Skrevet af Fr. Engels til 2. oplag af hans skrift, »Om boligspørgsmålet«, Hottingen – Zürich 1887.
Efter teksten i andet oplag.
Følgende skrift er et optryk af tre artikler, jeg skrev i »Volksstaat« [1] 1872. Netop på det tidspunkt faldt de franske milliarders regn over Tyskland; man afbetalte statsgæld, byggede fæstninger og kaserner, fornyede lagrene af våben og militært udstyr; den disponible kapital og i lige så høj grad den cirkulerende pengemængde blev pludselig forøget enormt; og det skete netop på en tid, da Tyskland optrådte på verdensarenaen ikke blot som »enigt rige«, men også som stort industriland. Milliarderne gav den unge storindustri et mægtigt opsving; det var først og fremmest dem, der fremkaldte den korte, illusionsrige velstandsperiode efter krigen, og straks efter – 1873/74 – den store krise, der viste, at Tyskland som industriland kunne gøre sig på verdensmarkedet.
Den tid, i hvilken et gammelt kulturland gør en sådan overgang fra manufakturen og småbedriften til storindustrien – oven i købet fremskyndet af så gunstige omstændigheder –, den er også i særlig grad »bolignøden«s tid. På den ene side drages masser af landarbejdere til de store byer, der udvikler sig til industrielle centrer; på den anden side svarer disse ældre byers indretning ikke mere til betingelserne under den nye storindustri og den tilsvarende trafik; gader udvides og fores igennem, jernbaner anlægges tværs gennem beboelseskvarterer. I samme øjeblik arbejderne strømmer til byen i massevis, bliver en mængde arbejderboliger revet ned. Deraf den pludselige bolignød blandt arbejderne og for den detailhandel og mindre industri, der er afhængig af arbejderne som kunder. I byer, der oprindelig var industricentrer, kendes denne bolignød så godt som ikke, således i Manchester, Leeds, Bradford, Barmen-Elberfeld. Derimod tog den i sin tid akut form i London, Paris, Berlin, Wien, og der er den i væsentlig grad blevet kronisk.
Det var altså netop denne akutte bolignød, dette symptom på den industrielle revolution, der fuldbyrdede sig i Tyskland, og som dengang fyldte pressen med afhandlinger om »boligspørgsmålet« og gav anledning til al slags socialt kvaksalveri. En række artikler af denne art forvildede sig også ind i »Volksstaat«. Den anonyme forfatter, der senere gav sig til kende som hr. dr. med. A. Mülberger fra Württemberg, anså lejligheden for gunstig til ved hjælp af dette spørgsmål at gøre de vidunderlige virkninger af den proudhonske universalmedicin indlysende for de tyske arbejdere. Da jeg over for redaktionen gav udtryk for min forundring over, at man havde optaget disse mærkelige artikler, blev jeg opfordret til at svare på dem, hvad jeg også gjorde. (Se første afsnit: Hvordan Proudhon løser boligspørgsmålet). Til denne række artikler føjede jeg kort efter en anden, i hvilken jeg undersøgte den filantropisk-borgerlige opfattelse af spørgsmålet, sådan som det fremtrådte i et skrift af dr. Emil Sax. (Andet afsnit: Hvordan bourgeoisiet løser boligspørgsmålet). Efter en længere pause beærede hr. dr. Mülberger mig dernæst med et svar på mine artikler, der tvang mig til et gensvar (tredje afsnit: Mere om Proudhon og boligspørgsmålet), og derved bragtes da både polemikken og min specielle beskæftigelse med dette spørgsmål til afslutning. Dette er den historiske oprindelse til disse tre artikelrækker, der også udkom som særtryk i pjeceform. Når det nu er blevet nødvendigt at udsende et nyt optryk, skyldes det utvivlsomt atter den velvillige omsorg, den tyske rigsregering har vist, idet den ved et forbud øgede afsætningen kolossalt, sådan som det altid sker, og jeg bringer den hermed ærbødigst min tak.
I det nye optryk har jeg revideret teksten, gjort enkelte tilføjelser og anmærkninger; desuden har jeg i første afsnit rettet en lille økonomisk fejltagelse, som min modstander dr. Mülberger desværre ikke har fundet.
Ved dette gennemsyn er det rigtig blevet mig klart, hvilke kæmpefremskridt den internationale arbejderbevægelse har gjort i de sidste fjorten år. Dengang var det endnu en kendsgerning, at »de romansk-talende arbejdere i tyve år ikke havde fået anden åndelig næring end Proudhons værker« og måske det yderligere snæversyn, proudhonismen fik gennem »anarkismen«s fader, Bakunin, som i Proudhon så »vor fælles mester«, notre maître à nous tous. Selv om proudhonisterne i Frankrig kun var en lille sekt blandt arbejderne, var de dog de eneste, som havde et bestemt formuleret program, og som under Kommunen kunne tage førerskabet på det økonomiske område. I Belgien herskede proudhonismen ubestridt blandt de vallonske arbejdere, og i Spanien og Italien var, med ganske få undtagelser, alt inden for arbejderklassen afgjort proudhonistisk, hvis det ikke var anarkistisk. Og i dag? I Frankrig er Proudhon fuldstændig færdig blandt arbejderne og har endnu kun tilhængere inden for det radikale bourgeoisi og mellem småborgerne, der som proudhonister også kalder sig »socialister«, men bekæmpes på det voldsomste af de socialistiske arbejdere. I Belgien har flamlænderne fortrængt vallonerne fra bevægelsens ledelse, afsat proudhonismen og givet bevægelsen et vældigt opsving. I Spanien og Italien er halvfjerdsernes anarkistiske højvande borte og har skyllet resterne af proudhonismen med sig; mens det nye parti i Italien endnu er ved at afklares og tage form, så har i Spanien den lille kærne, der som Nueva Federacion Madrilena stadig var trofast mod Internationales generalråd, udviklet sig til et kraftigt parti, der – som det fremgår af selve den republikanske presse – har ødelagt de borgerlige republikaneres indflydelse på arbejderne langt mere virkningsfuldt, end deres larmende anarkistiske forgængere nogen sinde har kunnet gøre det. Proudhons nu glemte værker er blandt de romanske arbejdere blevet erstattet af »Kapitalen«, »Det kommunistiske manifest« og en række andre skrifter af Marx’ skole, og Marx’ hovedkrav: at proletariatet, når det har svunget sig op til politisk eneherredømme, på samfundets vegne skal sætte sig i besiddelse af samtlige produktionsmidler, er i dag hele den revolutionære arbejderklasses krav også i de romanske lande.
Men når det nu forholder sig sådan, at proudhonismen definitivt er fortrængt blandt arbejderne også i de romanske lande, når den endnu kun – i overensstemmelse med sin egentlige bestemmelse – tjener franske, spanske, italienske og belgiske borgerlige radikale som udtryk for deres borgerlige og småborgerlige lyster, hvorfor så nu igen komme tilbage til den? Hvorfor på ny bekæmpe en afdød modstander ved at genoptrykke disse artikler?
For det første fordi disse artikler ikke indskrænker sig til ren og skær polemik mod Proudhon og hans tyske repræsentanter. Ifølge den arbejdsdeling, der bestod imellem Marx og mig, tilfaldt det mig at repræsentere vore anskuelser i den periodiske presse, altså navnlig at bekæmpe modstandernes anskuelser, således at Marx kunne få tid til at udarbejde sit store hovedværk. Jeg kom derved i den situation, at jeg måtte fremsætte vore anskuelser overvejende i polemisk form, i modsætning til andre opfattelser. Sådan også i dette tilfælde. Afsnittene I og II indeholder ikke blot en kritik af Proudhons opfattelse af spørgsmålet, men også fremstillingen af vor egen opfattelse.
For det andet har Proudhon spillet en alt for stor rolle i den europæiske arbejderbevægelses historie til, at han uden videre skulle kunne gå over i glemselen. Slået ud på det teoretiske område, færdig i praksis som han er, bevarer han sin historiske interesse. Den, der nogenlunde indgående beskæftiger sig med den moderne socialisme, må også sætte sig ind i bevægelsens »overvundne standpunkter«. Marx’ »Filosofiens elendighed« udkom flere år, før Proudhon opstillede sine praktiske forslag til en samfundsreform; Marx kunne her kun opdage den proudhonske byttebank i kim og kritisere den. Hans skrift suppleres altså i denne henseende af det foreliggende, desværre temmelig ufuldkomment. Marx kunne have gjort det hele langt bedre og mere slående.
Men endelig er den borgerlige og småborgerlige socialisme indtil dette øjeblik stadig stærkt repræsenteret, nemlig på den ene side ved katedersocialister og menneskevenner af enhver art, for hvem ønsket om at gøre arbejderne til ejere af deres bolig stadig spiller en stor rolle, og over for hvem mit arbejde stadig er på sin plads; men på den anden side er en vis småborgerlig socialisme repræsenteret i selve det socialdemokratiske parti, helt ind i rigsdagsgruppen. Det forholder sig sådan, at man ganske vist anerkender den moderne socialismes grundanskuelser og kravet om at gøre produktionsmidlerne til samfundsmæssig ejendom som berettigede, men erklærer, at virkeliggørelsen først vil være mulig i en fjern fremtid, som man i praksis ikke kan øjne. Altså er man for øjeblikket henvist til udelukkende socialt lapperi og kan alt efter omstændighederne sympatisere selv med de mest reaktionære bestræbelser for at »hæve den arbejdende klasse«, som det kaldes. Eksistensen af en sådan retning er ganske uundgåelig i Tyskland, spidsborgerskabets land par excellence, og i en tid, hver den industrielle udvikling voldsomt og i vældig målestok slår grunden væk under fødderne på dette gamle rodfæstede spidsborgerskab. Denne retnings eksistens er også ganske ufarlig for bevægelsen i betragtning af den vidunderlig sunde sans, vore arbejdere så strålende har lagt for dagen netop i de sidste otte år af kampen mod socialistlov, politi og dommere. Men det er nødvendigt, at man gør sig klart, at der består en sådan retning. Og når denne retning senere engang får fastere form og tydeligere omrids – hvilket den nødvendigvis må få, og hvilket endog er ønskeligt –, så vil den for at få formuleret sit program blive nødt til at gå tilbage til sine forgængere, og så vil man vanskeligt kunne komme uden om Proudhon.
Kærnen i både den storborgerlige og den småborgerlige løsning af »boligspørgsmålet« er arbejderens ejendomsret til sin bolig. Men over dette punkt er der – på grund af Tysklands industrielle udvikling i de sidste tyve år – kastet et ejendommeligt lys. I intet andet land findes der så mange lønarbejdere, der er ejere ikke blot af deres bolig, men også af en have eller en mark; desuden findes der talrige andre, der som forpagtere faktisk sidder temmelig sikret med hus og have eller mark. Den landlige hjemmeindustri, drevet i forening med havebrug eller et lille landbrug, danner det brede grundlag for Tysklands unge storindustri; i den vestlige del af landet er arbejderne hovedsagelig ejere, i den østlige hovedsagelig forpagtere af deres hjem. Dette, at hjemmeindustrien forbindes med have- og landbrug, og at boligen således sikres, finder man ikke blot overalt, hvor håndvæveriet endnu kæmper mod den mekaniske vævestol: ved den nedre Rhin og i Westfalen, i det sachsiske Erzgebirge og i Schlesien; man finder det overalt, hvor hjemmeindustri af en eller anden art er trængt frem som landligt erhverv, f.eks. i Thüringer Wald og i Rhön. Under forhandlingerne om tobaksmonopolet viste det sig, i hvor høj grad også cigarmageriet bliver drevet som landligt hjemmearbejde; og hvor der indtræder en eller anden krise for småbønderne, sådan som det skete for nogle år siden i Eifel, dér rejser den borgerlige presse straks kravet om indførelse af en passende hjemmeindustri som det eneste hjælpemiddel. Faktisk tilskynder både den voksende nød blandt de tyske husmænd og den almindelige situation inden for den tyske industri til en stadig udvidelse af den landlige hjemmeindustri. Dette er et fænomen, der er ejendommeligt for Tyskland. Kun undtagelsesvis finder man noget lignende i Frankrig, f. eks. i de egne, hvor der avles silke; i England, hvor der ingen smålandbrugere findes, hviler den landlige hjemmeindustri på det arbejde, der ydes af daglejernes koner og børn; kun i Irland ser man klædekonfektionen, ligesom i Tyskland, drevet som hjemmeindustri af virkelige bondefamilier. Om Rusland og andre lande, som ikke er repræsenteret på det industrielle verdensmarked, taler vi naturligvis ikke her.
Der består altså i dag i store områder i Tyskland en industriel tilstand, som ved første blik ligner den tilstand, der var den almindeligt herskende før maskinernes indførelse. Men også kun ved første blik. Tidligere tiders landlige hjemmeindustri i forbindelse med have- og landbrug dannede, i det mindste i de industrielt fremskredne lande, grundlaget for materielt tålelige og stedvis ganske gode kår for den arbejdende klasse, men også for dens åndelige og politiske betydningsløshed. Håndproduktet og dets omkostninger bestemte: markedsprisen, og med den i sammenligning med nu meget ringe arbejdsproduktivitet voksede afsætningsmarkederne i reglen hurtigere end tilbudet. Dette gælder, omkring midten af forrige århundrede, England og delvis Frankrig og navnlig med hensyn til tekstilindustrien. I Tyskland, der dengang under de ugunstigste omstændigheder netop først var ved at arbejde sig op igen efter Trediveårskrigens ødelæggelser, så det ganske vist helt anderledes ud; den eneste hjemmeindustri, som her arbejdede for verdensmarkedet, lærredsvæveriet, tyngedes sådan af skatter og feudale byrder, at den ikke hævede den vævende bonde over den øvrige bondestands meget lave niveau. Men alligevel havde den landlige industriarbejder en vis sikkerhed for sin eksistens.
Med indførelsen af maskiner ændrede dette sig alt sammen. Prisen blev nu bestemt af maskinproduktet, og hjemmearbejderens løn faldt med denne pris. Men arbejderen måtte tage den eller søge andet arbejde, og det kunne han ikke uden at blive proletar, d.v.s. uden at opgive sit lille hus, sin have og sin mark – enten han var ejer eller forpagter. Og det ville han kun i sjældneste tilfælde. Således blev de gamle landlige håndvæveres have- og landbrug årsag til, at håndvævestolens kamp mod den mekaniske vævestol overalt trak så meget i langdrag og endnu ikke er kæmpet til ende i Tyskland. I denne kamp viste det sig for første gang, navnlig i England, at samme omstændighed, der tidligere havde været grundlaget for en forholdsmæssig velstand for arbejderne – nemlig at arbejderen ejede sine produktionsmidler, – nu var blevet en hindring øg en ulykke for dem. I industrien sejrede den mekaniske vævestol over håndvævestolen, og i landbruget sejrede stordriften over smådriften. Men mens det på begge produktionsområder blev den samfundsmæssigt bestemte regel, at arbejdet blev et samarbejde af mange, og man tog maskinen og videnskaben i anvendelse, bandt arbejderens hus, have, mark og vævestol ham til enkeltmandsproduktionens og håndarbejdets forældede metode. Besiddelsen af hus og have var nu langt mindre værd end den fuglefri bevægelighed. Ingen fabriksarbejder ville have byttet med håndvæveren på landet, der langsomt men sikkert sultede ihjel.
Tyskland optrådte sent på verdensmarkedet; vor storindustri skriver sig fra fyrrerne, fik sit første opsving ved revolutionen 1848 og kunne først udfolde sig helt, da revolutionerne 1866 og 1870 havde ryddet i det mindste de værste politiske hindringer af vejen. Men den fandt verdensmarkedet i det væsentlige optaget. England leverede masseartikler og Frankrig smagfulde luksusartikler. De første kunne Tyskland ikke konkurrere med i pris, de sidste kunne det ikke slå i kvalitet. Der var da ikke andet at gøre end i første omgang, i overensstemmelse med den vej, den tyske produktion hidtil havde fulgt, at knibe sig ind på verdensmarkedet med artikler, der var for ubetydelige for englænderne og for tarvelige for franskmændene. Den yndede tyske snydemetode, først at sende gode vareprøver og bagefter dårlige varer, hævnede sig ganske vist snart slemt og lud sig vanskeligt gennemføre; på den anden side tvang den konkurrence, som overproduktionen fremkaldte, selv de solide englændere til efterhånden at slå ind på kvalitetsforringelsens bratte vej og gav således tyskerne en håndsrækning, noget det ellers er vanskeligt at opnå på dette område. Og sådan er vi da endelig kommet så vidt, at vi har en storindustri og spiller en rolle på verdensmarkedet. Men vor storindustri arbejder næsten udelukkende for det indenlandske marked (undtagen jernindustrien, der producerer langt ud over det indenlandske behov), og vor vældige udførsel omfatter et utal af småartikler, som storindustrien højst leverer de nødvendige halvfabrikata til, men som for største delen leveres af den landlige hjemmeindustri.
Og »velsignelsen« ved selv at eje hus og jord viser sig her i al sin glans for den moderne arbejder. Ingen steder, knap nok med undtagelse af selv den irske hjemmeindustri, betales der så infamt lave lønninger som i den tyske hjemmeindustri. Hvad familien tjener ved arbejdet i sin egen have og mark, gør konkurrencen det muligt for kapitalisten at trække fra i prisen for arbejdskraften; arbejderne må nemlig gå ind på enhver akkordløn, fordi de ellers slet ikke får noget og ikke kan leve alene af, hvad deres landbrug giver, og fordi på den anden side netop deres landbrug og jordbesiddelse lænker dem til stedet og hindrer dem i at se sig om efter anden beskæftigelse. Og her er grunden til, at Tyskland med hensyn til en hel række småartikler stadig er konkurrencedygtigt på verdensmarkedet. Man tjener hele sin kapitalprofit ved et fradrag i den normale arbejdsløn og kan forære køberen hele merværdien. Det er hemmeligheden ved de fleste tyske eksportvarers forbavsende prisbillighed.
Det er denne omstændighed, der mere end noget andet også på andre industrielle områder holder de tyske arbejderes løn og levefod under niveauet i de vesteuropæiske lande. Den blyvægt, sådanne lønninger betyder, som det er blevet praksis at holde langt under arbejdskraftens værdi, trykker også lønnen for arbejderne i byen, ja endog i storbyen, ned under arbejdskraftens værdi, og dette sker så meget mere, som den dårligt lønnede hjemmeindustri også i byerne er trådt i stedet for det gamle håndværk og også her trykker det almindelige lønniveau.
Her ser vi det tydeligt: Hvad der på et tidligere historisk trin var grundlaget for arbejdernes relative velstand, nemlig forbindelsen af landbrug og industri, besiddelsen af hus og have og mark, den sikre bolig, det bliver i dag, under storindustriens herredømme, ikke blot den værste lænke for arbejderen, men den største ulykke for hele arbejderklassen, grundlaget for en enestående sænkning af arbejdslønnen under dens normale højde – ikke alene inden for enkelte erhvervsgrene og i enkelte egne, men for hele det nationale område. Intet under derfor, at stor- og småborgerskabet, der lever af og beriger sig ved disse abnorme fradrag i arbejdslønnen, sværmer for landlig industri, for arbejdere med eget hus og som eneste lægemiddel mod enhver krise på landet anbefaler at indføre nye slags hjemmeindustri!
Det er den ene side af sagen; men den har også en bagside. Hjemmeindustrien er blevet det brede grundlag for den tyske eksporthandel og dermed for hele storindustrien. Dermed er den blevet udbredt over store dele af Tyskland, og den trænger længere frem hver dag. Den lille bonde blev uundgåeligt ruineret fra den tid, da hans industrielle hjemmearbejde til landets eget forbrug blev tilintetgjort af de billige konfektions- og maskinprodukter, og da hans kvæghold, og dermed hans produktion af gødning, blev tilintetgjort ved ødelæggelsen af fællesjordordningen, af bymarken og trevangsskiftet; denne ruinering driver med voldsomhed småbønderne, der allerede er i kløerne på ågerkarlene, over i den moderne hjemmeindustri. Ligesom grundrenten til jordejeren i Irland, således kan heller ikke ågerrenten til prioritetsmægleren i Tyskland betales med, hvad jorden giver, men kun af den industrielle bondes arbejdsløn. Men med udvidelsen af hjemmeindustrien bliver det ene landbrugsområde efter det andet revet med ind i nutidens industrielle bevægelse. Det er denne revolutionering af landdistrikterne, som fremkaldes af hjemmeindustrien, der får den industrielle revolution til at brede sig over et langt større område, end tilfældet er i England og Frankrig; det er vor industris forholdsvis lave stade, der gør dens vækst i bredden så meget mere nødvendig. Dette forklarer, hvorfor den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland, i modsætning til England og Frankrig, har fundet en så vældig udbredelse over største delen af landet i stedet for udelukkende at være bundet til byerne som centrer. Og dette forklarer atter bevægelsens rolige, sikre, uafbrudte fremskridt. I Tyskland er det indlysende, at en sejrrig rejsning i hovedstaden og i de andre store byer først vil være mulig, når også flertallet af de små byer og en stor del af landdistrikterne er modne til omvæltningen. Ved en nogenlunde normal udvikling kan vi aldrig komme i den situation at tilkæmpe os arbejdersejre som pariserne 1848 og 1871, men vil netop af samme grund heller ikke lide nederlag i den revolutionære hovedstad på grund af den reaktionære provins, sådan som Paris gjorde det i begge tilfælde. I Frankrig er bevægelsen altid udgået fra hovedstaden – i Tyskland altid fra storindustriens, manufakturens og hjemmeindustriens områder; hovedstaden blev først erobret senere. Derfor vil rollen som initiativtager måske også for fremtiden være forbeholdt franskmændene; men den afgørende kamp kan kun udkæmpes i Tyskland.
Men nu er denne landlige hjemmeindustri og manufaktur, som i udbredelse er blevet Tysklands afgørende produktionsgren, og som dermed revolutionerer de tyske bønder mere og mere, selv kun indledningen til en yderligere omvæltning. Som allerede Marx har påvist (Kapitalen I, 3. opl., s. 484-495), vil maskineri og fabriksdrift på et vist udviklingstrin bevirke, at undergangens time vil slå også for denne form for industri. Og dette tidspunkt synes at være nær forestående. Men at tilintetgøre den landlige hjemmeindustri og manufaktur ved indførelse af maskineri og fabriksdrift, det vil i Tyskland betyde at tilintetgøre eksistensgrundlaget for millioner af producenter på landet, at fratage næsten halvdelen af småbønderne deres ejendom, at forvandle ikke blot hjemmeindustrien til fabriksdrift, men også bondebruget til kapitalistisk storlandbrug og på bøndernes bekostning at forvandle den lille ejendom til store herregårde – en industriel og landøkonomisk revolution til fordel for kapitalisterne og de store jordbesiddere. Skulle det blive Tyskland beskåret at gennemgå også denne forandring under de gamle samfundsmæssige betingelser, så vil den ubetinget danne vendepunktet. Selv om arbejderklassen til den tid endnu ikke har taget initiativet i noget andet land, så vil Tyskland ubetinget slå løs i det øjeblik, og bondesønnerne fra den »herlige krigshær« vil tappert hjælpe til.
Og den borgerlige og småborgerlige utopi, der vil give hver arbejder et lille hus, han selv ejer, og dermed på halvfeudal måde lænke ham til hans kapitalist, kommer nu til at se ganske anderledes ud. Den virkeliggøres på den måde, at alle ejere af små landbrugsejendomme forvandles til industrielle hjemmearbejdere; at småbøndernes gamle isolation og dermed deres politiske betydningsløshed brydes, når de rives med ind i den »sociale hvirvel«; at den industrielle revolution breder sig ud over landet og dermed gør den mest stabile og konservative befolkningsklasse til en revolutionær planteskole, og som afslutning på det hele vil de hjemmeindustrielle bønder miste deres ejendom som følge af maskinerne, der med magt driver dem over på opstandens side.
Vi kan godt unde de borgerlig-socialistiske filantroper privat at nyde deres ideal, så længe de i deres offentlige funktion som kapitalister bliver ved at realisere det på denne bagvendte måde – til gavn for den sociale revolution.
1. »Volksstaat« – centralorgan for Tysklands socialdemokratiske arbejderparti (Eisenacherne); udkom i Leipzig fra 1869 til 1876. – Red.
Sidst opdateret 11.12.2008