Til de prøjsiske bønders historie

Friedrich Engels (24. november 1885)


Oversat af Per Benny Paulsen fra Friedrich Engels: Zur Geschichte der preußischen Bauern i Marx-Engels: Werke, (Karl) Dietz Verlag, Berlin, Band 21, 5. Auflage 1975, S. 238-247.

Første gang offentliggjort i marts-april 1849, i en række artikler i Neue Rheinische Zeitung, og har været indsat i 1886 som anden del af Indledningen i Wilhelm Wolffs brochure “Die Schlesische Milliarde” (Hottingen-Zürich).

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 5. juli 2013 fra perbenny.dk iflg. aftale.
(Noterne er flyttet ud af teksten og findes nederst.)

Noter


Til forståelse for Wolffs følgende arbejde har jeg et kort forord.

Det »Tyskland« der ligger øst for Elben og nord for Erz- og Riesengebirgs, er et landområde, der i løbet af sidste halvdel af middelalderen, blev frataget de fremtrængende slaviske folk, og landområderne blev da »germaniseret« af »tyske« kolonister. [a] Den sejrende tyske ridder og baron, som erobrede disse landområderne blev »tildelt« dette land, og optrådte som “grundlæggeren” af landsbyer og opdelte områderne i bylodder med grænser, hvilke senere opdeltes i et stort antal bondelodder og ejendomme. Til hver ejendom var en byggeplads med gårdsplads og have i selve landsbyen. Disse gårde blev fordelt ved lodtrækning blandt de frankiske »udstationerede« (rhinfrankiske og nederlændinge), saksiske og frisiske kolonister. Kolonisterne skulle til gengæld udføre meget moderate og klart definerede afgifter og tjenesteydelser til grundlæggeren, dvs. til ridderen eller baronen. Bønderne blev arvelige ejere af deres gårde, så længe de opfyldte disse forpligtelser (afgifter). Desuden havde de på grundlæggerens (senere godsejernes) skovarealer samme adgangsrettigheder til rydning af træer, skovhugst, græsning, bærplukning osv. som de vestlige tyske bønderne havde på deres fællesjorde. Den dyrkede jord var underlagt dyrkningstvang og dyrkedes hovedsageligt til efteråret og forårsafgrøder, og brak ved tresvangskifte. Brakmarker og høstede områder blev brugt som fælles græsarealer for både bønder og grundlæggernes kvæg. Alle landsbyens anliggende afgjordes af gårdkollegier (en forsamling), dvs. gårdsindehavernes råd, ved stemmeflertal. Den adelige grundlæggers rettigheder blev begrænset til inddrivning af præstationer (dvs. bondens ydeevne), delrettighed i græsarealer på brakmarker og stubmarker, samt afkast i overskuddet af skovbruget og som formand i gårdskollegiernes råd, hvis medlemmer alle var frie mænd. Dette var den normale tilstand hos de tyske bønder fra Elben til Østpreussen og Schlesien. Og denne tilstand var i det store og hele betydeligt mere gunstig end situationen hos de vestlige og sydlige tyske bønder på samme tid, som senere dengang befandt sig i en hård og konstant opflammende kamp mod feudalherrerne om deres gamle arvede rettigheder og som allerede var løbet ind i et afhængighedsforhold, som var langt mere besværlig og truende som f.eks. ødelagde deres personlige frihed.

Feudalherrernes stigende pengebehov i 1300- og 1400-tallet, førte indlysende til, at de gjorde forsøgt på at presse kontraktvilkårene og udnytte bønderne i landets nordøstlige dele. Men det skete på ingenlunde i et sådant omfang og med en sådan fremgang, som i Sydtyskland. Antallet af mennesker var stadig småt og der var store øde områder øst for Elben. Opdyrkningen af dette ødeland, udviklingen af opdyrkningsmetoder og anlæggelsen af nye afgiftspligtige landsbyer forblev her den sikreste måde at berige sig selv på for de feudale herremænd. Dertil kom, at større »stater«, allerede var oprettet i dette område på rigsgrænsen mod Polen, som Forpommern, Brandenburg og Kur-Saksen (Schlesien var østrigsk), og derved bevarede man den indre fred bedre og vedvarende. Adelens fejde og røverier blev undertrykt stærkere her, end i de delte områder ved Rhinen, i Franken og Schwaben. Men dem som imidlertidig led mest af den evige krigstilstand var jo bonden.

Kun der hvor man havde undertrykt polske eller litauisk-preussiske landsbyer i naboområderne, forekom hyppige forsøg fra adelens side på at fortrænge de tyske bonderettigheder hos de indflyttende kolonialister, ned i samme livegenskab som de polske og preussiske undersåtter. Det skete i Pommern og i den Tyske Ordens området, [b] men mere sjældent i Schlesien.

Som et resultat af denne gunstige situation blev de østelbiske bønder næsten ikke berørt af de vældige bondebevægelser i syd- og vesttyskland, som fandt sted i løbet af den sidste fjerdedel af 1400-tallet og i begyndelsen af 1500érne, og da revolutionen udbrød i 1525 [c] fik den kun i Østpreussen et svagt ekko, som uden megen modstand undertrykkedes. De østelbiske bønderne lod deres rebellerende brødre i stikken og det som derefter skete med dem, havde de fortjent. I de områder, hvor de store bondekrige havde raset, var bønderne nu uden videre blevet livegne, retsløse, og underlagt hoveriforpligttigelser og byrder, som godsejerne vilkårligt opfandt, og deres frie jord blev helt enkelt forvandlet til adelig ejendom, sådan at de nu kun havde små jordstykker tilbage, som godsejerne af nåde gav dem lov til at beholde. Dette var det feudale jordherredømmes egentlige ideelle tilstand, som den tyske adel forgæves havde stræbt efter under hele middelalderen, og som den nu ved feudalhusholdningens forfald endelig nåede, og som også lidt efter lidt udvides til de østelbiske områder. Ikke kun bøndernes kontraktlige adgangsrettigheder til feudalherrens skov blev ændret, i det omfang rettighederne ikke allerede i forvejen var beskåret til nådegaver af godsejeren, der når som helst kunne tilbagetrække dem: ikke kun hoveriforpligttigelsen og forpagtningsafgifterne blev forhøjet uretsmæssigt, men der indførtes også nye forpligtelser, såsom laudemier (afgifter til godsejeren når den gårdbesiddende bonde døde), hvilket udgjorde et særligt kendetegn på livegenskab, eller også udmøntedes sådanne tjenester mod gamle nedarvede ubestridelige forhold som tilkom livegne, men ikke frie mænd. På mindre end ét hundrede år forvandledes således de frie østelbiske bønder først reelt og snart derefter til juridisk livegne.

Samtidig borgerliggjordes feudaladelen mere og mere. Den blev stadigt mere forgældet til pengekapitalisterne i byerne og fik dermed det mest presserende behov for penge. Men fra deres livegne bønderne kunne de ikke presse nogle penge ud, men kun arbejde og landbrugsprodukter, og sidstnævnte gav også under de ekstremt vanskelige forhold opdyrkede bondegårde kun et minimum, udover de allernødvendigste livsfornødenheder til den arbejdende bonde. Men ved siden af dem, lå klostrenes omfattende og frugtbare godser som under sagkyndig kontrol opdyrkedes med hoveri fra underordnede og livegne bønder på ejerens vegne. Denne form for husholdning havde fattigadelen næsten aldrig, højadel og fyrsterne kunne undtagelsesvis være i stand til at gennemføre det på deres domæner. Men nu blev stordriften muliggjort på den ene side gennem den i landet tilvejebragte fred, medens adelen på den anden side på grund af dens stigende pengehov mere og mere blev tvunget til at indføre det. Forvaltningen af store godser gennem hoveriet fra livegne bønder for jordejernes regning blev efterhånden den indkomstkilde, som skulle holde adelen skadesløs for den stigende trafik af røverriddere. Men hvorfra ville de tage de nødvendige jordarealer? Adelsmanden var godtnok føreren af et større eller mindre område, men det var med få undtagelser helt opdelt til arveberettigede skattebønder, der havde lige så meget ret til deres jord og gårde – så længe de opfyldte deres kontraktlige forpligtelser – som nådigtherren selv. Dette måtte afhjælpes og derfor blev det mere påtrængende at omdanne bønderne til livegne. Thi selvom bortjagningen af livegne bønderne fra jord og gård ikke i mindre målestok var en retskrænkelse og en voldsgerning end når det gjaldt frie skattebønder, så var det dog ved indførelsen af romerretten meget lettere at ignorere. Kort sagt, efter at bøndernes lykkelige transformation til livegne, kørte man det nødvendige antal bønder væk eller tog dem ind som husmænd, daglejere, med et lille hus og en lille have på godset. Hvor adelens tidligere faste borge fik gjort plads til de nye, mere eller mindre åbne landslotte, var det netop på grund af endnu større omfang, de tidligere frie bønders gårde, der måtte vige for de livegnes, kvinder og børns hoveri, fra elendige småhuse.

Når det adelige forretningsgods – dominium, som det blev kaldt i Schlesien – var indrettet, så gjaldt det derefter kun om at sætte bøndernes arbejdskraft i bevægelse til forarbejdning af godset. Og her fremtrådte den anden fordel med livegenskabet. De tidlige bønder, havde i kontrakten fastsatte hoveridage, der på ingen måde var beregnet til samme formål. De indskrænkkede sig i de fleste tilfælde til præstationer i almenhedens interesse – vej og brobyggeri osv., bygningsarbejde på den adelige borg, kvindernes og pigers arbejder på borgen i forskellige aktiviteter af industriel karakter og som personlig oppasser. Men så snart bonden var omdannet til livegen og med de romerske juristers hjælp var blevet ligestillet med den romersk slave, stemte nådigherren op med en anden melodi. Ved hjælp af juristerne specificerede han nu sine krav ved dommerens bord, og krævede ubegrænset arbejde og præstationer af bønderne, så mange som muligt, og når og hvor det behagede ham. Bønderne måtte lave hoveri, køre, pløje, så og høste for godsejeren, så snart denne stillede krav derom, og dét selvom bøndernes egne marker blev forsømt, og bondens egen høst stod og rådnede. Og ligeledes skruede godsejeren renten og afgifterne op i naturalier og i kontanter – op til det højest mulige niveau.

Men ikke nok med det. Den noget mindre adelige landfyrste, der regerede overalt, og også øst for Elben, behøvede ligeledes penge, mange penge. Til gengæld for at han tillod adelen at undertrykke bønderne, tillod adelen ham at lægge skatter på bønderne – adelen var jo selv fri for skatter! Og for at sætte kronen på værket, sanktionerede samme landfyrste den indgribende omdannelse af godsejerens tidligere ordføreret (formandsret) i bøndernes – for længst afskaffet – byret, til patrimonialdomsretten og godspolitiinstitutionen, hvorigennem godsejeren ikke kun blev politichef, men også den eneste dommer over bønderne, selv i deres egne sager, således at bonden kun kunne klage over sin godsejer til sin egen godsejer. Dermed var godsejeren lovgiver, dommer og eksekutor i én og samme person og var fuldstændig uindskrænket enehersker på sit gods.

Disse skændige betingelser, som ikke finder deres lige – selv i Rusland, thi dér havde bonden dog lokalt selvstyre – nåede sit højdepunkt i perioden fra Trediveårskrigen indtil det frelsende nederlag kom i Jena. Voldshandlinger under Trediveårskrigen gav adelen lejlighed til fuldstændigt at underkue bønderne. Ødelæggelsen af utallige bondegårde åbnede muligheden for uhindret at indlemme dem i riddergodsets domæner. Krigens ødelæggelser forvandlede brutalt befolkningen om til vagabonder, og da befolkningen ønskede at genetablere sig på deres gamle gårde, opstod først det rigtige påskud, til at binder mennesker som livegne ved mulden. Men selv derved stoppede det kun for en kort tid. Thi næppe var de frygtelige sår, som krigen havde påført dem, blevet helbredt i løbet af de næste halvtreds år, førend den ædle godsejers appetit på bondejord og bondearbejde vågnede på ny. De adelige domæner var ikke store nok til at opsuge alt det arbejde, der stadigt kunne presses ud af de livegne – afpresning er her ment i bogstavelig forstand. Systemet med at degradere bønder til landarbejdere og livegne daglejere havde bestået prøven med udmærket. Fra begyndelsen af 1700érne, kom det oftere til anvendelse, at det nu kaldes ”bondeundertrykkelse“. Man undertrykker så mange bønderne man kan, alt efter omstændighederne. Til en begyndelse udtager man så mange som er nødvendigt til landbrugets udførelse og forvandler de øvrige til landarbejdere (tærskekarle, landarbejdere, gårdskarle og alt hvad det nu hedder), [d] som for en husmand med et lille kartoffelland og en elendig løn i kornmål og meget lidt i kontanter skal slæbe år efter år på godset. Når nådigherren var blevet så rig, så han kunne erhverve egne trækdyr, “underkuer” man de endnu tilbageværende bønder og slår deres gårde sammen med det adelige gods. På denne måde har den tyske adel store landgodser, der udelukkende består af stjålen bondejord, og det gælder især i de østelbiske adelsgodser, og hvis denne jord uden lidt erstatning blev frataget fra røverne, så vederfares der dem ikke engang fuld retfærdighed. Egentlig burde de desuden betale erstatning.

Lidt efter lidt mærkede landets fyrster, at dette system, hvor nyttigt det end var for adelen, slet ikke var i deres interesse. Bønderne havde betalt skatter forinden de blev degraderet. Fra de skattefrie domæner med de sammenlagte gårde modtog stat ikke er en tøddel, og næppe en øre fra de nye livegne. Nogle af de degradere bønder, der blev overflødige for godsets forvaltning, blev simpelthen kørt bort og derigennem frie, dvs. fuglefrie. Landsbyens befolkning blev mindre, og derefter begyndte landfyrsten at supplere deres dyrebare lejehær, på den billige måde, at han udskrev bønderne, og det var på ingen måde ligegyldigt for landfyrsten. Således finder vi især i Preussen i 1700, den ene forordning efter den anden, der er designet til at sætte en stopper for udsættelsen af bønder. Men det går med dem som med ni og halvfems hundrededele af umætteligt papiraffald, som de tyske regeringer har underskrevet, siden Karl den Store kapitularier. [e] De blev kun papir og adelen lod sig næppe forstyrre. Bondeundertrykkelsen videreføres.

Ikke engang det frygtelige eksempel, som den Store Revolution i Frankrig statuerede for den egensindige feudaladel, har afskrækket mere end i et øjeblik. Alt forblev ved den gamle. Og det Frederick II ikke orkede med, var det helt utænkeligt, at hans svage og kortsynede nevø Frederik Wilhelm III skulle klare. Så kom hævnen. D. 14 november 1806 blev hele den preussiske stat rykket i stykker på samme dag i Jena og Auerstadt, og den preussiske bonde har mere grund til at fejre denne dag og d. 18 marts 1848 [f] end alle de tyske sejre fra Mollwitz til Sedan. Nu begyndte der endelig at gå et svagt lys op for den tilbagetrængte regering over den russiske grænse, om at man ikke kunne besejre de frie jordbesiddende franske bønders sønner, med sønner til livegne hoveribønder, der dagligt blev jagtet væk fra jord og gårde. Nu endelig mærkede den, at bonden så at sige også er et menneske. Nu skulle der skrides ind.

Men næppe var freden sluttet og hoffet og regeringen vendt tilbage til Berlin, førend de ædle hensigter endnu smeltede som smør i solskin. Det lovpriste edikt fra d. 9 november 1807 havde vitterligt ved navns nævnelse ophævet livegenskabet eller den arvelige underdanighed (og det først fra Mortensaften 1810), men kun på papiret, og i virkeligheden stod næsten alting ved det gamle. Og derved blev det. Den tvivlende og indskrænkede konge lod sig nu som før lede af den bondeplyndrende adel, og det i den grad at der i årene 1808-1810 blev udstedt fire forordninger, som i flere tilfælde endnu engang gjorde det tilladt for godsejerne at røve jorden fra bønderne – trods ediktet af 1807. Først da Napoleons krig mod Rusland var i syne, erindrede man sig påny om, at det ville være nødvendigt at have bønderne, og man udfærdigede ediktet af d. 14 september 1811, i hvilket både bønderne og godsejer anbefales, at der i løbet af to år foretages en mindelig løsning med hensyn til nedlukning af hoveriomfanget og andre byrder, samt i spørgsmål om godsejerens overhøjhed, med den risiko at en kongelig kommission efter fristens udløb i henhold til bestemte regler tvangsvis ville gennemføre forandringen. Som et generelt princip gælder at bønderne gennem at opgive en tredjedel af sin jord (eller betale modværdien i penge) ville blive omdannet til frie ejere af den derefter tilbageblevne jordlod. Men selv dette for adelen så enormt fordelagtige frikøb forblev fremtidsmusik. Thi adelen slog bremserne i for at få endnu bedre betingelser og efter de to års forløb var Napoleon igen i landet.

Knap var denne – under de igangværende fremtidsløfter om en forfatning og folkerepræsentation fra den ængstelige kongens side – definitivt jaget ud af landet, førend alle de fine løfter blev glemt igen. Allerede d. 29 maj 1816 – ikke helt et år efter sejren ved Waterloo! – offentliggjordes et forslag til ediktet af 1811, og det lød allerede helt anderledes. Frikøb fra feudale pligter var ikke længere regel, men undtagelsen. Det skulle kun gælde for sådanne landbrug, som var registreret i jordskattelængder (dvs. større arealer), som allerede i 1749 i Schlesien, i 1752 i Østpreussen, i 1763 i Brandenburg og Pommern [1] samt i 1774 i Vestpreussen, der bruges til bondehusholdning. Selv hoveriet ved såning og høst forblev opretholdt. Og når der endelig i 1817 blev gjort alvor af projektet med frikøbningskommissionerne gik det meget hurtigere bagud med jordlovgivningen end fremad for jordkommissionerne. D. 7 juni 1821 blev tilføjet en ny frikøbsordning, gennem hvilken reduktion af frikøbsmulighederne for større gårde, dvs. de såkaldte familiejordbrug, [g] og yderligere indskærpes hoveriet og at andre feudale forhold forsat består til evig tid for småbønderne – landarbejderne, gårdskarlene, skovhuggere, kort sagt alle daglønnede – udtrykkeligt fastlægges. Først i 1845 gjordes der undtagelsesvis for Saksen og Schlesien mulighed for at frikøbe sig fra denne art af forpligtigelser på anden måde end gennem gensidig aftale mellem godsejer og bonde – for hvilket det naturligvis ikke behøves for nogen lov. Videre blev den sum, som bonden en gang for alle kunne frikøbe sig fra til den pengesum eller omregnet til præsterede kornleverancer, fastsat til 25 gange årslejen, og afbetalingerne skulle leveres i summer på mindst 100 taler, [h] mens bønderne i statsdomænerne allerede indrømmet i 1809 fik tilkendt retten til at frikøbe sig for den tyvedobbelte årslejen. Kort sagt, “intelligensstatens” meget lovpriste oplyste jordlovgivning havde kun ét formål: at redde så meget som muligt af feudalismen.

De praktiske resultater var i overensstemmelse med disse bedrøvelige forhold. Jordkommissionerne forstod udmærket regeringens velvillige hensigter og, som det er drastisk skildret i detaljer af Wolff, de sørgede for at bønderne ved frikøbet behørigt luredes til fordel for adelsmanden. Fra 1816 til 1848 frikøbtes 70.582 bondegårde med et jordareal på 5.158.827 morgen. [i] Hvilket udgjorde sig for seks syvendedele af alle skattepligtige større gårde. Derimod blev der kun frikøbt 289.651 af de mindre jordbrug (deraf over 228.000 i Schlesien, Brandenburg og Saksen). Det samlede antal frikøbte årlige arbejdsdage udgjorde: køredage 5.978.295, karle- arbejdsdage 16.869.824. Som kompensation for dette fik højadelen som kapitalerstatning 18.544.766 taler, årlige rentebetalinger i kontanter 1.599.992 taler, i rug 260.069 skæpper, og endelig 1.533.050 morgen bondejord som afståelse. [2] Uden alle andre godtgørelser modtog de tidligere jordejere derfor godt en tredjedel af den tidligere bondejord.

Året 1848 åbnede endelig øjnene på de lige så bornerte som indbilske preussiske landjunkere. Bønderne – i særdeleshed i Schlesien, hvor latifundiesystemet med den dertil svarende undertrykkelse af befolkningen til daglønnede arbejdsfolk var mest udviklet – stormede slottene, opbrændte de allerede opgjorde frikøbsaktstykker og tvang de nådige herrer til skriftligt, at godkende, at de afstod sig fra enhver yderligere præstation (ydelse). Disse handlinger – som selv det da herskende bourgeoisi syntes var skændige – blev vitterligt slået ned med militær magt, og strengt straffet, men selv det dummeste fårehoved af en junker indså nu, at slavehoveriet var blevet en umulighed. Hellere afstod de dem helt og holdent end at henvende sig til de oprørske bønder. Nu gjaldt det bare om at redde hvad der kunne reddes og den jordejende adel havde faktisk den frækhed til at begære godtgørelse for tabet af disse hoveridage, som var blevet en umulighed. Og næppe havde reaktionen sat sig rimeligt solidt i sadlen, førend de havde opfyldt disse ønsker.

Først fremkom imidlertidig loven af d. 9 oktober 1848, ifølge hvilken alle ikke afsluttede frikøbsforhandlinger og deraf følgende processer samt en række andre processer mellem godsejer og bønder var suspenderet. Dermed var hele den så højt lovpriste jordlovgivning fra og med 1807 dødsdømt. Men så snart den såkaldte nationalforsamling i Berlin blev sprængt og statskuppet lykkedes, følte det feudalbureaukratiske Brandenburg-Manteuffelske ministerium sig tilstrækkelig stærk nok til at komme adelen imøde. Den udstedte den provisoriske forordning af d. 20 december 1848, hvorved de tjenester, som bønderne i forventning om yderligere regulering måtte udføre osv. med et par undtagelser, og genindførtes den gamle ordning. Det var denne forordning, der gav Wollf anledning til at behandle de schlesiske bondeforhold i “Neue Rheinische Zeitung”.

Samtidig forløb der yderligere og mere end et år førend den nye endelige frikøbslov af d. 2 marts 1850 kom i stand. Man kan ikke skarp nok fordømme den endnu i dag, selvom de preussiske chauvinister priser jordlovgivningen fra årene 1807-1847 til himlen, end hvad som modstræbende nok sker i motiveringen til loven af d. 2 marts 1850 – og det er den Brandenburg-Manteuffelske ministerium som har skrevet den.

Tja, nogle betydningsløse byrder er simpelthen ophævet, frikøbet fra de andre dekreteredes gennem deres omdannelse til afbetaling i kontanter og deres kapitalisering til et attendoblet beløb, og for formidlingen af kapitalmoratorierne blev oprettet den såkaldte Rentebank, der ved velkendte amorteringsoperationer skulle betale det tyvedoblede beløb til jordejeren, mens bonden gjorde sig fri fra alle sine forpligtelser ved at betale amorteringer (afdrag) i 56 år.

Fordømte ministeriet hele den tidligere jordlov i sin motivering, så fordømte kammerets kommission den nye lov. Den skulle ikke gælde på den venstre Rhinbred, som gennem den Franske Revolution for længe siden var befriet fra al denne udplyndring. Kommissionen gik ind på, at fordi højst en eneste af de 109 paragraffer i alle tilfælde var tillempet der,

“mens alle de øvrige bestemmelser, ikke passede ind dér, men snarere let kunne skabe forvirring og unødvendig irritation ... fordi loven på den venstre Rhinbred vedrørende ophævelsen af de virkelige byrder går langt videre end man for øjeblikket er villige til at gå”, [j]

og man endnu ikke kan bede rhinlænderne om atter at lade sig nedpresse til det ny-preussiske idealtilstands niveau.

Nu er man endelig for alvor begyndt at tale om afskaffelse af de feudale arbejds- og udsugningsformer. I nogle få år var bønderne frikøbte. Fra 1850 til 1865 årets udgang frikøbtes resten af de større bondegårde, og det gælder kun yderligere 12.706 med et areal på 352.305 morgen; af de mindre landbrugere, husmændene er medtaget, frikøbtes imidlertidig ikke mindre end 1.041.341 under disse femten år, mens der indtil 1848 ikke var frikøbt 290.000 af dem. Dertil kommer et antal af kun 356.274 frikøbte køredage, der faldt på de større ejendomme, mens indløste ordinære arbejdsdage beløb sig til 6.670.507. Ligesådan udgjorde den erstatning, som udgik i jordafståelser og som ligeledes kun ramte større jordejendomme på 113.071 morgen og den i kornmål omregnede årsamortering på 55.522 skæpper. Derimod modtog landadelen 3.890.136 taler om året i nye pengerenter og desuden 19.697.483 taler som endelig erstatning for kapitaltab. [3]

Summen, som den samlede preussiske jordejerkaste, statsdomænerne inkluderet, er blevet betalt ud af bøndernes pengepung for at disse skulle kunne få tilbage en del af den jord, som bønderne tidligere – selv i 1800-tallet – ejede og berøvedes, beløber sig ifølge Meitzen bd. I, s.. 437, til 213.861.035 taler. Men summen er alt for lavt. Thi for hver morgen opdyrker agerjord er i den henseende “kun” anslået til 20 taler, hver morgen skovareal til 10 taler og hver skæppe rug til én taler, hvilket er alt for lidt. Hertil er der kun de “med sikkerhed kontrollerbare skadeserstatninger” medregnet, dvs. at alle private aftaler mellem parterne er udeladt af regningen, og Meitzen siger selv, de her frikøbte præstationer, altså selv de derunder betalte skadeserstatninger, udgør et “minimum”.

Vi kan altså anslå, at den af bønderne til adelen og statskassen udbetalte sum for at blive fri for ulovlige forpligtelser er på et minimum af 300.000.000 taler, muligvis endda til en milliard mark.

En milliard mark for at få den jord tilbage og gældfrit eje mindstedelen af den jord, som bønderne blev berøvet under fire århundreder! Den mindste del, thi langt den største del beholdt i alle tilfælde, adelen og statsmagten i form af fideikommis samt andre riddergodser og domæner!

London, 24. november 1885

Friedrich Engels

Engels’ noter

1. Den preussiske bagklogskab er uudgrundelig. Det viser sig her i kolde fakta. Hvorfor i 1763? Helt enkelt fordi det følgende år, d. 12 juli 1764, havde Fredrik Wilhelm II en kategorisk regulering, i hvilken de genstridige adelige under trusler om straf tilpligtes til at genindsætte de tidligere bønder på gårde og husmandssteder, som efter 1740 og især efter Syvårskrigen udbrud var inddraget i massevis. I det omfang at denne forordning havde nogen virkning, blev den sådan udført til fordel for adelen i 1816.

2. Se statistikken hos Meitzen “Der Boden des preußischishen Staats” I. S. 432 ff.

3. Disse tal fremkommer som forskellen mellem totalsummerne hos Meitzen, I. S. 432 og 434.

Per Benny Paulsens noter

a. Se nedenfor.

b. Omtrent det samme område som de senere preussiske provinser Østpreussen og Vestpreussen, som fra 1200-tallet til 1400-tallet beherskedes af den Tyske Orden.

c. Den store Tyske Bondekrig.

d. Der var nogle kategorier af bønder, der ikke ejede jord, og andre arbejdede for godsejeren til en ekstremt lav “løn” i form af varer.

e. De af Karl den Store udfærdigede og i flere mindre afsnit inddelte forskrifter, som dannede grundlag for den frankiske lov.

f. En småborgerlig-demokratisk revolution i tysklandene.

g. Ved familiejordbrug forstod man en bondegård, der rådede over så meget jord, at bondens familie kunne overleve på sit afkast, uden at skulle påtage sig lønarbejde og uden at man behøvede at købe sig lejet arbejdskraft i løbet af året.

h. Én preusisk taler (thaler) var en almindelig møntenhed i slutningen af 1800-tallet indtil 1907.

i. Morgen er et gammelt tysk terrænmål (markmål) af varierende størrelse, normalt = 25,5 ar. Oprindeligt betød det et stykke jord, som på en morgen (dvs. en halv dag) kunne pløjes eller slåes af en mand, i Saksen 27,5 ar, i Bayern 34,0 ar og i Baden 36,0 ar.

j. F. Engels citerer en rapport fra det andet preusiske hus’ landsbrugsudvalg om indløsning af de feudale afgifter, som blev udstedt d. 2. marts 1850.


Sidst opdateret 5.7.2013