Parti og klasse

Chris Harman


Noter.


Forord

“Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater. Kommunisternes umiddelbare mål er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeosiherredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt” [1]

Sådan beskrev Marx sammenhængen mellem det revolutionære partis rolle og mål. I de 150 år, der er gået siden, har spørgsmålet om forholdet mellem det socialistiske parti og arbejderklassen været fremherskende blandt revolutionære socialister.

Diskussionen starter med, om socialister overhovedet skal organisere sig i et et parti, altså om det overhovedet er nødvendigt med en revolutionær socialistisk organisation. Først når man erkender betydningen af et parti, kan man diskutere forholdet mellem parti og klasse, og dermed hvilken type parti.

Chris Harmans pjece er skrevet i 1968, hvor arbejderklassen og en masse studenter var i oprør og bevægelse:

“På dette tidspunkt var der et stort opbrud på venstrefløjen internationalt. USA’s krig mod Vietnam havde fået hundredtusinder af mennesker til at indse den bloddryppende realitet, som lå bag den fine snak om de etablerede politiske partiers “demokrati”. Og generalstrejken i Frankrig i maj 1968 viste muligheden for en anden politik, der var baseret på arbejderklassens revolution.

Revolutionære socialistiske organisationer skød lynhurtigt op i det ene land efter det andet. Revolutionære ideer blev en reel politisk kraft, fordi de opfangede de forestillinger som fandtes hos en helt ny generation af aktivister i anti-krigsbevægelsen, studenterbevægelsen, den sorte bevægelse og bevægelsen i arbejderklassen.“ [2]

Det medførte en række nye socialistiske partier og politiske bevægelser, som fortsatte med at vokse til midt i 70’erne. De nye partier startede ikke med ingenting, men havde alle sine udspring i arbejderbevægelsens politiske retninger. Og her var det i de fleste tilfælde ikke den revolutionære tradition fra Marx, Lenin, Luxemburg og Trotskij, som var den dominerende. Til trods for, at mange af partierne selv mente, at de brød med både reformismen og stalinismen, så byggede mange af disse partier i virkeligheden på en halv- eller hel-maoistisk variant af stalinismen, og tog dermed stalinismens problemer med sig.

Fælles for de fleste af de revolutionære organisationer, som opstod efter 1968, var, at de aldrig forstod det præcise forhold mellem parti og klasse. Og fælles var også, at de var børn af et opsving klassekampen. Derfor brød størstedelen af den revolutionære venstrefløj ganske enkelt sammen i slutningen af 70'erne, da klassekampen ebbede ud. Kun ganske få – herunder det britiske Socialist Workers Party – havde forstået kompleksiteten i parti-klasse problemet og var i stand til at overleve 80'ernes højredrejning uden at sige farvel til de revolutionære idealer, som titusinder af revolutionære hyldede. [3]

Igennem 80’erne decimeredes venstrefløjen og de store politiske bevægelser som anti-atomkraftbevægelsen og fredsbevægelsen, som en konsekvens af den økonomiske krise og borgerlige offensiv. Hovedparten af de aktive holdt ganske enkelt op med at tro på mulighederne for et bedre samfund, fordi overmagten var for stor og alternativet – vestrefløjen for svag. Denne opløsning svækkede også mulighederne for revolutionære socialister, fordi bevægelserne var med til at skabe politiske diskussioner på arbejdspladser og skoler, og dermed give grobund for socialistiske ideer.

Den stærkeste politiske kraft i arbejderklasen i både 70’erne og 80’erne var Danmarks Kommunistiske Parti, som udgjorde en reel opposition til Socialdemokratiet i arbejderklassen. De var stalinister og stærke tilhængere af de statskapitalistiske diktaturer i Sovjet og Østeuropa og førte en reformistisk parlamentsfikseret politk. Deres sidste betydende politiske indsats var under påskestrejkerne i 1985, hvor de som ledelse af strejkerne afblæste dem med et budskab om lokale lønforhandlinger og “stem på et arbejderparti ved næste valg“.

Efter murens fald gik de kommunistiske partier i opløsning, og det skete også i Danmark. Venstrefløjen kollapsede ganske enkelt. Resultatet blev af mange udlagt som socialismens død og markedets sejr, men realiteten var, at stalinismen – ikke socialismen – kollapsede, og dermed åbnede nye muligheder for revolutionære socialister.

Men det betød også, at tusinder af menige medlemmer i DKP og deres støtter i arbejderklassen mistede modet og blev passive, og hermed var den stærkeste politiske kraft til venstre for Socialdemokratiet i arbejderklassen væk. Netop cocktailen af reformisme og stalinisme var stærkt medvirkende til denne opløsning, fordi den ikke kunne stå imod nedgangen i klassekampen.

Derfor koncentrerer Harman sine politiske pointer med brodden vendt mod netop disse to holdninger. Han skriver i forordet til en udgivelse af denne pjece i 1986:

“Pointen i denne pjece var ikke blot at argumentere imod den stalinistiske deformation af det revolutionære parti. Det var også at fremhæve, hvor store fællestræk der er mellem den stalinistiske model og den model, som findes hos folk, der påstår, at de kan reformere kapitalismen. Begge parter antager, at socialismen kommer “fra oven“, at en velmenende elite kan gennemføre forandringer for en uoplyst masse under dem.” [4]

Stalinisme og reformisme i ny forklædning

Et af de helt centrale argumenter hos Harman er, at de hel- og halvstalinistiske opfattelser har én ting til fælles med reformismen: At arbejderklassen hverken kan befri eller regere sig selv. At det er andre kræfter – som regel i form af de involverede partier – der må gennemføre opgaven på arbejderklassens vegne.

Den opfattelse er født af selve den måde, som kapitalismen fungerer på: Det er et lille mindretal i form af den herskende klasse, der står for styringen af samfundet, mens flertallet – arbejderklassen – er reduceret til objekter for mindretallets kontrol.

Derfor er det ikke underligt, at de grundlæggende opfattelser, som Harman tager op i Parti og klasse, har overlevet Østblokkens kollaps og stalinismens sammenbrud. Stalinismen var i første omgang et udtryk for en bestemt måde at organisere kapitalismen på – nemlig statskapitalisme. Først i anden omgang kan man definere stalinismen som en specifik politisk strømning i arbejderklassen.

Derfor lever en række af de gamle opfattelser videre, omend partier er nedlagt, og nye er opstået - og omend de konkrete politiske udtryk er meget forandret.

Den danske venstrefløj er i midten af 1990’erne i hovedsagen splittet mellem to strømninger: Den største er repræsenteret ved Enhedslisten som arvtagere for venstrereformisme og dele af stalinismen. [5]

Den anden strømning har form af meget aktivistiske ungdomsmiljøer omkring Rebel, de autonome og Rød Ungdom. Det er en strømning, som på én gang forener elitære, anarkistiske og småborgerlige holdninger med rester af stalinisme.

Der er naturligvis en tredje strømning: Og det er den revolutionære socialistiske repræsenteret ved Internationale Socialister.

Disse strømninger er alle udtryk for, at der en direkte sammenhæng mellem opfattelsen af socialismen og arbejderklassens rolle heri og så partiet. Hvis man som reformisterne tror, at kapitalismen kan reformeres gennem parlamentet, så gælder det jo “bare” om at få så mange stemmer som muligt. Og her spiller arbejderklassen ingen selvstændig rolle som den klasse der kan ændre magtforholdet, men tværtimod som mulig leverandør af stemmer. Logikken er derfor, at partiet må bygges op som et støtteorgan for parlamentarikerne og de kommende valg.

Efter vestrefløjens kollaps i 80’erne har meget af den reformistiske venstrefløj og dele af DKP samlet sig i Enhedslisten, hvor reformistiske og stalinistiske ideer sammensmeltes. Enhedslisten er 100% fikseret på arbejdet i de parlamentariske organer, f.eks. er der 13 sekretærer til 6 folketingsmedlemmer i deres folketinsgruppe, mens de kun har 3 sekretærer på partikontoret. Deres partistruktur opbygget som et traditionelt vælgerforeningsparti på samme måde som SF og Socialdemokratiet. I partiafdelingerne bruges energien på diskussioner om lovforslag til byråd og folketing, mens arbejderklassens kampe ikke kan forvente en kollektiv eller massiv indsats fra hele enhedslisten. Arbejderklassens kampe står hverken højt på den politisk dagsorden eller i partiets opbygning.

Samtidig er en del fagforeningsbureaukrater medlemmer, mange med en fortid i DKP, og de optræder som fagbyrokratiets venstrefløj altid har gjort. Nemlig ikke som konsekvente forsvarere og organisatorer af arbejderklassens kampe, men som oftest i kompromissets og forhandlernes jakkesæt, trods den venstredrejede retorik.

Det stiller Enhedslisten i situationer, hvor menige støtter på arbejdspladserne er oppe imod faglige ledere fra Enhedslisten, som ikke vil kæmpe, som det skete i Ri-Bus-konflikten i 1995. Eller i groteske situationer, hvor forskellige faglige ledere kæmper mod hinandens medlemsinteresser indenfor Enhedslisten, som det f.eks. sker mellem de ufaglærte pædagogmedhjælpere organiseret i PMF og de uddannede organiseret i BUPL.

Det er dog ikke bare disse traditionelle reformistiske træk, som præger Enhedslisten. Den store gruppe af gamle DKP’ere, som ikke vil gøre op med deres statskapitalistiske fortid, er medvirkende til, at Enhedslisten ikke vil mene noget om socialisme. Det betyder f.eks. at dele af Enhedslisten kan føre kampagne for statskapitalismen på Cuba, mens andre opfatter regimet som et diktatur, hvilket gør enhver snak om socialisme utroværdig.

Pointen er, at deres socialisme-opfattelse (eller mangel på samme) og deres opfattelse af arbejderklassens rolle, hænger sammen med, hvordan de laver et parti.

Nogle hundreder rendyrkede stalinister i DKP-ml og Kommunistisk Forum lever en skyggetilværelse med deres partier. De opererer gennem fagforeninger, komiteeer eller dækorganasationer, og derfor er deres partier og ideologier ikke i åben diskussion med arbejderklassens mest bevidste dele. De priser fortsat de statskapitalistiske diktaturer på Cuba og i Nordkorea, og de hylder Stalins terrorregimente.

Denne såkaldte socialismeopfattelse fører til at arbejderklassens flertal må underordne sig, og det udmøntes bl.a. i en opfattelse af arbejderklassens kampe, hvor små militante gruppers aktioner kan erstatte den åbne mobilisering. F.eks. støttede disse folk en linie i Ri-bus-kampen, som stod for udmattelseskamp og hærværk i modsætning til masseblokader og strejker.

De opfatter ganske enkelt ikke, at arbejderklassens store flertal kan kæmpe selvstændigt, og derfor skal deres såkaldte socialisme gennemføres som et militærkup af partiet selv, ikke som arbejdermassernes egen revolution.

Unge i bevægelse

Murens fald giv ny næring til mange unge, som efter 80’ernes nedgang atter søgte mod socialistiske ideer. I skuffelse over de gamle venstrefløjspartier og deres mangelfulde alternativer er flere nye ungdomsorganisationer og grupper opstået. Oftest med udgangspunkt i en “løs” organisering, hvor det er “yt” at være partiorganiseret, eller hvis man er det, så holde partiets profil meget lav.

En særlig udgave af denne opfattelse findes hos mange af de unge Rebel’ere, de autonome og Rød Ungdom. Udgangspunktet er her, at unge må samles til kamp på trods af partiorganiseringen og ikke i sammenhæng med den. Det fører flere politiske problemer og konsekvenser med sig.

For det første kan de ikke, i lighed med Enhedslisten, have en klar holdning til socialismen eller tage afstand fra de stalinistiske og statskapitalistiske samfund.

For det andet opfatter de arbejderklassens kamp som noget, der kun er værd at bruge kræfter på, når den er mest militant. De ser kun kæmpende arbejdere som værdige til deres støtte og opmærksomhed og organiserer ivrigt blokadebusser bemandet med deres egne medlemmer, uden at de organisere støtten bredere eller bruger energi på at mobilisere udenfor egne rækker.

De ser arbejderklassens kampe, som noget der opstår af sig selv, men som kan gøres militante af grupper “udefra”, hvis en lille overbevist gruppe optræder militant. Det gav sig udtryk i smadringen af arbejdssekretariatet i København d. 15. december 1995, hvor en lille flok autonome og Rebel’ere midt i en demonstration af vrede unge mod finansloven gik til angreb og endte i gadekamp med politiet. Rebel’erne påstod i deres blad Avanti, at “det var altsammen helt spontant”, selv om bladet brugte en hel side på at forklare, hvor rigtigt det var at angribe. Det underbygger jo, at der faktisk i demonstrationen var folk som politisk ønskede den type aktion og konfrontation med politiet, så denne elitære og sekteriske politik er jo til stede i organiseret form.

Deres opfattelse af det bevidste element er altså helt og holdent elitært. Denne politiske forståelse har sine rødder i den småborgerlige anarkisme, der fornægter enhver autoritet, arbejderklassens kollektive praksis og nødvendigheden af et parti.

Småborgerlig anarkisme, fordi de ikke opfatter arbejderklassens flertal som værende i stand til hverken politisk eller økonomisk at indse nødvendigheden af socialisme og revolution, fordi de er “bestukket” af kapitalen. Hvis nogle arbejdere endelig kæmper, så ligestilles og adskilles deres kamp fra “kønskampen” og den “etniske” kamp, fremfor at se disse kampe som én samlet klassekamp.

Deres socialisme indføres derfor som smågruppers oprør og etablering af “frirum” indenfor kapitalismen. Det er en holdning som stammer helt tilbage fra anarkisterne i forrige århundrede, som også var imod enhver autoritet i fremtidssamfundet.

Mod deres holdninger skriver Friedrich Engels mod anarkisten Bakunin:

“I dette samfund eksisterer der fremfor alt ingen autoritet, thi autoritet = stat = absolut af det onde. (Hvordan de vil bære sig ad med at drive en fabrik, trafikere en jernbane, styre et skib uden en i sidste instans afgørende vilje, uden fælles ledelse, det siger de os ganske vist ikke). Også majoritetens autoritet over minoriteten hører op. Hvert enkelt menneske, hver kommune er autonom, men hvordan et samfund på blot to mennesker er muligt, uden at enhver afgiver blot noget af sin autonomi, det tier Bakunin igen stille med.” [6]

Deres fornægtelse af et revolutionært partis nødvendighed hænger altså sammen med opfattelsesn af, at vi hver især som individer kan melde os ind i den type samfund, vi vil lave. Derfor kan opbygningen af et masseparti erstattes af en lille militant gruppe, og som sådan er deres organisering en fornægtelse af arbejderklassens stærkeste våben og vigtigste erfaring, nemlig den kollektive magt og det virkelige arbejderdemokrati.

Og udover den manglende forståelse af et revolutionært partis rolle, så er deres hoveder fyldt med politisk vraggods. De er tilknyttet Enhedslisten, fordi de ikke kan se et revolutionært alternativ i arbejderklassens egen kamp. De er de påvirket af de stalinistiske ideer om forsvaret af Cuba og den 3. verdens nationale befrielsesbevægelser.

I praksis bliver konsekvensen af Rebels og Rød Ungdoms ideologi, at de erstatter partiopbygning med aktivisme – og arbejderklassens kollektive kamp med smågruppers militans. Det kan se vældig revolutionært ud, når det gøres under bannere med militante slagord, men det er en blindgyde, hvis målet er, at socialisme skabes af arbejderklassens frigørelse af sig selv.

Lenin udtrykte det på følgende måde i 1920 i kampen mod utålmodighed og sekterisme i den kommunistiske bevægelse uden for den unge arbejderstat i Rusland:

“Uerfarne revolutionære tror ofte, at legale kampmidler er opportunistiske, fordi bourgeoisiet på dette område særlig ofte (specielt i “fredelige“, ikke revolutionære tider) har snydt og narret arbejderne, hvorimod illegale kampmidler er revolutionære. Men det er urigtigt … Det er betydelig vanskeligere – og betydelig mere værdifuldt – at kunne være revolutionær, når betingelserne for en direkte, åben, virkelig revolutionær kamp i virkelig massemålestok endnu ikke er til stede, at kunne forfægte revolutionens interesser (propagandistisk, agitatorisk, organisatorisk) i ikke-revolutionære, ja ofte direkte reaktionære institutioner, i en ikke-revolutionær situation, blandt masser, som ikke umiddelbart kan forstå nødvendigheden af den revolutionære aktionsmetode. At finde frem til, føle sig frem til og rigtigt fastlægge den konkrete vej eller den særlige vending af begivenhederne, som kan føre masserne frem til den virkelige, afgørende, sidste store revolutionære kamp – det er hovedopgaven for kommunismen i Vesteuropa og Amerika i dag.” [7]

Socialisme fra neden

Det grundlæggende udgangspunkt for Marx, Lenin og Trotskij har været, at arbejderklassens frigørelse kun kan gennemføres af arbejderklassens selv gennem en socialistisk revolution. Et socialistisk samfund, hvor arbejderdemokratiet styrer samfundet politisk, organiserer den socialistiske planøkonomi og ophæver den private ejendomsret. Hvis arbejderklassen skal skabe dette samfund, socialisme fra neden, gennemføre en succesfuld revolution, så skal arbejderklassen vindes for revolutionen, og det kræver, at den bryder med de herskende ideer. Og det sker ikke bare af sig selv. Trotskij formulerer det sådan:

“Arbejderklassen, taget i sig selv, er kun materiale for udbytning. Proletariatet påtager sig først en selvstændig rolle i det øjeblik, hvor det fra at være en social klasse i sig selv bliver til en politisk klasse for sig selv. Dette kan ikke forekomme på anden måde end ved hjælp af et parti. Partiet er det historiske organ, hvorigennem arbejderklassen blive klassebevidst. At sige at “arbejderklassen står højere end partiet” er at påstå, at arbejderklassen i sin oprindelige tilstand står højere end den arbejderklasse, som er på vej til at blive klassebevidst. Ikke bare er dette ukorrekt; det er reaktionært. [8]

De skridt, arbejderklassen tager frem mod klassebevidsthed – det vil sige opbygningen af et revolutionært parti, som leder arbejderklassen – det er en kompleks og modsætningsfyldt proces. Arbejderklassen i sig selv er ikke homogen. I forskellige sektioner opstår klassebevidstheden ad forskellige veje og på forskellige tidspunkter. Borgerskabet deltager aktivt i denne proces. Inden for arbejderklassen skaber borgerskabet sine egne institutioner eller benytter allerede eksisterende for at sætte bestemte lag af arbejdere op imod hinanden. Inden for proletariatet er adskellige partier aktive på samme tid. Derfor: på størstedelen af sin politiske rejse (mod klassebevidstheden, red.), forbliver arbejderklassen politisk splittet.” [9]

Trotskij bruger denne klare analyse som argument for at skabe en enhedsfront mod nazisterne i 1932, fordi hans pointe er at splittelsen i arbejderklassens politiske rækker må og skal overvindes. Ikke desto mindre er netop forståelsen af den uens bevidsthed i arbejderklassen og de politisk afledte konsekvenser afgørende for, hvordan det revolutionære parti skal arbejde. Selvom målet er at vinde det store flertal i arbejderklassen for revolutionen, så sker dette kun i selve den revolutionære situation.

I den overvejende del af tiden må det revolutionære parti derfor henvende sig til et mindretal i arbejderklassen. Den engelske revolutionære leder Tony Cliff formulerer det på følgende måde:

“Partiet må ikke være bagud for den avancerede del af arbejderklassen. Men det må heller ikke være så langt foran, så det er uden for rækkevidde. Det må stå i dens forreste del og være forankret i den:

(Her citerer Cliff Lenin) “for at få succes kræver alt seriøst revolutionært, at selve ideen om, at de revolutionære er i stand til at spille rollen som avantgarde i den rigtige levende og avancerede klasse, at denne idé forstås og omsættes i handling. En avantgarde udfører først sine opgaver som avantgarde, når den er i stand til at undgå at blive isoleret fra de masser, som den leder, og er i stand til virkelig at lede hele massen fremad.” (citat slut).

Behovet for et revolutionært parti er, som vi allerede har pointeret, en afspejling af den uens bevidsthed i arbejderklassen. Alligevel er det på samme tid partiets opgave at fremskynde overvindelsen af denne uensartethed ved at rejse bevidstheden til det højest mulige niveau. At tilpasse sig til det gennemsnitlige eller endda til det laveste bevidsthedsniveau i arbejderklassen er i sin natur opportunisme. På den anden side er organisatorisk uafhængighed og isolation fra den mest avancerede del af arbejderklassen vejen til sekterisme. At opløfte den mest avancerede del af arbejderklassen til det højest mulige niveau under de givne omstændigheder – det er rollen for et rigtigt revolutionært parti.” [10]

Hvordan det revolutionære parti gennemfører denne balancegang, er det revolutionære partis intervention i en given klassekampssituation udtryk for. Og her er det ikke ligegyldigt, om partiet er på 100 eller 10.000 medlemmer.

Et lille parti er fysisk begrænset af sin størrelse og kan logisk nok ikke være til stede på alle arbejdspladser og i alle kampe. Derfor må et lille parti konstant arbejde på at forøge sin størrelse og dermed sine muligheder for at blive en væsentlig politisk faktor blandt det mindretal i arbejderklassen, som vil slås.

Men det foregår ikke på sidelinien som bedrevidende kommentatorer eller ved at erstatte sin manglende størrelse med opportunisme over for de som slås. Tværtimod må et lille parti være endnu mere politisk klar og intervenere endnu mere direkte overfor mindretallet, fordi dets ideer skal udfordre en massiv strøm af borgerlige og reformistiske ideer, hvis det skal vinde nye medlemmer.

Og det kan kun ske, hvis de konkrete kampe hele tiden bindes sammen politisk og adskillelsen af den politiske og økonomiske (faglige) kamp overvindes gennem sammenkædningen af socialistisk propaganda og konkret agitation i den revolutionære avis.

I 90’ernes klassekamp er det revolutionære parti mere nødvendigt end nogen sinde, hvis arbejderklassens kampe skal vindes og føres fremad. Det kapitalistiske marked og den stadig dybere økonomiske krise øger uligheden og polariseringen i hele verden.

Det betyder omfattende angreb på vores levevilkår, mere nazisme, racisme og nationalisme og øger risikoen drastisk for krig. Vi så resultatet af dette i ex-Jugoslavien, hvor den økonomiske krise førte ekstrem nationalisme, der endte i en blodig krig, hvor arbejderklassen blev ofrene i krigen melllem forskellige dele af den herskende klasse.

Og her var de reformistiske partier, både i Jugoslavien og i de andre europæiske lande, ikke noget bolvæk, men tværtimod aktive deltagere i den nationalistiske opdeling og krig. I hele Europa sprang venstrereformistiske partier på imperialisternes vogn, også Enhedslisten i Danmark. De valgte side til fordel for en af krigens parter og dermed en bestemt del af den herskende klasse, og gjorde sig dermed til talsmænd for våbenleverancer til krigen fremfor et fælles arbejderoprør mod krigen på tværs af nationale skel.

Opbygningen af revolutionære partier over hele verden er derfor ikke bare et spørgsmål om en bedre fremtid, men om overhovedet at have en.

I de kommende år vil vi opleve mange angreb på vores levevilkår og løn- og arbejdsforhold. Men arbejderklassen vil ikke se passivt til, som det skete i 80’erne. I disse kommende kampe bliver tilstedeværelsen eller fraværet af et revolutionært parti vigtig for om kampene vindes, og den ene kamp understøtter den næste. For kun et revolutionært parti kan overkomme at forbinde de enkelte arbejdskampe med kampen mod nazisme og racisme, med kampen for kvinders ligestilling, med de studerende aktiviteter og forsvaret for miljøet. Derfor haster det med opbygningen af et revolutionært parti allerede i dag.

Jakob Nerup, april 1996

 

 

Noter

1. Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest, København 1996, s. 44.

2. Chris Harman: Party and Class, 3. udgave, Chicago 1986, s. 1.

3. For en analyse af venstrefløjens sammenbrud, se: Chris Harman: Crisis of the European Revolutionary Left, -i: International Socialism Journal, nr. 4, Spring 1979, s. 49-87.

4. Party and Class, ovenfor citeret, s. 4.

5. SF er naturligvis en del af venstrereformismen, men forskellen på SF og Enhedslisten er, at SF hele tiden har forstået sig selv som et reformistisk parti. Det gør Enhedslisten – i det mindste dele af den – ikke.

6. Brev fra Engels til Cuno, -i: Marx og Engels: Udvalgte skrifter, København 1971, bd. 2, s. 470

7. Lenin: “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom, -i: Udvalgte Værker, København 1976, bd. 12, s. 85-86.

8. J. Degras: Communist International 1919-1941, London 1971, s. 12-13.

9. samme sted, s. 19.

10. Tony Cliff: Building the party, London 1986, s.267.


Sidst opdateret 8.6.2009