Oversat fra engelsk af Jørn Andersen fra Alex Callinicos: Soviet Power, -i: International Socialism (1st series) 103, Nov. 1977. Oversættelsen bygger på den norske oversættelse fra 1982: Rådsmakt – arbeiderråd i en sosialistisk strategi, hvori der forekommer enkelte korrektioner i forhold til originalen.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. nov. 2012.
Indledning
De første arbejderråd
Arbejderråd i 1917
Organiseringen af arbejderrådene
Rådsbevægelsen i Europa
Rådsbevægelsens nederlag
Gramscis syn på arbejderrådene
Arbejderråd og socialisme
Rådsmagt i dag
Noter
I december 1917 skrev en ung italiensk revolutionær en artikel som entusiastisk hilste den russiske revolution velkommen, der havde fundet sted seks uger tidligere. [a] Han skrev om bolsjevikkerne:
“Hos bolsjevikkerne kommer den marxistiske tænkning til live ... Og denne tænkning sætter altid mennesket som historiens vigtigste faktor ... menneskenes samfund, de mennesker, der finder sammen, forstår hinanden, og gennem disse kontakter (civilisation) udvikler en social, kollektiv vilje og begriber de økonomiske fakta, og vurderer dem, og tilpasser dem til deres vilje, indtil denne bliver til økonomiens drivkraft, den kraft, der former den objektive virkelighed, der lever, bevæger sig og bliver som en strøm af vulkansk lava, der kan kanaliseres hvorhen, det behager viljen, og som det behager viljen.” [1]
Et par måneder senere erklærede den samme forfatter, Antonio Gramsci:
“Den russiske revolution er frihedens triumf ... en sammenhængende og systematisk oprejsning af et folk, som følger linjerne i et hierarki [b], og som for sig selv ét efter ét skaber de organer, som det nye sociale liv kræver.“ [2]
Fra hele Europa og Nordamerika kom ekkoer af Gramscis synspunkter. Den bolsjevikiske revolution repræsenterede for bogstaveligt talt hundredtusindvis af arbejdere det mål, der gav mening i deres daglige kampe som socialister og fagforeningsaktivister. Arbejdermagt var ikke længere bare en drøm, den havde sejret i et land. Nu var det op til dem at skabe en magt bygget på arbejderråd i deres egne lande, efter mønsteret fra de russiske sovjetter.
Der kunne næppe være større kontrast mellem, hvad den russiske revolution symboliserede på den tid, og hvordan man ser på den i dag. For mange socialister i Vesten er den blevet en belastning. Dette er delvis en arv fra stalinismen, fra den hæslige degenerering af arbejdermagten i Rusland til et bureaukratisk tyranni. Men vigtigere er den kendsgerning, at mange, der opfatter sig selv som marxister og revolutionære, afviser den vej som bolsjevikkerne tog for at opnå magten – væbnet oprør – og de arbejdermagtsorganer, som sejren var baseret på: sovjetter, eller på dansk: arbejderråd.
Kommunistpartierne i Vesteuropa, som fører deres rødder tilbage til Oktoberrevolutionen [c], benægter således, at dens eksempel har nogen som helst betydning for deres egen strategi for socialisme. Det nye udkast til program for det britiske kommunistparti siger:
“Storbritanniens vej til socialismen vil være forskellig fra den sovjetiske. Den sovjetiske vej med oprør og borgerkrig, udvikling af nye magtorganer (sovjetterne) og den følgende udvikling af et etpartisystem, blev styret af de historiske forhold og med baggrund i den zaristiske enevælde, den imperialistiske intervention og udviklingen af kontrarevolutionen.” [3]
Lignende synspunkter fremføres af folk til venstre for kommunistpartierne. F.eks. har Nicos Poulantzas, forfatter til en række indflydelsesrige bøger om marxistisk teori, erklæret:
“Jeg tror, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan gentage Oktoberrevolutionen i nogen form.” [4]
Han gjorde det klart, at det han afviste var bolsjevikkernes strategi:
“Det som synes klart umuligt er perspektivet om centralisering af en arbejderklassemodmagt, fabriksråd efter fabriksråd, soldaterkomité efter soldaterkomité.” [5]
For både kommunistpartierne og Poulantzas er den russiske revolution blevet henvist til historien – måske en sag af akademisk interesse, men uden praktisk politisk betydning. Sovjetterne, som revolutionen baserede sig på, er ikke andet end en historisk mærkværdighed, et produkt af specielle forhold i et tilbagestående land for 60 år siden. Vejen frem ligger i den parlamentariske vej til socialismen.
Men på revolutionens tid så tingene anderledes ud. Det, som dengang var vigtigt ved Oktoberrevolutionen, var at den var universel. Arbejdere over hele verden så sovjetterne som basis for deres egen revolution. Tog de fejl? For at svare på dette må vi undersøge, hvordan sovjetterne i Rusland opstod.
Den første sovjet startede som en strejkekomité. 1905-revolutionen [d] i Rusland udviklede sig som et massivt folkeligt oprør mod det brutale og korrupte zarregime. Gnisten var Den Blodige Søndag, hvor fredelige demonstranter blev massakreret i Skt. Petersborg den 9. januar 1905. Den videre udvikling placerede den russiske arbejderklasse i spidsen for processen, selv om den udgjorde et mindretal af befolkningen. Den Blodige Søndag udløste en enorm strejkebølge i Ruslands industrielle centre. Men den afgørende udvikling foregik senere på året. For at citere fra Trotskijs historie om 1905-revolutionen:
“Typograferne i Sytins trykkerier i Moskva strejkede den 19. september. De krævede kortere arbejdsdag og højere akkord pr. 1000 satte ord, inklusive punktummer, kommaer osv. Denne lille begivenhed satte gang i hverken mere eller mindre end en politisk strejke i hele Rusland – strejken som startede med kommaer og endte med at styrte enevælden.” [6]
Typografernes strejke bredte sig i trykkeribranchen i Moskva og senere til andre brancher. Solidaritetsaktioner fra jernbanearbejderne spredte strejken ud over hele Rusland. Landet var lammet. Den 17. oktober kapitulerede zaren og udsendte et manifest, som lovede en forfatningsmæssig regering. Men situationen havde udviklet sig for langt, til at manifestet kunne stoppe arbejderoprøret.
Den 13. oktober havde et møde af fabriksdelegerede i Skt. Petersborg opfordret arbejderne til at støtte en politisk generalstrejke og til at vælge delegerede til en sovjet af arbejderrepræsentanter. Mødet fandt sted på initiativ fra mensjevik-fraktionen [e] i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, og kun 30-40 delegerede deltog. Men de vandt ikke desto mindre massestøtte blandt Skt. Petersborgs arbejdere, som støttede mødets opfordringer. De delegerede blev valgt på basis af én pr. 500 arbejdere. I anden halvdel af november bestod sovjetterne af 562 delegerede, som repræsenterede 147 fabrikker, 34 værksteder og 16 fagforeninger. Hovedvægten kom fra metalarbejderne. Det samme var tilfældet i Moskva.
Fra at være en strejkekomité udviklede sovjetten sig til at blive en arbejderregering, som udfordrede zarstyret. Den organiserede madforsyninger, tvang regeringen til at opfylde løfterne om pressefrihed og almen amnesti, gennemførte en kampagne for 8-timers arbejdsdag og organiserede en vellykket generalstrejke for at forsvare mytterister fra flådebasen i Kronstadt, som blev truet med henrettelse. Sovjetterne spredte sig, da arbejdere over hele Rusland fulgte Skt. Petersborgs eksempel.
Uanset om de ønskede det eller ej, blev sovjetterne tvunget ud i en voldelig konflikt med staten. Det liberale borgerskab, som havde støttet strejken i oktober, trak sig nu tilbage. De frygtede fremvæksten af en revolutionær arbejderbevægelse og var stort set tilfredse med indrømmelserne i zarens manifest. Sovjetterne magtede ikke at sprede sig til bondemasserne, som forblev stort set ligeglade med kampens udfald. Den 3. december blev Skt. Petersborg-sovjetten opløst, og lederne blev arresteret. Den 7. december proklamerede Moskva-sovjetten en politisk generalstrejke, som udviklede sig til et væbnet oprør ledet af bolsjevikkerne. Efter ni dages kampe mellem grupper af bevæbnede arbejdere og zaristiske tropper blev oprøret knust.
Trotskij, som var formand for Skt. Petersborg-sovjetten i dens sidste dage, opsummerede erfaringerne fra 1905:
“Sovjetten organiserede de arbejdende masser, ledede de politiske strejker og demonstrationer, bevæbnede arbejderne og forsvarede befolkningen mod pogromer [jødeforfølgelser; red.]. Et lignende arbejde blev også gjort af andre revolutionære organisationer før sovjetten opstod, samtidig med den og efter den. Alligevel opnåede de ikke den indflydelse, som var koncentreret i sovjettens hænder. Hemmeligheden bag denne indflydelse var, at sovjetten voksede frem som arbejderklassens naturlige redskab i dens umiddelbare kamp om magten, sådan som den blev bestemt af det faktiske hændelsesforløb. Navnet ‘arbejderregering’, som både arbejderne og den reaktionære presse gav sovjetten, var et udtryk for, at sovjetten virkelig var en arbejdernes regering i kimform. Sovjetten repræsenterede magt i det omfang, arbejderdistrikternes revolutionære styrke sikrede den magten; den kæmpede for magten i det omfang, magten fortsat var i det militaristiske monarkis hænder.” [7]
Opløsningen af sovjetterne efter Moskva-oprørets nederlag var kun et historisk mellemspil. Da arbejderne og soldaterne i Petrograd (Skt. Petersborg [f]) styrtede zar-regimet i februar 1917, var det første, de gjorde, at danne en sovjet af repræsentanter for arbejdere og soldater. I de følgende dage bredte sovjetterne sig over hele landet. For igen at citere Trotskij:
“De revolutionære ledere behøvede ikke at opfinde den: Erfaringen med sovjetterne i 1905 havde for altid brændt sig fast i arbejdernes bevidsthed. Hver gang, bevægelsen voksede, selv under krigen, blev sovjet-ideen næsten automatisk født på ny. Selv om vurderingen af sovjettens rolle var forskellig hos bolsjevikkerne og mensjevikkerne (de socialrevolutionære havde som regel ingen fast vurdering [g]), var selve organisationsformen hævet over debat.” [8]
Støttet af de menige i hæren havde sovjetterne virkelig magt. Alligevel havde masserne, hvor flertallet var blevet trukket ind i politisk aktivitet for første gang under februarrevolutionen, tiltro til de ‘moderate’ socialistiske partier, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som havde flertal i sovjetterne. Disse partier støttede fortsat russisk deltagelse i 1. Verdenskrig under en ‘demokratisk’ borgerlig regering. De støttede derfor de liberale kapitalistiske partiers provisoriske regering.
Lenin beskrev denne situation som en situation med dobbeltmagt:
“Denne dobbeltmagt viser sig ved, at der eksisterer to regeringer: hovedregeringen, den egentlige, virkelige regering, bourgeoisiets regering, Lvov & Co.s ‘provisoriske regering’, som sidder inde med alle magtorganer, og en supplerende, ‘kontrollerende’ sideregering i form af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet i Petrograd, som ikke sidder inde med organer for statsmagten, men som støtter sig direkte på et oplagt, ubetinget flertal af folket, på de bevæbnede arbejdere og soldater.” [9]
Denne dobbeltmagt, som baserede sig på sovjetternes støtte til den provisoriske regering, havde ført til “en sammenfletning, en forening af to diktaturer: bourgeoisiets diktatur ... og proletariatets og bøndernes diktatur (arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet).” [10] En sådan situation, hævdede Lenin, kunne kun repræsentere en midlertidig og ustabil ligevægt. Enten sovjetterne eller borgerskabet måtte regere. En væbnet styrkeprøve mellem de to klasser var uundgåelig. Bolsjevikkernes opgave var at kæmpe inden for sovjetterne med det mål at vinde et flertal for, at sovjetterne skulle tage magten.
Centrum for denne magtkamp var sovjetterne. Mellem Lenins tilbagekomst i april 1917 og selve Oktoberrevolutionen kæmpede bolsjevikkerne mod mensjevikkerne og de socialrevolutionære om kontrollen over sovjetten. Det lykkedes dem endelig i august og september 1917, da sovjetterne i Petrograd, Moskva og andre vigtige byer stillede sig bag bolsjevikkerne. Det var dette flertal i sovjetterne, som gav bolsjevikkerne mulighed for at iværksætte magtovertagelsen den 25. oktober.
Hvordan organiserede arbejderrådene sig? Hvordan forholdt almindelige arbejdere sig til sovjetterne?
Den amerikanske revolutionære John Reed [h] skrev denne øjenvidneskildring af sovjetterne mindre end et år efter Oktoberrevolutionen:
“Sovjetterne bygger direkte på arbejderne på fabrikkerne og bønderne på markerne ...
Petrograd-sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter kan bruges som eksempel ...
Den bestod af ca. 1200 repræsentanter, og holdt under normale omstændigheder plenummøde hver 14. dag. I mellemtiden valgte den en central eksekutivkomité, og denne eksekutivkomité supplerede sig selv med invitationer til delegerede fra centralkomiteerne for alle de politiske partier, fra centralledelsen i fagforeningerne, fra fabriksrådene og andre demokratiske organisationer.
Ved siden af den store bysovjet var der også distrikts- eller bydelssovjetter. Disse bestod af repræsentanter fra hver bydel til bysovjetten, og de administrerede deres egen bydel. Selvfølgelig fandtes der områder i byen, hvor der ikke var fabrikker, og som derfor som regel hverken havde repræsentanter i bysovjetten eller i egne distriktssovjetter. Men sovjetsystemet er ekstremt fleksibelt, og hvis kokkene eller tjenerne, gadefejerne, tjenestepigerne eller droskechaufførerne i bydelen organiserede sig og krævede repræsentation, kunne de sende repræsentanter.
Valget af repræsentanter baserer sig på proportional repræsentation, hvilket betyder, at de politiske partier er repræsenteret i nøjagtigt forhold til antallet af stemmer i hele byen. Og det er politiske partier og programmer, der stemmes på, ikke kandidater. Kandidaterne udpeges af centralkomiteen i de politiske partier, som kan erstatte dem med andre partimedlemmer. Repræsentanterne vælges heller ikke for et bestemt tidsrum, men kan tilbagekaldes når som helst.
Der er aldrig opfundet noget politisk organ, som er mere følsomt og i større overensstemmelse med folkeviljen. Og dette var nødvendigt, for i revolutionstider forandres folkeviljen meget hurtigt. For eksempel: I den første uge af december 1917 var der parader og demonstrationer til støtte for den grundlovgivende forsamling – dvs. mod sovjetmagten. En af disse parader blev beskudt af nogle uansvarlige rødgardister, og flere mennesker blev dræbt. Reaktionen på denne tåbelige vold kom øjeblikkeligt. I løbet af tolv timer havde sammensætningen i Petrograd-sovjetten ændret sig. Mere end et dusin bolsjevikker blev afsat og erstattet af mensjevikker. Og det tog tre uger, før folkestemningen igen skiftede, før mensjevikkerne en efter en blev tilbagekaldt, og bolsjevikkerne indsat igen.” [11]
Sovjetterne var sammensat af arbejdspladsrepræsentanter med rødder på fabrikkerne i Petrograd, Moskva og de andre industrielle centre. Det var derfor på fabrikkerne, at den afgørende kamp om indflydelse blev ført. Under og efter februarrevolutionen bredte fabrikskomiteerne sig hurtigt ud over hele landet. Disse organer var udtryk for almindelige arbejderes interesser og målsætninger. Umiddelbart efter zarens fald ledede fabrikskomiteerne en stormfuld bølge af strejker for grundlæggende økonomiske krav som højere løn, bedre arbejdsforhold og otte timers arbejdsdag. Efterhånden som polariseringen mellem arbejderklassen og borgerskabet voksede, måtte fabriksrådene påtage sig den politiske opgave at iværksætte arbejderkontrol for at bekæmpe økonomisk sabotage fra arbejdsgiverne.
En af fabrikskomiteernes historikere skriver:
“Der kan ikke være tvivl om at nøglen til bolsjevikkernes intervention i den revolutionære proces lå på dette niveau. Partiet organiserede regionale og senere nationale konferencer af det, som indtil da kun havde været delegeretkomiteer begrænset til hver enkelt fabrik. Det var disse konferencer og ikke bysovjetterne, som diskuterede de vigtige praktiske spørgsmål om arbejderkontrol (mod arbejdsgivernes sabotage, spekulation i energimangel osv. og videre til kontrol over arbejdsledelse og ledelse af fabrikken), afmilitarisering af industrien, organisering af røde garder osv. Bolsjevikkernes dominans på disse konferencer var grundlaget for deres dominans i arbejdersektionerne af sovjetterne og til sidst sovjetterne som helhed.” [12]
Under krigen skabtes forudsætningerne for dannelsen af fabriksrådene og for bolsjevikkernes lederskab i dem. Det russiske proletariat blev forandret som følge af krigen. Mange militante arbejdere blev indkaldt til militæret i krigens første måneder, mens de faglærte mænd, som blev hjemme, fik deres position undergravet af en massiv tilstrømning af kvinder og tsjornorabotsje (sorte arbejdere – dvs. bønder) til de nye masseproduktionsindustrier, som opstod for at sørge for de nødvendige krigsprodukter.
I begyndelsen medførte krigen og den deraf følgende svækkelse af arbejdsstyrken en nedgang i kampniveauet. Men, for at citere Trotskij:
“Den nådesløse undertrykkelse fra militær og politi, den fordoblede udbytning, nederlag ved fronten og industriens sammenbrud pressede arbejderne til kamp ... I løbet af 1915 og 1916 måtte den svækkede arbejderklasse gennemgå en elementær skole i kamp, før de enkelte økonomiske strejker og demonstrationer af sultende kvinder i februar 1917 kunne smelte sammen til en generalstrejke og trække hæren ud i et oprør.” [13]
Fabriksrådene repræsenterede hovedsageligt de faglærte arbejdere:
“De havde altid været en mangelvare, og dette skærpedes under krigen, selv når de blev skubbet opad for at blive formænd, instruktører osv. for de nye masseproducenter; de kunne udnytte, at de var en mangelvare i økonomisk forstand (lønforskellene steg enormt under krigen), men nu kunne de også rekruttere et nyt og frisk lag af menige arbejdere til deres ‘politiske’ ambitioner. Men grundlaget for deres magt var en forældet førkrigsteknologi (små værkstedsafdelinger, syv års læretid), mens det nye lag af menige arbejdere, som bestod af kvinder og tilflyttere fra landet, kun fik syv ugers oplæring til at arbejde i lange rækker af elektriske og luftdrevne drejebænke. Dette undergravede grundlaget for de faglærtes magt, samtidig med at det gav dem en hær at organisere.” [14]
Den erfaring, som formede mange af fabrikskomiteerne, var kampen mod regeringens krigsindustrikomiteer. Disse organer, en tidlig form for ‘medbestemmelse’, havde til hensigt at få arbejderne til at tage del i krigsindsatsen. Bolsjevikkerne førte en meget effektiv kamp mod krigsindustrikomiteerne. [15] Fabrikskomiteerne opstod først “på de fabrikker, som blev styret af zaristiske departementer for krigsindsatsen; de små, arbejdskraftintensive artillerifabrikker. Det var netop her, erfaringerne med arbejderrådene efter februar var mest udviklede. Opsynsmænd, formænd og afdelingsledere blev stort set valgt af arbejderne. Dette skyldtes delvis, at den tidligere ledelse havde betragtet sig selv som agent for den zaristiske regering og derfor gik i opløsning i februar; men det kom også delvis af, at de højt kvalificerede artilleriarbejdere mente, at de kunne styre den kapitalistiske produktion bedre end deres chefer, i hvert fald på fabriksniveau. [16]
Det afgørende ved den bolsjevikiske revolution var, at det lykkedes at sammensmelte de forskellige lag i det russiske proletariat – den “nye” arbejderklasse, som krigen havde skabt, de faglærte håndværkere og det revolutionære parti – i en kamp for at overtage magten. Sovjetterne udgjorde rammen for denne proces, fordi de forenede klassen som helhed og ikke kun de revolutionære (som partiet gjorde) eller de faglærte (som fagforeningerne stort set gjorde). Årsagen til dette var, at sovjetterne baserede sig på og i enestående grad reagerede på ændringer i stemningen på arbejdspladserne, og fordi de var et udryk for arbejderklassens direkte magtudøvelse – de bevæbnede arbejdere og de menige i hæren.
Den proces, som samlede klassen i sovjetterne under bolsjevikkernes ledelse, var ujævn. Som Trotskij siger:
“Ledelsen var bagefter fabrikskomiteerne. Fabrikskomiteerne bagefter masserne. Soldaterne bagefter arbejderne. Provinsen var i endnu højere grad efter hovedstaden ... Partiet var også bagefter den revolutionære dynamik – den organisation, som har mindst råd til at hænge bagefter, særligt i en tid med revolution.” [17]
Presset fremad kom hele tiden fra neden. Det var den “nye arbejderklasse”, kvinderne og tsjornorabotsje, som tog initiativet, både under februarrevolutionen og i juli-dagene, og tog bolsjevikkerne på sengen. Men i oktober lykkedes det bolsjevikkerne at kanalisere en forenet arbejderklasses energier og forhåbninger over i magtovertagelsen.
Bolsjevikrevolutionen voksede ud af radikaliseringen i den russiske arbejderklasse i selve den industrielle produktion. Fabrikskomiteerne og sovjetterne opstod for at give denne radikalisering et organiseret udtryk, som kulminerede med etableringen af arbejdermagt.
Men radikaliseringen af proletariatet under krigsproduktionens forhold foregik ikke bare i Rusland. Alle de større imperialistiske lande oplevede det samme. For at opfylde krigsindsatsens krav greb de krigsførende regeringer i stort omfang ind i økonomien, indførte rationaliseringer og tvangsarbejde, overtog eller startede nøglevirksomheder, forbød strejker. De fik hjælp fra lederne af de traditionelle arbejderorganisationer – de socialdemokratiske partier og fagforeningerne. I hele Europa blev der erklæret “borgfred”, efterhånden som arbejderbevægelsens ledere ivrigt gik ind i samarbejde med regeringerne og arbejdsgiverne for at give deres bidrag til slagteriet.
Masseproduktionens ekspansion undergravede de faglærte håndværkeres stilling på samme måde som i Rusland og skabte et massivt lag af ufaglærte og tillærte arbejdere, som blev hentet blandt kvinderne og fra landet. Inden for selve produktionsprocessen blev arbejderne underlagt militær disciplin, understøttet af staten og deres egne faglige ledere, mens priser og profitter røg i vejret.
Resultatet var en stormfuld revolutionær bevægelse som fejede over Europa mod slutningen af 1. verdenskrig. Den begyndte i Rusland i februar 1917, blev efterfulgt af to massive strejkebølger med Berlin som centrum i april 1917 og i januar 1918, strejker af 200.000 engelske metalarbejdere i maj 1917 og en masseopstand i Torino i august 1917. Højdepunkterne i denne bevægelse, der omfattede hele Europa, var Oktoberrevolutionen, den tyske revolution i november 1918, som styrtede kejseren og førte til en dobbeltmagtssituation, samt fabriksbesættelserne i Italien i september 1920.
Metalindustrien (stål-, værfts- og værkstedsindustrien [18]) var i centrum for alle disse udbrud. På grund af den centrale rolle, denne industri spillede for våbenproduktionen, gennemgik den en grundig forandring over hele Europa som følge af krigsøkonomien. Industriens faglærte håndværkere – drejere, maskinarbejdere osv. – oplevede, at deres traditionelle privilegier blev truet af masseproduktionens teknik, som gjorde deres færdigheder overflødige, reducerede deres traditionelle kontrol over deres arbejde og svækkede arbejdsstyrken med en masse ufaglærte og tillærte arbejdere. Ledelsen udnyttede situationen til at gå til angreb på de positioner, de faglærte arbejdere havde bygget op, og fagforeningerne gik med på en række tiltag, som støttede dette: “finansdepartement-aftalen” i Storbritannien, industrimobiliseringskomiteerne i Italien, krigsindustrikomiteerne i Rusland.
For at forsvare deres positioner blev de faglærte arbejdere tvunget til at føre en langt bredere kamp mod selve krigsøkonomien. Denne kamp betød et brud med de gamle håndværkstraditioner. Den betød, at hele arbejdsstyrken måtte trækkes ind i kampen, inklusive de nye ufaglærte grupper, som truede med at svække de faglærtes privilegier, og at chefernes kontrol over selve produktionsprocessen blev udfordret. Selv om det var de faglærte håndværkeres tradition for en vis kontrol over arbejdet, der førte til, at de under alle omstændigheder måtte udfordre chefernes kontrol, så stillede de under disse nye betingelser ikke længere krav om håndværkerkontrol, men om arbejderkontrol, både over produktionsprocessen inden for den enkelte fabrik og over økonomien som helhed.
Disse kampe skabte nye organisationsformer. De gamle fagforeninger, som var opbygget for at kæmpe for begrænsede økonomiske krav, og som var svækket af fagopdeling, organiserede kun et mindretal. Det samme var tilfældet med de socialdemokratiske partier, som også var modstandere af alle forstyrrelser af krigsindsatsen. De nye organisationer blev opbygget ud fra selve produktionsprocessen og forenede de forskellige kategorier af arbejdere. Arbejderkomiteen i Clyde og Sheffield, kommissionerne i Italien, tillidsmandsbevægelsen i Tyskland, fabrikskomiteerne i Rusland – alle disse nye organer af arbejdspladsdelegerede sprang op under ledelse af de faglærte arbejdere, men baseret på klassen som helhed i kamp mod de angreb, som krigsøkonomien påførte dem.
De revolutionære tillidsmænd i Berlins metalindustri udgjorde ledelsen af strejkerne i 1917 og 1918. Pierre Broué har beskrevet, hvordan tillidsmandsbevægelsen voksede frem:
“Hovedkernen ... opererede i streng hemmelighed og rekrutterede systematisk folk, de stolede på, blandt de faglige aktivister på fabrikkerne og inden for de forskellige fag. De udgjorde et netværk, hvor medlemmerne forsøgte at sikre sig nøglepositioner, de benyttede sig af det legale dække, som drejernes fagforening var, de opererede inden for apparatet som en velorganiseret fraktion, men opretholdt stadig kontakt med stemningen blandt arbejderne på fabrikkerne og værkstederne, de var i stand til at kontrollere delegeretforsamlinger, de indførte overalt frihed til kritik. Det var en enestående organisation, hverken en fagforening eller et parti, men en hemmelig gruppe inden for begge.
Den ledende gruppe af revolutionære tillidsmænd var i flere tilfælde i stand til at udtrykke arbejdernes modstand mod staten og mod partiapparatet ved at omsætte arbejdernes krav og kampvilje til konkrete aktioner. Den indre kerne, “hovedet”, bestod tilsyneladende aldrig af mere end 50 aktivister ... men de var (takket være drejerne) godt placeret på alle fabrikker. Med en lille, men disciplineret og sammensvejset gruppe baseret på delegeretmøder, var de via de par hundrede mænd, de havde direkte indflydelse på, i stand til at sætte titusindvis, senere hundredtusindvis, af berlinske arbejdere i bevægelse ved at give dem lejlighed til at vedtage aktionsforslag, som stemte med deres mål.” [19]
I afgørende øjeblikke blev de revolutionære tillidsmænd taget på sengen af massernes aktioner. Akkurat som i Rusland i februar 1917, hvor “det var de kvindelige arbejdere, som for gennem fabrikkerne i Petrograd og fik resten med ud i strejke på trods af ordrerne fra fabriksrepræsentanter for alle partier” [20], så nølede revolutionære tillidsmænd som Richard Müller i november 1918, mens almindelige arbejdere, soldater og sømænd fejede det gamle regime til side gennem en bølge af strejker, mytterier og gadedemonstrationer. Men det var lederne af tillidsmandsbevægelsen, som tog initiativ til at danne sovjetter. Den 9. november 1918
“mødtes de revolutionære tillidsmænd sammen med flere hundrede repræsentanter for de oprørske arbejdere ... Forsamlingen, som opfattede sig selv som et foreløbigt arbejder- og soldaterråd i hovedstaden, bestemte sig for at indkalde til møder på fabrikkerne og kasernerne kl. 10.00 for at vælge delegerede – én pr. 1000 arbejdere og én pr bataljon – til en generalforsamling kl. 17.00 i Cirkus Busch for at vælge den nye revolutionære regering.” [21]
På denne måde, i Tyskland som i Rusland, smeltede modstanden hos de faglærte arbejdere mod krigsøkonomien sammen med den spontane bevægelse i arbejderklassen for at oprette sovjetter.
I Italien var det igen metalindustrien, som var stormcenteret i Biennio Rosso, de to røde år, efter krigsafslutningen i november 1918. Metalarbejderne i Torino var dem, der gik længst i udviklingen af arbejderkontrol over produktionen. Denne bevægelse blev organiseret gennem de “indre kommissioner”, gulvplanskomiteer, som sprang op som talerør for gulvplanets modstand mod krigsindsatsen. Under indflydelse af Gramsci og andre revolutionære omkring tidsskriftet L’Ordine Nuovo udviklede de indre kommissioner i Torino sig fra organer for de faglærtes modstand mod forandringer til komiteer af fabriksdelegerede valgt af både faglærte og ufaglærte på lige fod. Højdepunktet for denne bevægelse var besættelsen af fabrikkerne i september 1920. Selv om disse var fremprovokeret af, at arbejdsgiverne havde afslået et lønkrav fremsat af metalarbejderforbundet, så førte de til en situation med reel dobbeltmagt i centre som Torino, hvor arbejderne kontrollerede industrien og opbyggede afdelinger af bevæbnede røde garder i konfrontation med statsapparatets styrker.
Selv i Storbritannien, hvor der ikke udviklede sig en revolutionær bevægelse, som kunne sammenlignes med Tyskland eller Italien, var en lignende dynamik i gang. Arbejderkomiteerne, som blev opbygget i metalindustrielle centre som Glasgow og Sheffield, oprindelig for at bekæmpe svækkelse og indkaldelse af faglærte til militæret, udviklede sig til organer, som søgte at lede arbejdermasserne til modstand mod krigen. Ved krigens afslutning, i januar og februar 1919, ledede arbejderkomiteerne i Glasgow og Belfast massestrejker for kravet om 40-timers arbejdsuge.
Over hele Europa, fra Clyde til Neva’en, smeltede de faglærtes defensive kamp sammen med det spontane oprør fra “de nye arbejdere”, som var blevet trukket ind i industrien af krigen, og blev til bevægelser, som udviklede sig til i det mindste begyndelsen til organer for arbejdermagt, til sovjetter. Ud fra dette perspektiv var Oktoberrevolutionen ikke nogen isoleret begivenhed, men højdepunktet i et generelt oprør, som trak hele den europæiske arbejderklasse ud i kamp mellem 1914 og 1920. Dette oprør udsprang af forandringer i produktionen, som var fælles for alle imperialistiske lande, forandringer på grund af det kapitalistiske systems natur, som nu havde udviklet sig til et stadie, hvor konkurrencen mellem kapitaler tog form af væbnet konflikt.
Kun i Rusland førte denne verdensomspændende bevægelse til etableringen af rådsmagt. Der var to hovedårsager til, at revolutionerne i Vesteuropa mislykkedes. Kort fortalt, da det ikke er vores opgave her at behandle disse nederlag [i], så udsprang årsagerne af forskellene på de sociale og politiske strukturer i henholdsvis Rusland og Vesteuropa. Under de parlamentariske styrer i Vesten havde der udviklet sig et fagforeningsbureaukrati, som på grund af sine sociale positioner var adskilt fra arbejdermasserne, og som sammen med de socialdemokratiske partier, som de dominerede, skabte en stærk kraft inden for arbejderbevægelsen, der var bundet til at forsvare den bestående orden.
Derudover var der ingen steder i Vesteuropa før krigen blevet dannet revolutionære partier, som kunne sammenlignes med bolsjevikpartiet, og som var i stand til at udfordre indflydelsen fra fagforeningsbureaukratiet. I Rusland, hvor undertrykkelsen havde umuliggjort fremvæksten af et stabilt fagforeningsbureaukrati, var bolsjevikkerne blevet hærdet gennem erfaringerne fra illegalt arbejde og ved at lede massekampe på fabrikkerne mod staten gennem flere år. I 1917 havde bolsjevikkerne opbygget solide rødder på fabrikkerne gennem en lang årrække. Det europæiske revolutionære venstre derimod udviklede sig hovedsageligt under indflydelse af krigen og forblev indtil Oktoberrevolutionen stort set inden for de traditionelle arbejderpartier. Resultatet var, at da de blev stillet over for revolutionens udfordringer, viste de sig at være for naive og uerfarne og i mange tilfælde sekteristiske og venstre-radikalistiske.
Nederlagene for den europæiske revolution medførte kimen til nederlaget for rådsmagten også i selve Rusland. Men dette ændrer ikke ved den betydning, de russiske erfaringer fra disse år har for revolutionære i dag.
Den første verdenskrig førte til fremvæksten af det kapitalistiske system, sådan som vi kender det i dag. De tendenser, som viste sig stadigt tydeligere – øget statslig intervention i økonomien og militær konkurrence mellem rivaliserende nationale kapitaler – har udviklet sig meget længere i løbet af de følgende 60 år, særligt som følge af 2. verdenskrig og den massive våbenindustri, der er blevet opbygget gennem kapløbet mellem øst- og vestblokken siden 1945. De sider ved krigsøkonomien, som den europæiske arbejderklasse gjorde oprør mod mellem 1917 og 1923, blev beskrevet af Bukharin i 1916 – hans ord gælder i endnu højere grad i dag:
“Statsmagten inddrager således næsten alle produktionsgrene; den varetager ikke bare de generelle betingelser for udbytningsprocessen, staten bliver mere og mere en direkte udbytter, som organiserer og dirigerer produktionen som en kollektiv kapitalist ... Når “statsliggørelsen” når sit højdepunkt i sin ‘endelige form af en statskapitalistisk trust’ ... fjerner organisationsprocessen til stadighed anarkiet fra de forskellige dele af den ‘nationaløkonomiske’ mekanisme, og placerer alt økonomisk liv under den militaristiske stats jernhæl.”[22]
Det eneste, som må tilføjes, er, at Bukharin mente, at den kapitalistiske konkurrences anarki inden for de enkelte lande ville blive erstattet af anarkiet fra den økonomiske og militære rivalisering mellem forskellige nationale kapitaler.
Med kapitalismen i sin moderne form opstod også dens bøddel – den moderne arbejderklasse. Vi har set, hvordan indførelsen af masseproduktionen under krigen satte fart i den proces, som nedbrød grundlaget for de gamle håndværkerforeninger og skabte, særligt i metalindustrien, de forhold, som gjorde det muligt for sovjetterne at vokse frem. Den stærke fagopdeling blev selv i Rusland kun delvis overvundet efter 1917, men nu eksisterede grundlaget for masseorganisationer, som forenede hele arbejderklassen i kampen om magten.
Inden for den revolutionære bevægelse, som udviklede sig fra bølgen af arbejderkampe ved slutningen af 1. verdenskrig, var det Gramsci, som brugte mest omtanke på at knytte arbejdermagt-eksemplet fra Rusland sammen med erfaringerne fra arbejderne i andre lande. I 1920 forklarede Gramsci, at han havde som målsætning, da han overtog ledelsen af det socialistiske Torino-tidsskrift L’Ordine Nouvo året før:
“at vi skulle bruge vores energi på at ‘afdække’ en rådstradition inden for den italienske arbejderklasse, at grave tråden til den ægte revolutionære ånd i Italien frem – ægte, fordi den falder sammen med den universelle ånd i arbejdernes Internationale, produktet af en virkelig historisk situation og et værk af arbejderklassen selv.” [23]
For Gramsci var sovjetterne ikke en kunstig institution, som var importeret udefra. De voksede ud af arbejdernes kamp inden for selve produktionsprocessen. I en af sine første artikler i L’Ordine Nuovo skrev han:
“Den socialistiske stat eksisterer allerede potentielt i de sociale institutioner, der er karakteristiske for den udbyttede arbejderklasse. At knytte disse institutioner sammen, koordinere og ordne dem i et stærkt centraliseret hierarki af kompetence og magtbeføjelser, og samtidig respektere den nødvendige selvstændighed og specifikke funktion for hver enkelt af dem, det er at skabe et ægte arbejderdemokrati her og nu – et arbejderdemokrati som i realiteten er i aktiv modsætning til den borgerlige stat, og som allerede nu er forberedt på at erstatte den i alle dens væsentlige funktioner som forvalter og bestyrer af den nationale arv.” [24]
Gramsci anså især de indre kommissioner (de italienske gulvplanskomiteer) som de faktisk eksisterende institutioner i arbejderklassen, der kunne udgøre grundlaget for det proletariske diktatur:
“De indre kommissioner er organer for arbejderdemokrati og skal befries for de begrænsninger, som arbejdsgiverne har pålagt dem, og i hvilke der skal tilføres nyt liv og energi. I dag begrænser de indre kommissioner kapitalistens magt på fabrikkerne og udøver samtidig en mæglende og disciplinerende funktion. Hvis de udvikles og beriges, kan de i fremtiden blive organer for den proletariske magt, som erstatter kapitalisten i alle hans nyttige ledelses- og administrationsfunktioner.” [25]
Gramsci afviste fagforeningerne som redskaber for revolutionær forandring – deres eksistensberettigelse var at forhandle forbedringer for arbejderne inden for kapitalismen. De indre kommissioner skulle udvikles til fabriksråd, som i længden ville kunne indføre arbejderkontrol over produktionen:
“Proletariatets diktatur kan kun udtrykkes i en organisationsform som er særegen for producenternes aktivitet, og ikke lønarbejdernes, som er kapitalens slaver. Fabriksrådene er kernen i denne organisation, fordi alle sektorer af arbejdsprocessen er repræsenteret i rådet i forhold til det bidrag, som hvert håndværksfag og hver arbejdssektor udfører i produktionen af den ting, fabrikken producerer for kollektivet. Rådet er en klasseinstitution, en samfundsmæssig institution. Dens eksistensberettigelse ligger i arbejdsprocessen, i industriproduktionen.” [26]
Gramsci forstod klarere end nogen anden i Vesteuropa grundlaget for sovjetterne i arbejdernes erfaringer inden for selve produktionsprocessen. Hvis der er fejl i hans analyse, så er det tendensen til at adskille udviklingen af arbejderkontrol i fabrikkerne og de forskellige etaper, som følger efter hinanden:
“Historisk set må opbygningen af kommunistiske politiske sovjetter nødvendigvis følge efter fremvæksten og den første systematisering af fabriksrådene. I første omgang afprøver og demonstrerer fabriksrådene gennem erfaring de nye positioner, arbejderklassen har opnået i produktionsprocessen. Rådene giver arbejderklassen bevidsthed om dens aktuelle betydning, dens virkelige funktion, dens ansvar og dens fremtid. Arbejderklassen drager konklusioner fra den mængde positive erfaringer, som enkeltpersoner personligt har erhvervet sig, antager mentalitet og karakter af herskende klasse og organiserer sig som en sådan, med andre ord, danner politiske sovjetter og indfører sit diktatur.” [27]
En sådan strategi ser bort fra det omfang, hvormed arbejderkontrol på fabrikkerne og erobringen af politisk magt gennem sovjetterne er forskellige sider af den samme revolutionære proces. De er ofte adskilt fra hinanden i tid, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge Gramsci mener – således opstod sovjetterne i 1917 før dannelsen af fabrikskomiteer, mens kampen for arbejderkontrol på fabrikkerne fortsatte nogen tid efter, at bolsjevikkerne havde taget magten. Hverken arbejderkontrol eller sovjetmagt kan overleve i isolation fra hinanden. På den anden side, som vi har set, kunne bolsjevikkerne kun vinde flertal i sovjetterne takket være fabrikskomiteernes støtte. På samme måde viser erfaringerne fra den portugisiske revolution [1974-75; red.], at arbejderkontrol i enkeltvirksomheder vil forsvinde, hvis den ikke modsvares af etableringen af en arbejderregering på nationalt plan.
Gramscis fejl afspejler en generel tendens hos ham på dette tidspunkt, som er overraskende, når man tager hans senere læggen vægt på politiske og ideologiske forudsætninger for den proletariske revolution i betragtning, nemlig, at han undervurderer de rent politiske faktorer.
“Det nationale parlament har ikke længere nogen historisk rolle. Borgerskabet styrer nu gennem bankerne og de store kapitalistiske selskaber, som afspejler hele klassens kombinerede og fælles interesser. Den politiske regering hviler alene på disse sammenslutninger og er reduceret til politivirksomhed og opretholdelse af orden på gader og stræder.” [28]
Erfaringerne fra 1920, hvor Torino-arbejderne, på trods af deres revolutionære ledelse, blev slået ned to gange – i april og september – fordi bevægelsens nationale ledelse fortsat var i hænderne på reformisterne, førte til, at Gramsci rettede på denne mekaniske reduktion af politik til økonomi. Det førte til, at han lagde vægt på en tredje side ved arbejderklassens erobring af magten – eksistensen af et revolutionært masseparti. Lige efter fabriksbesættelserne erklærede Gramsci sin støtte til et brud med socialistpartiet og stiftelsen af et kommunistisk parti, som kunne forene de revolutionære dele af arbejderklassen. Han støttede derfor venstrekommunisten Bordigas initiativ til at opbygge et kommunistparti efter socialistpartiets Livorno-kongres i januar 1921.
Uanset svagheden i hans teori om sovjetterne havde Gramsci forstået kernen. Sovjetterne udviklede sig fra massekampe, som blev ført af arbejderklassen i selve produktionen. Arbejdermagt var derfor ikke noget, som kunne påtvinges arbejderklassen udefra (sådan som både Bordiga og socialdemokraterne mente, idet de begge satte lighedstegn mellem socialisme og socialistpartiets styre). Den eksisterede i kimform, inden for arbejderklassens daglige kampe og organisationer.
Lenin udtrykte den samme tanke, da han skrev om det proletariske statsapparat:
“Dette nye apparat er ikke nogens opfindelse, det vokser ud af den proletariske klassekamp, når denne kamp bliver mere omfattende og intens. Dette nye statsapparat, denne nye type af statsmagt er sovjetmagt.” [29]
Nogle år senere understregede Trotskij dette punkt, da han argumenterede mod stalinisterne, der ligesom Bordiga og socialdemokraterne så på proletariatets diktatur som partiets diktatur, og derfor behandlede sovjetterne som noget, der kan oprettes på befaling. En tilsvarende politisk tilgang findes i dag i Vietnam, Mozambique og Angola, hvor “folkemagtsorganer” på gulvplanet eksisterer side om side med étpartistyre, organiseret efter bureaukratisk mønster, på det nationale plan.
Trotskij skrev:
“Sovjetternes opgave er ikke bare at udstede opfordringen til oprør, eller at gennemføre den, men at lede masserne mod oprøret gennem de nødvendige faser. I begyndelsen mobiliserer sovjetterne masserne, ikke omkring parolen om oprør, men omkring delkrav, så at masserne, trin for trin, senere bringes mod parolen om oprør uden at tabe dem undervejs og uden at tillade, at fortroppen bliver isoleret fra klassen.
Som oftest, og i første række, opstår sovjetten i sammenhæng med strejkekampe, som indeholder muligheden for en revolutionær udvikling, men som på det givne tidspunkt alene er begrænset til økonomiske krav. Masserne må føle og forstå, mens de er i kamp, at sovjetten er deres organisation, at den mobiliserer styrkerne til kamp, til modstand, til selvforsvar og til en offensiv. De kan føle og forstå dette, ikke gennem en én-dags aktion eller generelt fra en enkelt handling, men gennem erfaringer fra adskillige uger, måneder, år med eller uden afbrydelser ... Sovjetterne ... (er) den brede og fleksible organisatoriske form, som er tilgængelig for de masser, som netop er vågnet i den allerførste fase af deres revolutionære opsving; og som er i stand til at forene arbejderklassen som helhed, uafhængigt af størrelsen på den del, som i en given fase allerede er modnet nok til at forstå opgaven med at erobre magten.” [30]
Adskillige år senere understregede Trotskij på ny:
“Sovjetterne dannes, når den revolutionære bevægelse i arbejderklassen, selv om den stadig er langt fra væbnet oprør, skaber behovet for en bred organisation med autoritet og evne til at lede de økonomiske og politiske kampe, som omfatter de forskellige virksomheder og de forskellige fag på samme tid.” [31]
Teorien om rådsmagt, som den er udviklet af Lenin, Trotskij og Gramsci, har en række konsekvenser: Først og fremmest viser den, at arbejdermagt og arbejderdemokrati er to sider af samme sag. Sovjetter er organer for klassen som helhed. Deres sammensætning er bestemt af afstemninger blandt arbejdspladsdelegerede, ikke af en befaling fra et eller andet parti. De er derfor flerpartiorganisationer. Undertrykkelsen i Rusland efter borgerkrigen af alle partier, undtagen bolsjevikpartiet, og af fraktioner inden for det enkelte parti selv var et tegn på den bureaukratiske deformering af sovjetstyret, ikke på dets styrke. Videre giver teorien grundlag for at vise en gang for alle, at Sovjetunionen kun var et sovjetstyre af navn, og at det ikke på nogen måde var en socialistisk stat. [32]
Lige så vigtigt, så giver vores analyse svar på det spørgsmål, vi stillede i starten. Sovjetterne var ikke et produkt af særlige russiske forhold. De er de naturlige organisationsformer, som den moderne arbejderklasse opretter, når dens kamp udvikler sig i revolutionær retning. Endvidere er Lenins prognose aktuel i dag: Enhver situation med udvikling af dobbeltmagt kan kun løses enten ved genoprettelse af udelt kapitalistisk herredømme, eller ved overførelse af al magt til sovjetterne. Vejen til socialisme går stadig gennem væbnet oprør baseret på sovjetterne. [33]
Dette perspektiv er ikke blot en drøm. Som vi har set, opstår sovjetter i løbet af massekampe, som går videre fra økonomiske krav til at udfordre selve den kapitalistiske stat, og som derfor kræver organisering af klassen som helhed. Aktionsrådene, der opstod som lokale, koordinerende organer under den britiske generalstrejke i 1926, kunne have udviklet sig til kimen til arbejderråd – sovjetter – hvis strejken var fortsat. I nyere tid så vi under generalstrejken i Frankrig i maj-juni 1968, at den centrale strejkekomité i Nantes påtog sig en lokalregerings funktioner, og vi så forsøgene under den portugisiske revolution i 1974-75 på at sammenkæde forskellige arbejderkommissioner, mest vellykket i Setubal. I Polen, under arbejderkampene i efteråret 1980, så vi hvordan strejkekomiteerne langs hele Østersøkysten smeltede sammen i august til et ægte arbejderråd, som truede med at vælte regeringen. Ligeledes kunne de iranske shoras under revolutionen i 1979 have udviklet sig til egentlige arbejderråd, hvis ikke de var blevet smadret af Khomeinis fundamentalister.
Den røde tråd gennem den europæiske arbejderbevægelses historie i dette århundrede er kampen for rådsmagt. Denne kamp har haft sine højdepunkter – Rusland 1917, Tyskland 1918, Italien 1920, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1975, Polen 1980-81 [34] – men dens rødder ligger i erfaringerne og behovene hos arbejderklassen inden for selve produktionsprocessen. Denne kamps historie er langt fra slut!
1. Antonio Gramsci: Revolutionen mod “Kapitalen” (Avanti, Milano 24.11.1917), -i: Antonio Gramsci: Politik og Kultur, Gyldendal, København 1972, s. 55. (Se også: Gramsci: Selections from Political Writings 1910-20, London 1977, s. 34-35).
2. Antonio Gramsci: The Russian Utopia (Il Grido del Popolo, 27.7. 1918), -i: Gramsci: Selections from Political Writings 1910-20, London 1977, s. 54.
3. The British road to socialism Draft, 1977, linie 1089-93.
4. Interview i International, Autumn 1977, s. 5.
5. Samme sted, s. 9.
6. Leon Trotskij: 1905, London 1973, s. 102.
7. Samme sted, s. 265-266.
8. Leon Trotskij: The History of the Russian Revolution, London 1977, s. 176.
9. Lenin: Proletariatets Opgaver i Vor Revolution, 10. april 1917, -i: Udvalgte Værker, bind 7, Forlaget Tiden, København 1982, s. 54.
10. Samme sted.
11. John Reed: Soviets in action, International Socialism 69, s. 20. Først offentliggjort i det amerikanske magasin The Liberator, oktober 1918.
12. C. Goodey: Factory Committees and the Dictatorship of the Proletariat (1918), Critique 3, s. 29.
13. The history of the Russian revolution, s. 430.
14. Factory Committees... s. 31.
15. Tony Cliff: Lenin, Vol. 2, London 1976, s. 40-43.
16. Factory Committees..., s. 30.
17. The history of the Russian revolution, s. 445.
18. Følgende analyse af grundlaget for gulvplansbevægelserne støtter sig i høj grad på J. Hinton: The First Shop Stewards Movement, London 1973. Det skal understreges at krigen satte fart i en proces som allerede var under udvikling.
19. Pierre Broué: Révolution en Allemagne 1917-23, Paris 1971, s 156.
20. Factory Committees..., s 31.
21. Révolution en Allemagne 1917-23, s. 156.
22. Bukharin: Towards a Theory of the Imperialist State, citeret i S. Cohen: Bukharin and the Bolshevik revolution, London 1974, s. 29.
23. Gramsci: Selections from Political Writings 1910-20, s. 293.
24. Samme sted, s.65. (Workers’ democracy, L’Ordine Nuovo, 21 juni 1919.)
25. Samme sted, s.66.
26. Samme sted, s.100. (Unions and councils, L’Ordine Nuovo, 11 okt. 1919.)
27. Samme sted, s.162.
28. Samme sted, s.175.
29. Lenin: The Constituent Assembly Elections and The Dictatorship of the ProletariatCollected Works, 16. dec. 1919, -i: Collected Works, Vol. 30, Moskva 1974, s. 264.
30. Trotskij: Summary and prospects of the Chinese Revolution, -i: Leon Trotsky on China, New York 1976, s. 319-320. Eller i: The Third International After Lenin, New York 1970, s. 203.
31. Trotskij: The revolution in Spain, -i: The Spanish revolution (1931-39), New York 1973, s. 85.
32. Tony Cliff: State Capitalism in Russia, London 1974 og P. Binns & D. Hallas: The Soviet Union – State Capitalist or Socialist?, International Socialism (1st series) 91, September 1976.
33. Se også debatten mellem Geoff Roberts og Alex Callinicos om: The British Road to Socialism i International Socialism 99, June 1977, og C. Harman: Eurocommunism: The State and Revolution, International Socialism 101, September 1977.
a. Bemærk, at teksten er forfattet i 1977 (tilføjet enkelte rettelser i 1982), og at alle årstal og begivenheder derfor refererer til dette tidspunkt. Det betyder, at Sovjetunionen, Østblokken, statskapitalismen og de Moskva-tro kommunistpartier i Europa stadig eksisterede.
b. Ifølge Gramsci består “hierarkiet” af de uorganiserede arbejdere og bønder i bunden, dernæst de organiserede arbejdere og videre til sovjetterne og det revolutionære parti. Han understreger, at hierarkiet bygger på tillid og dannes spontant.
c. Selv om den bolsjevikiske revolution ifølge den vestlige kalender fandt sted den 7. november 1917, så gjaldt den gamle kalender stadig i Rusland, og ifølge den fandt revolutionen sted den 25. oktober.
d. Den russiske 1917-revolution havde sin store “generalprøve” i den revolutionære opstand 12 år tidligere, i 1905. Som enhver anden generalprøve gav den stor inspiration til den egentlige gallaforestilling.
e. Mensjevikker og bolsjevikker var oprindeligt to fraktioner i det russiske Socialdemokrati efter en splittelse på kongressen i 1903. Efter 1905-revolutionen fortsatte de to fraktioner med at samarbejde, ikke mindst lokalt, helt frem til 1. verdenskrig, hvor den endelige splittelse i to selvstændige partier blev en realitet.
f. Skt. Petersborg blev under 1. verdenskrig omdøbt til det mere russisk-klingende navn Petrograd som led i zarens forsøg på at skaffe sig opbakning gennem en omfattende “af-germanisering” af landet.
g. Det socialrevolutionære parti hentede især sin opbakning på landet og byggede i et vist omfang på en gammel russisk, politisk tradition med terror og attentater mod systemets ledere. Under 1. verdenskrig blev partiet splittet i henholdsvis højre- og venstre-socialrevolutionære. Venstrefløjen støttede oktoberrevolutionen og var i starten repræsenteret i den første revolutionære arbejderregering.
h. John Reed var tillige særdeles kendt i USA som venstreorienteret topjournalist.
i. For en grundig gennemgang, se Donny Gluckstein: The Western Soviets. Workers’ Councils versus Parliament 1915-1920, London, 1985.
j. Se fx Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, Bookmarks, London 1987, som omhandler Frankrig 1968, Chile 1970-73, Polen 1980-81, Iran 1979 og Portugal 1974-75. Bogens kapitler er udgivet som pjecer i serien Revolutioner i vor tid af Internationale Socialisters Forlag.
Sidst opdateret 19.7.2014