Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
"Men maskinerne, altså kapitalen, producerer jo varer lige som arbejdskraften gør. Derfor er det da klart, at kapitalisten skal have en del af den værdi, der bliver produceret. Hver 'produktionsfaktor' må have sin belønning".
Således imødegås den marxistiske teori om udbytning og merværdi af de, som har lært sig en smule borgerlig økonomi. Og ved første blik virker denne indvending ikke helt hen i skoven. Man kan da ikke producere uden kapital? Det har marxister heller aldrig hævdet, at man kan. Men vores udgangspunkt er et helt andet. Vi starter med at spørge, hvor kom kapitalen fra? Hvordan blev produktionsmidlerne skabt?
Svaret er ikke vanskeligt at finde. Alt hvad mennesker op gennem århundreder har taget i brug i produktionen, uanset om det er en stenalderøkse eller en moderne datamaskine, er engang blevet lavet af menneskers arbejde. Selv om øksen blev bearbejdet med andre redskaber, er disse også et resultat af tidligere arbejde.
Det er grunden til, at Marx kaldte produktionsmidlerne for "dødt arbejde". Når kapitalisterne fremhæver deres kapital, praler de i virkeligheden af, at de har råderet over store mængde af tidligere generationers arbejde. Men selvfølgelig ikke deres egne forfædres arbejde – de arbejdede ikke en snus mere, end de selv gør.
Teorien, om at arbejde er kilde til al rigdom – som regel kaldt "arbejdsværditeorien" – var ikke Marx' påfund. Den var blevet støttet af alle store borgerlige økonomer før hans tid.
Blandt disse økonomer var Adam Smith og Ricardo, som skrev deres værker, mens industrikapitalismen endnu var i sin vorden – lige før og efter den franske revolution. Kapitalisterne dominerede endnu ikke samfundet. De havde derfor brug for at forstå, hvor velstanden kom fra, hvis de skulle blive den herskende klasse.
Smith og Ricardo gjorde dem den tjeneste at forklare, at arbejdet skaber samfundets rigdom. For at opbygge deres velstand måtte kapitalisterne derfor "befri" arbejdskraften fra feudalherrernes kontrol.
Men det tog ikke lang tid, før andre intellektuelle, som stod arbejderklassen nær, vendte denne forklaring mod Smith og Ricardos venner. Hvis det er arbejdet, som skaber værdierne, så det må også være arbejdet, som skaber kapitalen. Og "kapitalens privilegier" er så ikke andet end retten til at stjæle andres arbejde.
Det varede ikke længe, inden økonomer, som støttede kapitalismen, forkastede arbejdsværditeorien som sludder. Men det er ikke let at komme uden om sandheden. Den har det med at snige sig ind af bagdøren.
Åbn for radioen og læs aviserne. Det varer ikke længe, inden man hører, hvad er er galt med den danske økonomi. Jo, folk "arbejder for lidt", eller sagt med andre ord "produktiviteten er for lav". Se et øjeblik bort fra, om det er sandt eller ej. Kik hellere på, hvordan det bliver udtrykt. Man hører aldrig, at "maskinerne laver for lidt". Nej, det er altid folk, arbejderne.
Det siges, at hvis blot arbejderne arbejdede hårdere, ville der blive flere værdier, som ville muliggøre investeringer i nyt maskineri. Måske er de, som siger det, ikke klare over det, men de siger rent faktisk: Jo mere arbejde, desto mere kapital. Arbejde er kilde til rigdom.
Lad os tænke os, at jeg har en hundredelap i lommen. Hvad kan jeg bruge den til? Trods alt er den ikke andet end en trykt papirlap. Dens værdi for mig ligger i, at jeg kan bytte den til noget, jeg behøver, skabt af andres arbejde. Så i virkeligheden er hundredelappen ikke andet end en anvisning på produkter af så meget menneskeligt arbejde. På samme måde er to hundredelapper anvisning på produkter af dobbelt så meget arbejde, og så videre.
Når vi måler rigdom, måler vi egentlig den mængde arbejde, der er brugt på at skabe den.
For at varer kan byttes med hinanden, må der være en lighed mellem dem. Der må være en fælles egenskab ved to varer, som gør, at man kan blive enige om at bytte dem i et bestemt forhold. Hvad andet kan denne egenskab, denne lighed, være, end at varerne er produkter af menneskeligt arbejde? Forenklet kan man sige, at en vares værdi bestemmes af den tid, som går til at lave den.
Selvfølgelig producerer alle ikke lige så meget ved at arbejde en vis tid. Skulle jeg for eksempel lave et bord ville det tage måske fem eller seks gange så lang tid som for en faglært snedker. Ingen med forstand i hovedet ville af den grund anslå, at det, jeg lavede var fem-seks gange mere værd end det bord, der er lavet af en faglært snedker. De ville fastsætte bordets værdi efter, hvor meget arbejde snedkeren ville bruge på det.
Lad os sige, at en snedker skulle bruge en time. De ville så sige, at bordets værdi var det samme som en times arbejde. Det vil være den nødvendige arbejdstid for at lave det, når man tager højde for det tekniske og faglige niveau i samfundet.
Af den grund lagde Marx vægt på, at værdien af et produkt ikke kan bestemmes ud fra den tid, en tilfældig person bruger på at lave det. Værdien må være den tid, det tager for en, som bruger de gennemsnitlige tekniske hjælpemidler, og som har en gennemsnitlig dygtighed – han kaldte dette gennemsnitlige arbejde for den "samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid". Det er vigtigt, fordi teknologien hele tiden udvikler sig under kapitalismen. Mindre og mindre arbejde er nødvendigt for at lave det samme produkt.
Som for eksempel, da radioer tidligere blev lavet med radiorør, var de meget dyre, fordi komponenterne krævede meget arbejdskraft. Så opfandt man transistoren, som kunne laves med meget mindre arbejde. Det betød et vældigt prisfald på de gamle radioer. Det skyldtes, at deres værdi ikke længere blev bestemt af den arbejdstid, der gik til at lave radioer med radiorør, men i stedet af den tid, der gik til at lave transistorradioer.
En sidste pointe. Priserne på en del varer varierer meget – fra dag til dag og fra uge til uge. Det kan skyldes mange andre ting end ændringer i den arbejdsmængde, der skal til for at lave dem.
Da frosten i Brasilien engang ødelagde kaffehøsten, gik prisen på kaffe op. Der blev knaphed på kaffe over hele verden, og folk var indstillet på at betale mere. På samme måde ville prisen på tv-apparater stige i morgen, hvis en eller anden naturkatastrofe i aften ødelagde alle apparater i Danmark.
Det, økonomer kalder "udbud og efterspørgsel", giver hele tiden variationer i prisen. Mange borgerlige økonomer afviser af den grund arbejdsværditeorien som sludder. Kun udbuddet og efterspørgslen har betydning, siger de. Men det er noget sludder. De glemmer, at når noget varierer, varierer det som regel om et gennemsnit. Tænk på havet, som stiger og synker ved flod og ebbe. Det bevæger sig i forhold til et fast punkt.
Lad os tage fat i tv'erne igen. Efter den forfærdelige katastrofe den aften, vil efterspørgslen efter de første apparater, som bliver lavet, være enorm, og de vil blive solgt til høj pris. Men snart kommer der flere og flere tv'er på markedet, og gennem konkurrence bliver prisen presset ned i nærheden af deres værdi – den tid det tager at lave dem.
Engang syntes kapitalismen at være et dynamisk og progressivt system. Til alle tider har livet for den almindelige mand og kvinde været domineret af slid og udbytning. Industrikapitalismen ændrede ikke dette, da den dukkede frem i det 18. og 19. århundrede.
Men det virkede, som om sliddet nu blev brugt til et nyttigt formål. I stedet for at bruge store summer på luksus til nogle få aristokrater og andre bortkastede ting, blev pengene brugt til at skabe midler, som kunne producere mere rigdom. Kapitalisme betød vækst i industrien, byerne og kommunikationsmidlerne i en størrelsesorden, man ikke tidligere havde drømt om.
Tekstilindustrien stod i den forreste række i denne udvikling. Aldrig før havde menneskeheden set så meget uld og bomuld blive til klæder for så mange så hurtigt. Det skyldes ikke, at kapitalisterne var specielt gode mennesker. De var hele tiden som grådige dyr, kun besat af tanken om at skrabe mest muligt til sig ved at betale så lidt som muligt for arbejdskraften.
Tidligere herskerklasser havde været ligesådan uden at bygge en industri op. Men kapitalisterne skilte sig ud på to måder.
Den første har vi haft fat i. Kapitalisterne ejede nemlig ikke arbejderne. I stedet betalte de for deres arbejdskraft. De brugte lønslaver, ikke slaver.
For det andet forbrugte de ikke selv det, arbejderne lavede. Feudalherren havde levet af det kød, brød og vin, som hans livegne havde produceret. Kapitalisten levede af at sælge de varer, som arbejderne producerede.
Det gav den enkelte kapitalist mindre frihed til at gøre, som han selv ville, sammenlignet med for eksempel slaveejeren og feudalherren. For at kunne sælge varerne skulle de produceres så billigt som overhovedet muligt. Kapitalisten ejede fabrikken og var almægtig inden for den. Men han kunne ikke bruge sin magt, som han havde lyst til. Han måtte bøje sig for de krav, som konkurrencen fra andre fabrikker stillede.
Enhver kapitalist, som ville overleve, måtte sikre sig, at arbejderne arbejdede så hurtigt som muligt. Det måtte ske med det allernyeste produktionsudstyr, således at deres arbejdskraft skabte lige så meget pr. time som hos de andre kapitalister.
En kapitalist, som ikke ville gå ned, måtte sikre sig, at han ejede stadig flere produktionsmidler – som Marx kaldte det: akkumuleret kapital.
Konkurrencen mellem kapitalisterne indbydes skabte en magt, markedsmekanismen, som havde dem alle i sin magt. Den tvang dem til hele tiden at øge arbejdstempoet og investere i så meget nyt maskineri, som de havde råd til. Og de kunne kun få råd til nyt udstyr (og selvfølgelig deres egen luksus), hvis de holdt arbejdernes lønninger så lavt, de kunne.
Marx skriver i sit hovedværk, Kapitalen, at kapitalisten er som en pengepuger, besat af at skaffe sig mere og mere rigdom. Men:
"Det, der hos pengepugeren fremtræder som individuel mani, er hos kapitalisten virkning af den samfundsmæssige mekanisme, som han kun er et tandhjul i. Desuden gør den kapitalistiske produktions udvikling det til nødvendighed, at der sker en stadig forøgelse af den kapital, der er investeret i et industriforetagende, og konkurrencen påtvinger den enkelte kapitalist uden undtagelse den kapitalistiske produktionsmådes iboende love som ydre tvangslove. Konkurrencen tvinger kapitalisten til hele tiden at udvide sin kapital for at bevare den, og han kan kun udvide den gennem progressiv fremadskridende akkumulation".
"Akkumulér, akkumulér! Dette er Moses og profeterne!"
Der produceres ikke for at dække menneskelige behov, ikke engang kapitalistklassens menneskelige behov – men for at gøre den ene kapitalist i stand til at overleve i konkurrencen mod den anden. Arbejderne, som arbejder for dem, ser deres liv tyranniseret af deres arbejdsgiveres jagt efter at akkumulere hurtigere end rivalerne.
I Det kommunistiske Manifest hedder det: "I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et middel til at øge det ophobede arbejde ... kapitalen er selvstændig og personlig, mens det arbejdende menneske er uselvstændigt og upersonligt."
Det er kapitalisternes tvang til akkumulere i konkurrence med hinanden, der forklarer industriens vældige fremgang i de første år. Men noget andet dukkede også op: gentagne økonomiske kriser. Det er ikke noget nyt med kriser, de er lige så gamle som systemet selv.
Sidst opdateret 5.6.00