Hvordan Vi Skal Reorganisere Arbejder- Og Bondeinspektionen

Vladimir Lenin (1923)

 


Skrevet den 23. januar 1923 og trykt første gang den 25. januar 1923 i Pravda nr. 16.

Oversat til dansk af Erley Olsen fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 184-88, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. juni 2000.


 

Forslag til partiets 12. kongres

Der er ikke tvivl om, at arbejder- og bondeinspektionen volder os uhyre vanskelighed, og at denne vanskelighed til dato ikke er løst. Jeg tror, at de kammerater, som vil løse den ved at bestride denne institutions nytte eller nødvendighed, har uret. Men samtidig benægter jeg ikke, at spørgsmålet om vort statsapparat og dets forbedring er meget vanskeligt, langtfra løst og tillige overordentlig påtrængende.

Med undtagelse af folkekommissariatet for udenrigsanliggender er vort statsapparat i højeste grad et levn fra fortiden, det er i særdeles ringe grad undergået nogenlunde betydelige forandringer. Det er kun overstrøget med en let fernis, men er i øvrigt det mest typisk gamle fra vort gamle statsapparat. For nu at finde et middel til virkelig at forny det må man efter min mening vende sig til vor borgerkrig for at høste belæring.

Hvordan handlede vi i de farligste øjeblikke under borgerkrigen?

Vi koncentrerede vore bedste partikræfter i den Røde Hær; vi tyede til at mobilisere de bedste af vore arbejdere; vi gik på jagt efter nye kræfter der, hvor vort diktatur har sine dybeste rødder.

I samme retning må man efter min opfattelse søge udgangspunktet for en reorganisation af arbejder- og bondeinspektionen. Jeg foreslår vor 12. partikongres at vedtage følgende plan for en sådan reorganisation, baseret på en egenartet udvidelse af vor centrale kontrolkommission.

Vort partis centralkomite har som plenarforsamling allerede åbenbaret en tendens til at udvikle sig til en slags højere partikonference. Den samles gennemsnitlig højst en gang hver anden måned, og det er som bekendt vort politbureau, vort organisatoriske udvalg, vort sekretariat osv., der udfører det løbende arbejde på centralkomiteens vegne. Jeg tror, at vi skal gå til ende ad den vej, vi således er slået ind på, og definitivt gøre centralkomiteens plenarmøder til højere partikonferencer, der samles en gang hver anden måned med deltagelse af den centrale kontrolkommission. Og denne centrale kontrolkommission må man på nedennævnte betingelser kombinere med hoveddelen af en reorganiseret arbejder- og bondeinspektion.

Jeg foreslår kongressen at vælge 75-100 nye medlemmer (alle tal er selvfølgelig omtrentlige) til den centrale kontrolkommission, arbejdere og bønder. Kandidaterne hertil må underkastes den samme partimæssige prøvelse som almindelige centralkomitemedlemmer, idet de skal nyde alle et centralkomitemedlems rettigheder.

På den anden side skal arbejder- og bondeinspektionen reduceres til 300-400 funktionærer, som er særlig prøvede, hvad samvittighedsfuldhed og kendskab til vort statsapparat angår, og de skal ligeledes bestå en særlig prøve vedrørende deres kendskab til principperne for videnskabelig arbejdsorganisation i almindelighed og forvaltnings- og kontorarbejde osv. i særdeleshed.

Efter min mening vil en sådan kombination af arbejder- og bondeinspektionen derved få en så stor autoritet, at den i det mindste ikke bliver ringere stillet end vort folkekommissariat for udenrigsanliggender. På den anden side vil vor centralkomite sammen med den centrale kontrolkommission definitivt forvandle sig til en højere partikonference, hvad den allerede i det væsentlige er ved at blive, og hvad den bør blive fuldt ud for i to henseender at løse sine opgaver rigtigt: dels i henseende til planmæssighed, formålstjenlighed, systematik i sin egen organisation og virksomhed, dels i henseende til forbindelse med virkelig brede masser gennem de bedste af vor arbejdere og bønder.

Jeg forudser en indvending, som direkte eller indirekte kommer fra de kredse, der gør vort apparat gammelt, dvs. fra tilhængerne af at bevare vort apparat i den samme, helt utrolige og helt uanstændige førrevolutionære skikkelse, det også nu har (for øvrigt har vi nu fået en i historien ret sjælden lejlighed til at fastslå de frister, der er nødvendige til frembringelse af fundamentale sociale forandringer, og vi ser nu klart, hvad der kan gøres på fem år, og hvad der kræves længere frister til).

Denne indvending består i, at den omdannelse, jeg foreslår, kun skulle resultere i kaos. Den centrale kontrolkommissions medlemmer vil komme til at drive om i alle mulige institutioner uden at vide, hvorhen, om hvad og til hvem de skal henvende sig, de vil overalt virke desorganiserende, rive funktionærerne bort fra deres løbende arbejde osv., osv.

Jeg tænker, at den ondartede kilde til denne indvending er så iøjnefaldende, at det ikke engang er nødvendigt at besvare den. Det siger sig selv, at præsidiet for den centrale kontrolkommission og folkekommissæren for arbejder- og bondeinspektionen samt dennes kollegium (i påkommende tilfælde også vort sekretariat i centralkomiteen) kommer til at gøre mere end et års ihærdigt arbejde for på rigtig måde at organisere dette folkekommissariat og dets arbejde i fællesskab med den centrale kontrolkommission. Folkekommissæren for arbejder- og bondeinspektionen kan efter min mening blive siddende som folkekommissær (det bør han), og det samme gælder hele kollegiet, således at han fastholder ledelsen af arbejdet i hele arbejder- og bondeinspektionen, også det arbejde, der udføres af den centrale kontrolkommissions medlemmer, der må betragte sig som "udkommanderet" til hans disposition. De 300-400 funktionærer i arbejder- og bondeinspektionen, som ifølge min plan bliver tilbage, vil dels udføre rent sekretærarbejde for de øvrige medlemmer af arbejder- og bondeinspektionen og hos de hertil kommende medlemmer af den centrale kontrolkommission, dels skal de være højt kvalificerede, særligt prøvede, særligt pålidelige, højt lønnede, således at de kommer helt fri af den nuværende, i sandhed ulykkelige (for ikke at sige noget værre) situation, en embedsmand i arbejder- og bondeinspektionen er i.

Jeg er sikker på, at funktionærantallets nedskæring til det af mig nævnte tal vil betyde en stærk kvalitetsforbedring af arbejder- og bondeinspektionens funktionærer og af hele arbejdet, samtidig med at den giver folkekommissæren og kollegiets medlemmer mulighed for at samle sig helt og holdent om arbejdets organisering og om den systematiske, støtte forøgelse af dets kvalitet, som er en så ubetinget nødvendighed for arbejder- og bondemagten og for vort sovjetsamfund.

På den anden side tror jeg også, at folkekommissæren for arbejder- og bondeinspektionen kommer til at beskæftige sig dels med en sammensmeltning, dels med en koordinering af de øverste institutter vedrørende arbejdsorganisation (Det Centrale Arbejdsinstitut, Instituttet For Videnskabelig Arbejdsorganisation osv.), hvoraf vi nu har ikke færre end 12 i republikken. Overdreven ensartethed og dermed sammenhængende stræben efter sammensmeltning vil være skadelig. Tværtimod må man her finde en fornuftig og formålstjenlig mellemvej mellem en sammensmeltning af alle disse institutter til et og en rigtig afgrænsning af dem, således at hver enkelt af dem bevarer en vis selvstændighed.

Der er ingen tvivl om, at denne omdannelse, der betyder en vinding for arbejder- og bondeinspektionen, betyder en ikke mindre vinding for vor egen centralkomite, både hvad angår forbindelse med masserne og hvad angår regelmæssighed og soliditet i dens arbejde. Det vil betyde, at man kan (og skal) indføre en strengere og mere ansvarsbevidst ordning af forberedelsen til politbureauets møder, i hvilke der skal deltage et bestemt antal medlemmer af den centrale kontrolkommission, bestemt enten for en vis tid eller efter en vis organisationsplan.

Folkekommissæren for arbejder- og bondeinspektionen skal sammen med den centrale kontrolkommissions præsidium fastsætte fordelingen af arbejdet blandt dens medlemmer i sammenhæng med deres pligt til at overvære politbureauets møder, og han skal afprøve alle dokumenter, der på en eller anden måde forelægges ham, dels for at afveje, i hvor vid udstrækning medlemmerne skal anvende deres arbejdstid til teoretisk skoling og studium af videnskabelig arbejdsorganisation, dels for at fastsætte deres pligt til at tage praktisk del i kontrollen og forbedringen af vort statsapparat, lige fra de højeste statsinstitutioner til de laveste lokalinstitutioner osv.

Jeg tror ligeledes, at ud over den politiske fordel, at centralkomiteens og den centrale kontrolkommissions medlemmer ved en sådan reform vil blive langt bedre underrettet og langt bedre forberedt til politbureauets møder (alle til disse møder beregnede papirer må være alle disse medlemmer i hænde senest et døgn før politbureauets møde, med undtagelse af tilfælde, der absolut ikke tåler udsættelse, hvilke tilfælde kræver en særlig ordning til information af disse medlemmer og en ordning af sagernes afgørelse) - ud over dette må man også regne med den vinding, at rent personlige og tilfældige omstændigheder vil få mindre indflydelse i vor centralkomite, og at faren for en spaltning derved bliver ringere.

Vor centralkomite har udviklet sig til en strengt centraliseret og meget autoritativ gruppe, men denne gruppes arbejde foregår ikke under forhold, der svarer til dens autoritet. Dette skulle den af mig foreslåede reform bidrage til at afhjælpe, og den centrale kontrolkommissions medlemmer, der har pligt til i et vist antal at overvære hvert enkelt møde i politbureauet, bør danne en fast sammentømret gruppe, der "uden persons anseelse" skal overvåge, at ingens autoritet, hverken generalsekretæren eller nogen andre medlemmer af centralkomiteen, kan hindre dem i at stille forespørgsler, afprøve dokumenter og overhovedet sørge for uindskrænket information og strengt korrekt behandling af sagerne.

Naturligvis beror den sociale ordning i vor sovjetrepublik på to klassers, arbejdernes og bøndernes samarbejde, hvortil nu også "NEP-folkene", dvs. bourgeoisiet, på visse betingelser får adgang. Hvis der opstår alvorlige klassestridigheder mellem disse klasser, vil en spaltning være uundgåelig, men i vor sociale ordning findes der ikke med nødvendighed noget grundlag for en sådan spaltning, og hovedopgaven for vor centralkomite og centrale kontrolkommission ligesom for vort parti som helhed består i opmærksomt at følge de omstændigheder, af hvilke en spaltning kan opstå, og at forebygge dem, for i sidste instans vil vor republiks skæbne afhænge af, om bondemasserne vil følge arbejderklassen og således forblive forbundet med denne klasse tro, eller bondemasserne vil lade "NEP-folkene", dvs. det nye bourgeoisi, fremkalde divergenser med arbejderne, en spaltning med arbejderne. Jo klarere vi holder os for øje, at det kan gå på en af disse to måder, jo klarere alle vore arbejdere og bønder forstår det, desto større chancer er der for, at det lykkes os at undgå en spaltning, som ville være skæbnesvanger for sovjetrepublikken.

23. januar 1923

 


Sidst opdateret 14.6.00