Arbejdernes ægteskaber

Gustav Bang (aug. 1913)


I Social-Demokraten, 3.8 + 10.8 + 17.8.1913.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp: udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 4-10. (Fortsat fra artikel fra 23.10.1905.)

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.


Fødslernes aftagende tal

Fra statens statistiske departement er udsendt en række meddelelser, som med overraskende tydelighed viser, hvor stærkt fødslernes tal i Danmark tager af fra år til år, og hvorledes der her er i færd at udvikle sig et meget ejendommeligt og i det lange løb et meget alvorligt socialt fænomen.

Fødselshyppighedens dalen er en international bevægelse. Tidligst og stærkest har den ytret sig i Frankrig; men også i de andre europæiske lande – og iøvrigt også i stor udstrækning i de kapitalistiske samfund udenfor Europa – har den i de sidste årtier gjort sig gældende med stadig stigende styrke. Antallet af de børn, der mellem år og dag ser lyset, bliver fra tid til tid mindre, om end ikke i absolut forstand, så dog forholdsvist målt imod folkemængden. Tiden omkring år 1880 betegner for de fleste landes vedkommende vendepunktet; indtil henimod den tid var fødselstallet som regel enten svagt stigende, eller det holdt sig omtrent uforandret; efter den tid har det allevegne været i nedgang, og navnlig i de allersidste år er nedgangen blevet brat. Og alting tyder på, at denne nedgang vil fortsatte sig ud i fremtiden.

Sammenligner man de to perioder 1881-90 og 1906-10, da finder man, at i mellemtiden er fødselshyppigheden, målt imod indbyggerantallet, i Tyskland aftaget med 20 pct., i England med 19 pct., i Belgien med 18 pct., i Frankrig med 17 pct., i Ungarn med 16 pct., i Norge med 15 pct., i Italien med 14 pct., i Sverige, Holland og Serbien med 13 pct., i Danmark, Finland og Østrig med 12 pct. og i Rusland, Schweiz, Portugal og Spanien med 7 pct.

Her står Danmark endnu ret langt nede på listen; men netop erfaringen fra de allersidste år viser, at bevægelsen også hos os er i voldsom fart og i de sidste år af en sådan art, at den i højeste grad påkalder vor opmærksomhed.

For første gang træffer man her ikke blot en forholdsvis, men også en absolut nedgang i børnefødslernes tal. Det antal børn, der i årligt gennemsnit ser lyset, var:

1880-1884

64.928

1885-1889

67.551

1890-1894

67.322

1895-1900

70.645

1901-1905

73.036

1906-1910

75.275

1911-1912

74.353

I de to år 1912-13 er antallet af fødsler sunket med næsten 1.000 eller med godt 1 1/5 pct., medens folkemængden samtidig er steget med 4-5 pct.

»Tobørnssystemet«

Nedgangen i børnefødslernes antal kan stamme fra to forskellige årsager. Den kan enten være et udslag af ændringer i befolkningens rent fysiologiske tilstand eller i dens rent sociale livsførelse og økonomiske forhold og deraf følgende bevidste bestræbelser for at begrænse børnetallet.

Der er ingen tvivl om, at det er den sidste af de to årsager, som her er den bestemmende.

Med overordentlig tydelighed viser enhver undersøgelse, hvor nøje fødselshyppigheden hænger sammen med de sociale forhold, under hvilke befolkningens forskellige dele lever. Betragter man de københavnske ægteskaber, som i året 1901 havde beslået i mindst 5 og højst 9 år, da finder man, at i hver 100 sådanne ægteskaber var der blandt embedsmænd og deslige gennemsnitlig født 168 børn, blandt kontorister og deslige 183, blandt grosserere og vekselerere 193, blandt detailhandlere 212, blandt håndværksmestre 244, blandt underordnede funktionærer 248 og blandt arbejdere 274 - et tal, der er 63 pct. højere end det gennemsnitlige børnetal i embedsstanden. På alle mulige punkter, blandt ældre og yngre hustruer, i ægteskab med kortere og længere varighed, kommer de samme afvigelser igen, tildels i endnu mere udpræget grad; der er da al grund til at antage, at de skyldes bevidste bestræbelser. De statistiske oplysninger bekræfter også denne antagelse.

Af hver 1.000 ægteskaber, der har varet mindre end 5 år, finder man således, at der i 1880 i overklassen var 98, men i 1901 kun 27, indenfor hvilke der var født mindst tre bom; i middelstanden dalede tallet fra 101 til 81 af hver 1.000, i arbejderklassen fra 139 til 117, altså forholdsvis langt svagere. Først i de sidste år af 1890érne har bestræbelserne for børnetallets indskrænkning nået arbejderklassen. Forandringerne er imidlertid endnu kun små, men sikkert har det sidste halvandet årtis voldsomme prisforøgelse sat sine spor, side om side med den tiltagende følelse af utryghed, som arbejdsløsheden har forårsaget – hvor nøje forbindelse, der er mellem de mere eller mindre gunstige forhold på arbejdsmarkedet og den nærmest følgende tids højere eller lavere fødselstal, derpå tyder f.eks. det træk, at fødselstallet i Danmark i de gode år fra 1895 til 1901 steg med 723 om året, men i de dårlige år fra 1901 til 1903 sank med 432 om året.

Medens et proletariat, der lever i den dybeste elendighed, så godt som altid kendetegnes ved et uforholdsmæssig højt børnetal – familiens stilling bliver ikke væsentlig slettere, hvad enten den har færre dier flere barn, og når børnene kommer ud over den første barndom, kan de selv begynde at bringe deres bidrag hjem til familiens underhold – så bliver forholdet et ganske andet indenfor arbejderfamilier, der er noget bedre stillede. Her véd man, at livsniveauet vil blive væsentlig sænket, hvis børneflokken vokser for stærkt til, og her ønsker man at befri sine børn for erhvervsarbejde i en altfor tidlig alder. Og dette vil, særlig når en periode med stærk stigning i priserne på livets fornødenheder og omfattende og vedholdende arbejdsløshed sætter ind, naturlig give sig udslag i et dalende tal på de børn, der mellem år og dag ser lyset.

Børnedødeligheden

Der fødes flere børn i arbejderklassens end i overklassens ægteskaber, men til gengæld dør arbejderbørnene efter en langt større målestok.

Man ser det med forfærdende tydelighed, når man bearbejder de oplysninger, som for hvert enkelt ægtepar forligger om, dels hvor mange børn, det har avlet, dels hvor mange af børnene, der er bukket under, og når man derefter sammenligner forholdet for de forskellige sociale lag. Oplysningerne er fra år 1901.

Vi vælger som eksempel københavnske ægteskaber, der har varet 5-10 år, og hvor manden er blevet viet i en alder af 25-29, hustruen i en alder af 20-24 år. Blandt embedsmænd og grosserere viser det sig, at 8 pct. af de i sådanne ægteskaber fødte børn er døde, blandt murere, snedkersvende og maskinarbejdere 16 pct. og blandt jordarbejdere og arbejdsmænd 24 pct.; 8-16-24 pct.!

Sammendrager man gruppe for gruppe tallene fra samtlige varighedsklasser blandt ægteskaberne, kan man udtrykke forholdet således: for hver gang der i København dør 10 grossererbørn, dør der 11 embedsmandsbørn, 17 murer-, snedker svende- og maskinarbejderbørn, 18 arbejdsmandsbørn, 19 jordarbejderbørn; i provinsbyerne for hver 10 embedsmandsbørn: 12 skomagersvende- og maskinarbejderbørn, 13 jordarbejder- og snedkersvendebørn; på landet for hver 10 proprietærbørn 13 daglejerbørn.

Man ser, hvor langt stærkere døden raser blandt arbejdernes end blandt de velstillede klassers børn; i Københavnske jordarbejder- og daglejerfamilier gør den næsten dobbelt så stor en høst som i grosserer- og embedsmandsfamilier.

Men også en anden ting er påfaldende ved disse tal. Hvor man undersøger vielsesalderen og børnetallet, finder man en dyb forskel mellem arbejderklassen på den ene side, de besiddende klasser på den anden, men indenfor arbejderklassen næsten fuldstændig ensartede forhold. Hvor man derimod står overfor børnedødeligheden, finder man først og fremmest den samme dybe forskel mellem arbejderklassen og de besiddende klasser, men dernæst også store afvigelser indenfor arbejderklassen; i de slettest stillede lag, blandt jordarbejdere og arbejdsmænd, huserer dødeligheden langt voldsommere end i de mere velstillede, blandt murere, snedkersvende og maskinarbejdere.

Dette er karakteristisk. Faglærte og ikke-faglærte arbejdere tilhører alle, uden hensyn til velstandsgraden, proletariatet; deres sociale stilling indenfor det kapitalistiske samfund er nøjagtig af samme art; de har det samme klassepræg, og de handler følgelig éns, ud fra fælles klassepsykologiske love. Men de behandles forskellig, er genstand for en forskellig grad af udsugelse og fornedrelse, og i overensstemmelse hermed bliver også deres fysiologiske konstitution, deres modtagelighed for angreb på organismen, forskellig. Dødelighedstallene giver et udtryk derfor.

For den Københavnske arbejderklasses vedkommende er denne forskel tillige belyst på en anden måde, idet man har undersøgt børnedødelighedens forskellige styrke i lejligheder med et forskelligt antal værelser. Man finder som det fælles udtryk, at for hver 10 arbejderbørn, der dør i lejligheder med tre eller flere værelser, dør der 13 i toværelseslejligheder og 18 i etværelseslejligheder. Denne frygtelige forskel – næsten dobbelt så høj en børnedødelighed i de fattigste arbejderfamilier som i de mere velstillede – kan kun forklares som en følge af de økonomiske forskelligheder; thi jo lavere indtægten er, des mindre en lejlighed må man nøjes med; og den stærke sammenstuvning i en lille lejlighed er også i sig selv et sundhedsfarligt, i mange tilfælde et dødbringende moment.

– Så uhyggeligt er det billede, tallene giver af de kår, hvori arbejderklassen endnu er dømt til at leve.


Sidst opdateret 30.11.2008