Marxisme Online > IS/SWP > Det kommende socialistisk samfund
1. Introduktion
2. Erobringen af den politiske magt
3. Undertrykkelse og frihed under arbejdermagten
4. Erobringen af den økonomiske magt
5. Spredning af revolutionen
6. Produktion efter behov
7. Forvandlingen af arbejdet
8. Kvindefrigørelsen
9. Slut med racismen
10. Om at lære for fremtiden
11. Fra nødvendighed til frihed
12. Forslag til videre læsning
"Hvordan vil der se ud efter revolutionen? Hvordan vil vi klare det og det problem under socialismen? Hvordan vil det ene og det andet være organiseret?"
Den slags spørgsmål stilles tit til marxister. Og det må siges, at de svar, der gives, hyppigst er vage. Vist er Marx' skrifter på det område tynde sammenlignet med hans monumentale analyser af kapitalen og hans værker om historie og samtidens politik. Skønt det, Marx havde at sige om emnet, indeholdt al hans sædvanlige genialitet, og udgjorde basis for al efterfølgende marxistisk tænkning om socialismen, så er sagen alligevel, at han kun beskæftigede sig med de mere overordnede spørgsmål og kun i grove træk.
Det var der gode grunde til.
Før Marx var den dominerende socialistiske skole den "utopiske" med folk som Saint-Simon og Fourier i Frankrig og Robert Owen i England. Utopisterne specialiserede sig i at optegne storslåede billeder af den fremtidige samfundsorganisering, men manglede enhver strategi for at nå dertil, ud over at appellere til den herskende klasses velvilje.
Marx var fast besluttet på at adskille sin videnskabelige socialisme fra disse middelklasse-dagdrømmerier. Han understregde, at socialismen kun kunne opstå ud af de faktiske modsætninger i kapitalismen - den kapitalistiske produktions anarki og modsætningerne mellem arbejderklassen og borgerskabet. Det satte meget snævre grænser for at forudsige organiseringen af det socialistiske samfund, grænser der udelukkede ethvert forsøg på at udarbejde en plan i detaljer. I det store og hele gælder disse grænser stadig i dag.
Eftersom socialismen opstår ud af kapitalismen, som resultat af arbejderklassens sejrrige kamp imod den, så vil de specifikke metoder, der indføres af den revolutionære socialistiske regering, selvsagt afhænge af de økonomiske, sociale og politiske forhold, der hersker på det tidspunkt.
Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan disse forhold vil være, lige så lidt som vi kan forudsige datoen for revolutionen. Og eftersom hele pointen ved den socialistiske revolution er at sætte samfundet under arbejderklassens bevidste kontrol, vil der også være mange spørgsmål, som det vil være nytteløst at forsøge at besvare på forhånd, og som det simpelthen må overlades til fremtidens arbejdere at beslutte. Der er for eksempel ingen mening i nu at udarbejde planer for, hvordan beboelse skal se ud under socialismen. Det afhænger helt af, hvilken slags huse folk i fremtiden vælger at bo i.
Ikke desto mindre står der et spørgsmål tilbage. Hvis folk skal gå med i kampen for socialisme, så vil de også vide, hvad de kæmper for. Dette gælder især, fordi spørgsmålet er blevet så uigennemskueligt af fænomenet stalinisme i Rusland og Østeuropa. Og af en lang række andre regimer verden over, som hævder, at de er "socialistiske".
I den socialistiske propaganda er der brug for en voldsom fordømmelse af kapitalismen. Der er brug for en skarp analyse af arbejderbevægelsens strategi og taktik. Men der er også brug for inspiration, for en vision om målet, som gør kampen værd at gennemføre.
Desuden er vi på mange måder bedre stillet end Marx til at besvare nogle af spørgsmålene. Endnu et århundrede med kapitalistisk udvikling har uvilkårligt gødet jorden for socialismen på mange måder, og gjort det nemmere at se for sig, hvordan bestemte mål, som Marx opstillede i princippet - som fx det at opnå materiel overflod, eller hvordan arbejdsdelingen overvindes - faktisk kan realiseres.
Ligeledes har vi fordelen af endnu et århundrede med arbejderkamp. Dog har vi endnu ikke erfaringer med fuld socialisme i marxistisk forstand. Men vi har erfaringer fra få års socialistisk revolution i Rusland, og en række nærved-og-næsten - arbejderrevolutioner, der led nederlag, som Spanien i 1936 og Ungarn i 1956 - der indeholdt spirer til socialismen.
Det er af disse grunde, at denne pjece vil forsøge forholdsvis detaljeret at give et marxistisk billede på det fremtidige socialistiske samfund. Jeg understreger ordet forsøge, fordi - rent bortset fra de personlige fejl og særegenheder, som måtte snige sig ind i min fremstilling - er der én ting, der er sikker: den virkelige socialisme vil adskille sig markant fra enhver mulig forudsigelse af den. Det ødelægger imidlertid ikke forehavendet - at forsøge så konkret som muligt at vise, hvordan det er muligt for menneskeheden, igennem socialismen, at fjerne de fundamentale problemer, som plager den under kapitalismen, og vinde ægte frihed.
Det er nødvendigt at pege på endnu en indledende pointe. Socialismen - eller kommunismen for at bruge Marx' oprindelige udtryk - er ikke en færdiglavet samfundsform, som blot kan indføres dagen efter revolutionen. Det er nærmere en historisk proces.
Denne proces starter med, at arbejderrevolutionen ødelægger den kapitalistiske stat. Og den er først fuldendt, når det rene klasseløse samfund er opbygget på verdensplan - det vil sige, når hele menneskeheden kollektivt bestemmer over sit eget liv, uden klassemodsætninger eller klassekamp.
Imellem omstyrtelsen af kapitalismen og det klasseløse samfund ligger der en overgangsperiode - det Marx kaldte "proletariatets diktatur", mere enkelt kaldes det også "arbejdermagt".
Når man diskuterer det kommende socialistiske samfund, er det altid vigtigt, at have denne skelnen i hovedet. For hvad der kan og vil blive gjort i den indledende fase, hvor arbejderklassen, selv om den er ved magten, stadig er låst fast i kampen mod det afsatte borgerskab, er overhovedet ikke det samme som de muligheder, der åbnes for, når menneskeheden til slut er helt forenet.
Den første og mest umiddelbare opgave, som en sejrende arbejderrevolution står overfor, er at konsolidere sin egen magt og forsvare sig imod kapitalistisk kontra-revolution. Dette er vigtigt - faktisk et spørgsmål om liv og død. Det er erfaringen fra alle revolutioner fra Pariserkommunen og frem, at borgerskabet er parat til at gribe til den mest ubarmhjertige vold for at fastholde sin magt, eller for at genvinde sin tabte magt.
For at bryde den hårde modstand fra den afsatte herskende klasse, der vil blive støttet af den resterende verdenskapitalisme, må arbejderklassen skabe sin egen stat. Denne stat vil ligesom alle andre statsmagter være en centraliseret organisering, der udøver den afgørende autoritet i samfundet, og som har den nødvendige væbnede magt til sin rådighed.
Men her slutter ligheden mellem den nye arbejderstat og den forudgående kapitalistiske stat. De gamle væbnede styrker og politiet vil blive opløst (reelt vil de allerede være brudt sammen inden, for at revolutionen har kunnet sejre) og udskiftet med organiseringer af bevæbnede arbejdere - arbejdermilitser.
Grundlaget for disse militser vil formentlig allerede være lagt i løbet af revolutionen, og det er sandsynligt, at de vil stamme fra og være forbundet med de større arbejdspladser og fabrikker. Medmindre revolutionen står over for en total borgerkrig eller invasion, vil militstjeneste fungere efter et rotationsprincip, for på den måde at træne og inddrage det størst mulige antal arbejdere i forsvaret af deres magt, og for at sikre, at militsen ikke fjerner sig fra arbejderklassen som helhed.
Militserne vil også være dem, der står for den daglige lov og orden - en opgave, som de vil kunne udføre meget mere effektivt end det kapitalistiske politi på grund af deres rødder i lokalsamfundet.
Alle officerer i militsen vil være valgte, underlagt regelmæssige genvalg og blive betalt med den gennemsnitlige arbejderløn - principper, som vil gælde for alle ansatte i den nye stat.
Imidlertid vil de centrale institutioner i den mye stat ikke være arbejdermilitsen, men et netværk af arbejderråd. Arbejderrådene er regionale sammenslutninger af delegerede, valgt på arbejdspladserne, som på skift sender delegerede til det nationale arbejderråd. Det er dette sidstnævnte, der vil være den højeste magt i landet. Regeringen, militserne og alle andre statsinstitutioner vil være ansvarlige og stå til regnskab over for det nationale arbejderråd.
Forudsat de godkender revolutionens grundlæggende rammer, vil forskellige politiske partier arbejde frit inden for rådene. Og det parti, der har flertallets opbakning i rådene danner regeringen. Efter al sandsynlighed det parti, der har ledet revolutionen.
Grunden til, at vi kan forudsige, at rådene vil få denne rolle, er ikke, at det er nedfældet på stentavler af Marx (faktisk nævnte Marx dem aldrig), men at alle arbejderrevolutioner og forsøg på arbejderrevolutioner i dette århundrede har skabt den slags organiseringer, eller kim til dem.
Det første arbejderråd, eller sovjet som det blev kaldt, opstod i Rusland i Skt. Petersburg i 1905-revolutionen. Senere eksempler er de russiske sovjetter i 1917, arbejderrådene i Tyskland 1918-19 og det centrale arbejderråd i Budapest i 1956. Eksempler på råd i kimform er fabriksrådene i Italien i 1919-20 og de chilenske Cordones Industriales i 1972.
Af samme grund vil det være frugtesløst at forsøge at gå yderligere i detaljer omkring organiseringen af arbejderrådene. Sådanne råd opstår ikke efter revolutionen efter en eller anden forudlagt plan, men derimod i løbet af revolutionen for at gøre arbejderklassen i stand til at koordinere sine kræfter. Som kamporganer vil deres struktur i starten nødvendigvis blive improviseret for at modsvare dagens krav, og vil således variere enormt alt afhængigt af omstændighederne.
Her rejser der sig et vitalt spørgsmål. Hvor demokratisk vil arbejdermagten blive?
Det er rigtigt, at arbejderrådene ikke i formel forstand vil være et absolut demokrati. Der vil ikke være fuldstændig almindelig valgret, fordi systemets natur vil udelukke det gamle borgerskab og dets vigtigste støtter fra valghandlingen. Men hvad der mangler i formel forstand, vil blive mere end opvejet af det store flertals reelle deltagelse i demokratiet.
Arbejderrådenes demokrati vil være baseret på kollektiv debat og diskussion og på vælgernes mulighed for, fordi de er et kollektiv, at kontrollere deres repræsentanter. Mekanismen i denne kontrol vil være ganske enkel. Hvis delegerede ikke repræsenterer deres vælgeres vilje, så vil de simpelthen blive tilbagekaldt og udskiftet af massemøder på arbejdspladserne.
Selvfølgelig er den form for kontrol umulig med geografisk opdelte valgkredse i et parlamentarisk system. Men i stedet for én dags demokrati hvert fjerde år for alle, vil det store flertal i et socialistisk samfund løbende være involveret i, hvordan staten ledes.
Sommetider frygter folk, at et system, der er baseret på arbejdspladserne, vil udelukke dele af arbejderklassen: hjemmegående husmødre, pensionister, arbejdsløse og andre, som ikke er på arbejdspladserne.
Men en af de store fordele ved arbejderrådene er deres fleksibilitet og deres evne til at tilpasse sig arbejderklassens skiftende strukturer.
I den spanske revolution i 1936 fx var et af nøgleorganerne for arbejdermagten de beboerkomiteer, der blev dannet i de større byers arbejderkvarterer. Disse forsamlinger, der repræsenterede hele befolkningen i distriktet, organiserede og kontrollerede arbejdermilitserne, fordeling af mad, uddannelse og mange andre områder af dagliglivet.
Forudsat at strukturen har sine rødder på arbejdspladserne, er der ingen grund til, at andre grupper ikke skulle danne kollektiver, og at deres delegerede ikke skulle optages i rådene.
Det grundlæggende træk ved arbejderstaten er, at den bygger på og mobiliserer til selvaktivitet, og organiserer arbejdermassernes mulighed og kreativitet til at bygge det nye samfund op nedefra. På den måde vil den være tusind gange mere demokratisk end selv det mest liberale borgerlige demokrati, som uden undtagelse afhænger af arbejdernes passivitet.
Alt dette lyder vidunderligt, og det vil ganske rigtigt blive vidunderligt, som de korte perioder, hvor arbejderne har overtaget kontrollen har vist. Læs for eksempel John Reeds beskrivelse af Rusland i 1917 i Ti dage der rystede verden eller George Orwell om Barcelona i 1936 i Hyldest til Catalonien. Men hvor megen undertrykkelse vil der være brug for? Hvilken frihed vil der være for dem, der tænker anderledes?
Takket være den herskende klasses propaganda er revolutioner i mange menneskers hoved forbundet med guillotiner og henrettelsespelotoner. Som følge af stalinismen tænkes det post-revolutionære regime ofte som en grå ensrettet undertrykkelse, hvor alle, der ikke følger partiets linie, får besøg klokken fire om morgenen.
Begge disse forestillinger hænger sammen med bestemte historiske omstændigheder - først og fremmest nederlaget for den russiske revolution. Som det forrige kapitel gjorde klart, så forestiller marxister sig arbejdermagt som et sitrende arbejderdemokrati, der i høj grad vil øge arbejdende menneskers magt, rettigheder og frihed.
Ikke desto mindre må det åbent slås fast, at nogen undertrykkelse, dvs. nogen brug af direkte magt, vil være nødvendig. Ikke bare for at omstyrte den kapitalistiske stat, men også for at fastholde arbejdermagten efter revolutionen. Klassekampen stopper ikke med revolutionens sejr, især ikke når vi som nu kun taler om sejr i ét land.
Endvidere vil selve det nye i at opbygge arbejderstaten gøre dens magt skrøbelig i en periode. Den gamle herskende klasse og dele af middelklassen vil se arbejdermagten som en midlertidig vildfarelse og vil spekulere i, at den hurtigst muligt bryder sammen ved hverken at acceptere dens lovlighed eller dens autoritet. De vil uden tvivl forsøge at blokere og sabotere opbygningen af det nye samfund, og hvis de får chancen, udslette det med magt.
Den chance må de ikke få. Kapitalistisk modstand må brydes effektivt og uforsonligt og med al den magt, som er nødvendig.
Men at gå ud over denne generelle betragtning og spekulere i nøjagtig hvor megen undertrykkelse, der er behov for, eller udspecificere på forhånd, hvem der skal stilles for en domstol, hvad der skal ske med dem og så videre, tjener for mig at se ikke noget formål. Det vil alt sammen afhænge af styrkeforholdet mellem klasserne. Jo svagere arbejderklassen står, og jo større borgerskabets modstand er, jo mere direkte revolutionær magtanvendelse vil være nødvendig. Jo mere overvældende arbejderklassens styrke er, jo mere vil sanktioner i form af love være nok.
Af den grund kan den eneste virkelige erfaring med arbejdermagt, vi har - den russiske revolutions førsteår - ikke ses som en model for fremtidig praksis. Arbejderklassens position var ualmindelig svær. Den udgjorde et lille mindretal i et økonomisk tilbagestående land, hærget af krig og stillet over for en total væbnet kontra-revolution og udenlandsk intervention i stor stil. Bolsjevikkerne havde ikke andet valg end at indføre et højst autoritært regime.
I dag er det faktisk sikkert, at i et hvilket som helst større land - medregnet alle de ny-industrialiserede lande, hvor niveauet for produktivkræfterne, levestandarden og arbejderklassens størrelse alle er større, end de var i Rusland i 1917 - vil arbejderklassens stilling være langt mere favorabel. Under disse omstændigheder vil den nødvendige undertrykkelse være det store flertals undertrykkelse af en lille minoritet. Den vil derfor være langt mindre, ikke bare end det var tilfældet i Rusland, men også langt mindre end det, der kræves, for at udbytterne kan fastholde magten i det nuværende kapitalistiske samfund.
Under forudsætning af at revolutionen spredes til andre lande (et spørgsmål der behandles senere), vil behovet for undertrykkelse meget hurtigt forsvinde, efterhånden som borgerskabet selv forsvinder over i historien, og genopbygningen af kapitalismen vil blive en mere og mere absurd tanke.
Hvad angår ytringsfrihed, pressefrihed og frihed for politiske organisationer, er det muligt at sige ret meget. Borgerskabet gør meget ud af, at de er forpligtiget over for disse friheder; men i praksis er kapitalismens økonomiske struktur en hindring for de fleste almindelige menneskers mulighed for at udnytte frihederne. I modsætning hertil vil arbejdermagt allerede fra begyndelsen betyde en enorm vækst i reel frihed på alle disse områder. Og det vil det for alle dele af befolkningen, med undtagelse af den gamle herskende klasse og dem, der ønsker at ophidse til kontra-revolution.
Arbejderstaten vil overtage faciliteterne og sikre den nødvendige tid til, at masse-deltagelse i den offentlige debat bliver en realitet. Og frem for alt vil arbejdspladserne, hvor ytringsfriheden under kapitalismen er begrænset af arbejdsgivernes magt til at ansætte, forfremme og fyre, blive centre for demokratisk diskussion. Hvad mere er: folk vil selv ønske at deltage i diskussionerne, fordi det, der bliver sagt, har direkte indflydelse på, hvordan deres dagligliv skal organiseres, i stedet for at være spildte ord og ubrugelige protester.
Under kapitalismen er pressefrihed en myte. Avisudgivelse er en forretning, der kontrolleres af store selskaber, dvs. den herskende klasse. Under arbejdermagten vil trykpresserne, papirlagrene osv. være nationaliseret, men brugen af dem vil være tilgængelig for grupper og organisationer inden for arbejderbefolkningen i forhold til den opbakning, de har. Dette vil føre til en langt større mangfoldighed af synspunkter og en langt kraftigere debat, end det er tilfældet i dag.
TV, radio og andre massemedier vil også blive åbnet op for offentlig brug. Disse institutioner har et enormt potentiale for masse-deltagelse, der næsten er komplet uprøvet under kapitalismen. I stedet for kanaler til en-vejs kommunikation fra dem til os, vil de elektroniske medier blive midler, hvormed forskellige dele af arbejderklassen vil kommunikere sine problemer, meninger og forslag ud til hinanden.
Arbejderstaten vil ikke blive en et-parti stat. Det er mest sandsynligt, at arbejderklassen selv vil tilvejebringe grundlaget for en række af konkurrerende partier, der repræsenterer forskellige afskygninger af interesser og meninger. Og der burde også blive plads til ikke-arbejderklasse-partier, forudsat, endnu engang, at de ikke er kontra-revolutionære.
Fagforeninger vil blomstre og vil have en vigtig rolle i at styre økonomien og staten. Men fagforeningerne vil også bevare retten til at strejke, eftersom dele af arbejderklassen selv under arbejderstaten vil have brug for at forsvare deres interesser mod misbrug og bør bevare dette sidste og afgørende våben.
Kort sagt vil arbejdermagt betyde en reel eksplosion af frihed for de udbyttede, undertrykte og udstødte.
Grundlaget for socialismen ligger, ligesom i enhver anden form for samfund, i økonomien. Derfor vil arbejderklassen straks efter sejren gøre brug af sin politiske magt til at erobre den økonomiske magt - dvs. selv overtage alle de vigtigste produktionsmidler i samfundet. Medmindre dette sker gjort rimelig hurtigt, vil arbejderne være ude af stand til at fastholde deres politiske magt.
Den formelle mekanisme, hvormed den økonomiske magt vil blive etableret, er velkendt, nemlig nationalisering.
Processen vil sandsynligvis starte, som den gjorde i den russiske revolution, med at al jord bliver nationaliseret. Og da jord ikke er til at flytte, er det en overordentlig nem ting at gøre og kan udføres per dekret allerede på revolutionens første dag. Nationaliseringen af banker er også vigtig sammen med indførelse af streng kontrol med valutahandel, der støttet af andre revolutionære midler skal forhindre de uundgåelige forsøg på kapitalflugt til udlandet.
Herfra vil arbejderstaten gå i gang med en række overtagelser af de vigtigste industrier og firmaer. Små virksomheder, der kun beskæftiger en eller to arbejdere, kan for det meste vente til senere. Den umiddelbare opgave er at opnå kontrol over det afgørende niveau i den økonomiske magt, over "magtens tinder" som utallige uigennemførte Labour-valgprogrammer har kaldt dem.
Her er det imidlertid nødvendigt at skelne skarpt mellem disse revolutionære nationaliseringer og den slags, som socialdemokrater (og konservative) har gennemført i tidens løb. Begge er de former for statsejendom. Men i dette tilfælde er den stat, det drejer sig om, en organisering af den kollektive arbejderklasse. I modsætning til fortidens nationaliseringer, der blev gennemført af en kapitalistisk stat - en organisering af kapitalistklassen.
For det første vil nationaliseringerne således ikke bare være handlinger foretaget ovenfra af en central statsmagt. Den vil kombinere lovene om overtagelse fra toppen med arbejdernes aktiviteter på gulvet, i mange tilfælde igennem fabriksbesættelser.
For det andet vil nationaliseringerne være uden kompensation, da formålet med dem netop er at bryde borgerskabets økonomiske magt.
For det tredie og vigtigst vil nationaliseringerne være under arbejdernes kontrol. Det er umuligt at forudsige den præcise form, men formentlig vil hver enkelt fabrik og arbejdsplads blive ledet af et valgt råd, som vil stå til regnskab over for jævnlige massemøder blandt arbejderne. Et lignende arrangement vil blive opbygget til at lede hele industrigrene, men med repræsentanter for fagforeningerne og arbejderregeringen.
Arbejdernes kontrol med industrien er afgørende. En arbejderklasse, der er ude af stand til at kontrollere sine egne arbejdspladser, vil heller ikke være istand til at kontrollere sin egen stat. Hvis kontrollen over de nye statsindustrier bliver overført til et privilegeret bureaukrati, som det skete i Rusland, vil dette før eller senere komme til at få en afgørende indflydelse i samfundet, og klasseskellene vil genopstå.
Selvfølgelig sættes der tit spørgsmålstegn ved, om arbejderne kan styre industrien. "Der vil være brug for eksperter, og det er eksperterne, som i virkeligheden vil komme til at kontrollere tingene", lyder indvendingen.
Det er en undervurdering af arbejderklassens evner og en misforståelse af de tekniske eksperters rolle. Selv under kapitalismen er det generelt arbejderne og ikke ledelsen, der har den bedste forståelse for den umiddelbare produktionsproces. Meget af det, fabriksledere uddannes til, drejer sig om markedsføring og om at fastholde udbytningsgraden - evner som vil blive overflødige i det nye samfund.
Hvad angår laget af tekniske eksperter, vil de være nødvendige i en periode, indtil arbejdernes uddannelse er øget drastisk. Men de vil arbejde for og under ledelse af fabriks- eller brancherådet, nøjagtig som de i dag arbejder for ejerne. Hvis de hæmmer eller saboterer produktionen, vil de blive straffet, på samme måde som hvis de hæmmer eller saboterer et kapitalistisk firma.
Hvis det bliver absolut nødvendigt, vil de komme til at udføre deres arbejde med arbejdernes våben i ryggen. Men faktisk vil det være rimeligt antage, at en sejrrig socialistisk revolution vil vinde flertallet af den slags mennesker over på sin side.
Når først arbejdernes ejendom og kontrol med industrien er etableret, vil det være muligt at gå over til at indføre planøkonomi. Igen er det nødvendigt at skelne mellem socialistisk planlægning og den kapitalistiske og statskapitalistiske planlægning, vi kender. Planen vil ikke være et stift skema, der er trukket ned ovenfra. Arbejderklassen må være planens subjekt, ikke dens objekt.
Planlægningsprocessen vil starte på gulvplan på arbejdspladsmøder, i fabriksråd og arbejderråd, med at fastlægge folks behov og ønsker, og med en vurdering af produktionskapaciteten på hver enkelt arbejdsplads. På baggrund af dette input nedefra må regeringen lave en sammenhængende plan, der modsvarer forholdet mellem kapacitet og behov. Hele planen må derefter forelægges arbejderklassen til debat og for klassens repræsentanter i arbejderrådene til ændringer og godkendelse.
Det vil være en intens demokratisk proces, og med mindre den er demokratisk, vil den ikke virke. For som erfaringerne fra det statskapitalistiske Rusland har vist, så vil autoritær bureaukratisk planlægning føre til, at falske informationer føres ind nedefra, og at fuldførelsen af planen bliver mere formel end reel.
Gennemførelsen af en arbejderstyret planøkonomi vil ikke bare løse de værste økonomiske problemer ved kapitalismen (arbejdsløshed, inflation osv.), men vil også åbne umådelige muligheder for fremtiden.
Her er det umuligt at udskyde spørgsmålet om spredning af revolutionen til andre lande. For medmindre dette problem bliver løst, vil alle håb og planer for socialismen ikke blive til noget.
Det ville være en enorm fordel for socialismen og arbejderklassen, hvis den socialistiske revolution brød ud mere eller mindre samtidigt i en række lande. Ikke desto mindre har jeg i denne pjece indtil videre forudsat, at revolutionen først kun finder sted i ét land.
Det er det mest realistiske. På trods af at alle nationer i den moderne verden er spundet ind i hinanden, peger alle hidtidige revolutioner på, at de forskellige mønstre, der er i klassekampen fra nation til nation, vil bevirke, at det revolutionære gennembrud i første omgang vil være begrænset til ét land.
Hvis det er tilfældet, vil spredningen af revolutionen ud over disse grænser være en opgave af den allerstørste betydning for den unge arbejderstat. Denne opgave er ikke kun et spørgsmål om internationalistisk pligt; den er absolut nødvendig, hvis revolutionen skal overleve.
Socialismen kan ikke opbygges i ét land. Faktisk kan arbejderstaten ikke overleve ubegrænset i ét land. Selvfølgelig er det muligt at holde ud i en periode imod den internationale kapitalisme - på samme måde som arbejdere kan holde en fabriksbesættelse eller en opstand i en enkelt by for en tid. Men før eller siden vil revolutionen ende i nederlag, medmindre den spredes. Enten vil verdenskapitalismen, der, så længe den eksisterer, er stærkere end den isolerede arbejderstat, smadre revolutionen med militær intervention. Eller også vil truslen om militær intervention forbundet med et intenst økonomisk pres i sidste ende tvinge den revolutionære stat til at konkurrere med kapitalismen på dens betingelser. Det vil sige, at konkurrere om at akkumulere kapital.
Hvis det ender med den sidste variant, som det gjorde i Rusland i slutningen af 1920erne, vil en ny udbytterklasse vokse frem som agent for kapitalakkumulationen, og kapitalismen vil blive genindført igennem en indre kontra-revolution.
Imidlertid kan det at omstyrte verdenskapitalismen synes at være en skræmmende opgave, så spørgsmålet er, om det er muligt.
Her som på alle andre af klassekampens områder er det umuligt at give nogen garantier. Men der er en række faktorer, som tillader os tillidsfuldt at sige, at det kan lade sig gøre.
Den kapitalistiske økonomis internationale natur gør, at dens kriser også bliver internationale. Så den krise, der ligger bag revolutionen i ét land, vil samtidig have påvirket andre lande. Forudsat at det sker i en af de større økonomier, vil det første revolutionære gennembrud gøre denne krise meget dybere.
For eksempel vil en socialistisk revolution i Sydafrika ikke bare have en ødelæggende effekt på verdens guld- og diamantmarkeder, men også totalt ændre situationen i hele det sydlige Afrika. Al den økonomiske magt, der er blevet brugt på at holde arbejderne i Sydafrika, Zimbabwe, Mocambique og Botswana under åget, vil blive en kilde til revolutionære fremskridt. En revolution i Brasilien ville have en lignende effekt på hele Latinamerika.
Den politiske virkning af revolutionen vil være endnu vigtigere - som det sås med de chok-bølger, der bredte sig ud over verden efter 1917 og udløste strejker og opstande så vidt omkring som Glasgow og Seattle. Den blotte eksistens af et eksempel på virkelig arbejdermagt og arbejderdemokrati vil skabe en ideologisk krise hos den herskende klasse, både i Øst og Vest. I Vesten vil det på dramatisk vis udfordre vore magthaveres alt for succesrige sammenligning mellem socialisme og tyranni. Og i Øst vil det totalt underminere troen på, at det stalinistiske bureaukrati repræsenterede ægte socialisme.
Samtidig vil revolutionen give inspiration til arbejderbevægelser overalt. Den vil vise, at arbejderklassen kan tage magten i sine egne hænder og på den måde gøre det uendeligt meget nemmere at argumentere for socialismen. Ligeledes vil mange af splittelserne i den socialistiske og revolutionære bevægelse heles, fordi der vil være konkrete beviser på, hvilken strategi og taktik, der er nødvendig for at opnå sejren.
Alt dette vil i høj grad blive hjulpet af den moderne kommunikation. Efter den russiske revolution (sidste gang der var en virkelig mulighed for international revolution) tog det måneder, før selv de mest ihærdige revolutionære i andre lande havde et klart billede af, hvad der var sket. Efter en kommende revolution vil realiteterne om arbejdermagten hurtigt blive sendt verden rundt på TV-skærme.
Men selvfølgelig vil den sejrende revolution ikke bare læne sig tilbage og vente på, at alt dette skal ske. Den vil gøre alt for at sætte fart i processen.
Det handler ikke om at forsøge at påtvinge andre en revolution ved at invadere andre lande (selv om den nye arbejderstat givetvis vil være indstillet på at yde militær hjælp til andre revolutioner). Det, det betyder, er at bruge revolutionens autoritet til at appellere til arbejdere verden over om at omstyrte deres egne magthavere. Det vil sige at organisere en verdensomspændende revolutionær bevægelse.
Den nye arbejderstat vil - hvis der ikke allerede eksisterer én - opbygge en arbejdernes Internationale til at opbygge, koordinere og forene revolutionære arbejderpartier i alle lande.
Desuden vil alle de ovennævnte faktorer forøges i stor styrke, så snart arbejdermagten spredes til flere lande. En uimodståelig bevægelse vil blive opbygget. I 60erne frygtede USA-imperialismens strateger "domino"-effekten af Vietnam og andre nationale befrielseskampe. Domino-effekten af arbejderrevolutioner med et internationalt perspektiv vil være langt, langt større.
Lad os nu foretage et spring og forestille os en sejr for den socialistiske revolution på verdensplan. Det er en uhyre antagelse. Men som jeg har forsøgt at vise, er det ikke utopisk. Det er værd at overveje, hvad det blandt andet betyder.
Det vil betyde, at truslen om kapitalistisk kontra-revolution vil være væk én gang for alle, og at menneskeheden ikke længere er truet med udslettelse i en atomkrig.
Det vil betyde, at nationale krige, som har krævet langt over 100 millioner liv i dette århundrede, vil forsvinde.
Det vil betyde, at verdens problemer med fattigdom og underudvikling kan blive løst på en koordineret måde. At mennesker frit vil kunne bevæge sig rundt på hele kloden, og at racismens rødder vil blive udslettet.
Det vil betyde, at international socialisme, hvor alle verdens ressourcer vil arbejde til fordel for den forenede menneskehed, vil blive en realitet.
Etableringen af en socialistiske planøkonomi på verdensplan vil stoppe de tilbagevendende kapitalistiske kriser, der resulterer i destruktion og spild af produktive ressourcer gennem krak, underinvestering, overproduktion og massearbejdsløshed. Det vil betyde, at de virkelig umådelige videnskabelige, teknologiske, økonomiske og menneskelige ressourcer, der nu er afsat til at forberede og føre krig, vil blive omdirigeret til socialt nyttige formål.
Når man tænker på, at én britisk Challenger tank koster to millioner pund, at Tridentmissil-systemet koster i alt 42 milliarder pund, at Reagans Star-Wars-program kostede op mod 100 milliarder dollars, så får man en ide om det økonomiske potentiale, der vil blive frigjort.
Socialismen vil også fjerne det enorme spild, der er indbygget i kapitalistisk produktion med dens dobbelte anstrengelser - fremstillingen af utallige forskellige, men grundlæggende ens vaskepulvere, biler, radioer osv. - annoncering og overflødige luksus-produkter for de rige. Kvaliteten og arbejdsproduktiviteten vil stige meget, fordi producenterne - for første gang - vil have en direkte økonomisk interesse i produktionen og vil være sundere og langt bedre uddannet.
Kort sagt vil international socialisme frembringe en fænomenal udvikling af produktivkræfterne, som hurtigt vil overskygge alt, hvad der er opnået på dette felt i hele den forudgående historie. Det er disse økonomiske fremskridt, der vil udgøre det materielle grundlag for overgangen til et fuldstændig klasseløst samfund.
Først og fremmest vil det blive muligt at frembringe den nødvendige mad, beklædning og husly - livsfornødenhederne - til alle på hele kloden. Aldrig mere vil et barn dø af underernæring eller af sygdomme, der er lette at forebygge. Bare dette ville være nok til at retfærdiggøre socialismen. Men faktisk er det kun begyndelsen af, hvad socialismen vil kunne byde på. Ud over at der vil blive opnået en ordentlig levestandard for alle, ligger vejen åben til overflod og fri fordeling af goderne efter behov.
Dette punkt er grundlæggende for marxisters opfattelse af socialismens højeste stade, eller kommunismen, som Marx kaldte det, og kræver en yderligere forklaring.
Fra starten vil den socialistiske revolution gøre fordelingen af goderne langt mere lige, sammenlignet med den massive ulighed, der er indbygget i kapitalismen. Den enorme akkumulation af rigdom, der stammer fra udbytning og privatejendom, vil blive eksproprieret, og de enorme lønninger, som den herskende klasse betaler til sig selv og til dele af middelklassen, vil forsvinde. Arbejderklassens lønninger og især de lavtlønnedes vil hurtigt blive øget.
Men fordi socialismen starter med ressourcer, som arves fra kapitalismen, vil vareudbuddet i begyndelsen ikke desto mindre forblive begrænset, og arbejderne vil stadig arbejde for pengelønninger, som de så vil bruge til at købe disse varer med. Efterhånden vil socialismen imidlertid øge produktionen af en stadig bredere række af varer til det punkt, hvor udbuddet overhaler efterspørgslen. Det vil da blive muligt at holde op med at sælge disse varer og begynde at fordele dem efter behov.
Lad os se på eksemplet vand for at illustrere, hvordan dette kan gøres. I store dele af verden er der i dag en desperat mangel på vand, især rent vand. Men i alle de udviklede industrialiserede lande er problemet med vand blevet løst - selv under kapitalismen. Her er der mere end nok vand, så det ganske enkelt er tilgængeligt for alle "fra hanen".*) Det betyder ikke, at alle helt vanvittigt forbruger vand. Bortset fra et vist spild, som ikke er noget større problem, forbruger folk bare det vand, de har brug for.
Det, som kapitalismen har været istand til at gøre med vand, vil socialismen - med den skitserede vækst i produktivkræfterne - være i stand til at gøre over hele linien.
Boliger vil være et oplagt sted at starte. Vi vil simpelthen bygge flere huse, end der er behov for, og anvise dem efter behov. Når de skal flytte vil folk enten overtage en ledig bolig, eller bytte bolig, i stedet for at købe og sælge. Et sådant arrangement vil ikke alene løse problemet med hjemløshed, men også være uendeligt meget simplere at håndtere end det nuværende omstændelige og besværlige system med hushandler.
Det skulle vel ikke være nødvendigt at sige, at uddannelses- og sundhedssystemet vil være helt gratis. Det vil offentlig transport også, og den vil blive udvidet massivt (formentlig til et punkt, hvor privatbiler bliver overflødige).
Samtidig med at servicen bliver gratis, så vil den arbejdskraft, der går til forskellige former for pengeopkrævning - fra huslejeadministratorer til togkonduktører - blive brugt til fornuftigere ting.
Efterhånden vil princippet om fri fordeling brede sig fra vand, boliger, sundhed, uddannelse og transport, til mad, tøj, kommunikation, underholdning og så videre, indtil det bliver altomfattende. Køb og salg vil visne væk. Penge - tilsyneladende det kapitalistiske samfunds almægtige gud, men reelt blot et middel, hvormed produkterne af det menneskelige arbejde bliver byttet - vil mere og mere miste deres brugbarhed, indtil det punkt hvor de totalt kan fjernes.
Takket være den kapitalistiske indoktrinering, som vi alle modtager lige fra fødslen, kan dette virke fremmedartet. Men under forudsætning af at international socialisme vil frigøre produktivkræfter, der hidtil har været indsnævret og begrænset af kapitalismen, er der intet urealistisk i det.
Faktisk er der kun ét seriøst modargument, nemlig at hvis alt er gratis, så gider ingen arbejde. Det er det, som jeg vil forholde mig til i næste kapitel.
*) Selv om privatisering truer med at indføre vandmålere, som skal øge vandværkernes profitter og betale cheferne høje lønninger.
Arbejde er centralt for det menneskelige liv, for den enkeltes liv og for samfundets liv. Det var igennem arbejdet, gennem det produktive arbejde, at mennesket først skilte sig ud fra andre dyr. Det er erfaringen fra arbejdet, der er hovedfaktoren for udformningen af det enkelte individs personlighed. Den måde, hvorpå et samfund arbejder for at producere varer, er fundamentet for alle dets sociale og politiske forhold.
Og dog er arbejde under kapitalismen overvejende en negativ oplevelse for de fleste - det vil sige for arbejderklassen. Det nedbryder helbredet, og det nedbryder ånden. Arbejdet er opsplittet til det punkt, hvor det kræves af mennesker, at de specialiserer hele deres liv i en endeløs gentagelse af snævre mekaniske opgaver. Det er nedslidende, ydmygende og frem for alt kedeligt. Det skaber luksus, fritid og kultur for kapitalisterne, men en forkrøblet personlighed og et forkrøblet liv for arbejderne.
Forvandlingen af arbejdet er derfor en central opgave for den socialistiske revolution. I det lange løb er det den vigtigste opgave af alle.
Revolutionens første skridt - nationalisering af industrien under arbejderkontrol - vil lægge grunden til denne ændring ved at standse udbytningen og jagten på profit, det der gør arbejdet til det, det er i dag. Fra begyndelsen vil arbejdet blive ændret af arbejdernes kontrol. Den vil sætte en stopper for den daglige ydmygelse, som arbejderne udsættes for af arbejdsgivere, ledere og værkførere af alle afskygninger. Den vil gøre sikkerheden på arbejdet til den første prioritet, frem for den sidste, og gøre arbejdet langt mere interessant.
Men i starten vil det faktiske arbejde, der skal udføres - pasning af maskiner, brydning af kul, maskinskrivning af breve og så videre - nødvendigvis være nogenlunde ligesom det er under kapitalismen. Imidlertid vil alt dette ændres totalt, efterhånden som produktivkræfterne udvikles - en ændring som vil omfatte tre sammenhængende processer.
For det første vil arbejdsugen systematisk blive forkortet. Under kapitalismen bliver teknologiske fremskridt brugt til at erstatte arbejdere. Her oplever vi millioner af arbejdere på overtid, samtidig med at millioner er arbejdsløse. Med den socialistiske planlægning vil den totale mængde arbejde, der er brug for, blive fordelt ligeligt. Og ethvert teknologisk fremskridt vil mindske den mængde fysisk arbejde, der er nødvendig.
Dette er vigtigt - ikke bare fordi det vil reducere det fysiske besvær, men også fordi det vil give arbejdere tid til uddannelsesmæssig og kulturel udvikling og tid til at tage aktiv del i den almindelige styring af samfundet i alle dets aspekter.
For det andet vil automatisering blive brugt til at fjerne de mest ubehagelige og dårlige jobs. Når det allerede under kapitalismen er muligt at sende raketter til Månen eller Mars, kræver det ikke den store fantasi at forestille sig, hvordan renovation, gade- og kontorrengøring, meget af det huslige arbejde, minearbejde og samlebåndsarbejde kunne automatiseres.
For det tredie vil opsplitningen af arbejdet mere og mere blive overvundet. Arbejdsdelingen har to hovedaspekter. På den ene side er der den alt-gennemtrængende deling mellem åndens og håndens arbejdere - mellem planlæggere og planlagte, kontrollører og kontrollerede - som er udsprunget af og hænger sammen med opdelingen af samfundet mellem klassen af udbyttede og klassen af udbyttere. På den anden side er der det, at produktionen brydes op i mindre og mindre dele, der totalt udelukker dygtighed, interesse og kreativitet. Hvilket i særdeleshed er et produkt af den kapitalistiske industrialisering.
Det er kombinationen af de ovennævnte faktorer - arbejderkontrol, nedsættelse af den tvungne arbejdstid og automatisering - som vil udrydde begge aspekter af arbejdsdelingen.
Alle vil blive både producent og planlægger af produktionen. Alle vil have den fornødne energi, tid og uddannelse til at deltage i den kollektive udformning af miljøet - et arbejde, der vil kræve en sammensmeltning af kunstnerisk, videnskabelig, teknisk og social viden, og som vil være en kollektiv og kreativ proces.
Under disse omstændigheder vil arbejdet, med Marx' ord, blive "Ikke bare et middel til livet, men livets primære behov". Det vil ophøre med at være en kedelig nødvendighed og blive en positiv fornøjelse - et middel, som mennesket individuelt og kollektivt udtrykker sig gennem.
Mennesket er ikke dovent fra naturens side. Prøv at se på det tætteste vi kommer på dette mystiske væsen - en "naturlig" person - en baby eller et barn, og man vil se, at de har en overflod af nysgerrighed, energi og entusiasme til at lære, til aktivitet og til livet. Det er kapitalismen, undertrykkelse og fremmedgjort arbejde, der slider folk ned, demoraliserer og nedbryder dem, smadrer deres energi og overbeviser dem om, at livet er rarest foran fjerneren med fødderne oppe.
Prøv at se på den umådelige energi, mange arbejdere lægger i deres hobbies, eller i arbejder- og fagbevægelsen. Det er ikke svært at se, hvordan - når arbejdet bliver for sig selv og ikke for klassen af udbyttere, og når det bliver varieret og interessant - den tid vil komme, hvor der ikke længere er brug for fysisk eller direkte økonomisk tvang for at sikre, at det samfundsmæssigt nødvendige arbejde vil blive udført.
Socialismen vil i sine højere stadier gøre det til en vane at frembringe stimulerende og kreativt arbejde, planlægge produktionen, så den imødekommer behovene, udvikle videnskab og teknologi og skabe fri adgang til rigelige mængder af varer.
Når først vi når dertil, vil der ikke være noget til hinder for, at samfundet skriver det afgørende socialistiske princip på sit banner: "Yde efter evne, nyde efter behov".
Det er blevet en almindelig opfattelse blandt feminister, at en socialistisk revolution ikke automatisk vil frigøre kvinderne. De har selvfølgelig ret. For selv efter revolutionen sker intet automatisk. Historien skabes af mennesker, og kampen for at overvinde undertrykkelsen af kvinder må kæmpes igennem og vindes.
Ikke desto mindre vil den socialistiske revolution starte processen med at fjerne århundreders undertrykkelse af kvinder, og overgangen til socialismen vil fuldføre den. Det er der en ganske enkel grund til. Socialismen er først og fremmest arbejderklassens befrielse af sig selv, og flertallet af arbejderklassen er kvinder. Uden den totale befrielse af kvinderne, ville det således være umuligt at tale om den totale befrielse af arbejderklassen, og derfor umuligt at tale om socialisme.
Det betyder ikke, at kvindefrigørelsen sker automatisk. Men det gør kampen for kvindefrigørelsen til en central opgave i overgangen til socialismen. Hvad mere er, på samme måde som de minearbejder-koner, der kæmpede i minestrejken (1984-85 i Storbritannien, o.a.) fik ændret deres ideer igennem den erfaring, så vil de arbejderkvinder, der har gennemført en revolution, aldrig gå med til at acceptere rollen som andenklasses borgere.
Hvordan vil kvindefrigørelsen så blive opnået ?
Først vil der ligge en række ideer lige for til lovinitiativer, som kan og vil blive taget straks af arbejderstaten. Det vil omfatte: Fjernelse af ethvert spor af juridisk ulighed mellem mænd og kvinder, og forbud imod enhver form for diskrimination mod kvinder. Der vil blive etableret ret til gratis prævention og fri abort, ret til umiddelbar skilsmisse og ret til lige løn og adgang til jobs.
Det kan indvendes, at mange (om ikke alle) af disse bestemmelser allerede er i kraft i det kapitalistiske Storbritannien (og Danmark, o.a.), og at de er uden effekt. Loven om ligeløn er det mest klare eksempel. Her må vi bare huske på de ændrede sammenhænge. Det faktum, at arbejderstaten straks vil blive den største arbejdsgiver, og senere den eneste arbejdsgiver, og at alle væsentlige institutioner i samfundet vil være under arbejdernes demokratiske kontrol, vil sikre, at disse love bliver omsat til praksis.
Men andre sociale ændringer vil også medvirke til og lette kvindernes frigørelse. Der vil være anti-sexistisk undervisning i skolerne, og hvor der er sexistiske lærere tilbage, vil de uden tvivl blive kritiseret af eleverne. Ændringen af ejendomsretten til og kontrollen med medierne vil betyde, at disse også bliver en kraft imod sexisme, fremfor at være sexistiske, som de er nu.
Eftersom annoncer i den nuværende form vil forsvinde sammen med den kapitalistiske konkurrence, så vil nedgøringen af kvinder, i form af billeder af kvinder til at fremhæve bestemte varer, også blive det. Alle former for vold mod kvinder vil blive bekæmpet seriøst.
Men ligegyldigt hvor vigtige og nødvendige alle disse tiltag vil være, så vil ingen af dem nå ned til sagens kerne. De forholder sig til symptomerne og resultaterne af kvindeundertrykkelsen fremfor til kilden. Kilden ligger i den stilling, som kvinden har indenfor familien, og den rolle, som familien har spillet i klassedelte samfund som helhed og i det kapitalistiske samfund i særdeleshed.
Under dagens kapitalisme er børneopdragelse og omsorg for den nuværende generation (i økonomiske begreber: reproduktion af arbejdskraften) primært den privatiserede kernefamilies ansvar. Og inden for familien påhviler dette arbejde hovedsageligt kvinden. Fordelene for kapitalismen ved dette arrangement er indlysende - den får sin arbejdskraft produceret og opfrisket for en minimal udgift, og det deler og opsplitter arbejderklassen.
Ulemperne for kvinderne er ligeså klare. Deres adgang til lønnet arbejde bliver forstyrret og begrænset, deres karriere-udsigter bliver ødelagt, de er tilbøjelige til at blive isoleret i hjemmet og i større eller mindre grad er de økonomisk afhængige af deres mænd.
Dette er problemets kerne, som må løses for at opnå den permanente og totale kvindefrigørelse som en del af overgangen til socialismen.
Men familien er ikke en institution, der kan fjernes fra den ene dag til den anden med et dekret. Den må skiftes ud med noget andet. Hvad mere er, så må de institutioner, der erstatter den, være bedre til at imødekomme de menneskelige behov, der i øjeblikket bliver betjent af familien, således at folk overtager dem frivilligt.
Nøgleopgaven er den effektive og omsorgsfulde socialisering af husarbejde og børneopdragelse. Det betyder, at der skal skabes et omfattende netværk af restauranter i lokalsamfundet, der kan tilbyde et udvalg af billig (i sidste ende gratis) god mad. Det betyder tilvejebringelse af en fælles vaskeri- og husrengørings-service. Og det betyder først og fremmest tilvejebringelse af gode børnehave- og vuggestue-faciliteter til alle små børn, og velorganiseret babysitnings-service for alle forældre.
I takt med at der bliver udviklet mønstre for kollektivt liv, hvilket synes muligt, vil det hjælpe betydeligt på alle disse problemer. Når dette er opnået, vil børneopdragelse på alle måder ophøre med at være en social belastning og blive en overvejende positiv oplevelse, der villigt deles lige af mænd og kvinder.
På samme måde vil hvem, man lever med og hvor længe, være et spørgsmål om rent personlige valg, uden binding til økonomisk pression eller til det gamle religiøse kodeks eller andre sociale konventioner, der afspejler disse pres.
Kvinder vil langt om længe blive løst fra den underordning, de har lidt siden klassesamfundenes begyndelse for 6-7.000 år siden.
Det er klart, at det vil kræve store økonomiske ressourcer at gennemføre et sådant program, sammen med en stærk politisk vilje og deltagelse af masserne. Ingen kapitalistisk regering vil forsøge det eller være i stand til at opnå det. Men det er også grunden til, at det kun er igennem socialismen, at kvinderne vil opnå deres frihed.
Og hånd i hånd med kvindernes frihed, vil bøsser og lesbiske opnå deres frihed. Naturligvis vil de juridiske og uddannelsesmæssige midler, der bliver brugt til at bekæmpe undertrykkelsen af kvinder, også blive brugt på dette område.
Men i sidste ende vil det være overvindelsen af den borgerlige familie og opnåelsen af ægte lighed for kvinder, der vil fjerne grundlaget for skræk for eget køn. En verden, hvor familien ikke længere behøver at blive beskyttet, og hvor det at være en mand ikke længere betyder at være kvinden overlegen, vil være en verden, hvor bøsser og lesbiske ikke længere står for nogen som en trussel.
Racismen er et af de mest skadelige og utiltalende træk ved det kapitalistiske system. Fremtidige generationer, som lever under socialismen, vil blive nødt til at tage et betydeligt spring i forestillingernes verden for at kunne forstå den. Ikke bare de store racistiske forbrydelser - som det nazistiske holocaust og apartheid - men også de relativt "mindre" udtryk, som det sygelige hysteri over, at flygtninge søger asyl i Vesteuropa.
De vil uden tvivl se den slags episoder som klare beviser på, at det samfund, der skabte racismen, grundlæggende var råddent. For socialismen vil udrydde racismen.
Med det mener jeg ikke bare, at socialismen vil bekæmpe racismen. Det skulle vel ikke være nødvendigt at sige, at den socialistiske revolution med stor beslutsomhed vil bekrige racismen i enhver form. Arbejderstaten vil opfatte al racediskrimination, raceforfølgelse og udbredelse af racistisk ideologi som en yderst alvorlig krænkelse. Skolerne og medierne vil blive brugt til at uddanne befolkningen i en ånd af militant anti-racisme.
Jeg mener meget mere end det. Det jeg siger er, at den socialistiske revolution vil rykke racismens rødder op, således at racismen med tiden vil blive et historisk levn, der vil være lige så uforståeligt, absurd og irrelevant som for eksempel heksebrændingerne.
For at indse, hvordan dette skulle kunne ske, er det nødvendigt først at forstå, hvad disse rødder er.
I modsætning til de teorier, der bliver fremlagt af folk, der i realiteten undskylder racismen, er racismen hverken en "naturlig" eller en "instinktiv" reaktion over for "fremmede". Det er heller ikke en rest fra en primitiv overtro, der stammer fra uvidenhed. Det er ikke engang, ligesom kvindeundertrykkelsen, et produkt af klassedelte samfund i al almindelighed.
Racismen er et helt specifikt produkt af opbygningen og udviklingen af det kapitalistiske økonomiske system. Den var ikke et træk ved de førkapitalistiske samfund, ikke engang ved antikkens slavesamfund i Grækenland og Rom. I de nævnte samfund var slaver (og slaveejere) både sorte og hvide. Selv om anti-slave opfattelser ("slaver er fra naturens side mindreværdige" osv.) var udbredte, havde de ingen forbindelse med race eller hudfarve.
Racismens oprindelse ligger i slavehandelen - i den praksis, hvor millioner af sorte afrikanere med magt blev fanget og sejlet til Amerika for at arbejde på plantagerne som slaver.*)
Denne handel og det slaveri, der fulgte med, blev foretaget af økonomiske grunde. Det var umådelig profitabelt og spillede en vigtig rolle i kapitalismens fremvækst. Men ligesom med alle andre former for udbytning var det nødvendigt at retfærdiggøre den logisk og ideologisk, og det var, hvad racismen tjente til. Den umenneskelige behandling af millioner af mennesker blev retfærdiggjort med teorier om, at disse mennesker var undermennesker.
Den racisme, der voksede ud af slavehandelen, blev siden yderligere forstærket og hjulpet frem af imperialismen som helhed. Kapitalismen, som først voksede frem i Vesteuropa (og især udviklede sig i Storbritanien), blev af sin indbyggede konkurrence drevet til at afsøge verden for markeder til sine varer, råmaterialer og siden kolonier som afløb for investeringer og kilder til billig arbejdskraft. Uundgåeligt bragte dette den europæiske kapitalismes handelsmænd, missionærer, forretningsfolk, politikere og soldater i konflikt med den indfødte befolkning i Amerika, Asien og Afrika, dvs. med verdens sorte og farvede befolkninger.
Atter engang var der brug for retfærdiggørelser. Og hvad var bedre end den ide, at disse folk var barnlige, primitive og uduelige, og at hele processen med at røve og plyndre i virkeligheden var til deres eget bedste - at det var "den hvide mands byrde" langsomt at føre dem frem til "civilisation".
Racismen er ikke bare en arv fra imperialismen, den bliver også hele tiden fornyet af nutidens kapitalisme. For kapitalismen hviler ikke bare på konkurrence imellem kapitaler, men også på konkurrence imellem arbejdere.
Den kapitalistiske økonomis struktur tilskynder arbejdere til at se andre arbejdere som konkurrenter til jobs, boliger og så videre. Det er kun ved at nedbryde denne indbyrdes konkurrence, at arbejdere bliver i stand til at bekæmpe systemet.
Derfor er det til stor fordel for magthaverne, når arbejdere ligger under for sexisme, nationalisme og især racisme, fordi det sætter arbejdere op imod hinanden - og derved ødelægger enheden. Samtidig udstyrer racismen systemet og den herskende klasse med en yderst bekvem syndebuk for arbejdsløshed og for alle andre sociale sygdomme, som kapitalismen skaber.
Af disse grunde hælder kapitalismen benzin på racismens bål, åbenlyst eller diskret, men under alle omstændigheder ganske hårdnakket, så det racistiske kort altid er ved hånden og kan spilles, hvis det er nødvendigt.
Dette er ikke noget der siges for at antyde, at problemet med racismen bliver let at overvinde, og endnu mindre at det vil forsvinde med ét slag ved revolutionen. For det er ikke tilfældet, racismens rødder er meget dybe. Men pointen er, at det er kapitalistiske rødder, og i det øjeblik kapitalismen bliver udslettet, vil rødderne blive afskåret fra yderligere næring og således begynde at visne.
Desuden vil den revolutionære proces i sig selv tildele racismen mange slag. For det første fordi det er sikkert, at sorte arbejdere vil spille en stor og ledende rolle i revolutionen. For det andet fordi medmindre enhed er opbygget imellem de afgørende dele af den sorte og den hvide arbejderklasse (på en baggrund af total opposition mod racismen), har revolutionen intet håb om at kunne sejre. For det tredje fordi en sejrende arbejderklasse fuld af selvtillid, der har været igennem den revolutionære kamps oplysende erfaring, ikke har brug for syndebukke.
Et socialistisk samfund, der bygger på denne solide baggrund, der forener arbejdere som kollektive ejere og beslutningstagere i produktionen frem for at splitte dem, som er i stand til at løse problemerne med arbejdsløshed, boligmangel og fattigdom osv., og som spreder sig selv igennem international solidaritet fremfor imperialistisk erobring, vil for evigt eliminere de sidste spor af racismen.
*) Denne påstand har affødt en del diskussioner. Det er blevet hævdet, at det, at der eksisterede anti-semitisme i middelalderen, modsiger ideen om, at racismen er et produkt af kapitalismen. Imidlertid var den periodes antisemitisme (som Abram Leon har vist i sin bog The Jewish Question) i hovedsagen en religiøs og ikke en racemæssig forfølgelse - jøder, der konverterede til kristendommen, kunne undgå den. Dette er ikke for på nogen at undskylde de rædsler, der foregik, men for at fastholde, at de må ses i det samme lys som den lige så frygtelige forfølgelse af små kristne sekter i samme periode.
Den socialistiske revolution vil vække en enorm tørst i arbejderklassen og i alle undertrykte efter viden og uddannelse. Det ved vi fra tidligere erfaringer: Fra den russiske revolution, hvor arbejdere flokkedes på de store stadioner for at høre forelæsninger om græske dramaer, fra den portugisiske revolution i 1974, hvor Lenins bog Staten og Revolutionen i en periode toppede best-seller listen, og fra mange andre eksempler.
Gennem generationer er millioner af mennesker blevet overbevist om, at en indgående viden om verden er ligegyldig, fordi "der er ikke noget at gøre", og "tingene vil aldrig blive anderledes". Men i en revolution vil de pludselig finde sig selv siddende i sadlen. De skal til at styre og lede alting i samfundet. "Alt" synes muligt, og de ønsker at vide "alt".
Arbejderstatens opgave vil være at skabe et uddannelsessystem, som vil fostre og udvikle dette begær efter at lære. Dette system vil være det modsatte af det nuværende kapitalistiske uddannelsessystem, som indsamler ivrige og nysgerrige 6-årige og spytter dem ud 10 år senere, bitre og kyniske.
Det, der i virkeligheden ødelægger og forvrænger uddannelsen i dag, er ikke bare manglen på bevillinger, selv om det er alvorligt nok, men den tilstand af krig "til tider skjult og til tider åben", som foregår mellem lærer og elever. Dette er så igen afledt af skolens rolle under kapitalismen, som er at fastholde klassestrukturerne i samfundet. Skolerne skiller lidt efter lidt dem ud, der er bestemt for stillinger i middelklassen og i den herskende klasse (det er eksamenernes virkelige funktion) og forbereder resten til udbytning og fremmedgjort arbejde. Et system, hvis opbygning uundgåeligt dømmer flertallet til nederlag, har ingen mulighed for at fastholde entusiasmen og samarbejdsånden hos sine ofre - uanset hvor velmenende den enkelte lærer måtte være. Den eneste måde, systemet kan fungere på, er ved autoritær tvang.
Modsat vil den socialistiske uddannelse udstyre alle - ikke bare de få udvalgte - så de er i stand til at indtage en aktiv planlæggende og administrerende rolle. Målet for det nye system vil være en all-round udvikling af den menneskelige personlighed.
Skoler vil være samarbejdende, ikke konkurrerende. Det vil ikke længere være "snyd", at en student hjælper en anden. Og de vil være demokratiske, ikke autoritære. Rektors diktatoriske magt vil blive udskiftet med det valgte skoleråd, der udgøres af repræsentanter for studenter, personale og arbejderrådene. Læreren vil være sine studenters hjælper, som en tjener. Disciplinen vil være kollektiv frem for påtvunget.
De, der forestiller sig, at det vil føre til sammenbrud, er uvidende om, hvad der foregår i de fleste klasseværelser i dag, og undervurderer totalt den kraft, der ligger i ligemænds gruppepression, som til enhver tid vinder over eftersidning og spanskrør.
Når arbejdsugen stadigt reduceres, og de mere anstrengende jobs mere og mere bliver automatiseret, så vil uddannelse blive til noget, der ikke stopper, når man er 16, 18 eller 21.
Den vil fortsætte som en livslang proces, stadigt tættere forbundet med løsningen af praktiske opgaver og problemer, der stilles af det nye samfund.
Og som det går med uddannelsen, vil det også gå med kulturen generelt. Samfundet vil efter revolutionen skabe en stor opblomstring af kunsten ved at give kunstnere en mangfoldighed af nye og inspirerende temaer. Kunsten vil også tiltrække helt nye grupper af publikum, som en del af den almindelige opvågning af personligheden, der vil følge med, når arbejderklassen går fra sidelinien til banens midte.
Musik, maling, drama, film og alt det andet vil uden tvivl få en vigtig rolle både i selve den revolutionære kamp og i opbygningen af socialismen. Men hverken arbejderstaten eller det revolutionære parti vil forsøge at diktere eller kontrollere den kreative kunst. Der vil ikke blive nogen gentagelse af Stalins katastrofale politik, der foreskrev bestemte kunstneriske former og hævdede, at kun én kunstretning, hvad enten det var den såkaldte socialrealisme, eller det var en anden, havde nogen værdi og kunne godkendes. Bortset fra at forbeholde sig ret til at forbyde direkte kontra-revolutionær propaganda, så vil den revolutionære regering fremme den maksimale frihed inden for dette område. Uden kraftig kritik, debatter, eksperimenter og rivalisering imellem forskellige retninger er kunstnerisk udvikling umulig.
Det er indlysende, at det er umuligt at forudsige eller på forhånd beskrive den fremtidige kunsts præcise karakter. Imidlertid tror jeg, at det er muligt at forudsige i generelle vendinger, at der vil blive en grundlæggende ændring i forholdet mellem kunst og samfund.
Det kapitalistiske samfunds opdeling mellem håndens og åndens arbejde, dets opsplitning og fremmedgørelse, betyder på den ene side, at kunsten og kunstneren er adskilt fra masserne, og på den anden side adskilt fra det produktive arbejde. Hvad mere er, så styrker disse adskillelser hinanden. Kunsten bliver et privilegeret område, indenfor hvilket et mindretal udtrykker sig selv kreativt, mens flertallet er dømt til mekanisk, udtryksløst, ikke-kreativt arbejde. Som en afspejling af samfundets deling i klasser er kunsten delt i "højkunst" og "lavkunst". "Høj"-kunstneren bliver medlem af en elite, som formidler til en elite.
Socialismen vil overvinde disse opdelinger, ikke ved at tvinge kunstnerne til at være "folkelige", ikke engang ved ganske enkelt at hæve flertallets kulturelle niveau - selv om det selvfølgelig også vil ske. Men snarere ved at socialismen vil gøre alt arbejde til en kreativ aktivitet, så alle producenter på en måde bliver kunstnere. På samme måde med færdigheder som maling, tegning, arkitektur, skribentvirksomhed, alle former for kunst, vil blive et integreret element i det kollektive arbejde med at forme menneskets omgivelser.
Lige som producenten bliver kunstner, bliver kunstneren producent.
Det endelige mål for marxismens, socialismens og arbejderklassens kamp er frihed. Borgerskabet er selvfølgelig ivrige efter at proklamere, hvor stærkt de beskytter friheden: Ytringsfrihed, pressefrihed, den enkeltes frihed til at gøre, hvad han eller hun vil med sine penge og så videre. De er fuldt ud klar over, at så længe de selv kontrollerer produktionsmidlerne og derfor rigdommen, medierne og staten, så er disse friheder enormt begrænsede og næsten ligegyldige for det store flertal. De ved også, at de har magten til at begrænse, ja til helt at trampe disse friheder ned, når de finder det nødvendigt.
I modsætning hertil erkender marxister, at i et samfund, der er delt i antagonistiske klasser, baseret på udbytning, og som kapitalen hersker over, er der ikke, og kan der ikke være nogen "absolutte" friheder. Vi afslører den abstrakte og forlorne frihed, som borgerskabet tilbyder, fordi det, vi ønsker, er ægte konkret frihed.
Frihed fra sult og fattigdom (uden hvilken alle andre friheder er ligegyldige), frihed fra krig, fra det evindelige knokleri, fra udbytning, fra racemæssig og seksuel undertrykkelse - det er de ægte friheder, vi kæmper for. De kan kun blive en realitet ved at etablere arbejderklassens absolutte frihed til at styre samfundet.
I løbet af kampen for at opnå dette vil arbejderklassen imidlertid også bane vejen for en frihed, som borgerskabet end ikke havde drømt om. Nemlig friheden til at leve uden opsyn fra staten.
Det bliver almindeligvis påstået, at marxister er nogen, der "tror på" staten. Faktisk er det modsatte tilfældet. Vi er modstandere af staten.
I hele sin natur er staten et instrument til dominans og undertrykkelse - et middel hvormed en del af befolkningen med magt holder en anden del nede. Stater kan ikke være andet end voldelige institutioner. Som Engels formulerede det, består de i sine grundtræk af "forsamlinger af bevæbnede mænd". Og folk er bevæbnede enten for at slå andre ihjel, eller for at tvinge dem til at gøre noget imod deres egen vilje, det vil sige berøve dem deres frihed.
Det gælder lige så vel for den nye arbejderstat, der opstår ud af den vundne revolution, som for den kapitalistiske stat. Men selvfølgelig er der en forskel. Den kapitalistiske stat er et instrument til at fastholde de fås udbytning af de mange. Arbejderstaten vil være flertallets instrument til at holde det udbyttende mindretal nede.
Ikke desto mindre vil arbejderstaten, selv på sit mest demokratiske tidspunkt, stadig være en institution, der begrænser menneskelig frihed på forskellig måde. Selv om arbejderstaten repræsenterer og involverer flertallet af arbejderklassen, vil det faktisk ikke bare være den gamle herskende klasse, den holder nede. Den vil også lægge visse restriktioner på arbejderklassens egen frihed.
Arbejderstaten er et våben til klassekrig, og det at føre krig betyder ikke alene at angribe fjenden, men også at disciplinere sine egne kræfter. Helt på samme måde som blokader er et våben imod de arbejdsgivere, der opererer med at disciplinere tilbagestående arbejdere.
Det er grunden til, at der ikke kan tales om fuldstændig frihed - om frihed for alle - før også arbejderstaten er opløst. Og det er det, der altid har været det endelige mål for marxister, som det gang på gang er blevet bekræftet af Marx, Engels, Lenin og Trotskij.
Imidlertid er der ingen marxistisk påstand, der så konsekvent er blevet afvist som utopisk, som den med, at staten visner væk. Så lad os gå lidt i dybden med argumenterne.
Lad os først gøre det klart, at marxister ikke mener, at staten kan fjernes øjeblikkeligt (det er anarkisters opfattelse), men kun på baggrund af visse forudsætninger. Disse forudsætninger, som alle har været inddraget i de tidligere kapitler, er som følger: International sejr for den socialistiske revolution og det kontra-revolutionære borgerskabs totale nederlag, ophævelse af udbytningens rødder samt klassedelinger, opnåelse af en materiel overflod, hvorunder varer bliver fordelt efter behov.
Under disse omstændigheder vil staten miste sine grundlæggende funktioner. Der vil ikke være en klasse af undertrykkere, der skal beskyttes, og ingen klasse af undertrykte, der skal holdes nede. Med verdenssocialismen vil der heller ikke være nationale (eller imperialistiske) interesser, der skal hævdes, eller udenlandske interesser, der skal bekæmpes.
Hvad så med kriminalitet og hvad med styringen af økonomien, vil skeptikeren spørge.
I et fuldt udbygget socialistisk samfund vil kriminalitet praktisk talt forsvinde. Ikke fordi alle vil blive "gode" eller moralsk perfekte under socialismen, men fordi motiverne til og muligheden for kriminalitet vil blive fjernet.
Lad os illustrere sagen generelt igennem biltyverier - en af de mere almindelige former for kriminalitet. Et fremskredent socialistisk samfund vil formentlig løse problemet med transport på en af to måder. Enten vil hver eneste person blive udstyret ligeligt med et hensigtsmæssigt transportmiddel, eller den offentlige transport vil blive øget til et niveau, hvor personlig transport er unødvendig. I begge tilfælde vil markedet for stjålne biler og motivet til at stjæle dem være forsvundet. Og lige som det vil være med biler, vil det i den sidste ende være med alle andre goder.
Det, der så er tilbage, er kriminalitet imod personer - overfald, mord, seksuelle forbrydelser og så videre. Allerede nu er disse kun en lille del af kriminaliteten, og et socialistisk samfund, uden indbygget konkurrence, der drager ligelig omsorg for alle sine medlemmer, vil uden tvivl reducere dem væsentligt. Den anti-sociale opførsel, der så er det eneste tilbageværende, vil bedst blive behandlet af kollektive organer i lokalsamfundet. Det vil ikke kræve en stat.
Hvad angår styring af økonomien, så må det siges, at i sidste instans er det økonomien, der styrer staten, ikke omvendt. For så vidt som statsstyring af økonomien er blevet kraftigt forøget i den moderne verden, så har det to grunde: At forsøge (uden held) at afdæmpe kapitalismens indre modsætninger og at forsøge at organisere den nationale kapitalismes kræfter i konkurrence med andre.
Med socialismen vil begge disse behov forsvinde.
Således vil staten i det fremtidige socialistiske samfund visne væk, og dette vil markere, at den sidste smule af klassesamfundets frygtelige arv er forsvundet, og markere den endelige fuldstændiggørelse af menneskets spring fra tvangens rige til frihedens rige - hvilket er essensen af socialismen.
Marx's mest detaljerede beskrivelse af de grundlæggende træk ved et socialistisk samfund findes i hans Kritik af Gotha-programmet, mens modsætningen mellem hans ideer og de utopiske socialisters ideer behandles i Engels' Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Lenin både forsvarede og berigede disse ideer i lyset af de russiske revolutionæres erfaringer. Hans bog Staten og revolutionen er et vigtigt udgangspunkt for at forstå, hvilken natur staten har efter revolutionen.
Om erfaringer med arbejdermagt giver, ud over John Reeds Ti dage der rystede verden og George Orwells Hyldest til Catalonien, Peter Fryers Hungarian Tragedy en fascinerende øjenvidne-beskrivelse af arbejderråd i aktion. Leon Trotskijs History of the Russian Revolution er en pragtfuld beskrivelse af, hvordan arbejdere for første gang tog magten, skrevet af revolutionens centrale organisator.
Det sidste kapitel i Alex Callinicos' The Revenge of History giver en righoldig beskrivelse af, hvordan demokratiet vil fungere under arbejderstaten og socialismen. Chris Harmans The Myth of Market Socialism, i International Socialism 42, forklarer, hvordan socialistisk planlægning kan foregå under arbejderkontrol og gendriver argumentet om, at en sådan planlægning ikke er mulig i praksis.
En af de bedste forklaringer på forholdet mellem socialisme og kvindefrigørelse er Lindsey German's Sex, Class and Socialism. Om racismen som et produkt af klassesamfundet se Alex Callinicos's Race and Class.
Selv om stalinismens opvækst (og fald) ligger uden for denne pjeces rammer, er en forståelse af den nødvendig, hvis vi skal vise, at det tidligere Sovjetunionen ikke havde noget som helst tilfælles med det socialistiske samfund, vi stræber efter. Det mest detaljerede værk om det er Tony Cliffs State Capitalism in Russia. En lettilgængelig fremstilling af den stalinistiske kontrarevolution og dens modsætninger findes i Alex Callinicos' The Revenge of History. Kortere udgaver af argumentet findes i Chris Harman Den russiske revolutions nederlag og Abbie Bakans Det store bedrag.
Bøger og pjecer kan købes gennem Internationale Socialisters Forlag.
Sidst opdateret 12.6.00