Helt frem til afslutningen af 2. verdenskrig stod Sovjetunionen for store dele af arbejderklassen som den magt, der kunne sikre en fredelig fremtid og for en mindre del af arbejderklassen som den magt, der kunne sikre socialismens endelige sejr over kapitalismen. I dag er der kun få på venstrefløjen, der nærer illusioner om det socialistiske ved den russiske stat. Langt mindre nærer arbejderklassen illusioner om, at den russiske samfundsmodel skulle kunne tjene som eksempel på, hvordan det socialistiske samfund skal indrettes.
Den brutale undertrykkelse af den ungarske revolution i 1956 fik tusinder af militante arbejdere til at vende sig mod de forskellige landes kommunistpartier. Affæren med det såkaldt socialistiske Tjekkoslovakiet fik endog officielle kommunistpartier til at vende sig mod det russiske overherredømme på deres egen halvhjertede facon. Der er efterhånden ikke megen sympati til overs – hos arbejderklassen vel at mærke. Rusland er frem for noget en imperialistisk stormagt, der ikke kerer sig så nøje om de lande, den underlægger sig, kalder sig socialistiske eller ej.
Hvordan kunne det revolutionære Sovjetrusland udvikle sig til en statskapitalistisk stormagt? Hvad var det, der gik galt? Hvor skal ansvaret placeres?
Grunden til, at vi udgiver denne pjece er, at den – godt nok kortfattet og med de begrænsninger det fører med sig – på en konkret måde analyserer den proces, der som resultat havde, at arbejderklassen mistede den magt, den gennem Oktoberrevolutionen havde tiltvunget sig i Rusland. Og artiklen viser, hvorledes denne proces førte til fremkomsten af en ny herskende klasse i et bureaukratisk-statskapitalistisk Rusland.
Denne proces er i det store og hele tilendebragt i 1928. Og her stopper Chris Harmans analyse. Alligevel følte den nye klasse sig ikke sikker og søgte derfor at konsolidere sin magt ved at tage ekstremt grove undertrykkelsesmetoder i anvendelse.
Efter den første industrialiseringsbølge og den tvungne kollektivisering af landbruget (1929-32) mildnedes undertrykkelsen frem til den 17. partikongres i 1934. Efter mordet på Leningrads stalinistiske partiboss Kirov begyndte en storstilet arrestationsbølge af partimedlemmer, tidligere medlemmer og partiløse. Klimaks blev nået i 1937-38. Størsteparten af de arresterede havde ikke på noget tidspunkt haft forbindelse med nogen oppositionel tendens overhovedet. Hvorfor blev da mange skudt efter hemmelig “rettergang"? De offentlige processer var kun toppen af isbjerget. Ofrene for de store udrensninger blev beskyldt for at være agenter for Trotskij, Hitler og den japanske kejser og for at konspirere med det formål at “genindføre kapitalismen” i Sovjetunionen.
Ofrene var i det store og hele selv stalinister. Hvad skete der f.eks. med de delegater, der på den 17. partikongres hyldede “kammerat Stalin” for de store resultater, han kunne fremlægge? Krustjev kunne rapportere på den 20. partikongres: “Af de 1.996 delegerede blev 1.108 senere arresteret .... Af de 139 medlemmer af eller kandidater til centralkomiteen, der blev valgt på kongressen, blev 98 – d.v.s. 70% – senere arresteret og skudt, fortrinsvis i 1937-38”. Udrensningen ramte partiapparatet og statsapparatet på alle planer. Hæren blev hårdt ramt og rundt regnet 30.000 officerer blev skudt, men den organisation, der blev hårdest ramt var ironisk nok det hemmelige politi – GPU – selv.
De store udrensninger havde først og fremmest som resultat, at parti- og statsapparatet blev renset for størstedelen af dem, der havde nogen som helst rod i den bolsjevikkiske fortid og erstattet med nye folk uden sympati for eller forbindelse med arbejderklassens bevægelse. Af de, der på den 17. partikongres havde stemmeret, havde 80% sluttet sig til partiet i 1921, og 60% af dem var tidligere arbejdere. Dét var deres virkelige “forbrydelse”. Den nye herskerklasse skulle konsolideres, derfor måtte alle bånd brydes til den klasse, der havde gennemført revolutionen.
Sidst opdateret 27.12.2016