvendig betingelse for den proletariske opstands sejr, er, at de afgørende dele af proletariatet vil den. Lenin skrev i 1917:
“For at sejre må opstanden støtte sig – ikke på en sammensværgelse, ikke på et parti, men på den mest fremskredne klasse. Det er det første punkt. Opstanden må støtte sig på et revolutionært opsving i folket. Det er det andet punkt. Opstanden må støtte sig på det vendepunkt i den fremvoksende revolutions historie, hvor aktiviteten hos folkets forreste rækker er størst, og hvor der er stærkest vaklen i fjendens rækker og blandt de svage, halvhjertede, ubeslutsomme venner af revolutionen. Det er det tredje punkt.” [7]
“Militær sammensværgelse er blanquisme, hvis den ikke er organiseret af en bestemt klasses parti, hvis dens organisatorer ikke har analyseret den øjeblikkelige politiske situation i almindelighed og den internationale situation i særdeleshed, hvis partiet ikke har sympatien hos flertallet af befolkningen på sin side, og som kan bevises af de objektive kendsgerninger, hvis udviklingen i de revolutionære begivenheder ikke i praksis har frembragt en tilbagevisning af småborgerskabets illusioner om forsoning, hvis flertallet af de sovjet-lignende revolutionære kamporganisationer, som man anerkender er autoritative, eller som har vist sig i praksis at være det, ikke er blevet vundet, hvis der ikke i hæren er modnet en stemning ... imod regeringen ... hvis opstandens paroler ikke er blevet kendt vidt og bredt i befolkningen, hvis de fremskredne arbejdere ikke er sikre på massernes desperate situation og støtten fra landet, der har vist sig gennem en virkelig bondebevægelse eller ved en opstand mod jordejerne og den regering, der forsvarer jordejerne, hvis landets økonomiske situation vækker reelle forhåbninger om en gunstig løsning af krisen gennem fredelige og parlamentariske midler.” [8]
Nogle mennesker har hævdet, at den cubanske revolutions eksempel viser, at ovenstående betingelser ikke behøver at være opfyldt i Portugal. Men de betingelser, hvorunder den cubanske revolution fandt sted, var ret forskellige fra dem, der hersker i Portugal i dag.
Guerilla-bevægelsen på Cuba var i stand til at vinde, fordi ingen af hovedklasserne var indstillet på at støtte Batista mod oprørstropperne, da det kom til stykket. Det hjemlige bourgeoisi på Cuba var så svagt og splittet, at nogle af dets repræsentanter deltog i Castros første regering. Selv dele af det amerikanske udenrigsministerium var på det tidspunkt rede til at vise Castro velvillig neutralitet. Man må huske på, at Castro på det tidspunkt, hvor han tog magten og smadrede Batistas stående hær, stadigvæk hævdede, at revolutionen ikke ville blive anti-kapitalistisk. Han proklamerede først dens socialistiske hensigter den 16. april 1961.
Betingelserne i Portugal i dag er ganske anderledes. Bourgeoisiet er meget stærkere end det var på Cuba. Det har udbredt støtte blandt småborgerskabet og bønderne i nord. Bourgeoisiet er klar over at enhver optrapning af revolutionen er en trussel mod hele dets sociale position, og er derfor fast besluttet på at ville kæmpe imod til det sidste. Den amerikanske regering udviser ikke “velvillig neutralitet”, men bitter fjendtlighed mod revolutionen.
Alt dette gør det meget sværere at gøre op med reformismens greb, end tilfældet var på Cuba. Reformisterne kan forhindre et totalt opgør med højrekræfterne. Dette viste sig på afgørende måde den 25. november. En opstand kan ikke lykkes, førend reformismens indflydelse på fabrikkerne er blevet udfordret på afgørende måde af de revolutionære. Det kan ikke blive tilfældet, som på Cuba, at opstanden finder sted, og KP så bagefter bliver tvunget til at acceptere det. Og det er værd at erindre, at selv på Cuba fortsatte reformisternes magt med at være afgørende efter opstanden. Den tvang oprørstroppernes ledere til at indgå alliancer med reformisterne, hvilket forklarer mange af deformeringerne på Cuba i dag.
Det Kommunistiske Manifest og ikke Castro bør tjene som vejleder for revolutionære i Portugal, såvel som andre steder i verden, når det erklærer: “Alle hidtidige historiske bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse.” [9]
Arbejderklassen er først rede til den væbnede magtovertagelse, når både objektive og subjektive forhold er modne. Derfor fremførte Lenin ikke parolen om opstand forud for september 1917 – da bolsjevikkerne vandt flertallet i sovjetterne i Petrograd og Moskva. I april 1917 udsendte en ledende bolsjevik i Petrograd, Bogdatev, sekretær for Putilovs Bolsjevik Komite (partiledelsen på Putilovfabrikkerne; o.a.), en løbeseddel, som lød “Ned med den provisoriske regering”. Lenin angreb ham for at være venstreekstremist, og hans handling blev fordømt af partiet på grund af faren for, at arbejderne ville opfatte det som et tegn til umiddelbar aktion, før partiet havde klassens støtte.
I en revolutionær situation er den måde teksten fortolkes på vigtigere, end hvad der virkelig står. [10]
For revolutionære må der ikke være nogen modsætning mellem ord og handling. Når et parti laver propaganda om nødvendigheden af en opstand, må det derfor ikke give anledning til forvirring blandt arbejderne, således at propagandaen opfattes som signal til øjeblikkelig handling. Hver eneste udtalelse, hver eneste løbeseddel må gøre denne skelnen klar. Opfordringer til arbejderne må ikke fremstå på en sådan måde, at det vil virke som opfordring til handling, medmindre partiet er fuldstændig forberedt på alle væsentlige konsekvenser, det vil få.
Hvis de revolutionære arbejder korrekt i Portugal i dag, så kan de skabe betingelserne for organiseringen af en vellykket kamp om magten. Men det vil sige, at de må forstå, at den første betingelse er at vinde arbejderklassen for revolutionen.
Reformismens magt, der var så afgørende den 25. november, kan rystes. Men kun hvis de revolutionære anerkender, at det er nødvendigt at gå lidt tilbage for at kunne gå fremad, og at forholde sig til de mange økonomiske kampe, vi kan vente os i de næste måneder, for at gøde jordbunden for nye politiske kampe.
Regeringens forsøg på at løse den portugisiske kapitalismes økonomiske problemer vil føre til mange hårde sammenstød mellem den og dele af arbejderne. Hvis de revolutionære ved, hvordan de skal forholde sig til disse økonomiske kampe, så vil det være let at skubbe dem hen til det punkt, hvor de politiske spørgsmål rejses – politiets rolle, den udrensede hærs rolle, regeringens rolle og de elementer, der indgår i den (inclusive KP), og nødvendigheden af klasseaktion imod det og for modsvarende kamp- og magtorganer.
Modsætningerne indenfor de styrker, der sejrede den 25. november, betyder, at den næste større politiske konflikt måske ikke er så langt væk. Dele af militæret ønsker allerede at skærpe repressionen meget mere end Antunes og dele af Socialistpartiets ledelse.
De revolutionære har ikke meget til at opbygge den revolutionære styrke i klassen, som ikke eksisterede den 25. november. Men hvis mulighederne, der er til stede, udnyttes, kan revolutionen stadig reddes.
Nederlaget den 25. november bør benyttes til at lære hver eneste arbejder i Portugal og andre steder de vigtigste erfaringer, som er nødvendige i fremtiden for at opnå sejr for proletariatet. En hær, der er blevet slået, bliver så meget desto bedre, hvis den uddrager læren af sit nederlag.
1. Tony Cliff: Portugal at the Crossroads, i tidsskriftet International Socialism (1st series), issue 81-82, september 1975, p. 31-33.
Genoptrykt i Tony Cliff: International Struggle and the Marxist Tradition, Selected Works Vol.1, Bookmarks, London 2001, pp.219-310.
2. V.I. Lenin: Vil bolsjevikkerne kunne beholde statsmagten? Skrevet 1. oktober 1917 (eller få dage før). Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 103-145, Forlaget Tiden, København 1983.
3. Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger (1906). Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 279-308. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
4. Rosa Luxemburg: Vort program og den politiske situation. Tale holdt på det tyske kommunistpartis grundlæggelseskongres, 31. dec. 1918. Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 279-308. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
5. V. I. Lenin: A Letter to A. A. Bogdanov and S. I. Gusev, 11. feb. 1905. Fra Lenin: Collected Works, Foreign Languages Publishing House, 1962, Moscow, Volume 8, pages 143-147.
6. V.I. Lenin: Hvad må der gøres? (1902). Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 2, s. 192-93, Forlaget Tiden, København 1979.
7. V.I. Lenin: Marxisme og opstand (1917). Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 84-88, Forlaget Tiden, København 1983.
8. V.I. Lenin: Letter to Comrades, 17. okt. 1917. Fra Lenin: Collected Works, Progress Publishers, Moscow, Volume 26, 1972, pp. 195-215.
9. Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest (1848), i: Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, s. 37, Forlaget Tiden, København 1973.
10. Oversættelsen er ikke specielt præcis. På engelsk lyder sætningen: In a revolutionary situation tenses are more important than grammar. (Altså noget i retning af, at grammatiske tider er vigtigere end grammatikken selv.) Web.red.
Sidst opdateret 2.4.2015