Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Vi har set, at den bernsteinske socialisme munder ud i den plan at lade arbejderne få del i den samfundsmæssige rigdom, at forvandle de fattige til rige. Hvordan skal dette sættes i værk? I sin artikelserie "Socialismens Problem" i "Die Neue Zeit" lader Bernstein kun næppe forståelige fingerpeg skinne igennem, i sin bog giver han klar besked: hans socialisme skal virkeliggøres ad to veje, gennem fagforeningerne eller, som Bernstein kalder det, økonomisk demokrati, og gennem kooperativer. Gennem det første vil han tage industriprofitten og gennem det andet købmandsprofitten i kraven.
Hvad angår kooperativerne, især hvad privat produktionskooperativerne angår, så udgør de i kraft af deres inderste væsen en slags bastard midt i den kapitalistiske økonomi: en i det små socialiseret produktion, hvor det kapitalistiske varebytte er bibeholdt. Men i den kapitalistiske økonomi behersker udbyttet produktionen og gør med hensyn til konkurrencen, hensynsløs udbytning, dvs. den fuldstændige beherskelse af produktionsprocessen gennem kapitalens interesser til en eksistensbetingelse for foretagendet. Praktisk ytrer det sig i nødvendigheden af at gøre arbejdet så intensivt som muligt, at forkorte eller forlænge det alt efter markedssituationen, at trække arbejdskraften til sig eller afskedige den og sætte den på gaden alt efter krav fra afsætningsmarkedet – med andre ord at praktisere alle de kendte metoder, der gør et kapitalistisk foretagende konkurrencedygtigt. I produktionskooperativet følger heraf den modsætningsfyldte nødvendighed for arbejderne at skulle styre sig selv med fornøden absolutisme, at spille den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv.
Produktionskooperativet går også til grunde ved disse modsætninger, idet de enten falder tilbage til at blive kapitalistiske foretagender, eller, hvis arbejdernes interesser er stærkere, opløses. Det er de kendsgerninger, som Bernstein selv konstaterer, men misforstår, idet han ligesom fru Potter-Webb ser årsagerne til produktionskooperativernes undergang i England i den manglende "disciplin". Hvad der her overfladisk og affladiget kaldes disciplin, er ikke andet end kapitalens naturlige, absolutte regime, som arbejderne ganske rigtig umuligt kan udøve over sig selv.[12]
Heraf følger, at produktionskooperativet kun kan sikre sin eksistens midt i den kapitalistiske økonomi, hvis det ad en omvej ophæver den modsætning mellem produktionsform og udbytteform, som det indeholder i sig selv, idet det kunstigt unddrager sig den frie konkurrences love. Dette kan det kun, hvis det på forhånd har sikret sig et afsætningsmarked, en fast kreds af konsumenter. Som et sådant hjælpemiddel tjener netop konsumforeningerne.
Igen deri og ikke i skelnen mellem indkøbs- og salgskooperativer, eller hvordan det oppenheimske indfald nu lyder, ligger den af Bernstein behandlede hemmelighed om, hvorfor selvstændige produktionskooperativer går til grunde og først formår at sikre deres eksistens gennem konsumforeningen.
Men er produktionskooperativets eksistensbetingelse i det nuværende samfund hermed forbundet med eksistensbetingelserne for konsumforeningerne, så følger den yderligere konsekvens heraf, at produktionskooperativer i heldigste tilfælde er henvist til små lokale afsætningsmarkeder og til få produkter, der tjener umiddelbare behov fortrinsvis til levnedsmidler. Alle de vigtigste brancher i den kapitalistiske produktion: tekstil-, kul-, metal-, olieindustri, såvel som maskin-, lokomotiv- og skibsbyggere er udelukket fra konsumforeninger og altså hermed på forhånd udelukket fra produktionskooperativerne. Selv om man altså ser bort fra produktionskooperativernes bastardagtige karakter kan de allerede af ovennævnte grunde ikke fremtræde som almindelige sociale reformer, fordi deres almindelige gennemførelse først og fremmest ville forudsætte verdensmarkedets afskaffelse og afløsning af den bestående verdensøkonomis små lokale produktions- og handelsgrupper, altså en tilbagegang fra storkapitalistisk til middelalderlig vareøkonomi.
Men også inden for grænserne af deres mulige virkeliggørelse, på grundlag af det nuværende samfund reduceres produktionskooperativerne nødvendigvis til et blot vedhæng (halehæng) til konsumforeningerne, der hermed kommer til at spille hovedrollen i den påtænkte socialistiske reform. Men hele den socialistiske kooperativreform reduceres derigennem til en kamp mod produktionskapitalen, dvs. mod den kapitalistiske økonomis grundstamme i en kamp mod handelskapitalen, men kun mod den lille og mellemstore handelskapital dvs. blot en lille forgrening på den kapitalistiske stamme.
Hvad angår fagforeninger, der ifølge Bernstein skal udgøre et middel mod produktionskapitalens udsugning, så har vi allerede vist, at fagforeningerne ikke er i stand til at sikre arbejderne indflydelse på produktionsprocessen hverken med hensyn til produktionens omfang eller med hensyn til den tekniske proces.
Men hvad angår den rent økonomiske side, "lønratens kamp mod profitraten", som Bernstein kalder det, så bliver denne kamp, som det ligeledes netop er vist, ikke udkæmpet i den blå luft, men inden for lønningslovens fastsatte rammer, og dem kan denne kamp ikke rive ned, men blot virkeliggøre. Dette bliver også klart, når man ser sagen fra en anden side og spørger sig om fagforeningernes egentlige funktioner.
Fagforeninger, som Bernstein i arbejderklassens emancipationskamp anviser den rolle, at lede det egentlige angreb på industriens profitrate og trinvis gøre den til lønrate, er nemlig slet ikke i stand til at føre en økonomisk angrebspolitik mod profitten, fordi de ikke er andet end arbejdskraftens organiserede defensiv mod profittens angreb, arbejderklassens modværge mod den kapitalistiske økonomis niveausænkende tendens. Dette har to årsager.
For det første har fagforeningerne til opgave gennem deres organisation at øve indflydelse på markedet for varen arbejdskraft, men organisationen bliver gennemhullet ved middelstandens proletariseringsproces, der bestandig tilfører arbejdsmarkedet nye "varer". For det andet har fagforeningerne som mål at højne levestandarden, at forøge arbejdernes andel i samfundets rigdom, men denne andel bliver bestandigt med en naturproces' fatalisme forringet gennem væksten af arbejdets produktivitet. For at indse det sidste behøver man ikke være marxist, men blot én gang have haft Rodbertus': "Belysning af sociale Spørgsmål" i hånden. I begge sine økonomiske hovedfunktioner forvandler den faglige kamp sig altså i kraft af objektive processer i det kapitalistiske samfund sig til en art sisyfosarbejde. Dette sisyfosarbejde er ganske rigtig uundværligt, hvis arbejderne overhovedet skal have den lønrate, der tilkommer dem i den nuværende markedssituation, hvis den kapitalistiske lønningslov skal virkeliggøres og hvis den niveausænkende tendens i den økonomiske udvikling skal lammes eller i hvert fald afsvækkes. Men tænker man sig at forvandle fagforeningerne til et middel til trinvis afkortning af profitten til gunst for arbejdslønnen, så forudsætter dette først og fremmest som social betingelse for det første en stilstand i middelstandens proletarisering og arbejderklassens vækst, for det andet en stilstand i væksten af arbejdets produktivitet, altså i begge tilfælde fuldstændig som det også gælder for virkeliggørelse af den konsumkooperative økonomi, dvs. en tilbagegang til ældre kapitalistiske tilstande.
Begge Bernsteins socialistiske reformmidler: fagforeningerne og kooperativerne viser sig altså hermed ganske uegnede til at omdanne den kapitalistiske produktionsform. Inderst inde er Bernstein strengt taget også selv klar over det og opfatter dem blot som et middel til at aftvinge den kapitalistiske profit noget og på denne måde berige arbejderne. Men dermed giver han selv afkald på kampen mod den kapitalistiske produktionsform og retter den socialdemokratiske bevægelse mod kampen mod den kapitalistiske fordeling. Bernstein formulerer og gentager sin socialisme som bestræbelsen for en "retfærdig", "retfærdigere" (s. 51 i hans bog), ja en "endnu retfærdigere" fordeling. ("Vorwärts" fra 26.3.1899).
Den første impuls til socialdemokratisk bevægelse i det mindste i folkemasserne er ganske vist også den "uretfærdige fordeling" i den kapitalistiske ordning. Og idet socialdemokratiet kæmper for at socialisere hele økonomien stræber det selvfølgelig også derigennem efter en "retfærdig fordeling" af samfundets rigdomme. Takket være Marx' indsigt i, at den nuværende fordeling kun er en naturlovmæssig følge af den nuværende produktionsform, retter socialdemokratiet ikke sin kamp mod fordelingen inden for rammerne af den kapitalistiske produktion, men mod ophævelsen af selve vareproduktionen. Med andre ord vil socialdemokratiet gennemføre den socialistiske fordeling gennem fjernelse af den kapitalistiske produktionsform, mens den bernsteinske metode er lige omvendt; han vil bekæmpe den kapitalistiske fordeling og håber ad denne vej efterhånden at gennemføre den socialistiske produktionsform.
Men hvordan kan i dette tilfælde Bernsteins socialistiske reform begrundes? Gennem bestemte tendenser i den kapitalistiske produktion? Ingenlunde, thi for det første benægter han jo disse tendenser og for det andet er, ifølge hvad han før har sagt, den ønskede udformning af produktionen fordelingens virkning og ikke dens årsag. Begrundelserne for hans socialisme kan altså ikke være økonomiske. Efter at han har stillet socialismens mål og midler og dermed de økonomiske forhold på hovedet, kan han ikke give nogen materialistisk begrundelse for sit program, men er tvunget til at gribe til en idealistisk.
"Hvorfor må socialismen afledes af den økonomiske nødvendighed" hører vi ham så sige. Hvorfor denne degradering af indsigten, af retsbevidstheden, af menneskets vilje? ("Vorwärts" d. 26.3.1899). Bernsteins retfærdigere fordeling skal altså virkeliggøres i kraft af menneskets frie af den økonomiske nødvendighed ubundne vilje, eller rettere, da viljen selv blot er et instrument, i kraft af indsigten i retfærdighed eller kortere i kraft af retfærdighedsideen.
Så er vi lykkeligt nået til retfærdighedens princip, til den gamle kæphest, som alle verdensforbedrere igennem årtusinder har skamredet i mangel af sikrere historiske befordringsmidler, til denne klaprende Rosinante, som alle historiens Don Quixoter er redet ud for at lave verdensreformer på for til slut ikke at bringe andet hjem end et blåt øje.
Relationen rig/fattig som samfundsmæssigt grundlag for socialisme, det kooperative princip som dens indhold, den "retfærdigere fordeling" som dens mål og retfærdighedens idé som dens eneste historiske legitimation – med hvor meget mere kraft, med hvor meget mere ånd, med hvor meget mere glans foredrog dog ikke Weitling for mere end 50 år siden denne form for socialisme. Men denne geniale skrædder kendte ikke den videnskabelige socialisme. For i dag, et halvt århundrede senere, igen med heldig hånd at sammenflikke den opfattelse, som Marx og Engels rev i småstykker, og tilbyde det tyske proletariat den som videnskabens sidste ord, ja dertil hører måske også en skrædder, men han behøver ikke være genial.
Ligesom fagforeningerne og kooperativerne er den revisionistiske teoris økonomiske støttepunkter, så er dens vigtigste politiske støttepunkt en stadig fremadskridende udvikling af demokratiet.
De reaktionære udbrud, der ses i dag, er for revisionismen kun "trækninger", som regnes for tilfældige og forbigående, og som der ikke behøver regnes med ved opstilling af en almen rettesnor for arbejdernes kamp.
[Men det kommer ikke an på, hvad Bernstein på grund af mundtlige og skriftlige forsikringer fra sine venner tænker om reaktionens standhaftighed, men om hvilke indre, objektive sammenhænge der består mellem demokratiet og den virkelige samfundsmæssige udvikling].[*]
Ifølge Bernstein fremstår demokratiet f.eks. som et uundgåeligt trin på det moderne samfunds udvikling, ja, demokratiet er for ham ganske som for liberalismens borgerlige teoretikere, i det hele taget den historiske udviklings store grundlov, til hvis virkeliggørelse alle de magter, der virker i det politiske liv, må tjene. I denne absolutte form er opfattelsen imidlertid totalt fejlagtig. Det er ikke andet end en småborgerlig og helt overfladisk skabelonagtig generalisation af en lille del af den borgerlige udviklings resultater i de sidste 25 til 30 år. Ser man nærmere på demokratiets historiske udvikling og samtidig på kapitalismens politiske historie så kommer man til et væsentlig andet resultat.
Hvad angår det første, så ser vi demokratiet i de mest forskellige samfundsformer: i de oprindelige kommunistiske samfund, i de antikke slavestater, i de middelalderlige byfællesskaber. Ligeledes møder vi absolutismen og det konstitutionelle monarki i de forskelligste økonomiske sammenhænge. På den anden side kaldte kapitalismen ved sin begyndelse – som vareproduktion – en demokratisk forfatning i byfællesskaberne til live, senere, i dens mere udviklede form – i manufakturperioden (ca. 1500 til 1780 forud for den maskinelle storindustri. O. a.) finder den sin mest udtalte politiske form i det absolutte monarki. Endelig afstedkom den som fuldt udviklet industriel økonomi i Frankrig afvekslende den demokratiske republik (1793), Napoleon I's absolutte monarki, restaurationstidens adelsmonarki (1815-30), Louis Philippes borgerlige, konstitutionelle monarki, igen den demokratiske republik, igen Napoleon III's monarki, endelig for tredje gang republik. I Tyskland er den eneste virkelig demokratiske institution, den almindelige valgret, ikke engang den borgerlige liberalismes landvinding, men et værktøj for at svejse småstaterne sammen politisk og er for så vidt blot af betydning for udviklingen af det tyske bourgeoisi, der ellers har ladet sig nøje med et halvfeudalt konstitutionelt monarki. I Rusland trivedes kapitalismen længe under den orientalske enevælde, uden at bourgeoisiet så ud til at længes efter demokratiet.
I Østrig er den almindelige valgret hovedsagelig blevet til som et redningsbælte for et monarki, der er ved at falde fra hinanden [og hvor lidt det har med virkeligt demokrati at gøre, beviser § 14's herredømme.][**] Endelig står i Belgien arbejderbevægelsens demokratiske landvinding – den almindelige valgret – i utvivlsom sammenhæng med militarismens svaghed, altså med Belgiens særlige geografisk-politiske situation, og først og fremmest er den et "stykke demokrati", der er tilkæmpet ikke gennem bourgeoisiet, men mod bourgeoisiet.
Den uafbrudte udvikling i demokratiet, der står for vore revisionister og for det borgerlige frisind som den menneskelige og ikke mindst som den moderne histories store grundlov, er, når man ser nærmere efter, således et luftkastel. Der lader sig ikke konstruere nogen almindelig absolut sammenhæng mellem den kapitalistiske udvikling og demokratiet. Den politiske form er hver gang resultatet af hele summen af politiske, indre og ydre faktorer og tillader inden for sine grænser hele skalaen fra det absolutte monarki til den demokratiske republik.
Når vi således må se bort fra en almindelig historisk lov i demokratiets udvikling også inden for det moderne samfunds rammer og blot vender os mod den borgerlige histories nuværende fase, så ser vi også her i den politiske situation faktorer, der ikke fører til virkeliggørelse af det bernsteinske skema, men derimod lige omvendt, til det borgerlige samfunds prisgivelse af hidtidige landvindinger.
På den ene side har de demokratiske institutioner i høj grad udspillet deres rolle for den borgerlige udvikling, hvad der er særdeles vigtigt. For så vidt som de var nødvendige for at svejse småstater sammen og for at skabe moderne storstater (Tyskland, Italien) er de nu blevet til at undvære; den økonomiske udvikling har i mellemtiden medført en indre organisk sammenvoksning [og det politiske demokratis forbund kan for så vidt amputeres uden fare for det borgerlige samfunds organisme].[***]
Det samme gælder med hensyn til hele den politisk-administrative statsmaskines omvæltning fra en hel- eller halvfeudal til en kapitalistisk mekanisme. Denne omvæltning, der historisk var uadskillelig fra demokratiet, er i dag ligeledes nået i så høj målestok, at de rent demokratiske ingredienser (tilbehøret) til statsvæsenet, den almindelige valgret, den republikanske statsform skulle kunne udskilles, uden at administration, finansvæsenet, forsvarsvæsenet osv. behøvede at falde tilbage til formerne fra tiden før martsrevolutionen (1848. O. a.). Hvis liberalismen på denne måde som sådan i hovedsagen er blevet overflødig for det borgerlige samfund, så er den desuden på vigtige områder direkte blevet en forhindring. Her kommer to faktorer i betragtning, der netop behersker hele det politiske liv i de moderne stater: verdenspolitikken og arbejderbevægelsen – begge kun to forskellige sider af den kapitalistiske udviklings nuværende fase.
Den udvidede verdensøkonomi og den skærpede og generaliserede konkurrencekamp på verdensmarkedet har gjort militarismen og krigsmarinen til toneangivende moment såvel i storstaternes ydre som indre liv som verdenspolitikkens værktøj. Men hvis verdenspolitikken og militarismen bevæger sig i opstigende kurve i den nuværende fase, så må slutningen deraf være, at det borgerlige demokrati viser en nedadgående kurve. [De mest slående eksempler er: den nordamerikanske union siden den spanske krig. I Frankrig kan republikken hovedsagelig takke den internationale politiske situation for sin eksistens, idet den foreløbig umuliggør en krig. Kom en sådan og skulle Frankrig, hvad meget kunne tyde på, ikke være rustet for verdenspolitik, så ville svaret på Frankrigs første nederlag på krigsskuepladsen være monarkiets proklamering i Paris. I Tyskland blev de store rustningers nye æra og den af Kiautschou højtideligt indsatte verdenspolitik betalt med to ofre af det borgerlige demokrati: frisindets forfald og centrumspartiets fald].[****]
Driver udenrigspolitikken således bourgeoisiet i armene på reaktionen, så sker det ikke mindre for indenrigspolitikken, når det gælder den opadstræbende arbejderklasse. Bernstein indrømmer dette selv, idet han gør den socialdemokratiske "grådighedslegende"[13], dvs. arbejderklassens socialistiske bestræbelser, ansvarlige for det liberale bourgeoisis faneflugt. Han råder i tilslutning hertil proletariatet til at lade dets socialistiske endemål falde for igen at lokke den til døde skræmte liberalisme ud af reaktionens musehul. Men idet han i dag gør den socialistiske arbejderbevægelses bortfald til livsbetingelse og til social forudsætning for det borgerlige demokrati, beviser han selv på den mest slående måde, at dette demokrati i samme grad er i modsætning til det nuværende samfunds indre udviklingstendens som den socialistiske arbejderbevægelse er et direkte produkt af denne tendens.
Men hermed beviser han også yderligere én ting. Idet han gør fornægtelsen af det socialistiske endemål for arbejderklassens vedkommende til forudsætning og betingelse for genoplivning af det borgerlige demokrati, viser han selv, i hvor ringe grad et borgerligt demokrati omvendt kan være en nødvendig forudsætning og betingelse for den socialistiske bevægelse og den socialistiske sejr. Her slutter det bernsteinske ræsonnement i en ond cirkel, hvor den sidste følgeslutning "sluger" den første forudsætning.
Vejen ud af denne krise er meget enkel: Ud fra den kendsgerning, at den borgerlige liberalisme er afgået ved døden af skræk for den fremadstræbende arbejderbevægelse og dens endemål, følger kun, at den socialistiske arbejderbevægelse netop i dag er og kun kan være demokratiets eneste støtte, og at den socialistiske bevægelses skæbne ikke er bundet til det borgerlige demokrati, men at den demokratiske udvikling omvendt er bundet til den socialistiske bevægelse. At demokratiet ikke bliver livsdueligt i takt med at arbejderklassen opgiver sin frigørelseskamp, men omvendt i takt med at den socialistiske bevægelse bliver stærk nok til at kæmpe imod de reaktionære følger af verdenspolitikken og den borgerlige faneflugt. Enhver, der ønsker en styrkelse af demokratiet, må også Ønske en styrkelse og ikke en svækkelse af den socialistiske bevægelse, og den, der opgiver de socialistiske bestræbelser, opgiver også såvel arbejderbevægelsen som demokratiet.
[Bernstein forklarer i slutningen af sit "svar" til Kautsky i "Vorwärts" d. 26.3.1899 at han helt igennem er indforstået med den praktiske del af socialdemokratiets politiske program, han har blot noget at indvende mod den teoretiske del. Desuagtet tror han stadig med fuld ret at kunne marchere i række og geled i partiet, thi hvilken "vægt" skal man lægge på, "at der i den teoretiske del står en sætning, der ikke mere stemmer med hans opfattelse af udviklingens forløb?" Denne opfattelse viser i heldigste fald, hvor fuldstændigt Bernstein har mistet sansen for sammenhængen mellem socialdemokratiets praktiske gerning og dets almene grundsætninger, hvor fuldkomment ordene er ophørt med at betyde det samme for Bernstein som for partiet. I virkeligheden fører Bernsteins egne teorier, som vi har set til den helt elementære, socialdemokratiske erkendelse, at uden denne grundlæggende basis bliver også den praktiske kamp værdiløs og formålsløs, at såvel slutmål som bevægelse går under, hvis man opgiver denne.][*****]
12. Arbejdernes egne kooperative fabrikker er det første forsøg på at bryde den gamle form inden for rammerne af netop denne form, selv om de naturligvis overalt – i deres virkelige organisation, må reproducere alle det bestående systems mangler. (Marx: Kapital, Bd. 3).
* Strøget i 2. udgave.
** Strøget i 2. udgave.
(ifølge forfatningens §14 kunne det habsburgske monarki sætte de forfatningsmæssige garantier, også parlamentet, ud af funktion. Paragraffen blev ofte anvendt).
*** Strøget i 2. udgave.
**** R. L. har korrigeret denne opfattelse om en krigs formodede virkning for Frankrigs vedkommende. I stedet for det indklammede afsnit står i 2. udgave følgende:
I Tyskland blev de store oprustningers æra, der daterer sig fra 1893, og den med Kiautschou inaugurerede verdenspolitik straks betalt med to ofre af det borgerlige demokrati: med frisindets forfald og centrumspartiets omsving fra oppositionsparti til regeringsparti. Det sidste rigsdagsvalg 1907, der udkæmpedes i kolonipolitikkens tegn, blev samtidig den tyske liberalismes historiske begravelse.
13. Ved "grådighedslegende" forstår Bernstein "de talemåder, der insinuerer en almindelig, samtidig og voldsom ekspropriation" ("Die Neue Zeit" 1898/99, II s. 89).
***** Mangler i 2. udgave.
Kapitel 2-1 | Toppen af siden | Kapitel 2-3
Sidst opdateret 11.5.2006