Da Rosa Luxemburg blev myrdet i 1919, skrev hendes gamle modstander, Karl Kautsky: ‘Rosa Luxemburg og hendes venner vil altid indtage en fremtrædende plads i socialismens historie; men de repræsenterer en æra, der nu er afsluttet’.
Han tog fuldstændig fejl. Den revolutionære tradition, som i Tyskland blev fastholdt af Rosa Luxemburg, skulle komme til at spille en afgørende rolle i de år, der fulgte umiddelbart efter hendes død.
For revolutionære i dag er det overraskende, hvor mange af hendes ideer og hvor mange af de politiske synspunkter, hun kæmpede for, der stadig er relevante i dag. Så mange af hendes analyser er blevet bekræftet af senere begivenheder, mens kompromisserne og forbeholdene hos dem, der var imod hende, mens hun levede (og deres nutidige efterfølgere) ligeledes har vist sig i bedste fald at ende i en blindgyde, i værste fald i katastrofe. Rosa Luxemburg leverede sit første angreb på reformisterne i 1890’erne, hvor hun bittert gik imod ideen om, at kapitalismen kunne neutraliseres og omdannes til gavn for arbejderne. I dag står vi stadig over for reformistiske partier, nogle af dem sidder i regering, som f.eks. i Frankrig eller Spanien. Rosa Luxemburgs argumenter mod dem er stadig relevante.
Rosa Luxemburg sagde, at det valg, som menneskeheden står over for, er valget mellem ‘socialisme eller barbari’. Hun kunne ikke have forestillet sig atomkrigens barbari, men hendes ideer hjælper os med at kæmpe imod den. Kapitalistisk konkurrence i imperialismens tidsalder, hævdede hun, tager mere og mere form af militær såvel som økonomisk konkurrence, hvilket er grunden til, at kampen mod militarismen ikke er en adskilt eller moralsk kamp, som reformisterne dengang og i dag mente det var, men en kamp mod hele det kapitalistiske system.
Hendes måske allervigtigste bidrag var hendes forståelse af, at massestrejken spillede og ville fortsætte med at spille en mere og mere central rolle i den revolutionære forandring af samfundet. Erfaringer fra revolutionære bevægelser i dag, fra Ungarn i 1956 til Frankrig i 1968 og Chile i starten af 70’erne, viser, hvor korrekt den analyse var – alligevel blev den enten bekæmpet eller ignoreret, mens hun levede.
Alle disse ideer handler om nogle af de store problemer, som socialister står over for i dag. Det er grunden til, at vi genoptrykker Tony Cliff’s lille bog om Rosa Luxemburg. Da den blev skrevet, var den et forsøg på at gøre hendes ideer tilgængelige for et nyt publikum, som ikke kendte til hverken hendes skrifter eller til den periode, som Rosa Luxemburg skrev og handlede i. Det gør den med stort held. Vi får en klar introduktion til hendes ideer – om det handler om det nationale spørgsmål, reform eller revolution eller kapitalens akkumulation. Men blot at lade bogen stå, som den blev skrevet, ville efterlade os med en ufuldstændig vurdering af Rosa Luxemburgs styrker og svagheder.
Grunden er såmænd meget enkel. Da bogen blev skrevet, for 25 år siden, var hensigten at præsentere Rosa Luxemburgs ideer for at hævde den revolutionære socialistiske tradition. Denne tradition – at, med Marx’ ord, ‘arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk’ – var stort set forsvundet efter 1920’erne. Stalinismens bureaukratiske betonstrukturer i Øst og de kommunistiske eller socialistiske partier i Vest skabte en opfattelse af, at socialisme var noget, som blev vundet af de få på vegne af de mange. Og på en eller anden underlig måde afspejlede denne opfattelse sig hos de små trotskistiske grupper, der stadig holdt fast i revolutionære ideer. De troede, at arbejderklassen i sidste ende ville tilslutte sig det ‘korrekte’ program (deres) og herpå lave revolutionen. Med andre ord følte disse grupper ikke, at de havde noget at lære af arbejderklassen eller den daglige klassekamp.
På den baggrund er Rosa Luxemburgs ideer særdeles forfriskende. Igen og igen understreger hun, at den socialistiske revolution udføres af arbejderklassens spontane aktioner. Revolutionære må lære af og forsøge at generalisere disse aktioner.
Sådanne ideer var fuldstændig fremmede for den stalinisme, som dominerede på den tid, hvor Cliff skrev sin bog. De stalinistiske partier troede, at partiet var der for at repræsentere og handle på vegne af arbejderklassen. Klassekampen blev ikke set som arbejderklassens egen aktivitet, som revolutionære intervenerer i for at forsøge at lede den i en revolutionær retning. Snarere skulle aktionerne besluttes af partiets ledelse – som så skulle forsøge at få arbejderne til at være med på dem. Spontane kampe blev langt fra hilst velkomne, de bragte blot uorden i og udfordrede ofte tingenes tilstand.
Rosa Luxemburg stod selv over for lige netop denne holdning i det enorme, passive og propagandistiske tyske socialistparti, SPD, som hun tilhørte i hovedparten af sit aktive politiske liv. Men hendes polemik mod den type af organisation – formalistisk, fordummende og i sidste instans villig til at acceptere det kapitalistiske system – har udsat hende for megen kritik. Stalin og hans tilhængere karakteriserede hendes ideer som ‘spontanistiske’. Hun var blot halehæng til arbejdernes spontane kampe, sagde de, og forstod ikke en socialistisk organisations rolle som leder af denne kamp. Sådanne angreb er en grov forvrængning af Rosa Luxemburgs synspunkter. Hun understregede hele tiden vigtigheden af organisation (hvilket er en af årsagerne til, at hun ikke havde lyst til at bryde med SPD). Ikke blot det, fra sine teenage-år var hun altid selv medlem af socialistiske organisationer, både i Polen og i Tyskland. Men alligevel er der ingen tvivl om, at hendes syn på socialistisk organisering ofte var mangelfuld og somme tider forkert. Disse mangler havde alvorlige følger for udviklingen af de tyske og russiske revolutioner. Det er derfor værd at kigge mere detaljeret på Rosa Luxemburgs skrifter om klassekampen, om revolutionær socialistisk organisation og om forholdet mellem de to. Cliff’s oprindelige bog går ikke nok i detaljer med hensyn til dette. Ej heller – fordi den blev skrevet før det revolutionære venstres vækst i Europa i 1960’erne og de efterfølgende op- og nedture – undersøger den nyere erfaringer i forhold til Rosa Luxemburg.
Langt det bedste af Luxemburgs skrifter om klassekampen er hendes pjece om 1905-revolutionen i Rusland, Massestrejke, parti og fagforeninger – eller blot Massestrejken. Heri forsøger hun at forklare et nyt fænomen – generalstrejken. I dag er ideen om en generalstrejke på ingen måde fremmed – men i 1906 var det en bombe. Selv om det synes svært at forstå nu, så havde socialisters holdning til sådanne strejker altid været yderst negative. Det havde altid været anarkisterne, som havde understreget strejken som måden at ødelægge kapitalismen – selv om de troede, at det var alt hvad der behøvedes. Selv når socialister accepterede strejken som en taktik, så de den som grundlæggende defensiv.
Det var SPD’s holdning ved udbruddet af revolutionen i Rusland i 1905. Rosa Luxemburgs analyse af begivenhederne og hendes konklusioner var en kraftig udfordring til disse ideer. De fremprovokerede også personlige og politiske angreb fra forskellige SPD-medlemmer, især fagforeningslederne. Hun var allerede upopulær hos dem for hendes beskrivelse af fagforeningsaktivitet som et ‘Sisyfos-arbejde’ (noget der aldrig slutter). Nu var de forfærdede over, at hun opfordrede til kamp, som gik langt ud over de tyske fagforeningers velordnede fremgangsmåde.
Massestrejken var en ny og enestående anerkendelse af strejkens rolle i den revolutionære proces. Rosa Luxemburg så, at efterhånden som kapitalismen udviklede sig, ville massestrejken blive mere og mere central. Socialistisk revolution var ikke blot, at én gruppe overtog det kapitalistiske system fra en anden. Det var ikke blot et skift i de ydre politiske former. Det var også – og var nødt til at være – et økonomisk angreb fra arbejderne, som slog til mod selve hjertet i det kapitalistiske system. Dette gav arbejderne deres politiske magt.
Rosa Luxemburg latterliggjorde ideen om, at der var en opdeling mellem den politiske og den økonomiske kamp (en idé, som reformister elskede dengang og stadig elsker). Strejker kan begynde om tilsyneladende banale økonomiske krav, men hurtigt generaliseres til at blive en trussel på et bredere politisk plan – mod regeringen, arbejdsgiverne eller loven. Den anden side af det er, sagde hun, at den politiske revolution er nødt til at blive et økonomisk angreb, ellers vil den i sidste ende mislykkes – et argument hun vendte tilbage til under den tyske revolution i 1918-19.
Rosa Luxemburg angreb også ideen om, at strejken skulle fremkaldes eller dens forløb bestemmes på en mekanisk måde. Partiet kunne ikke sige hvornår eller hvordan en strejke ville blive til noget. ‘Massestrejken kan ikke fremkaldes vilkårligt, heller ikke hvis beslutningen måske udgår fra det stærkeste socialdemokratiske partis højeste instans’, skrev hun. Ej heller kunne en revolutionær generalstrejke opstå i en periode, hvor der ikke var et revolutionært potentiale.
Pjecen var en lovprisning af strejkerne og revolutionen i det ‘tilbagestående’ Rusland, en vejledning til handling for revolutionære og, som følge heraf, et angreb på de tyske parti- og fagforeningsledere. Ligesom fagforeningsbureaukratiet i dag så de generalstrejken som en sidste udvej, et taktisk middel til at lægge pres, frem for en nødvendig del af den revolutionære kamp.
Rosa Luxemburg understregede hele vejen igennem, at arbejderklassen er nødt til at befri sig selv, og at der ikke findes noget forud lagt skema for, hvordan den befrielse af sig selv vil se ud. Herved angreb hun bureaukratiseringen inden for de socialistiske partier. Men selv om hun altid understregede behovet for organisation, så formulerede hun aldrig, hvilken slags organisation der var behov for. Dette skulle vise sig at være en stor svaghed.
Som alle andre ledende medlemmer af den socialistiske 2. Internationale var Rosa Luxemburg et produkt af sin tid og af omstændighederne. De socialdemokratiske partier var vokset i de sidste år af det 19. århundrede, ofte til organisationer af betydelig størrelse. De tilsluttede sig formelt set Marx’ politik, men havde ofte både reformister og revolutionære i deres rækker – foruden dem, der svingede frem og tilbage mellem de to. Den fremherskende opfattelse var, at socialismen ville komme gradvis og uundgåeligt, og at deres vigtigste arbejde derfor ikke var intervention i den daglige klassekamp, men propaganda. Den socialistiske styrke i disse partier blev sjældent afprøvet i praksis – hvilket betød, at de kunne indeholde alle slags folk, som blot var enige om meget lidt.
Rosa Luxemburg forstod hele tiden, måske skarpere end nogen anden, hvor tvivlsom politikken var hos mange i det tyske parti. Hun så også nødvendigheden af at deltage i arbejdernes daglige kamp. Men hun drog aldrig de organisatoriske konklusioner af denne forståelse. Hun troede indtil meget sent i sit liv, at der ikke var noget alternativ til at forblive inden for SPD.
Det var op til de russiske bolsjevikker og Lenin – som var med i en meget mindre socialistisk bevægelse – at udvikle en organisationsform, der var i stand til med held at intervenere i og i sidste instans lede den russiske arbejderklasse til at tage statsmagten. I 1903 blev det russiske socialdemokratiske parti splittet på et tilsyneladende banalt spørgsmål – om hvorvidt partimedlemmer skulle arbejde under partiets disciplin, eller om medlemsbetingelserne skulle være meget løsere. De to partier, der kom ud af splittelsen, blev kendt som bolsjevikker og mensjevikker.
Rosa Luxemburg angreb splittelsen og Lenins begreb om et disciplineret ‘demokratisk centralistisk’ parti. Hun anerkendte, som Lenin, de særlige omstændigheder i Rusland – en tilbagestående økonomi, en meget lille arbejderklasse og en enevældig, undertrykkende regering – men hævdede, at ingen af disse omstændigheder burde føre til en centraliseret partiorganisation. Hun sagde, at en sådan ‘ultra-centralisme’ ville afskære det russiske parti fra arbejderklassen.
Lenin hævdede på den anden side, at netop på grund af disse omstændigheder ville arbejderklassen ikke være i stand til at opnå en socialistisk revolution uden et sådant parti. Et løst, slasket parti af den slags, som fandtes i Tyskland, ville ikke være nok (selv om Lenin selv ikke før langt senere mente, at organisationsformen i Tyskland i sig selv var forkert). Han gik derfor i gang med at opbygge en disciplineret organisation, der, når de først var blevet besluttet demokratisk, udførte beslutningerne sammenhængende og i fællesskab.
Rosa Luxemburg var ikke den eneste, der angreb ham. Mange velkendte socialister, i Rusland og i andre lande, gjorde det samme. Han blev angrebet for at være unødvendigt sekterisk, for at indsnævre partiets base og for at ville oprette et ‘jakobinsk’ mindretalsdiktatur. Som forklaring skrev han i 1903: ‘Vi hævdede at begrebet ‘partimedlem’ måtte indsnævres for at adskille dem, der arbejdede, fra dem, der bare snakkede, for at undgå organisatorisk kaos, for at undgå den uhyrlige og absurde mulighed for, at der var organisationer, der bestod af partimedlemmer, men som ikke var partiorganisationer.’
Et revolutionært parti var nødt til at have enhed i handling, sagde han, og dette krævede som forudsætning teoretisk klarhed og politisk forståelse. ‘At opnå ideologisk enhed = udbrede bestemte ideer, afklare klassemodsætninger, markere ideologiske grænser … udbrede ideer, der kan føre fremad, den progressive klasses ideer.’
Det, som Lenin var i stand til at opnå ved at opbygge et sådant parti var lige netop at afprøve partimedlemmerne i praksis. Det betød, at under ‘generalprøven’, revolutionen i 1905, var bolsjevikkerne ikke blot i stand til at intervenere, men de var også i stand til at lære lektien om massestrejkerne, om de nye sovjetter eller arbejderråd, der var sprunget ud af denne kamp, og om partiets rolle i disse organisationer. Og selv om partiet gik tilbage i reaktionsårene, der fulgte efter, var det i stand til at holde samme på en samlet styrke, selv når det kun havde en lille opbakning. Og dets succes skulle vise sig i 1917.
Revolutionen i februar 1917 brød ud i Rusland på den måde, som Rosa Luxemburg tidligere havde beskrevet det i Massestrejken – gennem det spontane masseopsving i arbejdernes kampe. Den blev ikke ledet af bolsjevikkerne – faktisk blev de taget på sengen. Men testen for partiet var, hvordan de kunne forholde sig til, generalisere og sprede disse kampe. Her var det i stand til, på grund af dets struktur, organisationer og politiske klarhed, at vurdere revolutionens klasseindhold, at holde de mest fremskredne dele af klassen tilbage fra at gå i gang med en for tidlig opstand i juli, at hjælpe med at slå forsøget på et højre-kup fra Kornilov tilbage i august og at lede den vellykkede oktober-opstand.
Med andre ord: På hvert eneste afgørende punkt i den revolutionære proces – når arbejdermagtens succes stod hen i det uvisse – var bolsjevikpartiet i stand til at handle beslutsomt for at lede den til succes.
Sovjetmagten i Rusland førte til en revolutionær bølge over helle Europa. Dette var afgørende. Lenin selv mente, at ‘uden en revolution i Tyskland vil vi gå til grunde’
. Rusland var for økonomisk tilbagestående til at holde fast i socialismen alene. Alle øjne rettede sig mod Tyskland, den store kapitalistiske magt med den stærkeste arbejderbevægelse og det største socialistiske parti. Men dette parti havde allerede vist, at det ikke var indstillet på socialistisk revolution, men tværtimod var indstillet på at strække sig langt for at redde det kapitalistiske system.
Rosa Luxemburg var blevet mere og mere opmærksom på dette. Hun havde argumenteret heftigt med forskellige grupper inden for partiet – med ‘revisionisterne’, fagforeningslederne, ‘gradualisterne’. Men SPD’s natur var sådan, at disse argumenter forblev på argumentsplanet. De gik derfor som oftest hen over hovedet på de almindelige arbejdere og partimedlemmer, som hun var nødt til at påvirke. Så hun forblev i mindretal.
Sådanne politiske argumenter blev også i stigende grad adskilt fra de menige partimedlemmer. Partiet var ikke en størrelse, der gik efter at bekæmpe den herskende klasses ideer, men blev tværtimod i stigende grad et parti, som afspejlede disse ideer. Dette var det modsatte af alt, hvad Rosa Luxemburg stod for. Men hun veg tilbage fra ideen om at starte et alternativt parti. Hun forblev inden for SPD på trods af stigende isolation i årene før udbruddet af krigen i 1914. Hun dannede en lille gruppe af meningsfæller for at bekæmpe partiets højredrejning, men den forblev en propagandagruppe og opbyggede ikke forbindelser til partiets arbejdere.
SPD-ledelsens forræderi ved at støtte den tyske imperialismes krig i 1914 kom sandsynligvis ikke som en fuldstændig overraskelse for Rosa Luxemburg. Trods alt havde deres reaktion på Marokko-krisen i 1911 været tilsvarende, omend mindre alvorlig. Hvad der kom som et meget større chok var den næsten fuldstændige støtte til ledelsen blandt partimedlemmer og i arbejderbevægelsen. Støtten til Rosa Luxemburgs standpunkt mod krigen kunne alene tælles blandt nogle få enkeltpersoner – et resultat af hendes politiske isolation.
Selv da undlod Rosa Luxemburg imidlertid at bryde med partiet. Først i 1917, da de Uafhængige Socialdemokrater (USPD) brød under presset fra anti-krigs-følelser og dannede deres egen organisation, gik hun også. Og først da hun blev løsladt fra fængslet i de sidste måneder af 1918, gik hun i gang med at opbygge et parti efter den bolsjevikiske model – det tyske kommunistparti (KPD). Selve dette gjorde hun modstræbende, idet hun følte, at denne kim til et parti var for umoden til at kunne udvikle sig.
Hvorfor fulgte Rosa Luxemburg ikke det bolsjevikiske mønster og opbyggede et uafhængigt revolutionært parti?
For det første troede ingen før 1917, at de teorier, Lenin havde udviklet, havde generel gyldighed. Denne specielle organisationsform, sagde de, gjaldt kun for de særlige betingelser i Rusland. For det andet var det tyske SPD, som Rosa Luxemburg tilhørte, langt det største og mest imponerende arbejderparti i verden. Ideen om at splitte sig ud fra det ville have skræmt de fleste mennesker. Og eftersom det fremherskende syn på politik i praksis var propaganda, var det øjensynligt mere fornuftigt at fremsætte sine ideer fra et stort parti end fra et lille.
Men det var også sådan, at Rosa Luxemburg havde meget stor tillid til styrken i intellektuel argumentation. Det betød, at hun troede, at selv om revolutionære ideer måske var i mindretal i bestemte perioder, så ville arbejderklassen søge efter disse ideer, når revolutionen kom. I en vis forstand var dette åbenlyst rigtigt. Og i 1918-19 søgte millioner af tyske arbejdere efter revolutionære ideer. Men de søgte ikke hos Rosa Luxemburg og det nye KPD, de søgte hos det gamle parti og dets ledere – folk som var indstillet på at snakke venstreorienterede ideer på sådan et tidspunkt, men hvis tidligere ord og handlinger fortalte en helt anden historie. Rosa Luxemburg havde været konsekvent og principfast i sin revolutionære politik – men denne kendsgerning var ikke kendt for de fleste arbejdere, da hun stort set var forblevet skjult i SPD.
Troen på styrken i det intellektuelle argument kan også lede til, at man til vis grad holder sig væk fra den daglige ledelse og opbygning af et parti. Det andet parti, som Rosa Luxemburg tilhørte – og som hun havde været med til at skabe i langt højere grad end SPD – det polske socialistparti, gav en antydning af dette. I en biografi om hende bemærker John Nettl, at det polske partis løbesedler i 1905-revolutionen var langt mere intellektuelle og abstrakte end bolsjevikkernes og langt mindre i berøring med arbejdernes kampe.
Dette var ikke helt tilfældigt. Det stammede fra en opfattelse af partiet som noget, der udviklede sig fuldt flyvefærdigt, frem for at vokse ud af dets medlemmers erfaringer i den daglige kamp. Den polske leder Leo Jogiches, Rosa Luxemburgs elsker og kampfælle gennem hele livet, udtrykte forbehold ved dannelsen af KPD i 1918 på grund af dets manglende modenhed (en ubestridelig kendsgerning). Det var, som om han forventede, at politisk modenhed ville opstå på magisk vis for at tilpasse sig til situationen, frem for at se den som noget, der kun kunne udvikle sig i kraft af partiets evne til at stå fast under tidens pres og gennem intervention.
Denne undladelse af at opbygge et revolutionært socialistisk parti i tide havde en frygtelig virkning på den tyske revolution. I modsætning til Lenin havde Rosa Luxemburg ingen organisation, der kunne blive afprøvet i små konflikter, før det blev kastet i revolutionens flammer. Så det nydannede KPD kunne ikke drage fuld fordel af de revolutionære muligheder i 1918-19.
Også Rosa Luxemburg selv led skade under hendes undladelse af at opbygge et sådant parti. Ingen socialist kan i længden vedblive med at være et isoleret, om end begavet, individ uden at komme til at lide af politiske forvrængninger. Dette var netop den rolle, hun havde det meste af hendes politiske liv. Hun udviste stort mod ved at tale og handle imod partiledelsen – men som individ. Lenin skrev om Junius-brochuren (før han vidste, at Rosa Luxemburg var forfatter til den): ‘I Junius-brochuren sporer man den, der står alene, den der ikke har kammerater i en illegal organisation, der var vant til fuldt ud at gennemtænke revolutionære paroler og systematisk opdrage masserne i deres ånd.’
Da Rosa Luxemburg kom ud af fængslet i november 1918, havde hun en meget skarp forståelse for de problemer, den tyske revolution stod over for. Hun forstod også nødvendigheden af at opbygge et revolutionært socialistisk parti. Men fordi hun handlede som individ, havde hun en tendens til at mudre sin politiske klarhed offentligt, for, følte hun, ikke at støde de bedste dele af arbejderklassen fra sig.
Lenin og bolsjevikkerne, som havde erfarne medlemmer på fabrikkerne, medlemmer, som var testet, afprøvet og respekteret på grund af årelang hård klassekamp, kunne kritisere arbejdernes aktioner under revolutionens gang – for eksempel holde arbejderne tilbage fra det, der ville have været en katastrofal, forhastet opstand i juli 1917 – fordi disse medlemmer kunne tage diskussionen og vinde den inden for arbejderklassen. Men Rosa Luxemburgs isolation, hendes undladelse af at opbygge et revolutionært socialistisk parti mange år tidligere, betød, at hun manglede den solide basis, hun kunne stå på. Hun var tilbageholdende med at kritisere af frygt for at blive opfattet som en, der svigtede arbejderne i kampens hede. Imidlertid var der afgørende behov for en sådan kritik, som de tyske arbejderes forhastede opstand i januar 1919 skulle vise.
Resultatet var en frygtelig personlig og politisk tragedie. Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og mange andre betalte med deres liv. Men tragedien var ikke kun deres. Inden for få år førte manglen på et parti i Tyskland til nederlag for den tyske revolution, efterfulgt af nederlag for socialistiske håb på verdensplan, fremvæksten af fascismen i Tyskland og af stalinismen i Rusland. Rosa Luxemburgs gribende forsvar for arbejdernes spontane kampe var ikke nok, da disse kampe brød ud og krævede at blive hærdet til angrebet og erobringen af statsmagten.
Rosa Luxemburg har haft den ulykke siden sin død at blive lovprist af alle mulige slags mennesker, som ville løbe skrigende bort, blot ordet revolution blev nævnt. Hendes understregning af spontanitet og det, stalinisterne hævdede var hendes nedprioritering af organisation, har ført til komplimenter fra folk så langt væk fra hendes politik som Labourparti-ledere som Eric Heffer og Michael Foot. Hun ville have væmmet sig ved en sådan lovprisning, fordi hvis de havde været medlemmer af det tyske SPD, ville hun have taget afstand fra dem igen og igen. Hun ville også være blevet chokeret af dem, som i dag forsøger at bruge nogle af hendes skrifter til at retfærdiggøre angreb på Lenins ideer om partiet. De, som tvivler på dette, burde læse hendes angreb – for eksempel artiklen Enten Eller [a] – på dem, som tror, at der findes en mellemvej mellem reform og revolution.
Rosa Luxemburg stod klart i den tradition, der står for revolutionær socialisme, internationalisme og arbejdernes frigørelse som arbejderklassens eget værk.
a. Teksten Enten Eller (april 1916) er endnu ikke oversat til dansk. Læs den på tysk: Die Politik der sozialdemokratischen Minderheit, eller engelsk: Either Or.
Sidst opdateret 25.3.2012