Marxisme Online  >  Arkiv  >  Harman  >  Indhold

Kapitalens krise

3. Krisen i 70’erne

Chris Harman

Indhold

Statskapitalisme og våbenøkonomi
Våben, profit og det lange boom
Teori og realitet
Våben, staten og imperialisme
Modsætninger: 1. Nationale kapitaler og international produktion
2. Fremvæksten af ikke-militære statskapitalismer
Den nye kriseperiode
Arbejdskraften under det lange boom:
velfærdsstaten, familien og immigrationen
Centralisering af kapital og statens rolle
Spild
Den nye finanskapital og krisen
En ny kriseperiode
Noter

Toppen af siden

Statskapitalisme og våbenøkonomi

Det længstvarende boom i systemets historie. Det var det kapitalistiske verdenssystems erfaring fra 1940’erne frem til de tidlige 1970’ere. Land efter land oplevede en enorm økonomisk vækst. Det amerikanske bruttonationalprodukt voksede, indtil det i 1970 var tre gange større end i 1940. Den tyske industriproduktion voksede til det femdobbelte af det (kriseramte) niveau i 1949. Den franske produktion voksede til det firedobbelte. Selv den elendige britiske økonomi, som det i lang tid var gået tilbage for, producerede dobbelt så meget ved slutningen af det lange boom som ved begyndelsen.

Den nye vækstperiode var ikke begrænset til de allerede industrialiserede lande. Japan, der stadig i 1940’erne blev betragtet som et tredjeverdens land, genfandt industrivæksten fra før krigen, indtil det med en trettendobling af industriproduktionen blev den næststørste vestlige økonomi efter USA. Den russiske økonomi voksede på lignende måde, indtil industriproduktionen midt i 1970’erne var omkring syv gange højere end midt i 1940’erne.

Andre steder blev drømmen om fuld industrialisering ofte ikke opfyldt. For hver historie om succes var der et halvt dusin fiaskoer. Indien og Kina byggede enorme industricentre, men folkemasserne levede i begge tilfælde stadig i fattigdom på landet. I Latinamerika foregik indflytningen til byerne ofte hurtigere end industrialiseringen og skabte massive skurbyer befolket af arbejdsløse pjalteproletarer. Ofte kom “moderniseringen” blot til at betyde, at der blev dannet en elite i byerne med vestlige vaner, mens livsbetingelserne for det store flertal af befolkningen stadig var lige forfærdelige.

Men på verdensplan var de forandringer, som det store boom skabte, større end alt, hvad der var opnået i systemets hidtidige historie. Da Marx skrev Det kommunistiske Manifest var fabrikken kun karakteristisk for dele af Storbritannien og Belgien. Andre steder i verden var den dårligt nok kendt. Da Lenin skrev om imperialismen, var den karakteristisk for det vestlige og centrale Tyskland, det nordøstlige USA, nogle byer i det østlige og centrale Europa, Milano og Torino i Italien og dele af Katalonien. Samtidig levede flertallet af befolkningerne i Italien, Spanien, Østrig, Polen, Rusland, Frankrig og Japan stadig af landbrug, og selv i industrigiganterne USA og Tyskland gjorde en tredjedel af befolkningen det. Ved slutningen af 1950’erne og 1960’ernes boom var der imidlertid industricentre overalt på kloden, landbefolkningen var skrumpet ind til små mindretal i de udviklede lande, og selv i Spanien, Italien og den irske republik udgjorde den kun en tredjedel af den totale befolkning.

Menneskeheden producerede rigdom i en størrelsesorden, som der kun var blevet drømt om tidligere. Og mængden voksede år efter år, årti efter årti. Selv om den voksende rigdom stadig var meget ulige fordelt, selv om den blev fulgt af lommer med vedvarende fattigdom i de udviklede lande og af enorme stillestående områder med elendighed i den “tredje verden”, så kunne folk ikke desto mindre tro på, at forandringer i regeringernes politik snart ville sætte en stopper for det.

Det blev den rigtige “tro”, både på højre og venstre fløj, at erklære, at de modsætninger i systemet, som Marx havde erkendt, var blevet overvundet.

Inden for den borgerlige økonomi var keynesianismen eneherskende – dvs. opfattelsen af, at regeringerne kunne sikre den fortsatte økonomiske vækst og fulde beskæftigelse, hvor prisen allerhøjest var en lav inflationsrate. Doktrinen vandt mange proselytter blandt dem, der i 1930’erne havde været ubøjeligt overbeviste om, at systemet var færdigt. I Storbritannien forklarede John Strachey, der før krigen havde gjort mere end nogen anden for at gøre de marxistiske økonomiske doktriner lettere tilgængelige, i bogen: Vor tids kapitalisme fra 1956, at Marx havde taget fejl, at pres fra fagforeninger og indgreb fra oplyste regeringer kunne forhindre kriser på ubestemt tid.

På venstrefløjen var der stadig mange, der ønskede at fastholde et mere traditionelt marxistisk perspektiv. Men i de fleste tilfælde gjorde de det ved enten at benægte boomets realitet eller ved halvt om halvt at acceptere den keynesianske opfattelse, at regeringerne kunne afværge kriserne.

For den erfarne tysk-amerikanske, revolutionære filosof, Herbert Marcuse, var systemet blevet én-dimensionelt, da det havde opslugt alle elementer af arbejderprotester i de udviklede lande. [1] For den radikale sociolog C Wright Mills [2] var det kun nostalgi, der fik venstrefløjen til at kigge efter arbejderklassen, de virkelige forhåbninger burde sættes til intellektuelle og studenter. For de amerikanske økonomer Baran og Sweezy [3] arbejdede den store masse af arbejdere i de udviklede lande i en privilegeret monopolsektor, og systemets centrale modsætning i disse lande lå ikke længere i klassekampen, men snarere i konflikterne mellem imperialismen og den tredje verdens befolkning. For den belgiske økonom, Ernest Mandel, blev tidlige forsøg på at benægte muligheden af et langt boom afløst af en idé om ny-kapitalisme, hvorfra krisetendenserne syntes at være næsten forsvundet. [4]

Først i 1970’erne standsede det lange boom. En kort krise, som for første gang efter anden verdenskrig ramte næsten alle store lande samtidig, gav i 1970-71 et forvarsel om det, der skulle komme. Den blev fulgt af et meget skarpt koordineret verdensboom i 1972-73 – og det veg så igen pladsen for en krise, hvis lige ikke var set i 35 år. Da både arbejdsløshedstallene og inflationsraten steg kraftigt over hele verden, passede de keynesianske læresætninger ikke længere. Pludselig opdagede keynesianske økonomer, at de på universiteter, i forretningskredse og i kvalitetspressen stod i skyggen af folk, der gav monetaristiske teorier mæle – teorier der næppe var andet end et opkog af de synspunkter, som keynesianismen selv havde skubbet til side en generation tidligere.

For marxister burde problemet have været mindre akut. Dog var det ikke så let igen blot at acceptere, at Marx’ kriseteori hele tiden havde været korrekt, når alle vidste, at den ikke havde kunnet forklaret den virkelige verden igennem 30 år, selv om den nu pludselig passede. Inden for marxismen rasede debatten mellem “fundamentalister”, som hævdede at den aktuelle krise skulle forstås som den type krise, som Marx havde beskrevet, og “revisionister”, som insisterede på, at der skulle gives en forklaring på det lange boom.

Der havde imidlertid været en lille tendens inden for marxismen, der lige fra det lange booms begyndelse havde forklaret både boomet og argumenteret for, at der var langsigtede tendenser i gang, der ville stoppe boomet efter 20 eller 25 år. Tendensen blev sat i verden af en amerikansk marxistisk økonom, der skrev under navnene W T Oakes og T N Vance midt i 1940’erne og starten af 1950’erne.

Oakes/Vance’s første artikel blev skrevet hen mod anden verdenskrigs afslutning i 1944. I den argumenterede han for, at der i Tyskland efter Hitlers ankomst og i USA efter krigsudbruddet var åbnet op for en ny periode i kapitalismens udvikling, nemlig “den permanente våbenøkonomi”. Tidligere havde den kapitalistiske produktions eneste mål været at producere varer til markedet. Men nu "var statslige krigsudgifter blevet et legitimt og væsentligt slutmål for økonomiske aktiviteter". [5]

Kapitalismens basale love, sådan som Marx analyserede dem – “kapitalens stigende organiske sammensætning og den faldende profitrate” – fandt nye udtryk i den nye periode. Resultatet var en midlertidig stabilisering af systemet: “Jeg tror ikke, at den permanente våbenøkonomi vil give en varig losning for kapitalismen. Men den kan virke i den betragtede periode.” [6]

Oakes/Vance videreudviklede analysen i en serie artikler i det halv-trotskistiske tidsskrift New International i 1951, [7] og analysen blev uddybet yderligere af Tony Cliff i 1957 [8] og af Mike Kidron i 1961 og 1968. [9]

Der var vigtige forskelle i de tre formuleringer af analysen. [10] Men på ét afgørende punkt var der sammenfald mellem de tre, der blev skrevet, mens det lange boom var på sit højeste: boomet kom af de ændringer i systemet, der viste sig i statskapitalismens og den militære konkurrences periode, men inden for det eksisterede der stadig modsætninger, der på et senere trin ville føre til en ny kriseperiode og skærpet klassekamp.

De to forudgående pjecer i denne serie (Derfor er der krise og Dengang i 30’erne, o.a.) har bygget på disse skribenters teoretiske indsigt. Jeg har forsøgt at sætte dem ind i en sammenhængende ramme og forbinde dem til Marx’ analyse af kapitalismens dynamik og til Lenin og Bukharins opfattelse af imperialismen. Nu er vi i stand til ud fra denne ramme at se på overgangen fra det lange boom til den nye kriseperiode.

Toppen af siden

Våben, profit og det lange boom

Erfaringen fra første verdenskrig og perioden 1933-45 var, at under forudsætning af at de konkurrerende grupper i det enkelte land tillod det, så kunne den kapitalistiske stat intervenere for at sikre, at produktionen holdt en stadig stigende kurs – selv om profitraten faldt. Staten kunne nemlig samle merværdimassen og styre den hen i investeringer, uafhængig af vurderinger af, om det var profitabelt. Den nationale kapitalismes samlede ressourcer kunne således styres hen mod udefra kommende konkurrencemæssige udfordringer – hvad enten det var af markedsmæssig eller militær art.

Der var stor forskel på, i hvor høj grad staten i praksis intervenerede efter anden verdenskrig. I USA og Storbritannien blev den direkte statskontrol over store dele af økonomien sløjfet, i Vesttyskland var ideologien bag det “økonomiske mirakel” i 1950’erne laissez faire, mens staten i Italien til gengæld ejede det meste af storindustrien, og i Japan og Frankrig var stærke traditioner for statsindgreb fremherskende under højrefløjsregeringer.

Men på et vigtigt punkt var efterkrigstidens kapitalisme næsten overalt mere statsstyret end før set i systemet: militærudgifterne lå på et meget højere plan end nogensinde før i fredstid.

Det gjaldt især USA – som kom ud af anden verdenskrig som langt den stærkeste økonomi, med halvdelen af verdens industriproduktion inden for grænserne og med et bruttonationalprodukt på ca. dobbelt så meget som Vesteuropa og Japan tilsammen.

Frem til 1939 brugte USA meget lidt på våben – mindre end en procent af nationalproduktet. I løbet af anden verdenskrig steg dette tal voldsomt, indtil det nåede 45 procent i 1943 og 44. Selv med omstillingen til fredsøkonomi og nedrustningen i de første efterkrigsår faldt de militære udlæg aldrig til niveauet fra før 1939. I 1948 udgjorde de 4,6% af nationalproduktet (og 9,8% hvis de indirekte udlæg tages med). Militærudgifterne i fredstid var firdoblet. Og udbruddet af den kolde krig kom snart til at betyde, at de steg igen for at nå 14,4% i 1951 (21,1% hvis de indirekte udlæg regnes med).

Anvendelsen af store mængder merværdi på våben havde en særlig virkning på den amerikanske kapitalisme, som allerede blev klar i løbet af krigen. Den mængde merværdi, der forblev i hænderne på den private kapital, efter at staten havde taget sin del til våben, var faktisk højere end tidligere, kapitalens organiske sammensætning havde tendens til at falde og profilraten steg.

Stigningen i nettoprofit efter skat, der bliver på kapitalistiske hænder, er indiskutabel.

De tre beregninger måler på forskellige definitioner af den organiske sammensætning og udtrykker dem forskelligt. [15] Men de viser alle en tendens i samme retning – den organiske sammensætning faldt, samtidig med at våbenudgifterne steg i løbet af krigen, og steg så en smule, da nedrustningen begyndte.

Igen er tendensen i udviklingen klar: stigende da militærudgifterne voksede voldsomt under krigen, og så stagnerende eller faldende med nedrustningen.

Stigningen i våbenudgifterne under Korea-krigen (1950-53) blev fulgt af et fald til det dobbelte eller tredobbelte af udgiften i 1948 (og det seks- eller syvdobbelte af udgiften i 1939).

Gennem hele perioden syntes protitraten at trodse Marx’ "lov". Således fremlagde Nordhaus i en analyse, der ofte blev citeret [18] som bevis på, at profitraten faldt, nogle tal, der viste, at profitraten i løbet af 1950’erne og de tidlige 1960’ere stabiliserede sig inden for et snævert område: [19]

I en analyse, der er kritisk over for Nordhaus’ tal, viser Fieldstein og Summers om noget, en svag stigning i nettoprofitterne i selskaber uden for finanssektoren fra 11,1% i 1950-59, til 10,9% i 1956-65, til 11,7% i 1960-69. [20]

Billedet i Storbritannien i 1940’erne, 1950’erne og de tidlige 1960’ere er ikke væsentligt forskellig fra USA.

Våbenudgifterne lå stadig kvantitativt højere end tidligere i fredstid, idet de optog 10% af nationalproduktet først i 1950’erne, hvorfra det langsomt dalede til ca. 6% i slutningen af 1960’erne.

Når så stor en del af den merværdi, der kunne bruges til investeringer, gik til våben, var det ikke overraskende, at de civile investeringer forblev forholdsvis lave, og at kapitalens organiske sammensætning kun voksede langsomt fra det lave niveau, den var blevet reduceret til af krise og krig. Fra et højdepunkt på 2,0 i 1931-38, faldt den til 1,61 i 1948-52. Derfra steg den til 1,68 i 1953-58, 1,78 i 1959-62 og til 1,85 i 1963-67. [21] Således havde den selv efter mere end 20 års vækst stadig ikke helt nået det niveau på 2,0, der fremkaldte mellemkrigstidens lange krise og stagnationsperiode.

Profitraten før skat viste kun en meget begrænset tendens til fald i den første del af perioden, fra lidt over 16% i de tidlige 1950’ere til mellem 13 og 14 procent i de tidlige 1960’ere – og efter skat var den lige så høj i den senere del af perioden som i den tidlige. [22]

Det, der gjaldt for USA og Storbritannien, gjaldt også for de andre vesteuropæiske magter. De franske våbenudgifter var omkring 5% gennem det meste af 1950’erne og de vesttyske mellem 3 og 4,5%. Og som en marxistisk analyse af Vesttyskland bemærker, så var der ingen stigning i kapitalens organiske sammensætning i 1950’erne. [23]

Alle hæderlige empiriske undersøgelser af 1940’erne, 1950’erne og de tidlige 1960’ere må derfor erkende, at de historisk høje våbenudgifter blev fulgt af en stabilisering af systemet, en udskydelse af tendenserne til stigning i kapitalens organiske sammensætning og fald i profitraten, og en forlænget opsvingsperiode.

Toppen af siden

Teori og realitet

Det faktuelle bevis peger tilbage til de teoretiske pointer, vi kiggede på i kapitel 1 (udgivet som pjece: Hvorfor er der krise, o.a.). Heri blev der argumenteret for, at den skærpede militære konkurrence midlertidigt kunne dæmpe nogle af de modsætninger, der ligger i enhver national økonomi. Høje våbenudgifter betød, at staten tog kontrollen over en afgørende del af merværdien, der ellers ville gå til profitable investeringer.

Resultatet var:

1. En del af den merværdi, der kunne bruges til investeringer og som måske ellers ville have været ledig, blev reinvesteret i produktionsprocessen. Staten garanterede, at det skete, selv når den generelle profitrate var lav.

2. De varer, der blev produceret af den statsfremkaldte investering, konkurrerede ikke med den civile økonomis produktion af forbrugsvarer (og pressede således ikke priserne og profitraten endnu mere eller truede med at fremkalde overproduktion) og fik heller ikke form af nye produktionsmidler, som ville få kapitalen til at stige i forhold til arbejdet i hele økonomien (og reducerede således stadig ikke profitraten). I stedet var de varer, der kom ud af det, bestemt til selvdestruktion – til ‘ikke-produktivt forbrug’.

3. Selv når den statskontrollerede våbensektor var kapitalintensiv (den havde en høj organisk sammensætning), så tjente det ikke nødvendigvis til at reducere den gennemsnitlige profitrate i de ikke-statslige kapitaler yderligere pga. ‘von Bortkiewicz-effekten’. [24]

Naturligvis repræsenterede den store våbensektor et massivt spild af ressourcer, der ellers kunne være gået til udviklende produktive investeringer. Men i lang tid syntes dette ikke at betyde noget. Byrden blev delt mere eller mindre ligeligt mellem de store selskaber, der dominerede den amerikansk økonomi, så det enkeltes evne til at udvide de produktive investeringer blev bremset med stort set samme styrke som de andres. Og mens resultatet var, at den kortsigtede økonomiske vækst aldrig nåede den afsindige fart, den tidligere nåede under opsving i den økonomiske cyklus, så led den heller ikke under noget, der lignede de afbræk, den havde døjet under cyklusens kriser. [25]

At sammenligne økonomien efter krigen med den før krigen var som at sammenligne haren og skildpadden i Æsops fabel. Førkrigsøkonomien sprang fremad med stor fart – og standsede så brat, tabte pusten. Efterkrigsøkonomien, der var bebyrdet af tab på enorme våbenudgifter, bevægede sig langsommere fremad, men standsede ikke brat på samme pludselige måde. Dens profitrate blev ikke presset ned, og derfor kunne den fortsætte med at vokse, år efter år, årti efter årti. Dens langsigtede vækstrate var den største, systemet nogensinde havde set: verdenssystemet voksede “dobbelt så hurtigt mellem 1950 og 1965 som mellem 1913 og 1950, og næsten endnu en halv gang hurtigere end generationen før denne”. [26]

Som Vance udtrykte det ved starten på det store boom: “enorm produktion og enormt spild følges ad hånd i hånd”. [27]

Et tegn på den kapitalistiske økonomis succes fra slutningen af 1940’erne til de tidlige 1960’ere var, at det middel, som keynesianerne havde prædiket som løsning på krisen i 1930’erne – underskudsbudgettering – faktisk ikke var nødvendigt. Selv om regeringens forbrug – især våbenudgifterne – lå på et højt niveau, så blev det opvejet af en høj vækstrate.

I Storbritannien konkluderede en undersøgelse af regeringens finanser i 1968: “Gennem hele efterkrigsperioden har regeringen, der langt fra har sprøjtet efterspørgsel ud i systemet, konstant haft et stort løbende kontooverskud. Finanspolitikken som sådan synes at have været inflationsbegrænsende i efterkrigsperioden ...” [28]

Det begyndte først at ændre sig med Maudling-boomet først i 1960’erne og Barber-boomet først i 1970’erne (begge under konservative regeringer).

Keynesianisme har måske nok været efterkrigstidens ideologi – men i lang tid var det en ideologi, der var adskilt fra praksis.

Som Megan Desai har udtrykt det: [29] “I USA var keynesiansk politik længe om at blive anerkendt officielt ... Den slog til sidst igennem med Kennedy og Johnsons skattesænkning i 1964.” Det var efter at det store boom havde varet i 15 år (25 år, hvis man ser bort fra den kortvarige og overfladiske lavkonjunktur i slutningen af 1940’erne).

Logikken i den våbenbaserede økonomiske ekspansion er undgået mange marxistiske økonomer. Det er absurd, hævder de, at se et statsligt fradrag i den totale merværdi som noget, der kan overvinde merværdiens tendens til at vokse langsommere end de totale investeringsomkostninger, som noget der kan overvinde faldet i profitraten. Frem for at bøje sig for denne “absurditet” har de bestridt virkeligheden af, hvad der er sket i det kvarte århundrede efter anden verdenskrig.

Det, de mangler at forstå, er, at denne “absurditet” blot er en del af den større absurditet i det kapitalistiske system som helhed, af dets modsætningsfulde natur. [30] De forstår ikke, at det at engagere sig i militær konkurrence kan være et lige så “legitimt” kapitalistisk mål som det at engagere sig i økonomisk konkurrence om markeder – faktisk må være en nødvendighed i en epoke med imperialistiske konflikter mellem statskapitaler. Disse marxister var ikke de første, der var ude af stand til at se, hvordan absurditeter kan være logiske for kapitalismen. En af Marx’ største tilhængere, Rosa Luxemburg, kunne ikke forstå, hvordan kapitalismen fortsat kunne udvide den vær di, der var indbygget i produktionsmidler, uden at producere flere forbrugsvarer. På lignende måde kunne disse marxister ikke forstå, hvordan kapitalismen på nogen mulig måde kunne nyde godt af den fortsatte udvidelse af destruktionsmidler. Således var de som Rosa Luxemburg så forvirret over det irrationelle i, hvad kapitalisterne foretog sig, at de forsøgte at benægte, at det var sådan, systemet arbejdede.

Den “irrationelle” logik, som lå bag de vestlige våbenøkonomier, havde en parallel i de østlige statskapitaler. Der havde våbenudgifterne også modsatrettede virkninger – på den ene side bremsede de den kortsigtede vækst, på den anden side skabte de de betingelser, der hindrede forviklinger ud i katastrofale kriser.

Den centrale drivkraft for disse landes ledere var at “indhente og overhale” vestens avancerede kapitalistiske lande. Alle indre ressourcer i det territorium, som statskapitalen kontrollerede, skulle ledes hen mod dette ene mål. De enkelte produktionsenheder var for små og for teknisk tilbagestående til at forholde sig direkte til resten af verden via konkurrence på markedet uden risiko for at blive tvunget til underkastelse under de vestlige kapitaler. Kun selvforsyning – at skære de normale markedsforbindelser over mellem territoriet og resten af verden – kunne afværge risikoen. Men selvforsyningen skulle forsvares med våbenmagt, ellers ville de vestlige kapitaler anvende direkte militære midler for at åbne statskapitalens territorium for indtrængning.

Statskapitalen kunne kun forhindre, at den blev tvunget ud i direkte konkurrence om markeder med de økonomisk stærkere vestlige kapitaler, ved at gå ind i en militær konkurrence med dem.

Hvis den havde valgt den økonomiske konkurrence, så ville dens økonomiske vækst være blevet direkte afhængig af verdensøkonomiens op- og nedture, af verdens boom og kriser. Jagten på konkurrenceevne på det internationale marked ville have betydet en øjeblikkelig stigning i forholdet mellem produktionsmidler og arbejde op til det gennemsnitlige for verden, og det ville have udøvet et nedadgående tryk på profitraten i hver eneste intern produktionsenhed. Når profitraten faldt på den måde, så ville de kontrollerende beslutninger have udskudt investeringerne for at vente på, at et opsving i verdensøkonomien skulle skabe et mere gunstigt investeringsmiljø. Mønstret med boom og krise ville dukke op i den nationale økonomi.

De massive våbenudgifter afbødede meget af trykket – selv om det ikke forhindrede, at der var svingninger i investeringer og økonomisk vækst i de østlige stater, undertiden lige så markant som i de vestlige økonomier under det lange boom. [31]

I løbet af 1940’erne og 1950’erne var de østlige stater i stand til at holde meget høje vækstrater ved at investere den merværdimasse, der fandtes, uden skelen til dens forhold til den tidligere investering (profitraten). Det kunne de kun gøre, fordi våbenudgifterne gav de russiske herskere et middel til at isolere deres indflydelsessfære fra pres fra et ydre marked. Den militære konkurrences omfang gjorde dem i en lang periode i stand til at holde omfanget af konkurrence fra markedet nede.

Samtidig reducerede deres enorme udgifter på våben den verdensomspændende investering i produktiv industri og reducerede dermed den verdensomspændende tendens til stigning i den organiske sammensætning og fald i profitraten. Pga. Ruslands enorme udgifter til våben kunne industrien aldrig nå det punkt, hvor den var i stand til at underbyde den vestlige industri på markedet – og dermed ødelægge den vestlige industris indtjening. Og af samme grund forhindrede den sig selv i at løbe ind i en situation, hvor den kom til at lide under virkningerne af en verdensomspændende overproduktionskrise.

Generelt var statskapitalisme, i øst og vest, ikke mulig uden våbenøkonomien. Uden våbenudgifterne ville de stridende statskapitaler have været nødt til at forholde sig til hinanden alene gennem konkurrencen på markedet - og ville derfor have reproduceret alle kriseelementerne fra mellemkrigsårene. Selv med våbenudgifter var de faktisk ude af stand til at forhindre, at konkurrenceelementet mellem statskapitalerne efterhånden blev vigtigere – og til sidst førte til krisens genopståen.

Toppen af siden

Våben, staten og imperialisme

Grundlaget for det lange boom var den statskapitalistiske våbenøkonomi. Men hele statskapitalisme-projektet byggede på en modsætning – som Bukharin pegede på i sine værker under og kort efter den første verdenskrig.

Det centrale forhold, der fremkaldte sammensmeltningen af stat og kapital – den enorme vækst i produktionsomfanget og dermed i kapitalenhederne – pressede også de enheder, hvor produktionen blev organiseret, til at bryde gennem de nationale grænsers begrænsninger. At forsøge at holde statsproduktionen inden for disse grænser var at sikre, at den blev udført ineffektivt, og at den nationale økonomi blev plaget af misforhold mellem de forskellige bestanddele.

Det var de faktorer, som vi så i det tidligere kapitel (udgivet som pjecen Dengang i 30’erne; o.a.), der fik statskapitalismerne i Tyskland og Japan til før anden verdenskrig at strække deres grænser ved at genopdele verden til deres egen fordel, indtil verdenskrigen var det uundgåelige resultat. De tabte krigen og blev sønderlemmet (Tyskland blev delt i to frem til 1990; o.a.), Japan tabte sine besiddelser på Taiwan, i Korea og Manchuriet og nåede først 1930’ernes økonomisk produktion igen i 1953). Men det var ikke enden på trangen til at opdele og genopdele verden. Den udsprang nu fra de statskapitalismer, der havde slået Tyskland og Japan i krigen.

USA og Rusland kom ud af krigen som de to mest magtfulde statskapitalismer, både efter økonomisk og militær målestok. De var blevet relativt selvforsynende i løbet af 30’erne, efterhånden som udenrigshandlen faldt til en meget lille del af den samlede produktion, og de ideologier, der dominerede inden for den herskende klasse, havde nedtonet vigtigheden af at have forbindelse med resten af verden (isolationismen i USA, ‘socialisme i et land’ i Rusland). Begge var af Tyskland og Japans forsøg på at genopdele verden blevet tvunget til at rette en ny opmærksomhed mod resten af den. De fik nu travlt med at opsuge de underkastede folk fra de slagne magter i deres egen indflydelsessfære.

I første omgang skete det gennem gensidige aftaler på de internationale konferencer i 1943-45 (Teheran, Jalta og Potsdam). Der herskede tilsyneladende harmoni, da hver part tillod den anden at undertrykke de anti-nazistiske modstandsbevægelser, der havde en ideologisk farve, denne ikke kunne lide (således fik briterne og amerikanerne lov til at knuse den kommunistisk ledede modstandsbevægelse i Grækenland, og russerne til at knuse det ikke-kommunistiske hjemmeværn i Polen). Men harmonien var i virkeligheden kun et følelsesmæssigt udtryk for en kynisk realpolitik – den afspejlede hver parts barske beregning af, at den ikke var stærk nok til at nægte den anden part, hvad den ønskede.

Den harmoni måtte bryde sammen inden for et par år. Hver part måtte frygte, at den anden skulle bruge den magt, den havde opnået ved at udvide sin indflydelsessfære, til at udvide den endnu mere.

Der er blevet spildt meget blæk på undskyldninger fra tilhængere af begge sider (og af ingen) i diskussionen om, hvem der startede den kolde krig. Men hele spørgsmålet er fejlplaceret. Når den amerikanske og russiske statskapitalisme efterhånden havde ekspanderet ind i de tyske og japanske imperiers tidligere landområder, så måtte de nødvendigvis støde sammen. Skillelinjen mellem blokkene blev baseret på en beregning af den eksisterende magtbalance. De var hver især bundet til en frygt for, at det på en eller anden måde skulle lykkes den anden at skubbe til magtbalancen og dermed skubbe til en yderligere opdeling af verden. Den eneste måde at undgå det på var at opretholde et konstant pres mod den anden, engagere sig i grænsekrige om nødvendigt (fx Korea), og forberede sig på muligheden af en verdenskrig via en uophørlig opbygning af militært isenkram.

Der var imidlertid ingen ren symmetri mellem de to dominerende magter. Rusland kom ud af krigen som den stærkeste militærmagt i Europa, men var meget svagere økonomisk og havde helt sikkert ikke styrke til at engagere sig i militære kampe langt fra dens egen bloks grænser. Dens imperialisme bestod derfor i undertrykkelse af folkene i Østeuropa, ved en grov udplyndring af området i årene 1945-48, og dernæst i at tvinge en industrialisering igennem på bekostning af arbejderne og bønderne for at udvide blokkens militær-industrielle kapacitet som helhed. [32]

I årene 1949-61 forsøgte det at lægge den nye uafhængige kinesiske statskapitalisme ind under dets egne imperialistiske behov, men opnåede til sidst kun at provokere Kina til at bryde med blokken. [33]

I 1960’erne udvidede det sit engagement uden for dets egen blok og opdyrkede interesser i Indien, Ægypten (selv om det senere tabte dem igen), Syrien, Irak, Somalia (igen kun i en periode), Etiopien, Angola – og selvfølgelig Cuba. Men dets samlede tilstedeværelse uden for Østeuropa og det nordlige Asien var stadig kun en bleg afspejling af USA’s.

I modsætning til russerne havde amerikanerne som den stærkeste økonomiske magt mindre brug for et formelt imperium. I de første år efter krigen var deres økonomiske styrke nok til at trække den herskende klasse i de fleste mindre lande ind i deres indflydelsessfære, medmindre en direkte russisk militær tilstedeværelse forhindrede det.

De kunne således let trække de forskellige vesteuropæiske statskapitalismer ind i deres eget kredsløb, samlede de fleste stumper op fra de opløste imperier (ved at fjerne briterne fra Mellemøsten, franskmændene fra Indokina, belgierne fra det centrale Afrika), og var senere også i stand til at trække lande, der havde været midlertidige allierede med russerne (Ægypten, Somalia og specielt Kina), tilbage i folden. Under forudsætning af at det var i stand til at holde de eksisterende herskende klasser ved magten, så kunne USA forvente fortsat at dominere alt uden for Ruslands umiddelbare kontrol. Dets imperialisme var indirekte, [34] udbytningen byggede almindeligvis på aftaler, der var indgået ‘frivilligt’ mellem amerikanske selskaber og selskaber og regeringer andre steder, dets politiske magt blev sikret af baser, hvorfra tropper kunne fare ud og afstive lokale herskende klasser frem for at bruge besættelseshære.

Manglen på symmetri forklarer, hvordan striden om, hvem der var aggressor, kunne finde sted. Den kompakte russiske blok kunne fremstilles som ‘defensiv’, den omfattende amerikanske tilstedeværelse som ‘fri’, alt efter hvad man selv foretrækker. Men den type argumenter skjulte den bagvedliggende lighed mellem de to lejre.

Begge var imperialistiske i den betydning, at behovet for akkumulation via konkurrence i begge tilfælde tvang den herskende klasse til at have militær indflydelse uden for dens egne nationale grænser. I ingen af tilfældene var imperialismen en simpel kopi af imperialismen i 1890’erne, der kunne retfærdiggøres med hensyn til barske profitter og beregninger over tab, hvor udgifterne til imperiet var små i forhold til den store stigning i profitterne, som den fremskaffede.

I den nye imperialismes periode kunne omkostningerne til imperiet være meget større end det direkte materielle udbytte for den herskende klasse.

På intet tidspunkt i løbet af 1940’erne og 1950’erne oversteg de samlede amerikanske oversøiske investeringer (for slet ikke at tale om det meget lille afkast på investeringen) USA’s forbrug på våben. Selv under nedrustningsperioden op til udbruddet af Koreakrigen “løb de samlede militære udgifter op i noget, der lignede 15 mia. $ om året. Ikke alene var det 25 gange større end summen af den private kapitaleksport, det var også mange gange større end summen af den udenlandske hjælp. Marshall-hjælpen løb ikke op i mere end 5 mia. $ inden for noget enkelt år”. [35]

30 år senere var de amerikanske oversøiske investeringer vokset mange gange. Det samlede beløb var nu omkring 500 mia. $ (200 mia. i direkte investeringer plus banklån til en værdi af ca. 300 mia. $). Oveni kom ca. 300 mia. $ i udenlandske værdier kontrolleret af amerikanske multinationale selskaber. [36] Men de samlede omkostninger til ‘forsvar’ var også vokset, til omkring 200 mia. $ – nu mindre end de samlede oversøiske investeringer, men stadig betydeligt mere end de profitter, der på nogen mulig måde kunne flyde fra investeringerne.

Oveni var retningen for de oversøiske investeringer skiftet. Det var ikke længere overvejende de stærke, etablerede kapitalistiske magters investering i lande, der endnu ikke var fuldt ud kapitalistiske, og som kunne give nogle superprofitter. I stedet var det investeringer i fuldt udviklede kapitalistiske lande – hvis herskerklasser til gengæld investerede i USA. [37]

I slutningen af 1970’erne blev kun en fjerdedel af de udviklede vestlige landes investeringer placeret i den tredje verden – resten blev placeret i andre udviklede lande. Den enkelte udviklede kapitalisme opnåede et vis mængde profit fra sin investering i andre udviklede lande, men tabte samtidig en vis mængde via deres investering i det pågældende land. Det opnåede nettoresultat kunne næppe i sig selv begrunde de voldsomme udskrivninger til våben.

Den imperialisme, der nødvendiggjorde våbenudgifterne, var ikke et enkelt imperiums imperialisme, hvor nogle få finanskapitalister i centret skabte sig store superprofitter ved at holde milliarder af mennesker nede. Det var snarere en imperialisme med rivaliserende imperier, hvor – som Bukharin havde beskrevet det allerede i 1916 – de forenede kapitalister inden for hver herskende klasse måtte omdirigere midler fra produktive investeringer til militære udgifter for at sikre sig, at de kunne beholde det, de allerede ejede.

I slutningen af 40’erne var kalkulen både i Washington og Moskva enkel. At sænke niveauet i de militære omkostninger var det samme som at risikere at miste strategiske fordele til den rivaliserende imperialisme og gøre den i stand til at erobre territorium.

Russerne levede således i frygt for et amerikansk forsøg på at rulle Østeuropa tilbage, som ville have revet disse økonomier ud af Ruslands favntag. Rusland ville så stå uden andre muligheder end at affinde sig med amerikanske varers uhindrede adgang til de russiske markeder - en udfordring som den russiske statskapitalisme stadig var for svag til at tage op. På samme måde levede amerikanerne i frygt for, at Rusland skulle trække en af de vestlige stater- specielt Vesttyskland eller Japan - ind i dets indflydelsessfære og dermed udvide dets militær-økonomiske mulighed for at udfordre amerikanske interesser overalt.

Som en amerikansk talsmand udtrykte det under Korea krigen:

“Skulle et af de to kritiske områder på grænsen til den kommunistiske verden blive løbet over ende – i Vesteuropa eller Asien – ville resten af den frie verden kraftigt få svækket ... den økonomiske og militære styrke, der er nødvendig for at modstå yderligere aggression ...

Hvis Vesteuropa faldt, ville Sovjetunionen opnå kontrol med ca. 300 mill. mennesker, herunder verdens største pulje af uddannet arbejdskraft. Dens stålproduktion ville vokse med 55 mill. tons om året til 94 mill., en sum der er næsten den samme som vores ... Dens kulproduktion ville springe op til 950 mill. ton sammenlignet med vores 550 mill. Elektrisk energi under sovjetisk indflydelse ville vokse fra 130 til 350 mia. kWh, eller næsten op til vores 400 kWh...” [38]

Logikken i den nye imperialisme var enkel: hug og udbyt så meget af verden som muligt for at opbygge det militære potentiale til at hindre rivalen i at hugge og udbytte territorier til at opbygge hans egen militære potentiale.

Den klassiske kapitalisme, som blev beskrevet af Marx, var baseret på den logik at udbytte arbejderne for at akkumulere produktionsmidler, og dermed forsvare evnen til at udbytte flere arbejdere. Logikken i den statskapitalistiske imperialisme var at udbytte arbejderne for at akkumulere destruktionsmidler, og dermed forsvare evnen til at udbytte stadigt flere arbejdere og akkumulere stadigt flere destruktionsmidler.

Da vi studerede den anden verdenskrig, opdagede vi, at denne logik kunne gå forud for alle andre overvejelser. Under den totale krig betød det, at den enkelte kapitalist var tvunget til at investere, selv om deres individuelle profitrate var lav. Det eneste, der betød noget var, at den statskapitalistiske herskende klasse overlevede som sådan, og det nødvendiggjorde den fortsatte investering af al merværdi i våbenproduktion.

Sådan var den fremherskende tingenes tilstand fortsat i Sovjet efter 1945. Den passede til en statskapitalisme, som var både bagefter den amerikanske (i forhold til størrelsen og udviklingen af de produktionsmidler, den havde kontrol over) og foran (i forhold til at lægge den herskendes klasses enkeltmedlemmers interesser ind under statskapitalens behov som helhed). Økonomisk tilbageståenhed betød større pres for at investere uanset den umiddelbare profitrate – selv om profitraten for hele den nationale økonomi naturligvis stadig var afgørende, da den satte grænserne for de fremtidige investeringer.

I USA stod de konkurrerende kapitalistiske koncerner stærkere placeret til at modstå statens omfattende favntag, mens det ydre pres på dem om at acceptere det ikke var så stort. Den kortsigtede profitrate var stadig afgørende for beslutninger om investeringer i mange ikke-militære dele af økonomien. Men som vi har set, betød det næppe noget, da de militære udgifter magtede at skabe betingelser, hvor profitraterne selv efter skat var relativt høje og investeringerne kunne holdes oppe uden direkte statskontrol.

Efterkrigstidens statskapitalistiske imperialisme var ikke profitabel i den forstand, at den førte til superprofitter, der var større end omkostningerne til det imperialistiske forsvar. Den var profitabel i den forstand, at det gjorde kapitalen i stand til at ekspandere over en lang tidsperiode uden større kriser og undgå profitratens tendens til fald.

Endelig fik det en meget vigtig konsekvens for imperialismens mønster under det lange boom. Det betød en opblødning af rivaliseringen mellem de vesteuropæiske imperialismer. To gange inden for en generation har den ført til verdenskrige, Og i de første efterkrigsår virkede det stadig til, at en magtfuld tysk kapitalisme ikke kunne eksistere i Europa ved siden af britisk og fransk kapitalisme – derfor var der de tidlige forsøg på med magt at forhindre den tyske industri i at komme sig efter krigen.

Dog kunne den tyske kapitalisme efter 1948 vokse sig økonomisk stærkere end nogensinde før uden en militær konfrontation med Frankrig og Storbritannien.

Årsagen var, at ligesom den amerikanske statskapitalismes våbenudgifter garanterede profitabiliteten i den civile industri, så skabte den også et internationalt økonomisk miljø, hvor de forskellige europæiske kapitaler kunne investere profitabelt og finde markeder uden at bemægtige sig nye territorier. De europæiske kapitalismer, der forsøgte at holde fast ved de gamle imperier (Frankrig indtil tabet af Algier i 1962, Storbritannien indtil den økonomiske svækkelse tvang det til at forlade ‘Øst for Suez’ udenrigspolitikken og tilslutte sig EEC i begyndelsen af 1970’erne), opdagede, at de blev stadigt mindre konkurrencedygtige i forhold til dem, der ikke havde noget imperium og som baserede deres ekspansion på orientering mod klodens industrielle områder.

Opblødningen i de vestlige kapitalismers rivalisering fik endda en parallel i en opblødning af rivaliseringen mellem USA og Sovjet i det lange booms sidste årti. Da begge stormagter nød fremgang og opretholdt høje vækstrater, syntes trangen hos dem hver især til at genopdele verden på bekostning af den anden at være meget lille. Hverken en kommunistisk overtagelse af Vesteuropa eller en vestlig tilbagerulning af Østeuropa virkede troværdig. Og i den tredje verden syntes begge sider at have vænnet sig til, at stater som Egypten, Indien, Irak eller Algeriet svingede fra den ene side til den anden og tilbage igen.

Efter de to sidste store konfrontationer – Berlin 1961 og Cuba 1962 – blev detente (afspænding) dagens orden. Herskerne i USA og Sovjet mente, at verden var stor nok til at de begge kunne få opfyldt deres ambitioner. Mens det lange boom stod på, fik intet længere lov til at forstyrre den opfattelse – hverken USA’s krig i Vietnam, den russiske invasion af Tjekkoslovakiet eller krigen i Mellemøsten, der blev udkæmpet af stormagternes klienter i 1973. USA og Sovjet havde større kernevåbenlagre end nogen sinde før – men syntes også mindre tilbøjelig end nogensinde til at bruge dem. Deres bevæbnede våbenhvile lignede virkelig et alternativ til krig.

Men detenten afhang i virkeligheden af boomet. Og da boomet døde hen, så gjorde drømmen om en evig fredelig sameksistens mellem de store statskapitalistiske imperialismer det også.

Toppen af siden

Modsætninger: 1. Nationale kapitaler og international produktion

Våbenøkonomien var et svar på modsætningen mellem produktionens voksende lagdeling og den stigende internationalisering.

Men i stigende grad kunne det ikke løse modsætningen. I 1914 og endda i 1939 havde det været muligt for de herskende at forstille sig, at en hurtig blitzkrig kunne tvinge rivalerne til at acceptere en genopdeling af verden med minimale omkostninger. I atomalderen var det sværere overhovedet at stille sagen op i sådanne termer. Driften mod krig var stadig lige magtfuld – men selv den mest skøre kapitalist eller bureaukrat kunne indse, at en atomkrig ville ødelægge en enorm mængde eksisterende opsamlet kapital, længe inden den ville give kontrol over nye kapitalmasser. Atombalancen fastholdt faktisk hovedlinjerne i den deling af verden, der blev besluttet i 1944-45, trods lejlighedsvis amerikansk retorik om at rulle Østeuropa tilbage. Der skulle gå mere end 30 år, før stormagterne igen begyndte at tænke i retning af, hvad de kunne vinde gennem teaterkrig af typen blitzkrig.

Men fastfrysning af grænserne mellem blokkene standsede ikke tendensen til internationalisering af produktivkræfterne, Med den uophørligt stigende kurve for produktionen på verdensplan under det store boom var tendensen stærkere end nogen sinde for. Da de nationale statskapitaler ikke turde lette presset ved at dreje den kolde krig over i en varm, måtte de lette det på en anden måde – ved at tillade et stigende antal direkte forbindelser mellem den indenlandske produktion og verdensproduktionen.

I mellemkrigsårene var der tendenser til, at de statskapitalistiske imperier og blokke forsøgte at operere som selvforsynende økonomier, der selv producerede mest muligt af de forskellige slags varer, de behøvede. Verdenshandlen faldt brat, og internationalisering af produktionen havde form af internationalisering inden for hver blok.

De mere økonomisk tilbagestående statskapitalismer fortsatte i samme retning i 1940’erne og 1950’erne – Rusland tvang sine østeuropæiske satellitstater til at orientere deres handel mod Rusland, Japan brugte forskellige metoder til at ‘rationere’ fremmed import, opvoksende industrikapitalismer, som Brasilien og Argentina, tvang nationale firmaer til at følge strategier, der var baseret på ‘erstatning af import’, både Kina og Indien kopierede på hver sin måde bevidst de russiske erfaringer med femårsplaner.

Men mellem de gamle etablerede industrimagter viste der sig snart en nyt mønster. Verdenshandlen voksede med noget der lignede det dobbelte af væksten i verdensproduktionen, og der var en stigende tendens til, at nøgleområder i produktionen blev domineret af multinationale firmaer, som koordinerede investeringer, produktion og salg i mange forskellige lande.

De multinationale havde nogle fordele, som ingen national kapital kunne hamle op med. De kunne mobilisere produktivkræfter på verdensplan, mens de enkelte statskapitaler kun kunne bygge på en del af disse kræfter. Derfor havde de tendens til at dominere de teknologisk højest udviklede områder i industrien – inden for olie og petrokemi, computere, elektronik, biler. Individuelle statskapitaler, der fortsat ønskede at producere den mest moderne produktion på de mest effektive måder, opdagede i stigende grad, at det kunne de kun gøre ved at oprette forbindelser med de multinationale – gennem fælles investeringsprojekter, licens aftaler osv. I 1960’erne gjaldt det i stigende omfang stater som Brasilien og Argentina, i 1970’erne i stigende grad også for Rusland og Østeuropa.

Væksten i handel og de multinationales vækst førte til gengæld til en anden form for internationalisering – den massive fremvækst i slutningen af 1960’erne og 1970’erne af enorme puljer af international finanskapital, der ikke havde noget nationalt hjemsted – Eurovaluta.

Der kører en diskussion mellem nogle marxister om, hvorvidt statsliggørelse eller multinationalisering er det dominerende træk i den kapitalistiske udvikling i dag. [39] Hele diskussionen er misforstået. Den ene tendens medfører den anden.

Staten kan ikke udvikle den nationale kapital til at kunne konkurrere på verdensplan medmindre den får adgang til produktive ressourcer (kapital og råmaterialer) og produktive udviklinger (ny teknologi) uden for sine egne grænser. Den er nødt til at handle med de multinationale og at låne fra det internationale kapitalmarked.

På deres side er de multinationale fortsat afhængige af nationale hjemmebaser (selv om nogle – som fx Unilever og Shell – har mere end én national hjemmebase) og de ressourcer, staten kan yde (finansiering, forskning og udviklingsprojekter inden for ‘forsvars’institutioner osv.) og beskyttelse af deres interesser på internationalt plan (i forhandlinger om handel, mod trusler fra yderligtgående regeringer osv.).

De multinationale og de enkelte statskapitaler er gensidigt afhængigt af hinanden. Men samtidig støder den ene parts aktiviteter sammen med den anden parts. De multinationale bygger på den nationale stats beskyttelse, men engagerer sig samtidig i internationale operationer, der kan underminere det indenlandske militær-industrielle potentiale gennem skiftende udenlandske investeringer, hastige flytninger af kapital over grænserne og skatteunddragelser. Den nationale stat er afhængig af de multinationale i adgangen til produktivkræfternes udvikling på verdensplan og sætter samtidig hindringer op for varer og kapitals frie bevægelighed (gennem skatter, ved at give nationale firmaer fortrinsret til regeringskontrakter, gennem forsøg på at påvirke valutakurser), hvilket kun kan tjene til at lægge en dæmper på de multinationales anstrengelser for at udvikle disse verdenskræfter.

Opvæksten af den multinationale kapital underminerer den enkelte stats evne til at styre den indenlandske økonomier, en stigende del af de nationale ressourcer ligger fuldstændigt uden for de nationale planlægningsmekanismers kontrol. Samtidig truer de forskellige staters fortsatte eksistens og deres enorme militærapparater med at forstyrre den internationale planlægning, der fungerer inden for hvert enkelt multinationalt selskab.

Kapitalisme har altid været et system, hvor “orden” kun kan opstå gennem den blinde vekselvirkning mellem mange konkurrerende kapitaler. På Marx’ tid var de nøglemekanismer, der holdt orden, markedet for varer, arbejdskraft og kapital, og de kriser, der med regelmæssige mellemrum sørgede for at bringe dem tilbage til det rette indbyrdes forhold. I slutningen af 1930’erne blev en anden slags vekselvirkning dominerende – nemlig mellem militære statskapitaler. Alligevel kunne der også her opstå en vis orden. Frygt for rivalerne tvang hver enkelt stat til at indlade sig på en planlagt udvikling af de hjemlige ressourcer, og resultatet blev det store boom.

Men den fortsatte internationalisering af produktivkræfterne trak grunden væk under de nationale staters evne til at anvende de interne ressourcer på den måde. Uanset deres ideologiske farve behøvede staterne i voksende omfang samarbejde med den multinationale kapital. Det kunne de kun opnå ved at give de multinationale selskaber en tilstrækkelig profitrate. Derfor kunne de ikke fortsætte ad den gamle statskapitalistiske vej, hvor investeringer blev maksimeret uden hensyn til faldet i profitraten.

I en multinational verden kunne statskapitalerne ikke længere garantere høje vækstrater og fuld beskæftigelse. Den ‘orden’, der havde udviklet sig i slutningen af 1930’erne og 1940’erne, blev en sag fra fortiden. Dog blev de stater, der havde fremmet denne orden, ved med at eksistere – og det forhindrede til gengæld enhver tilbagevenden til en helt anderledes orden, baseret på den rene markedskonkurrence og regulering gennem kriser, som eksisterede på Marx’ tid.

Toppen af siden

2. Fremvæksten af ikke-militære statskapitalismer

Indtil nu har vi forudsat en verden, hvor der kun eksisterer militære statskapitalismer. Det var praktisk taget den verden, som det store boom blev født i: det internationale økonomiske liv blev domineret af de industrinationer, der havde vundet anden verdenskrig – USA, Rusland, Storbritannien og i mindre grad Frankrig. Og det var lande med en høj grad af våbenudgifter beregnet til at beskytte imperier og indflydelsessfærer.

Men i løbet af det store boom viste der sig en ændring. Ligesom de multinationale kapitaler voksede op og skar grænserne mellem statskapitalerne over, sådan begyndte det også at blive nødvendigt for statskapitalerne at interessere sig for såvel markedet som for den militære dimension i konkurrencen. Især dukkede der statskapitaler op, der satte næsten alle ressourcer ind på at trænge ind på rivalernes markeder, og simpelthen nægtede at tage del i den militære konkurrence.

Det var en nødvendig følge af den lange periode med økonomisk ekspansion. Efterhånden som systemet voksede, så voksede også de udgifter, der krævedes af en stat, der ønskede at spille en uafhængig rolle i den militære konkurrence. Til slut kunne kun to eller tre stater erklære sig i stand til at gøre det (USA, Rusland, og til en vis grad Kina). Andre stater havde ikke andet valg end at holde med den ene eller anden supermagt. Og der var derfra kun et kort skridt til at beslutte, at de ikke behøvede at yde den samme andel af deres nationale produktion til våben, som supermagterne gjorde. De udviklede økonomier begyndte at brække over i to grupper – med store våbenudgifter og små våbenudgifter – med lande som Storbritannien og Frankrig i en mellemposition.

Resultatet blev en dobbelt modsigelse. Supermagternes ulige økonomier måtte bære lige store byrder (Rusland skulle måle sig med det militære potentiale i et tand, USA, der havde den dobbelte nationale produktion, og den relativt tilbagestående kinesiske økonomi stod over for både USA og Sovjet). På den anden side bar de andre udviklede lande, der havde økonomier på mere eller mindre samme størrelse, ulige byrder – fx havde Storbritannien et våbenbudget på noget lignende seks gange Japans og 50% større end Vesttysklands.

De to kapitalismer, der tabte anden verdenskrig og som derfor havde været udelukket fra den første genoprustningsperiode i slutningen af 1940’erne, befandt sig i en position, hvor de kunne udnytte den våbenøkonomi, som sejrherrerne holdt gående på verdensplan, uden at de selv skulle bidrage med en stor del af deres egen nationale produktion til våben. De kunne derfor sætte en større del af deres produktion i investeringer i den produktive industri, høste de tilhørende fordele i form af effektivitet og gøre kål på konkurrencen på de internationale markeder.

Vesttyskland brugte kun 3-4% af bruttonationalproduktet på våben, og: “Det første eflerkrigsboom, der begyndte i 1950, kunne takke udenrigshandlen for sin styrke.” [40] “På alle tidspunkter med reduceret eller stagnerende kapitalakkumulation i Forbundsrepublikkens historie har eksportoverskuddet haft en stimulerende virkning på produktionen.” [41]

Japan fulgte den samme vej. De militære udgifter lå på et endnu lavere niveau end Vesttysklands, og løb op i knapt 1% af den nationale produktion. Det gjorde det i stand til at sætte flere ressourcer ind i produktiv akkumulation end noget andet vestligt land, mens det samtidig nød godt af det internationale marked, som de andres våbenøkonomi skabte.

Således begyndte dets lange boom – med vækstrater på næste det dobbelte af rivalernes – med den efterspørgsel, der blev skabt af de vestlige magter, der kæmpede i Korea i de tidligere 1950’ere. Som en tidlig beretning om boomet fortæller, “blev boomet udelukkende skabt af den store udvidelse af den udenlandske efterspørgsel.” Mellem 1952 og 1956 løb de amerikanske forsyningsudgifter – det amerikanske militærs indkøb i Japan – op i 3.331 mill. $, “svarende til værdien af mere end en fjerdedel af Japans vareimport for den samme periode”. “Selv om de havde tendens til at falde i de følgende år, var forsyningsudgifterne i 1958-59 tilstrækkelige til at betale 14% af importen.” [42]

Efter en kort pause boomede den japanske økonomi som aldrig før i slutningen af 1960’erne. Et nøglebidrag til boomet kom fra “den hurtige vækst i eksporten specielt til Nordamerika”. [43] Oveni kom en ny strøm af ordrer til Japan fra det amerikanske militær – denne gang i forbindelse med Vietnamkrigen. I et enkelt år, 1971, bidrog det med en milliard dollars til den japanske eksport. [44]

Lave militære udgifter betød ikke et lavt niveau i de statslige indgreb i økonomien. I stedet havde det tendens til at betyde statslige indgreb i opbygning af eksport.

Således fortæller en marxistisk beretning om Vesttyskland i boomets første år: “I langt højere grad end i andre kapitalistiske stater gjorde borgerskabet i Forbundsrepublikken brug af statsapparatet og penge- og finanssystemet til at fremme kapitalakkumulationen gennem nedskrivning af rentesatser og finansiering af investeringer. Alt dette skete på trods af den officielle nyliberale økonomiske teori ...” [45]

I Japan udviklede statskapitalismen sin indflydelse på den civile industri længere end næsten alle andre steder i den vestlige verden – trods beskeden direkte statseje. Staten og de største private firmaer samarbejdede for at sikre, at den del af den nationale indkomst, der var gået til våben før 1945, nu gik til produktive investeringer: “Drivkraften bag den hurtige vækst var faste investeringer i anlæg og udstyr. De private faste investeringer voksede fra 7,8% af BNP i 1946 til 21,9% i 1961.” [46]

I slutningen af 1940’erne og i 1950’erne var der fx. knaphed på importerede råvarer, Regeringen overtog fordelingen af dem til de industrier, den troede kunne bidrage mest til den økonomiske vækst og udvidelsen af eksporten: “Der blev indført et system af prioriterede projekter med størst udbredelse i nøgleindustrier som kulminer, jern og stål ... Råmaterialer blev fordelt til industrien efter prioritering.” [47]

En central rolle blev spillet af ministeriet for international handel og industri (MIHI), som udstak retningslinjer til virksomhederne, som de gjorde klogt i at rette sig efter:

“MIHI formulerede og gennemførte den grundliggende strategi i udviklingen af sværindustrien i 1960’erne og de vidensbaserede industrier i 1970’erne ... MIHI’s mål var at kanalisere ressourcer ind i de foretrukne industrier. Indenlandske og importerede finansielle og tekniske ressourcer blev fortrinsvis ført over i disse industrier. Forskellige former for skaltebegunstigelser og støtteordninger blev formuleret, vedtaget og udført pga. af MIHI’s indsats ... I tilgift tog ministeriet skridt til at fremme rationalisering og reorganisering af industrien ...” [48]

Fx pressede det i starten af 1970’erne på for en større koncentration af industrien for at forhindre udenlandske overtagelser. De administrative retningslinjer gjorde det muligt at samle 97 shippingfirmaer i seks grupperinger, at forene tre forskellige firmaer i Mitsubishi sværindustri, og opnå sammenslutningen af Nissan og Prince Motorer, og af Yairata Stål og Fuji Jern og Stål. [49]

I tilgift til MIHI’s brede magt brugte Centralbanken sin indflydelse på at sikre, at de enkelte handelsbanker finansierede bestemte investeringer og ikke andre. [50]

Den japanske statskapitalisme havde ikke lidt under de enorme spændinger mellem statens efterspørgsler og de enkelte kapitalistgruppers efterspørgsler, der ind imellem havde ramt et land som Storbritannien – muligvis fordi de japanske oversøiske investeringer indtil for nyligt var relativt små, og de enkelte kapitalistiske koncerner så deres aktiviteter som nationale snarere end multinationale (skønt det nu er under ændring). De kunne identificere sig med staten ved at følge den nationale kapitalakkumulations vej.

“De japanske iværksættere investerer med stor energi. I modsætning til iværksættere i andre udviklede lande holder de ikke deres faste investeringer inden for grænserne af bruttoprofitterne og den interne akkumulation. Selv om den faste investering ligger ud over bruttoprofitten, vil iværksættere foretage investeringen, så længe han kan få banken til at finansiere det ...” [51]

“Hovedmålet for den japanske korporative styring er at opnå en høj og voksende salgsvolumen ... Maksimering af profitter er ikke et korporativt mål, selv om det at fastholde et acceptabelt profitniveau er ...” [52]

Med andre ord har toppen af big business og staten arbejdet sammen om at sikre den japanske nationale kapitalismes vækst ved at mobilisere den samlede merværdimasse og føre den over i strategiske sektorer, uden hensyn til den kortsigtede profitmulighed. Det, andre statskapitaler har gjort, når de militære overvejelser har været mest fremtrædende, har den japanske statskapitalisme gjort af hensyn til konkurrencen om de oversøiske markeder. En viceminister i MIHI har opsummeret fremgangsmåden:

“I følge Napoleon og Clausewitz er hemmeligheden bag en vellykket strategi samling af kampstyrken på de vigtigste slagmarker, heldigvis har Japan været i stand til at koncentrere dets knappe kapital i strategiske industrier ...” [53]

Strategien resulterede i en mere eller mindre fortsat vækst i kapitalakkumulationen op gennem I950’erne, 1960’erne og de tidlige 1970’ere – en meget stærkere vækstrate end den, der var mulig for de lande, der skulle bære byrden af den vedvarende våbenøkonomi. Kapitalvæksten i Japan lå i perioden 1961-71 på 11,8% om året, mens den i Vesttyskland i 1950-62 lå på 9,5% om året. Det skal sammenlignes med tallene for USA i 1948-69 på 3,5% om året. [54] Tallene for de faste investeringer som andel af BNP var også slående. I Japan var den 32,3%, i Frankrig 21,9%, i Vesttyskland 22,8% og i Storbritannien 18,2%.

I 1952 var indkomsten pr indbygger i Japan lavere end i Brasilien, Malaysia og Chile. 40% af befolkningen arbejdede i landbruget, arbejdsproduktiviteten i industrien var lav, landet producerede kun 1,7% af verdenseksporten, det var plaget af betalingsbalanceproblemer, den højeste prognose for stigningen i den økonomiske vækst var 5% om året. [55]

I slutningen af 1970’erne var landet verdens tredje største industrimagt. Dets andel af verdenshandlen var på størrelse med giganten USA. Det havde et enormt handelsoverskud:

Vesttyskland og Japans succes kan set i bakspejlet synes at modsige teorien om våbenøkonomien. Der var trods alt tale om de hurtigst voksende økonomier – den ene med et niveau i våbenudgifterne, der lå under gennemsnittet, den anden med et meget lavt niveau. Men i virkeligheden gav den statskapitalistiske strategi, der byggede på civil produktion, kun mening, når den antog, at andre statskapitalismer producerede våben. Disse kunne så skabe et eksportmarked. Hvis de også havde været civilt producerende statskapitalismer, så ville de have haft investeringsniveauer, der kunne sammenlignes med Vesttysklands og Japans, og så ville verdensproduktionen enten havde overskredet efterspørgslen, eller den ville have fundet efterspørgsel i en meget hurtig akkumulering af produktionsmidler, en stigning i kapitalens organiske sammensætning og en faldende tendens i profitraten.

Derfor modsagde den japanske erfaring ikke teorien om den permanente våbenøkonomi som forklaring på vækst og stabilitet på verdensplan. Men den japanske økonomi var en modsatrettet faktor i denne vækst. Selve dens succes betød, at en voksende luns af verdensøkonomien ikke mistede udbytte på investering i våben, dens vækst reducerede den andel af verdensproduktionen, der kunne gå til våben.

Men det var heller ikke enden på historien. De lavt våbenforbrugende økonomiers succes tvang de højt forbrugende til at flytte ressourcer væk fra våben og over til produktive investeringer. For kun dér kunne de begynde at hamle op med den udfordring, de mødte i konkurrencen om markeder fra Japan og Vesttyskland.

Det var tydeligst i Storbritanniens tilfælde, som stod over for betalingsbalance-problemer, hver gang det forsøgte at udvide økonomien fra slutningen af 1940’erne helt frem til midt i 1970’erne, Skiftende britiske regeringer blev mod deres vilje tvunget til at forlade forestillinger om imperialistisk storhed og skære ned i den andel af den nationale produktion, der gik til våben (dog ikke i det samlede våbenbudget). Forsvarsudgifterne faldt fra 7,7% af bruttonationalproduktet i 1955 til 4,9% i 1970.

I USA’s tilfælde var presset mindre synligt til at starte med, da landet nød godt af et overskud på handelsbalancen gennem 1950’erne og 1960’erne. Det gjorde det i stand til både at opretholde et højt niveau i våbenudgifterne og til i stigende grad at investere oversøisk. Ikke desto mindre faldt våbenudgifterne fra de meget høje tal under Korea-krigen (13,4% i 1951), til mellem 9 og 10% af det nationale produkt i slutningen af 1950’erne, og til mellem 7 og 9% i starten af 1960’erne.

Dybden i de problemer, USA stod over for, viste sig under Vietnamkrigen. I et desperat forsøg på at afværge nederlaget skruede Johnson og Nixon det amerikanske militærbudget op med ca. en tredjedel. Det nye niveau var imidlertid ikke noget, der lignede niveauet fra Korea krigen – det bevægede sig i nærheden af 9 til 10% af BNP i slutningen af 1950’erne, ikke af 13%, som det havde været i starten af 1950’erne. Men det var alt for meget for en amerikansk industri, der stod over for en heftig konkurrence om markeder. Den hjemlige inflation steg voldsomt, Wall Street vendte sig mod krigen, og i 1971 oversteg den amerikanske import for første gang siden anden verdenskrig eksporten. Nixon blev tvunget til at tage to forholdsregler, som yderligere underminerede verdensøkonomiens stabilitet: han skar de amerikanske våbenudgifter ned til de laveste tal siden før Korea krigen, og han devaluerede den amerikanske dollar, og undervejs ødelagde han det internationale faste valutakurssystem, der havde dannet ramme om udvidelsen af verdenshandlen gennem hele efterkrigsperioden. De amerikanske våbenudgifters andel af bruttonationalproduktet faldt således fra 13,4% i 1951-57 til 10,7% i 1958-68, til 8,5% i 1969-73, til 6,6% i 1974-77. [58] Dynamikken i konkurrencen om markeder hev uden ophør grunden væk under dynamikken i den militære konkurrence.

Det, nogle har kaldt systemets “hegemonikrise” [59] i 1970’erne, var i virkeligheden afsættet til noget andet – den iboende ustabilitet i en verden med statskapitalismer, der gik i kamp med to vidt forskellige konkurrenceformer.

Den amerikanske økonomis vanskeligheder blev mere end modsvaret af vanskelighederne for den anden store våbenforbruger – Sovjetunionen.

I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne var Sovjet i stand til at vokse stærkere end de fleste vestlige økonomier trods et voldsomt stort våbenbudget og en meget lille udenrigshandel. Men i 1960’erne blev det klart, at de langsigtede vækstrater faldt – fra påstået 11,3% om året i 1950-55 til 6,3% i 1960-65. De tidligere investeringer gav i sig selv problemer for de nye investeringer. Hver investeringsdel skabte mindre nyt overskud til den nationale økonomi end et årti tidligere [60] – med andre ord så faldt profitraten i forhold til den samlede nationale investering. De ressourcer, der var tilgængelige til at udvide økonomien og militærapparatet, blev således skåret ned – hvis ikke presset på arbejdere og kollektivbønder blev øget ved at nægte dem de forbedringer i levestandarden, der var blevet stillet i udsigt for at forhindre en stigende utilfredshed. Uden pres på levestandarden skulle enten den militære byrde lettes eller økonomiens vækstrate ofres (på den måde ville det langsigtede våbenpotentiale blive reduceret).

Det eneste andet alternativ var at forsøge at gøre investeringerne mere effektive ved at danne nye teknologihandelsforbindelser med vestlige multinationale. Men det betød at give de multinationale lov til at have noget at sige over den russiske økonomis udbytte – med andre ord at negere den centraliserede bureaukratiske styring, der havde sat alle ressourcer ind til brug for den økonomiske ekspansion, selv når profitraten var lav.

Virkningen på verdenssystemet af det modsatrettede pres på dets forskellige enheder, øst og vest, var, at den mængde af den globale produktion, der gik til våben, faldt – fra 7% i 1953 til ca. 4% i 1965 i følge en vurdering. [61] Midt i 1970’erne kan niveauet for våbenforbruget på verdensplan ikke have udgjort en større andel af den samlede produktion, end det gjorde i 1948 – det år, hvor det havde været lavt nok til at tillade, at der kortvarigt igen viste sig tegn på en synlig, fuldt udviklet økonomisk krise.

Toppen af siden

Den nye kriseperiode

Denne gang blev krisen mere end blot et flygtigt bekendtskab. Overalt i den vestlige verden begyndte der i voldsomt tempo at komme klager fra industriledere og økonomer over, at profitraten ikke længere var stor nok til at opretholde investeringer, vækstrater og fuld beskæftigelse.

Årsagerne er ikke svære at finde. Allerede i 1960’erne havde der i lande med lavt våbenforbrug været en kraftig vækst i niveauet for produktive investeringer pr. arbejder. I Japan “er kapitalmassen vokset meget stærkere end arbejdsstyrken – mere end 9% pr. år, eller mere end dobbelt så stærkt som det gennemsnitlige niveau i de vestlige industrialiserede lande ...” [62]

I Vesttyskland er det blevet hævdet, at kapitalens organiske sammensætning, der i 1950’erne var statisk, blev afløst af en stigende sammensætning i 1960’erne. [63]

Men for de enkelte lande gav kapitalens stigende organiske sammensætning sig ikke umiddelbart udslag i faldende profitrater – forudsat at de kunne øge eksporten, Højere kapitalinvesteringer gjorde dem i stand til at udkonkurrere konkurrenterne på eksportmarkederne. Det, der under andre omstændigheder ville have betydet faldende hjemlige profitrater, blev løftet af profitoverskuddet på udenrigshandel – et overskud, der kunne opnås fordi de internationale produktionsomkostninger (og dermed de internationale priser) blev påvirket af konkurrenternes mindre effektive produktionsmetoder. [64]

Et af paradokserne ved kapitalismen er, at selv om en stigning i kapitalens organiske sammensætning formindsker de gennemsnitlige profitrater, så øger den profitterne for den første kapitalist, der introducerer den. Større investeringer giver nemlig den første kapitalist adgang til nye produktionsteknikker, som ikke er tilgængelige for andre, og skærer hans omkostninger ned til under gennemsnittet. Den samlede profit for hele kapitalistklassen falder pga. det han har gjort – men han får selv en større bid af den sandede profit. Det er først, når andre kapitalister efterligner ham og indfører de nye kapitalintensive teknikker, at han mister sin konkurrencefordel og hans profit også falder. [65]

Derfor beskar japanerne og vesttyskerne profitraterne på verdensplan, ved at kaste sig over kapitalintensive investeringsformer, samtidig med at de hævede deres egen nationale del af verdens profit. Deres større konkurrencedygtighed på eksportmarkederne tvang andre kapitalismer til at betale med faldende profitrater for den højere organiske sammensætning af den japanske og tyske kapital. Men det tvang igen de andre kapitalister til at øge deres konkurrencedygtighed ved at satse på en højere organisk sammensætning af kapital for at hamle op med den japanske og tyske teknologi.

Stigningen i kapitalens organiske sammensætning skærpede konkurrencen mellem de store økonomier, og det førte igen til et stigende pres på den organiske sammensætning.

I USA beløb den samlede udenrigshandel målt i værdier sig fx i 1948 kun til 12,7% af produktionen, og så sent som i 1965 kun til 13,7%. Det, der betød noget for hovedparten af industrien under disse omstændigheder, var konkurrencedygtige omkostninger inden for landets grænser. Men i 1979 var andelen vokset til 31,1% [66] – en meget større del af industrien var nu nødt til at bekymre sig om internationale sammenligninger af deres omkostninger. Hele industrier opdagede pludselig, at værdien af deres produktion måtte omregnes på basis af, hvor meget det ville koste at producere den med andre landes mere avancerede teknik – og det betød, at den ikke var stor nok til at give tilstrækkelige profitter.

Det synes at forklare den velkendte stagnation i arbejdsproduktiviteten i USA i 1970’erne – værdien af det maskineri, arbejdskraften betjente, var oprindeligt beregnet ud fra, hvad det kostede at producere eller erstatte det inden for USA, og ikke ud fra hvad den lavere værdi, der kunne nås, hvis man sammenlignede med verdenspriserne. [67]

Der var kun én måde, som den amerikanske kapital kunne svare på den hårdere konkurrence – den var nødt til at øge forholdet mellem kapital og arbejde. Væksten synes at vise sig fra 1968 og frem: [68]

I Storbritannien startede væksten i kapitalens organiske sammenhæng tidligere, som det kan forventes i en økonomi, der perioden igennem alt andet lige brugte mindre på våben end den amerikanske:

Interessant nok så var forholdet kapital/produktion i følge disse tal i starten af 1970’erne begyndt at nå niveauet fra før den lange britiske krise i mellemkrigsårene. Bank of England Quarterly har også offentliggjort tal, der viser en stigning i forholdet kapital/produktion på 50% mellem 1960 og midten af 1970’erne. “Ændringerne betyder,” skriver det, “at den nedadgående tendens i graden af udbytte i forhold til kapital fra 1960 til 1973, og det mere dramatiske fald siden, har været meget mere markant end faldet i de reelle profitter, der er blevet lagt til selskabernes værdi” [71] (det totale udbytte efter fradrag for materialeomkostninger).

Samuel Brittan, der er redaktør på Financial Times, har med undren noteret sig en lignende tendens:

“Der har været et grundlæggende langsigtet fald i produktionsmængde pr. kapitalenhed inden for fremstillingsindustri ... Det er en ganske generel erfaring i de industrialiserede lande ... Man kan konstruere en ret tilforladelig forklaring for et enkelt land, men ikke for den industrialiserede verden som sådan.” [72]

Den type ændringer i den organiske sammensætning måtte nødvendigvis afkorte det lange boom. Da investeringerne voksede hurtigere end den arbejdskraft, de kunne beskæftige, måtte der enten komme et fald i profitraten eller en drastisk reduktion i den del af produktionen, der gik til arbejderne (en stigning i udbytningsgraden). Medmindre “arbejderandelen” blev slået tilbage, så ville presset på firmaer (og stater) for at foretage nye og stadigt mere massive investeringer blive fulgt op af et fald i de gennemsnitlige profitter, man kunne forvente at få ud af investeringerne – således at enhver cyklisk eller anden stigning i investeringsomkostningerne (en stigning i energi- eller råmaterialepriser, opadgående pres på lønningerne, en pludselig stigning i renteniveauet) ville gøre investeringerne uprofitable. Under de omstændigheder satte firmaerne enorme investeringsprojekter i gang, for så at bremse dem på halvvejen. Men undervejs skabte de netop de forstyrrelser i andre firmaers omkostningsberegninger, der også ødelagde deres profitmuligheder. Et generelt lavt investeringsniveau og en høj grad af økonomisk ustabilitet fulgte.

En stigning i udbytningsgraden af arbejdskraften var imidlertid heller ikke svaret. Det kunne gøre de enkelte kapitalister i stand til at beskytte deres profitniveau. [73] Men kun gennem en nedskæring af det samlede marked for forbrugsvarer, således at systemets ekspansion blev endnu mere afhængig af et højt investeringsniveau og åbent for endnu større ødelæggelse, hvis dette ikke forelå.

Kombinationen af stagnerende investeringer og økonomisk ustabilitet var netop det, der udviklede sig i 1970’erne. Oliekrisen i 1973 var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og kastede et system, der allerede opererede med en stigende organisk sammensætning af kapitalen, ud i krise,

Men for at kunne undersøge den form, som den efterfølgende krise fik, er det nødvendigt først at se på de ændringer, som det lange boom forårsagede i systemet.

Toppen af siden

Arbejdskraften under det lange boom:
velfærdsstaten, familien og immigrationen

Der havde været overskud af arbejdskraft i næsten alle lande op til anden verdenskrig. I de vestlige lande var der enorm stor arbejdsløshed i 1920’erne og især i 1930’erne. I USSR faldt 20’ernes høje arbejdsløshed med den militært orienterede udvidelse af sværindustrien fra 1928-29 og frem – men selv da var der overskud af arbejdskraft nok til, at mellem fem og ti millioner kunne sættes i arbejde med meget lav produktivitet i slavelejrene.

Med våbenøkonomiens tilsynekomst faldt arbejdsløsheden til niveauer, som systemet tidligere kun havde oplevet i meget korte opgangsperioder. Fx faldt arbejdsløsheden i USA fra 17,1% i 1939 til 1,7% i 1944 og til 1,0% i 1945. Selv om den steg til 5,3% med nedrustningen og den milde lavkonjunktur i 1948-49, var den tilbage på mindre end 3% i starten af 1950’erne. I Storbritannien var tallet 10,3% i 1938, det faldt til ca. 1% i løbet af krigen og svævede rundt mellem 1,5 og 2% i 1950’erne. I Tyskland fjernede den nazistiske våbenøkonomi i praksis arbejdsløsheden midt i 1930’erne. Der kom en høj arbejdsløshed med det økonomiske sammenbrud i de første efterkrigsår, men tallet faldt til 4% i 1957 og til blot 1% i 1960.

Igennem to årtier eller mere var det, der bekymrede den kapitalistiske stat mest, ikke at skulle hamle op med arbejdsløsheden, men snarere at sikre, at beskæftigelsen voksede hurtigt nok til at kunne holde trit med den stadigt større efterspørgsel efter arbejdskraft. I USA fx voksede antallet af manuelle arbejdere fra 20,5 mill. i 1940 til 27,5 mill. i 1970; antallet af kontor- og salgsarbejdere fra 8,5 mill. til 18,5 rnill. [74] Alle industrialiserede lande oplevede lignende udvidelser af den arbejdende befolkning.

At hamle op med arbejdsløsheden gav altså ikke anledning til bekymring i de førende kapitalistiske stater under det lange boom. I virkeligheden var deres problem det stik modsatte – at sluse de tidligere arbejdsløse ind i produktionen var ikke i sig selv nok til at opfylde det lange booms tilsyneladende umættelige behov for arbejdskraft. I USA voksede den beskæftigede arbejdsstyrke fx med 60% mellem 1940 og 1970. Den type udvidelse krævede helt nye forsyninger af arbejdskraft, Hvad enten politikerne og regeringens embedsmænd kunne lide det eller ej, så var staten nødt til at tage den byrde på sig at sikre forsyningerne. Den var nødt til at regulere arbejdsmarkedet som aldrig før.

Opgaven med at levere råmaterialet, arbejdskraften, til den økonomiske og militære konkurrence kunne ikke længere overlades til det “frie” arbejdsmarked. Staten var nødt tit at supplere – og endda delvist fortrænge – lønsystemet med service og understøttelse, som den selv leverede.

Et svar på manglen på arbejdskraft lå i at reducere landarbejderstyrken endnu mere – enten gennem statsstøttet sammenslutning af små landbrug som i Vesteuropa eller gennem tvangskollektiviseringer som i Rusland og Østeuropa. Et andet lå i opfordringer til massive emigration af mennesker fra de mindre udviklede lande til byerne i de højt udviklede lande (fra Tyrkiet, Øst- og Sydeuropa til Tyskland; fra Jugoslavien, Portugal, Spanien og Algeriet til Frankrig, fra Vestindien og det indiske subkontinent til Storbritannien, fra Puerto Rico til USA). Et tredje – der igen blev anvendt overalt – var at trække gifte kvinder ud i lønarbejde.

Hver måde at øge arbejdsstyrken på skabte imidlertid nye problemer for stat og kapital.

At presse arbejdskraft ud af landbruget kunne kun virke, hvis der blev sat ressourcer ind på at hæve produktiviteten i landbruget. Det kunne være meget dyrt. Men alternativet var, at forsyningen af fødevarer til den voksende bybefolkning og råmaterialer til industrien ville komme til at mangle, og dermed skabe utilfredshed i arbejderklassen og flaskehalse i akkumulationen. Mens den industrielle udvikling foregik langsomt betød den slags problemer mindre. Men da udviklingen tog fart blev de mere og mere en hindring for yderligere udvikling – som vi har set det meget levende inden for de seneste år i østbloklandene.

Udvandring fra den tredje verden var en meget billig måde at skaffe billig arbejdskraft på. Det industrialiserede land havde ikke nogen omkostninger til at opfostre og uddanne den del af arbejdskraften – i virkeligheden modtog det statstilskud fra den indvandrede arbejders hjemland. Den nye arbejdsstyrke var almindeligvis yngre end den “indfødte” og krævede mindre i form af lægehjælp, folkepension osv. Og den var almindeligvis mere parat til at acceptere lave lønninger, barske arbejdsforhold, hård disciplin osv. – kort sagt at blive superudbyttet. Den pulje, som den nye arbejdskraft kom fra, var potentielt uudtømmelig.

Der var dog nogle praktiske begrænsninger. Efterhånden som immigrantarbejderne blev vænnet til at bo og arbejde i deres nye hjem, så krævede de forhold, der lå nærmere de etablerede arbejderes; de krævede anstændige indkvarteringsforhold, uddannelse og velfærdsgoder til deres børn. Staten måtte enten øge udgifterne til disse ting – eller imødese voksende sociale spændinger, der kunne føre enten til forstærket klassekamp (oprøret i Frankrig i 1968 var i betragtelig grad de nye arbejderes oprør) eller til raceuro. Da den var ude afstand til at bekoste de sociale udgifter, der var nødvendige for at afværge årsagerne til den sociale ustabilitet, reagerede staten almindeligvis ved at indføre kontrol med yderligere immigration.

De gifte kvinders indtræden på arbejdsmarkedet i stor stil krævede også et vist investeringsniveau af staten. Der skulle findes midler til at sikre, at det ikke betød forsømmelse af børneopdragelsen – eller af socialiseringen af den næste generations arbejdere – eller et sammenbrud i forsyningerne af fødevarer, husly og beklædning for de mandlige arbejdere. En del af midlerne kunne fremskaffes med forholdsvis små omkostninger gennem anvendelse af ny teknologi. Køleskabet, vaskemaskinen og støvsugeren, erstatning af kakkelovnen med elektricitet, gas eller olieopvarmning, populariseringen af frosne fødevarer, udbredelsen af fast food-butikker, selv fjernsynet – alt sammen havde det den virkning, at det begrænsede de anstrengelser, der var nødvendige for at sikre reproduktionen af både den nuværende og den kommende arbejdskraft. [75] Og det kostede sædvanligvis ikke staten eller kapitalen så meget som en øre, da de blev betalt af familien ud af den større indtægt, den fik, når kvinden tog betalt arbejde. Omsorgen for de små børn, når begge forældre arbejdede, gav store vanskeligheder, da oprettelse af børneinstitutioner kunne være bekostelige for staten – selv om disse omkostninger ofte også kunne dækkes af den arbejdende kvindes løn.

Så alle metoderne til at udvide arbejdskraften kunne virke til et vist punkt – men udover det havde de tendens til at indebære betragtelige ekstraomkostninger. Omkostningerne kunne bæres, så længe systemet voksede hurtigt. Men de blev en byrde, da boomet kollapsede.

Der var en anden løsning på manglen på arbejdskraft. Men det var endnu dyrere. Det var at øge statens udgifter til reproduktion af arbejdskraften, så som at øge det gennemsnitlige uddannelsesniveau. [76]

I alle udviklede lande var der en betragtelig vækst i uddannelsesudgifterne under det lange boom – især i gymnasier og på videregående uddannelser. [77] Som James O’Connor har skrevet om USA: “I slutningen af 1950’erne og 1960’erne stimulerede denne vægt på den tekniske udvikling ... de lokale og centrale regeringer til en hurtigt udvidelse af de lavere tekniske uddannelser og etablering af et stort system af højere uddannelser. Staten erstattede familien som hovedsocialiseringskraften for de ungdommelige elever.” Det passede til en situation, hvor “95% af stigningen i beskæftigelsen kom i den øverste halvdel af arbejdsmarkedet (arbejdere med studentereksamener eller højere).” [78]

Ved siden afvæksten i uddannelsesudgifterne har der også – i de fleste lande – været vækst i udgifterne til sundhedsvæsenet. Det var nødvendigt, hvis virkningen på. sygdomsproduktionen skulle reduceres i en tid med mangel på arbejdskraft. Derfor kom der en udvikling hen mod opsplitning af sundhedssektoren, med en sektor, der var meget effektiv til at reparere syge eller tilskadekomne arbejdere og få dem tilbage i arbejdsstyrken igen, og en anden der tog sig af dem, der ikke synes at kunne komme ud i produktivt arbejde igen – de kronisk syge, de gamle og de mentalt syge (naturligvis er der almindeligvis også en tredje sektor: en privat sektor eller i Østeuropa en privilegeret del af den statslige sektor – som behandler de rige og magtfulde).

Endelig var der et tredje område for udvidelse af de statslige udgifter, der var beregnet til at øge produktiviteten – udgifter, der var beregnet til at skabe en følelse af tryghe d for de beskæftigede arbejdere. I den kategori faldt alderdomspension (især de der i det mindste blev finansieret delvist af firmaordninger) og arbejdsløshedsunderstøttelse. Igen har O’Connor korrekt skrevet: “Selv om det sociale sikkerhedsnet bidrog til den sociale og politiske stabilitet ved at vedligeholde de arbejdsløse og pensionerede arbejdere, så var hovedformålet at skabe en fornemmelse af økonomisk tryghed inden for de beskæftigedes rækker og derved højne moralen og styrke disciplinen.” Derfor indførte mange lande i slutningen af 1960’erne lønrelaterede goder og afskedigelsesgodtgørelser. Det var bagsiden af udslusningen af arbejdskraft fra de gamle industrier.

Alle disse metoder kan ses som nødvendige for kapitalen, hvis den skal øge arbejdskraftens produktivitet. De bliver dog også ofte set ud fra et andet perspektiv – som indrømmelser fra kapitalen til arbejderbevægelsens politiske og økonomiske krav. Der er f.eks. ingen tvivl om, at politiske overvejelser spillede en rolle i indførelsen af velfærdsstaten i Storbritannien ved slutningen af anden verdenskrig. Som den senere konservative minister Quintin Hogg (nu Lord Hailsham) udtrykte det i 1943: “Hvis I ikke giver folket reformer, så vil de give jer revolution.” På den anden side skyldtes udvidelsen af velfærden med præsident Johnsons store samfundsprogrammer i USA i 1960’erne meget den herskende klasses ubehagelige oplevelser med oprørene i ghettoerne i 1964-68.

Men udbredelsen af velfærdsydelser var ikke kun en reaktion på pres fra arbejderklassen. Lande med en relativt svag og passiv arbejderklasse havde ofte en højere grad af velfærdsydelser i slutningen af 1960’erne end lande med stærke bevægelser. Japan var f.eks. et land med en lille grad af velfærdsydelser i 1950’erne og de første 60’ere (på kun en tredjedel af niveauet i Europa og USA). I 1980 var den udgift imidlertid vokset nok til at være med til at skabe et meget stort underskud på den offentlige sektor. Efterhånden som udvidelsen af arbejdsstyrken blev afhængig af reproduktion af arbejderne i byerne frem for tilflytning fra landdistrikterne, så måtte staten træde til.

Men de to typer forklaringer på væksten i velfærd er ikke nødvendigvis modsætninger. Igennem en lang periode følte kapitalen, at velfærdsudgifterne kunne tilfredsstille to forskellige behov på en gang – at købe arbejderklassen til passivitet, men samtidig få produktiviteten til at stige, så at omkostningerne ved at gøre det ikke blev en byrde for akkumulationen. Lige som lønningerne både reproducerer arbejdskraften og af arbejderne ses som en retfærdiggørelse af arbejdets besvær, sådan får det sociale element i de offentlige udgifter både arbejdsproduktiviteten til at vokse og får arbejderne til at tro, at samfundet bekymrer sig om dem.

Denne socialisering af arbejdsomkostningerne fik nogle vigtige konsekvenser for systemet som helhed. Det betød, at set fra den nationale statskapitalisme var arbejdskraften ikke længere “fri” i den traditionelle betydning. I systemets klassiske billede var arbejderne, der var afskåret fra produktionsmidlerne, kun i stand til at holde sig selv i live, så længe de solgte deres arbejdskraft. Og kapitalisterne betalte kun for arbejdskraften, uden at være tvunget til at holde liv i det menneske, som var bærer af den: det var den store fordel ved kapitalisme frem for slaveri set ud fra den mest effektive udbytning. For under slaveriet var mennesket udbytterens ejendom og skulle passes som et hvert andet stykke ejendom, uanset om han eller hun var særligt produktiv.

På en måde indførte velfærdsstaten et element af økonomiske beregninger, der var relevante for slaveriet, i den kapitalistiske økonomi. Under forhold med akut mangel på arbejde måtte den kapitalistiske nationalstat betragte den nationale arbejderklasse som sin ejendom, der skulle plejes og passes så vel som udbyttes, hvis produktiviteten skulle kunne måle sig med de internationale standarder. Det blev tydeligst stillet til skue af den stat, der byggede en mur langs grænserne for at forhindre den dyrt uddannede arbejdskraft i at flygte for at arbejde andre steder. Men det var synligt overalt, da lønningerne efterhånden kun udgjorde en del af arbejdernes levestandard. Det var derfor, at staten gentagne gange blev tvunget til at indføre metoder, der var beregnet til at tvinge folk ind i den produktive arbejdsstyrke – fængselsstraffe for dem, der var skyldige i “snylteri” i USSR, love mod vagabonderen og “misbrug” af den sociale sikring i Storbritannien, detaljerede systemer, der skulle sikre, at det at sælge sin arbejdskraft altid var meget mere indbringende end at leve af velfærdsstatens sikkerhedsnet. Der var en delvis ophævelse af karakteren af fri arbejdskraft – men kun en delvis ophævelse (som ses af den måde hvorpå de, der tidligere stod udenfor – de, der var i Ruslands slavelejre, mange husmødre i vesten – blev trukket ud på arbejdsmarkedet).

Selv den begrænsede ophævelse af det frie arbejdsmarked var en byrde, der forhøjede hver enkelt nationalkapitals faste udgifter. Det betyder ikke så meget, hvordan de faste udgifter bliver kategoriserede (om det er som udgifter til “social kapital”, som “indirekte produktive omkostninger” eller som “ikke-produktive produktionsomkostninger”), de tjener alle til at forhøje det udgiftsniveau, som den nationale stat må påtage sig for at kunne holde trit med den internationale konkurrence. Som sådan pressede de afkastet af den totale nationale investering nedad. [79]

Igennem en lang periode syntes det ikke at have betydet noget. Andre faktorer arbejdede på at beskytte profitraten. Men da først boomets dynamik begyndte at svækkes, blev omkostningerne til velfærd et afgørende problem. De to funktioner – at få produktiviteten til at stige og at købe arbejdsro – supplerede ikke længere hinanden. Kapitalen var nødt til at forsøge at begrænse omkostningerne ved at opretholde og øge produktiviteten, selv om det skabte uorden i de gamle mekanismer til at holde kontrol med arbejderklassen. Tendensen gik nu i stigende grad i retning af, at velfærdsydelserne blev knyttet til modtagernes mulige produktivitet. Folk i beskæftigelse (eller som blev antaget sandsynligvis ville komme det eller komme det igen i den nærmeste fremtid) fik én slags behandling, folk, der var droppet ud af beskæftigelse permanent fik en meget dårligere behandling.

Det forhold, at den sociale løn var blevet noget, der blev taget for givet af arbejderne, gav de regeringer, der forsøgte at følge denne politik, problemer. Ligesom den enkelte kapital må beskæftige sig med at holde arbejdernes modstand i skak, når den planlægger nedskæringer i lønningerne, sådan må regeringer også bekymre sig om at reducere modstanden til et minimum, når de skærer ned i den “sociale” løn. Resultatet er, at dannelse af “to velfærdsstater” ikke går nær så hurtigt fremad, som de mest hårde kapitalistiske økonomer kræver.

Således har ikke engang Thatchers regering i Storbritannien været i stand til at føre den kapitalistiske logik helt igennem i behandlingen af de arbejdsløse. Det ville betyde, at man skulle vurdere, hvor mange af de arbejdsløse, det er nødvendigt at holde i reserve til de fremtidige produktionsbehov, give dem en understøttelse, der er tilstrækkelig stor til at holde dem klar til produktion (dog ikke så stor, at “den ødelægger tilskyndelsen til at tage arbejde”), – og afskrive resten af de arbejdsløse og tvinge dem ud i forarmelse. I stedet har regeringen i Storbritannien følt sig tvunget til at holde værdien af den langsigtede socialhjælp tæt på niveauet for inflationen. Det har fået de samlede omkostninger ved velfærdsydelserne til at vokse sammen med massearbejdsløsheden og fået underskuddet på den offentlige sektor til at vokse trods alle regeringens anstrengelser.

Polens herskende klasse stod over for et lignende problem i 1980. Dens forsøg på at begrænse statsstøtten til fødevarer, for at sikre at kun de mest produktive arbejdere (og selvfølgelig de komplet uproduktive bureaukrater, politichefer og officerer i hæren) fik tilstrækkelig mad, fremkaldte modstand fra hele arbejderklassen.

Det forhold, at verdenssystemets krav om konkurrencedygtighed krævede en rationalisering af det sociale niveau, betød overhovedet ikke, at den bare kunne gennemføres. Det er rigtigt, at systemets dynamik lagde et vist pres på hver enkelt herskende klasse. Men det var klassekampen, der afgjorde, om de var i stand til at gøre det, som de blev presset til, eller om de gik itu på det.

Toppen af siden

Centralisering af kapital og statens rolle

Den klassiske metode til centralisering af kapital var krisen. Den fik nogle kapitaler til at gå bankerot og gjorde det muligt for andre at købe dem billigt. På den måde satte den de tilbageværende kapitaler i stand til at øge deres profitrate, og den satte systemet som helhed i stand til at afskrive omkostningerne ved den værdiforringelse af den konstante kapital, der skyldtes de tekniske fremskridt.

Men gennem tre årtier eller mere havde der ikke været nogen større kriser. Bankerotter forekom selvfølgelig, men i små firmaer af ringe betydning for systemet som helhed.

Dog fortsatte kapitalen med at blive koncentreret i færre øg større enheder:

Koncentrationen fandt stort set sted gennem sammenslutninger og overtagelser, som typisk ikke omfattede afskrivning af det overtagne firmas kapital. I Storbritannien “skyldtes mellem 1966 og 1968 ca. 80% af alle aflivninger (af firmaer) sammenslutninger, og mellem 1948 og 1972 var halvdelen af alle noterede firmaer genstand for sammenlægningsaktiviteter”. [82]

Og således spillede destruktion af kapital gennem kriser i 1950’erne og 1960’erne en meget lille rolle i udskydelsen af profitratens fald.

Det betød til gengæld, at systemet i slutningen af perioden bestod af gigantiske indbyrdes forbundne firmaer, der hver især var meget afhængig af hinanden for at kunne overleve, i endnu højere grad end det havde været tilfældet i 1930’erne.

Samtidig med koncentrationen af kapital kom der en voksende afhængighed af staten. Den statslige kontrol havde tendens til at vokse, efterhånden som det lange boom viste de første tegn på vaklen i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, Regeringer var uvillige til at lade ineffektive firmaer gå fallit, når det kunne skade andre firmaer – enten via forfalden gæld eller tab af arbejdspladser. Fx da den amerikanske gigant inden for jernbanerne, Penn Central, kom i vanskeligheder i 1970, skyndte den amerikanske regering sig at stive den af. Da Rolls-Royce i Storbritannien var kaput, nationaliserede den konservative regering det: derfor endte en regering, der havde viet sig til princippet om afnationalisering, paradoksalt nok med at have mere industri under statslig kontrol, end da den overtog regeringsmagten. Da en hærskare af tvivlsomme bankoperationer over hele verden, lige fra små sekundære banker til den oversøiske gigant IOS, faldt sammen, tvang centralbankerne de tilbageværende finansinstitutter til at samle stumperne sammen. En af de bemærkelsesværdige ting ved krisen i midten af 1970’erne var i virkeligheden, at pga. indgreb fra stater og centralbanker var der faktisk ingen større fallitter.

Større koncentration af kapital og voksende statslige indgreb for at afværge fallitter havde en vigtig virkning på systemets samlede fremtræden. Den gamle nødvendighed af at reducere priserne under kriser var ikke længere i funktion. Firmaer med en monopolagtig position følte sig i stand til at hæve priserne for at beskytte deres profitniveau på et mindre produktionsniveau.

Den radikale amerikanske økonom, Howard Sherman, har beskrevet betydningen af monopoliseringen: “I næsten alle kriser og depressioner indtil krisen i 1948 faldt priserne i alle økonomiske sammentrækninger. Under krisen i 1948 faldt priserne i ikke-monopol industrier med 7,8%. Men priserne i monopol-industrierne faldt meget mindre, med 1,9%. Siden da er de frie (ikke monopol-beskyttede) priser stadig faldet under alle kriser. Men monopolpriserne er steget under hver krise ...” [83] Således faldt priserne i fri konkurrence med 1,5%, 0,3% og 3,0% i kriseårene 1953, 1958 og 1969; mens monopolsektoren oplevede stigninger på 1,9%, 0,5% og 5,9% i de samme år.

Som metode til rent faktisk at beskytte monopolernes profitter blev prisforhøjelser mindre effektive efterhånden. For de kunne kun virke, når der var en betydelig ikke-monopol sektor, hvis faldende priser kunne beskære monopolernes omkostninger, når deres egne priser steg, Da først det meste af økonomien blev domineret af monopoler, så havde udgiften til de varer, som monopolerne købte, tendens til at stige lige så hurtigt som de varer, de solgte. Det eneste, de gjorde, var at jagte deres egne haler. Kun nedskæringer i lønningerne kunne så genskabe profitabiliteten. Og det var svært med fuld beskæftigelse – det krævede almindeligvis statsindgreb med brug af indkomstpolitik at holde orden på lønningerne.

Hvor frugtesløst det end var for alle kapitalister at hæve priserne på en gang, så kunne det ikke forhindre hver enkelt i at føle sig tvunget til at gøre det. Resultatet var et vigtigt nyt problem for systemet. Priserne var altid steget under højkonjunkturer – men var så faldet igen under lavkonjunkturer. Nu steg de i såvel lav- som højkonjunkturer. Koncentrationen af kapital betød, at inflation var et permanent træk ved den aldrende kapitalisme.

Toppen af siden

Spild

Den ekstreme koncentration af kapital havde en anden konsekvens. Det betød nødvendigvis en stigning i omfanget af ineffektivitet og spild.

De kapitalistiske firmaer har altid udviklet sig på ineffektive og uøkonomiske måder. Produktionen udvikler sig i bestemte retninger og i et bestemt tempo som svar på markedets efterspørgsel, Produktionsforholdene inden for firmaet – tildelingen af ressourcer inden for ledelseshierarkiet, forholdet mellem ledelse og arbejdere – blev formet i forhold til det. Men når markedets efterspørgsel skiftede, var der ingen automatisk justering af de interne strukturer. Gennem et stykke tid fortsatte firmaet med at fremstilling sin produktion på stort set samme måde, ofte ved brug af forældet teknologi – og kunne under et boom antageligvis slippe af sted med at gøre det. Det var netop krisen, der tvang justeringen igennem, når mere omstillingsparate firmaer truede med at gøre de mindre effektive insolvente.

En forlænget periode uden kriser betød nødvendigvis en større ineffektivitet. Monopoliseringen forværrede denne tendens. Et firma, der havde tæt hold på en stor bid af det nationale marked, kunne forts at afhænde sin produktion, selv om dets teknologi i stigende grad var ude af trit. Det var der talrige eksempler på i 1950’erne og 1960’erne. Således var verdens største fremstillingsvirksomhed, General Motors, i årevis karakteriseret af den måde, som den producerede nye bilmodeller på, som stor set ikke indeholdt nogen teknologiske nyheder:

“Der havde ikke været nogen vigtige produktfornyelser i industrien siden automatgearet og servostyringen i 1949. Det var næsten et kvart århundredes tekniske vintersøvn. I stedet for fornyelse af produktet gav bilindustrien sig i lag med et to årtier langt markedsforingsgilde, der generelt tilbød det samme gamle produkt forklædt som noget nyt og brugbart ...” [84]

Grunden til det var, at en ledelsesstruktur havde udkrystalliseret sig, hvor ‘mændene ved magten ... satte personlig loyalitet mellem direktørerne og beskyttelse af systemet over ledelsesmæssige evner; og satte brug af korporativ politik i stedet for sund forretningsledelse ... Det var ikke nogen fremadrettet planlægning, der var værd at tale om i GM ...’ [85]

Modeller blev lanceret, der ikke solgte, og reservedele blev produceret, som kun skabte ‘profit’, fordi andre dele af selskabet eller dets forhandlere var tvunget til at købe dem. Alt det var muligt gennem flere årtier pga. firmaets greb om markedet. Først i slutningen af 1970’erne blev det tvunget til at gøre noget ved det store spild og den mangel på effektivitet, der havde været synlig allerede 15 eller 20 år tidligere.

Ineffektiviteten blev ikke automatisk reduceret, da boomet begyndte at hakke i det. Som vi har set, kunne firmaerne forsøge at beskytte deres profitter ved at hæve priserne. Og hvis det mislykkedes, så var deres størrelse i sig selv som regel garanti for, at de ikke kunne gå fallit: staten ville træde til med støtteordninger inden. I stødet for at de ineffektive og uøkonomiske firmaer blev udslettet, så måtte omkostningen ved deres ineffektivitet bæres af de effektive firmaer gennem skatter og tab hos bankerne.

Men spild opstod ikke kun som et fejlslagent forsøg på at tage mere effektive produktionsmetoder baseret på ny teknologi i brug. Det skete også i udviklingen af nye metoder.

Forsøg på at høste den mest avancerede teknologi krævede i stigende grad enorme kapitaludgifter. Staten var ofte den eneste institution, som var i stand til at samle den slags ressourcer, og derfor blev udviklingen af teknologien en national opgave. Dog måtte omfanget af selve investeringen nødvendigvis afgøres af udviklingen af produktivkræfterne på verdensplan, og det førte derfor til en urimelig kapacitetsvækst i den nationale økonomi, hvor investeringen blev placeret, og drejede økonomiens prioriteringerne væk fra en ligevægtig udvikling.

Således er historien om USA’s våbenprogrammer en del af historien om meget dyre projekter, der blev sat i værk og så opgivet under enorme omkostninger. I slutningen af 1950’erne og 1960’erne måtte “mindst 68 våbensystemer til en værdi af 9 mia. $ opgives som uigennemførlige ...” De andre “forlod samlebåndet to år senere end planlagt”. [86] “Af 13 store fly- og missilprogrammer med avancerede elektroniske systemer, der blev bygget til luftvåbnet og flåden efter 1955 til en pris af 40 mia. $, kunne man kun stole på at fire, til en pris af 5 mia. $, kunne nå op på en udnyttelsesgrad på 75% eller mere af deres specifikationer.” [87]

Den britiske luftfartsindustri – både den militære og den civile – har en lignende lang liste af fiaskoer, lige fra den gigantiske Brabazon rutemaskine i 1940’erne til Blue Streak raketten i 1960’erne og Concorden i 1970’erne,

Situationen i andre industrier, der baserede sig på avanceret teknologi, er ikke afgørende anderledes – jævnfør fortegnelsen over civile nukleare projekter, der er blevet opgivet pga. omkostningerne ved sikkerhedsforanstaltningerne, eller de rivaliserende regeringers ynkelige forsøg på at komme ind i mikrochip-industrien.

Spild kunne bæres af systemet under det lange boom. Men efterhånden som boomet fladede ud, blev det vanskeligt at opsuge omkostningerne. Værst var, at spildet ved kæmpestore, avancerede teknologiske mastodonter mangedobledes. Som fx da de britiske regeringer i starten og midten af 1970’erne pumpede enorme summer ud i en teknologisk omstilling af stålindustrien, med den hensigt at producere 32 mill. tons om året i fabrikker så avancerede som noget andet i verden. Mindst halvdelen af investeringen var spildt, da den globale overproduktion i starten af 1980’erne betød, at industrien ikke var i stand til at afsætte mere end 12-16 mill. tons. I stedet for at virke som et spark fremad for den øvrige britisk-baserede kapital blev investeringen i stål blot endnu et dræn i dens evne til at konkurrere internationalt. Tingene var ikke så meget anderledes i USA. Der forekom endda tilfælde med teknologisk nedgang, hvor firmaer lagde store, dyre, teknologisk moderne fabrikker, der var bygget i starten af 1970’erne, i mølposen og i stedet koncentrerede produktionen i ældre fabrikker, der, fordi de var mindre, kunne producere på lavere produktionsniveau med mindre omkostninger pr. enhed. [88]

Jo mindre den nationale økonomi, der forsøgte at holde orden på ressourcerne til den internationale militære konkurrence og til konkurrencen om markedsandele, jo større var byrden både i form af den skæve økonomiske udvikling og det rene spild. Som det meget omtalte spild i decentralt administrerede økonomier i øst. [89] I modsætning til at bevise – som nogle skribenter påstår [90] – hvor forskelligt disse økonomier er fra de vestlige, beviser omfanget af spild i virkeligheden, hvad øst og vest har til fælles. Hver enkelt østeuropæisk stat bestræber sig på at konkurrere med større, bedre befæstede rivaler – selv det kæmpestore USSR må forsøge at hamle op med våbenproduktionen i en amerikansk økonomi, der har den dobbelte størrelse. Omfanget af ressourcer, der skal gå til hvert enkelt investeringsprojekt, bliver bestemt, ikke af hvad den nationale økonomi kan holde til, men af hvad den internationale konkurrence kræver. Derfor bliver der ved starten af hver femårsplan startet flere investeringsprojekter, end der kan fuldføres. Derfor bliver nogle, i et forsøg på at gøre andre færdige, frosset inde (og efterlader en stor ophobning af værdier, der står tilbage som ufærdige fabrikker), levestandarden bliver skåret ned, og umulige belastninger blev lagt på betalingsbalancerne. Derfor blev spildet også en voksende byrde, som der blev mindre og mindre råd til, efterhånden som de høje vækstrater fra 1950’erne blev afløst af næsten nulstillede vækstrater i 1980’erne.

Hver enkelt af de faktorer, vi har kigget på inden for de sidste par sider, har øget de udgifter, som hver enkelt national kapital er nødt til at tage på sig for at kunne overleve. De betyder, at en voksende del af den nationale produktion ikke går direkte til brug i konkurrencen om markeder eller den militære konkurrence. Det ses af det stigende omfang af statslige udgifter inden for alle økonomier – og inden for den samlede sum af den relative vækst i ikke-militære udgifter. I USA faldt forsvarsandelen af de samlede føderale udgifter f.eks. fra 64,6% i 1955, til 47,6% i 1960, til 40,8% i 1965, til 39% i 1970 og til 25,6% i 1975. [91]

Dog kunne ingen af disse faktorer i sig selv have forårsaget krisen. Systemet kunne sagtens have haft råd til dem alle under det lange boom. Men da boomet begyndte at vakle med en dalende profitrate, så kunne de gøre krisen mere intens. De var i praksis med til at reducere den nationale profitrate endnu mere. Forsøg på at sætte dem ud af kraft blev afgørende for de nationale kapitaler – ved at skære unødvendige udgifter væk og ved ændringer i skattepolitikken til skade for arbejderne (så effektivt at arbejderne blev udbyttet dobbelt: først gennem salg af deres arbejdskraft, dernæst ved at de blev tvunget til overdrage staten en større del af deres indkomst – en form for udbytning, der er typisk for mange før-kapitalistiske samfund).

Toppen af siden

Den nye finanskapital og krisen

Efterhånden som de enkelte nationalt baserede kapitaler stagnerede, forsøgte de at lette byrden ved at bevæge sig hen mod en større internationalisering af produktionen.

Et udtryk herfor er den eksplosive udvidelse af bankoperationer uden for nationalstaternes kontrol. Det forsynede de enkelte, nationalt baserede kapitaler med midler til at overskride de nationale grænser, men ødelagde efterhånden nationalstaternes mulighed for at presse en grad af planlægning ned over de kapitaler, der var tilknyttet dem.

Bankerne begyndte at udvide deres internationale operationer i stor målestok ved slutningen af 1960’erne, De vesteuropæiske bankers udenlandske valutaengagementer steg fra ca. 25 mia. $ i 1968 til omkring 200 mia. $ i 1974. De havde deres oprindelse i det amerikanske betalingsbalanceunderskud. Underskuddet blev betalt med dollars, der flyttede over i de oversøiske bankers reserver (herunder naturligvis de amerikanske bankers oversøiske afdelinger), som så kunne bruge dem til at yde lån uden om den kontrol, som deres egne regeringer fastlagde. Systemet fik den næste store stigning efter olieprisstigningerne i 1973, da bankerne modtog store indbetalinger fra de olieproducerende stater.

Der var imidlertid en mere grundlæggende årsag til dette bank-fænomen: når de nationalt baserede kapitaler blev forledt til at prøve investeringer, som overskred deres interne midler, så var de tvunget til at søge mod banker, der kunne opsamle overskuddet fra mange kapitaler. I USA blev f.eks. kun lidt over 25% af selskabernes forbrug i 1950’erne og 1960’erne finansieret af midler uden for firmaet; medio 1974 var dette tal steget til 65% [92] Langfristet gæld som procentdel af aktiebeholdningerne i de amerikanske selskaber steg fra 87% i 1955, til 130% i 1965 og 181% i 1970. [93]

De amerikanske selskabers gældsætning blev mere end modsvaret af den tredje verdens og Østeuropas gældsætning. Mellem 1965 og slutningen af 1974 steg den samlede gæld for 74 mindre udviklede lande fra 39 mia. $ til 119 mia.$; mellem 1973 og 1975 blev den tredje verdens samlede gæld mere end fordoblet; i 1976 skyldte disse lande private banker i USA, Vesteuropa og Japan 7 mia. $. [94] I 1970’erne steg de østeuropæiske lån tilsvarende – og de oversteg 60 mia. $. Men der skulle betales en pris for afhængigheden af bankerne: en voksende del af de enkelte kapitalers merværdi skulle føres tilbage til bankerne som rentebetalinger.

Og det betød større afhængighed af bankerne i adgangen til midler til nye investeringer. I USA steg ikke-finansielle selskabers netto-rentebetalinger som procentdel af profitterne før skat fra 5,2% i 1950-59, til 11,5% i 1960-69 og 33,3% i 1970-78. [95]

I Østeuropa var situationen meget værre, ydelserne på gæld brugte undertiden en stor del af den valuta, der blev tjent hjem af eksporten:

Tendensen havde en meget vigtig virkning på systemets dynamik som helhed. De selvstyrende statskapitalismer, der voksede frem i 1930’erne og ved slutningen af anden verdenskrig, sikrede, at investeringer kunne foretages uden hensyn til den forventede profitrate. Det eneste, der betød noget, var, at der var noget merværdi – en profitmasse – som staten kunne kanalisere over i militær produktion eller produktiv akkumulation.

Nu fik profitraten igen sin gamle betydning. For kun hvis de får en tilstrækkelig profitrate, kan de enkelte statskapitaler og multinationale selskaber betale de internationalt fastsatte rentesatser, de skylder bankerne. Den nationalt baserede akkumulation kan ikke fortsætte, med mindre den kan hamle op med den internationalt fastsatte profitabilitets standarder.

Hvis ikke den nationale kapital eller det multinationale selskab kan klare minimum-standarderne, så kører den med tab, når den har betalt renterne. Og at køre med tab er for en national økonomi at indskrænke frem for at udvide. Fremvæksten af den internationale finanskapital betyder, at vi er trådt ind i den statskapitalistiske lavkonjunkturs tidsalder.

Som under den klassiske kapitalistiske krise er der tendens til, at den internationalt førende rentesats bevæger sig i den modsatte retning af den gennemsnitlige internationale profitrate. Når profitabiliteten falder, så bliver forsyningen af kapital til bankerne strammere, endnu flere kapitaler kommer i vanskeligheder, som får dem til at søge bankerne om endnu flere lån; efterspørgslen efter kapital vokser hurtigere end udbudet, og rentesatserne vokser op i skyerne og lægger mere pres på de enkelte kapitaler,

Den fase i den kapitalistiske historie, hvor de nationale kapitaler kunne se bort fra lave profitrater ved at trække sig ind i sig selv, er ovre. Den gamle struktur på kapitalmarkedet – og den rolle som finanskapitalen spiller på det – er kommet igen, på et højere internationalt niveau. Hele stater bliver tvunget til at opgive halvt fuldførte investeringer med enorme omkostninger af frygt for, at de ikke vil give de økonomiske afkast, der er nødvendigt for at betale bankerne. Hele verden bliver trukket ind i en enkel rytme med halvhjertet investeringsudvidelser og sammentrækkende indskrænkninger med korte, begrænsede højkonjunkturer og lange kriser.

Derfor forsøgte et antal stater i den tredje verden og Østeuropa i starten af 1970’erne at undgå den indre stagnation ved at søge tilflugt i international låntagning. De – og bankerne – forventede, at de ville være i stand til at afbetale deres gæld på basis af afsætning til en verdensøkonomi, som de forventede ville boome. Deres egne investeringer hjalp med til at skabe betingelserne for boomet – men ved at gøre det bidrog de til at presse priserne på råvarer (specielt olie) og rentesatserne op – som fik boomet til at falde sammen. De stod tilbage med investeringer, som de ikke kunne fuldføre, og rentebetalinger, som de kun kunne betale ved yderligere låntagning. Brasilien, Tyrkiet, Rumænien og navnlig Polen tog et opsving som aldrig tidligere i starten af 1970’erne og formåede at opretholde relativt høje vækstrater under verdenskrisen midt i 1970’erne, for så at ryge ned med et ordentligt drøn i slutningen af tiåret.

Bankfolk anerkendte i det mindste lighederne mellem de forskellige økonomier, der stod i gæld til dem. Som et internationalt banktidsskrift formulerede det: “Polens kommercielle banks kreditorer ... er meget opmærksom på, at en aftale vil danne præcedens ikke kun for den omstrukturering, som Polen selv har brug for i løbet af de næste få år, men også for andre lande.” [97]

Det er, som om en film om de økonomiske kriser før krigen bliver vist igen – men med en ændring. De konkurrerende individuelle firmaer, der låner af bankerne inden for en national økonomi, er blevet erstattet af statskapitalismer og multinationale firmaer, der låner fra internationale banker inden for rammerne af en international økonomi.

I1929-31 tvang de enkelte firmaers svaghed dem til at i stigende grad at læne sig op ad bankerne. Som følge heraf voksede bankerne i en periode voldsomt – men blev også svækket, i nogle tilfælde fatalt, da det blev klart, at firmaerne ikke kunne betale deres gæld tilbage. Krisen i industrien skabte en krise i bankverdenen, som så forværrede krisen i industrien.

I 1984 er internationale bankfolk bange for, at stater og firmaer har lånt kapital, som de ikke er i stan d til at betale tilbage. Banker kan sætte deres debitorer under pres ved at true med at drive nogen af dem ud i fallit – men gennemførslen af deres trusler kunne true stabiliteten for nogle af bankerne selv. Men at undlade at lægge pres på er at acceptere et lavere forrentningsniveau for hele verdens banksystem og at reducere det overskud, der er tilgængelig for ny akkumulation på verdensplan, yderligere. Verdenssystemet er fanget mellem det ophobede sammenbruds Skylla og den faldende profitabilitet og stagnations Karybdis.

Mønstret er imidlertid ikke bare en tilbagevenden til fortiden. Forskellen er, at i 1930’erne dannede nationalstaten en fast struktur, som samspillet mellem konkurrerende firmaer og banker fandt sted i. Staten kunne således tvinge en vis fælles disciplin igennem. Frem for alt kunne den begrænse det samlede penge- og kreditniveau i økonomien.

Internationaliseringen af produktion og bankforretninger i løbet af de sidste tre årtier har ødelagt meget af statens mulighed for at tvinge restriktioner igennem i dag. De enorme banksummer, der dagligt flyder fra land til land, gør det virkelig meget svært for nationalstaterne at kontrollere den nationale forsyning af købekraft. Restriktioner på forsyningen af åbenlyse pengeformer (pengesedler osv., som samlet udgør det, økonomer kalder M1) har kun lidt indflydelse på den totale forsyning, der omfatter mindre synlige former (M3).

I virkeligheden har regeringerne ikke forsøgt at tvinge stive restriktioner igennem. For succes med at gøre det ville betyde, at bankerne skulle nægte at give kredit til store industrikoncerner og drive dem ud i fallit. Frygt for virkningen på resten af den nationale økonomi får regeringerne til at holde sig tilbage – og faktisk at opfordre bankerne til at give stadig flere kreditter. Derfor ser vi den “monetaristiske” britiske regerings skuespil med at opfordre bankerne til at engagere sig i redningsaktioner – som da den fik dem til at holde det canadisk baserede multinationale Massey-Ferguson oven vande – selv om resultatet nødvendigvis var en udvidelse af kreditterne og pengeforsyningen.

Keynesianske perspektiver i form af statsindgreb for at understøtte produktions- og beskæftigelsesniveauet kan ikke længere fungere pga. internationalisering af systemet, men det kan perspektivet om statsindgreb for at kontrollere pengeforsyningen og reducere inflationen, som professor Friedmans tilhængere har foreslået, heller ikke.

Uanset hvilket ideologi de enkelte staters herskere bekender sig til – keynesiansk, stalinistisk eller monetaristisk – så er de i praksis mere og mere tvunget til at give afkald på central kontrol med økonomiske aktiviteter. De bliver reduceret til blot at svare på pres udefra. Hver stat er som en bokser, der er på hælene, og desperat sætter al energi ind på at blokere for snart det ene slag, snart det næste, men ikke længere er i stand til at regne ud, hvad han nu skal gøre.

Set udefra kan staten og dens planlægning se magtfuld ud. Set indefra er billedet det stik modsatte: det eneste, der kan ses, er inkompetence, en komplet mangel på overordnet planlægning, folk, der bjæffer ordrer ud i et forsøg på at overkomme det kaos, som deres egne ordrer har skabt, afdelinger, der bekæmper hinanden, kontorer, hvis handlinger bestemmes af kræfter, som de troede, de havde kontrol over, men som i virkeligheden har taget kontrol over dem.

Nogle kritiske intellektuelles undersøgelse af Polen påpegede i 1979:

“I den virkelige sociale og økonomiske verden findes der ikke sådan noget som en central planlægger. Snarere er der en uensartet samling af centrale institutioner, der bruger en lang række forskellige målestokke til at nå frem til deres beslutninger. Vi ved meget lidt om, hvordan centret arbejder, om hvordan det laver udkast til og tager makroøkonomiske beslutninger ... Ikke kun den gennemsnitlige borger, men heller ikke mange professionelle økonomer og økonomiske beslutningstagere kan besvare disse spørgsmål ...” [98]

Stort set det samme kunne have været sagt af en undersøgelse af det britiske finansministerium, høvedkontoret for et amerikansk multinationalt selskab eller Pentagons styrecenter.

Toppen af siden

En ny kriseperiode

Siden 1973 har verden befundet sig i en ny periode med stor økonomisk krise.

Det første tilbageslag (i 1974-75) ramte ikke alle lande lige hårdt. Nogle få var i stand til at fortsætte med at ekspandere enten ved at bruge overskuddet fra olien (Iran, Mexico, Venezuela) eller ved ekstensiv udenlandsk låntagning (Polen, Brasilien). Og de andre oplevede en form for økonomisk bedring i 1978. Bedringen var imidlertid begrænset og ujævn. De, der havde udvidet under det første tilbageslag, løb nu ind i deres egne problemer, mens de, der hurtigst var kommet sig over krisen (især USA), snart blev plaget af inflation og betalingsbalanceproblemer, som skubbede dem hen mod et nyt tilbageslag.

Det varede ikke længe, før en ny verdensomspændende indskrænkning var på vej. Selv om den generelt set ikke var så intens som den i 1973-75, så var den for bestemte lande (som fx Storbritannien og Polen) meget værre. I denne nye periode dalede investeringsniveauet næsten over alt, vækstraterne var lave og nogle gange negative, arbejdsløsheden blev fordoblet og så fordoblet igen, inflationen lå tit på tocifrede tal og sjældent under 5%.

Kriserne løste ikke automatisk sig selv. Ti år efter det første tilbageslags start syntes tingene ikke lysere for systemet end ved begyndelsen.

Krisen har imidlertid indtil nu ikke været så dyb som krisen i 1930’erne. Selv i Storbritannien, hvor den samlede arbejdsløshed nærmer sig 1930’er-niveauet, er det stadig en mindre del af den samlede arbejdsstyrke end i 1931-32. Mere betegnende har der ikke indtil nu været den række fallitter og banksammenbrud, der karakteriserede årene 1929-31.

Der er en sammenhæng mellem den nuværende krisefases langstrakte natur og den relative mangel på dybde sammenlignet med 1930’erne. Uanset herskernes pralende ideologi har staterne grebet ind for at forhindre fallitter inden for industri og finans af frygt for, at det skulle gøre ubodelig skade på profitable firmaer, Og de har tendens til at puffe til bankerne om at gøre det samme, når alternativet kan blive sammenbrud for hele stater; jævnfør det forbløffende skuespil i starten af 1982, da en amerikansk regering, der havde opfordret til sanktioner mod østblokken, overførte penge til amerikanske banker for at hindre dem i at stoppe Polens kreditter. På lignende måde var der redningsaktionen for et Mexico på fallittens rand i det samme år, og den internationale valutafonds modstræbende støtte til Brasilien i 1983.

Medmindre krisen tvinger nogen af systemets bestanddele ud i likvidation, kan den høje organiske sammensætning af kapital, der skabte krisen, ikke blive reduceret. Uden det må de tab, der bliver lavet af hver enkelt store enhed i systemet, spredes ud over de andre enheder. Verdens profitrate falder endnu mere og presset mod stagnation bliver større.

Det betyder ikke, at der ikke er nogen modsatrettede faktorer på spil. Hver nedskæring i lønnen, hver stigning i produktiviteten, hver flytning af arbejde fra områder med høj løn til områder med lav løn, hver svækkelse af fagforeningsorganiseringen, tjener til at øge udbytningsgraden og at pumpe mere merværdi over i de enkelte kapitalers besiddelse. Derfor er der en tendens til en intensivering af kapitalens kamp mod arbejdet. Derfor er der også tendens til flytning af arbejdskraft-intensive industrier til dele af den tredje verden øg en parallel tendens til en vis genoplivning af underbetalt arbejde i alle dele af verden; under kriser har kapitalen altid forsøgt at løse sine problemer ved at betale arbejdskraften mindre end dens værdi.

Imidlertid er den verdensomspændende investeringsgrad i forhold til arbejdskraften (verdenskapitalens organiske sammensætning) for høj til, at en stigning i udbytningsgraden kan have andet end marginal indflydelse på profi traten og dermed lindre systemets problemer som helhed – selv om de enkelte kapitaler selvfølgelig stadig kan nyde imponerende succeser via den type metoder.

På den anden side er rationaliseringer via fallitter ikke helt forsvundet. Hvert år går en meget høj procent små, ofte nye firmaer fallit, Men det, der sker dem, er perifert for et system, hvor et eller to hundreder firmaer i hvert land kontrollerer mere end halvdelen af den samlede produktion.

Endelig har krisens start skabt nyt pres på højere våbenudgifter, Efterhånden som hver supermagt har mistet økonomisk vægt til at kunne opretholde det totale herredømme inden for sin indflydelsessfære, har den haft tendens til at falde tilbage i militaristisk positur. USA har følt, at den eneste måde, det kan genskabe sin gamle ledelse af “den frie verden”, er ved at vise, at det er i stand til militær intervention, når det ønsker det, og at det kan trodse russerne i enhver konfrontation, lige meget hvor lille den er. På den ene side har der været opbygningen af Rapid Deployment Force (tropper til hurtig indsættelse; o.a.), den direkte intervention på Grenada og den indirekte intervention i Centralamerika, på den anden side har der været den voldsomme stigning i udgifterne til strategiske våben med Cruise-missiler, Pershing-raketter og MX. Alt i alt har USA følt, at kun ved at øge spændingen mellem sin egen blok og russerne kan det skræmme sine allierede til at acceptere dets egen definition af tingene.

For USSR er frygten for, at dets blok skal falde fra hinanden om muligt større. Det har set magtfulde allierede skifte side – først kineserne i 1960’erne, så egypterne i 1970’erne. Det kan se, at den økonomiske udviklings logik trækker dets europæiske satellitstater væk fra det. Og derfor føler det, at det er nødt til at konkurrere med USA i den nye oprustning.

Dog kan det nye våbenkapløb kun give lidt lettelse i det globale pres mod økonomisk krise. Nogle sektioner af arbejdsløse får nye jobs, og nogle kapitaler finder statsgaranterede profitter. Men det høje teknologiske niveau i moderne våbenfremstilling betyder, at beskæftigelseseffekten er lille i forhold til de foretagne udgifter. Og det meste af omkostningerne ved de nye våben skal betales af kapitaler, der er svage i forhold til konkurrence om markeder. Den eneste måde, de kan modregne omkostningerne på, er at gribe til øget pres på levestandarder og på ikke-produktive jobs. Derfor blev drejningen opad i våbenbudgettet i 1981 i USA fulgt op af nedskæringer på den sociale velfærd, der vil ødelægge de fleste af de store samfundsprogrammer, der blev introduceret i 1960’erne. I Rusland og Østeuropa betød de nye våbenudgifter farvel til alle løfter om højere levestandarder.

Mens våbenudgifterne i 1940’erne og 1950’erne skabte en udvidelse af økonomien, som gjorde det muligt for regeringerne at fortælle arbejderne: “I har aldrig haft det så godt,” så dukkede våbenudgifterne i 1980’erne op i en situation, hvor mange arbejdere begyndte at føle, at de aldrig har haft det så dårligt.

Alle de modsatrettede faktorer hindrer tilsammen profitraten i at falde til et katastrofalt lavt niveau og hindrer økonomien i at synke så langt ned som i 1930’erne. Men de kan ikke give systemet nyt liv. De efterlader det stagnerende, hvor alle lande oplevede lave vækstrater, og nogle få lider under dybe nedture.

Hvis tallene har antydet, at forholdet mellem kapital og udbytte (og dermed den organiske sammensætning) i USA er holdt op med at stige inden for de sidste tre eller fire år, så er det ikke et tegn på systemets helbredelse. Det antyder blot, at investeringerne ikke fortsætter med stor fart, så de “modsatrettede faktorer” er lige nok til at stoppe stagnationen i at slå en saltomortale nedad. Stagnationen kan stadig brydes af korte, begrænsede booms baseret på forbrugsvarer og militærindustri, som i USA netop nu (slutningen af 1983); men der synes ikke at være basis for den storstilede genoplivning af investeringerne, som alene kan understøtte et langt boom.

1929-33 oplevede det sidste forsøg på at bruge krisen alene som en metode til at flygte fra det pres, der skabte krisen. Men den rationalisering – eliminering af kapital – der var nødvendig for kapitalen internationalt for at løse problemerne, var for stor at bære. Derfor blev krisen så voldsom. Fra da af har staten måttet gribe ind for at opveje krisens virkninger. Men staten har beskæftiget sig med virkninger, ikke årsager – undertiden skjult i mere end tre årtier af stigningen i den militære konkurrence. Nu da den militære konkurrences behov konstant er i konflikt med den internationale konkurrence om markeder, kan statsindgreb for at formilde krisen kun tjene til at forlænge den på ubestemt tid.

Det betyder ikke, at verdensøkonomien simpelt hen er dømt til at forfalde. En overordnet tendens til stagnation kan stadig blive fulgt af mindre opsving, med små, men midlertidige stigninger i beskæftigelsen. Hver af disse forværrer midlertidig bare problemerne for systemet som helhed og resulterer i yderligere generel stagnation og i voldsom ødelæggelse af specielle dele af systemet.

Lenin bemærkede engang, at systemet kunne overleve en hvilken som helst krise, forudsat at arbejderklassen lod sig tvinge til at betale omkostningerne gennem afsavn. Det er stadig sandt. Men for at undslippe den nuværende krisefase, skal omfanget af afsavn været endda meget stort. To eller tre industrialiserede landes fallit, med industrierne slidt ned og arbejderklasser, der i bogstavelig forstand sulter, kan give systemet lejlighed til en nye runde hurtig akkumulation. Hvis en “begrænset atomkrig” var mulig, kunne den også love de kapitaler, der overlevede, en ny udviklingsfase.

Men de, der styrer systemets konkurrerende dele, kan næppe bryde sig om nogen af mulighederne. En stor økonomis fallit kunne meget vel ødelægge de multinationale, der arbejdede der, eller bankerne, som havde lånt den penge, og dermed føre til et fremadskridende sammenbrud for andre kapitaler. Det kunne også avle nye revolutionære arbejderbevægelser tæt på systemets hjerte. Og selv de amerikanske generaler kan ikke være absolut sikre på, at en “begrænset atomkrig” ikke ville udvikle sig til en global atomvåben-konfrontation, der i praksis ville ødelægge hele den amerikanske herskende klasses kapital.

Den nuværende krisefase vil sandsynligvis fortsætte – indtil den løses enten ved at styrte store dele af verden ud i barbariet eller ved en række arbejderrevolutioner.

Toppen af siden

Noter

1. H. Marcuse: One Dimensional Man. (dansk: Det én-dimensionale menneske)

2. C Wright Mills: Letter to the New Left, New Left Review 1960, og The Causes of World War Three, New York 1960.

3. P Baran og P Sweezy: Monopoly Capital, Harmondsworth 1973.

4. Se hans artikel: The Economics of Neo-capitalism, Socialist Register 1964.

5. W T Oakes: Toward a Permanent War Economy, Politics, februar 1944 og november 1944 og andre boganmeldelser i Politics i 1944 og 45.

6. Nogle af Oakes’ formuleringer er blevet kritiseret for ikke at være marxistiske og ahistoriske (fx af Mandel i Late Capitalism). Kritikerne synes ikke at have læst hele 1944-artiklen, hvor disse formuleringer først dukkede op. Han er anklaget for at være ahistorisk og underforbrugsteoretiker, fordi han skriver at i alle “klassesamfund ... ligger roden til alle økonomiske vanskeligheder i det faktum, at den herskende klasse tilegner sig en det af det arbejde, som arbejderklassen eller klasserne har ydet, i form af ubetalt arbejde. Tilegnelsen af dette ubetalte arbejde giver sine egne problemer; men de bliver imidlertid stort set ikke kritiske før det punkt nås, hvor det bliver nødvendigt at dynge det akkumulerede arbejde sammen. Når disse akkumuleringer skaber nye akkumuleringer ... bliver systemets stabilitet truet ... At tillade disse voksende ... akkumuleringer betyder en underminering af selve systemets fundament ...” Oakes bruger Egyptens pyramider som et eksempel på ødelæggelse af merarbejde på samme måde som krigsforberedelserne under den aldrende kapitalisme.

Oakes’ formulering er helt sikkert uklar. Den forsøger faktisk at give indtryk af, at der ikke er noget specielt kapitalistisk over den kapitalistiske krise. Men at tolke Oakes på denne måde er at give en fortolkning, som er ude af trit med hans formuleringer andre steder i artiklen, hvor han længe beskæftiger sig med spørgsmålet om den specielle kapitalistiske årsag til krisen – den faldende profitrate. En mere velvillig tolkning af denne passage er at sige, at han på linje med Marx argumenterer for, at alle klassesamfund har en progressiv funktion op til et vist punkt ved at udvikle produktivkræfterne (som under kapitalismen hedder akkumulation). Men alle udviklinger ud over dette punkt skaber nye produktionsforhold, der truer den herskende klasse. Derfor er den herskende klasse nødt til at finde metoder til at fryse udviklingen af produktivkræfterne fast – til at ødelægge merarbejde.

Der er uden tvivl problemer i Oakes’ måde at formulere spørgsmålet på, men problemerne består hverken i underforbrugsteori eller i at være ahistoriske.

Derimod er der en mere alvorlig fejl i Oakes’ analyse. Den går ud fra, at krigsøkonomien må betyde et fald i arbejdernes levestandarder. Men det skete ikke gennem det meste af det lange boom – her er hans fejl, at han ikke fører sin indsigt langt nok ind i, hvordan våbenproduktion kan tillade akkumulation i den civile sektor.

7. Artiklerne blev genoptrykt som en samling redigeret af H Draper: The Permanent Arms Economy, Berkeley 1970.

8. Tony Cliff: Perspectives on the Permanent Arms Economy, Socialist Review, maj 1957. Genoptrykt i A Socialist Review, London 1965.

9. Se Reform or Revolution: Rejoinder to Left Reformism, International Socialism (gl. serie) nr. 7, vinteren 1961-62, og Western Capitalism Since the War, London 1968.

10. Vance udviklede sin første analyse ved (under navnet Oakes) at bemærke, at der er et niveau i våbenforbruget – omkring 10% af den samlede produktion – “der er tilstrækkeligt til, i hvert fald på kort sigt, at fastholde den gennemsnitlige profitrate på et højere niveau end det, der fandtes i 1929 og endda i 1940”, men hvis våbenforbruget vokser meget mere vil det skabe et voldsomt inflationspres, der kræver fysisk kontrol med fordeling og produktion.

Cliff fører argumentet lidt længere (selv om han præsenterer argumentet – for at give en enkel fremstilling i en bred publikation – i underforbrugsvendinger snarere end i profitratesammenhæng). Han peger på de faktorer, der kan ventes at presse våbenudgifterne for højt op eller for langt ned, og ved at påvise, hvordan et stigende niveau i våbenforbruget er nødvendigt for at opretholde den fulde beskæftigelse – selv om et sådant stigende niveau ville skabe andre problemer for systemet.

Kidron giver den første hele analyse, der fuldt ud integrerer disse forskellige punkter, og lægger vægt på at det er den skærpede konkurrence om markeder, der efterhånden tvinger USA til at skære ned på den produktionsandel, der går til våben, samtidig med at den fulde beskæftigelse kræver en voksende andel våbenforbrug og understreger den betydning denne modsigelse har for profitraten. Den eneste fejl i Kidrons analyse i 1961 var, at han fejlagtigt så skærpelsen af konkurrencen om markeder komme fra USSR snarere end fra Japan og Vesttyskland.

11. Tallene er fra T N Vance: The Permanent War Economy, New International, jan.-feb. 1951, genoptrykt i The Permanent Arms Economy.

12. Vance, s 32.

13. Gillmann: The Falling Rate of Profit, London 1956, s 54.

14. Shane Mage: The ‘Law of the falling tendency of the rate of profit’, its place in the Marxian theoretical system and its relevante to the US economy, PhD afhandling, Columbia University 1963, distribueret af University Microfilms, Ann Arbor, Michigan, s 174-75.

15. Se Harman: Dengang i 30’erne, note 6.

16. Vance og Mage.

17. Tallene er fra Mage og Mandel: Late Capitalism, London 1975, s. 276.

18. Fx af Mandel, s. 213.

19. William Nordhaus: The falling share of profits, Brooking Papers on Economics Activity, 1974, s. 180. (som PDF)

20. Brooking Papers, 1977:1, s. 216. En oversigt over tal, der tegner et lignende billede, findes i H I Liebling: US Corporate Profitability and Capital Formation, New York 1980, s. 57-60.

21. De forskellige beregninger findes i Glyn og Sutcliffe: British capitalism, workers and the profit squeeze, Harmondsworth 1972, s. 248.

22. Glyn og Sutcliffe.

23. Alvater o.a.: On the analysis of imperialism in the metropolitan countries, Bulletin of the Conference of Socialist Economists, foråret 1974, s. 13.

24. For at beskrive det så simpelt som muligt: hvis de gennemsnitlige profitrater bliver tjent (eller fastsat) i en våbensektor med et højt kapital/arbejde forhold, så vil noget af den merværdi, der bliver dannet i de andre (forbrugsvarer og produktionsmiddel producerende) sektorer, blive overført til den. Det vil sænke de priser, som kapitalisterne i disse sektorer får for deres produktion, og det vil til gengæld i begyndelsen sænke profitraterne. Men forbrugsvarer og produktionsmidler er ikke kun ting, der bliver solgt af disse sektorer, de er også input til dem. Hvis de falder i pris, så vil produktionsomkostningerne falde – og tendere mod at genoprette profitabiliteten. Det, der bliver fjernet med den ene hånd, bliver genoprettet med den anden. Der er en mere dækkende diskussion af denne pointe og dens betydning for Marx’ teori om den kapitalistiske krise i pjecen: Derfor er der krise.

25. En sammenligning af perioderne før og efter krigen lindes i R A Gordon: Business Fluctuations, New York 1961, s. 272.

26. M Kidron, s. 11.

27. Vance: The Permanent Arms Economy.

28. R Matthews: Why has Britain had full employment since the war?, Economic Journal, september 1968.

29. Testing Monetarism, London 1981, s. 76.

30. Et eksempel på denne fejltagelse er D Yaffe: State Expenditure and the Marxian theory of crisis, IS International Bulletin, 1972, og E Mandel: Marxist Economic Theory, London 1968.

31. Se Chris Harman: Poland and the Crisis of State Capitalism, International Socialism (gl. serie) 93 og 94, hvor der er en længere diskussion af denne pointe (Part 1 – Part 2) (En forkortet oversættelse er udgivet som pjece på dansk med titlen Polen: Statskapitalismens krise, Faglig Fællesliste, Kbh. 1981). Empiriske detaljer findes i Goldman og Korba: Economic Growth in Czecholovakia, Prag 1969, s. 41; Branko Horvat: Business Cycles in Yugoslavia, East European Economics, bind X no. 3-4.

32. Detaljerne i processen er beskrevet i C Harman: Class Struggles in Eastern Europe, London 1983, kap. 2.

33. De russiske forsøg på at udnytte Kina er beskrevet i Y Gluckstein: Mao’s China, London 1957, s. 64-75; C Harman: Prospects for the Seventies, The Stalinist State, International Socialism (gl. serie) 42, s. 17.

34. I virkeligheden havde USA under diskussionen om deling af verden i 1944-45 først modsat sig enhver formel inddeling i indflydelsessfærer i den tro, at hvis der ikke blevet lavet en sådan deling, så ville hele verden falde ind under dets overherredømme – spørgsmålet bliver behandlet i G Kolko: The Politics of War.

35. F Sternberg: Capitalism and Socialism on Trial, London 1950, s. 508.

36. Tallene er fra O G Wichel: Survey of Current Business, august 1980, s. 18.

37. En tidlig fremstilling af betydningerne for imperialismeteorien findes i M Kidron: Imperialism, the Highest State But One, International Socialism (gl. serie) 9, sommeren 1962; en senere fremstilling findes i N Harris: Imperialism Today, i World Crisis, (red: Harris og Palmer), London 1971.

38. New York Times, 5. juli 1951, citeret i Vance, s. 37.

39. Se fx i Mike Kidron: Two insights do not make a theory, International Socialism (gl. serie) 100.

40. Alvater o.a., s. 10.

41. Alvater o.a., s. 20.

42. G C Allen: A short Economic History of Japan, London 1971, s. 174-75.

43. Allen, s. 179.

44. Kirame og Sekiguchi, i Patrick og Rosowsky (red): Asia’s New Giant, s. 418-19.

45. Alvater.

46. Shonoharu: Structural Changes in Japan’s Economic Development, Tokio 1970, s. 2.

47. Shonoharu.

48. K Hartani: The Japanese Economic System, Lexington 1976, s. 135.

49. Hartani.

50. Se Allen, s. 191.

51. Shonaharu, s. 22.

52. Hartani, s. 92.

53. Citeret i Trezise og Suzulei, i Patrick og Rosowsky, s. 793.

54. Tallene dækker forretningskapital uden for boligområdet, fra Patrick og Rosowsky, s. 112.

55. Tallene stammer fra Patrick og Rosowsky, s. 11-12 og 55.

56. Tal fra OECD.

57. Tal fra OECD.

58. Tal fra det amerikanske handelsministerium citeret fra Joseph Steindl: Stagnation Theory and Policy, Cambridge Journal of Economics, bind 3, marts 1979.

59. Se diskussionen i appendikset (foreligger ikke i oversættelse; o.a.)

60. Tallene findes i C Harman: Poland and the Crisis of State Capitalism.

61. Kidron, s. 62.

62. Patrick og Rosowsky, s. 8.

63. Alvater.

64. Derfor kan tallene for kapitalproduktions forholdet for Japan være vildledende. Produktionen bliver målt i henhold den internationale pris-målestok og er derfor højere, end den ville være, hvis der var tale om en selvforsynende økonomi og prisen på produktionen blev bestemt af den indre arbejdsproduktivitet.

65. Argumentet er uddybet i kap. 1, Derfor er der krise.

66. Tallene kommer fra N M Bailey: Productivity and the Services of Labor and Capital, Brooking Papers, 1981:1, s. 22.

67. Argumentet er N M Bailey’s (selv om han naturligvis ikke fremstiller det i marxistiske termer) om hvordan konkret arbejde i USA overføres til værdi i form af abstrakt arbejde, som fastsættes på et internationalt niveau.

68. Målingen af kapital/arbejde-forholdet bliver forkludret af to forhold:

1) De fleste offentliggjorte tal indbefatter våbenproduktion i de globale statistikker. Men våbenproduktionen har en helt anden virkning på profitraten end den produktion, der er beregnet til produktivt forbrug – løn og produktionsmidler. Hvis oprustningssektoren har et kapital/arbejde forhold over gennemsnittet, så kan det ødelægge det reelle billede af den civile økonomi.

2) I en økonomi, der til at begynde med stort set er selvforsynende, skal værdien af den eksisterende kapital sættes ned, når økonomien åbnes op for konkurrence fra økonomier med mere effektive teknikker – og det skete for USA i 1970’erne. Derfor kunne det se ud som om kapitalarbejde forholdet voksede langsommere end tidligere, mens det i virkeligheden blev målt på en anden måde i henhold til en verdens- snarere end en lokal standard. Det kan forklare den tilsyneladende langsommere vækstrate i det amerikanske kapital/arbejde forhold efter 1974.

69. Se tallene i Bailey for andelen af lager af udstyr samt strukturer i forhold til samlede arbejdstimer. Se også tallene fra P K Clarke: Issues in the Analysis of Capital Formation and Labour Productivity, Brooking Papers 1979:2.

70. Colin Clarke: Oxford Economic Papers, nov. 1978, s. 40.

71. Bank of England Quarterly Bulletin, 1978, s. 517.

72. Financial Times, 3. marts 1977.

73. Dog kun til et vist punkt. Se diskussionen om disse spørgsmål i kap. 1, Derfor er der krise.

74. Tal fra Castells: The Economic Crisis and American Society, s. 157.

75. Se Ruth Milkman: Women’s work and economic crisis: some lessons of the great depression, Review of Radical Political Economy, bind 8, no. 1, foråret 1976.

76. Det bliver ikke modsagt af det imponerende bevis på dekvalificering – nedsættelse af det faglige niveau, der er nødvendig for at varetage bestemte job, som følge af ny teknologi – der gives af Bravermann: Labour and Monopoly Capital. Den anden side af dekvalificeringen i forhold til de enkelte jobs har været en stigning i det gennemsnitlige uddannelsesniveau, der kræves for at folk hurtigt kan trænes op til nye, ikke særligt uddannelseskrævende jobs.

77. I Storbritanniens tilfælde se fx Social Trends 1970, der viser, at størstedelen af de stigende uddannelsesudgifter blev koncentreret i disse områder, mens udgifterne til grunduddannelse næppe voksede overhovedet.

78. J O’Connor: The Fiscal Crisis of the State.

79. Derfor har nævneren i formlen for profitraten m/k+v tendens til at blive større (om udgifterne er indbefattet i k eller v betyder ikke noget her). Udgifterne kan ikke i sig selv øge m. Det kan kun ske, hvis den produktivitetsstigning, som de fremkalder, skærer i den samlede omkostning til arbejdskraften, og dermed fremkalder en stigning i udbytningsgraden, Men som vi så i kap. 1 kan det kun modvirke faldet i profitraten i begrænset omfang.

80. Tal fra Aglietta, s. 222.

81. S Aaronovitch og M Sawyer: The concentration of British manufacturing, Lloyds Bank Review, 1975, s. 117.

82. M Campbell: Capitalism in the UK, London 1981.

83. Howard Sherman: Class conflict and macropolicy, Review of Radical Political Economy, Summer 1976, s. 56.

84. J Patrick Wright: On a Clear Day You Can See General Motors, s. 4.

85. Wright, s. 7-8.

86. Sidney Lens: The Military Industrial Complex, Philadelphia 1970, s. 6.

87. Promine, citeret i Lens, s. 6.

88. R J Gordon når frem til denne pointe på basis af studier af den amerikanske kraftværksindustri, se hans kommentarer til Bailey, Brooking Papers, s. 54.

89. En redegørelse for omfanget af det findes i Tony Cliff: Russia a Marxist analysis, London 1963, del II; Hillel Ticktin, Critique, no. 1, 1973; C Harman: Bureaucracy and Revolution, s. 258-60.

90. Især Ticktin, men også mange reformkommunister i Østeuropa.

91. Aglietta, s. 240.

92. Tal fra Castells, s. 117.

93. Tal fra Monthly Review, feb. 1975.

94. Tal fra J Hill: Financial Instability, Debt and the Third World, US Capitalism in crisis, New York 1978, s. 138-39.

95. Liebing, s. 78.

96. Shirrel.

97. Sarah Martin: The secrets of the Polish memorandum, Euromoney, april 1981.

98. Poland, The state of the republic, by the Experiences and Future Discussion Group of Warsaw, red. af Michael Wade, London 1981.

Toppen af siden

Sidst opdateret 20.7.2009