Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål

Rosa Luxemburg (1904)


Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, i Die Neue Zeit (Stuttgart), 22. Jg. 1903/04, Zweiter Band, I: S.484-492; II: S.529-535.
Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bd.1, 2. Halbbd., Berlin 1979, S.422-446.

Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 89-113. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. jun. 2008


Det regnes for at være en fastslået og kronet sandhed, at den socialdemokratiske bevægelse i de tilbagestående lande må lære af den ældre bevægelse i de udviklede lande. Til denne parole vover vi at tilføje den modsatte: De ældre og ledende socialdemokratiske partier kan og bør lige så godt lære noget ved at stifte nærmere bekendtskab med deres yngre søsterpartier. På samme måde som de marxistiske økonomer – til forskel fra de borgerlige klassikere og frem for alt fra vulgærøkonomerne – ikke blot betragter alle de økonomiske stadier, der gik forud for det kapitalistiske økonomiske system, som former for »uudviklethed« i forhold til kronen på værket: kapitalismen, men også som historisk ligeberettigede omend forskellige former for økonomi – på samme måde betragter de marxistiske politikere de forskelligt udviklede socialistiske bevægelser, som bestemte historiske individer. Og jo mere vi lærer de samme grundtræk i socialdemokratiet at kende i de mangfoldige og forskellige sociale miljøer, jo mere kommer vi til klarhed over det væsentlige, det grundlæggende, det principielle i den socialdemokratiske bevægelse. Og jo mere må det lokalt betingede snæversyn forsvinde ud af synskredsen. Den internationale tone lyder ikke forgæves i den revolutionære marxisme, det er ikke for ingenting at den opportunistiske tankegang altid klinger ud i national isolation. Den følgende artikel, som er skrevet i opfordring til det russiske socialdemokratiske partiorgan »Iskra« burde derfor også være af en vis interesse for det tyske publikum.

1

Det russiske socialdemokrati er blevet tildelt en særlig opgave, som der ikke findes noget tilsvarende eksempel på i socialismens historie: at udvikle en socialdemokratisk taktik tilpasset den proletariske klassekamp i en absolutistisk stat. Den almindelige sammenligning mellem de nuværende forhold i Rusland med de tyske på socialistlovens tid er for så vidt uholdbar, eftersom den betragter de russiske forhold ud fra et politimæssigt og ikke fra et politisk standpunkt. De forhindringer, der står i vejen for massebevægelsen på grund af mangel på demokratiske frihedsrettigheder, er relativt set af underordnet betydning: Massebevægelsen har også i Rusland forstået at nedbryde den absolutistiske »forfatnings« skranker og skaffe sig sin egen omend forkrøblede »gadeurolighedernes forfatning«. Og det vil den også fortsat være i stand til, indtil den har vundet den afgørende sejr over absolutismen. Det, der udgør hovedvanskeligheden for den socialdemokratiske kamp i Rusland, er tilsløringen af det borgerlige klasseherredømme gennem absolutismens voldsherredømme, som nødvendigvis giver den egentlige socialistiske klassekampslære en abstrakt og propagandistisk karakter og den direkte politiske agitation – en hovedsageligt revolutionær – demokratisk karakter. Socialistloven forsøgte blot at stille arbejderklassen udenfor forfatningen – midt i et højtudviklet borgerligt samfund med helt blotlagde klassemodsætninger, der havde fundet deres udfoldelse i parlamentarismen; deri bestod netop det vanvittige, det absurde i Bismarcks forehavende. I Rusland skal man foretage det omvendte eksperiment, nemlig skabe et socialdemokrati uden borgerskabets umiddelbare politiske herredømme.

Dette har ikke blot givet spørgsmålet om overførelse af den socialistiske lære til russisk jord, spørgsmålet om agitation, men også om organisation en ganske særegen karakter. I den socialdemokratiske bevægelse er også organisationen til forskel fra socialismens tidligere utopiske forsøg ikke et kunstigt produkt af propaganda, men et historisk produkt af klassekampen, hvortil socialdemokratiet bare tilføjer den politiske bevidsthed. Under normale omstændigheder, det vil sige der, hvor borgerskabets udviklede politiske klasseherredømme går forud for den socialdemokratiske bevægelse, bliver arbejdernes første politiske sammensvejsning i høj grad allerede besørget af borgerskabet selv. »På dette trin« hedder det i Det kommunistiske manifest, »er arbejdernes sammenhold endnu ikke en følge af deres egen sammenslutning, men en følge af borgerskabets sammenslutning«. I Rusland har socialdemokratiet fået tildelt den opgave at erstatte et afsnit af den historiske proces ved bevidst at gribe ind og lede proletariatet direkte fra den politiske atomisering, som danner grundlaget for det absolutistiske regime, til den højeste form for organisation – som målbevidst kæmpende klasse. Organisationsspørgsmålet er således særdeles vanskeligt for det russiske socialdemokrati, ikke blot fordi det må skabe organisationen uden alle det borgerlige demokratis formelle hjælpemidler, men frem for alt fordi det på en vis måde må skabe den – som den kære Vorherre – »ud af ingenting«, i den blå luft, uden det politiske råmateriale, som ellers bliver forberedt af det borgerlige samfund.

Det problem, som det russiske socialdemokrati har arbejdet med i nogle år, er netop overgangen fra opsplittede, helt uafhængige cirkel- og lokalorganisationer, som svarede til bevægelsens forberedende og overvejende propagandistiske fase, til en organisation, der er nødvendig med henblik på massernes samlede politiske aktion i hele staten. Men eftersom det mest fremtrædende træk ved den gamle organisation, som nu var blevet ubrugelig og politisk forældet, bestod i atomisering og lokalorganisationernes fuldstændige autonomi og selvtilstrækkelighed, så blev parolen i den nye fase for det store organisationsværk, der nu blev forberedt, naturligt nok: Centralisme. Betoningen af den centralistiske tanke var »Iskra«s ledemotiv i den fortræffelige kampagne bladet har ført gennem tre år for at forberede den sidste, virkeligt konstituerende partikongres. Og den samme tanke har været fremherskende hos den helt unge garde i det russiske socialdemokrati. Men det skulle hurtigt vise sig på partikongressen – og endnu mere efter partikongressen – at centralisme er et slagord, som ikke i tilstrækkelig høj grad giver et udtømmende svar på det historiske indhold i den socialdemokratiske organisationstypes ejendommeligheder, og det er endnu engang blevet bekræftet, at den marxistiske opfattelse af socialismen på intet område – heller ikke når det drejer sig om organisationsspørgsmål – lader sig fastlåse i stive former.

Den bog, vi har foran os af kammerat Lenin, en af de fremtrædende ledere og forkæmpere i »Iskra« under den forberedende kampagne for den russiske partikongres er en systematisk fremstilling af den ultra-centralistiske retning i det russiske parti. Den opfattelse, der her på en indtrængende og udtømmende måde er kommet til udtryk, går ind for en jernhård centralisme som det grundlæggende princip, og det indebær på den ene side en skarp udskillelse og isolering af de organiserede tropper i forhold til det omgivende uorganiserede, men revolutionært-aktive miljø, og på den anden side en stram disciplin og centralmyndighedens direkte, afgørende og bestemmende indblanding i alle partiets lokalorganisationers aktiviteter. Det må være tilstrækkeligt at bemærke, at centralkomiteen f.eks. efter denne opfattelse har ret til at organisere alle partiets underkomiteer, altså også bestemme personsammensætningen af hver eneste russiske lokalorganisation fra Genève og Liège til Tomsk og Irkutsk. Den kan pålægge dem lokale vedtægter, som den selv har udfærdiget, den kan opløse dem gennem et magtbud og oprette dem på ny, og den kan endelig på denne måde indirekte også få indflydelse på den højeste partiinstans sammensætning, nemlig partikongressen. Således fremstår centralkomiteen som partiets egentlige aktive kerne og alle de øvrige organisationer ene og alene som de udførende redskaber. Lenin ser netop i foreningen af en så streng centralisme i organisationen med den socialdemokratiske massebevægelse et specifikt revolutionært-marxistisk princip og fører en masse kendsgerninger i felten til støtte for sin opfattelse. Men lad os undersøge sagen lidt nærmere.

Der er ingen tvivl om, at socialdemokratiet i almindelighed har et stærkt iboende centralistisk træk. Vokset frem som det er af det økonomiske fundament, som udgøres af den i sin tendens centralistiske kapitalisme, og i sin kamp henvist til den centraliserede borgerlige storstats politiske ramme, er socialdemokratiet på baggrund af sin oprindelse en udpræget modstander af enhver form for partikularisme og national føderalisme. Kaldet til at skulle repræsentere proletariatets fællesinteresser som klasse overfor proletariatets del- og gruppeinteresser indenfor en given stats rammer, har det overalt som en naturlig målsætning haft at svejse alle nationale, religiøse og faglige grupper indenfor arbejderklassen sammen til et samlet fællesparti. Og det gør kun under helt specielle og unormale forhold (som for eksempel i Østrig) nødtvungent en undtagelse til gunst for det føderalistiske princip.

I denne henseende var og er det indlysende for Ruslands socialdemokrati, at det ikke skulle danne et føderativt konglomerat, et utal af nationale og provinsielle særorganisationer, men et samlet kompakt arbejderparti for det russiske rige. Et helt andet spørgsmål er imidlertid den større eller mindre grad af centralisme og dens nærmere beskaffenhed indenfor et forenet og samlet russisk socialdemokrati.

Når man ser på det med udgangspunkt i socialdemokratiets formelle opgaver som et kampparti, synes centralismen i organisationen på forhånd at være en betingelse, som partiets kampevne og handlekraft er direkte afhængig af. Meget vigtigere end synspunkter omkring de formelle krav i den enkelte kamporganisation er her de specielle historiske betingelser for den proletariske kamp.

Den socialdemokratiske bevægelse er den første i klasse-samfundets historie som på alle afgørende punkter i hele forløbet er beregnet på massens organisation og selvstændige direkte aktion.

I denne henseende skaber socialdemokratiet en hel anden organisationstype, end de tidligere socialistiske bevægelser, f.eks. af den jakobinsk-blanquistiske type.

Lenin synes at undervurdere dette, når han i sin bog (s. 140) mener, at den revolutionære socialdemokrat ikke er nogen anden end »en jakobiner uløseligt forbundet med det klassebevidste proletariats organisation«. Lenin ser organisationen og proletariatets klassebevidsthed – i modsætning til det lille mindretals sammensværgelse – som den afgørende forskel mellem socialdemokratiet og blanquismen. Han glemmer, at hermed er der også givet en fuldstændig omvurdering af organisationsbegrebet, der er blevet lagt et fuldstændig nyt indhold i centralismens begreb, en helt ny opfattelse af det gensidige forhold mellem organisationen og kampen.

Blanquismen tog ikke sigte på arbejdermassernes umiddelbare klasseaktion og havde derfor heller ikke behov for en masseorganisation. Tværtimod, eftersom den brede folkemasse først skulle træde frem på arenaen i revolutionsøjeblikket, mens den foreløbige aktion bestod i forberedelsen af et revolutionært kup, så var den skarpe afgrænsning mellem den betroede kreds og folkemasserne direkte nødvendig, for at opgaven skulle lykkes. Den var på den anden side også mulig og gennemførlig, eftersom der overhovedet ikke bestod nogen indre sammenhæng mellem en blanquistisk organisations konspiratoriske virksomhed og massernes daglige liv.

Samtidig var også taktikken og de nærmeste opgaver for aktiviteten på forhånd blevet udarbejdet i detaljer, fastsat og foreskrevet som en bestemt plan, idet der blev improviseret uden sammenhæng med den elementære klassekamps grundlag. Derfor måtte organisationens aktive medlemmer nødvendigvis blive forvandlet til rene udførende organer for en forudbestemt vilje, der lå udenfor deres eget virksomhedsområde – de blev til en centralkomités værktøj. Dermed var også den konspirative centralismes andet moment givet: de enkelte partiorganers absolutte og blinde underordning under den centrale ledelse og udvidelsen af denne ledelses afgørende myndighed helt ud i partiorganisationens yderste periferi.

Betingelserne for den socialdemokratiske aktion er helt forskellig fra dette. Den vokser historisk ud af den elementære klassekamp. Den bevæger sig derved i den dialektiske modsigelse, der manifesterer sig i, at den proletariske armé først rekrutteres i selve kampen og først under kampen bliver klar over de opgaver, kampen stiller. Organisation, oplysning og kamp er her ikke adskilte, mekaniske og heller ikke tidsmæssigt isolerede momenter, som det er tilfældet i en blanquistisk bevægelse. De er bare forskellige sider af den samme proces. På den ene side findes der – når man ser bort fra kampens almindelige principper – ingen færdig og på forhånd fastsat detaljeret kamptaktik, som den socialdemokratiske medlemsskare kan indrulleres i af centralkomiteen. På den anden side forudsætter den kampproces, der skaber organisationen, en bestandig forandring af socialdemokratiets indflydelsessfære.

Allerede heraf følger, at den socialdemokratiske centralisering ikke kan baseres på blind lydighed, ikke på mekanisk underordning af de kæmpende partimedlemmer under den centrale myndighed, og at der på den anden side aldrig vil kunne oprettes nogen absolut skillevæg mellem proletariatets klassebevidste kerne, som allerede er organiseret i faste partikadre, og så det omliggende lag, der nu er blevet mobiliseret af klassekampen og befinder sig i en proces af klassebevidstgørelse. Indførelsen af centraliseringen i socialdemokratiet ud fra disse to principper – den blinde under-ordning af alle partiorganisationerne, selv når det gælder den mindste detalje i deres virksomhed under en centralmagt, som tænker, handler og beslutter alene for alle, samt det skarpe grænseskel mellem partiets organiserede kerne og det omgivende revolutionære miljø, som Lenin går ind for – forekommer os derfor at være en mekanisk overførelse af de blanquistiske konspirative gruppers organisationsprincip på arbejdermassernes socialdemokratiske bevægelse. Og Lenin har måske karakteriseret sit standpunkt med større skarpsindighed end nogen af hans opponenter kunne have gjort det ved at definere sin »revolutionære socialdemokrat« som »jakobineren der er forbundet med de klassebevidste arbejderes organisation«. I virkeligheden er socialdemokratiet ikke forbundet med arbejderklassens organisation, men det er arbejderklassens egen bevægelse. Den socialdemokratiske centralisme må altså være af en væsentlig anden beskaffenhed end den blanquistiske. Den kan ikke være noget andet end den nødvendige koordinering af viljen hos arbejdernes oplyste og kæmpende fortrop i forhold til de enkelte grupper og individer. Det er så at sige en »selv-centralisme« hos proletariatets ledende lag, dets flertalsherredømme indenfor dets egen partiorganisation.

Allerede denne undersøgelse af den socialdemokratiske centralismes egentlige indhold gør det klart, at de nødvendige betingelser for en sådan centralisme i dag endnu ikke fuldt ud kan være til stede i Rusland. Disse betingelser er nemlig: tilstedeværelsen af et omfattende lag af proletarer, som allerede er blevet skolede i politisk kamp, og muligheden for at lade deres beredskab komme til udtryk gennem direkte indflydelse (på de offentlige partikongresser, i partipressen o.s.v.).

Den sidste betingelse kan åbenbart først blive en realitet, når der kommer politisk frihed i Rusland, hvorimod den første – skabelsen af en klassebevidst dømmekraftig fortrop i proletariatet – først nu er i sin vorden og derfor må betragtes som den vigtigste målsætning for det fremtidige agitatoriske og også organisatoriske arbejde.

Desto mere overraskende virker Lenins tro på det modsatte, nemlig at alle betingelserne for skabelsen af et stort og overordentligt centraliseret arbejderparti allerede er til stede i Rusland. Og han afslører atter en alt for mekanisk opfattelse af den socialdemokratiske organisation, når han optimistisk erklærer, at nu er det »ikke proletariatet men mangen akademiker i det russiske socialdemokrati, der har brug for selvopdragelse, når det gælder organisation og disciplin« (side 145), samt når han roser fabrikkens betydning som opdragende faktor for proletariatet, hvor det allerede er blevet gjort modent til »disciplin og organisation« (side 147). Den »disciplin« Lenin sigter til bliver ikke blot indlært proletariatet gennem fabrikken, men også gennem kasernen og gennem det moderne bureaukrati, kort sagt gennem hele det centraliserede borgerlige statsapparat. Men det er misbrug af et slagord, når man uden videre som »disciplin« betegner to så modsatte begreber som viljeløsheden og tankeløsheden hos en mangebenet og -armet kødmasse, der dirigeret af en taktstok udfører mekaniske bevægelser, og så den frivillige koordinering af bevidste politiske handlinger indenfor et samfundsmæssigt lag; to så modsatte ting som en undertrykt klasses kadaverdisciplin og så det organiserede oprør af en klasse, som kæmper for sin befrielse. Ikke ved at bygge på denne disciplin indpodet i den kapitalistiske stat – hvor taktstokken bare bliver flyttet fra borgerskabets hånd over til en socialdemokratisk centralkomité – men først gennem nedbrydningen og udryddelsen af den slaveagtige disciplinånd kan proletariatet opdrages til den nye disciplin, socialdemokratiets frivillige selvdisciplin.

Ud fra den samme tankegang fremgår det klart, at centralisme i den socialdemokratiske betydning overhovedet ikke er et absolut begreb som lader sig gennemføre i samme målestok på ethvert trin i arbejderbevægelsen, men at det snarere bør opfattes som en tendens, hvis virkeliggørelse skrider frem under kampprocessen samtidig med arbejdermassens oplysning og politiske skoling.

Ganske vist kan det virke forstyrrende, at de vigtigste forudsætninger for i tilstrækkelig grad at kunne virkeliggøre centralismen i den russiske bevægelse, mangler i dag. Ikke desto mindre er det efter vor mening forkert at tro, at det flertalsherredømme fra de oplyste arbejderes side inden får partiorganisationen, som endnu er en umulighed, »foreløbig« lader sig erstatte af et »delegeret« eneherredømme af partiets centralmyndighed, og at den manglende offentlige kontrol fra arbejdermassernes side med partiorganets gøren og laden lige så godt kan skiftes ud med det modsatte: nemlig med en centralkomités kontrol med den revolutionære arbejdermasses virksomhed.

Den russiske bevægelses egen historie giver mange beviser for, hvor problematisk værdien af den sidstnævnte form for centralisme er. Den almægtige centralmyndighed med dens næsten uindskrænkede beføjelser til indblanding og kontrol efter Lenins ideal ville åbenbart være umulig, hvis dens magt kun var begrænset til den rent tekniske side den socialdemokratiske virksomhed, til reguleringen af de udadvendte midler og nødhjælp, når det drejede sig om agitation, f.eks. anskaffelse af partilitteratur og hensigtsmæssig distribution af de agitatoriske og finansielle kræfter. Den ville kun have nogen forståelig politisk mening, hvis den ville bruge sin magt til at skabe en fælles kamptaktik med henblik på at udløse en stor politisk aktion i Rusland. Men hvad ser vi, når vi iagttager den hidtidige udvikling indenfor den russiske bevægelse? Dens vigtigste og mest frugtbare taktiske kursændringer indenfor det sidste århundrede er ikke noget, som er blevet »opfundet« af bestemte ledere i bevægelsen for slet ikke at tale om de ledende organisationer, men den var hver gang det spontane produkt af bevægelsen, befriet for sine lænker. Det gælder den første etape af den egentligt proletariske bevægelse i Rusland, som begyndte med det elementære udbrud af kæmpestrejken i Petersborg i 1896, og som dannede selve indledningen til det russiske proletariats økonomiske masseaktion. På samme måde blev næste fase – de politiske gadedemonstrationer – indledt helt spontant med studenterurolighederne i Petersborg i marts 1901. Det næste betydningsfulde vendepunkt i taktikken, som pegede mod nye horisonter, var den massestrejke, der brød ud »af sig selv« i Rostov og Don med sin ad hoc improviserede gadeagitation, folkeforsamlinger under åben himmel og offentlige taler, alt sammen noget som selv den dristigste optimist blandt socialdemokraterne blot få år i forvejen ikke ville have vovet at forestille sig. I alle disse tilfælde var begyndelsen »handlingen«. De socialdemokratiske organisationers initiativ og bevidste ledelse spillede en yderst beskeden rolle. Det skyldtes imidlertid ikke disse specielle organisationers mangelfulde forberedelse til deres rolle – selv om dette moment kan have været en ganske væsentlig medvirkende faktor – og endnu mindre den omstændighed, at det russiske socialdemokrati dengang ikke havde nogen almægtig centralmyndighed i stil med Lenins fremlagte plan. En sådan havde imidlertid højst sandsynligt kun bidraget til, at ubeslutsomheden hos partiets enkeltkomiteer blev endnu større og fremkaldte en splittelse mellem den fremstormende masse og det nølende socialdemokrati. Denne kendsgerning – den beskedne rolle partiledelsens bevidste initiativ spiller, kan også iagttages i Tyskland og andre steder. Socialdemokratiets kamptaktik bliver, når det drejer sig om hovedtrækkene, overhovedet ikke »opfundet«, men er et resultat af en fortløbende række af store skabende handlinger i den eksperimenterende og ofte helt elementære klassekamp. Også her kommer tiet ubevidste fortid for det bevidste, den objektive historiske proces’ logik før dens agenters subjektive logik. Den socialdemokratiske ledelses rolle er derved i det væsentlige af konservativ karakter, idet den erfaringsmæssigt fører til, at ethvert nyvundet terræn i kampen udarbejdes i sin yderste konsekvens, og at det hurtigt kan forvandles til at blive et bolværk i større stil mod videre fornyelse. Det tyske socialdemokratis nuværende taktik bliver for eksempel almindeligt beundret for sin enestående mangfoldighed, elasticitet og desuden for sin sikkerhed. Men det betyder kun, at vort parti i sin daglige kamp på en beundringsværdig måde har tilpasset sig de nuværende parlamentariske forhold til den mindste detalje, at det forstår at udnytte hele det kampterræn parlamentarismen frembyder og forstår at beherske det i overensstemmelse med principperne. Men samtidig tildækker denne specielle udformning af taktikken allerede de videre horisonter i den grad, at man kan iagttage en tendens til at fastholde det og betragte den parlamentariske taktik som taktikken slet og ret for den socialdemokratiske kamp. Betegnende for denne stemning er det f.eks. at Parvus i flere år forgæves har forsøgt at få sat en debat i gang i partipressen om en eventuel ny taktik i tilfælde af, at den almindelige valgret skulle blive afskaffet, til trods for at partilederne med bitter alvor absolut er opmærksomme på en sådan mulighed. Denne træghed kan imidlertid for en stor del forklares ved, at det kan være svært at tegne konturerne og de konkrete former for en endnu ikke eksisterende, imaginær politisk situation i den abstrakte spekulations blå luft. For socialdemokratiet er det heller ikke hver gang så vigtigt at forudane og på forhånd fastlægge en færdig recept for den fremtidige taktik. Hvad der er vigtigt er den levende holden fast ved den rigtige historiske vurdering i partiet, af de til enhver tid eksisterende kampformer, vigtig er den levende følelse af den givne kampfases relativitet, og den nødvendige styrkelse af det revolutionære moment set ud fra den proletariske klassekamps endelige mål.

Hvis man imidlertid skulle udstyre partiledelsen med så absolutte magtbeføjelser af negativ karakter, som Lenin går ind for, så ville det være det samme som næsten kunstigt og på yderst farlig måde at styrke den konservatisme, som enhver partiledelse i sagens natur nødvendigvis er behæftet med. Når den socialdemokratiske taktik ikke bliver udarbejdet af en centralkomite, men af hele partiet eller rettere: af hele bevægelsen, så giver dette åbenbart partiets enkelte organisationer den bevægelsesfrihed, som alene muliggør den fulde udnyttelse af de midler, der i den foreliggende situation står til rådighed for at styrke kampen og bringe det revolutionære initiativ til udfoldelse. Den ultracentralisme som Lenin går ind for, forekommer os imidlertid ikke i sit væsen at være båret af nogen positiv og skabende, men af en steril nattevægterånd. Hans tankegang er hovedsageligt indrettet på kontrol af partiaktiviteten og ikke på dens befrugtning, på indsnævring og ikke på udfoldelse, på chikanerier og ikke på sammenhold i bevægelsen.

Dobbelt risikabelt synes et sådant eksperiment at være netop for det russiske socialdemokrati på nuværende tidspunkt. Det står umiddelbart foran store revolutionære kampe for at styrte absolutismen, foran eller snarere midt i en periode af intensiv skabende aktivitet på taktikkens område og – hvad der er en selvfølgelighed i en revolutionær epoke – i pludselige springende udvidelser og forskydninger af dets indflydelsessfære. At ville lægge partiåndens initiativ i lænker netop i en sådan periode og inddæmme dens spring-vise evne til at ekspandere, er det samme som på forhånd at gøre socialdemokratiet yderst uskikket til at klare tidspunktets store opgaver.

Af de fremførte almene overvejelser om den socialdemokratiske centralismes særegne indhold kan man ganske vist endnu ikke aflede nogen konkret formulering af paragrafferne i den russiske partiorganisations vedtægter. Formuleringen hænger naturligvis i sidste instans sammen med de konkrete forhold under hvilken virksomheden foregår i den givne periode og kan – siden det jo i Rusland drejer sig om det første forsøg på at danne en stor proletarisk partiorganisation vel næppe på forhånd gøre krav på at være ufejlbarlig, den må i hvert fald først bestå det praktiske livs ildprøve. I hvad der imidlertid lader sig aflede af den almindelige opfattelse af den socialdemokratiske organisationstype er de store hovedtræk, organisationens ånd, og denne er, især når massebevægelsen er i sin vorden, hovedsagelig betinget af den koordinerende og sammenfattende og ikke af den reglementerede og eksklusive karakter, som udspringer af den socialdemokratiske centralisme. Men når denne ånd af politisk bevægelsesfrihed kombineres med et skarpt blik for bevægelsens principfasthed, og når fællesskabet først har fået fodfæste i bevægelsen, vil de uheldige sider ved alle partivedtægter, selv om de er klodset formuleret, meget hurtigt få den nødvendige korrektur gennem praksis. Det er ikke vedtægternes ordlyd, men den mening og den ånd, de aktive kæmpere lægger i dem, der afgør en organisations værdi.

2

Vi har indtil nu betragtet spørgsmålet om centralisme ud fra socialdemokratiets almene grundlag og delvis ud fra de nuværende forhold i Rusland. Men nattevægterånden i den ultracentralisme, som Lenin og hans venner gør sig til talsmænd for, er hos ham ikke blot et tilfældigt produkt af fejltagelser, men hænger sammen med en i mindste detalje gennemført modstand mod opportunismen, når det gælder organisationsspørgsmålet. »Det gælder om« mener Lenin (s. 52) »ved hjælp af organisationsvedtægternes paragraffer at smede et mere eller mindre skarpt våben mod opportunismen. Jo dybere opportunismens kilder ligger, jo skarpere må dette våben være«.

Lenin ser også i centralkomiteens absolutte magt, og i den strenge vedtægtsmæssige omgæring af partiet netop en effektiv opdæmning mod den opportunistiske strømning, som efter hans mening kendetegnes ved akademikerens medfødte forkærlighed for autonomi, for desorganisering, og for hans afsky for den strenge partidisciplin, for enhver form for »bureaukratisme« i partilivet. Kun den socialistiske »litterat« kan efter Lenins mening have noget mod centralkomiteens uindskrænkede magtbeføjelser på grund af hans medfødte forvirring og individualisme. En ægte proletar derimod må på grund af sit revolutionære klasseinstinkt endda føle et vist velbehag ved al denne strenghed, fasthed og beslutsomhed hos sin øverste partimyndighed. Han underkaster sig glad alle »partidisciplinens« barske operationer med lukkede øjne. »Bureaukratisme mod demokratisme«, siger Lenin, »det er netop det revolutionære socialdemokratis organisationsprincip overfor opportunisternes organisationsprincip« (side 151). Han understreger, at den samme modsætning mellem den centralistiske og autonomistiske opfattelse i socialdemokratiet i alle lande vil gøre sig gældende, hvor den revolutionære og reformistiske eller revisionistiske retning står overfor hinanden. Han nævner specielt eksempler fra de sidste begivenheder i det tyske parti, og den diskussion der har fundet sted i forbindelse med spørgsmålet omkring valgkredsens autonomi. Allerede af den grund skulle det være både nyttigt og interessant at efterprøve Lenins paralleller.

Allerførst må det påpeges at den stærke understregning af proletarens medfødte evne til socialdemokratisk organisation og mistænkeliggørelsen af de »akademiske« elementer i den socialdemokratiske bevægelse ikke i sig selv er hverken »marxistisk« eller »revolutionært«, så meget mere som slægtskabet med opportunistiske anskuelser meget let kan påvises. Antagonismen mellem det rent proletariske element og de ikke-proletariske socialistiske intellektuelle er jo det ideologiske skjold som er fælles for de franske halvanarkistiske »kun«-fagforeningsfolk med deres gamle råb Mefiez-vous des policiens, de engelske trade-unionister med deres mistro mod de socialistiske »fantaster« og endelig – hvis vi er rigtig orienteret – også den rene »økonomisme« i det fordums Petersborger »Rabotjaja Mysl« (Arbejdertanken), der overførte det tradeunionistiske snæversyn til det absolutistiske Rusland. Ganske vist kan man i det vesteuropæiske socialdemokratis hidtidige praksis iagttage en ubestridelig sammenhæng mellem opportunismen og det akademiske element og på den anden side mellem opportunismen og decentraliseringstendenser, når det gælder organisationsspørgsmålet. Hvis man imidlertid løsriver disse foreteelser, der opstod på en konkret historisk baggrund, fra deres sammenhæng for at stemple dem som abstrakte skabeloner af almen og absolut gyldighed, så må en sådan fremgangsmåde betegnes som den største synd mod marxismens »helligånd« – nemlig mod den historisk-dialektiske tænkemåde.

Når man ser abstrakt på det, kan man kun fastslå så meget, at »akademikeren«, der på grund af sin oprindelse står fremmed over for proletariatet som et element, der stammer fra borgerskabet, ikke kan nå frem til socialismen i overensstemmelse med sin egen klassefølelse, men kun ved at overvinde den – gennem ideologien – og derfor i højere grad er foruddisponeret for opportunistiske sidespring end en oplyst proletar, som i sit umiddelbare klasse-instinkt har et sikkert revolutionært holdepunkt, med mindre han har mistet den levende forbindelse med sin sociale grobund – med den proletariske masse. Men i hvilke konkrete former dette anlæg for opportunisme hos akademikeren kommer til udtryk, og specielt hvilken håndgribelig udformning det får som organisationstendens er hver gang afhængig af det konkrete sociale miljø i det samfund, det drejer sig om.

De foreteelser i det tyske, såvel som i det franske og italienske socialdemokrati, som Lenin påberåber sig, er vokset frem af en ganske bestemt social basis, nemlig af den borgerlige parlamentarisme. På samme måde som denne er den specifikke grobund for den nuværende opportunistiske strømning i den vesteuropæiske socialistiske bevægelse, så stammer også de særlige opportunistiske tendenser til desorganisation herfra.

Parlamentarismen støtter ikke bare alle de bekendte illusioner i den nuværende opportunisme, som vi kender den i Frankrig, Italien og Tyskland: Overvurderingen af reformarbejdet, samarbejdet mellem klasserne og partierne, den fredelige udvikling o.s.v. – parlamentarismen danner samtidig en grobund, hvor disse illusioner kan blive bekræftet i praksis, idet den skiller akademikerne – også indenfor socialdemokratiet – fra den proletariske masse, og på en vis måde hæver dem over dem. Endelig medfører den samme parlamentarisme med arbejderbevægelsens vækst, at denne kan blive et springbræt for en politisk karriere, således at den let kan blive et tilflugtssted for ambitiøse og skibbrudne borgerlige eksistenser.

Ud af alle disse faktorer udspringer også den opportunistiske akademikers udprægede tendens i retning af desorganisation og mangel på disciplin indenfor det vesteuropæiske socialdemokrati. Den anden vigtige forudsætning for den nuværende opportunistiske strømning er nemlig eksistensen af et højt udviklingstrin indenfor den socialdemokratiske bevægelse, eksistensen af en indflydelsesrig socialdemokratisk partiorganisation. Denne fremtræder som en beskyttende mur for den revolutionære klassebevægelse mod borgerligt-parlamentariske tendenser, som det gælder om at nedbryde og rive ned for at opløse proletariatets kompakte aktive kerne i den amorfe vælgermasse på ny. På denne måde opstår de historisk velbegrundede og bestemte politiske mål på fortræffelig vis tilpasset den moderne opportunismes »autonomistiske« og decentraliserede tendenser, som således kan forklares ikke med den »intellektuelles« udisciplinerede og slappe holdning, sådan som Lenin mener det, men ud fra den borgerlige parlamentarikers behov, ikke med akademikerens psykologi, men ud fra opportunistens politik.

Alle disse forhold ser imidlertid helt anderledes ud i det absolutistiske Rusland, hvor arbejderbevægelsens opportunisme overhovedet ikke er et produkt af socialdemokratiets stærke vækst, af opløsningen i det borgerlige samfund sådan som i vesten, men omvendt er et produkt af dets politiske tilbageståenhed.

Den russiske intelligens, hvorfra den socialistiske akademiker rekrutteres, har naturligt nok en langt mere ubestemt klassekarakter og er meget mere deklasseret i dette ords bogstaveligste forstand end den vesteuropæiske intelligens. Dette medfører i forbindelse med den proletariske bevægelses unge alder i Rusland i almindelighed et langt større spillerum for teoretisk holdningsløshed og opportunistisk flakkeri, som snart havner i en total negering af arbejderbevægelsens politiske side, snart i den modsatte tro på den saliggørende terror, for til slut politisk at hvile ud i liberalismens sump eller »filosofisk« i den Kantianske idealisme.

Hvad den specielt aktive tendens i retning af desorganisering angår mangler den russiske socialdemokratiske akademiker imidlertid efter vores mening ikke kun et positivt holdepunkt i den borgerlige parlamentarisme, men også et tilsvarende socialpsykologisk miljø. Den moderne vesteuropæiske litterat, der hengiver sig til dyrkelsen af sit påståede »jeg« og som også slæber denne »herrefolksmoral« med sig ind i den socialistiske kamp- og tankeverden er overhovedet ikke typen på den borgerlige intellektuelle, men en bestemt fase af dennes eksistens – han er nemlig et produkt af et dekadent borgerskab i forfald som allerede er kørt fast i sit klasseherredømmes onde cirkel. Den russiske socialistiske akademikers utopiske og opportunistiske griller tenderer derimod forklarligt nok snarere mod den omvendte teoretiske form for selvopgivelse, nemlig mod selvpineri. Den gamle parole med »at-gå-ud-til-folket«, der betød akademikerens obligatoriske maskerade som bonde hos de gamle »folkevenner« var jo den samme akademikers fortvivlede opfindelse, på samme måde som man hos tilhængerne af den rene »økonomisme« dyrker »de snavsede næver«.

Hvis man vil prøve at løse spørgsmålet om organisations-formen ikke gennem en mekanisk overførelse af stive skabeloner fra Vesteuropa, men gennem en undersøgelse af de givne konkrete forhold i selve Rusland, så når man frem til et ganske andet resultat. At påstå om opportunismen, sådan som Lenin gør det, at den i det hele taget sværmer for en eller anden bestemt form for organisation lad os sige for decentralisering – er i hvert fald det samme som at tage fejl af dens indre natur. Opportunistisk, som den er, har opportunismen også, når det drejer sig om organisations-spørgsmålet, principløsheden som eneste princip, den vælger altid sine midler efter omstændighederne, for så vidt som de svarer til dens formål. Hvis vi imidlertid definerer opportunismen, sådan som Lenin gør, nemlig som en retning, der stræber efter at lamme proletariatets selvstændige revolutionære klassebevægelse for at den kan tjene den borgerlige intelligens herskelyst, så vil dette mål i arbejderbevægelsens begyndelsesstadium lettest kunne nås ikke gennem decentralisering, men netop gennem en stram centralisering, som udleverer den endnu uafklarede proletariske bevægelse til en håndfuld akademiske ledere med hud og hår. Det er karakteristisk at også i Tyskland i begyndelsen af bevægelsen, hvor der endnu manglede en stærk kerne af oplyste proletarer og en gennemprøvet socialdemokratisk taktik, var begge tendenser til stede i organisationen, nemlig den yderste form for centralisme gennem Lasalles Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein og »autonomismen« gennem Eisenach-folkene. Og selv om man må medgive de sidstnævnte en principiel uklarhed, fremmede netop Eisenach-taktikken en betydelig større aktiv, proletarisk deltagelse i partiets åndelige liv, skabte større initiativ hos arbejderne selv; som bevis kan blandt andet nævnes, at denne fraktion udviklede en betydelig provinspresse, og i det hele taget førte denne retning til en meget stærkere og sundere udvikling i bredden end Lassalleanerne, som med deres »diktatorer« naturligt nok gjorde stadig mere triste erfaringer.

I almindelighed kan man under forhold, hvor arbejdermassen i sin revolutionære del endnu er løs, hvor bevægelsen selv er vaklende, kort sagt, hvor forholdene ligner dem, man har i Rusland i dag, let påvise at netop den strenge despotiske centralisme udgør den adækvate organisatoriske tendens hos den opportunistiske akademiker på samme måde som decentraliseringen på et senere stadium – i det parlamentariske miljø og overfor et stærkt fast sammentømret arbejderparti – tværtimod bliver den opportunistiske akademikers hovedtendens.

Netop på baggrund af Lenins frygt for den intellektuelles farlige indflydelse på den proletariske bevægelse, udgør hans egen organisationsopfattelse den største fare for det russiske socialdemokrati.

Der er faktisk intet, der så let og sikkert udleverer en endnu ung arbejderbevægelse til akademikernes herskelyst som dette at tvinge bevægelsen ind i et bureaukratisk centralistisk panser som degraderer de kæmpende arbejdere til at blive et føjeligt værktøj for en »komité«. Og intet beskytter omvendt arbejderbevægelsen så sikkert mod alle opportunistiske misbrug fra ærgerrige intellektuelles side, som arbejdernes revolutionære selvaktivitet – styrkelsen af deres politiske ansvarlighedsfølelse.

Det, som Lenin i dag ser som et spøgelse, kan let blive til håndgribelig virkelighed i morgen.

Lad os ikke glemme, at den revolution, som står for døren i Rusland ikke er en proletarisk, men en borgerlig revolution, hvad der vil forandre hele sceneriet for den socialdemokratiske kamp betydeligt. Derefter vil også den russiske intelligens meget snart blive fyldt med et udpræget borgerligt klasseindhold. Mens socialdemokratiet i dag er den eneste fører for de russiske arbejdermasser, så vil borgerskabet og i første række intelligentsiaen efter morgendagens revolution nødvendigvis forsøge at forme massen til et fundament for deres parlamentariske herredømme. Men jo mindre man i den nuværende fase af kampen slipper selvaktiviteten løs, det frie initiativ og den politiske sans hos de mest opvakte lag blandt arbejderne, jo mere arbejderne føres i snor og ekserceres af den socialdemokratiske centralkomite, jo lettere spil vil de borgerlige demagoger få i det nye Rusland. Og det vil betyde, at socialdemokraternes høst – resultatet af deres arbejde i dag – i morgen vil finde vej ind i borgerskabets lader.

Men først og fremmest er hele grundtanken i den ultracentralistiske opfattelse, der munder ud i at opportunismen kan holdes væk fra arbejderbevægelsen gennem organisationsvedtægter, forfejlet. Under det umiddelbare indtryk af de nyeste begivenheder i det franske, italienske og tyske socialdemokrati har der åbenbart også hos de russiske socialdemokrater udviklet sig en tendens til at betragte opportunismen som noget, der er blevet tilført arbejderbevægelsen udefra gennem det borgerlige demokratis elementer, som er den proletariske bevægelse helt fremmed. Selv om dette havde været rigtigt, så ville de vedtægtsmæssige organisationsskranker have vist sig at være fuldstændig magtesløse overfor de opportunistiske elementers fremtrængen. Hvis det er sådan, at massetilstrømningen af ikke-proletariske elementer til socialdemokratiet skyldes så dybtgående sociale årsager som småborgerskabets hurtige økonomiske sammenbrud og det endnu hurtigere politiske sammenbrud af den borgerlige liberalisme, hele det borgerlige demokratis uddøen, så er det en naiv illusion at bilde sig ind, at man kan dæmme op for denne fremstormende bølge med den ene eller den anden formulering af paragrafferne i partivedtægterne. Det er kun små sekter eller privatselskaber, der regeres af paragraffer, historiske strømninger har altid vidst at overvinde selv de mest spidsfindige paragraffer. Det er endvidere helt forfejlet at tro, at det kun er i arbejder-bevægelsens interesse at afværge den massetilstrømning af de elementer, der bliver frigjort gennem det borgerlige samfunds fremadskridende opløsning. Den tese, at socialdemokratiet, proletariatets klasserepræsentant dog samtidig repræsenterer alle fremskridtsvenlige interesser i samfundet og alle undertrykte ofre for den borgerlige samfundsorden, skal ikke blot tolkes på den måde, at alle disse interesser på en ideel måde er sammenfattet i socialdemokratiets program. Denne tese bliver sand i overensstemmelse med den historiske udviklingsproces i kraft af hvilken socialdemokratiet også som politisk parti lidt efter lidt bliver tilflugtsted for de mest forskellige utilfredse elementer – at det virkelig bliver et folkets parti mod det herskende borgerskabs forsvindende mindretal. Det gælder bare om, hvorvidt det magter varigt at underordne denne brogede medløberskares øjeblikkelige problemer under arbejderklassens endelige mål, forstår at indlemme den ikke-proletariske oppositionsånd i den revolutionære proletariske aktion, med andre ord – forstår at assimilere og fordøje de elementer, den trækker til sig. Det sidste er imidlertid kun muligt, hvis der, sådan som det hidtil har været tilfældet i Tyskland, allerede findes stærke skolede proletariske kernetropper i socialdemokratiet som angiver tonen og som er i stand til at tage de deklasserede og småborgerlige medløbere med på revolutionens slæbetov. I dette tilfælde er også en strengere gennemførelse af den centralistiske tanke i organisationsvedtægterne og en strengere paragraffastsættelse af partidisciplinen som en dæmning mod den opportunistiske strømning meget hensigtsmæssig. Organisationsvedtægterne kan under disse omstændigheder utvivlsomt tjene som et holdepunkt i kampen mod opportunismen, sådan som de faktisk har gjort det for det franske revolutionære socialdemokrati mod Jaures-retningens miskmask; og i dag er også en revision af de tyske partivedtægter i samme retning blevet en nødvendighed. Men selv i et sådant tilfælde skal partivedtægterne ikke i sig selv være et våben til at afværge opportunismen, men blot et ydre magtmiddel for at kunne sikre partiets virkeligt revolutionære proletariske majoritet den afgørende indflydelse. Hvor en sådan majoritet endnu mangler, kan den ikke erstattes selv gennem de mest rigoristiske papirparagraffer.

Men tilstrømningen af borgerlige elementer er som sagt slet ikke den eneste kilde til den opportunistiske strømning i socialdemokratiet. Den anden kilde ligger snarere i selve den socialdemokratiske kamp og dens indre modsætninger.

Proletariatets verdenshistoriske fremmarch frem til sejren er en proces, hvis særegenhed består i, at her sætter folkemasserne for første gang i historien selv deres vilje igennem mod alle de herskende klasser. Men denne vilje må sigte hinsides det nuværende samfund, udover det. Denne vilje kan masserne imidlertid på den anden side kun udvikle i den daglige kamp mod den bestående orden, altså kun indenfor dens rammer. Den store folkemasses sammensmeltning med mål som peger ud over hele den bestående orden, den daglige kamp overfor den revolutionære omvæltning, det er den socialdemokratiske bevægelses dialektiske modsigelse. Bevægelsen må fuldkommen logisk under hele udviklingsprocessen arbejde sig frem mellem to skær: nemlig mellem opgivelsen af massekarakteren og opgivelsen af det endelige mål, mellem at falde tilbage og blive til en sekt eller forfalde i en borgerlig reformbevægelse.

Det er derfor en fuldstændig uhistorisk illusion at tro, at den socialdemokratiske taktik i revolutionær betydning lader sig fastslå en gang for alle, at arbejderbevægelsen en gang for alle kan beskyttes mod opportunistiske sidespring. Ganske vist giver Marx’s lære os et tilintetgørende våben mod alle den opportunistiske tænknings grundtyper. Men eftersom den socialdemokratiske bevægelse netop er en massebevægelse, og de truende forhindringer ikke stammer fra menneskenes hoveder, men fra de samfundsmæssige vilkår, så kan de opportunistiske vildfarelser ikke forhindres på forhånd; først efter at de i praksis er kommet håndgribeligt til udtryk må de overvindes af bevægelsen selv – ved hjælp af de våben, marxismen leverer. Betragtet under denne synsvinkel fremtræder opportunismen også som et produkt af arbejderbevægelsen selv, som et uundgåeligt moment i dens historiske udvikling. Netop i Rusland, hvor socialdemokratiet endnu er ungt og de politiske betingelser for arbejderbevægelsen er så utypiske, vil opportunismen i første omgang i høj grad stamme fra denne kilde af uundgåelig eksperimenteren og søgen sig frem, når det gælder taktik – den vil stamme fra nødvendigheden af at bringe den nuværende kamp, som føres under så specielle og uprøvede forhold, i overensstemmelse med de socialistiske principper.

Hvis det imidlertid forholder sig således, så forekommer den tanke så meget desto mærkeligere, at man lige fra begyndelsen af en arbejderbevægelse mener at kunne forbyde de opportunistiske strømninger gennem den ene eller den anden formulering af organisationsvedtægterne. Forsøget på at afværge opportunismen ved hjælp af sådanne papirmetoder vil i virkeligheden ikke skade den, men kun socialdemokratiet selv; et sådant forsøg vil sætte en bremse for den sunde pulserende aktivitet og svække modstandskraften i kampen ikke bare mod opportunistiske strømninger men også – mod den bestående samfundsorden, hvad der dog også burde være af en vis betydning. Midlet vender sig mod målet.

Denne ængstelige bestræbelse hos en del af det russiske socialdemokrati på at beskytte den forhåbningsfulde og energiske fremadstræbende arbejderbevægelse mod fejltrin ved hjælp af en alvidende og allestedsnærværende centralkomité, forekommer os i øvrigt at afsløre den samme subjektivisme, som allerede så ofte før har spillet den russiske tanke et puds. Det er sandelig nogen komiske krumspring, historiens højstærede menneskelige subjekt undertiden ynder at foretage i sin egen historiske proces. Det af den russiske absolutisme så nedtrådte og undertrykte jeg tager herved revanche, ved at det i sin revolutionære tankeverden sætter sig selv på tronen og erklærer sig for almægtig – som en komite af sammensvorne i en ikke-eksisterende »folkevilje«s navn. Men »objektet« viser sig at være stærkere, pisken triumferer snart, idet den viser sig at være det »legitime« udtryk for det givne stadium i den historiske proces. Og endelig fremtræder på billedfladen den russiske arbejderbevægelse som et endnu mere legitimt barn af den historiske proces – den tager flot tilløb for for første gang i den russiske historie virkelig at skabe en folkevilje. Men nu stiller den russiske revolutionæres »jeg« sig i hast på hovedet og erklærer sig endnu engang for historiens almægtige leder – denne gang i højstegen majestæt som centralkomité i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den dristige akrobat overser imidlertid, at det eneste subjekt, der nu har krav på lederens rolle, er arbejderklassens masse-jeg som partout holder stædigt fast ved at gøre sine egne fejltagelser, og selv få lov til at lære historisk dialektik. Og lad os til slut sige det lige ud til hinanden: Fejltrin begået af en virkelig revolutionær arbejderbevægelse er historisk set uendelig mere frugtbare og værdifulde end den allerbedste »centralkomités« ufejlbarlighed.


Sidst opdateret 29.6.2008