Oversat af Freddie Nielsen fra Marxism and terrorism, i International Socialism 110, Spring 2006, pp.61-83.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 19. juli 2008.
Ifølge den herskende klases politikere og medierne, er “terrorisme” den nye globale trussel, som en verdensomspændende krig må udkæmpes imod. For dem udgør Bin Laden og al-Qaeda et allestedsnærværende væsen, over for hvem civilisationens demokratiske værdier er opstillet – en dæmon der skal uddrives for enhver pris, selv om det sker på bekostning af borgerrettighederne.
Denne opfattelse påvirker dele af venstrefløjen. De der udviste sympati overfor organisationer (så som Provisional IRA) der benyttede “terroristiske” metoder i 70’erne, har alt for ofte et dimentralt modsat syn på dagens "terrorisme". Tilsyneladende kunne de gamle “terroristiske” organisationer ses i et positivt lys, eftersom deres handlinger kunne retfærdiggøres i en sekulær, progressiv ideologis navn, så som national befrielse, anti-imperialisme eller socialisme. Vore dages udgave ses i modsætning hertil som “islamfascistisk” eller “reaktionær anti-kapitalistisk”, og må derfor fordømmes som lig med (eller måske endda værre end) det system den angriber.
Men uanset de specifikke forskelle mellem terrorisme i dag og terrorisme i fortiden – og de er mindre end en overfladisk bedømmelse antyder – så er spørgsmålet om hvordan man skal forholde sig til fænomenet, et spørgsmål som socialister igen og igen må forholde sig til.
Både Marx og Engels var, ved forskellige lejligheder, nødt til at forholde sig til strategier af den slags, der ikke lagde vægt på masseaktiviteter, men handlinger udført af enkelte personer (så som at sprænge bygninger i luften eller myrde forhadte personer) – det der skulle blive kendt som “terrorisme” i sidste halvdel af det 19. århundrede. [1]
Det første tilfælde var med fenierne, eller Irish Republican Brotherhood, et hemmeligt revolutionært selskab viet til befrielsen af Irland. I september 1867 sprængte lokale fenier i Manchester, døren op til et salatfad, der fragtede to arresterede ledere af organisationen til retten. En politibetjent døde ved eksplosionen. Fire af befrierne blev arresteret, sammen med en totalt uskyldig femte mand der blev samlet op ved en razzia i Manchesters irske kvarter, og blev anklaget for mord og dømt til døden. Tre blev hængt den 23 november på trods af det faktum at ingen af de anklagede havde affyret et dødeligt skud, og at betjentens død havde været et uheld. Grusomheden i den britiske regerings reaktion på hændelsen, førte til enorme demonstrationer til støtte for irsk uafhængighed – med deltagelse af såvel engelske arbejdere som irere. Imidlertid gik et andet fenier forsøg på at befri en leder et par uger senere fuldstændig skævt. Sprængstofferne der blev brugt til at befri en fenier-organizer fra Clerkenwell fængslet i London, fik en nærliggende række huse til at styrte sammen, hvorved 7 af beboerne døde og andre 120 blev alvorligt såret.
Hvad var så Marx’ og Engels’ reaktion? Marx havde brugt megen energi på at få Internationale til at støtte kravet om irsk uafhængighed, overbevist som han var, om at med mindre de engelske godsejere blev svækket, så ville en arbejderrevolution i England ikke være mulig. [2] Således var det i de engelske arbejderes interesse at støtte irernes modstand. Den 2. november skrev Marx til Engels: “Jeg har førsøgt på enhver måde, at fremprovokere denne manifestation af engelske arbejderes støtte til fenierismen.” [3] I et brev til Engels den 7. november siger han: “Denne sag ophidser følelserne hos den intelligente del af arbejderklassen her.” [4] Engels gentog denne opfattelse i et brev til Kugelmann i Tyskland: “Londons proletarer erklærer sig for hver dag mere åbent for fenierne og således – en uhørt og pragtfuld ting her – for, for det første, en voldelig og, for det andet, en anti-engelsk bevægelse.” [5]
Ikke alle progressive retninger var dog indstillet på at bakke op bag fenierne. The Reform League, en organisation der var grundlagt i 1865 for at agitere for almindelig valgret, og hvori ledende fagforeningsmedlemmer af Internationale befandt sig, vedtog en resolution der fordømte fenierismen. Dette satte Internationale under pres, og det krævede store anstrengelser fra Marx side, at sikre at Internationale fastholdt den hårde position. Clerkenwell-eksplosionen gjorde det klart nok ikke lettere. Rasende skrev Marx dagen efter til Engels:
Feniernes seneste eksplosion i Clerkenwell var en meget dum ting. Londons masser, der har vist stor sympati for Irland, vil blive vilde af det og vil blive drevet i armene på regeringspartiet. Man kan ikke forvente at Londons proletarer vil tillade sig selv at blive sprængt i luften til ære for en fenier agent. Der er altid noget skæbnesvangert over en sådan hemmelig, melodramatisk slags sammensværgelse. [6]
Nogle få dage senere svarede Engels, og sagde “Den tåbelige affære i Clerkenwell var helt klart nogle få specialiserede fanatikeres arbejde, det er ulykken ved alle sammensværgelser, at de fører til den slags dumheder, fordi ‘der må altså ske noget, der må altså gøres noget’.” [7]
Selv før Clerkenwell-voldshandlingen, havde Engels været enig med Marx i at “englændernes bestialitet må ikke få os til at glemme at lederne af denne sekt er for det meste nogle fjolser og delvis udbyttere, og vi kan på ingen måde gøre os selv ansvarlige for de dumheder der indtræffer i enhver sammensværgelse. Og der er ingen tvivl om at de vil indtræffe”. [8] Men intet af dette svækkede på deres offentlige støtte til den sag som fenierne kæmpede for.
Så støtte til fenierismen, som et udtryk for national kamp, blev afstemt med klarhed omkring beskaffenheden af bevægelsens lederskab (dens klassesammensætning) og svagheden ved dens taktik (tiltroen til konspiratoriske midler). Det vi ser her, i en uudviklet form, er to aspekter af den marxistiske tradition. Den ene er en forståelse af, at socialister ikke sætter betingelser for deres støtte til nationale befrielsesbevægelsers modstand imod imperialistisk undertrykkelse. Den anden er en forståelse af begrænsningerne i sådanne bevægelser – ideen om at nogle udvalgte få kan kan skaffe forandringer gennem konspiratoriske metoder, isolerer dem uvægerligt fra befolkningsmasserne og dømmer dem i sidste ende til nederlag. [9] Spørgsmålet er ikke hvorvidt socialister holder sig tilbage fordi de erkender disse begrænsninger. Det er snarere, at de opbygger støtte på et klassegrundlag – som Marx var i stand til at gøre gennem Internationale, endda selv da fenierne var i tilbagegang.
Dødsfælderne ved Clerkenwell var et uheld – fenierne havde ikke intentioner om at slå folk ihjel, selv om sådanne uheld er en sandsynlig konsekvens af konspiratoriske metoder. Det med forsætligt at sigte efter enkeltpersoner, “terrorisme” i den moderne betydning af ordet, blev en metode der blev benyttet af visse anarkister og af en fraktion af russiske revolutionære (narodnikkerne og deres efterfølgere) i en periode fra sidst i 1870erne og frem til det tidlige 20. århundrede. [10]
I Rusland udførte Narodnaya Volya (organisationen Folkeviljen) en række attentater imod højtstående regeringsembedsmænd, der kulminerede med mordet på zar Alexander II i 1881. Narodnikkernes overgang til terrorismen var en reaktion på deres fiasko tidligere, med et forsøg på “at gå ud til folket” og ophidse bønderne til at styrte zaren – et forsøg der havde ført til en voldsom undertrykkelse fra autokratiets side. Nu mente de at kun terror kunne underminere folks tillid til regeringen, og således øge deres modtagelighed for dens omstyrtelse. [11] Da Vera Zasulich blev stillet for retten, anklaget for forsøg på at myrde Moskvas brutale guvernør i 1878, var hadet til ofret og sympatien for gerningsmanden af en sådan størrelse, at juryen frikendte hende. Kun en komplet reaktionær ville have kritiseret hende for det “umoralske” ved at forsøge at myrde et forhadt medlem af den herskende klasse. [12] Marx selv nægtede at fordømme den type vold. Efter mordet på Alexander II skrev han til sin datter Jenny, at terror var “et historisk uundgåeligt middel, som det var lige så nyttesløst at diskutere som jordskælvet på Chios,” og at han beundrede de russiske terrorister som “fortræffelige mennesker helt igennem ... simple, ligefremme, heroiske”. [13]
Hans beundring var ikke en eller anden modsætningsfyldt beundring for det han havde fordømt ved feniernes konspiratoriske politik. Rusland var, i modsætning til England, nået til et sådant opløsningsstadie, at det var “utvivlsomt på randen af en revolution”. [14] I denne sammenhæng kunne det, at der dukkede en revolutionær retning op, der var besluttet på at hjælpe den vaklende stat med at falde sammen, uanset dens midler, ikke hindre processen. I England derimod betød valget af midler en forskel. Fenier-konspirationer kunne skade målet – et uafhængigt Irland – ved at hindre at de engelske arbejderes bevidsthed udviklede sig.
Samtidig blev spørgsmålet om hvilken social kraft i Rusland, der kunne skabe fremtiden, sat i relief ved narodnikkernes aktiviteter. Logikken bag deres taktik, først med at “gå ud til folket”, og siden overgangen til terrorisme, var deres tro på at bøndernes gamle form for fællesejendom (obshchina) kunne udgøre grundlaget for en højere form for russisk samfund, og på den måde gøre Rusland i stand til helt at gå uden om kapitalismen. Men med fiaskoen for begge deres taktikker begyndte visse narodnikker at stille spørgsmålstegn ved deres hidtidige opfattelse – og ved bøndernes centrale stilling. [15]
En af disse folk var Vera Zasulich selv. Hun, blandt andre, begyndte at se på den sociale kraft som kapitalismen havde skabt i slutningen af 1880erne og 1890erne, den nye arbejderklasse. Og i særdeleshed Lenin, den der gjorde mest for at bruge marxistiske ideer på russiske forhold, udviklede en analyse der ikke bare afviste narodnikkernes syn på social udvikling, men også deres terroristiske metoder. Dette indebar ikke en afvisning af revolution (Lenins kritik var ikke baseret på at vente på at kapitalismen udviklede sig). Det var nærmere en kritik af terrorismens effektivitet som revolutionær metode, nu hvor kapitalismen i Rusland var ved at udvikle en arbejderklasse, der var i stand til at selvorganisere sit eget forsvar. Stram revolutionær organisation var lige så vigtig for Lenin som for narodnikkerne. Men hvor revolutionær organisation for Lenin, var central for arbejderklassens selvorganisering, så var det for narodnikkerne et substitut for folkelig selvaktivitet. Dette var en konsekvens af deres politik – deres fiasko med at “inspirere” bønderne gennem propaganda, havde ført narodnikkerne til den konklusion, at terror, udført af dem selv i navnet på en klasse der ikke selv handlede, kunne udgøre en genvej til revolutionen. Deres desparate utålmodighed var en tragisk fejltagelse, idet isolation bare gjorde det nemmere for myndighederne at forfølge og infiltrere narodnikkerne – og endda udføre terroristiske handlinger selv. Terror blev en selvudslettende strategi. For Lenin derimod måtte det interventionistiske element i revolutionær politik, rodfæstes i arbejderklassens selvaktivitet.
Lenin kombinerede en høj grad af respekt for narodismens revolutionære tradition, men en skarp kritik af dens metode og program. I et skrift i 1899 fastholder han således, at den russiske revolutionære marxisme “viderefører sagen og traditionerne fra hele den forudgående revolutionære bevægelse i Rusland” og “marcherer frem imod det mål der allerede blev indikeret af de glorværdige repræsentanter for Narodnaya Volya”. [16] Han modificerede straks dette ved at tilføje at forskellen mellem de to, var at narodnikkernes heroisme hvilede på en alt for snæver social base, og en utilstrækkelig teoretisk forståelse af social udvikling. [17] Men hvad der kunne være en tilgivelig fejl, i lyset af de repressive politiske forhold og underudviklede sociale kræfter i perioden fra de sene 1870’ere til de tidlige 1880’ere (Narodnaya Volya’s tid), var det ikke længere ved århundredeskiftet, da arbejderbevægelsen havde foretaget enorme skridt fremad.
Argumentet blev specielt vigtigt med den nye bølge af “terroristiske” aktioner, udført af de socialrevolutionære (Narodnaya Volya’s politiske efterkommere). Det startede med et snigmord på en af regeringens ministre i 1902 og nåede sit højdepunkt med 82 snigmord i 1907, før det hurtigt døde ud igen. Det mest kendte er mordet på Pleve, indenrigsministeren, i 1904. En af gerningsmændene , Azef, blev afsløret som politiagent i 1909.
Lenin var i det han skrev i 1902 betydelig hårdere end han havde været overfor narodnikkerne. Det var, erklærede han, “urolige tider” efter en lang rolig periode, som havde vækket dele af intelligensiaen, “der var fanget i begivenhedernes malstrøm og som hverken havde teoretiske principper eller sociale rødder”. [18] Overfladisk set kunne de socialrevolutionæres støtte til “terrorisme, ikke i stedet for arbejde blandt masserne, men netop for og samtidig med dette arbejde” [19] synes at anerkende arbejderklassens forrang. Men denne anerkendelse camouflerede et sving væk fra klassepolitik, lige så meget som venstrefløjens sving til reformismen. For Lenin afspejlede terrorisme “en absolut mangel på at forstå massebevægelsen og en mangel på tillid til den”. Det afslørede “terrorismens ineffektivitet, for uden arbejderklassen er alle bomber magtesløse, vitterlig magtesløse”. [20] Endnu dummere var, ifølge Lenin, motiveringen for terrorisme. De socialrevolutionære erklærede at hverken “hoben” (d.v.s. masserne) eller revolutionære organisationer var i sikkerhed for statens regressive magt. Kun “enkeltpersoner eller små grupper der uafladeligt, og endda uden kendskab til hinanden, forbereder angreb og udførere angreb” er i besiddelse af en “flygtighed” [21] der gør dem immune. For Lenin var dette en komplet spejlvending af den indlysende sandhed, at “det eneste håb for revolutionen er ‘hoben’” og dens revolutionære lederskab. [22] Lenin var lige så bidende overfor de socialrevolutionæres påstand om at heroisk individuel kamp vækker kampånden i os alle. Modsat argumenterede han:
Kun nye former af massebevægelser eller at nye dele af masserne vågner til uafhængig kamp kan virkelig vække kampånd og mod i alle. Individuel kamp har imidlertid, for så vidt at den forbliver individuel kamp, den umiddelbare effekt at den bare skaber en kortvarig sensation, mens den indirekte endda fører til apati og passiv venten på den næste omgang. [23]
Lenin kom med yderligere en pointe om denne type terrorisme – nemlig argumentet at “vore dages terrorister er i virkeligheden ‘økonomister’ [d.v.s. de der begrænsede bevægelsen til reformer ved hjælp af fagforeningsmetoder] som vrangen er vendt ud på”. [24] Ved at hævde at terrorister og reformister var to alen ud af samme stykke, mente han selvfølgelig ikke at deres metoder var ens. Han mente nærmere at begge tendenser kneb uden om den centrale rolle arbejderne selv havde i at ændre verden, og hvordan politiske organisationer relaterede sig til det. Den ene tendens satte terror i stedet for massearbejde, den anden reform i stedet for revolution. Den ene så til intelligentsiaen som agent for politisk forandring, den anden til det liberale borgerskab til at lede kampen mod zarismen. [25] Denne pointes relevans i dag er, at parlamentariske reformer ikke er alternativet til terrorismen, når det drejer sig om at ændre samfundet – hverken terrorister eller reformister ser arbejderklassens selvaktivitet som løftestang for revolutionær forandring. I den forstand deler en reformistisk og en terroristisk tilgang – for alle deres forskelligheder ellers – de samme begrænsninger.
Brug af “terroristiske” metoder var ikke begrænset til Rusland. Det anarkistiske begreb “handlingens propaganda” inspirerede en bølge af snigmord (og forsøg på) af højtstående regeringspersoner, først og fremmest i Vesteuropa. Højdepunktet var en serie iøjnefaldende terroristiske angreb i Frankrig, der kulminerede med mordet på præsident Sidi-Carnot i 1894.
Kapitalismens udvikling havde ikke blot skabt en arbejderklasse. Dens ofre i de store byer omfattede desuden en række deklasserede personer, hvis had til kapitalismen udtrykte sig i form af individuel revolte. I Frankrig kastede Pariserkommunens nederlag i 1871 en lang, demoraliserende skygge over arbejderklassepolitik. Den tredje Republik var i sig selv en korrupt legeplads for politikere der manøvrerede for taburetterne, noget som selv socialisterne deltog i. ‘Handlingens propaganda’ lignede en løsning, over for hvilken socialistiske argumenter om arbejderklassen ikke virkede ophidsende. At gøre regnskabet op med forhadte medlemmer af den herskende klasse, syntes bedre end at tale om kollektive svar mod systemet. [26] Men dette utålmodige ønske om at tvinge historien fremad var i realiteten elitært. Det åbnede for en terrorisme, der var langt mere vilkårlig i sit valg af mål end den tidligere narodnik-terrorisme.
En del, men på ingen måde al terrorisme, var rettet mod den herskende klasses institutioner eller repræsentanter. I 1886 kastede Charles Gello således svovlsyre rundt i Børsen i Paris, og affyrede derefter tre revolverskud på må og få. Ingen kom til skade og Gallo benyttede sin retssag, hvor han blev idømt 20 års strafarbejde, til at holde halvanden times foredrag om anarkismen. Han tilsigtede, erklærede han, at udføre en “handlingens propaganda gerning for den anarkistiske doktrin”. [27] Endnu mere iøjnefaldende var det i 1893, da Auguste Vaillant smed en bombe i det franske parlament, der skabte stor ødelæggelse, men uden at koste menneskeliv. Denne gang blev gerningsmanden henrettet, hans sidste ord var “Vive l’anachie! Min død vil blive hævnet” – hvilket den blev seks måneder senere med mordet på den franske præsident. [28]
Men andre terroristiske angreb var mindre kræsne i deres valg af mål. En uge efter Vaillants henrettelse, smed Emile Henry, en kommunards 18-årige søn, en bombe ind i en overfyldt banegårdscafe på St. Lazare Banegården i Paris. [29] Mange blev såret og en døde senere af sine sår. [30] Ved retssagen blev Henry spurgt, hvorfor han havde angrebet uskyldige mennesker. Hans svar, der blev almindelig kendt, var at “der findes ingen uskyldige”:
Jeg var overbevist om at den eksisterende organisation var dårlig. Jeg ønskede at kæmpe imod den og således fremme dens forsvinden. Jeg bragte et dybt had ind i kampen, et had der intensiveres hver dag af det oprørende skuespil af et samfund, hvor alt er basis, alt er krysteragtigt, hvor alt er en barriere for menneskelig passion, for hjertets ædelmodige tilbøjeligheder, for tankens frie flugt. [31]
Hans forsvar for ikke at skåne uskyldige, fortsatte han, var at anarkister:
... ikke skåner borgerskabets kvinder og børn, for konerne og børnene af de de [anarkisterne] elsker heller ikke bliver skånet. Er de børn ikke uskyldige ofre, der langsomt dør i slummen af anæmi, fordi brødet er knap i hjemmet? Eller de kvinder der bliver blegere og blegere i jeres værksteder og slider sig selv op for at tjene 40 sous om dagen? [32]
Henrys eneste beklagelse var, at der ikke havde været flere ofre [33] – hvilket fulgte af den falske konklusion, at fiaskoen i forhold til at rejse masserne var en konsekvens af, at det ikke havde været et stort nok chok.
Henrys handling fremkaldte en voldsom reaktion. Sådan var det imidlertid ikke i forhold til anarkistangreb, hvis mål var de rige og de mægtige eller det borgerlige samfunds institutioner, den slags var der langt større sympati for. Terrorismen blev “populær” [34] – ikke mindst fordi den franske herskende klasse reagerede så ondskabsfuldt (selv de der ikke havde forårsaget døde blev henrettet), og fordi det så ud som om nogen hævnede sig på det borgerlige samfund for dets forbrydelser. En terrorist, Ravachol, der bombede to beboelsesblokke i 1892 som gengæld for straffe idømt 1. maj demonstranter, blev af én kunstner sammenlignet med Kristus, og han lagde navn til et nyt verbum (ravacholiser – at sprænge i luften), og fik en sang der priste dynamit komponeret til ære for ham. Grunden til en sådan “popularitet” er ikke svær at finde. Terrorisme er måske nok en elitær foragt for masseaktivitet, der forsøger at substituere sig selv for masserne. Men masserne selv kan, i fraværet af selvtillid og selvorganisering, hemmeligt eller åbent beundre dem, der ser ud til at være i stand til at gøre det som de selv kun kan drømme om – tage hævn for deres ydmygelser.
Bølgen af “terrorist”-angreb var en test af de dages relativt unge og uerfarne franske socialistiske bevægelse. I parlamentarisk forstand havde de haft et gennembrud i de tidlige 1890er, og en koalition af socialister havde nu en betydelig parlamentarisk repræsentation. Men hvordan ville de reagere overfor den måde den franske regering brugte bombeangrebet på parlamentet og mordet på præsident Sadi-Carnot, til at haste love igennem der slog hårdt ned på ytringsfrihed og borgerrettigheder – og som kunne bruges som en passende afledning fra den betændte finanskrise omkring Panamakanalen? Engels skrev til Marx svigersøn Paul Lafargue at disse “infame love” ville blive brugt mere mod socialisterne end anarkisterne, [35] men at “I vil overvinde dem og komme ud af kampen uendelig stærkere end I gik ind i den”. [36]
Jules Guesde, en leder af de tilsyneladende mest revolutionære i den socialistiske tendens, fordømte anarkistisk vold og erklærede at “socialismen vil kun sejre gennem folkets fredeligt udtrykte vilje”. [37] Socialisternes bedste taler, Jean Jaurès, reagerede på en måde der gjorde færre indrømmelser til de fremherskende ideer, på trods af hans nylige rødder i ikke-socialistisk radikalisme. Han sympatiserede med det der havde motiveret terrorister Ravachol og Vaillant. [38] Han gik i offensiven i parlamentet ved at fokusere på regeringens mangfoldige “ransagelser og arrestationen blandt de fattige, dens tiltag for at kontrollere politisk aktivitet i arbejderbevægelsen, dens brug af agent provocateurs, dens forbud mod at diskutere "anarkistiske ideer”, dens indførelse af specielle og hemmelige “særdomstole” i stedet for nævningedomstole. [39] Jaurès prøvede også at introducere lovgivning til reform af skatterne som en metode til at præcisere hvor det virkelige problem lå – i “kapitalismens tyranni”. Den socialistiske parlamentsgruppe var kun en minoritet, og havde ingen chancer for at overvinde de “infame love”. Men deres oprigtige opposition førte spotlightet væk fra anarkistisk vold, udstillede systemets korrupte og udemokratiske virkelighed, og rystede regeringen til det inderste. Ved debattens klimaks, anklagede Jaurès “alle mænd i det offentlige liv der havde solgt deres stemmer eller været involveret i finansskandaler”. De, sagde han:
... vil blive dømt som den virkelige grund til anarkistisk propaganda... Når den samme bark sejler de korrupte politikere og de myrdede anarkister til helvede, vil de have meget at tale om, for de vil være det komplementære produkt af den samme social orden. [40]
Således var Jaurès i stand til at stå op imod den anarkistiske terrorisme, men uden at give sig en tomme overfor det system den kæmpede imod.
Leon Trotskij skrev to kritikker af individuel terrorisme – den første skrevet i 1909 som reaktion på at Plehves snigmorder blev afsløret som politiagent, og den anden i 1911 som reaktion på en terroristisk stemning i den østrigske arbejderklasse. [41] De opsummerer den marxistiske traditions akkumulerede visdom på spørgsmålet, men der kan være brug for at sætte dem ind i den rette sammenhæng.
I den første artikel starter Trotskij med at forklare at den systematiske terror som de russiske narodnikker brugte, stammede fra den måde den russiske stat – bygget op ved brug af europæisk kapital og teknologi frem for hjemlige ressourcer – syntes at stå over samfundet. Den fremstod som “et rent ydre organ til tvang, der uden rødder i selve den sociale organisation ... løftede sig selv op over alle samfundets klasser”, [42] selv inklusiv de privilegerede klasser der var berøvet muligheden for at udvikle samfundet langs “normale” (borgerligt-demokratiske) linjer. Dette påvirkede også de europæiserede repræsentanter for Ruslands intellektuelle liv, intelligentsiaen. Statens sociale isolation og mangel på rødder frembragte illusionen (hurtigt slået i stykker) at ingen virkelig social kraft var nødvendig for at smadre zarismen. Sprængstoffer i hænderne på nogle idealistiske få ville være tilstrækkeligt til at ødelægge dette ydre organ til tvang. Men hvad der havde været en heltemodig illusion i en periode med uudviklede sociale kræfter, var nu blevet overhalet af udviklingen af virkelige sociale kræfter – arbejderklassen og dens politiske selvorganisering. Ligegyldigt hvor meget de Socialrevolutionære måtte forsøge at holde fast ved terroristiske metoder, ved at tale om dem som noget ved siden af, i stedet for som erstatning for massekamp, så er det uforenelige metoder:
Affødt af fraværet af en revolutionær klasse, genfødt senere af en mangel på tillid til de revolutionære masser, kan terrorismen alene opretholde sig selv ved at udnytte massernes svaghed og disorganisation, nedtone deres sejre og overdrive deres nederlag. [43]
Og netop fordi den substitutionerer hemmelige, konspiratoriske organisationer for den type organisationer der går efter masseaktiviteter, er den åben overfor infiltration fra politiet.
I den senere artikel udvikler Trotskij argumentet til også at dække ikke-russiske forhold. Han lægger ud med at forholde sig til beskyldningerne mod revolutionære socialister om, at de bruger vold (terrorisme) til at opnå deres mål. Trotskijs forsvar drejer sig ikke om at nægte vold en rolle, men om at påpege at sammenlignet med det kapitalistiske statsmaskineris vold (lovene, politiet, og de væbnede styrker), så er det rent hykleri, når kapitalistklassen fordømmer strejkende arbejder for at være “voldelige”, når de blokerer eller går til skruebrækkere. Ja, hvis de vil hævde at det at “indgyde frygt i eller skade” klassefjenden er terrorisme, så “er hele klassekampen intet andet end terrorisme”. [44]
Dette efterfølges af en skarp fordømmelse af terrorisme i den mest snævre betydning af ordet, hvor snigmord på regeringsmedlemmer (den klassiske form for individuel terrorisme) eller på arbejdsgivere kun er ét eksempel. Trotskij inddrager smadring af maskiner og brandstiftelse mod fabrikker som eksempler på terrorisme – hvilket kan forekomme overraskende, idet ingen af dem er specifikt rettet mod enkeltpersoner. Hans pointe er imidlertid at klasse-motivationen for sådanne mål – hvad enten det er personer eller ejendom – ikke har noget specifikt proletarisk i sig, og derfor ikke vil styrke den kollektive selvtillid eller arbejderklassens organisering, sådan som en strejke kan. Trotskijs gentagne betoning af den vigtige rolle strejken spiller, kræver lidt yderligere kommentarer. Han begrænser den ikke til spørgsmålet om “økonomi” – han relaterer den til politik, inklusiv parlamentarisk politik. Ud fra sin position i hjertet af den kapitalistiske produktion, kan arbejderklassen kun fremme sine interesser kollektivt. Metoder, der er afhængige af individuel “terror”, kan ikke gøre det, og vil i virkeligheden skabe forvirring – hvis den herskende klasse kan overvindes ved at skyde dens repræsentanter, hvorfor så føre klassekamp? Deraf følger Trotskijs konklusion:
I vore øjne er individuel terror utilstedelig præcis fordi den forsmår massernes rolle i deres egen bevidsthed, forsoner dem med deres egen magtesløshed, og vender deres øjne og håb imod en stor hævner og befrier der engang vil komme og fuldføre sin mission. [45]
Derfor har “handlingens propaganda” den modsatte virkning af den anarkisterne hævder. Den rejser ikke masserne. I stedet fokuserer den opmærksomheden væk fra selvorganisering og over på “terroristerne”. En ny minister erstatter den gamle, udbytningens daglige pres vender tilbage. Den eneste forandring er øget politiundertrykkelse. Dette er lige så sandt efter 11. september og 7. juli, som det var på Trotskijs tid.
Men vi er nødt til at være forsigtige med, hvordan vi anvender Trotskijs argument. Sommetider kan fordømmelsen af terrorismen give indtryk af, at havde det ikke været for terroristerne, så havde betingelserne for fremskridt været favorable – staten ville ikke have haft nogen undskyldning for at angribe os. Dette er at gøre terroristerne til et lige så stort problem som det system, de håber på at svække. Det er at give indtryk af, at kapitalismen ikke altid søger at begrænse vores aktionsmuligheder, og af at arbejderklassen ikke har styrken til at komme igen efter ethvert midlertidigt tilbageslag. Som Trotskij udtrykte det, “det kapitalistiske samfund har brug for et aktivt, mobilt og intelligent proletariat – det kan derfor ikke binde proletariatets hænder og fødder for længe ad gangen”. [46] En ensidig brug af Trotskijs polemik kan reproducere selve den pessimisme, som Trotskij tog afstand fra i individuel terrorisme.
I de tidlige 1970’ere førte de britiske styrkers undertrykkelse i Nordirland, til at republikanerne gennemførte en bombekampagne. IRA havde bred, om end passiv, støtte i det katolske samfund, fordi de blev anset som deres forsvar både overfor den britiske hær og Orange-ordenen. Der kunne ikke være tale om at falde ind i det kor af had, der kom fra britiske medier og politikere. Men hvilken stilling skulle socialister så indtage? Visse, navnlig Militant Tendecy (forløberen for Socialist Party), argumenterede for at kun klasepolitik kunne løse det nationale spørgsmål, der stadig eksisterede som et resultat af delingen [af Irland; o.a.]. Mens det abstrakt var sandt, så veg det uden om spørgsmålet om, hvorvidt socialister skulle støtte den nationale kamp. Andre argumenterede faktisk for at man måtte vælge side i en borgerkrig – at det at plante bomber i pubber, butikker, fabrikker og lignende var legitim taktik i den militære kamp imod den britiske besættelsesmagt.
International Socialists (forløberen for SWP) anerkendte, at der var elementer af borgerkrig i Nordirland, men konkluderede at republikanismens begrænsninger påbød socialister til, indenfor rammerne af overordnet støtte til den nationale kamp, at rejse kritik. Socialist Worker argumenterede i en leder 12. februar 1972:
Ubetinget men kritisk støtte til alle de, inklusiv begge IRA’er, der kæmper imod imperialismen. Med ubetinget mener vi støtte uden hensyn til vores kritik af såvel lederskab som taktik. Med kritisk mener vi at gå imod at så illusioner om at kampen kan vindes endegyldigt, undtagen ved en sejr til arbejderklassen der kæmper på et program for såvel social som national befrielse. [47]
I særdeleshed ville nationalistisk politik (og taktik baseret ene og alene på at forsvare det mindretal det katolske samfund udgjorde) ikke appellere til protestantiske arbejdere, eller bryde det hold som konservativ orangeisme havde på dem. Dette kunne kun ske, hvis der var en betragtelig arbejderklasse-organisation, som demonstrerede lige så stor fjendtlighed overfor de grønne toryer i syd som den gjorde overfor de orange toryer i nord. I praksis betød IRAs nationalistiske politik, at de ikke kunne gøre det. Derfor, på trods af ubetinget støtte til den republikanske bevægelse fordi dens forsvar for det katolske mindretal udfordrede den britiske stats magt, måtte der være kritik. At underordne klasse under nation var at undlade at se, at de grønne arbejdsgivere (både nord og syd) var lige så meget fjenden som de orange arbejdsgivere, og det var at undlade at se de protestantiske arbejdere som en del af løsningen. I virkeligheden kunne anti-imperialismen, medmindre den bevægede sig ud over en politik der var baseret på ren nationalisme, ikke engang løse den nationale kamp. Duncan Hallas og Jim Higgins, to ledende medlemmer, der forsvarede Socialist Worker-lederen i en intern bulletin, skrev:
Vores organisations linje – som er anvendelsen af teorien om permanent revolution på Irland – er at omstyrtelsen af imperialismen i Irland (Nord eller Syd) er umulig undtagen på basis af massebevægelse med et revolutionært socialistisk lederskab ... Forsvaret af det katolske samfund imod regeringsterrorisme hjælper denne udvikling ved at udfordre statens magt og således rejse muligheden for dens destruktion ... Bombekampagnen hindrer udviklingen ved at styrke de orange arbejderes bånd til Stormont. Og den afbøjer de katolske arbejderaktivister ved at give dem et falsk perspektiv og aktivitet. [48]
Dette argument hvilede på en analyse der indså, at britisk imperialisme ikke kunne overvindes alene på basis af en kamp ført af det katolske mindretal i Nordirland (en trediedel af en fjerdedel af befolkningen på øen som helhed). Det var nødvendigt at opnå aktiv støtte andetsteds fra – fra arbejderklassen i den irske republik og fra i det mindste en del af de protestantiske arbejdere i Nordirland – og en vis grad af sympati fra arbejdere i Storbritannien. Bombekampagnen gjorde dette sværere. Bomberne havde uundgåeligt den utilsigtede effekt at dræbe uskyldige tilstedeværende, gøre den herskende klasse i stand til at isolere republikanerne i Syd og til at skræmme folk af irsk afstamning i Storbritannien væk fra aktiv støtte til kampen – således blev de meget store demonstrationer, London oplevede i slutningen af 1960erne og de tidlige 1970ere, ikke gentaget i 1980erne og 1990erne. Det korrekte i vores argument kan ses den dag i dag, med IRAs opgivelse af den væbnede kamp og det republikanske lederskabs villighed til at deltage i det stadig delte Nords institutioner.
På den baggrund førte Socialist Worker år efter år et dobbelt argument. Dets hovedindhold var at “problemerne” i Nordirland – og deres biprodukt, bomberne i Storbritannien – var en konsekvens af den britiske tilstedeværelse, det seneste stadie i en århundrede gammel imperialistisk dominans over Irland. Af den grund var modstand imod de britiske tropper ganske legitime. Men det var også nødvendigt at gøre det klart at bomberne ikke var en metode der kunne overvinde imperialismen, og måtte derfor kritiseres.
Et vigtigt eksempel blev givet efter at en bombe plantet i en pub i Birmingham dræbte 19 og sårede omkring 200 andre. Et hysteri fejede gennem byen, pisket op af medierne, og skabte et klima, hvori enhver irsk immigrant blev udsat for som det mindste verbal udskældning, og hvori seks totalt uskyldige arbejdere blev idømt livsvarigt fængsel – hvoraf de udstod 16 år, før de blev renset og løsladt. Socialist Worker’s svar på bomberne var en tretrins overskrift: “Stop bomberne. Bekæmp undertrykkelsen i Storbritannien og Irland. Tropperne ud af Irland.”
Forsiden skar det ud i pap:
Problemets kerne omkring bombningerne er undertrykkelsen i Nordirland. Internering uden retssager, sekteriske mord begået af uudfordrede protestantiske bander, brutale visiteringer og mord udført af den britiske hær har drevet mindretallet til fortvivlelse. Meningsløs plantning af bomber forekommer nogle af dem den eneste udvej. Undertrykkelse ophæver ikke den terrorisme der er næret af undertrykkelse. Begge øges sammen.
Arbejdernes vrede i Birmingham i den forløbne uge har vist at der ikke er nok socialister organiseret i fabrikkerne, til kraftigt nok at kæmpe tilbage imod den anti-irske opinion, til at argumentere at den britiske arbejderklasses militans burde bruges til at slå til imod kernen i de irske problemer ... den britiske regering og dens hær ... der bærer ansvaret for 400 års irsk elendighed.
En artikel på avisens side 2 gennemgik historien om britisk herredømme i Irland og den måde som den fredelige borgerretsbevægelse i 1968-69 var blevet angrebet af statens fulde magt: “Sådan som befolkningen i Birmingham følte i fredags er som Nordirlands katolske samfund har følt det hver eneste dag igennem de sidste fem år.” Lederen konkluderede:
Vi har altid gjort det klart at socialister i Storbritannien må forsvare det irske folks ret til at kæmpe for at smide de britiske tropper ud af Irland. Det inkluderer republikanernes ret til at organisere sig for at kæmpe imod disse tropper ... At plante bomber steder der frekventeres af almindelige mennesker kan ikke bidrage til at forsvare de katolske områder eller til at drive de britiske tropper ud ... det er grunden til at vi fordømmer bomberne ... Men vi må fortsat insistere på, at forudsætningerne for en løsning på Irlands problemer er tilbagetrækning af de britiske tropper. [49]
Medierne og store dele af venstrefløjen vil have os til at tro at dagens islamiske terrorister er kvalitativt værre end alle fortidens. Selv de irske republikanere – hvor endda selve lyden af deres stemmer var bandlyst fra æteren for bare lidt over 10 år siden – bliver nu fremstillet som rationelle sammenlignet med nutidens terrorister. Det der dominerer er billedet af en selvmordsbomber som en forrykt islamisk fanatiker.
Men der er intet specielt islamistisk omkring selvmordbomber. De førende udøvere af selvmordsangreb som våben kommer ikke fra Mellemøsten, ej heller er de muslimer. Det er de Tamilske Tigre i Sri Lanka, hvis ideologi ikke er religiøs men “marxistisk-leninistisk” [50] (skønt deres kulturelle baggrund er hindu), og hvis sigte er det sekulære mål: national befrielse. Robert Pape, der har analyseret selvmordsangreb mellem mellem 1980 og 2003 tæt, er nået frem til at de er ansvarlige for det største samlede antal angreb – en 76 stykker ud af en total på 315. Det er flere end udført af den palæstinensiske gruppe Hamas. [51] Og ikke alle selvmordsbombere fra “islamistiske” grupper er muslimer. Hizbollah, der opstod i Libanon i 1980erne, var den første bevægelse i nyere tid til at bruge metoden (de tvang USA’s tropper til at trække sig ud, efter at 241 marinere blev dræbt i et enkelt angreb). Af de 41 selvmords terrorister der var involveret i angreb mellem 1982 og 1986, var kun tre islamiske fundamentalister. Resten var overvejende kommunister eller socialister og tre var kristne! [52]
Selvmordsbombe-kampagner har måske nok været affattet i islamistiske termer. Det betyder dog ikke at religiøs fundamentalisme forklarer deres mål. Pape konkluderer ud fra hans undersøgelses data:
Der er ikke den tætte forbindelse mellem selvmordsterrorisme og islamisk fundamentalisme, som mange mennesker tror. Det er snarere sådan, at hvad alle selvmordsterrorister har til fælles, er et specifik sekulært og strategisk mål – at tvinge demokratier til at tilbagetrække styrker fra terroristernes nationale hjemland. Religion er sjældent selve grunden, selv om det ofte bliver brugt som et redskab af terroristiske organisationer til rekruttering og andre bestræbelser der kan tjene til at opnå det bredere strategiske mål. [53]
Denne vurdering støttes af en analyse af al-Qaeda fra en anden kilde. Den organisation tages sædvanligvis som indbegrebet af islamisk fundamentalisme – den gruppe der mest har været tilbøjelig til at erklære religiøs krig mod Vesten, mod modernitet og sekularisme. Men det spørgsmål som Stephen Holmes meget rigtigt rejser er, hvorvidt religiøs tro forårsager en handling (så som bombningen af tvillingtårnene) eller hvorvidt handlingen kan være motiveret af andre grunde, men bliver udtrykt i religiøs form:
Ønsker Osama Bin Laden at smide De Forenede Stater ud af Saudiarabien, fordi dets tropper vanhelliger hellig jord, eller føler han sig forurettet, som enhver anden anti-imperialistisk eller nationalistisk oprører, over at De Forenede Stater plyndrer hans lands nationale ressourcer? Ønsker Ayman al-Zawahiri, lægen der grundlagde Egyptens Islamisk Jihad og som sædvanligvis anses for at være Bin Ladens nærmeste, at styrte Egyptens præsident Hosni Mubarak fordi sidstnævnte er en frafalden eller fordi han er en tyran? [54]
Selv om det kan være svært at udrede det religiøse fra det ikke-religiøse, så er Holmes konklusion omkring karakteren af al-Qaedas “krig” mod USA i al væsentlighed den samme som Papes:
Det store flertal af Bin Ladens offentlige erklæringer giver sekulære og ikke religiøse rationaler for 9/11. Det vigtigste formål med angrebet var at straffe det “uretfærdige og tyranniske Amerika”. Den casus belli han påkalder igen og igen er uret ikke ugudelighed. Det er sandt at han fra tid til anden bemærker at De Forenede Stater har erklæret krig mod gud, men den slags erklæringer ville ikke være ret overbevisende, hvis de ikke blev sekunderet at påstande om at De Forenede Stater tyranniserer og udbytter muslimske folk ... Bin Laden forsvarer stort set aldrig terrorisme mod Vesten som et middel til at underlægge vestlige vantro under den sande tro. Omvendt forsvarer han næsten altid terrorisme mod Vesten, som en form for legitimt selvforsvar. [55]
Med andre ord er al-Qaeda’s mål ikke forskelligt fra andre nationale befrielsesbevægelser – at opnå uafhængighed ved at tvinge imperialistiske magter til at trække sig ud. De udtrykker sig måske nok i religiøse termer, men i essens forfølger de de samme mål som tidligere sekulær-nationalistiske bevægelser i Mellemøsten – at slå US-imperialismen og dens allierede i regionen. [56]
Det er en fejltagelse at se strategien med selvmordsbomber som noget der afslører en irrationalitet, som stammer fra islamisk fundamentalisme. Der er et rationale for at påtage sig den strategi, et rationale der stammer fra problemet med at overvinde en fjende under betingelser med ekstrem ulighed hvad ressourcer angår. Undertrykkeren besidder en militær magt, der er så ufattelig meget større end noget som helst de undertrykte har til deres rådighed. De undertrykte kan ikke håbe at påføre fjenden en sådan grad af materiel skade, at det vil tvinge undertrykkerne til at trække sig ud. Det eneste de kan håbe er at tilføje en psykologisk skade ved at vise at de undertrykte ikke viger tilbage for noget – ikke engang at ofre sig selv – for at terrorisere undertrykkerlandet. Som Pape formulerer det: “Selvmordsterrorisme forsøger at tilføje modstandersamfundet smerte ... og således få regeringen til indrømmelser, eller få befolkningen til at gøre oprør mod regeringen.” [57]
Det er en “strategi for svage medvirkende” der mangler “normale” militære midler til kampen. Selvmordbombning er måske nok en beskidt, inhuman måde at kampe på (fordi det er rettet mod civile). Det affødes imidlertid af at være ude af stand til at konkurrere med den vold som undertrykkerne kan diske op med i en “ren form” (gennem high-tech operationer), men som er langt dybere og meget mere ødelæggende end en hvilke som helst selvmordsbombe er i stand til. Håbet er så også, at villigheden til at bruge sin egen krop som en opofrende dræbermaskine, vil inspirere de undertrykte til at give deres støtte til kampen.
Det er en fejltagelse at tro at selvmordsbombere er psykologisk drevet af islamisk fanatisme. Det er snarere sådan, at det der motiverer dem til at handle, er raseri over de materielle betingelser med undertrykkelse og udbytning – hvilket derefter udtrykkes gennem engagement i et religiøst syn og religiøs opførsel. Selvmordsbombere er ikke nogle fremmede “andre” – de er lige som os, eller rettere helt lige som enhver der bevæges til vrede af ulighed, fattigdom og uretfærdighed. Det følgende er hvad vi kender til baggrunden for en af 9/11 flykaperne, Mohammad Atta:
De beklagelser, han højt og ofte udtalte imod De Forenede Stater og de muslimske autokratier som De Forenede Stater støtter, var næsten udelukkende sekulære. De fleste af dem der kendte ham før 1996 fremhæver ikke Attas religiøse fromhed ... men hans uforsonlige raseri over de fattiges tilstand og de riges ligegyldighed ... Han var bitterlig vred over den synlige sidestilling, i Kairo, mellem ekstravagant og intetsigende luksus og masseelendighed og håbløshed. I særdeleshed Egyptens elite var hyklerisk, mente han. De viste et “demokratisk ansigt” til Vesten, mens de udviste en komplet ligegyldighed overfor almindelige menneskers elendighed hjemme. De havde solgt deres land til Vesten for nips. [58]
Nøjagtig som Henry, franskmanden der bombede cafeen på St. Lazare Banegården for mere end hundrede år siden, anså borgerskabets kvinder og børn som “skyldige” ved forening, så er der mennesker der lider under imperialismen verden over (og ikke bare muslimer), der ser almindelige indbyggere i undertrykkernationerne som “skyldige” på samme måde ved forening med det “deres” nation gør. Dette er den frygtelige spejlvending af det argument der siger, at fordi Bush og Blair er valgte, så er det at de udløser krig legitimt. Terroristernes logik er, at befolkningerne ikke kan være “uskyldige”, fordi de stemte på Bush og Blair.
Det er fortvivelsens politik. Det er også konsekvensen af at se kampen mod uretfærdighed i ikke-klasse termer. Det er den samme logik, der førte dele af de irske nationalister til at se almindelige briter som en del af problemet. David O’Connell, en af de militaristiske ledere af republikanerne i midten af 70erne (før de blev fjernet af Gerry Adams og Martin McGuiness), argumenterede således efter Birmingham-bomberne:
I fem år har den britiske regering ført en terror kampagne ... mod Irlands folk. Hvad har vi fået fra den britiske offentlighed? Total ligegyldighed. Den britiske regering og den britiske offentlighed må indse, at de vil lide under konsekvenserne. [59]
Bortset fra det manglende religiøse sprog er det nøjagtig det samme argument, som de der støtter al-Qaeda griber til i dag. Socialist Worker’s kommentar dengang holder stadig:
Denne konklusion må modgås af enhver socialist. Den gør herskerne lige ... med folket. Hele vores argument hviler på det faktum, at samfundet er delt op i klasser med modsatrettede interesser. [60]
Og lige så holdbar er analysen af politikken i en organisation der indbefatter en sådan logik:
Den er ikke, som pressen og højrefløjens politikere foregiver, sammensat af blodtørstige galninge – når det kommer til stykket, så er det højrefløjspressen og politikerne, der altid har støttet de britiske væbnede styrkers bombardamenter af uskyldige civile overalt i verden ... Det virkelige problem ... er, at dens ledere ser de afgørende skel i verden som mellem nationer og ikke mellem klasser ... lige som middelklasse-politikere overalt. [61]
Det er netop en sådan logik der mener, at kun en lille bitte gruppe af idealistiske kæmpere kan hævne samfundets uretfærdigheder, at de store masser er enten korrupte eller ude af stand til at bevæge sig ind i aktivitet – med mindre “eksemplariske” handlinger bliver foretaget af disse idealistiske kæmpere. Og fordi dette er fortvivlelsens politik, så er det sådan, at jo større afmagt blandt dem der er fanget i spiralen, jo større er drømmen om ødelæggelse – jo større ønsket om at gøre indtryk.
Selvmordsbomber er ikke et eller andet barbarisk tilbagefald til før-modernismen. Det er en grufuld forvreden reaktion overfor imperialismens og kapitalismens yderst virkelige gru. Omfanget og rækkevidden af visse nyere angreb er større end noget nogen som helst terrororganisation har været i stand til at udføre i fortiden. Men ødelæggelserne og dødstallene er stadig af et massivt mindre omfang end det der i almindelig praksis påføres gennem de “civiliserede” staters væbnede styrker.
Aldrig har en af Trotskijs pointer været mere relevant. Når man kritiserer terroristiske handlinger, skrev han, er det vigtigt ikke at stille sig på linje med ‘disse købte og betalte moralister’ (Tony Blair og Jack Straw falder lige for) der ‘kommer med højtidelige erklæringer om den “absolutte værdi” af menneskeligt liv’. [62]
Den marxistiske tradition har aldrig billiget terrorisme som en metode til social forandring, og ser det som en kontraproduktiv strategi. Men vi kan ikke tage del i den fordømmelse der øses ud af munden på politikerne og medierne – selv om der er et enormt pres for at gøre det. Vi kan ikke begynde at forme vores kritik af terrorismen på en meningsfuld måde, medmindre vi starter med den imperialistiske volds grufuldhed og med den islamofobiske racisme der rettes imod muslimer. Eller vil vi ikke blive i stand til at intervenere i bevægelsen og forklare, hvorfor unge muslimer griber til så forfærdelige taktikker. Ej heller vil vi være i stand til at fremlægge et alternativ, der kan tilbyde håb til dem, hvis fortvivlelse skubber dem ind i terrorismens blindgyde.
1. Denne opfattelse af terror må ikke sammenblandes med ‘the mobilisation of force to intimidate counter-revolution’ (H. Draper: Karl Marx’s theory of revolution: the ‘Dictatorship of the proletariat’, vol. 3 (New York, 1986), p. 366), som blev praktiseret af jakobinerne i den store franske revolution og senere, på en temmelig anderledes måde, af den bolsjevikiske regering under borgerkrigen, og heller ikke sammenblandes med den kontra-revolutionære terror, som Stalin brugte imod befolkningen i 1930’erne.
2. Se hans brev til Kugelmann, i: K. Marx and F. Engels: Ireland and the irish question (Moskva, 1971), pp. 378-379.
3. Op. cit., p. 144. [Marx-Engels Collected Works, herefter MECW, vol. 42, p. 458; web-red.]
4. Op. cit., p. 145. [MECW vol. 42, p. 458; web-red.]
5. Op. cit., p. 146. [MECW vol. 42, p. 467; web-red.]
6. Op. cit., p. 150.
7. Op. cit.
8. Op. cit., pp. 146-147.
9. Engels noterede sig i 1882, at bortset fra at lægge pres på de liberale for at handle mere beslutsomt, så kan fenierne “intet gøre ud over blot at skræmme John Bull. Selv om han blev mærkbart svagere i udkanten af sit rige, så kan han stadig let undertrykke en irsk opstand, så tæt på hjemmet”. Marx and Engels, op. cit., p. 435.
10. Og anarkismen kan have været inspirationen til en gruppe der kaldte sig “The Invincibles” (hvori tidligere fenier deltog) der gennemførte Phoenix Park mordene (i Dublin) på to regeringsudnævnte i 1882 – eller det mente Engels i det mindste (se K. Marx og F. Engels, op. cit., p. 436.)
11. Langt fra at være et styrketegn, var det er desparat forsøg på at genvinde initiativet overfor en uendelig stærkere modstander.
12. På samme måde var der få arbejdere der fældede en tåre, da Provisional IRA forsøgte at sprænge Margaret Thatcher og hendes regering i luften i 1984. Faktisk var der ikke så af Socialist Workers læsere, der var kede af at Provos ikke havde heldet med sig – til trods for det omhyggelige ordvalg i argumenterne om begrænsningen ved sådanne aktioner.
13. Citeret i B. Nicolaesky and O. Maenchen-Helfen: Karl Marx: man and fighter, Harmondsworth 1976, p. 398
14. K. Marx and F. Engels: Collected works, vol. 24, Moskva 1989, p. 50. Citatet stammer fra Engels kritik af russisk emigrant litteratur, publiceret mellem 1874 og 1875 i den tyske socialistiske presse. Selv om krisen voksede langt langsommere end Engels havde håbet, havde han uden tvivl helt korrekt set at det tilsyneladende stabile bolværk for europæisk reaktion var ved at smuldre, og således ved at åbne et nyt kapitel i europæisk historie.
15. Marx og Engels stod ikke for det deterministiske synspunkt, at Rusland var bundet til at blive kapitalistisk (et synspunkt der inviterer til en passiv afventen på udviklingen). “Hvis noget,” argumenterede Engels, “stadig kan redde det russiske fælles ejerskab og give det en chance for at vokse ind i en ny og virkelig levedygtig form – så er det en proletarisk revolution i Vesteuropa” (Marx og Engels, op. cit., 48). Denne pointe blev gentaget i 1881-forordet til den anden russiske udgave af Det kommunistiske manifest – bøndernes obshcina kunne overleve hvis en russisk revolution, blev “signalet til en proletarisk revolution i Vesteuropa”, Marx og Engels, op. cit., p. 426. [På dansk i Karl Marx/Friedrich Engels: Det kommunistiske Partis Manifest, København 1996, Forord til den russiske udgave 1882, s.26; Web-red.]
16. V.I. Lenin: Collected works, vol. 4 (Moskva, 1960), p. 181. (Lenin citerer fra det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis manifest, udgivet året før, i sammenhæng med en polemik mod tendenser der ønskede at begrænse socialistisk aktivitet til “økonomisk” agitation for at forbedre arbejdernes forhold og “politisk” støtte til liberal opposition mod zarismen.)
17. Op. cit.
18. V.I. Lenin: Collected works, vol. 6 (Moskva, 1961), p. 184
19. Citeret op. cit., p. 188
20. Op. cit., p. 189
21. Op. cit., p. 189. Lenin citerer fra en socialrevolutionær løbeseddel.
22. Op. cit., p. 190.
23. Op. cit., p. 191. Det er værd at notere Lenins underforståede skelnen mellem individuel og kollektiv kamp. Som hans kommentarer omkring behovet for en væbnet opstand i 1905 indikerer, “intelligentsiaens terrorisme”, adskilt fra massebevægelsen, var noget der måtte tages afstand fra, men ikke den slags styrke der eksemplificeredes i “terrorismen i den store franske revolution”, der er “styrken i folkets revolutionære bevægelse” (V.I. Lenin: Collected works, vol. 8, Moskva 1962, pp. 160-161). På samme måde anså Lenin det for forkert at fordømme guerilla-operationer som “terroristiske”, eftersom de ikke var handlinger for individuel hævn og ej heller udsprang de af manglende tillid til at arbejderklassen ville lave opstand (selv om fejl selvfølgelig var mulige) (V.I. Lenin: Collected works, vol. 10, Moskva 1962, pp. 117-118. Pointen her er, at Lenins fordømmelse af individuel terrorisme aldrig var en fordømmelse af revolutionær vold.
24. Op. cit., p. 190
25. Essensen af Lenins kritik af “økonomismen” i det russiske socialdemokrati var, at ved at indskrænke socialistisk aktivitet til “økonomiske” spørgsmål på den ene side og “politisk” støtte til liberal-borgerlige krav på den anden, så var “økonomismen” under de egenartede forhold for det russiske samfund, hvor demokratiske institutioner knapt nok eksisterede, blot en variant af den revisionistiske/reformistiske afpasning efter parlamentarismen, som var blevet et stærkt træk ved de socialistiske partier i Vesteuropa. Se “A retrograde step in Russian Social-Democracy” i V.I. Lenin: Collected works, vol. 4 (Moskva, 1961), i særdeleshed pp. 278-279; og afsnittet “Hvad har økonomismen og terrorismen til fælles?” i Hvad må der gøres? i V.I. Lenin: Udvalgte værker, bind 2 (Kbh., 1979), pp 91-96.
26. Victor Serge efterlod et levende, men kritisk indtryk af den slags miljøer (som han kendte nøje på grund af hans omgang med den berygtede anarkistiske Bonnot-bande op til 1. Verdenskrig). Det han mødte var “den samme strenge idealisme hos de ukomplicerede mænd, hvis energi ikke kunne finde afløb ved opnåelsen af en højere værdighed eller bevidsthed, fordi en sådan form for afløb i virkeligheden var uden for deres rækkevidde. Da de følte at de ikke kunne komme nogen vegne, kæmpede de som galninge og bukkede under. I de tider havde verden en færdig struktur, som forekom så urokkelig, at man ikke kunne øjne en mulighed for virkelige ændringer. Som udviklingen i verden skred stadig videre, knuste den masser af mennesker på sin vej. Arbejderklassens barske forhold forbedredes kun meget langsomt, og for langt størstedelen af proletariatet fandtes der ingen udvej. Alle udveje – undtagen dem, der førte til elendighed og fornedrelse – var spærrede for de deklasserede elementer på proletariatets overdrev. Over hovederne på disse masser ophobedes der hovmodigt og frækt store rigdomme. Af denne situation opstod der ubønhørligt kriminalitet, klassekampe og i dens kølvand blodige strejker og vilde bataljer, der bestod af én mod alle. Disse kampe vidnede også om en ideologis fiasko”. (Victor Serge: En revolutionærs erindringer, Kbh. 1976, p. 75.)
27. James Joll: The Anarchists (London, 1964), p. 131.
28. Op. cit., p. 132.
29. Joll skriver, at publikum bestod af “mindre handlende, kontorister og endda arbejdere” (p. 137). Spørgsmålet om publikums sociale sammensætning kan synes irrelevant, men det er muligt at, ligesom ved et terrorist-angreb på en koncertsal i Lyon i 1882, at Henry så cafeen som en institution der repræsenterede “falske borgerlige værdier” (Joll, op. cit., p. 130) – hvilket kan forklare den motivering, han fremlagde ved retssagen (se citatet nedenfor).
30. Både Kedward, op. cit., pp. 41-42 og Joll op. cit. pp. 136-138 giver detaljerede beskrivelser. Ifølge Kedward p. 42, var Henry klinisk og objektiv ved sin retssag. Han modtog dødsdommen og nægtede at anmode om udsættelse. Denne rolige villighed til døden ligner den accept af selvudslettelse, der karakteriserer vore dages selvmodsbombere.
31. Citeret i Joll, op. cit., p. 137
32. Citeret i Joll, op. cit., pp. 137-138.
33. Woodcock, op. cit.
34. Specielt i boheme miljøer. En anarkistisk forfatter, selv offer for en bombeeksplosion i en restaurant, sagde “Hvad betyder menneskeheden, forudsat at handlingen er smuk?” (“Qu’importe les vagues humanités, pourvu que le geste soit beau?”), citeret i Joll, op. cit., p. 169. Digteren Stéphane Mallarmé, berømt for sin forfinede æstetik, ville ikke diskutere “disse helgeners handlinger” da han blev afkrævet en reaktion på terrorismen (Joll, op. cit., p. 167). Den engelsk-polske forfatter Joseph Conrad tegnede et noget mindre sympatisk portræt af anarkister og terrorisme i sin roman fra 1907 The secret agent, der var baseret på et forsøg på at sprænge Greenwich Observatory i luften.
35. Han fik ret. Det første offer for disse love var en bretonsk socialist.
36. F. Engels, P. Lafargue and L. Lafargue: Correspondence, vol. 3 (1891-1895) (Moskva n.d.[1963]), p. 337-338.
37. Citeret i H. Goldberg: The life of Jean Jaurès (Madison, 1962), p. 162
38. Han skrev i Le petite République i begyndelsen af 1894 at Vaillant ikke var ond af natur – han var offer for samfundet, bevæget af livshad parat til at dø for noget meningsfuldt. Sammen med andre socialister underskrev han en appel for mild straf, som Sidi-Carnot nægtede at opfylde. Se Goldberg, op. cit., p. 121.
39. Den tids ækvivalent til skridt til at kriminalisere “forherligelse af terrorisme” og ophævelse af habaes corpus for “terroristrelaterede lovovertrædelser”.
40. H. Goldberg, op. cit., pp. 126-127. Så rystet var regeringen at den kun overlevede et mistillidsvotum med én stemme.
41. De findes trykt i omvendt orden, sammen med Trotskijs kommentarer til Stalins smæderier overfor Venstreoppositionen i 1930erne, og om mordet på en nazi-embedsmand i Paris i 1938, i L. Trotsky: Against individuel terrorism (New York, 1974). Artiklerne kan også findes på internettet.
42. L. Trotsky, op. cit., p. 11. Trotskijs fremhævelse.
43. Op. cit., p. 13.
44. Op. cit., p. 5.
45. Op. cit., p. 7. Trotskijs fremhævelser.
46. Op. cit.
47. Genoptrykt i konklusionen til D. Hallas and J. Higgins: Marxism and terrorism (marts 1972).
48. Op. cit.
49. Socialist Worker, 30. november 1974.
50. Hvilket vi selvfølgelig skal forstå som stalinistisk af oprindelse.
51. R. Pape: Dying to win (New York, 2005), p. 4. Pape er ikke sympatisk indstillet overfor sit emne – hvilket gør hans analyse det mere overbevisende. Hans afvisning af de myter der lever omkring “islamisk terrorisme” skyldes, at han ser dem, og brugen af dem i Bush’s krig mod terror og besættelse af Irak, som kontraproduktiv overfor “demokratiets” – dvs. US-imperialismens interesser (som han støtter).
52. Op. cit., pp. 129-130.
53. Op. cit., p. 38. Når der står “demokratier” skal vi selvfølgelig læse “imperialistiske magter”.
54. Stephen Holmes: ‘Al-Qaeda, September 11, 2001’ i: D. Gambetta (ed.): Making sense of suicide missions (Oxford, 2005) p. 133
55. Op. cit., pp. 164-165.
56. Det ligger ud over rammerne for denne artikel at diskutere hvorfor islamiske organisationer har erstattet sekulær-nationalistiske. For en analyse af islamisme, klasse og revolution, se C. Harman: The prophet and the proletariat (London, 1999), genoptryk af en artikel med samme titel i International Socialism 64 (autumn 1994). [Udgivet på norsk som Profeten og proletariatet i 2007]
57. Pape, op. cit., pp. 27-28.
58. Holmes, op. cit., p. 139.
59. Citeret i Socialist Worker, 30. november 1974.
60. Socialist Worker, 30. november 1974
61. Op. cit.
62. Holmes, op. cit., p. 8.
Sidst opdateret 8.12.2008