Forventningerne til fremtiden var utvivlsomt store, da omkring 45.000 nye studenter den 1. september sidste år startede på en af de videregående uddannelser, for at blive alt fra pædagog, ingeniør eller humanist.
Men det store frafald – på mange uddannelser over 30 pct., studieskift, følelse af ensomhed og utilstrækkelighed vidner alt sammen om, at forventningerne ikke bliver opfyldt.
De studerendes forventninger er ellers relativt beskedne og meget menneskelige. En ny undersøgelse peger på, at for de fleste drejer uddannelsen sig om dels at få et arbejde, der hele tiden giver nye udfordringer, dels at få en balance mellem privatliv og karriere.
En undersøgelse fra sidste år viste, at halvdelen af de nye studerende ønskede en videregående uddannelse for at fordybe sig, og 29 pct. valgte bevidst sundheds-, pædagog- og humanistiske uddannelser for at gøre noget for andre mennesker. Kun et lille mindretal vælger uddannelse for at tjene penge og komme til tops i samfundet.
Mange af kritikerne har en forestilling om, at universiteternes rolle handler om "sandhed, samtale og demokrati". Men forestillingen om universitetet som arnestedet for åndsfrihed, sandhed og demokrati er en romantisk, akademisk illusion, som bygger på forestillingen om, at universitetet selv definerer sin rolle i samfundet.
I virkeligheden bliver hele uddannelsessystemet i høj grad formet ud fra arbejdsmarkedets krav.
Uddannelsessystemet udgør den mekanisme, hvormed kapitalismen kan forme det menneskelige materiale, så det passer bedst muligt til kapitalens jagt efter profit. Uddannelsessystemet skal reproducere den klassestruktur, som modsvarer den måde, produktionen og udbytningen foregår på. Og i takt med at produktionen over tid forandrer sig, så forandres også kravene til uddannelsessystemet.
Det er indlysende for de fleste, at denne sammenhæng gælder for den grundlæggende uddannelse, som alle mennesker skal igennem. Det moderne produktionsapparat kræver et vist universelt niveau af læse-, skrive- og regnefærdigheder, som middelalderens landbrugssamfund ikke gjorde. Og det er lige så klart, at de faglige uddannelser er tæt forbundet til den teknologiske udvikling.
Men sammenhængen mellem kapitalismens struktur og uddannelsessystemet slår også igennem over for de videregående uddannelser. Man kan se det konkret i de planer, som diverse undervisningsministre har udarbejdet for universiteternes fremtid.
I 1997 fremlagde daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen en rapport, som primært handlede om, hvordan erhvervslivet kan øge sin indflydelse på uddannelserne. Rapporten indeholdt bl.a. forslag om, at erhvervslivet skal have repræsentanter i de styrende organer på skoler og universiteter, samtidig med at de studerendes indflydelse er blevet begrænset.
Erhvervsfolk skal i højere grad virke som censorer og undervisere. Virksomhedspraktik skal indføres på alle niveauer i uddannelsessystemet, og firmaer skal kunne sponsorere udvalgte områder af forskning og undervisning. Rapporten var udarbejdet på baggrund af interviews med virksomheder som Carlsberg, Danfoss, Lego og Den Danske Bank.
Mange studerende og undervisere på de videregående uddannelser har reageret med stor skepsis over for denne erhvervsretning og opfatter det som et brud på universiteternes åndsfrihed.
Men universiteterne har altid været bundet til kapitalens behov, også før eliteuniversitetet blev forvandlet til masseuniversitetet.
Det gamle eliteuniversitet tjente som udklækningsanstalt for den herskende klasse og den del af middelklassen, som direkte tjente den herskende klasse, dvs. grupper som advokater, embedsmænd i statsapparatet, lektorer og ingeniører. Studerende blev næsten udelukkende rekrutteret fra den herskende klasses egne rækker, og der var derfor relativt stor overensstemmelse mellem de studerendes krav til uddannelserne og uddannelsessystemet selv.
Men med den vedvarende teknologiske fornyelse i industrien i perioden efter 1945 har dette billede ændret sig radikalt. På den ene side har konkurrencen stillet krav om, at produktionen hele tiden blev udvidet og effektiviseret, hvilket har ført til en langt højere anvendelse af teknologi og videnskab i produktionen. Dermed blev der er stort behov for teknisk uddannede på mange niveauer – forskere i naturvidenskab, ingeniører og faglærte arbejdere, selv de ufaglærte skulle uddannes og skiftede navn til 'specialarbejdere'.
På den anden side har denne udvikling krævet, at industrien blev understøttet af en stor offentlig sektor, hvilket igen betød masseproduktion af arbejdskraft med mellemlange eller lange videregående uddannelser: Læger og sygeplejersker til at sikre, at tilskadekomne eller syge arbejdere kunne lappes sammen hurtigst muligt. Pædagoger til at passe lønarbejdernes småbørn. Socialrådgivere til at lempe udstødte grupper tilbage på arbejdsmarkedet. Og naturligvis administratorer i stort antal til at knytte det hele sammen.
Dermed skete der en eksplosion i antallet af studerende. Ved Københavns Universitet blev antallet af studerende fordoblet fra 1959 til 1964 og igen fra 1964 til 1968.
I midten af 50'erne blev der årligt produceret ca. 700 kandidater fra universiteterne. Tyve år senere var tallet over 3.500, og i dag ligger det på omkring 8.000. Mellem 1965 og 1975 blev der åbnet tre nye universiteter i Danmark samt en række højere læreanstalter.
Dette skabte et nyt lag af lønarbejdere, de akademiske lønarbejdere. Alex Callinicos beskriver i bogen The Changing Working Class, hvorledes dette lag er sammensat:
1. En lille minoritet, som er kapitalistklassens lønnede medlemmer, og som deltager direkte i beslutninger, som vedrører kapitalakkumulationen;
2. En meget større gruppe, den 'nye middelklasse', bestående af højtlønnede funktionærer, som primært besidder managements- og overvågningspositioner mellem arbejdere og kapitalen;
3. Flertallet – almindelige lønarbejdere, der har lige så lidt kontrol over deres arbejde som manuelle arbejdere og ofte er ringere betalt.
Grænserne mellem de tre grupper er ikke knivskarpe. Det betyder, at de akademiske lønarbejdere, mens de er under uddannelse eller i starten af deres karriere, i det mindste kan drømme om at få et meningsfyldt og udviklende arbejde, som den førnævnte undersøgelse peger på.
Men for langt de flestes vedkommende er den barske virkelighed, at de ender i underordnede stillinger i den offentlige administrations samlebåndsfabrik, hvor deres arbejdsfunktioner bestemmes af politikere og overordnede embedsmænd, ikke af dem selv.
Af denne grund er det ikke noget problem for politikerne at udvide optaget af studerende – målsætningen er, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse – uden at give de nødvendige bevillinger til ekstra lærere og lokaler.
For den herskende klasse er det vigtigere at uddanne lønarbejdere, der lydigt parerer ordre og kan bestride deres erhvervsfunktion, end at træne de studerende i kreativitet og selvstændig tænkning.
En af konsekvenserne er, at 10,1 pct. af magistrene og 6,4 pct. af akademikerne er arbejdsløse. Og som det ses i lønstatistikken, så er der ingen automatik for store lønninger, da slet ikke for de mellemlange videregående uddannelser som pædagog, lærer og sygeplejerske. Kun et mindretal, der som hovedregel er rekrutteret fra de riges egne rækker, kommer via uddannelse til magt og penge.
Sidst opdateret 27.7.2008