Dette kapital er oversat af Thomas Olesen (duplikat 3.9.1981) og af Gunnar Ørsted (1991). Til web-udgaven er de to oversættelser sammenlignet og redigeret af Jørn Andersen.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. jan. 2015.
I forordet til Bidrag til kritikken af den politiske økonomi formulerer Marx præcist hovedkonklusionen
af historisk materialisme. Han skriver:
En samfundsformation går aldrig til grunde før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for den er fostret i det gamle samfunds skød. [*]
Mensjevikkerne citerede denne linje for at bevise, at kapitalismen i Rusland ikke var moden for den socialistiske revolution, og at den var sikret en lang fremtid, indtil den ville nå et sådant stade. Denne simple konklusion negligerer imidlertid en hel række faktorer, som bestemmer, begrænser eller udvider mulighederne for udvikling af produktivkræfterne.
Det, der bestemte udviklingen i zarens Rusland, var på den ene side styrkeforholdet mellem klasserne inden for Rusland, og på den anden side Ruslands afhængighed af verdenskapitalismen. Disse to faktorer er dialektisk knyttet sammen. Hvis ikke det var for verdens enhed, kunne den ujævne, kombinerede udvikling af de forskellige lande ikke forklares: Hvorfor skulle klassekampen tage den dybeste og mest ekstreme form i et så tilbagestående land som Rusland, hvorfor var det russiske proletariat under zarismen mere koncentreret i gigantiske foretagender end selv proletariatet i USA. Disse fænomener er bevis på det høje niveau af samfundsmæssig produktion som verdensøkonomien havde nået, og verdens modenhed for udskiftning af kapitalistiske med socialistiske produktionsforhold. Den 1. verdenskrig, som femskyndede zarismens fald, var ikke et bevis på produktivkræfternes niveau i hver enkelt af de krigsførende lande, men den viste, at de materielle betingelser var modne for den socialistiske revolution på verdensplan. Den serie af militære nederlag, hvori den russiske hær led katastrofale tab, viste klart Ruslands industrielle og militære tilbageståenhed inden for den udviklede verden. Det faktum at marxismen – frugten af syntesen mellem fransk socialisme, engelsk økonomisk teori og tysk filosofi – blev importeret til Rusland, da arbejderbevægelsen stadig var i sin vugge, er et bevis på verdens åndelige enhed. På den anden side, den kendsgerning at opportunismen og revisionismen slog langt svagere, rødder i den russiske arbejderbevægelse end i landene i vest, afslører Ruslands tilbageståenhed i en verden, der er moden til socialisme: den lave levestandard for arbejderne, holdt lav af strømmen af bonde-indvandringer til byerne; den kendsgerning at det russiske borgerskab ikke havde nogen oversøiske investeringer og derfor ikke kunne bruge en del af de derved opståede superprofitter til at bestikke et lag af arbejdere og midlertidigt forbedre forholdene for masserne som helhed for en periode, som det blev gjort i vest; koncentrationen af arbejdere i gigantiske foretagender, den kendsgerning at landet var anbragt usikkert på landsbrugsrevolutionens krudttønde.
Den kendsgerning at produktivkræfterne udvikler sig inden for en ramme af nationale og internationale samfunds-relationer og ikke i et vakuum, som de ville have det, afkræftede helt mensjevikkernes drøm om de umådelige udviklingsmuligheder, der lå åbne for russisk kapitalisme. Tværtimod ville den fortsatte eksistens af russisk kapitalisme under de eksisterende konkrete nationale og internationale forhold ville have bevaret feudalismens byrde. Det ville have involveret landet i krige, som let kunne have resulteret i en tilbagerulning af Rusland til en koloni eller halv-koloni af de vestlige magter. Det ville have betydet, at udviklingen af de nationale mindretal, som udgjorde op mod halvdelen af Ruslands befolkning, fortsat ville have varet hæmmet.
Det ovenstående citat fra Bidrag til kritikken af den politiske økonomi gælder for verdenssystemet, ikke for et land i isolation. Den selvsamme kendsgerning, at den første proletariske revolution brød ud i et tilbagestående land bekræfter dette. Det er det bedste bevis for verdens modenhed for en socialistisk revolution.
En af de grundlæggende årsager til de uløselige kriser i den moderne verden, er den kendsgerning, at med den internationale arbejdsdeling er nationale grænser blevet for snæver en ramme for udviklingen af produktivkræfterne. For et land som Rusland sætter eksistensen af nationale grænser ikke kun alvorlige hindringer i vejen for at få materiel hjælp fra mere industrielt udviklede lande, men påtvinger også den tunge byrde af et rustningskapløb med andre nationalstater.
Indtil Lenins død foreslog ingen i bolsjevikpartiet, at Ruland kunne opbygge socialismen med sine egne kræfter uden støtte. Lenin lagde selv gentagne gange vægt på det modsatte. “Den russiske revolution,” skrev han den 4. juni 1918, “skyldes ikke det russiske proletariats specielle fortjenester, men forløbet af historiske begivenheder og dette proletariat blev midlertidigt placeret i den ledende position af historiens vilje og blev for en tid verdensrevolutionens fortrop.” [1]
“Vi satte altid vores indsats på en international revolution og dette var ubetinget rigtigt ... Vi understregede altid ... den kendsgerning, at i ét land er det umuligt at fuldende et sådant værk som en socialistisk revolution.” [a]
Selv efter Lenins død sagde Stalin, som senere fremførte ideen om “socialisme i et land”: “Men at vælte borgerskabets magt og etablere proletariatets i stedet i et enkelt land er stadig ingen sikring for socialismens fuldstændige sejr. Hovedopgaven, at organisere den socialistiske produktion, skal stadig fuldendes. Kan det lykkes at sikre os den endelige sejr for socialismen i ét land uden den forenede indsats fra proletariatet i adskillige fremskredne lande? Helt sikkert ikke. Indsatsen af et enkelt land er nok til at vælte borgerskabet: Det er hvad historien om vores revolution viser. Men for socialismens definitive sejr, organiseringen af socialistisk produktion, er indsatsen i ét land alene ikke nok, specielt af et udpræget landbrugsland som Rusland; der er brug for indsatsen fra proletarer i flere fremskredne lande.” [b]
Det behøver næppe at nævnes, at Trotskij udtrykte den samme internationalistiske idé ved mange lejligheder.
Den russiske revolution kan forklares ved loven om ujævn udvikling, som er én facet af den fælles verdens udvikling. Men denne lov tillader to muligheder for udvikling: Den første er, at den russiske revolution, som værende beviset på verdens modenhed for socialisme, ville være optakten til en række nye revolutioner, der ville bryde ud umiddelbart eller efter et bestemt tidsrum; den anden er – og det er en omformulering af den første mulighed – at på grund af denne uensartethed, at dette “bestemte tidsrum” ville strække sig til år og efterlade den russiske revolution isoleret i en fjendtlig kapitalistisk verden. Før oktober 1917, var det umuligt at afgøre, hvilken vej menneskeheden ville følge ved blot at basere sig på generelle betragtninger vedrørende verdenshistoriens universalitet; modsætningerne i denne universalitet, dvs. loven om ujævn udvikling, må også tages i betragtning. Kun menneskelig praksis kan afgøre hvilken vej, historien vil gå. Nu kan vi sige, set i bakspejlet, hvilken menneskelig praksis, nemlig den støtte de socialdemokratiske partier gav kapitalismen i Vest- og Centraleuropa, der forårsagede nederlaget for de revolutioner, der fulgte i kølvandet på Oktoberrevolutionen.
For at produktivkræfterne kunne udvikle sig, måtte den sociale struktur, som eksisterede under zaren, forsvinde. Men hvilken social struktur skulle tage dens plads? Ved at se ødelæggelsen af den sociale struktur i zarens Rusland som et udtryk for verdens modenhed for socialisme, er der ingen tvivl om, at havde revolutionen spredt sig, ville den sociale orden, som havde erstattet den, været det kommunistiske samfunds første fase. Men da Oktoberrevolutionen ikke spredte sig, hvilken social struktur kunne da opstå i Rusland?
Det første skridt til at besvare dette spørgsmål er at analysere den materielle arv, som blev overleveret fra den sociale orden, som eksisterede før Oktober.
“Mennesker bygger sig ikke en ny verden med ‘jordisk gods’, som den simple overtro siger, men med de historiske resultater af den gamle verden, som er ved at gå under. I udviklingens forløb må de helt af sig selv begynde at producere de materielle betingelser for et nyt samfund, og ingen indsats fra den menneskelige hjerne eller vilje kan frigøre dem fra denne skæbne.” [2]
I 1913 tjente 80 pct. af befolkningen i Rusland til føden ved landbrug; kun 10 pct. fra industri, mineindustri og transport. Disse tal alene er tilstrækkelige til at vise Ruslands tilbageståenhed. Af alle lande i Europa viser kun Jugoslavien, Tyrkiet, Rumænien og Bulgarien en lignende erhvervsmæssig fordeling af befolkningen.
Så langt tilbage som i midten af det 19. århundrede viste landene i det vestlige og centrale Europa og USA en langt højere procentdel af befolkningen beskæftiget i industrien, minedrift og transport end i Rusland i 1913. Således var i Storbritannien i 1841 den procentdel af befolkningen, der var beskæftiget i landbrug, fiskeri og skovbrug, 22,7; den, der var beskæftiget i fremstilling, byggeri, minedrift og transport, 47,3. Frankrig, der lå langt bagefter Storbritannien, havde i 1837 63 pct. beskæftiget i landbruget; i 1866 var 43 pct. beskæftiget i landbruget og 38 procent i industrien. Tyskland havde i 1800 næsten to tredjedele af befolkningen beskæftiget i landbruget; i 1852 havde det 44,4 pct. beskæftiget i landbruget og 40,9 pct. beskæftiget i industri og håndværk. USA, som oprindeligt var et land med hovedsagelig landbrugsbosættelser, havde 72,3 pct. beskæftiget i landbrug, skovbrug og fiskeri, og 12,3 pct. beskæftiget i fremstilling, byggeri og minedrift i 1780; i 1850 havde landet henholdsvis 64,8 pct. og 17,8 pct.
Nationale indkomststatistikker viser tydeligt, hvor fattig den materielle arv var, som bolsjevikkerne erhvervede sig, da de tog magten; ikke kun i sammenligning med de samtidige udviklede kapitalistiske lande, men selv med disse samme lande i begyndelsen af deres kapitalistiske udvikling.
Den mest komplette og nøjagtige – i det omfang, nøjagtighed er muligt i en så stor og kompleks beregning af nationalindkomsten i forskellige lande på forskellige perioder, blev foretaget af Colin Clark i sin bog The Conditions of Economic Progress (London 1940).
Clark anslår realindkomsten pr. beskæftiget person i Rusland i 1913 til at være 306 internationale enheder (IE). [c]
I modsætning til dette var realindkomsten pr. beskæftiget person i nogle udviklede lande: [3]
Storbritannien |
Frankrig |
Tyskland |
USA |
||||
År |
I.E. |
År |
I.E. |
År |
I.E. |
År |
I.E. |
1688 |
372 |
1850-59 [d] |
382 |
1850 |
420 |
1850 |
787 |
1860-69 [d] |
638 |
1860-69 [d] |
469 |
1877 |
632 |
1880 |
1032 |
1904-10 [d] |
999 |
1911 |
786 |
1913 |
881 |
1900 |
1388 |
1913 |
1071 |
|
|
|
|
1917 |
1562 |
|
|
|
|
|
|
1929 |
1636 |
Således var den gennemsnitlige indkomst pr. beskæftiget person i Rusland kun 80,9 pct. af det tilsvarende tal for Storbritannien i 1688 – næsten 100 år før den industrielle revolution.
Marx og Engels beskæftiger sig mere end én gang med spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis arbejderklassen tog magten, før de historiske forudsætninger for at erstatte af kapitalistiske produktionsforhold med socialistiske var til stede. De konkluderede at i et sådan tilfælde ville arbejderklassen miste magten til borgerskabet. Arbejderklassen ville kun være ved magten midlertidigt og ville træde en sti for den kapitalisme der var under udvikling. Således skrev Marx fx i 1847:
“Hvis det er rigtigt, at borgerskabet politisk, dvs. gennem statsmagten ‘bevarer ejendomsforholdenes uretfærdighed’ [Heinzens formulering], da er det ikke mindre rigtigt, at det ikke skaber dem. Den ‘ejendomsforholdenes uretfærdighed’ er betinget af den moderne arbejdsdeling, den moderne form for udveksling, konkurrence, koncentration osv. og skylder ikke den borgerlige klasses politiske dominans deres oprindelse på nogen måde; ... borgerskabets politiske dominans udspringer fra ... de eksisterende produktionsforhold. Derfor, hvis proletariatet styrter borgerskabets politiske dominans vil dets sejr kun være midlertidig, et komma i den borgerlige revolutionsproces, og vil tjene dettes sag, som det gjorde i 1794, så længe historiens ‘bevægelse’ ikke har skabt de materielle betingelser, som gør det nødvendigt at afskaffe den borgerlige produktionsmåde og derved endeligt styrte borgerskabets politiske dominans. ‘Rædselsregimet’ i Frankrig måtte derfor med dets frygtelige hammerslag fuldende udrensningen af Frankrigs overflade for feudale rester. Det forskræmte, forsigtige borgerskab ville ikke have formået at fuldføre denne opgave i årtier. Folkets blodige handlinger tjente derfor kun til at bane vejen for borgerskabet.” [4]
Engels skrev på lignende måde:
Det værste, der kan overgå lederen at et yderliggående parti, er at blive tvunget til at overtage styret i en epoke, hvor bevægelsen endnu ikke er moden for den klasses herredømme, som han repræsenterer, og for gennemførelsen af de forholdsregler som denne klasses herredømme ville kræver ... Han befinder sig således nødvendigvis i et uløseligt dilemma: Hvad han kan gøre, strider mod hele hans tidligere optræden, hans principper og hans partis umiddelbare interesse; og hvad han burde gøre, kan ikke gennemføres. Han er kort sagt tvunget til at repræsentere, ikke sit parti, ej heller sin klasse, men den klasse, for hvis herredømme betingelserne er modne. Han må i selve bevægelsens interesse gennemføre en for ham fremmed klasses interesser og affærdige sin egen klasse med fraser og løfter, med bedyringer om at denne fremmede klasses interesser er dens egne interesser. Den, der bringer sig i denne akavede situation er redningsløst fortabt.” [5]
Hvad Marx og Engels siger om en revolution, som bringer proletariatet til magten før de historiske forudsætninger for overgangen fra kapitalisme til socialisme eksisterer, gælder ikke direkte for Oktoberrevolutionen. Det er sådan, ikke kun fordi de materielle historiske forudsætninger var til stede på internationalt plan, men også på grund af de særlige forhold, der var til stede i Rusland. Ikke blot var det russiske borgerskab væltet politisk, men det blev også eksproprieret økonomisk nogle få måneder efter Oktober. Det landlige borgerskab, der var tilbage, havde ikke held til at styrte proletariatet, og dets sociale vægt, især fra tidspunktet for femårsplanen, var næsten ubetydelig. Isolationen af Oktober gjorde det ikke til et “et komma i processen” af udviklingen af det russiske borgerskab, fordi det russiske borgerskab var udslettet. Hvis det er tilfældet, hvilke produktionsforhold kunne så komme efter Oktober?
Etableringen af socialistiske produktionsforhold kræver et langt højere niveau af produktivkræfter end det, der var arvet fra zarismen. Engels’ forklaring på årsagen til klassedeling i samfundet, for opdelingen i udbyttere og udbyttede, passede fuldstændigt til betingelserne i Rusland, selv efter Oktober:
Samfundets spaltning i en udbyttende og en udbyttet, en herskende og en undertrykt klasse, var den nødvendige følge af produktionens ringe udvikling i fortiden. Så længe samfundets samlede arbejde kun afkaster et udbytte, der kun i ringe grad overskrider det, som kræves til den tarveligste eksistens for alle, så længe arbejdet altså lægger beslag på al eller næsten al tid for det store flertal af samfundsmedlemmer, så længe må dette samfund nødvendigvis dele sig i klasser. Ved siden af det store flertal, som udelukkende træller for arbejdet, danner der sig en klasse, der er befriet fra direkte produktivt arbejde, som varetager samfundets fælles anliggender: arbejdsledelse, statsforretninger, justits, videnskab, kunst osv. Det er altså arbejdsdelingens lov, som ligger til grund for klassedelingen. Men det hindrer ikke, at denne inddeling i klasser er blevet sat igennem ved vold og rov, list og bedrageri, og at den herskende klasse, når den først er i sadlen, aldrig har undladt at befæste sit herredømme på den arbejdende klasses bekostning og at forvandle den samfundsmæssige ledelse til en forøget udbytning af masserne. [6]
Borgerskabets historiske mission er sammenfattet i Lenins to postulater: “Stigningen i det samfundsmæssige arbejdes produktivkræfter og socialiseringen af arbejdskraft.” [**] På verdensplan var denne opgave allerede opfyldt. I Rusland havde fjernet hindringerne for udviklingen af produktivkræfterne, sat en stopper for resterne af feudalismen, opbygget et monopol på udenrigshandel, som beskytter udviklingen af produktivkræfterne i landet fra det ødelæggende pres fra verdenskapitalismen, og også gav en enorm løftestang for udviklingen af produktivkræfterne i form af statens ejerskab af produktionsmidlerne. Under sådanne betingelser, er alle hindringer afskaffet for kapitalismens historiske mission – socialisering af arbejdskraft og koncentration af produktionsmidlerne, som er nødvendige forudsætninger for etablering af socialisme, og som bourgeoisiet ikke var i stand til at levere. Rusland efter Oktober stod over for opfyldelsen af borgerskabets historiske mission.
Selv i et fremskredent land vil der være visse borgerlige opgaver, som en sejrrig proletarisk revolution vil være nødt til at gennemføre. For eksempel er i visse dele af USA (hovedsageligt landbrug) udvikling af produktivkræfterne hæmmet under det kapitalistiske system, således at den samfundsmæssige produktion og koncentrationen af produktionsmidlerne endnu ikke er realiseret. Men fordi produktivkræfterne i USA som helhed er meget veludviklet, vil disse borgerlige opgaver kun være tilbehør, underordnet arbejdet med at opbygge et socialistisk samfund. Således vil for eksempel etableringen af samfundsmæssig produktion og koncentrationen af produktionsmidlerne, hvor de endnu ikke eksisterer, ikke ske ved skabelsen af et proletariat på den ene side og kapital på den anden; arbejderne vil fra begyndelsen ikke være adskilt fra produktionsmidlerne. I modsætning til dette var opfyldelsen af de borgerlige opgaver det centrale problem i Rusland efter Oktober med sin lave nationalindkomst. I USA kan tilføjelsen af nye produktionsmidler, der er nødvendige for socialisering af arbejdskraften være ledsaget af en stigning i massernes levestandard, af en styrkelse af elementet af overbevisning i produktionsdisciplinen, af styrkelse af arbejderkontrol, af gradvis formindskelse af indkomstforskelle mellem manuelle og intellektuelle arbejdere etc. Men kan dette opnås i et tilbagestående land, der er under belejring? Kan arbejdsdisciplin, der hovedsageligt er baseret på overbevisning være fremherskende, når produktionsniveauet er meget lavt? Kan et hurtigt akkumulationstempo, der er nødvendiggjort af landets tilbageståenhed og presset fra verdenskapitalismen, opnås uden adskillelsen af samfundet i bestyrerne af samfundets generelle virksomhed og de bestyrede, lederne af arbejdskraften og de ledede? Kunne en sådan adskillelse afsluttes, før de, der ledede produktionen, også ledede fordelingen i deres egne interesser? Kan en arbejderrevolution i et tilbagestående land, der er isoleret af en triumferende international kapitalisme, være andet end “et komma i processen” af kapitalismens udvikling, selv om kapitalistklassen er afskaffet?
I kapitel 1 og 2 har vi set, at indførelsen af femårsplanen markerede et vendepunkt i udviklingen af distributionsforholdene, i forholdet mellem akkumulation og forbrug, mellem arbejdskraftens produktivitet og arbejdernes levestandard, i kontrollen over produktionen, i arbejdernes retslige status, i oprettelsen af tvangsarbejde, i landbrugernes forhold til produktionsmidlerne, i den enorme opsvulmning af omsætningsafgiften, og endelig i statsapparatets struktur og organisation. Industrialiseringens og kollektiviseringens virkelighed viste sig at være i absolut modstrid med de forhåbninger masserne havde haft til dem, og selv til de illusioner, bureaukratiet selv havde. De troede, at femårsplanerne ville bringe Rusland langt i retning af socialisme. Det er imidlertid ikke første gang i historien, at resultaterne af menneskelige handlinger er i direkte modstrid med aktørernes egne ønsker og håb.
Hvordan kan vi besvare spørgsmålet: Hvorfor var den første femårsplan sådan et vendepunkt?
Det var nu første gang, at bureaukratiet søgte at skabe et proletariat og at akkumulere kapital hurtigt. Med andre ord var det nu, at bureaukratiet søgte at realisere borgerskabets historiske mission så hurtigt som muligt. En hurtig kapitalakkumulation på grundlag af et lavt produktionsniveau, af en lille nationalindkomst pr. indbygger, må lægge et tungt pres på massernes forbrug, på deres levestandard. Under sådanne betingelser må bureaukratiet, som er forvandlet til en personificering af kapitalen, for hvem akkumulering af kapital er alfa og omega, slippe af med alle rester af arbejderkontrol, må erstatte overbevisning i arbejdsprocessen med tvang, må atomisere arbejderklassen, må tvinge alt samfundsmæssigt-politisk liv ind i en totalitær støbeform. Det er indlysende, at bureaukratiet, som er nødvendigt i kapitalakkumulations-processen, og som blev arbejdernes undertrykker, ikke ville være sen til at gøre brug af sit samfundsmæssige overherredømme i produktionsforholdene til at opnå fordele for sig selv i distributionsforholdene. Således forvandlede industrialiseringen og den tekniske revolution i landbruget (“kollektivisering”) i et tilbagestående land under belejring bureaukratiet fra et lag, som er under direkte og indirekte pres og kontrol af proletariatet, til en herskende klasse, til leder af “samfundets fælles anliggender: arbejdsledelse, statsforretninger, justits, videnskab, kunst osv.”
Den dialektiske historiske udvikling, fuld af modsætninger og overraskelser, medførte, at det første skridt, bureaukratiet tog med den subjektive hensigt at fremskynde opbygningen af “socialisme i ét land”, blev grundlaget for opbygningen af statskapitalisme.
*. K. Marx og F. Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, Bidrag til kritikken af den politiske økonomi. Forord, s. 356.
**. V.I. Lenin: The Development of Capitalism in Russia, Chapter VIII. The Formation of the Home Market.
a. 6. november 1920. Lenin: Værker (russisk) 3. udg., Vol. XXV, s. 473-74. Min fremhævning; disse ord er fjernet fra den fjerde udgave af Lenins Værker (russisk). Se Vol. XXXI, s. 370.
b. Stalin: The Theory and Practice of Leninism, Communist Party of Great Britain, 1925, pp.45-6. I den anden russiske udgave af denne bog, der udkom i december 1924 er ovenstående afsnit udeladt, og i stedet hedder det: “Efter at have konsolideret sin magt, og taget ledelsen over bønderne, kan og må proletariatet i det sejrende land opbygge et socialistisk samfund ... Sådan er generelt de karakteristiske træk ved den leninistiske teori for den proletariske revolution.” (Stalin: Værker (russisk) Vol. VI, s. 107-8; også Stalin: Problems of Leninism, s. 27-28).
c. Clark definerer “International Enhed” som “mængden af varer og tjenester, som en dollar ville købe i USA i gennemsnit i perioden 1925-1934.”
d. Årligt gennemsnit.
1. V.I. Lenin: Værker (russisk), vol. XXVII, s. 337.
2. K. Marx: Die moralisierende Kritik und die kritisierende Moral. Beitrag zur Deutschen Kulturgeschichte. Gegen K. Heinzen. Aus dem literarischen Nachlass von Marx, Engels und Lassalle, Stuttgart 1902, bd. 2, s. 456.
3. C. Clark: The Conditions of Economic Progress, London 1940, s.79, 83, 91, 98.
4. K. Marx: Die moralisierende Kritik und die kritisierende Moral, op.cit., min fremhævning.
5. F. Engels: The Peasant War in Germany, London 1927, s. 135-136. [På dansk i: Den tyske bondekrig.]
6. F. Engels: Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, Forlaget Tiden, København 1973, s.73. Også: MEUS, bd. 2, Forlaget Tiden, Kbh. 1973, s. 147-48
Sidst opdateret 4.1.2015