Forord
1949 og vejen til magten
Det nye samfund
Kulturrevolutionen
Kina efter Mao
Konklusioner
Noter
Liste over kinesiske navne
Læs mere om Kina
Den kinesiske revolution i 1949 var en af de mest betydningsfulde begivenheder i dette århundrede. Den gamle orden, der var domineret af generaler, polititerror og de vestlige og japanske imperialisters rivaliseren, blev styrtet af en hær i millionstørrelse.
Vejen syntes åben for, at en fjerdedel af verdens befolkning kunne udrydde fattigdom, elendighed og hungersnød og bygge et bedre samfund. “Det kinesiske folk har rejst sig”, erklærede Mao Zedong ved Folkets Kinas officielle grundlæggelse – og millioner rundt om i verden troede ham.
Virkningen af den kinesiske erfaring skulle blive endnu stærkere under den politiske eksplosion sidst i 60erne. Mens studenter og arbejdere i hele den industrialiserede del af verden gik i kamp mod deres herskende klasser, hentede mange socialister inspiration i Kina.
Maos opposition til både amerikansk og sovjetisk imperialisme og hans erklærede støtte til nationale befrielsesbevægelser placerede ham på deres side af barrikaderne. Og Kulturrevolutionen så ud til at være beviset på, at et socialistisk samfund kan redde sig fra bureaukratiet ved at blive ved at kæmpe.
Det er kun få socialister, der i dag henter inspiration i Kina. Maoismens illusioner er blevet knust af Maos efterfølgere, som systematisk har droppet alt det, som var karakteristisk ved Maos strategi for økonomisk udvikling. ‘Selvforsyning’ blev erstattet af ‘markeds-socialisme’. Kulturrevolutionen bliver nu – korrekt – beskrevet som en stor katastrofe. Og Kinas nye herskere har indrømmet, at de kun kan modernisere økonomien ved at integrere den i verdensøkonomien.
Kina er blevet en del af det verdenssystem, som det engang lod til, at de ville styrte.
I bund og grund havde Mao og hans efterfølgere det samme mål – at opbygge en magtfuld økonomi, som kunne måle sig med resten af verden. De kinesiske bønder og arbejderes behov og ønsker er altid blevet underordnet dette mål. Kinas ‘socialisme’ var en myte lige fra starten.
For at omskrive de kinesiske navne har jeg brugt pinyin, det statslige omskrivningssystem i Kina. Både fordi det er det, der bliver brugt mest i det skrevne sprog i Kina, og fordi det kommer tættest på den egentlige udtale.
De eneste undtagelser er de folk eller steder, hvis pinyin-former er helt forskellige fra de navne, som de er blevet kendt på i Vesten – såsom Hong Kong og Taiwan. For at forhindre forvirring, er navneomskrivningen i nogle citater blevet ændret. Alle personer, der er nævnt i teksten, kan findes i navnelisten, hvor deres navnes ældre form også er nævnt, og alle nævnte steder er markeret på kortet.
Historien om Maos vej til magten – fra leder af en pjaltet hær på mindre end 1000 guerillaer i 1927 til hans sejr i 1949 – er blevet en af det 20. århundredes største myter. Fra starten blev det sagt, at Mao havde en særlig strategi for, hvordan kapitalismen og imperialismen skulle styrtes i Kina – ved at opbygge stærke ‘røde baser’ blandt bønderne, hvorfra en guerillahær til sidst kunne erobre byerne. Det betød et klart brud med Stalins dominans af verdenskommunismen og gjorde, at Mao måtte omforme marxismen fundamentalt for at få den til at passe til virkeligheden i 3. verdens landene.
Sandheden er ret anderledes. Det bliver ofte glemt, at Maos vej til magten startede med et nedlag til den første arbejderrevolution i 1925-27, et nederlag forårsaget af den katastrofale politik, som Stalin trak ned over hovedet på det unge kinesiske kommunistparti (KKP).
I disse to år gærede syd-øst Kina af revolutionær bevægelse. Et tocifret milliontal af arbejdere og bønder begyndte at opdage deres magt, da de gik ind i kampe mod den imperialistiske dominans af Kina og mod nationale kapitalister og godsejere. Kampen var i udgangspunktet nationalistisk, de ville danne en stærk nationalistisk regering, som kunne udelukke vestlige og japanske imperialister fra deres traktatmæssige havne og koncessioner. Og det var Kuomintang, Det nationalistiske Parti, der kom til at dominere kampen.
Dog var Kuomintangs magt bygget på arbejdernes kampe. Det var massestrejkerne og boykotterne, sat i gang af KKP-ledede fagforeninger og som kulminerede i en 12-måneders generalstrejke i Hong Kong, der gjorde det muligt for Kuomintang at etablere sin første magtbase i Guangdong-provinsen.
Og da de i 1926 startede Den nordlige Ekspedition for at erobre resten af Kina, var det bøndernes kampe i landsbyerne, som gjorde det muligt for hæren at rykke hurtigt frem gennem det sydlige Kina.
Da kampene blev bredere, gik de langt ud over de grænser, som Kuomintang havde sat. Arbejdernes militser patruljerede i Guangzhous (Canton) gader og blokerede Hong Kong. Strejker for løn-, arbejdstids- og arbejdsforhold blev spredt til arbejdere, der var ansat af kinesiske kapitalister. Den nationale revolution var blevet en arbejderrevolution. Da kampene spredte sig nordpå til byerne Wuhan og Shanghai, gentog mønsteret sig.
På landet ændrede kampen sig endnu hurtigere. Imperialismen var ikke nærværende for landsbybeboerne; fjenden var godsejeren. Som en revolutionshistoriker har sagt det: “Kuomintang sagde ‘Ned med de ulige overenskomster’. Men de eneste ulige overenskomster, Hunan-bønderne kendte til, var forpagteraftaler... For Hunan-bonden betød ‘de ulige overenskomsters afskaffelse’, at trældommen på landet blev afskaffet”. [1]
I slutningen af 1926 og i starten af 1927 spredte en bølge af bondeoprør sig i Guangdong, Hunan og Hubei provinserne. Godsejerne blev fortrængt, ågerkarle drevet ud af landsbyerne, og der blev dannet kooperativer, der stod for madproduktion og -uddeling for at sikre, at ingen sultede.
Sociale onder, som var blevet accepteret i hundreder af år, blev også angrebet; salg af kvinder og børn til prostitution, indsnøring af kvinders fødder, opiumrygning og religiøse ritualer blev forbudt i mange landsbyer. Godsejerne kæmpede imod med utrolig grusomhed – og Kuomintang støttede dem fuldt ud.
For Kuomintang repræsenterede de kinesiske kapitalister og godsejeres higen efter at blive en herskende klasse på lige fod med resten af verden. De behøvede massekamp for at gennemføre det, men som Trotsky profetisk argumenterede: “Det kinesiske bureaukrati er tilstrækkelig realistisk og bekendt med verdensimperialismens natur til at forstå, at en virkelig alvorlig kamp mod denne kræver en sådan rejsning af de revolutionære masser, så det først og fremmest vil blive en trussel mod bureaukratiet selv”. [2]
Da denne trussel blev stadig mere åbenbar, vendte Kuomintang sig mere og mere mod arbejdernes bevægelse. Det var bevægelsen i byerne, som havde inspireret til kampene på landet, og derfor var det byerne, der skulle knækkes, hvis Kuomintang skulle beholde støtten fra den kinesiske kapital og vinde indrømmelser fra imperialisterne. Chiang Kai-Shek, Kuomintangs leder, tog med fornøjelse imod opgaven.
Klimakset var de blodige massakrer i april 1927 i Shanghai. Da Den nordlige Ekspedition ankom til byen, havde fagforeningerne indkaldt til en væbnet generalstrejke, og arbejderne holdt Shanghai i 12 dage. Da Kuomintangs hære kom ind i byen, blev arbejderne bedt om at lægge deres våben og byde dem velkomne som befriere. Lige så snart Kuomintang var etableret i byen, vendte de våbnene mod arbejderne. Mere end 50.000 blev slagtet, og alle arbejderklassens organisationer blev smadret.
I juli vendte Kuomintang-regeringen i Wuhan sig mod arbejderne og bøndernes bevægelser og gentog april-massakren. Denne gang blev antallet af døde endnu større, da godsejerne slap rædselsregimet løs på landet omkring Wuhan.
Hvordan kunne en så magtfuld bevægelse lide nederlag, uden at èt skud blev affyret? Svaret ligger i alliancen mellem Kuomintang og KKP på ordre fra Moskva, som sikrede, at KKP ikke var i stand til at handle som en uafhængig revolutionær kraft. Stalin havde nemlig erklæret, at den kinesiske revolution kun kunne blive en nationalistisk revolution, og at den skulle ledes af Kuomintang.
For at bevare alliancen intakt, måtte arbejderne og bøndernes kamp mod den kinesiske kapitalismes interesser eller mod ‘patriotiske’ godsejere stoppes.
KKP ledte fagforeningerne og havde stor indflydelse på bøndernes bevægelse. Dog handlede de ikke som revolutionære, der skubbede kampen fremad, men som Kuomintangs venstrefløj. Det betød, at først satte de gang i kampe og bagefter – i ‘anti-imperialismens enheds’ interesse – stoppede de dem. Det demoraliserede deres støtter, som så droppede ud af bevægelsen; og det gjorde det igen lettere for Kuomintang at angribe revolutionen.
KKPs forbindelse med Koumintang overlevede endda massakren i Shanghai. Selv om KKP tog det værste stød af angrebet, skiftede Stalin kurs og allierede sig med den rivaliserende Kuomintang-regering i Wuhan. Det var først efter, at den regering startede sit eget blodbad, at han ændrede kurs igen. Nu, da arbejderne var fuldstændig slået, bondebevægelsen udslettet og KKP reduceret til en brøkdel af sin tidligere styrke, var Stalins svar at annoncere... en ny revolutionær rejsning!
KKP blev nu beordret til at starte en serie oprør, kendt som Efterårsopstandene, hvor hære samlet på landet skulle angribe strategiske byer og fra de baser starte en national offensiv. Det var selvmorderisk vanvid og tilintetgjorde næsten resten af KKP.
Mao overlevede kun, fordi han ikke adlød ordrer. Han ledte en hær, hvis opgave det var at indtage provinshovedstaden i Hunan, Changsha. Efter flere nederlag ændrede han retning og førte sin mindre end 1000 mand store hær ind i Jinggang-bjergene, et øde og tilbagestående område på grænsen mellem Hunan og Jiangxi. I maj 1928 tilsluttede en anden hær sig, ledet af Zhu De, også med færre end 1000 mand. Disse små styrker var faktisk alt, hvad der var tilbage af KKP.
Et internt cirkulære indrømmede, at “...vore samlede organisationer er blevet reduceret til et minimum, vore partiafdelinger i byerne er blevet pulveriserede og isolerede. Intetsteds i Kina kan vi finde en solid, industriel celle.” [3] KKP byggede aldrig sine styrker op i byerne igen. Fra 1928 var det et guerillaparti, hovedsaglig sammensat af bønder og ledet af intellektuelle fra middelklassen.
Den ‘Røde Base’, som Mao havde dannet i 28, førte en usikker eksistens de næste 6 år, men kontrollerede gradvist større og større territorier. Regeringen blev kaldt en ‘sovjet’, selv om det ikke havde andet til fælles med arbejderråd end navnet; det var mest et godgørende militært diktatur, budt velkomment af de lokale bønder, fordi det satte nogle restriktioner over for de lokale godsejeres magt.
I starten af 30erne blev lignende ‘sovjetbaser’ dannet i Anhui og Hunan provinserne, og i Shaanxi og Gansu i nordvest. Deres eksistens var kun mulig på grund af det fuldstændige kaos, som Kina var blevet kastet ud i 1930erne. Selv om Kuomintang havde nået deres mål, at danne en regering, var det en pyrrhussejr.
Det, de skrev, nåede kun ud til områderne lige omkring Beijing og andre større byer og til ethvert område, der var besat af regeringstropper. Resten af Kina blev ledet af rivaliserende generaler, hvis territorier ofte kun var nogle få dusin kvadratkilometer. I områder, hvor de lokale generaler var svage eller splittede, eller hvor jorden var så fattig, at der ikke kunne laves profit på den, var det muligt for de ‘befriede områder’ at overleve.
Mange bjergområder – Jinggang-bjergene inkluderet – var længe ‘banditland’, hvor det var muligt at undslippe fra de lokale embedsmænd og godsejeres regeren.
Men da de KKP-kontrollerede områder blev ved at vokse, blev de vedvarende angrebet af centrale regeringstropper. Fra 1932-34 blev fem offensiver startet mod Maos base i Jiangxi. Selv om de første fire slog fejl, var kernen i de ‘befriede områder’ i oktober 34 stærkt truet. Det var som modsvar på den trussel, at Den Lange March blev startet.
I modsætning til hvad myterne siger, planlagde Mao ikke Den Lange March – han blev endda ikke fortalt om planerne, før de var ordnet. [4] Den var ikke en del af en langsigtet strategi, men snarere en desperat løsning på et desperat problem. Baseområdet var ved at blive overrendt af Kuomintang-tropper; den eneste mulighed for at overleve var at stikke af og bosætte sig i et mere sikkert område.
Men fordi regeringstropper hele tiden angreb marchen, blev den tvunget dybere og dybere ind i det vestlige Kinas ødemarker, indtil den eneste mulighed var at gå mod ‘sovjet-områderne’ i nordvest.
Den Lange March var, for de, der overlevede den, en storslået historie om menneskelig udholdenhed. Mellem 80-90.000 startede på marchen i oktober 34; omkring 4.000 fuldførte et år senere. Nogle marchdeltagere blev ladt tilbage på vejen for at starte nye guerillabaser, men mere end 50.000 døde på marchen. De overlevende havde gået mellem 9.000 og 11.000 km. Omkring halvvejs på ruten blev Mao den ubestridte leder af KKP.
Hvad har overhovedet inspireret folk til at gennemgå sådanne lidelser? Hovedsvaret ligger i forholdene på landet i Kina i 1930erne. De fleste bønder levede deres liv i desperat fattigdom, fanget mellem godsejeren og ågerkarlen, og de fik større og større gæld hvert år. Hungersnød og tørke var tilbagevendende begivenheder – mellem 1926 og 31 døde 1/3 af Gansus befolkning under hungersnød, oversvømmelser, tyfusepidemier og lokale krige, tre millioner sultede til døde i Shaanxi. Hvad der end skete, så krævede godsejerne lejen betalt. Selv dødsfald gjorde bare, at gælden blev videregivet til næste generation. Eftersom godsejerne var de lokale dommere, var deres ord lov.
Den Røde Hær lovede at sætte en stopper for godsejernes magt og give jorden til bønderne. Det faktum, at de behandlede bønderne som mennesker, i modsætning til alle andre hæres brutalitet, gjorde, at bønderne troede på dem. Det var ikke sådan, at godsejerne var sat helt uden for i ‘sovjetbaserne’ – men der gennemtvang Den Røde Hær lavere lejeindtægter, end det havde været normen før.
Da Mao fik magten i 1935, tilføjede han endnu en sag at kæmpe for: National frigørelse fra den japanske invasion i 1931. Kuomintang havde vist sig ude af stand til at standse den japanske fremrykning , og i 1935 havde de besejret det meste af det nordlige Kina.
Den eneste bevæbnede opposition til japanerne var guerillaerne fra ‘sovjetområderne’ i Shaanxi; men i Beijing brød en magtfuld nationalistisk bevægelse frem blandt de studerende, og den spredte sig til universiteter i det østlige Kina.
Da Den Lange March nåede Shaanxi, startede Mao en stærk agitation for en ‘forenet front mod Japan’ sammen med Kuomintang. Mao krævede en ende på fjendtlighederne mellem de to hære og i stedet fælles angreb på japanerne. Det havde stor effekt både blandt de studerende og blandt yngre officerer i Kuomintang-hæren – fælles kamp med andre kinesere for at bekæmpe en fremmed angriber lød som en god definition på, hvad et nationalistisk parti skulle gøre.
I december 1936 blev Chiang Kai-Shek, Shanghai-arbejdernes slagter i 1927, kidnappet af hans egne officerer og tvunget til at underskrive en fredstraktat med KKP. (Officererne ville have dræbt ham, og han blev kun reddet fordi Zhou Enlai, Maos udsending, insisterede). Til gengæld annoncerede KKP, at "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur var slut" [5] (der foreligger ikke noget om, om arbejderne og bønderne overhovedet blev spurgt til råds om det).
KKP kastede sig ind i Modstandskrigen. Al snak om at fortrænge godsejerne blev droppet, og det eneste fokus blev at ‘forene alle patriotiske kinesere og modstå fjendtlig aggression’.
Det var den anti-japanske krig, som gjorde KKP til en kraft, der var i stand til at sætte spørgsmålet om magten på dagsordenen. I 1937 havde de omkring 30.000 medlemmer, og Den Røde Hær bestod af 40.000 mand. I 1940 var disse tal steget til hhv. 800.000 og 500.000, samtidig med at hundredetusinder af bønder var organiseret i små guerillabander. Guerillataktikken, som de havde lært under Den Lange March, blev genialt anvendt på det nordlige Kinas sletter og i bjergene. Japanerne kontrollerede byerne og jernbanerne, Den Røde Hær landet imellem.
Derfor byggede KKP sin magtbase på nationalisme, men de beholdt også deres popularitet blandt bønderne ved at bryde godsejernes absolutte magt. Alle steder, hvor Den Røde Hær kom, satte de både betalingen og nedsættelsen af lejeindtægter i gennem ‘i den nationale enheds interesse’. Det var for bønderne en bedre handel, end de nogen sinde havde drømt om.
KKP stod som en kraft over alle klasser og handlede i egen interesse som fremtidens herskende klasse – men i processen behandlede de bønderne og godsejerne som ligestillede.
Folkefronten med Kuomintang faldt sammen med den generelle Folkefronts-strategi, som Stalin på det tidspunkt stod for i Europa – de vestlige kommunistpartiers enhed med det ‘progressive’ borgerskab mod fascismen. Men modsat folkefronterne i Spanien og Frankrig betød denne politik i Kina, at KKP blev styrket mere end svækket.
En afgørende grund var dèt, som Mao lærte i 1927 – hold på dine geværer. En historiker fra den tid sagde: “Den måske nok vigtigste ting om denne revolutionære bevægelse er ikke, at den var bevæbnet med en doktrin og en strategi, men at den var bevæbnet”. [6] KKP og Kuomintang så hinanden som to uafhængige bevæbnede styrker. Mens KKPs svage organisering i byerne måtte bringe ofre for enheden, holdt Mao Den Røde Hær under streng kontrol på landet.
Den anden del af forklaringen var at have en mere langsigtet politik. KKP mødte Kuomintang på deres hjemmebane, nationalismen – og vandt. Hvis en herskende klasse ikke kan forsvare sin egen stats uafhængighed, mister den sit krav på magten. Kuomintang, dybt korrupt og splittet af fraktionskampe, var ikke i stand til at forsvare Kinas nationale interesser mod Japans imperialisme.
Det var KKP, som løste opgaven. Derfor stillede de krav om at blive Kinas herskere efter krigen. I 1945 var mere end 10% af Kina i hænderne på Den Røde Hær, og KKP-guerillaer opererede over meget større områder.
Borgerkrigen, som brød ud straks efter sejren over Japan, var et fuldstændigt ulige anliggende. Trods enorme mængder af amerikanske våben, mistede Kuomintang stadig terræn, hundredetusinder af deres soldater deserterede til Den Røde Hær. Krigen varede i tre år, først og fremmest på grund af de enorme afstande, som Den Røde Hær skulle tilbagelægge, men udfaldet var der aldrig tvivl om.
I 1949 indrømmede Chiang Kai-Shek nederlaget og flygtede til Taiwan. Mao var Kinas hersker.
1949 var en virkelig revolution, hvor en bondehær med millioner af soldater væltede den gamle herskende klasse, brød med den vestlige imperialisme og lagde grunden til et andet samfund. Men det var på ingen måde en socialistisk revolution.
For Marx som for Lenin var socialisme, at arbejderklassen frigør sig selv. I 1949 spillede arbejderklassen overhovedet ingen rolle for KKPs sejr, for på det tidspunkt, da den Røde Hær når de store byer, er de vigtigste slag i revolutionen allerede vundet. Og da den Røde Hær indtog byerne, var arbejderne bare passive tilskuere. ‘Befrielsen’ kom fra kræfter udefra.
Det var ikke, fordi de kinesiske arbejdere ikke kunne slås. Fra 1946-49 skyllede en voksende bølge af strejker ind over de store byer, fordi arbejderne forsvarede deres levestandard mod en voldsom inflation. Men byerne holdt sig i ro efter klare instrukser fra KKP. Da den Røde Hær nærmede sig byerne i det syd-østlige Kina i sommeren 1949, sendte de besked i forvejen om, at “...arbejdere og ansatte i alle fag skal fortsætte med at arbejde og at forretninger skal fungere som sædvanlig.” [7] De insisterede også på, at alle, der fik det gamle statsapparat til at fungere, skulle blive på deres poster for at sikre, at magten skiftede ubesværet.
Den politik var ikke noget uheld, men en nødvendig konsekvens af den kamp, som KKP havde ført. For revolutionen var først og fremmest nationalistisk, hvor målet var at opbygge en stærk og uafhængig, national økonomi. Den væbnede revolution var nødvendig for at vælte de gamle magthavere (som havde bevidst, at de ikke kunne forsvare Kinas nationale interesser), men den skulle holdes i stramme tøjler fra oven.
Leon Trotsky argumenterede i sin teori om den permanente revolution for, at i lande som Kina kunne de afgørende dele af den nationale revolution – at bryde med imperialismen og godsejerne – ikke gennemføres af det nationale borgerskab. Det var både på grund af deres mange familiemæssige og økonomiske bånd til godsejerklassen, og som det vigtigste, fordi borgerskabet var mere bange for arbejdernes og bøndernes magt end for imperialismen. Det, der skete i 1927, underbyggede hans holdning afgørende.
Trotsky mente også, at bønderne som klasse umuligt kunne lede sådan en kamp, selv om de nødvendigvis ville spille en stor rolle. Deres livsbetingelser fik dem uundgåeligt til at søge individuelle løsninger fremfor kollektive. Bønderne kunne sagtens vindes for revolutionen, men kun af en kraft udenfor landsbyerne. Lederskabet måtte komme fra en af klasserne i byerne, og det kunne kun være arbejderklassen.
Derfor, sagde Trotsky, kunne den nationale revolution kun lykkes, hvis arbejderne i byerne førte an i kampen. Det betød, at den nationale og den socialistiske revolution ville smelte sammen til èn proces.
Begivenhederne i 1949 gav Trotsky ret på alle punkter på nær de sidste to – de vigtigste dele af hans analyse. For de byggede på den forudsætning, at arbejderne til alle tider var en bevidst revolutionær kraft. Men massakrerne i 1927 havde smadret den revolutionære ånd i byerne i Kina. Alligevel var der stadig muligheder for at lave revolution, selv om der manglede en revolutionær arbejderklasse. En del af byens intellektuelle kunne erstatte det manglende lederskab og opbygge en kæmpe bondehær under deres kontrol. Den ‘permanente revolution’, som Trotsky havde forudsagt, og som under arbejderklassens ledelse skulle føre frem mod socialisme, blev drejet ind på en ren nationalistisk kurs.
De kinesiske nationalisters ønske om en uafhængig, national økonomi, som kunne begynde at konkurrere på verdensmarkedet, blev opfyldt – men det afgørende for at gennemføre ændringer var den nye stat. Statens nye ledere var kommet til magten som en kraft i sig selv – hævet over alle klasserne i det gamle samfund. Alligevel kunne de ikke bare gøre, som de ville. Den konkurrerende og fjendtlige verdensøkonomi havde dikteret behovet for en stærk national økonomi, og behovet for at konkurrere med den samme verdensøkonomi afgjorde den nye stats økonomiske prioriteter.
Der skulle især ophobes kapital fra Kinas knappe ressourcer for at begynde på at opbygge en industriel basis – en proces, der skabte en ny herskende klasse af topbureaukrater, fabriksledere, officerer og så videre, der primært blev rekrutteret fra toppen af KKP. De var bundet sammen som klasse, både på grund af deres kontrol med de økonomiske prioriteter og på grund af det nødvendige modsætningsforhold til arbejderklassen og bønderne. For hvis ophobning af kapital var det væsentligste mål, så måtte de basale menneskelige behov underordnes det. Og 25% af landets produktion gik til akkumulation af kapital i 1950erne, stigende til over 30% i de tidlige 1960ere. [8] Langt størstedelen blev brugt på sværindustri og våben. Samtidig steg levestandarden kun 2% om året i starten af 1950erne, og den faldt voldsomt mellem 1959 og 61.
Mao havde, næsten profetisk, sagt i juni 1949, at “Vores nuværende politik er at regulere kapitalismen, ikke at ødelægge den.” [9]. Efterhånden som staten overtog den private kapital i starten af 1950erne (ofte beholdt de de tidligere ejere som direktører), erstattede statskapitalisme simpelthen den private kapitalisme. I starten var Kinas industrialisering en kopi af Stalins politik i Sovjet i 1930erne – især de altomfattende femårsplaner, som kontrollerede hele den økonomiske udvikling. Men selv om Kinas første femårsplan faktisk udviklede landet, så skete det ikke hurtigt nok for magthaverne. Boomet i verdensøkonomien betød, at selv om Kinas økonomi voksede hurtigt i sammenligning med årene før 1949, så faldt de alligevel bagud i sammenligning med konkurrenterne.
Det fik KKP til at skifte kurs. Den økonomiske vækst skulle stige stærkt, og i mangel på ekstra kapital til investeringer kunne det kun gøres ved at øge udbytningen af arbejdere og bønder voldsomt. Det var baggrunden for det Store Spring Fremad i 1958-60. Der blev fastsat opskruede mål for både industriens og landbrugets produktion og startet massekampagner for at gennemtvinge de nye mål og den nye arbejdsdisciplin. Fabriksdirektørerne tvang deres ansatte til at forsøge at opfylde målene ved at afskaffe middagspauser, indføre 18- eller 24-timers skift og lade være med at følge sikkerhedsforskrifterne. Hvis intet af det virkede, løj de simpelthen om deres produktion. Det gav store problemer, fordi måltallene for andre fabrikker blev hævet for at gøre brug af den fiktive stigning i produktionen.
I byerne brød det Store Spring hurtigt sammen som følge af de indbyggede modsætninger. Man kunne tvinge arbejderne til at arbejde 18 timer en gang eller to, men det kunne ikke blive den normale arbejdstid. Maskiner, som kørte i dobbelt tempo, blev slidt ned dobbelt så hurtigt. Og den manglende balance mellem de forskellige sektorer af industrien betød, at store dele af den større produktion gik til spilde, fordi den ikke kunne bruges.
Hvis det Store Spring var en fiasko i byerne, så var det en katastrofe på landet. I 1952 havde en gennemgribende jordreform fordelt de rige bønders og godsejeres jord til de fattige bønder, så de fleste familier havde fået jord nok til at leve af. Siden havde staten forsigtigt forsøgt at introducere forskellige former for kollektivt brug for at sætte produktionen op uden at øge investeringerne. Fremskridtene var for det meste små og forsigtige, fordi staten forsøgte at få bøndernes tilslutning til hvert skridt for at undgå at forstyrre produktionen. I 1956 blev tempoet endda sat ned, fordi det blev klart, at der var stigende modstand blandt bønderne.
Men i 1958 blev forsigtigheden smidt over bord med oprettelsen af Folkekommunerne, nye økonomiske strukturer på landet, som hver dækkede 25.000 mennesker i gennemsnit. Jorden blev tvangskollektiviseret, og bønderne blev organiseret i store arbejdshold, der skulle opfylde statens måltal for produktionen. Primitive fælleskøkkener og børnehaver blev startet, ikke for at befri kvinderne for sliddet med husarbejdet, men for at tvinge dem til fuldtidsarbejde. Der blev startet tusindvis af små fabrikker på landet for den kapital, som kommunen kunne samle sammen, for at reducere behovet for statslige investeringer på landet yderligere.
Fabrikkerne drænede tydeligvis økonomien – de ‘baggårds-stålværker’, som skød op i tusindvis af landsbyer, brugte mere industrielt forarbejdet stål, end de producerede. Men de værste effekter ramte selve landbruget. Som reaktion på, at de havde mistet deres jord, nægtede bønderne at arbejde eller lavede så lidt som muligt. Embedsmændene i kommunerne brugte alle for hånden værende midler for at opfylde statens håbløst høje mål, og når de fejlede, løj de i stor stil. Kornhøsten i 1958 blev oprindeligt opgjort til 375 millioner ton, men vidste sig kun at være på 250 millioner ton.
1958 var et godt år. Men det var de tre næste ikke. I 1960 var hungersnøden vendt tilbage til store dele af det nordlige Kina. Der havde været væbnede oprør i mindst to provinser, og omkring 20.000 mennesker var flygtet fra den vestlige provins Xinjiang til Sovjetunionen. Rodet i landsbyerne kunne ikke ordnes så let, som det kunne i byerne. I stedet for at udvide økonomien, som Mao havde håbet, kostede det Store Spring noget, der ligner ti års økonomisk vækst.
1961 var også året, hvor forholdet mellem Kina og Sovjet slog de første sprækker. Det, som Mao senere påstod var led i en verdens-omspændende kamp mellem ‘revisionisme’ og ‘virkelig marxisme’, havde reelt sine rødder i de to herskende klassers forskellige ambitioner. Sovjet havde forsynet Kina med nødvendig teknologi og teknikere til at udvikle industrien, men de forlangte en høj pris. Det sovjetiske bureaukrati ønskede at behandle Kina, som det behandlede satellitterne i Østeuropa – som en kilde til ekstra værdier for den sovjetiske økonomi. Magthaverne i Østeuropa havde ikke meget valg på det tidspunkt, for deres egen magt byggede på russiske tanks, og det sørgede invasionen i Ungarn i 1956 for, at de ikke glemte.
I modsætning hertil kom Mao til magten, ikke bare uafhængigt af Stalin, men også på grund af sin egen indsats. Stalin troede aldrig på, at Maos Røde Hær kunne erobre magten, og afskrev dem i 1944 i samtaler med den amerikanske ambassadør i Moskva som ‘margarine-kommunister’. Helt op til Maos sejr i 1949 fortsatte Sovjet med at støtte Kuomintang, og efter 2. Verdenskrig plyndrede den russiske hær sværindustrien i det nordøstlige Kina som ‘krigsskade-erstatning’ fra den japanske imperialisme (Stalin erklærede først Japan krig ni dage før, de overgav sig).
Gnidningerne mellem de to herskende klasser i Sovjet og Kina forsvandt i starten af 1950erne, fordi KKP havde så hårdt brug for den russiske teknologi og investeringer, at de ikke bekymrede sig om prisen. Men da stadigt større russiske krav faldt sammen med en reduktion af investeringer og økonomisk hjælp, havde KKP deres egen magtbase at angribe russerne fra.
Selv om Mao uden tvivl var hovedkraften bag bruddet i 1961, havde han på det tidspunkt mistet kontrollen med forvaltningen af den kinesiske økonomi. I starten havde de lokale embedsmænd, der skulle føre Det Store Spring Fremad ud i livet, fået skylden for katastrofen, men på et udvidet møde i KKPs centralkomité i 1959 tog Mao skylden på sig og forlod de fleste af sine officielle poster. Isoleret, som han var i den øverste top, gjorde han det sikkert for at undgå et offentligt brud. Men effekten var at forstærke hans isolation.
Den økonomiske politik svingede skarpt i den modsatte retning. Selv om kommunerne blev bibeholdt som administrative enheder, blev kontrollen med landbrugsproduktionen atter flyttet ud til landsbyerne. Måltallene blev sat drastisk ned, og der blev tilskyndet til private jordlodder for at hæve produktionen. I 1962 var den private kornhøst større end den fra de kollektive marker i mindst tre provinser, og der opstod igen store forskelle i indkomst mellem rige og fattige bønder.
I byerne fandt en lignende liberalisering sted. Bonusser og akkordarbejde blev genindført i fabrikkerne, og direktørerne fik større kontrol over deres virksomheder. Private markeder dukkede op, og handlen med udlandet voksede. Det var ikke en fundamentalt anden strategi end den, som Mao fulgte, som det senere blev påstået. Det var snarere en nødvendig reaktion på de skader, som Det Store Spring medførte.
Men selv om denne nye politik lettede de umiddelbare problemer, så løste den ikke de dybere dilemmaer, som magthaverne stod overfor. Den kinesiske økonomi havde langt fra indhentet de udviklede økonomier, den var faldet længere bagud. På samme tid øgede bruddet mellem Kina og Sovjet den militære trussel udefra. Maos fjender i den herskende klasse havde neutraliseret ham ved at gøre ham til en ceremoniel kransekagefigur – men de havde ikke nogen alternativ strategi for den kinesiske økonomi.
“Kulturrevolutionen ... var ansvarlig for det mest voldsomme tilbageskridt og de største tab for partiet, staten og folket siden udråbelsen af Folkerepublikken.” [10]
Denne vurdering, skrevet af Maos arvtagere, ville i 1960erne have været kætteri for de fleste på venstrefløjen. Den Store Proletariske Kulturrevolution blev anset for en integreret del af den bølge af protester, der skyllede hen over verden i slutningen af 60erne. Studenterne i Beijing og Shanghai, som deres ligestillede i London, Paris, Rom, Berlin og andre steder, gik på gaden mod den ældre generations konservatisme og bureaukrati. Deres oprør blev set som et bevis på, at Kina kunne undgå den degenerering af revolutionen, som foregik i Sovjet under Stalin.
I virkeligheden var Kulturrevolutionen en blodig og ondskabsfuld magtkamp i den herskende klasse. Millioner af kinesere blev forfulgt og fængslet, og hundredetusinder døde. Mao bragte kampen ud på gaden af èn eneste grund; hvis han havde holdt den inden for den herskende klasse, havde han tabt. Det eneste kulturelle ved Kulturrevolutionen var påskuddet til at starte den.
I 1959 og 61 skrev vicemajoren i Beijing to skuespil om en ærlig og modig embedsmand ved hoffet i det 16. århundrede, som angreb kejseren for hans ondskab og ligegyldighed overfor bøndernes fattigdom. Hentydningerne til Mao var tydelige. I slutningen af 1965 besluttede Mao at slå igen. Han kunne ikke finde en eneste avis, der ville trykke hans artikel. Til sidst blev det offentliggjort i et obskurt litteratur-tidsskrift i Shanghai. På det spinkle grundlag beordrede Mao en ny kampagne startet.
Det kunne hans fjender ikke bare ignorere, så de forsøgte at komme til at lede kampagnen for gøre den harmløs overfor dem selv. Derved gik de lige i den fælde, som Mao havde sat for dem. For i maj 1966 hånede han deres arbejde, og han krævede en national rejsning mod ‘dem, der følger den kapitalistiske vej’. Han erklærede i et slogan, der gav genlyd over hele Kina, at “det er rigtigt at gøre oprør” (ironien i det – at det er rigtigt at gøre oprør, når lederen giver lov – blev overset af de fleste på det tidspunkt).
Grundlæggende handlede diskussionen om delingen af magten mellem den herskende klasse. Skulle Mao være diktator over hele den herskende klasse, eller skulle han bare være et af dets ledende medlemmer? Maos fjender i den herskende klasse havde forsøgt at begrænse hans magt siden det Store Spring Fremad ved at gøre ham til en galionsfigur, der ikke havde reel kontrol over den daglige ledelse af samfundet. Derved opbyggede de Maos moralske autoritet som lederen af revolutionen, og det kunne han vende mod dem selv.
I Beijing fik Mao sin vilje – at få fjernet hans fjender fra magten – næsten med det samme. Men for at gentage det i provinserne var det nødvendigt at flytte kampen ud på gaderne. Det var de berømte rødgardisters egentlige opgave.
Fra august 1966 og frem blev der startet grupper af rødgardister blandt studenter og skoleelever over hele landet. De var fanget i et nedværdigende og undertrykkende uddannelses-system, så Maos appel om oprør talte til dem. De startede med at angribe deres lærere og autoriteterne på skolen, men vendte sig hurtigt mod det lokale bureaukrati. Upopulære embedsmænd (og i byerne var de fleste embedsmænd upopulære) blev trukket ud af deres kontorer, stillet til skue i gaderne med narrehatte eller med skilte hængt om halsen og tvunget til at undsige deres “forbrydelser” på massemøder og skueprocesser.
Terroren udviklede sig hurtigt til at have langt større mål. Alt, der kunne betragtes som borgerlig eller feudal kultur, skulle ødelægges. Biblioteker blev brændt, templer og museer, der indeholdt uerstattelige kunstskatte, blev plyndret og ødelagt. Alle, der havde en vestlig uddannelse eller bare havde familie i Vesten, blev betragtet som et mål for kampen.
Persondyrkelsen af Mao antog så ekstreme former, at det end ikke var set i Stalins Sovjet. Han blev beskrevet som “den røde, røde sol i vores hjerter”, og man blev betragtet som illoyal, hvis man ikke kunne citere fra Maos Lille Røde. Man forventede, at alle familier startede dagen med at bukke foran hans portræt, nøjagtig som de plejede at bøje sig for familiens guder. Og da han påstod at have svømmet over Yangtse-floden (fire gange så hurtigt som verdensrekorden for distancen), døde hundrede af rødgardister i forsøg på at gøre ham kunsten efter.
Uddannelses-systemet gik helt i stå, da millioner af studerende drog til Beijing i håb om at se et glimt af Mao eller startede efterligninger af Den Lange March til ‘revolutionære helligdomme’. Alt det har iagttagere ofte beskrevet som massehysteri, selv om der var en rationel kerne i det. Mao og hans støtter var nødt til at oppiske stemningen til de højder for at sikre, at de adlød uden at stille spørgsmål. Som en af lederne i flåden sagde: “Vi er nødt til at udføre formand Maos instrukser, også selv om vi ikke forstår dem” (Min kursiv).
I slutningen af 1966 havde uroen nået sådanne højder, at Mao var tvunget til at køle bevægelsen ned. Det viste sig at være umuligt – han havde fuldstændig mistet kontrollen med situationen.
For de lokale bureaukrater havde ikke bare modtaget sparkene liggende. Nogle af dem trodsede åbent Mao. Lederen af den vestlige provins Xinjiang ordnede for eksempel studenterdemonstrationerne ved at skyde folk ned i gaderne. (To år senere blev han udpeget til formand for den Revolutions Komité, der blev dannet for at markere afslutningen på Kulturrevolutionen.)
Men de fleste lokale embedsmænd reagerede ved at erklære deres udødelige loyalitet overfor Mao, organisere deres egne grupper af rødgardister og beskyldte de, der angreb dem, for selv at være kontrarevolutionære. Krigeriske bander på hundreder, nogle gange tusinder, af folk begyndte at skyde op. I byen Wuhan i det centrale Kina var der mindst 54 forskellige bander: Et slag mellem dem efterlod 250 døde og mindst 1.500 sårede.
På Beijings prestigefyldte Qinghua-universitet udkæmpedes kampe med hjemmelavede rifler og morterer. I byen Changsha kunne en gruppe ikke få fjernet deres rivaler fra en bygning. Derfor hentede de et anti-luft missil og sprængte ikke bare deres fjender, men hele bygningen, i luften.
I sommeren 1967 nærmede store dele af Kina sig en altomfattende borgerkrig. En tidligere rødgardist har beskrevet Changsha på det tidspunkt som: “...rædselsfuld. Kuglerne piftede gennem gaderne, og lyden fra en motorcykel eller hylet fra en sirene betød vold og ødelæggelse. Foran porten til mange arbejdspladser var der tegnet en bred hvid linie, og på den anden side ventede bevæbnede vagter for at skyde alle, der krydsede den uden tilladelse. Der var udgangsforbud fra kl. 21.00, og ingen ønskede at gå udendørs, med mindre de var tvunget til det; der var mange rapporter om uskyldige handlende, dræbt af vildfarne kugler. Folk klistrede vinduerne til med tape for at hindre dem i at splintre, når byen rystede af eksplosioner og geværild, og om natten oplystes himlen nu og da af raketter.” [11]
Men en større trussel for den herskende klasse end selv borgerkrig dukkede op: Arbejderklassen begyndte igen at optræde som en selvstændig kraft i kinesisk politik. Mange af de grupper af rødgardister, som de lokale bureaukrater havde startet, var baseret på arbejdere. Sidst i 1966 begyndte de at arrangere strejker og demonstrationer for deres egne krav – for bedre løn- og arbejdsforhold, mod arbejdstiden og mod arbejdsledernes privilegier.
Strejkebølgen startede i december 1966 i Shanghai, hvor den varede en måned. I foråret og sommeren 1967 spredte strejkerne sig til industriarbejdere over hele Kina, ofte gennem jernbanearbejderne (som var i spidsen for strejkerne fra begyndelsen), men oftest som en selvstændig reaktion på de elendige forhold, de blev budt overalt. De enkelte strejker var normalt af kort varighed, og arbejderne gik i arbejde, når de havde fået opfyldt deres hovedkrav. Der er meget få rapporter om koordinering af strejkerne mellem byerne (den vigtigste undtagelse er jernbanearbejderne). Men så snart èn gruppe arbejdere gik i gang igen, gik en anden i strejke.
Hæren var den eneste magt, som Mao kunne stole på ville genoprette ro og orden, når parti- og statsapparatet var paralyserede. Og nok kunne man regne med, at hæren ville bryde strejker og skyde demonstranter, men Mao kunne ikke være sikker på, at den ville følge hans ordrer. Mange lokale hærledere havde tætte forbindelser til de lokale embedsmænd, som var blevet angrebet af rødgardister, og var uvillige til at tage mod ordrer fra de personer, som de anså for at være de ansvarlige for de forudgående 18 måneders kaos.
Problemets omfang blev tydeligt demonstreret af et mytteri blandt hærledelsen i Wuhan i juli 1967. To højtstående kulturrevolutionære embedsmænd blev sendt ud fra Beijing for at mægle i en usædvanlig blodig fejde mellem rivaliserende grupper af rødgardister. Ved ankomsten blev de kidnappet af de lokale hærchefer. Mao fik byen omringet af faldskærmstropper, og et større slag blev lige akkurat afværget. Men oprørerne fik en betydeligt mildere straf, end deres egne ofre havde fået.
Årsagen er simpel. Behovet for at genoprette ro og orden var meget større end behovet for at skaffe Maos modstandere i den herskende klasse af vejen. Mao havde brug for hæren til at skaffe orden, men lederne på provinsplan var næsten altid allierede med hans modstandere. Fra sommeren 1967 og fremover begyndte hæren at overtage kontrollen med de lokale regeringer, læreanstalter og fabrikker og gennemtvinge et stop for kampene mellem rødgardisterne. Når hæren havde konsolideret sin autoritet i en provins, blev der etableret en lokal Revolutions Komité for at markere afslutningen på Kulturrevolutionen i området. De var dominerede af hæren, men lænede sig tungt op af de lokale embedsmænd, som kun et år tidligere var blevet trukket gennem gaderne som kontrarevolutionære. Rødgardisternes indflydelse var enten symbolsk eller ikke-eksisterende.
Mange rødgardister konkluderede, at der var flere, der ‘fulgte den kapitalistiske vej’, end de havde regnet med, og de bekæmpede de nye autoriteter. 1968 blev derfor ikke afslutningen på kampene, de blev snarere mere intense. At optrappe kampene betød for mange af grupperne, at de mere og mere mindede om gangstere og banditter. Men andre bevægede sig hurtigt mod venstre, og mindst èn af dem udviklede en revolutionær, socialistisk analyse af Kina og argumenterede for, at problemet ikke var enkelte individer i ledelsen, men en “rød kapitalist-klasse”.
Shengwulian, som gruppen blev kendt som [12], opnåede national berømmelse i marts 1968 med deres manifest “Hvorhen Kina?”. De sagde, at “...de basale, sociale modsætninger, som førte til Den Store Proletariske Kulturrevolution, er modsætninger mellem det nye bureaukratiske borgerskabs styre og folkets masser. Udviklingen og skærpelsen af disse modsætninger betyder, at samfundet har behov for en mere grundlæggende ændring – det bureaukratiske borgerskab skal væltes, det gamle statsapparat smadres, den sociale revolution realiseres, værdierne og magten fordeles og et nyt samfund etableres – Kinas Folkekommune.” [13]
Gruppen argumenterede også for, at de nye Revolutions Komiteer var humbug, at hæren var blevet en kontrarevolutionær kraft og at den umiddelbare opgave var at bevæbne arbejderne.
Statens svar var at øge undertrykkelsen. Fra slutningen af 1968 begyndte massedeportationer af unge fra byerne til landet i et forsøg på at knuse rødgardisterne. Mao gav ordre til deportationerne, som gav de lokale embedsmænd, der nu vendte tilbage til deres kontorer, mulighed for at få hævn over deres plageånder. I midten af 70erne var omkring 17 millioner mennesker tvangsforflyttet (det er omkring 10% af befolkningen i byerne).
Der var værre ting end forflyttelse. I den sydlige provins Guangxi krævede undertrykkelsen cirka 100.000 dødsofre og ødelagde det meste af byen Wuzhou. Lignende massakrer fandt sted i en række andre provinser, specielt Guangdong og Indre Mongoliet.
Kulturrevolutionen blev officielt afsluttet på KKPs niende kongres i april 1969. Sammenstød med russiske tropper på den nordlige grænse måneden før ser ud til at have været det afgørende forhold, der fik de forskellige fraktioner til at kræve den stoppet. Men alvorlige uroligheder fortsatte et stykke tid i de fjerntliggende provinser, og den herskende klasse havde ikke genetableret den fulde kontrol før i 1971.
Omfanget af urolighederne kan ses ud af en ordre, der blev sendt fra Beijing til Shaanxi-provinsen i juli 1969, og som med rene ord forbød at skjule, udveksle eller transportere våben, at bruge statens værksteder til at lave våben til eget brug, at sabotere veje og jernbaner, at plyndre banker og at organisere strejker. Strejkende arbejdere blev lovet frit lejde, hvis de gik i arbejde i løbet af en måned. [14] Tydeligvis var det umuligt for bureaukratiet at bryde alle strejker med magt.
Det er også tydeligt, at den voldelige opposition mod den herskende klasse ikke blev udført af en ‘håndfuld dårlige elementer’, men nærmere var udtryk for masseaktivitet. Selv om frygten for et oprør fra neden for en stund kunne forene alle fraktioner i den herskende klasse, betød Kulturrevolutionens ødelæggelser og det faktum, at den ikke havde løst nogle af splittelserne, at fraktionskampen kun var udskudt til et andet tidspunkt.
I efterspillet ovenpå Kulturrevolutionen stod den herskende klasse overfor to fundamentale problemer. Begge rejste store udfordringer for Maos udviklingsstrategi for Kinas økonomi.
Den første var opgaven med at genopbygge parti- og statsmaskinerne. At genoprette den ødelagte tillid hos en hel hær af underordnede embedsmænd var en næsten umulig udfordring. Maos strategi var at holde dem på tæerne med konstante – og modsigende – kampagner. Det ville direkte nedsætte produktiviteten, for de embedsmænd, der vendte tilbage til deres kontorer, ønskede ikke andet end fred og ro og en ledelse i Beijing, der vidste, hvad den selv ville mindst to år ud i fremtiden.
Det andet problem var økonomien. Det var tydeligt, at en lang periode med liberal økonomi var nødvendig for at reparere på de sidste års skader, nøjagtig som efter det Store Spring Fremad. Men en del af den herskende klasse – først repræsenteret ved Zhou Enlai og senere ved Deng Xiaoping – mente, at det var nødvendigt med en større udfordring til det ortodokse.
Et af de største ofre for Kulturrevolutionen var kinesisk videnskab og teknologi. Ikke én eneste student have taget afgang fra universiteterne i fire år, og flertallet af de kinesiske forskere havde tilbragt de år med at muge ud i grisestier eller plante ris. Maos strategi, for at indhente resten af verdensøkonomien ved at udvikle Kina som en ‘belejrings-økonomi’, var tydeligvis ubrugelig.
Men med starten på den verdensomspændende økonomiske krise i 1970erne og truslen om krig med Sovjet – de militære spændinger var vokset lige siden sammenstødene i marts 1969 – var presset på konkurrencen større end nogensinde før. Nu argumenterede Zhou Enlai for, at det kun kunne gøres ved at åbne økonomien mod kapitalismen i Vesten, specielt USA og Japan, for at skaffe avancerede fabrikker og teknologi. Sådanne ideer måtte støde på modstand hos de, der var kommet til magten under Kulturrevolutionen.
Over alle fraktionerne stod den gådefulde og upålidelige Mao, mere og mere senil, men stadig med mulighed for at spille den ene fraktion ud mod den anden for at øge sin egen magt. Det stod klart for hans modstandere, at han ikke havde nogen sammenhængende strategi for 70erne – men det stod også klart, at ingen af fraktionerne kunne gennemtvinge deres vilje overfor hele den herskende klasse, før han var død.
De næste seks år bød på en mere og mere uoverskuelig og voldsom fraktionskamp, hvor den ene gruppe prøvede at få et midlertidigt forspring frem for de andre. Lin Biao, Maos udvalgte efterfølger, blev myrdet sammen med medlemmer af hans familie, Deng Xiaoping fik indflydelse, blev afsat, og kom til tops igen. Men det endelige gennembrud i denne kæde kom ikke fra den herskende klasse, men fra et oprør på gaderne, der var den alvorligste udfordring for regimet, siden det kom til magten – urolighederne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i april 1976, hvor mere end 100.000 mennesker tog del i regulære slag med politiet, militsen og hæren.
Gnisten, der antændte oprøret, blev leveret, da mindekranse for Zhou Enlai, som var død året i forvejen, og som var hædret som den eneste mand, der kunne lindre Maos udskejelser, blev fjernet fra et monument på Den Himmelske Freds Plads i det centrale Beijing. Da politiet rykkede ind for at splitte menneskemængden, der var samlet for at kræve kransene tilbage, udbrød der slagsmål. Det blev hurtigt spredt til hele torvet og tiltrak mange mennesker, mens mere politi styrtede til pladsen for at dæmme op for slagsmålet.
Urolighederne varede hele dagen; der var brændte politibiler og -stationer, soldater blev tvunget til at trække sig tilbage under en byge af sten, og militære barakker blev ødelagt. Det blev først stoppet sent på natten, hvor hundreder af mennesker blev tævet ihjel på pladsen, da politiet endelig ‘genoprettede orden’ (Ifølge en lærer fra Århus Universitet, der var til stede på pladsen, var der ingen dødsofre på pladsen, men mange under forhørene og forfølgelserne bagefter; oversætterne). Lignende opstande blev rapporteret fra Hangzhou, Nanjing, Zhengzhou, Kunming og Guiyang og i provinserne Anhui og Guangxi. [15]
Man kan kun gætte på omfanget af panikken i den herskende klasse. Urolighederne i Beijing fandt sted kun få hundrede meter fra det lukkede kvarter i byen, hvor toplederne boede – og hvor Mao nu ligger på sit dødsleje. De sluttede øjeblikkelig op i geledderne mod truslen fra gaden. Deng Xiaoping blev udpeget som ansvarlig for urolighederne og blev straks degraderet. En massiv undertrykkelse tog sin begyndelse, og mere end 100.000 mennesker blev arresteret alene i Beijing.
Men Deng blev snart taget til nåde igen. Hvad enten han havde igangsat urolighederne eller ej, var det klart, at massedemonstrationerne havde været for ham og imod Maos største tilhængere, den såkaldte Firebande. [16] Den største del af bureaukratiet konkluderede, at Firebanden måtte gå af. De var godt og grundigt upopulære hos selv de mest overbeviste Mao-tilhængere (som godt kunne se, at skuden var ved at gå ned), og det var kun Maos støtte, der holdt dem ved magten. Og i september 1976 døde Mao.
En måned senere blev banden anholdt, og de i dag rituelle anklager fulgte: De havde i årevis været agenter for den vestlige kapitalisme, i uforsonlig modsætning til Mao og alt, hvad han stod for, men ansvarlige for alle Kulturrevolutionens forbrydelser. Den propagandamaskine, som de havde opbygget under Kulturrevolutionen, og som de havde brugt mod deres fjender med stor effekt, blev nu vendt mod dem selv med den samme strøm af løgne og beskyldninger.
Som en kanadisk maoist, der forsvarede anholdelserne, indrømmede: “...det officielle Folkets Dagblad brugte det samme sprog til at beskrive de fire og deres forbrydelser, som de havde brugt til at fordømme Deng Xiaoping nogle få måneder tidligere. Man må indrømme, at det er nemt at tro, at nogle af artiklerne simpelthen var genoptryk med de nødvendige navneændringer for at tage hensyn til de nye forhold.” [17]
Da Mao var død og hans største tilhængere bag lås og slå, var scenen gjort klar til, at moderniserings-fløjen under ledelse af Deng Xiaoping, kunne dominere hele den herskende klasse. I 1978 havde Deng fået fjernet de sidste rester af seriøs opposition og begyndte systematisk at afvikle Maos økonomiske strategi. Selvforsyningsøkonomien skulle erstattes af en åbning mod vestlig og japansk kapitalisme og udvikling af ‘markeds-socialisme’, som den eneste måde at få Kina ud af den stagnation og fattigdom, der var arven efter Mao.
Da ‘fornyerne’ kom til magten i slutningen af 1978, gjorde de det først og fremmest, fordi ingen anden fraktion kunne tilbyde en sammenhængende strategi. Men tidspunktet for deres sejr havde meget at gøre med en anden oppositionel bevægelse i gaderne – den Demokratiske Mur-bevægelse.
Den bevægelse blev starten af en lille gruppe af utilfredse, som mødtes efter urolighederne i 1976, nogle havde endda forbindelser til gamle grupper af rødgardister. De forsøgte at finde en massebasis blandt de unge, der var blevet sendt ud på landet fra 1969-74, og som fra 1977 ulovligt begyndte at vende tilbage til byerne. I slutningen af 1978 var der anslået 10.000 af dem i Beijing. De sov, hvor de kunne, og levede af tiggeri, tyveri eller prostitution.
Disse aktivister havde ikke nogen fuldt udviklet politisk analyse, og der var store forskelle mellem dem, selv om de sjældent blev udtrykt åbent. De opbyggede bevægelsen omkring en håndfuld generelle krav: Mere demokrati, løsladelse og rehabilitering af alle, der blev fængslet under Kulturrevolutionen, afskedigelse af de ansvarlige for undertrykkelsen af oprøret i 1976 og en ende på censuren. Derfor støttede de ubetinget Deng Xiaoping i hans kamp mod de sidste strenge maoister.
Men selv om aktivisterne støttede Deng, havde de ikke tænkt sig at læne sig tilbage i stolene, og lade Deng gøre arbejdet for dem. Tidligt i 1978 oplevede Beijing og andre byer en stribe af vægplakater med deres krav – krav, som passede fint med de reformvenliges angreb. Det lader til, at bevægelsen i det mindste fik taktisk støtte fra nogle medlemmer af den herskende klasse. Men det er også klart, at mange af aktivisterne kun så deres krav som det første skridt i en meget mere gennemgribende ændring af det kinesiske samfund.
På det møde blandt topledelsen, som markerede magtskiftet til modernisatorerne, blev der skiftet linie overfor urolighederne i 1976. Nu blev de anset for en demonstration af det folkelige had mod Firebanden. Antallet af vægplakater mangedobledes naturligvis under mødet, og bevægelsen begyndte at mødes åbent på et område i det vestlige Beijing efter den nye beslutning om urolighederne. Den Demokratiske Mur i centrum af området blev en arena for konstante diskussioner om politik, kunst og kultur.
Vægplakaterne kunne ikke dække behovet for at tale frit uden fare for anholdelse, tørsten efter politiske ideer eller behovet for at fortælle sandheden om de sidste ti år. I foråret 1979 cirkulerede dusinvis af håndtrykte tidsskrifter i og mellem alle de store byer. Samtidig med den øgede agitation, ændrede aktivisterne arbejdsform fra bare at diskutere til direkte aktion. Der blev arrangeret demonstrationer for at presse staten, først og fremmest til at gøre noget for dem, der var blevet sendt ud på landet. Da myndighederne vendte det døve øre til, blev demonstrationerne større og mere militante og spredte sig fra Beijing til andre byer.
Deng Xiaopings reaktion var at kræve, at bevægelsen holdt op med at “skabe uro” og i stedet holdt sig til mere sikre emner. Som svar skrev Wei Jingsheng, redaktør af bevægelsens førende tidsskrift: “Ønsker Deng Xiaoping demokrati? Nej, han gør ej. Han er uvillig til at forstå almindelige menneskers elendighed. Han beskriver kampen for demokratiske rettigheder...som ballademageres aktioner, der må undertrykkes. At ty til sådanne forholdsregler overfor folk, som kritiserer fejlslagen socialpolitik, og som forlanger social udvikling, viser, at regeringen er meget bange for denne folkelige bevægelse.” [18]
To uger senere beviste regeringen, at Wei havde ret. De arresterede ham, og senere andre medlemmer af bevægelsen, der krævede ham løsladt. Undertrykkelsen steg gennem 1979, i starten modereret med udtalelser om, at bevægelsen ville blive tolereret, hvis den holdt sig indenfor grænser, som staten fastsatte. For Deng Xiaoping havde den udtjent sit formål, men han var ikke glad for at spolere sit internationale image som en liberal leder ved at være hårdhændet alt for tidligt.
Men bevægelsen ville ikke forsvinde og nægtede at adlyde. I starten af 1980 blev alle vægaviser og uofficielle tidsskrifter forbudt. Men aktivisterne lærte at overleve som undergrundsbevægelse og udvidede deres organisation og indflydelse. I september 1980 blev der holdt et møde i Guangzhou (Canton) med repræsentanter for mere end 50 uofficielle tidsskrifter. Måneden efter var der to store studenterdemonstrationer, og, efter Solidaritets dannelse i Polen, begyndte dele af bevægelsen at organisere fabriksarbejderne. I 1981 blev der rapporteret om uofficielle fagforeninger i byerne Shanghai, Wuhan og Xian. Men de levede kun kort. En større udrensning begyndte, og i 1983 var bevægelsen fuldstændig ødelagt.
Det blev sagt, at udrensningen var mod ‘bølleoptøjer’, et begreb, der dækker over alt fra politisk opposition til gadekriminalitet. Antallet af offentlige henrettelser og massedeportationer af unge arbejdere steg støt – i august 1983 var der gennemsnitligt en henrettelse om dagen alene i Beijing. Der er aldrig blevet offentliggjort nogle nationale tal for antallet af døde, men det løber tydeligvis op i titusinder.
Kinas nye ledere kunne knuse bevægelsen fysisk, men kunne ikke udviske den fattigdom og desperation, der havde frembragt den. De kunne heller ikke afskaffe de splittelser i deres egne rækker, som gav oppositionen plads til at organisere sig. Den Demokratiske Mur-bevægelse havde kunnet vokse på grund af splittelserne i den herskende klasse i 1978 mellem fornyerne og Maos støtter. I 1981 begyndte lignende splittelser at vise sig blandt fornyerne, fordi modsætningerne i deres økonomiske politik kom op til overfladen.
I 1978 havde fornyerne fremlagt et ambitiøst program, der skulle ændre den kinesiske økonomi, og som ville fordoble industriens og landbrugets produktion inden år 2000. Der var to hovedkomponenter i strategien. Den første var at importere massevis af hele fabrikker og teknologi for hurtigt at overvinde, at Kinas teknologi var forældet. Den anden var en vidtrækkende rekonstruktion af den interne økonomi og en afvikling af statens kontrol over produktion og investeringer. Den skulle erstattes af markedskræfternes indflydelse for at gøre hele økonomien konkurrencedygtig.
Siden begyndelsen af 1980erne har den første komponent – import af maskiner – mistet betydning. Den vigtigste grund til det er, at den herskende klasse i flere tilfælde opdagede, at de simpelthen ikke havde råd til at betale for de maskiner, som de havde aftalt at købe. I 1979-80, 1983 og 1985 var der store nedskæringer i indkøbene fra udlandet. Hver nedskæringsrunde efterlod halvfærdige og forladte projekter og betød, at vestlige og japanske kapitalister blev mere og mere forsigtige med den slags projekter.
Opmærksomheden har primært været rettet mod udviklingen af den såkaldte markeds-socialisme. Den har uden tvivl medført store stigninger i produktionen og til de højeste vækstrater siden 1949. Alligevel er det blevet mere og mere klart, efterhånden som strategien har virket, at herskerne simpelthen har byttet et sæt uløselige problemer ud med et andet.
Til at begynde med skete de mest imponerende fremskridt indenfor landbruget. Under systemet med “husstands-ansvar”, som blev introduceret i 1978, og som nu dækker hele Kina, blev de fælles dyrkede marker afskaffet. I stedet fik hver familie et stykke land, hvorpå de kan dyrke, hvad de vil. De skrev kontrakt på at aflevere en på forhånd fastsat mængde i skat til staten – hvad de ellers dyrkede, var deres eget til forbrug eller til at sælge på det frie marked.
Resultatet var en opsigtsvækkende stigning i både produktion og produktivitet. Mellem 1978 og 1983 steg udbyttet med over 60%, mens gennemsnitsindkomsten blev mere end fordoblet. Og en stor del af den ekstra indtægt blev brugt til at udvikle industrien på landet, og det beskæftigede dem, som ikke fik noget land.
Men bønderne havde betalt dyrt for fordelene. Statens idé var, at de højere indtægter ville blive investeret i landbrugsmaskiner, vandingsanlæg, kunstgødning og lignende, og på den måde nedsætte statens udgifter til landbrugsstøtte. Men familiebrugene er så små, at de investeringer ikke kan betale sig. I dag er der mindre land, der bliver pløjet eller sået med maskine, end i 1978, og forbruget af gødning og kunstvanding er gået ned.
Med andre ord er det forøgede udbytte næsten udelukkende et resultat af, at bønderne har arbejdet meget hårdere, end de gjorde før – og det betyder, at de høje vækstrater fra starten af 80erne ikke kan fastholdes. Og fordi der bliver brugt mere og mere land til beboelse og industri, så betyder en stagnerende vækstrate, at det samlede udbytte vil begynde at falde.
De sociale omkostninger har været endnu større. De fleste landsbyer har i dag ingen sygesikring – lægerne har fået private konsultationer – og faldet i uddannelsesstandard er rystende, fordi børnene tages ud af skolerne for at arbejde på familiens jordlod. Mellem 1978 og 83 faldt indskrivningstallet i mellemskolen fra 46% af børnene i aldersgruppen til 30% [19] – og tallene for indskrivningen er selvfølgelig højere end den faktiske deltagelse.
Kvindernes status på landet er faldet tilsvarende. I det gamle system, hvor man dyrkede markerne kollektivt, havde kvinderne i det mindste en selvstændig indkomst, selv om lønnen kun var 80-90% af mændenes (og selv om den ofte blev afleveret til manden eller den ældste søn). Nu er selv teorien væk. Som en specialist i kvindernes situation i Kina sagde: “...de nye økonomiske systemer på landet sender kvinder tilbage til det forhold til produktionen, som de havde før befrielsen (i 1949, red.). I stedet for arbejde under en hold-leder...vil kvinden i dag være under tilsyn af det mandlige overhoved i familien. Han bestemmer, hvornår hun arbejder, hvad hun gør, og hvorvidt hun kan få fri.” [20]
Som en sidste ting har det nye system betydet en større forskel mellem den rige og den fattige i landsbyen. De områder, der har haft fremgang er dem, der startede med gode naturlige forhold og store investeringer, fordi den ekstra indtjening næsten fuldstændig skyldes mere arbejde, ikke højere investeringer. Dele af Zhejiang og Jiangsu er nu blandt de rigeste områder i Kina med levestandarder, der overgår den i byerne. Men i de fattige og mere tilbagestående dele af landet er der ikke sket mange ændringer. Og selv om det stort set er rigtigt, at alle er fattige i de fattige områder, så gælder det modsatte ikke. Selv i de mest succesrige områder er der stadig store lommer med fattigdom.
Det er de uligheder, der bekymrer staten mest, fordi de kan ses af de folk, som bliver ramt. Alligevel er den herskende klasses svar groft. Som en minister sagde det: “At opnå fælles rigdom betyder ikke at blive rigere samtidig eller have den samme overflod. Historiske erfaringer har lært os, at det kun skaber tro på lighed, men fælles fattigdom, hvis vi forsøger at gøre alle rige på samme tidspunkt.” [21]
Men netop ansvarligheds-systemets succes har tvunget dem til at sælge ud af det synspunkt. Lige præcis fordi markedskræfterne har virket, så er madpriserne steget støt siden 1978 (op mod 20% om året), og det har betydet et enormt pres på lønnen. Den herskende klasse har været tvunget til at give store lønforhøjelser for at holde takt med inflationen. Og fordi de fleste fødevarer nu sælges på det frie marked, kan de ikke kontrollere prisen.
Derudover er forsyningen af korn (der stadig er hovedfødemidlet i Kina) faldet fra toppunktet i 1984, igen fordi strategien har virket. Prisen på andre afgrøder (især ‘industrielle’ afgrøder som bomuld, tobak og jute) har konstant ligget højere end kornpriserne, og derfor holder bønderne op med at dyrke korn. I 1985 var staten tvunget til at give store tilskud til korndyrkerne, men alligevel faldt det areal, der blev brugt til korn igen året efter i ti provinser.
Problemet kan kun løses ved at tage af statens overskud og derved reducere det beløb, der er til rådighed for investeringer i industrien – præcis det modsatte af, hvad der var formålet med reformerne.
Hvis problemet i landbruget har været stagnation, så er problemet i industrien for hurtig vækst. Siden de tidlige 80erne har virksomhedslederne haft lov til at beholde profitten og investere den, som de finder rigtigt. Resultatet har været en imponerende og stadigt stigende vækstrate. Mellem 1983 og 1985 var stigningen i produktionen det samme som Sydkoreas samlede produktion i de år.
Men vækstraten er langt større, end de statslige planer har regnet med, og som har ført til stor mangel på energi, transport og råvarer (og derfor et enormt spild). Underskuddet på betalingsbalancen steg, fordi importen voksede betydeligt hurtigere end exporten. I 1985 var industriens vækst på 18% – mens den nuværende 5-års-plan kun havde regnet med 8%. Herskerne slog til, genindførte meget af den kontrol med virksomhedslederne, som de tidligere havde afskaffet og forlangte mere realistiske tal for væksten. Det virkede i nogle måneder, men alligevel var både vækst og investeringer langt forud for planen i 1986 – og problemet har eksisteret lige siden.
Den grundlæggende årsag er, at staten har mistet kontrollen med de mange embedsmænd på lavere niveauer, som styrer økonomien i det daglige. Budgetterede statslige investeringer er nu under halvdelen af de samlede investeringer. De lokale direktører og embedsmænd, som kontrollerer hovedparten af investeringerne, tager oftere beslutninger ud fra deres egne specielle (og modstridende) interesser, end ud fra de interesser, der tjener hele den herskende klasse.
Den modsætning ses tydeligst i det område, der er kendt som økonomisk kriminalitet – ulovlige forretningsmetoder. En mindre del af disse sager er udtryk for personlig grådighed, som den leder af et kraftværk, der slukkede for strømmen til det lokale teater, fordi det ikke ville give ham gratis billetter, eller direktøren for gasselskabet, der kørte sin egen forretning uden om selskabets hovedledning. Størstedelen er derimod kun fantasifulde udvidelser af markeds-socialismen – profitmotivets overlegenhed bragt til den logiske konklusion. Hvis det giver højere profit ulovligt at importere farvefjernsyn end at producere radioer (og det gør det), så gør direktørerne det, hvis de tror at de kan slippe afsted med det, uden at skele til tekniske detaljer som loven (eller de nationale interesser). Logikken er ulastelig. Og alligevel er det den logik, som regeringen må kæmpe imod, hvis den vil beholde kontrollen med økonomien.
Da problemet nærmede sig en epidemi i begyndelsen af 80erne, angreb den herskende klasse det med en serie af meget opreklamerede henrettelser. Direktørerne blev skræmt – men også for alle nye metoder af frygt for, at de ville blive betragtet som økonomisk kriminalitet. Men da kampagnen stilnede af, vendte problemet hurtigt tilbage. Flere kampagner har fulgt efter med jævne mellemrum, men de kan ikke løse problemet, kun lægge låg på for en tid. For selv om den herskende klasse ikke længere kan stole på det lokale bureaukrati, så har de heller ikke råd til at støde dem fra sig. For de ændringer, der er nødvendige for at gøre den kinesiske industri konkurrencedygtig på verdensmarkedet – afgørende højere produktivitet og lavere lønomkostninger – kan kun gennemføres af de embedsmænd.
Ændringerne vil blive utroligt dyre for den kinesiske arbejderklasse. For tiden giver omkring 20% af virksomhederne underskud. På grund af den skjulte arbejdsløshed er praktisk talt alle fabrikker overbemandede efter verdens-standarden. For at hæve profitten og produktiviteten til det nødvendige niveau, må der ske massefyringer. Et overslag blev givet i 1986 af arbejdsministeren, som sagde, at “15 millioner mennesker vil blive overflødige på de statsejede virksomheder i de næste fem år.” [22] Det er cirka en sjettedel af arbejderklassen i byerne.
Men magthavernes offensiv går meget længere end massefyringer. De ønsker fuldstændig at ændre arbejdsforholdene ved at afskaffe garantien for, at man kan beholde sit job hele livet, og vil indføre ‘kontrakt-ansvar’, hvor lønnen gøres afhængig af produktionen, og uproduktive arbejdere kan fyres. Alle de sociale goder, som virksomheden betaler for, skal afskaffes, ligesom tilskuddene til fødevarer og boliger. Det er at ‘stå på egne ben’, så det forslår.
Men kløften mellem teori og praksis er stor. Selv om alle ideerne har eksisteret siden begyndelsen af 80erne, har den herskende klasse manøvreret uhyre forsigtigt, kun alt for klar over farerne. Men de er også opmærksomme på faren ved at forsøge at vinde tid – klimaet i den verdensøkonomi, som de skal konkurrere i, bliver værre. Jo længere de venter med angrebene, des mere vil de falde bagud i konkurrencen, og des mere omfattende skal angrebene være.
Det er alle disse uønskede resultater af moderniseringen, der har medført dybe splittelser blandt de reformvenlige siden 1981. Der foregår grundlæggende diskussioner om beskaffenheden, tempoet og retningen af hele strategien. Men det er ikke en splittelse mellem klare og veldefinerede, modstridende principper; det er snarere en afspejling af det basale dilemma, som magthaverne står overfor.
De ‘konservative’, som Deng Xiaopings modstandere er blevet kaldt, mener, at tempoet i udviklingen skal afspejle Kinas tilbageståenhed, og at staten skal udpege nøgleområderne i udviklingen. Væksten i økonomien må ikke ske så hurtigt, at lederne mister kontrollen med retningen og udviklingen. For deres magt hviler fuldstændig på den kontrol – hvis de mister den, hvad er der så tilbage af deres magt?
Et godt spørgsmål, som deres modstandere ikke har noget præcist svar på. De peger i stedet på, hvor vigtigt det er at konkurrere på verdensmarkedet. Kina kunne ikke følge med udviklingen i de mange år med central, statslig kontrol under Mao. Kun decentralisering og ‘markeds-socialisme’ kan give økonomien den nødvendige dynamik. At man mister en del af kontrollen med hastigheden i den økonomiske vækst er en uheldig bivirkning, men alternativet er langt værre.
Den ene gruppe siger reelt, at for ikke at miste balancen må den kinesiske økonomi må lære at gå, før den kan løbe. Dertil svarer den anden gruppe, at presset fra den internationale konkurrence tvinger økonomien til at løbe, før den kan gå, selv om det betyder, at den snubler en del i starten. Diskussionen kan ikke afgøres, for begge grupper har ret i at pege på de materielle begrænsninger i deres handlemuligheder. Modsætningen mellem, hvad den kinesiske økonomi kan, og hvad verdensmarkedet kræver, kan ikke løses.
Derfor har vægten i den økonomiske politik skiftet alt efter, om formålet var at genvinde kontrol eller stimulere vækst. De gentagne skift og ændringer har kun øget ustabiliteten i økonomien. Og samtidig med, at den herskende klasses kontrol over vækstraten er blevet svagere og beslutningerne sværere at træffe, er uenighederne også blevet større.
Sidst i 1985 kom de offentligt frem. Deng Xiaoping blevet angrebet offentligt af den erfarne økonom Chen Yun for hans måde at gribe økonomien an på, den ukontrollable korruption blandt almindelige embedsmænd, den manglende loyalitet blandt unge arbejdere og Japans stigende økonomiske kontrol over Kina.
Da uenighederne kom offentligt frem, betød det, som ofte før, at der blev muligheder for en opposition fra neden. I september 1985 gik tusindvis af demonstranter på gaden i Beijing, Wuhan og Chengdu mod den japanske dominans i økonomien, og fire måneder senere holdt studenter fra Xinjiang den første demonstration mod de kinesiske atomprøvesprængninger. Der havde været mange diskussioner på universiteterne siden sommeren 1984 med mange protester mod levevilkårerne i de store byer, men i 1985 begyndte demonstrationerne at behandle politiske spørgsmål.
Splittelsen i toppen blev hurtigt lappet, og spillerummet for protesterne forsvandt. Men økonomien nægtede at lade sig kontrollere, og diskussionen dukkede op igen året efter. Denne gang var den protestbevægelse, der opstod som svar på uenighederne i den herskende klasse, langt større, de sigtede mere direkte mod magthaverne, og de bredte sig langt uden for studenternes rækker.
I starten var demonstrationerne en tam affære, som støttede Deng Xiaoping mod de konservative, og de krævede ændringer af lokalvalgene. Men ethvert krav om demokrati i dagens Kina er potentielt eksplosivt. Da protesterne nåede til Shanghai i december 1986, var de vokset voldsomt. Arbejdere begyndte at deltage i stort tal – en af dem fortalte Financial Times, at han var der, fordi “hans chef fik alle fordelene af de økonomiske reformer, mens han intet fik”. I fem dage var Shanghais centrum blokeret af op mod 70.000 mennesker.
Lignende protester fandt sted i 15 andre byer, selv om de ikke nåede samme omfang som i Shanghai. Og i Beijing bekæmpede en ugelang række af demonstrationer forbuddet mod demonstrationer og tvang regeringen til at løslade 25 studenter, der var anholdt for at deltage i protesterne.
Magthaverne var rystede, og i uger var de tydeligt uenige om, hvordan man skulle reagere på bevægelsen. Men efterhånden som protesterne døde ud, så det ud til, at de konservative havde vundet en stor sejr. De tvang KKPs generalsekretær, Deng Xiaopings højre hånd siden 1978 (Hu Yaobang, red.), væk fra posten og startede en kampagne mod ‘borgerlig liberalisme’, som angreb de meget begrænsede åbninger for kulturel og akademisk frihed, som var gennemført de foregående to år. Statens autoritet skulle genopbygges overfor enhver udfordring af magthavernes monopol på politiske ideer.
Vigtigere var, at protesterne udskød en række angreb på arbejdernes levestandard, der skulle have været gennemført i 1987, af frygt for, at arbejderne skulle følge studenternes eksempel. Pendulet var svunget tilbage til større statskontrol over både videnskab og økonomi. Frem til urolighederne i Tibet i oktober 1987 så det ud til, at de konservative kunne forhindre enhver ændring af de sociale forhold.
Men uanset hvilken fraktion, der vinder magtkampen, så vil angrebene på arbejderklassen komme før eller siden. Der er ingen garanti for, at det vil få arbejderne til at kæmpe – men jo længere de venter med angrebene, des sandsynligere er det.
Erfaringerne fra tidligere oppositionsbevægelser fortæller, at selv om staten har kunnet kontrollere eller knuse dem, så har ideerne og idealerne overlevet og inspireret til det næste oprør. Kina har nu en tradition for gadekampe og protester mod staten – og siden Kulturrevolutionen har arbejdere deltaget i kampene. Hvis den tradition spredes i hele arbejderklassen, så står den herskende klasse overfor et langt større slag, end de, de har oplevet til dato.
I årene efter Maos død skrottede hans efterfølgere alt, som var særegent ved maoismen. Mao bliver stadig hyldet som statens grundlægger, men alle vigtige beslutninger fra hans sidste 20 år er blevet ændret. Hans nuværende status er nok bedst beskrevet af en af Deng Xiaopings efterfølgere i 1981: “(Maos) fejl er i modsætning til videnskabelig Mao Zedong-tænkning, og derfor skal kammerat Mao Zedongs tanker i hans sidste år ikke blandes sammen med Mao Zedong-tænkning. Mao Zedong-tænkning er en videnskabelig teori, som ikke inkluderer kammerat Mao Zedongs fejltagelser.” [23] Med andre ord er “videnskabelig Mao Zedong-tænkning” præcis det, de ønsker, det skal være.
I 1960erne hentede titusinder af revolutionære over hele verden inspiration i Kina til en model for socialismen, og de så Kina som en praktisk hjælp for befrielsesbevægelserne. Det har Deng Xiaopings magtovertagelse ødelagt. I dag er det kun højreorienterede, der holder Kina frem som eksempel, for at vise markedskræfternes overlegenhed. Det har fået en del af venstrefløjen til at tale om ‘revisionisme’ og om en ‘ny, kapitalistisk klasse’.
Men der er intet nyt ved denne kapitalistiske klasse. Mange af moderniserings-strategiens elementer blev også brugt i Maos tid, hvis de tjente hans formål. Mere fundamentalt er, at Mao og Deng grundlæggende har det samme mål – at skabe en stærk national økonomi, som kan konkurrere med resten af verden. Diskussionerne mellem dem har altid været om midlerne til at nå det mål. Siden 1949 har det været konkurrencens og ikke de kinesiske arbejdere og bønders interesser, der har styret tempoet og retningen i den kinesiske økonomi.
I 1950erne og 60erne kom konkurrencen primært til udtryk i militære termer, og den økonomiske strategi koncentrerede sig om at opbygge en militær slagkraft, der kunne modstå truslerne fra verden udenfor. Derfor den lukkede ‘belejrings-økonomi’, sværindustriens førende stilling, det enorme spild af ressourcer for at fremstille en kinesisk atombombe – og de konstante massekampagner for at vride mere arbejde ud af bønder og arbejdere. Kinas fattigdom og tilbageståenhed gjorde strategien umulig. Maos ville sprænge de snævre materielle rammer og erstatte den ikke-eksisterende kapital med ren viljestyrke og hårdt arbejde. Det virkede bare ikke og førte økonomien fra den ene krise til den anden. Kina udviklede industrien – men faldt længere og længere bagud i det økonomiske kapløb.
De nye magthavere har begravet Maos fremgangsmåde, fordi den ikke virkede. De mener, at den internationale konkurrence dikterer, at Kina skal integreres i verdensmarkedet, hvis landet skal udvikles. Hvis de vil have større overskud og øge produktiviteten i den kinesiske industri, så må den bureaukratiske kontrol med økonomien også fjernes. ‘Socialisme i èt land’ er død.
Det betyder ikke, at de afskaffer statskapitalismen til fordel for privatkapitalismen. Den private kapital er kommet tilbage til Kina, specielt i den nye industri på landet – men det er kun en lille del at den samlede økonomi. De er nærmere ved at flytte kontrollen med økonomien fra nogle få hundreder topbureaukrater i Beijing til en masse embedsmænd og direktører på lavere niveauer. Staten beholder kontrollen – men i den sidste ende er det de medlemmer af den herskende klasse, lederne på fabrikkerne, der bestemmer, præcis hvor produktionen skal udvikles i den enkelte fabrik eller mine. For at hele økonomien skal blive mere konkurrencedygtig, skal alle dele af økonomien gøres bedre til at konkurrere.
Men selv om væksten har været større efter 1978 end før, så har herskerne som samlet klasse mistet mere og mere af kontrollen med væksten. Ved at give indflydelse til de lokale embedsmænd har de skabt titusinder af lokale centre, der træffer beslutninger, og hvis troskab overfor den samlede herskende klasse de ikke kan stole på. Det hele har en egen dynamik, der fører til større sektionalisering, uligheder, og som konsekvens større uafhængighed.
Og jo mere held de har med at integrere Kina i verdensøkonomien, des mere vil konjunkturerne og kriserne i verdensøkonomien dominere den kinesiske økonomi. Lederne kan ikke planlægge, hvilke markeder Kinas eksport vil klare sig bedst på eller hvilke priser, de vil få for produkterne. Planerne må justeres konstant for at passe med virkeligheden.
Men ledernes kontrol er netop baseret på deres evne til at kontrollere og dirigere økonomien, og reformstrategien kræver den evne i lige så høj grad, som Maos strategi gjorde. Hvis en sektor af den kinesiske industri for alvor skal gøres konkurrencedygtig på verdensplan, så kræver det mere kapital, end et enkelt foretagende eller gruppe af virksomheder kan akkumulere. Pengene må nødvendigvis komme fra nationalbanken. Alligevel vil deres kontrol over de centrale dele af økonomien konstant blive undergravet af, at de ikke har kontrol med resten af økonomien.
Modsætningen mellem planlægning og markedskræfter betyder, at staten igen og igen må begrænse markedskræfterne og give magten tilbage til den centraliserede magtklike. Men hver gang, de gør det, bliver tempoet i den økonomiske vækst mere ujævnt og uforudsigeligt. Det er en ond cirkel, som nationalstaten ikke kan bryde ud af – heller ikke selv om nationalstaten er så stor som Kina.
Ingen af de problemer, som magthaverne står overfor, er specielle for Kina – det er de problemer, som rammer enhver kapitalistisk, herskende klasse, der forsøger at lede en national økonomi på vejen gennem en ukontrollabel verdensøkonomi. I Kina er problemerne større, fordi økonomien er så langt bagud, og på grund af Maos katastrofale forsøg på at indhente det. Men den nye strategi er ikke bedre til at løse de fundamentale problemer end den gamle. Problemerne skyldes ikke de kinesiske lederes fejl eller uformåenhed, men kapitalismens natur som et produktions-system på verdensplan, hvor nationalstaten er blevet en bremse for reel økonomisk udvikling. Moderniserings-strategien kan endda nemt vise sig at være værre for den kinesiske befolkning end maoismen var, når først kravene fra en verdensøkonomi i krise for alvor sætter sig igennem i Kina.
I en stor rapport om den kinesiske økonomi fra tidligt i 1980erne konkluderer Verdensbanken, at “hvis markedet og konkurrencen kommer til at spille en større rolle, vil det muligvis også have uønskede sociale og økonomiske konsekvenser, inklusive arbejdsløshed, uacceptable lave (og høje) lønninger, fallitter i virksomheder og fyring af arbejdere, og de fattige vil falde endnu længere bagud i udviklingsprocessen...Meget få lande har kombineret statens og markedets reguleringer, så det har betydet hurtig og effektiv vækst, og endnu færre har samtidig kunnet undgå uacceptabel fattigdom blandt store dele af befolkningen. Tværtimod er der langt flere lande, hvor en uheldig kombination af planlægning, marked og sociale institutioner hverken har skabt hurtig vækst, effektivitet eller mindre fattigdom.” [24]
To generationer efter de store løfter fra befrielsen er det en nedslående konklusion. Men der er et alternativ for Kina, og det blev i glimt afsløret under den første revolution i 1925-27: Arbejderklassen behøver ikke at forholde sig passive overfor hverken statsligt bureaukrati eller markedskræfterne. Den kinesiske arbejderklasse har styrken til at gå imod alle grupper indenfor den herskende klasse og få flertallet af bøndernes opbakning bag deres kamp. Det var smadringen af det alternativ, der i sidste ende muliggjorde Maos sejr.
Mulighederne for arbejdermagt er langt større i dag, end de var i 1927. Dengang var der kun omkring tre millioner industriarbejdere i hele Kina, især koncentreret i det syd-østlige. Nu er der mere end 150 millioner arbejdere, og det faktum, at industrien er blevet spredt til landbrugsområderne, vil gøre det meget nemmere at forene bøndernes og arbejdernes kamp. Den kinesiske arbejderklasse har magten til èn gang for alle at afskaffe den fattigdom og ulykke, der har været deres lod i dette århundrede. Forudsætningen er at smadre den stat, som er grundlagt af dem, der påstår at være deres befriere.
(Alle noterne henviser til de engelske udgaver.)
1. Harold Isaacs, The Tragedy af the Chinese Revolution (Stanford 1961) side 221-2. De ‘ulige overenskomster’ var aftaler, som blev påtvunget den kinesiske regering af de imperialistiske magter, og som gav dem havne og koncessioner som Hong Kong og Macau.
2. Leon Trotsky, On China (New York 1976) side 297.
3. Benjamin Schwarts, Chinese communism and the rise of Mao (Cambridge Massachusetts 1979) side 128.
4. Se Harrison Salisbury, The Long March (London 1986) side 10-12 (Den lange march, Gyldendal, Kbh. 1986).
5. Mao Zedong, Selected Works, volume 2 (Beijing 1967) side 41 (Forlaget Oktober, Kbh. 1978-79).
6. Lucien Bianco, Origins of the Chinese Revolution (Stanford 1971) side 203.
7. Citeret i Tony Cliff, Permanent Revolution (London 1983) side 9 (tidligere udgave oversat til Den permanente revolution, Faglig Fællesliste, Kbh. 1981).
8. Martin King Whyte og William L. Parish, Urban life in Contemporary China (Chicago 1984) side 35-6.
9. Mao, Selected Works, volume 4, side 421.
10. Resolution on CCP history 1949-81 (pjece, Beijing 1981) side 32.
11. Liang Heng og Judith Shapiro, Son of the revolution (London 1984) side 133 (Efter mareridtet, Hovedland, Højbjerg 1987).
12. Det var en forkortet udgave af deres navn, som fuldt oversat lyder Hunans Provinsielle Proletariske Revolutionære Store Alliance Komitè. Shengwulian betyder Provins-Proletarisk-Alliance.
13. Citeret fra udsnit, der blev offentliggjort i International Socialism 1:37, juni/juli 1967, side 27. Dokumentet kan findes i sin helhed i The Seventies (redaktørerne), The revolution is dead – long live the revolution (Montreal 1977) side 153-70.
14. Se Simon Leys, The Chairman’s New Clothes (London 1977) side 205.
15. Ifølge en reportage i China News Analysis (Hong Kong, 4. juli 1976), lavet på baggrund af forskellige radioudsendelser i provinserne.
16. Firebanden steg til national anerkendelse som nogle af Maos tætteste støtter under Kulturrevolutionen. Den bestod af: Jiang Qing, Maos fjerde hustru; Yao Wenyuan, en journalist, som blev Maos foretrukne intellektuelle yndling; Zhang Chun-qiao, tidligere KKP-boss i Shanghai; og Wang Hongwen, tidligere en almindelig politimand, der blev forfremmet som et eksempel på en mønster-arbejder.
17. Niel Burton i Niel Burton og Charles Bettelheim, China after Mao (New York 1978) side 11.
18. Citeret i Gregor Benton, Wild lilies, poisonous weeds (London 1982) page 47.
19. Verdensbanken, China: Long-term development issues and options (Baltimore 1985) side 30.
20. Margery Wolf, The revolution postponed (London 1987) side 268-9.
21. Beijing Review, 10. februar 1981, midteropslag, side XI.
22. Xinhua News Agency Daily Bulletin, Beijing, 7. maj 1986.
23. Beijing Review, 15. juni 1981, side 17.
24. Verdensbanken, China: Long-term development issues and options, side 181-2.
(I den rækkefølge de optræder i teksten)
Mao Zedong (Mao Tse-Tung)
Chiang Kai-Shek – leder af Koumintang og leder af Kina 1928-49. Fra 1949 til sin død var han diktator på Taiwan.
Zhu De (Chu Teh) – medgrundlægger af Den Røde Hær, ledende medlem af den herskende klasse fra 1949 til sin død i juli 1976.
Zhou Enlai (Chou En-Lai) – leder af statsapparatet og Maos reelle næstkommanderende til sin død i 1975. Beskyttede moderniserings-fraktionen.
Deng Xiaoping (Teng Hsiao-P’ing) – leder af moderniserings-fraktionen blandt magthaverne. Han blev afsat under Kulturrevolutionen, vendte tilbage til magten i 1973, afskediget igen i 1976 og fik sit andet comeback i 1977.
Lin Biao (Lin Piao) – ledende general i Den Røde Hær i 1930erne og 40erne, som blev udset til Maos arvtager under Kulturrevolutionen. Blev myrdet i 1970 på Maos ordre (angiveligt for at planlægge at myrde Mao).
Wei Jingsheng (Wei Ching-Sheng) – ledende medlem af den Demokratiske Mur-bevægelsen, der blev fængslet for 15 år i 1978 for at have angrebet Deng Xiaoping i hans tidsskrift.
Chen Yun (Ch’en Yun) – økonom og ledende medlem af den ‘konservative’ opposition mod Deng Xiaoping siden begyndelsen af 1980erne.
Dette er en meget lille del af, hvad der er skrevet om Kina – der er utroligt meget. Jeg har kun valgt de vigtigste eller mest tilgængelige ting fra hver periode.
Den grundlæggende bog om den første kinesiske revolution er Harold Isaacs’ Tragedy of the Chinese Revolution. Trotskys Writings on China er også essentiel.
Den mest læselige gennemgang af Maos vej til magten er Lucien Biancos Origins of the Chinese Revolution, selv om hans analyse er ret ukritisk. Hovedværket fra en maoistisk synsvinkel er Edgar Snows Rød stjerne over Kina. Snow skrev nogle kapitler om i de tidlige 1970ere, for at underspille Lin Biaos rolle i den Røde Hær, så det kunne opfattes kritisk, men den indeholder meget fascinerende materiale. Harrison Salisburys Den lange march illustrerer nogle af myterne om Mao. Og Wang Fan-Hsis Memoirs of a Chinese revolutionary er en inspirerende fortælling om, hvordan de kinesiske trotskister holdt en revolutionær tradition i live i 1930erne og 40erne, selv om de havde alt imod sig.
Den bedste bog om Kina efter 1949 er Nigel Harris’ The Mandate of Heaven, en revolutionær, socialistisk analyse af den nye stat frem til 1978. Denne pjece skylder meget til Harris’ bog, og det gør den også til Tony Cliffs pjece Den permanente revolution.
Et vigtigt værk om Kulturrevolutionen er The Chairman’s New Clothes af Simon Leys, en sarkastisk og giftig beskrivelse af de interne slagsmål i partitoppen. Ley har ingen præcis analyse af det kinesiske bureaukrati, men han ved, at de er fjenden. Efter mareridtet af Liang Heng og Judith Shapiro er en tidligere rødgardists historie, og den giver fængslende beskrivelse indefra. Chen Jo Hsis The execution of Mayor Yin er en novellesamling, der beskriver periodens terror. Og Mao and China af Stanley Kernow er velunderbygget, men overskrevet – værd at pløje sig igennem.
Den bedste oversigt over begivenhederne i starten af 70erne findes i Bill Bruggers China: Radicalism to revisionism, men stemningen i perioden opfanges bedst af Chinese shadows og Broken images af Simon Ley. Gregor Bentons Wild lilies, poisonous weeds er fortrinlig omkring den Demokratiske Mur-bevægelsen og dens underliggende historie – det er Gate of Heavenly Peace af Jonathan Spence også. Beijing street voices af Davis S. G. Goodmann indeholder en samling af bevægelsens udgivelser.
Der findes stadig ikke én enkelt god oversigt over ændringerne i Kina efter Maos død. Det bedste forsøg til dato er Lynn Pans The new Chinese Revolution, men titlen afslører dens svagheder. Orville Schells To get rich is glorious er god journalistik. Den er også god omkring undertrykkelsen under Deng Xiaoping, ligesom Alive in the bitter sea af Fox Butterfield.
To af de bedste bøger om de nye tider er fra bøger, der er skrevet om specielle grupper i Kina. Beverley Hoopers Youth in China har gode eksempler på de unges fremmedgørelse i samfundet, og Revolution postponed af Margery Wolf gennemhuller myten om kvindernes frigørelse i Kina, og er specielt skarp omkring forholdene på landet.
Disse titler bestilles fra Bookmarks, 1 Bloomsbury Street, London WC1B 3QE.
En del af titlerne kan også skaffes gennem Forlaget modstand.org.
Sidst opdateret 19.5.2014