Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Opbygningen af partiet der kan lede revolutionen i morgen, sker ved at socialister blander sig i små og store kampe i dag
Socialister kan i lange perioder føle sig meget alene med deres ideer om solidaritet og fællesskab. Men historien giver eksempler på, at ideerne kan skifte meget hurtigt, og at tilstedeværelsen af organiserede socialister er alt afgørende for, om de nye ideer får konsekvens for samfundets indretning.
Revolutionære socialister er i de fleste perioder i historien et lille mindretal i arbejderklassen. Hvis det forholdt sig modsat, ville socialismen være blevet sat på dagsordenen mange gange. Det er kun i ganske bestemte historiske situationer, at flertallet i arbejderklassen er åbne for revolutionære ideer. Årsagen er, at de ideer der dominerer i samfundet, er den herskende klasses ideer.
I dag er det liberale ideer om, at konkurrence er godt, og at markedsøkonomien er det eneste rigtige, der er de dominerende ideer. Det betyder at ideer om fælles planlægningen af produktionen ud fra menneskets behov og ikke profit, kun fastholdes at et lille mindretal. Selv de reformistiske arbejderpartier bøjer af overfor det liberalistiske ideologiske felttog.
Men disse ideer kan rystes. Når den borgerlige ideologis forklaringer står i skærende misforhold til det folk oplever i deres hverdag, vil tiltroen til det etablerede system forsvinde. I en sådan situation kan store dele af arbejderklassen på få dage springe fra passiv opbakning til reformistiske partier, til revolutionær praksis ved at handle som klasse, og på den måde blive åben for revolutionære ideer.
Det er sket mange gange i historien. Senest så vi det i Frankrig i 1995, hvor den borgerlige Juppè regerings nedskæringsforslag fik hundrede tusinder til at gå i strejke og demonstration. På få dage mistede tusinder af arbejdere troen på den herskende klasses løsninger, og så deres egen styrke som alternativet. I Polen 1980 fik fyringen af en kranfører på Lenin-skibsværftet i Gdansk låget til at springe af den opsparede utilfredshed i arbejderklassen. På få måneder havde 10 millioner organiseret sig i den frie fagforening Solidaritet, og truede magthavernes positioner.
Der er også mange eksempler i starten af dette århundrede. De mest kendte er de russiske revolutioner i 1905 og 1917 samt den Tyske revolution i 1918. I begge lande gik udviklingen fra en situation, hvor magthaverne havde kontrollen, til at den blev truet, ekstremt hurtigt. Forud havde der både været utilfredshed og et øget antal strejker og demonstrationer, men selve radikaliseringen af arbejderklassen skete på få uger.
I Rusland i 1905 eksploderede arbejderklassens utilfredshed, efter at zarens tropper brutalt havde skudt mod en fredelig demonstration for bedre leve- og arbejdsforhold. Troen på zaren forsvandt som dug for solen. I stedet oprettede arbejderklassen sine egne magtorganer i form af arbejderråd, som de kaldte sovjetter.
Historien gentog sig i 1917, hvor utilfredsheden med mangel på brød og med den russiske deltagelse i 1. Verdenskrig eksploderede i strejker og demonstrationer, hvor zaren blev afsat, og arbejderrådene genopstod og fremstod som en alternativ magt til de gamle magtstrukturer.
I oktober blev denne situation med to magtcentre i samfundet løst ved, at arbejderrådene, under ledelse af det revolutionære Bolsjevikparti, tog magten i samfundet. I Tyskland i 1918 var der en parallel situation, men her var det den herskende klasse, der smadrede de arbejderråd der var blevet etableret, og gennemførte en brutal nedslagtning af revolutionære, hvorunder blandt andre den revolutionære leder Rosa Luxemburg blev myrdet.
Arbejderklassen vandt i Rusland og tabte i Tyskland, fordi de socialdemokratiske ledere i Tyskland kunne afbøje den revolutionære situation. Det kunne de, fordi der ikke var et revolutionært alternativ, der kunne udfordre dem politisk og sikre, at arbejderklassens revolutionære handlinger resulterede i, at den tog magten fra den gamle herskende klasse.
Det revolutionære mindretal var nemlig forblevet i det tyske socialdemokrati frem til 1916, og erkendte alt for sent nødvendigheden af at opbygge en selvstændig revolutionær organisation. De troede, at arbejderklassens radikalisering ville fjerne de gamle reformistiske ledere. Men de tog fejl.
I Rusland var det revolutionære parti blevet opbygget siden århundredeskiftet i forbindelse med arbejdernes, studenternes og andre gruppers kampe mod overgreb og undertrykkelse. Et parti, der kunne vokse til et lidt større mindretal, end de var i begyndelsen, ved at indhøste erfaringer gennem kampene og ved hele tiden at vinde opbakning fra lidt større grupper. Op til 1905 revolutionen i Rusland var Bolsjevikkerne således et lille mindretal, men gennem deres politiske og praktiske deltagelse i revolutionen, voksede de til en organisation på 10-tusinder.
Fordi bolsjevikkerne i årene efter, hvor zaren igen fik magten, fortsatte med at styrke kampen i hverdagen og organisere et mindretal omkring revolutionære ideer, var de i perioden op til revolutionen i 1917 igen i stand til at vinde mere og mere politisk indflydelse. Til sidst kunne bolsjevikkerne udgøre den politiske ledelse for det store flertal af revolutionære arbejdere og fattigbønder i det russiske samfund i oktoberrevolutionen.
For revolutionære i Danmark i dag er disse erfaringer utroligt vigtige. Vi udgør i dag et uhyre lille mindretal, lige som de få revolutionære socialister der var i Rusland før 1905, i Tyskland før 1918 og i Polen før 1980.
Men også i Danmark kan arbejderklassens praksis hurtigt skifte til at være mere radikal og give anledning til revolutionære ideer. Vi så det i glimt under de store påskestrejker i 1985, og da 250.000 sympatistrejkede den 20. april 1995 til støtte for Ri-Bus chaufførerne, og endelig da 20.000 strejkede til støtte for de århusianske skraldemænd den 31. januar i år.
For at revolutionære i sådanne situationer kan gå fra at være et lille mindretal til at være et lidt større mindretal, er det utroligt vigtigt, det vi gør, selvom vi er meget få. Gennem hverdagens små og store kampe kan vi både indhøste erfaringer med hvordan arbejderklassen slås, lære hvordan vi politisk kan overbevise andre om hvordan vi sammen kan slås og vinde, og ikke mindst kan vi få tilgang af nye revolutionære gennem at vinde opbakning til vore ideer.
Selv om der er en verden til forskel på klassekampen i Danmark i marts 1996 og Rusland i oktober 1917, så er der alligevel en direkte sammenhæng for revolutionære socialister. Den praksis vi har i dag, er nemlig afgørende for, om der vil være et revolutionært lederskab i morgen, som kan vinde opbakning bag en socialistisk revolution blandt det store flertal i arbejderklassen.
Det er ikke kun store spørgsmål revolutionære skal blande sig i. Det er kun kampenes omfang, der er forskellig, når det enten gælder spørgsmålet om, hvem der skal være tillidsmand på en arbejdsplads, elevrådsformand på en skole, eller kampen om det politiske lederskab i arbejderrådene.
Selv om revolutionære i dag kan være meget alene, når de står op på en arbejdsplads eller i en skolekantine og kræver forbedringer, modstand mod nazisme og racisme, eller opfordrer til støtte til de grupper, der i dag slås mod systemet, så er det alligevel helt afgørende, at de gør det. For de der gør det, vil være dem, som andre vil henvende sig til i det øjeblik, hvor flere begynder at stille spørgsmål ved systemet og kræve forandringer. På den måde kan den person, der i dag står alene, hurtigt blive til 5 eller 10.
Men praksis kan ikke stå alene for revolutionære i dag. Teori og politisk klarhed er vigtig. Revolutionære skal have præcise bud på de spørgsmål og modsætninger der rejser sig ud fra de daglige kampe, for at kunne vokse. Eventuelle uenigheder vil desuden blive endnu større i takt med, at kampene og modsætningerne i samfundet bliver større. Den tyske revolution blev den kedelige bekræftelse på det, i modsætning til den russiske revolution der lykkedes.
Sidst opdateret 4.6.00