Emma Goldman blev født i Kovno i 1869. 13 år gammel flyttede hun sammen med sine forældre til Petersburg. Et år forinden var Alexander d. II blevet henrettet, og atmosfæren i hovedstaden var stadigvæk gennemsyret af de revolutionæres kamp mod tsarismen. Der lærte Emma nogle revolutionære studenter at kende, og fik sit første kendskab til libertære ideer.
I 1886 tog hun til U.S.A., hvor hendes søster Helene boede i forvejen. På dette tidspunkt havde den revolutionære udvikling i den amerikanske arbejderbevægelse nået sit højdepunkt. Vældige strejkebølger slog hen over landet og kulminerede i kravet om en 8 timers arbejdsdag.
Så fandt de rystende begivenheder i Chicago sted. 8 anarkistiske arbejderledere blev beskyldt for at have kastet en bombe mod politiet under en demonstration mod politivold d. 1. maj '86. Falske beviser og falsk vidnesbyrd sendte 4 af de uskyldige mænd i galgen. Processen mod dem mobiliserede anarkister verden over til kamp for deres sag – og helt til den sidste, bitre ende troede Emma, der deltog med liv og sjæl i denne kamp, at Chicago-anarkisterne ville blive frikendt. Henrettelsen af disse mænd, hvis eneste “forbrydelse” var at de var anarkister og oprørske arbejdere, betød et vendepunkt i Emmas liv. De libertære og revolutionære ideer hun havde medbragt fra Rusland begyndte at tage fastere form og hun gav sig til at læse socialistisk og anarkistisk litteratur. Hovedsageligt fik hun dog indblik i de anarkistiske ideer gennem bladet “FREIHEIT”, som Johann Most udgav.
I 1889 flyttede hun til New York. Nu begyndte en af de travleste perioder i hendes liv og hun startede en kraftig agitation blandt de tyske og jødiske arbejdere.
I 1892 var der en strejkebølge, hvor arbejderne bevæbnede sig og fik jaget Pinkertons-agenterne på flugt. (“Pinkerton's” var arbejdsgivernes “lejesoldater” under strejkerne.) Militæret blev sat ind overfor de strejkende, og efter et regulært blodbad blev arbejderne tvunget til underkastelse.
Efter at have oplevet denne sindssyge brutalitet forsøgte anarkisten Alexander Berkman, som var en af Emmas bedste venner, at slå hovedmanden bag terroren, Frich, ihjel. Frich slap lettere såret, men Berkman blev dømt til 22 års tvangsarbejde, hvoraf han afsondrede de fjorten. Dommen var et hårdt slag for Emma, der samtidig var udsat for en yderst ulækker pressehetz.
Et år senere startede de arbejdsløses masseorganisering. Emma blev arresteret pga. hendes agitationsvirksomhed indenfor denne bevægelse og blev i 1893 dømt til 1 års fængsel.
I 1895 tog hun til Europa og blev uddannet som sygeplejerske i Wien.
I 1896 er hun tilbage i U.S.A. og genoptager sin agitation med samme iver som før. Vi kan se af den borgerlige presse fra dengang, at hun er blevet en faktor i det offentlige liv, og at navnet Emma Goldman har en utrolig provokerende virkning på alle repræsentanter for den borgerlige orden.
Efter mordet på den amerikanske præsident McKinley, som hun blev beskyldt for at have opfordret til, blev hun forfulgt og til sidst arresteret i Chicago, hvor hun blev udsat for de værste former for tortur og politibrutalitet.
Roosevelt blev præsident efter McKinley og indførte et indvandringsforbud mod anarkister. Emma fik besværligheder med at komme ind i U.S.A. i 1907, da hun kom hjem fra et ophold i Europa, hvor hun havde deltaget i internationale anarkistkongresser i Paris og Amsterdam. Hun indså, at hun risikerede indrejseforbud, hvis hun forlod Staterne for længe ad gangen.
I 1917 blev “Mother Earth”s lokaler gennemsøgt og “bevismateriale” samt det meste af inventaret blev konfiskeret. “Mother Earth” var et tidsskrift, Emma havde udgivet siden 1906, og årsagen til overgrebene var bladets holdning til den nye lov om værnepligt. Emma og Berkman blev beskyldt for “sammensværgelse mod indkaldelsen til militæret”, og blev dømt til 2 års fængsel. Tidsskriftet blev selvfølgelig forbudt, såvel som næsten alt andet, Emma og Berkman havde skrevet og udgivet. Da de kom ud af fængslet, ventede dem en bøde på 20.000 dollars, samt nogle ugers fangenskab på “Ellis Island”. Derfra blev de sat om bord i en synkefærdig skude sammen med hundredvis af andre anarkister og “uamerikanske” elementer, og deporteret til Rusland under militærbevogtning.
I slutningen af 1921 besluttede Emma Goldman og Alexander Berkman at forlade Rusland. A.B. skriver i sin dagbog: “Håbets sidste gnist er slukket. Terror og tyranni har kvalt det, der blev født i oktober-revolutionen. Revolutionen er blevet forrådt, dens idealer er blevet druknet i folkets blod. Livsgnisten fra i går betyder i dag millioners død. Dagens skygger ligger som et ligklæde over landet. Diktaturets støvletramp maser folket, og revolutionen er død. Jeg har besluttet at forlade Rusland.” – Fordrevet fra U.S.A. og Rusland tog Emma og A. B. til Tyskland og Frankrig, hvor de havde de sædvanlige vanskeligheder med at få visum og opholdstilladelse.
Berkmans helbred var ødelagt af hans lange fængselsophold, og han døde kun 47 år gammel i Nizza i 1936.
Emma Goldman boede i disse år skiftevis i England, Tyskland og Frankrig, altid i fare for forfølgelse og udvisning. Hun kunne til sidst bosætte sig i en lille fiskerlandsby i Frankrig, hvor hun skrev sine erindringer i årene 1929-31. Hun blev ved med at holde foredrag og agitere på andre måder, og under den spanske borgerkrig deltog hun aktivt.
I 1940 døde hun under en foredragsturne i Kanada. De tre uhyggelige, tyranniske herskere, hun engang havde erklæret krig – “uvidenhed, overtro, og den blinde tro” – kunne ånde lettet op; Røde Emmas taler truede dem ikke længere på livet.
Sidst opdateret 30.8.2008