I maj 1891 fremførte en massestrejke med deltagelse af omkring 125.000 belgiske arbejdere krav om ændringer i valgsystemet. I april 1893 brød der en anden strejke ud på et ligende krav. Den omfattede ca. en kvart million arbejdere. Resultatet blev almindelig – men ikke lige – stemmeret, idet de rige og "dannedes" stemmer talte to eller tre gange mere end arbejdernes og bøndernes stemmer. De utilfredse arbejdere iværksatte endnu en massestrejke ni år senere, hvor de krævede en fuldstændig revision af forfatningen. Disse politiske massestrejker gjorde et stort indtryk på Rosa Luxemburg. I to artikler om emnet [1] peger hun på de politiske massestrejkers revolutionære natur som det særlige proletariske kampvåben. For Rosa Luxemburg indtager både den politiske og økonomiske massestrejke en central plads i den revolutionære kamp for arbejdernes magtovertagelse.
Rosa Luxemburgs begejstring for denne metode og skarpe forståelse for den nåede nye højder med den russiske revolution i 1905:
"I de tidligere borgerlige revolutioner blev den politiske opdragelse og ledelse af de revolutionære masser varetaget af de borgerlige partier, og de revolutionæres opgaver var begrænset til at vælte regeringen. Den korte kamp på barrikaderne var den form for revolutionær kamp, der svarede hertil. I dag må arbejderklassen uddanne, organisere og lede sig selv sideløbende med den revolutionære kamp. Revolutionen er lige så meget rettet mod den etablerede statsmagt som mod den kapitalistiske udbytning. Under sådanne omstændigheder viser massestrejken sig at være den naturlige måde at rekruttere, revolutionere, og organisere de bredeste proletariske lag til handling på. Samtidig er den et middel til at underminere, styrte og inddæmme den kapitalistiske udbytning. . . . Men for at kunne udføre en eller anden direkte politisk aktion som masse, må proletariatet først igen samles som masse, og først og fremmest med det for øje må det træde ud af fabrikker og værksteder, mineskakter og støberier. Det må overvinde pulveriseringen og opsmuldringen i de enkelte værksteder, som det er dømt til under kapitalens daglige åg. Derfor er massestrejken den første og naturlige impulsive form, enhver stor revolutionær proletarisk manifestation optræder i. Jo mere industrien bliver samfundsøkonomiens fremherskende form, jo mere fremtrædende proletariatets rolle i revolutionen bliver, jo mægtigere og mere udslagsgivende må massestrejkerne blive. De borgerlige revolutioners væsentlige kendetegn: kampen på barrikaderne, det åbne oprør mod den væbnede statsmagt er i dag et perifert aspekt ved revolutionen – kun et øjeblik af hele processen i den proletariske massekamp." [2]
Budapest 1956!
I modsætning til reformisterne, der tror, at der er en kinesisk mur mellem delkampe for økonomiske reformer og den proletariske kamp for revolutionen, påpegede Rosa Luxemburg, at i revolutionære perioder udvikler den økonomiske kamp sig til en politisk kamp og omvendt.
"Som helhed går bevægelsen ikke blot i retningen: fra økonomisk til politisk kamp, men også i modsat retning. Enhver af de store politiske massekampe slår – efter at de har nået deres politiske højdepunkt – om i et sandt virvar af økonomiske strejker. Og dette gælder igen ikke blot for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som helhed. Med den politiske kamps større udbredelse, afklaring og styrkelse træder den økonomiske kamp ikke blot ikke i baggrunden, men får større udbredelse, bliver bedre organiseret og mere slagkraftig. De to kampformer påvirker hinanden gensidigt.
Ethvert nyt forløb af og enhver ny sejr for den politiske kamp bliver til en mægtig impuls for den økonomiske kamp, idet den ud over at udvide kampens ydre muligheder og øge arbejdernes indre tilskyndelse til at forbedre deres situation, øger deres kamplyst. Efter enhver flodbølge af politiske aktioner aflejres der en frugtbar bund, hvorfra der skyder i tusindvis af økonomiske kampe op. Og omvendt. Arbejderne befinder sig uophørligt i en permanent krigstilstand med kapitalen. Det holder kampenergien vågen i pauserne mellem de politiske kampe, det udgør så at sige den proletariske klassestyrkes stadigt friske reservoir, hvorfra den politiske kamp til stadighed henter sin kraft. Desuden fører proletariatets økonomiske boren hvert øjeblik til enkelte skærpede konflikter – snart her, snart der – hvoraf der helt uforudset eksploderer politiske konflikter i stor målestok.
Kort sagt: Den økonomiske kamp er det, der fører videre fra ét politisk knudepunkt til et andet. I perioder er det den politiske kamp, der gøder jorden for den økonomiske kamp. Årsag og virkning skifter her plads hvert øjeblik. Og således udgør de det økonomiske politiske moment i perioder med massestrejker. Langt fra at skilles eller endog at udelukke hinanden, sådan som det pedantiske skema vil det, danner de snarere to sider af den proletariske klassekamp i Rusland, der har filtret sig ind i hinanden." [3]
Massestrejkens logiske og nødvendige højdepunkt er den "... åbne opstand, der kun kan realiseres som kulmination på en række enkelte opstande, der forbereder grundlaget og derfor er tilbøjelige til at ophøre for en tid i noget, der kunne se ud som et delvist "nederlag" og betragtet for sig forekomme "forhastede"."
[4]
Massestrejkerne resulterer i en voldsom vækst i klassebevidstheden: "Det mest kostbare, fordi det er noget varigt, ved denne kraftige revolutionære bølge, soni ruller frem og tilbage, er dens åndelige aflejring: den intellektuelle og kulturelle vækst, som proletariatet gennemgår i spring og som yder en ubrydelig garanti for yderligere fremskridt i de uundgåelige økonomiske og politiske kampe forude."
[5]
Arbejdernes offervilje udvikles ud over alle grænser. De lader hånt om tanken om, hvordan de skal forsørge dem selv og deres familier under kampen. De spørger ikke, om alle de indledende tekniske forberedelser er blevet sat i værk: "I det øjeblik en periode med virkelig alvorlige massestrejker begynder, minder alle "omkostningsberegninger" mest om at tømme oceanet med et vandglas. Den proletariske masse betaler nemlig enhver revolution med et hav af frygtelige afsavn og lidelser. Og den løsning, en revolutionær periode giver på disse tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder, består i, at den tillige udløser en så gevaldig portion masseidealisme, at masserne bliver uimodtagelige over for de hårdeste lidelser."
[6]
Det var dette glimt af arbejdernes enestående initiativ og selvopofrelse under en revolution, der retfærdiggjorde Rosas overbevisning.
1. Neue Zeit, 26. april 1902 og 14. maj 1902.
2. Massenstreik, Partei und Gewerkschaften (1906), cit. efter PS I, s. 201 f. (På dansk: Massestrejke, parti og fagforeninger)
3. Samme sted s. 201f.
4. Samme sted s. 195.
5. Samme sted s. 187.
6. Samme sted s. 182.
Sidst opdateret 26.3.2012